Skriftlig fremsættelse (25. april
2012)
Finansministeren (Bjarne
Corydon)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til budgetlov
(Lovforslag nr. L 174)
Det har i en længere årrække været
svært for skiftende regeringer at styre væksten i de
offentlige udgifter. Med de aktuelle store underskud på de
offentlige finanser, den europæiske gældskrise og
tilslutningen til EU's finanspagt er kravene til en sund
finanspolitik øget, herunder ikke mindst kravene til
udgiftsstyringen i hele den offentlige sektor.
På den baggrund har regeringen den 27. marts 2012
indgået en politisk aftale med Venstre og Det Konservative
Folkeparti om en budgetlov.
Den politiske aftale er forudsat udmøntet gennem
regeringens fremsættelse af en samlet lovpakke
bestående af de fire følgende lovforslag:
- Forslag til
budgetlov (finansministeren)
- Forslag til lov
om ændring af lov om Det Økonomiske Råd og Det
Miljøøkonomiske Råd (økonomi- og
indenrigsministeren)
- Forslag til lov
om ændring af lov om kommunal udligning og generelle tilskud
til kommuner (økonomi- og indenrigsministeren)
- Forslag til lov
om ændring af lov om regionernes finansiering
(økonomi- og indenrigsministeren)
Dansk Folkeparti og Liberal Alliance deltager i den politiske
aftale vedrørende de tre sidste lovforslag.
Forslaget til budgetlov, der hermed fremsættes for
Folketinget, har ifølge lovforslagets kapitel 1 til
formål at sikre balance eller overskud på de samlede
offentlige finanser og en hensigtsmæssig udgiftsstyring i
stat, kommuner og regioner.
Med lovforslagets kapitel 2 indføres som noget nyt et
krav om budgetbalance i det danske budgetsystem, der bl.a.
går ud på, at den samlede budgetstilling på de
samlede offentlige finanser skal være i balance eller udvise
et overskud, og der indføres en såkaldt
korrektionsmekanisme med automatiske korrektioner til
gennemførelse heraf.
Derudover indføres med lovforslagets kapitel 3 et nyt
udgiftspolitisk styringssystem med udgiftslofter for henholdsvis
stat, kommuner og regioner. Endvidere indføres med
lovforslagets kapitel 4 et nyt kontrolsystem på statens
område med både en såkaldt forudgående og
en såkaldt efterfølgende udgiftskontrol.
I tilknytning hertil indeholder lovforslagets kapitel 5 og 6
særskilte bestemmelser for kommuner og regioner, der bl.a.
går ud på, at økonomi- og indenrigsministeren
kan fastsætte nærmere regler om forholdet mellem
indtægter og udgifter i årsbudgettet og de
flerårige budgetoverslag eller dele heraf.
Da den politiske aftale er indgået den 27. marts 2012,
fremsættes lovforslaget først efter den 1. april 2012,
jf. herved Folketingets forretningsorden § 10, stk. 3, 2.
pkt.
Lovforslaget ønskes gennemført i
indeværende folketingsår.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.