Lovforslaget blev fremsat den 25. april 2012 og var til 1. behandling den 8. maj 2012. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Finansudvalget.

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og finansministeren sendte den 27. marts 2012 dette udkast til udvalget, jf. FIU alm. del - bilag 145. Den 3. maj 2012 sendte finansministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Et flertal i udvalget (V, S, RV, SF og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal i udvalget (DF, EL og LA) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget finder, at debatten om lovforslaget er tankevækkende. For cirka et år siden proklamerede Socialdemokratiet og SF i deres økonomiske plan »En Fair Løsning: »Det offentlige forbrug skal vokse med 1,4 pct. årligt de næste 4 år. Dette vil vi skrive ind i en budgetlov«. Nu behandles budgetloven, men det fremgår ikke, at man vil indføre en vækst i de offentlige udgifter de næste 4 år på 1,4 procentpoint. Nu hedder niveauet 0,8 pct. For få år siden blev et niveau på 0,8 pct. betegnet som en social massakre af flere af partierne til venstre for midten.

Den reelle baggrund for budgetloven beskrives i bemærkningerne til lovforslaget side 12. Her beskrives forholdet mellem finanspagten og lovforslaget. Og her skriver man, at finanspagten, dvs. europagten, dikterer, at vi i Danmark nu skal have sådan en budgetlov - samt at den dikterer indholdet af den her budgetlov. Finanspagten dikterer en lang række stramninger af, hvordan Danmark kan føre sin økonomiske politik, f.eks. spørgsmålet, om regeringen kan gennemføre den varslede kickstart, som var det helt store slagnummer i valgkampen i efteråret. Vi nærmer os noget, hvor befolkningen i hvert fald kan få en idé om, hvad det her vil betyde i form af indskrænkning af Folketingets selvbestemmelsesret. Derfor bør finanspagten, europagten, som budgetloven her hviler på, også gennemføres ud fra, at der er tale om afgivelse af suverænitet. Når man husker grundlovens bestemmelser om det, vil man jo vide, at så var vi i den situation i dag, at vi ville skulle have en folkeafstemning, hvor befolkningen kunne sige ja eller nej til, at Danmarks Riges selvbestemmelsesret bliver indsnævret på den måde, som det her er foreslået. DF ønsker selvfølgelig ikke, at Folketingets ret til selv at vurdere sin økonomiske politik skal indsnævres, som det er foreslået i budgetloven med finanspagten som baggrund, og derfor har vi jo også valgt at sige klart nej til budgetloven. DF mener, at vi sagtens kan føre en ansvarlig økonomisk politik, uden at det er via Europa-Kommissionen. Det gør vi faktisk bedst ved at føre en ansvarlig politik her i Folketingssalen. Derfor siger DF nej til budgetloven.

Enhedslistens medlemmer af udvalget er imod budgetloven, fordi den er en del af EU's finanspagt, der har til formål at påtvinge Danmark EU's og euroens økonomiske politik. Enhedslisten mener, der skal være plads til at føre en selvstændig økonomisk politik, der tager hensyn til beskæftigelsen og ikke bare udmønter krav fra ECB og EU.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.