Skriftlig fremsættelse (10. november
2011)
Miljøministeren (Ida Auken)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
miljøbeskyttelse, lov om planlægning og forskellige
andre love (Digital annoncering, obligatorisk digital
kommunikation, afskæring af klageadgang)
(Lovforslag nr. L 13)
Lovforslaget fremsættes som et led i regeringens nye
styring af den offentlige sektor, hvor den økonomiske
situation nødvendiggør, at der er brug for en
hård prioritering af forskellige offentlige opgaver med fokus
på nytænkning og effektivisering.
I dag er primært kommunerne i en lang række
tilfælde pålagt at offentliggøre forskellige
ansøgninger, forslag, afgørelser, planer, programmer
og lokale regulativer m.v. gennem annoncering i lokale aviser og
dagblade. Annonceringskravet vurderes som unødigt
ressourcekrævende af kommunerne, der skal betale for
indrykning af annoncer i forskellige medier og samtidig udarbejde
tekst- og billedmateriale, som skal opfylde særlige krav fra
disse medier.
Flere kommuner har givet udtryk for et behov for digital
annoncering af planforslag og afgørelser m.v. på
kommunernes hjemmesider. Da der er tilsvarende
offentliggørelseskrav til statslige myndigheder og regioner,
foreslås en tilsvarende forenkling for disse.
Forslaget bygger på den tidligere regerings
drøftelser med KL om afbureaukratisering.
Endvidere er formålet med lovforslaget at afskære
klageadgangen over tilladelser til påbegyndelse af bygge- og
anlægsarbejder, inden en miljøgodkendelse er meddelt i
medfør af miljøbeskyttelsesloven.
Endelig er formålet med lovforslaget at ændre
forskellige bestemmelser i jagt- og vildtforvaltningsloven,
så det bliver muligt for myndigheden at stille krav om
digital kommunikation i forbindelse med f.eks. ansøgninger
om tilladelse til regulering af skadevoldende vildt, til
indberetning af vildtudbytte, og til betaling af jagttegnsafgift,
prøvegebyrer m.v.
Det foreslås, at reglerne skal træde i kraft den
1. januar 2012, hvorfor lovforslaget ønskes
færdigbehandlet inden jul med henblik på
ikrafttræden ved årsskiftet.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.