Betænkning afgivet af
Kommunaludvalget den 30. maj 2012
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 9. maj 2012 og var til 1.
behandling den 16. maj 2012. Lovforslaget blev efter 1. behandling
henvist til behandling i Kommunaludvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen
været sendt i høring, og økonomi- og
indenrigsministeren sendte den 3. maj 2012 dette udkast til
udvalget, jf. KOU alm. del - bilag 126. Den 11. maj 2012 sendte
økonomi- og indenrigsministeren de indkomne
høringssvar og et notat herom til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 2 spørgsmål til
økonomi- og indenrigsministeren til skriftlig besvarelse,
som denne har besvaret.
2. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Udvalget indstiller lovforslaget
til vedtagelse uændret.
Enhedslisten kan støtte lovforslaget, da der er tale om
en lille forbedring i forhold til de gældende regler. Men det
er en stor mangel, at det kun er landsdelene og ikke hver enkelt
kommune, der bliver kompenseret fuldt ud. Der er stadig mange
kommuner, der vil få store tab på ordningen, og en del
kommuner vil vinde på den. Det er urimeligt, da den enkelte
kommune ikke har indflydelse på krise, arbejdsløshed,
virksomhedslukning og flytning af produktion og arbejdspladser til
udlandet. Hertil kommer, at fordi mange arbejdspladser ligger uden
for kommunegrænserne, i en nabokommune, længere
væk eller uden for landsdelsgrænsen, kan
beskæftigelsesindsatsen ikke styres af de enkelte kommuner
hver for sig. Det var også derfor, at
beskæftigelsesindsatsen før strukturreformen og
kommunalreformen var styret regionalt.
Derfor bør man i stedet genindføre det tidligere
system, hvor staten finansierer dagpengene og
beskæftigelsesindsatsen for de forsikrede ledige, og hvor
beskæftigelsesindsatsen er tilrettelagt og styret
regionalt.
EL finder, at årsagen til, at der ikke gives fuld
kompensation til hver enkelt kommune, er, at man skal sikre, at den
enkelte kommune har et økonomisk incitament til at yde en
så effektiv beskæftigelsesindsats som muligt. Men
hidtidige erfaringer med økonomiske incitamenter i form af
refusionsordninger, der skulle fremme bestemte aktiviteter og
indsatser, har vist, at disse incitamenter blot har ført til
kassetænkning i kommunerne og dårligere
løsninger for den enkelte borger. Ordningen med kommunernes
medfinansiering af dagpenge, aktivering og
beskæftigelsestilskud, der skal dække de samme
udgifter, er en ren molboordning: Først udbetaler a-kasserne
dagpenge og får samtidig 100 pct. forskud og refusion fra
staten. Herefter indbetaler kommunerne bidrag til staten som
medfinansiering af dagpengene, hvor kommunernes bidrag udgør
henholdsvis 70 pct. og 30 pct. af de udbetalte dagpenge. Og til
slut tilbagebetaler staten kommunernes medfinansiering af
dagpengene i form af et beskæftigelsesbidrag, der for
kommunerne tilsammen fuldt ud dækker kommunernes udgifter til
dagpenge. Til beregning af beskæftigelsestilskuddet har man
fastsat nogle indviklede bureaukratiske regler om grundtilskud,
merudgiftsbehov, regulering af grundtilskud, midtvejsregulering og
efterregulering.
Det er EL's vurdering, at der må være en del
årsværk, der går til at beregne disse
beskæftigelsestilskud, alt sammen for at opfylde et krav om,
at kommunerne skal have et økonomisk incitament til at yde
en effektiv beskæftigelsesindsats. Som sagt er der tale om en
forbedring, men grundlæggende er det urimeligt, at mange
kommuner fortsat vil få store tab på ordningen med
beskæftigelsestilskud.
Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for
betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen.
Simon Kollerup (S) Annette Lind
(S) Jan Johansen (S) Kirsten Brosbøl (S) Lennart
Damsbo-Andersen (S) Mette Reissmann (S) Rasmus Prehn (S) Liv Holm
Andersen (RV) fmd. Hans Vestager
(RV) Nadeem Farooq (RV) Annette Vilhelmsen (SF) Lisbeth Bech
Poulsen (SF) Lars Dohn (EL) Rosa Lund (EL) Stine Brix (EL) Erling
Bonnesen (V) Michael Aastrup Jensen (V) Martin Geertsen (V) Jacob
Jensen (V) Jan E. Jørgensen (V) Sophie Løhde (V) Anni
Matthiesen (V) Hans Christian Thoning (V) Morten Marinus (DF)
Mikkel Dencker (DF) Karina Adsbøl (DF) Mette Hjermind
Dencker (DF) Leif Mikkelsen (LA) Mike Legarth (KF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 44 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 17 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 16 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 184
Bilagsnr. | Titel |
1 | Høringssvar og høringsnotat,
fra økonomi- og indenrigsministeren |
2 | Udkast til tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget |
3 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget |
4 | Udkast til revideret tidsplan for
udvalgets behandling af lovforslaget |
5 | Revideret tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget |
6 | 1. udkast til betænkning |
7 | 2. udkast til betænkning |
| |
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende
L 184
Spm.nr. | Titel |
1 | MFU spm. om, hvorfor lovforslaget ikke
retter fuldstændigt op på skævheder i fordeling
af beskæftigelsestilskuddet, til økonomi- og
indenrigsministeren, og ministerens svar herpå |
2 | MFU spm. om, hvorvidt ministeren har
overvejet at indføre mere enkle og lettere gennemskuelige
regler for kommunernes beskæftigelsestilskud, til
økonomi- og indenrigsministeren, og ministerens svar
herpå |
| |