Betænkning afgivet af Klima-,
Energi- og Bygningsudvalget den 31. maj 2012
1. Ændringsforslag
Klima-, energi- og bygningsministeren har stillet 4
ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 2. maj 2012 og var til 1.
behandling den 10. maj 2012. Lovforslaget blev efter 1. behandling
henvist til behandling i Klima-, Energi- og Bygningsudvalget.
Udvalget anmoder om, at lovforslaget henvises til fornyet
udvalgsbehandling efter 2. behandling.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen
været sendt i høring, og klima-, energi- og
bygningsministeren sendte den 13. april 2012 dette udkast til
udvalget, jf. KEB alm. del - bilag 243. Den 26. april 2012 blev et
revideret udkast til lovforslaget sendt i høring, og klima-,
energi- og bygningsministeren sendte også dette udkast til
udvalget, jf. KEB alm. del - bilag 254. Den 3. maj 2012 sendte
klima-, energi og bygningsministeren de indkomne høringssvar
og et notat herom til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 2
skriftlige henvendelser fra Advokatfirmaet Energi &
Miljø, Århus C.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 2 spørgsmål til klima-,
energi- og bygningsministeren til skriftlig besvarelse.
Spørgsmålene forventes besvaret inden 2.
behandling.
3. Udtalelse fra klima-, energi- og
bygningsministeren
Klima-, energi- og bygningsministeren har over for udvalget
oplyst følgende som præcisering af gældende ret
for fordeling af omkostninger på
affaldsforbrændingsanlæg:
»I de almindelige bemærkningers afsnit 5.1. om
gældende ret for affaldsforbrændingsanlæg er
anført følgende: »Efter Energitilsynets praksis
skal fordeling af omkostningerne mellem de tre ydelser, el, affald
og varme, på disse anlæg ske ved at fratrække
elindtægterne fra anlæggets særomkostninger til
elproduktion samt fællesomkostningerne. De resterende
omkostninger fordeles herefter i særomkostninger til
affaldsbortskaffelse, særomkostninger til varmeproduktion og
fællesomkostninger til affald og varme.
Fællesomkostningerne skal fordeles via en
fordelingsnøgle. Omkostningsfordelingen skal være
rimelig og Energitilsynet vil, jf. § 21, stk. 4, i lov om
varmeforsyning, have mulighed for at ændre fordelingen, hvis
dette ikke er tilfældet.«
Sekretariatet for Energitilsynet har gjort opmærksom
på, at Energitilsynet ikke har taget stilling til den i
forslaget omtalte praksis.
Jeg skal derfor præcisere, at fordeling af
omkostningerne mellem de tre ydelser, el, affald og varme, på
affaldsforbrændingsanlæg efter Energitilsynets praksis
skal ske ved at fratrække elindtægterne fra
anlæggets samlede omkostninger ud fra en formodning om, at
elindtægterne dækker omkostningerne til elproduktion.
De resterende omkostninger fordeles herefter i
særomkostninger til affaldsbortskaffelse,
særomkostninger til varmeproduktion og
fællesomkostninger til affald og varme.
Fællesomkostninger skal fordeles via en
fordelingsnøgle. Omkostningsfordelingen skal være
rimelig, og Energitilsynet vil, jf. § 21, stk. 4, i lov om
varmeforsyning, have mulighed for at ændre fordelingen, hvis
dette ikke er tilfældet.«
4. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i udvalget (udvalget
med undtagelse af LA) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Et mindretal i udvalget (LA)
indstiller lovforslaget til forkastelse
ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de stillede
ændringsforslag.
Liberal Alliance er ikke med i energiforliget og kan ikke
stemme for lovforslaget, bl.a. fordi lovforslaget
pålægger borgerne at bruge bestemte energikilder til
bygningsopvarmning og medfører højere
PSO-afgifter.
Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for
betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen.
5. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af klima-, energi- og
bygningsministeren, tiltrådt af udvalget:
1) I
den under nr. 2 foreslåede
affattelse af § 20, stk. 1,
ændres »stk. 7-16« til: »stk. 7-17«,
og som 2. pkt. indsættes:
»1. pkt. finder tilsvarende anvendelse på levering
af opvarmet vand eller damp til andre formål fra et centralt
kraft-varme-anlæg, jf. § 10, stk. 6, i lov om
elforsyning.«
[Fortsat anvendelse af
prisbestemmelserne i de centrale områder på levering af
opvarmet vand eller damp til andre formål end levering af
energi til bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand]
Af klima-, energi- og
bygningsministeren, tiltrådt af udvalget:
2) Nr. 4
affattes således:
»4. I §
20 indsættes som stk.
15-17:
»Stk. 15. Stk. 1
gælder ikke indregning af afgiftsfordelen ved anvendelse af
biomasse i forhold til fossile brændsler i prisen for
levering af opvarmet vand eller damp fra et centralt
kraft-varme-anlæg, jf. § 10, stk. 6, i lov om
elforsyning, når
1) det opvarmede
vand eller dampen er produceret på biomasse og leveres til et
kollektivt varmeforsyningsanlæg, jf. § 2,
2) prisen for
levering af det opvarmede vand eller dampen er fastsat på
grundlag af en aftale mellem det centrale kraft-varme-anlæg
og det kollektive varmeforsyningsanlæg, hvoraf den andel af
afgiftsfordelen, der indregnes i prisen, fremgår, og
3) det kollektive
varmeforsyningsanlæg på tidspunktet for aftalens
indgåelse er ejet af en eller flere kommuner, af de
forbrugere, hvis ejendomme er tilsluttet det pågældende
anlæg, eller af kommuner og forbrugere i forening.
Stk. 16. Ved
afgiftsfordelen nævnt i stk. 15 forstås forskellen i
summen af alle afgifter, herunder energiafgifter og
forsyningssikkerhedsafgift, for opvarmet vand eller damp, der
produceres på basis af fossile brændsler, i forhold til
summen af afgifter for opvarmet vand eller damp, der produceres
på biomasse.
Stk. 17. Aftalen
nævnt i stk. 15, nr. 2, skal forelægges Energitilsynet
med dokumentation for, at forudsætningerne nævnt i stk.
15 er opfyldt. Energitilsynet kan fastsætte regler om formen
for dokumentation og om, at forelæggelse skal foretages
elektronisk. Energitilsynet kan fastsætte regler om, at
forelæggelsen skal ledsages af en erklæring afgivet af
en registreret revisor, en statsautoriseret revisor eller kommunens
revisor.«
[Redaktionel ændring]
Af klima-, energi- og
bygningsministeren, tiltrådt af udvalget:
3) I
det under nr. 8 foreslåede § 21, stk. 6, ændres »§
20, stk. 16« til: »§ 20, stk. 17«.
[Konsekvensændring]
Bemærkninger
Til nr. 1
Den foreslåede ændring af § 20, stk. 1, i lov
om varmeforsyning har til formål at opretholde anvendelse af
prisbestemmelserne for levering af opvarmet vand eller damp til
andre formål end rumopvarmning og forsyning med varmt
brugsvand i de centralt forsynede områder. Anledning for den
oprindelige begrænsning af prisbestemmelsernes
anvendelsesområde er, at Energitilsynet har tilkendegivet, at
al levering af varme og gas, uanset formål, er omfattet af
prisbestemmelserne. Energitilsynet vurderede dog samtidig, at dette
ikke er hensigtsmæssigt, og anbefalede, at der ikke
indføres mere regulering end absolut
nødvendigt.
Det har vist sig, at det i de centralt forsynede områder
også er nødvendigt med en prisregulering af levering
af opvarmet vand eller damp til andre formål end
rumopvarmning og forsyning med varmt brugsvand. Det kræver
for aftagere af varme til procesformål generelt store
investeringer, når de skal forsynes med fjernvarme. Der er
tale om investeringer i udbygning af fjernvarmenet og internt i
virksomheden i varmeveksler m.v. Investeringernes størrelse
kan bevirke, at disse varmeaftagere binder sig til
varmeleverandøren, som på denne måde får
en monopollignende position. Dette kan netop i de områder,
der forsynes af de centrale kraft-varme-anlæg, som er
kommercielle selskaber, og hvor aftageren af procesvarme kan
betragtes som en relativt lille kunde i forhold til de store
transmissions- og distributionsnet, betyde, at varmeaftageren ikke
har en reel forhandlingsposition. Formålet med
prisreguleringen er netop at beskytte varmeforbrugeren i en
sådan situation ved at kræve, at der i varmepriserne
alene kan indregnes nødvendige omkostninger.
Til nr. 2 og 3
Der er tale om redaktionelle ændringer som følge
af det lovtekniske princip om, at der ikke indsættes tekst
efter sidste nummer i en opregning. Teksten efter sidste nummer i
opregningen i stk. 15 er således blevet til et
selvstændigt stk. 16. Som konsekvens heraf er det oprindeligt
foreslåede stk. 16 blevet til stk. 17.
Henrik Sass Larsen (S) Jens Joel
(S) Karin Gaardsted (S) Ole Hækkerup (S) Pernille
Rosenkrantz-Theil (S) Jeppe Kofod (S) Flemming Møller
Mortensen (S) Rasmus Helveg Petersen (RV) Lone Loklindt (RV) Lotte
Rod (RV) Steen Gade (SF) fmd.
Jesper Petersen (SF) Per Clausen (EL) Frank Aaen (EL) Lars Dohn
(EL) Thomas Danielsen (V) nfmd.
Henrik Høegh (V) Jacob Jensen (V) Lars Christian Lilleholt
(V) Ellen Trane Nørby (V) Ulla Tørnæs (V)
Eyvind Vesselbo (V) Mikkel Dencker (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl
(DF) René Christensen (DF) Kristian Thulesen Dahl (DF)
Villum Christensen (LA) Mike Legarth (KF) Mai Henriksen (KF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 44 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 17 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 16 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 183
Bilagsnr. | Titel |
1 | Høringsnotat og høringssvar,
fra klima-, energi- og bygningsministeren |
2 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget |
3 | Udtalelse til betænkning, fra
klima-, energi- og bygningsministeren |
4 | 1. udkast til betænkning |
5 | Ændringsforslag fra klima-, energi-
og bygningsministeren |
6 | 2. udkast til betænkning |
7 | Henvendelse af 30/5-12 fra Advokatfirmaet
Energi & Miljø, Århus C |
8 | Henvendelse af 30/5-12 fra Advokatfirmaet
Energi & Miljø, Århus C |
9 | Ændringsforslag fra klima-, energi-
og bygningsministeren |
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende
L 183
Spm.nr. | Titel |
1 | Spm. om kommentar til henvendelsen af
30/5-12 fra Advokatfirmaet Energi & Miljø, Aarhus C, til
klima-, energi- og bygningsministeren |
2 | Spm. om kommentar til henvendelsen af
30/5-12 fra Advokatfirmaet Energi & Miljø, Aarhus C, til
klima-, energi- og bygningsministeren |
| |