Skriftlig fremsættelse (10. november
2011)
Justitsministeren
(Morten Bødskov)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om indfødsrets
meddelelse.
(Lovforslag nr. L 11)
Lovforslaget omfatter 1.718 personer og ca. 636 børn,
som får indfødsret sammen med deres forældre,
jf. § 6, stk. 2, i lov om dansk indfødsret.
Lovforslaget er det første af i alt to lovforslag om
indfødsrets meddelelse, der fremsættes i denne
samling.
Lovforslaget er for 1660 personer udarbejdet efter
retningslinjerne i cirkulæreskrivelse nr. 61 af 22. september
2008 om naturalisation. For 18 personer er lovforslaget udarbejdet
efter retningslinjerne i cirkulæreskrivelse nr. 9 af 12.
januar 2006 om naturalisation. For 4 personer er lovforslaget
udarbejdet efter retningslinjerne i
cirkulæreskrivelse nr. 55 af 12.
juni 2002 om nye retningslinier for optagelse på lovforslag
om indfødsrets meddelelse.
Herudover er lovforslaget for 36 personer udarbejdet i
overensstemmelse med FNs konvention af 30. august 1961 om
begrænsning af statsløshed.
Personerne omfattet af dette lovforslag om indfødsrets
meddelelse er optaget på lovforslaget forud for
Folketingsvalget den 15. september 2011. Efter valget har
regeringspartierne Socialdemokraterne, Radikale Venstre og
Socialistisk Folkeparti vedtaget et regeringsgrundlag, hvorefter
betingelserne for opnåelse af dansk indfødsret vil
blive ændret på flere områder.
Reglerne om statsborgerskab skal bruges aktivt til at fremme
integration. Regeringen vil sende det tydelige signal, at
udlændinge, der har boet i Danmark i flere år, og hvor
integrationen er lykkedes, kan blive danske statsborgere.
Kravene skal være høje, for dansk statsborgerskab
er noget særligt. Men kravene skal ikke ekskludere dem, der
gør sig umage, alene fordi de ikke har en tilpas høj
uddannelse. Og mennesker, der har boet i Danmark gennem mange
år, skal ikke mødes af en prøve, hvor kravene
er højere, end hvad mange danskere kan. Men regeringen
lægger vægt på, at ansøgere ikke har
begået kriminalitet.
Der vil blandt andet ske ændring af kravet om
danskkundskaber til bestået Prøve i Dansk 2.
Indfødsretsprøven skal erstattes af en
statsborgerskabsprøve, der vægter aspekter af det
hverdagsliv og det aktive politiske liv, som møder borgerne
i et moderne samfund.
Herudover skal det være muligt at have dobbelt
statsborgerskab.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.