Betænkning afgivet af Skatteudvalget
den 30. maj 2012
1 Ændringsforslag
Skatteministeren har stillet 2 ændringsforslag til
lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 25. april 2012 og var til 1.
behandling den 3. maj 2012. Lovforslaget blev efter 1. behandling
henvist til behandling i Skatteudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen
været sendt i høring, og Skatteministeriet sendte den
26. januar 2012 dette udkast til udvalget, jf. SAU alm. del - bilag
124. Den 25. april 2012 sendte skatteministeren de indkomne
høringssvar og et notat herom til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget
skriftlige henvendelser fra:
Dansk Planteværn,
DLA Agro og
Landbrug & Fødevarer.
Skatteministeren har over for udvalget kommenteret de
skriftlige henvendelser til udvalget.
Deputationer
Endvidere har Dansk Planteværn og Landbrug &
Fødevarer mundtligt over for udvalget redegjort for deres
holdning til lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 11 spørgsmål til
skatteministeren til skriftlig besvarelse, som denne har
besvaret.
3. Tilkendegivelse fra
skatteministeren
Skatteministeren har anmodet om, at følgende
tilkendegivelse indgår i betænkningen:
»Regeringen giver tilsagn om, at der gennemføres
en revision af omlægningen af pesticidafgiften 4 år
efter lovens ikrafttræden.
Der overføres 5 mio. kr. årligt til
Kartoffelafgiftsfonden i 4 år, indtil revision af loven er
gennemført.«
4. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i udvalget (V, S, RV,
EL, SF og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af
udvalget støtter op om forslaget om at
afgiftsbelægge i forhold til belastningen i stedet for en ren
værdiafgift. Ligeledes er det positivt, at regeringen har
givet tilsagn om, at der gennemføres en revision af
omlægningen af pesticidafgiften 4 år efter lovens
ikrafttræden, og at der overføres 5 mio. kr.
årligt til Kartoffelafgiftsfonden i 4 år, indtil
revisionen af loven er gennemført.
Men Venstre og Det Konservative Folkeparti er bekymrede over,
at lovforslaget ikke tager højde for den store risiko, der
er for udvikling af resistens.
Venstre og Det Konservative Folkeparti ønsker, at
udvalget nøje overvåger, at den samlede
afgiftsstigning ikke overstiger de planlagte 150 mio. kr.
Ligeledes er det beklageligt, at lovforslaget betyder, at
danskdyrkede special- og højværdiproduktioner
såsom frø-, bær- og grønsagsprodukter
risikerer at blive udflaget af Danmark. Venstre og Det Konservative
Folkeparti vil holde øje med disse afgrøder og
forlange ændringer, hvis udflagning konstateres.
På grund af den fundamentale ændring om at
gå fra en værdiafgift til en afgift på belastning
stemmer Venstre og Det Konservative Folkeparti for
lovforslaget.
Et mindretal i udvalget (DF)
indstiller lovforslaget til forkastelse
ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de stillede
ændringsforslag.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget mener, at der i
lovforslaget ikke er taget hensyn til producenter med
specialafgrøder, og Dansk Folkeparti stemmer derfor imod
lovforslaget.
Et andet mindretal i udvalget (LA)
indstiller lovforslaget til forkastelse
ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme hverken for eller imod
de stillede ændringsforslag.
Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for
betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen.
5. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af skatteministeren,
tiltrådt af et flertal (udvalget
med undtagelse af LA):
1)
Før nr. 1 indsættes som nyt nummer:
»01. Som fodnote til lovens titel indsættes:
»1) Loven
indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/128/EF af 21.
oktober 2009 om en ramme for Fællesskabets indsats for en
bæredygtig anvendelse af pesticider, EU-Tidende 2009, nr. L
309, side 71.«
[Indsættelse af EU-note til
loven]
Til bilag 1
Af skatteministeren,
tiltrådt af et flertal (udvalget
med undtagelse af LA):
2) I
7. linje under tabel 5 ændres
»Log BCF = -0,2 x logPow2 + 2,74 x logPow - 4,72, hvis logPow
er over 6« til: »Log BCF = -0,2 x logPow^2 + 2,74 x
logPow - 4,72, hvis logPow er over 6«, og i 16. linje under tabel 5 ændres
»UMet 1=10^(-2.24)'0,89, hvis DT50 < 6 dage« til: »UMet
1=10^(-2,24)*0,89*FFMet1, hvis DT50
< 6 dage«.
[Redaktionelle ændringer]
Bemærkninger
Til nr. 1
Der foreslås indsættelse af EU-note.
Ændringsforslaget har ingen provenumæssige
konsekvenser.
Til nr. 2
Ændringerne til bilag 1 er alene redaktionelle
ændringer.
Ændringsforslaget har ingen provenumæssige
konsekvenser.
Ane Halsboe-Larsen (S) Henrik Sass
Larsen (S) Jacob Bjerregaard (S) John Dyrby Paulsen (S) Pernille
Rosenkrantz-Theil (S) Simon Kollerup (S) Thomas Jensen (S) Nadeem
Farooq (RV) Rasmus Helveg Petersen (RV) Camilla Hersom (RV) Jonas
Dahl (SF) Jesper Petersen (SF) Frank Aaen (EL) Johanne
Schmidt-Nielsen (EL) Jørgen Arbo-Bæhr (EL) Hans
Andersen (V) Gitte Lillelund Bech (V) fmd. Martin Geertsen (V) Kristian Pihl
Lorentzen (V) Henrik Høegh (V) Torsten Schack Pedersen (V)
Troels Lund Poulsen (V) Mads Rørvig (V) Dennis
Flydtkjær (DF) Mikkel Dencker (DF) Hans Kristian Skibby (DF)
Karina Adsbøl (DF) Ole Birk Olesen (LA) nfmd. Brian Mikkelsen (KF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 44 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 17 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 16 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 171
Bilagsnr. | Titel |
1 | Høringssvar og høringsskema,
fra skatteministeren |
2 | Fastsat tidsplan for udvalgets behandling
af lovforslaget |
3 | Henvendelse af 9/5-12 fra Landbrug &
Fødevarer vedrørende præsentationen til
foretrædet den 9. maj 2012 |
4 | Henvendelse af 9/5-12 fra Landbrug &
Fødevarer |
5 | Meddelelse om materiale fra Dansk
Planteværn i forlængelse af deres foretræde for
udvalget den 9. maj 2012 |
6 | 1. udkast til betænkning |
7 | Skatteministerens kommentar til
henvendelsen af 9/5-12 fra Dansk Planteværn |
8 | Præcisering til bemærkningerne
vedrørende tabel »Beregning af
miljøeffektbelastning for et bejdsemiddel til
korn/frø« og tabel »Samlet afgift for
bejdsemidlet til korn/frø«, fra skatteministeren |
9 | Ændringsforslag, fra
skatteministeren |
10 | 2. udkast til betænkning |
11 | Henvendelse af 22/5-12 fra DLA Agro |
12 | Skatteministerens kommentar til
henvendelsen af 22/5-12 fra DLA Agro |
13 | Skatteministerens kommentar til
henvendelsen af 9/5-12 fra Landbrug & Fødevarer |
14 | Skatteministerens kommentar til
henvendelsen af 9/5-12 fra Landbrug & Fødevarer |
15 | 3. udkast til betænkning |
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende
L 171
Spm.nr. | Titel |
1 | Spm. om at yde teknisk bistand til
udarbejdelse af ændringsforslag, til skatteministeren, og
ministerens svar herpå |
2 | Spm. om, hvad ministeren vil foretage sig
i de tilfælde, hvor der opstår resistens over for
f.eks. græsukrudtsmidler, til skatteministeren, og
ministerens svar herpå |
3 | Spm. , om ministeren har tænkt sig
at gøre godkendelsesordningen hurtigere for nye pesticider,
end den er i dag, til skatteministeren, og ministerens svar
herpå |
4 | Spm. om, hvilke initiativer ministeren
agter at tage for at mindske de negative konsekvenser af forslaget
i form af en mindre variation i den danske landbrugsproduktion, til
skatteministeren, og ministerens svar herpå |
5 | Spm. om, i hvilket omfang lovforslaget
fører til en forringelse af den danske konkurrenceevne bl.a.
som følge af, at produktionen fordyres, til
skatteministeren, og ministerens svar herpå |
6 | Spm. om, hvilken betydning lovforslaget
vil få for omfanget af dyrkningen af
frøafgrøder, til skatteministeren, og ministerens
svar herpå |
7 | Spm. om, hvilken betydning det får
for miljøet, hvis en del af den omfattende danske produktion
på frøområdet overgår til udlandet, til
skatteministeren, og ministerens svar herpå |
8 | Spm. om, hvilke konsekvenser ministeren
vurderer at de forhøjede omkostninger vil få for den
danske eksport af frøproduktion, til skatteministeren, og
ministerens svar herpå |
9 | Spm. om, hvilke initiativer ministeren vil
tage for at sikre, at der kan findes midler til at finde
alternative bekæmpelsesmidler for frøområdet,
til skatteministeren, og ministerens svar herpå |
10 | Spm. om, hvilke EU-retlige regler, der
hindrer, at der etableres en klagemulighed i forhold til
afgiftsfastsættelsen i tilfælde af uenighed med
myndigheden, til skatteministeren, og ministerens svar
herpå |
11 | Spm. om at præcisere ministerens
svar på spørgsmål 1 c) om den ønskede
evalueringsbestemmelse, til skatteministeren, og ministerens svar
herpå |