L 158 Forslag til lov om ændring af lov om vederlag og pension m.v. for ministre.

(Størrelsen af grundvederlag til ministre og beregning af ministres eftervederlag).

Af: Finansminister Bjarne Corydon (S)
Udvalg: Udvalget for Forretningsordenen
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 13-04-2012

Fremsættelse: 13-04-2012

Skriftlig fremsættelse (13. april 2012)

20111_l158_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (13. april 2012)

Finansministeren (Bjarne Corydon)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om vederlag og pension m.v. for ministre (Størrelsen af ministervederlag og beregning af ministres eftervederlag)

(Lovforslag nr. L 158)

Formålet med lovforslaget er at ændre lov om vederlag og pension m.v. for ministre på to punkter. Det gælder reglerne om størrelsen af grundvederlaget for ministre og reg­ler­ne om beregning af eftervederlag m.v. for afgåede ministre.


I overensstemmelse med en tilkendegivelse fra den daværende regering i forbindelse med "Aftale om genopretning af Danmarks økonomi" (maj 2010) blev ministervederlag nedsat med 5 pct. i årene 2011 og 2012. Regeringen finder, at nedsættelsen også bør gælde i årene 2013, 2014 og 2015. Lovforslaget fremsættes med sigte herpå. Samtidig sker der en teknisk opskrivning af grundvederlagets grundbeløb. Denne opskrivning har ingen betydning for størrelsen af det udbetalte vederlag.


Endvidere indebærer lovforslaget, at der ved beregning af eftervederlagsperiode for afgåede ministre ikke kan medregnes tidligere ministerperioder, der allerede har udløst eftervederlag. Rigsrevisionen kritiserede i beretning om revisionen af statsregnskabet for 2010 den måde, ministres eftervederlag beregnes på, hvorefter eftervederlaget beregnes ud fra alle ministerperioder og dermed også for perioder, som der er udbetalt eftervederlag for tidligere. Regeringen kan tilslutte sig Rigsrevisionens opfattelse og fremsætter derfor forslaget om ændring.


Efter folketingsvalgloven har Folketingets formand ret til vederlag og eftervederlag, der svarer til vederlag og eftervederlag til statsministeren. De foreslåede ændringer af lov om vederlag og pension m.v. for ministre vil derfor også omfatte Folketingets formand.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.