Betænkning afgivet af Finansudvalget
den 31. maj 2012
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 25. april 2012 og var til 1.
behandling den 8. maj 2012. Lovforslaget blev efter 1. behandling
henvist til behandling i Finansudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen
været sendt i høring, og finansministeren sendte den
27. marts 2012 dette udkast til udvalget, jf. FIU alm. del - bilag
145. Den 3. maj 2012 sendte finansministeren de indkomne
høringssvar og et notat herom til udvalget.
2. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i udvalget (V, S, RV,
SF og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal i udvalget (DF, EL og
LA) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget finder, at debatten om
lovforslaget er tankevækkende. For cirka et år siden
proklamerede Socialdemokratiet og SF i deres økonomiske plan
»En Fair Løsning: »Det offentlige forbrug skal
vokse med 1,4 pct. årligt de næste 4 år. Dette
vil vi skrive ind i en budgetlov«. Nu behandles budgetloven,
men det fremgår ikke, at man vil indføre en
vækst i de offentlige udgifter de næste 4 år
på 1,4 procentpoint. Nu hedder niveauet 0,8 pct. For få
år siden blev et niveau på 0,8 pct. betegnet som en
social massakre af flere af partierne til venstre for midten.
Den reelle baggrund for budgetloven beskrives i
bemærkningerne til lovforslaget side 12. Her beskrives
forholdet mellem finanspagten og lovforslaget. Og her skriver man,
at finanspagten, dvs. europagten, dikterer, at vi i Danmark nu skal
have sådan en budgetlov - samt at den dikterer indholdet af
den her budgetlov. Finanspagten dikterer en lang række
stramninger af, hvordan Danmark kan føre sin
økonomiske politik, f.eks. spørgsmålet, om
regeringen kan gennemføre den varslede kickstart, som var
det helt store slagnummer i valgkampen i efteråret. Vi
nærmer os noget, hvor befolkningen i hvert fald kan få
en idé om, hvad det her vil betyde i form af
indskrænkning af Folketingets selvbestemmelsesret. Derfor
bør finanspagten, europagten, som budgetloven her hviler
på, også gennemføres ud fra, at der er tale om
afgivelse af suverænitet. Når man husker grundlovens
bestemmelser om det, vil man jo vide, at så var vi i den
situation i dag, at vi ville skulle have en folkeafstemning, hvor
befolkningen kunne sige ja eller nej til, at Danmarks Riges
selvbestemmelsesret bliver indsnævret på den
måde, som det her er foreslået. DF ønsker
selvfølgelig ikke, at Folketingets ret til selv at vurdere
sin økonomiske politik skal indsnævres, som det er
foreslået i budgetloven med finanspagten som baggrund, og
derfor har vi jo også valgt at sige klart nej til
budgetloven. DF mener, at vi sagtens kan føre en ansvarlig
økonomisk politik, uden at det er via Europa-Kommissionen.
Det gør vi faktisk bedst ved at føre en ansvarlig
politik her i Folketingssalen. Derfor siger DF nej til
budgetloven.
Enhedslistens medlemmer af udvalget er imod budgetloven, fordi
den er en del af EU's finanspagt, der har til formål at
påtvinge Danmark EU's og euroens økonomiske politik.
Enhedslisten mener, der skal være plads til at føre en
selvstændig økonomisk politik, der tager hensyn til
beskæftigelsen og ikke bare udmønter krav fra ECB og
EU.
Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for
betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen.
John Dyrby Paulsen (S) Ole
Hækkerup (S) Rasmus Prehn (S) Sophie Hæstorp Andersen
(S) Thomas Jensen (S) Marianne Jelved (RV) fmd. Jonas Dahl (SF) Frank Aaen (EL)
Johanne Schmidt-Nielsen (EL) Peter Christensen (V) Claus Hjort
Frederiksen (V) Jacob Jensen (V) Kristian Jensen (V) Kristian
Thulesen Dahl (DF) nfmd. Mikkel
Dencker (DF) Anders Samuelsen (LA) Mike Legarth (KF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 44 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 17 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 16 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 174
Bilagsnr. | Titel |
1 | Høringssvar og høringsnotat,
fra finansministeren |
2 | Udkast til tidsplan for udvalgets
behandling af L 174 |
3 | Tidsplan for udvalgets behandling af L
174 |
4 | Udkast til betænkning |
| |