L 33 Forslag til lov om ændring af chokoladeafgiftsloven, tobaksafgiftsloven, øl- og vinafgiftsloven og forskellige andre love.

(Afgiftsforhøjelser på chokolade, sukkervarer, is, sodavand, tobak, øl og vin).

Af: Skatteminister Thor Möger Pedersen
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 15-12-2011

Afgivet: 15-12-2011

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 15. december 2011

20111_l33_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 15. december 2011

1. Ændringsforslag

Der er stillet 5 ændringsforslag til lovforslaget. Skatteministeren har stillet ændringsforslag nr. 1-3 og 5. Ændringsforslag nr. 4 er stillet af Venstres, Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget.


2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 21. november 2011 og var til 1. behandling den 29. november 2011. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Skatteudvalget.


Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 4 møder.


Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og skatteministeren sendte den 21. november 2011 dette udkast til udvalget, jf. L 33 - bilag 1. Henholdsvis den 25. og den 27. november 2011 sendte skatteministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.


Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra:


Bryggeriforeningen,


Dansk Erhverv,


Dansk Isindustri,


De Samvirkende Købmænd m.fl.,


Fynbo Foods A/S,


Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse og Danmarks Lungeforening,


Miss Bagel & Miss Coffee,


Ole Steen Larsen, Viby,


Radius Kommunikation A/S,


Vin og Spiritus Organisationen i Danmark,


Kai Winter, Fejø, og


WIOS Food ApS.


Skatteministeren har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser til udvalget.


Deputationer

Endvidere har følgende mundtligt over for udvalget redegjort for deres holdning til lovforslaget:


Bryggeriforeningen,


Dansk Isindustri,


De Samvirkende Købmænd m.fl. og


Vin og Spiritus Organisationen i Danmark.


Spørgsmål

Udvalget har stillet 66 spørgsmål til skatteministeren, 6 spørgsmål til ministeren for by, bolig og landdistrikter, 5 spørgsmål til ministeren for sundhed og forebyggelse, 3 spørgsmål til justitsministeren og 2 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse, som disse har besvaret.


Samråd

Udvalget har stillet 7 spørgsmål til henholdsvis skatteministeren, justitsministeren, ministeren for by, bolig og landdistrikter, ministeren for sundhed og forebyggelse og beskæftigelsesministeren, som disse har besvaret i samråd den 8. december 2011. Ministrene har fremsendt de talepapirer, der lå til grund for besvarelserne, til udvalget.


3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (S, RV, EL og SF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af skatteministeren under nr. 1-3 og 5 stillede ændringsforslag. Flertallet vil stemme imod det under nr. 4 stillede ændringsforslag.


Et mindretal i udvalget (V, DF, LA og KF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.


Venstres, Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget finder, at dette lovforslag har en lang række negative konsekvenser. For det første vil lovforslaget flytte arbejdspladser ud af landet. Skatteministeren har i sine svar oplyst, at 480 fuldtidsstillinger i detailhandlen vil forsvinde med dette lovforslag, fordi grænsehandelen vil stige voldsomt. Det vil særlig være i det syd- og sønderjyske område, at arbejdspladserne vil forsvinde.


Hvor stor stigningen i grænsehandelen reelt bliver, er uk?lart. Skatteministeren antager blot, at den såkaldte ketchupeffekt - hvor grænsehandelen vil eksplodere som følge af en marginal afgiftsstigning - ikke vil finde sted. Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti finder, at det er en voldsom antagelse at bygge forventningerne til grænsehandel på, særlig når man ser på, hvordan tidligere afgiftsstigninger har ført til dramatiske stigninger i såvel grænsehandel som illegal handel.


Hertil kommer, at skatteministeren i sit svar på Skatteudvalgets spørgsmål nr. 25 indrømmer, at de store afgiftsstigninger vil ramme de laveste indkomster hårdest. Regeringen har også forsøgt at sælge afgiftsstigningerne ud fra en sundhedsfremmende begrundelse, men regeringen har haft meget svært ved at fremvise konkrete eksempler på, at det vil blive tilfældet med dette forslag.


Afgiftsstigningerne varsles endvidere med ekstremt kort varsel. Fra 3. behandlingen i Folketinget til ikrafttræden går der 10 dage - og det er vel at mærke hen over julen. Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti har derfor stillet ændringsforslag om, at afgiftsstigningerne først træder i kraft den 1. marts 2012, så detailhandelen har en rimelig mulighed for at omstille sig til de nye afgifter.


Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.


En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen. Der gøres opmærksom på, at et flertal eller et mindretal i udvalget ikke altid vil afspejle et flertal/mindretal ved afstemning i Folketingssalen.


4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 5

Af skatteministeren, tiltrådt af udvalget:

1) Efter nr. 1 indsættes som nye numre:

»01. I § 2, stk. 2, 2. pkt., ændres »70« til: »87,50«.

02. I § 2, stk. 2, 3. pkt., ændres »236.073« til: »295.091« og »6,20« til: »7,75«.

03. I § 2, stk. 2, 4. pkt., ændres »20« til: »25« og »10.000« til: »8.000«.«

[Forhøjelse af satserne i ølmoderationsordningen, jf. øl- og vinafgiftslovens § 2, med 25 pct.]

Af skatteministeren, tiltrådt af udvalget:

2) I nr. 2 ændres »6,03« til: »4,88«.

[Reduktion af afgiftsforhøjelsen af vin med et lavt alkoholindhold (1,2-6 pct.) fra 55 pct. til 25 pct.]

Af skatteministeren, tiltrådt af udvalget:

3) I nr. 7 ændres »5,37« til: »6,52«.

[Tillægsafgiften for vinbaserede alkoholsodavand opjusteres]

Til § 7

Af et mindretal (V, DF og KF), tiltrådt af et mindretal (LA):

4) I stk. 1 ændres »1. januar 2012« til: »1. marts 2012«.

[Ændring af lovens ikrafttrædelsestidspunkt]

Af skatteministeren, tiltrådt af udvalget:

5) Som stk. 5-10 indsættes:

»Stk. 5. Hvis en virksomhed registreret efter tobaksafgiftsloven i perioden fra og med den 12. december 2011 til og med den 31. marts 2012 køber stempelmærker til mere end 20 pct. flere styk cigaretter og kilogram røgtobak, end virksomheden normalt ville gøre i en periode på 112 dage, anses det overskydende køb for foretaget den 1. april 2012 og vil hermed blive efterreguleret i henhold til de i stk. 4 foreslåede afgiftssatser.

Stk. 6. I afgørelsen af, til hvor mange styk cigaretter og kilogram røgtobak en virksomhed normalt ville købe stempelmærker i en periode på 112 dage, jf. stk. 5, tages udgangspunkt i, til hvor mange styk cigaretter og kilogram røgtobak virksomheden i gennemsnit har købt stempelmærker pr. dag i perioden fra og med den 1. januar 2011 til og med den 30. juni 2011. Antallet ganges herefter med 112.

Stk. 7. For virksomheder, som er registreret efter tobaksafgiftsloven efter den 1. januar 2011, men dog senest den 31. marts 2011, tages der i afgørelsen af, til hvor mange styk cigaretter og kilogram røgtobak virksomheden normalt ville købe stempelmærker i en periode på 112 dage, jf. stk. 5, udgangspunkt i, til hvor mange styk cigaretter og kilogram røgtobak virksomheden i gennemsnit har købt stempelmærker pr. dag i perioden fra og med den 1. april 2011 til og med den 30. juni 2011. Herefter anvendes metoden i stk. 6.

Stk. 8. For virksomheder, som er registreret efter tobaksafgiftsloven efter den 31. marts 2011, men dog senest den 12. oktober 2011, tages der i afgørelsen af, til hvor mange styk cigaretter og kilogram røgtobak virksomheden normalt ville købe stempelmærker i en periode på 112 dage, jf. stk. 5, udgangspunkt i, til hvor mange styk cigaretter og kilogram røgtobak virksomheden i gennemsnit har købt stempelmærker pr. dag i perioden fra og med den 12. oktober 2011 til og med den 12. november 2011. Herefter anvendes metoden i stk. 6.

Stk. 9. For virksomheder, som er registreret efter tobaksafgiftsloven efter den 12. oktober 2011, finder stk. 5 ikke anvendelse.

Stk. 10. Virksomheder, der er koncernforbundne, betragtes i stk. 5-9 som en enkelt virksomhed.«

[Forslaget sikrer, at der ikke sker væsentlig unaturlig lageropbygning i grossist- og detailleddet frem til den 1. april 2012]

Bemærkninger

Til nr. 1

Bryggerier, som producerer op til 200.000 hl øl om året, er efter øl- og vinafgiftslovens § 2 berettiget til at modtage ølmoderation, det vil sige, at de ved årets afslutning får udbetalt en afgiftslettelse, som er beregnet ud fra forrige års udleverede mængde. Formålet med afgiftslettelsen (moderationen) er at styrke de mindre bryggeriers konkurrenceevne over for de større bryggerier. Det kommer til udtryk, ved at afgiftslettelsen nedsættes i takt med en større udlevering af moderationsberettiget øl.


Med dette ændringsforslag forhøjes satserne i ølmoderationsordningen med 25 pct. svarende til den foreslåede forhøjelse af ølafgiften, således at den ølmoderation, som de små bryggerier modtager efter de foreslåede afgiftsstigningers ikrafttræden, forholdsmæssigt er den samme som den, de modtager efter de gældende regler.


Provenumæssige konsekvenser


En ændring af ølmoderationsordningen som foreslået skønnes at medføre et beskedent provenutab på godt 1 mio. kr. årligt fra 2012 og frem. Da der er tale om en forhøjelse af den gældende afgiftslettelse, er der også tale om en forøgelse af den skatteudgift, som er forbundet hermed, svarende til det skønnede provenutab.


Til nr. 2 og 3

Den foreslåede forhøjelse af vinafgiften med ca. 55 pct. rammer producenter af cider med et alkoholindhold på mellem 1,2 og 6 pct., som produceres af 100 pct. gæret frugtsaft, særlig hårdt, da disse ikke er omfattet af tillægsafgiften og der derfor ikke sker den samme modregulering af afgiftssatsen, som det er tilfældet med ciderprodukter, som er omfattet af tillægsafgiften.


Da vin og rene ciderprodukter med et alkoholindhold mellem 1,2 og 6 pct. må betragtes som lavalkoholprodukter i stil med øl, foreslås det hermed at reducere den foreslåede forhøjelse af afgiften for disse produkter, således at den herefter udgør 25 pct. og den nuværende afgiftsforskel til øl dermed fastholdes.


Samtidig opjusteres tillægsafgiften for vinbaserede alkoholsodavand, således at den samlede afgift på en alkoholsodavand forbliver den samme, uanset om der er tale om en øl-, vin- eller spiritusbaseret alkoholsodavand.


Provenumæssige konsekvenser


Lempelse af den i L 33 foreslåede forhøjelse af vinafgiften skønnes samlet set at medføre et begrænset mindreprovenu på ca. 5 mio. kr. årligt fra 2012 og frem i forhold til det i L 33 forudsatte merprovenu.


Til nr. 4

Formålet med ændringsforslaget er at udskyde lovens ikrafttrædelsestidspunkt til den 1. marts 2012. Baggrunden for dette er, at den oprindelige ikrafttrædelsesdato i lovforslaget, den 1. januar 2012, levner urimelig kort tid mellem lovforslagets vedtagelse og ikrafttrædelsestidspunktet. Det ville give store problemer for importører, producenter, grossister, detailhandel og restauranter. Efter Venstres, Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis opfattelse bør lovgivning vedtages i så god tid, at de berørte parter kan nå at indrette sig efter afgiftsstigningerne, og det er ikke muligt for parterne med ikrafttræden allerede den 1. januar 2012. Derfor foreslås ikrafttrædelsestidspunktet flyttet 2 måneder til den 1. marts 2012.


Til nr. 5

Ifølge lovforslaget træder afgiftsforhøjelserne på tobak i kraft den 1. april 2012. Ikrafttrædelsesbestemmelsen er udformet således, at de foreslåede forhøjelser gælder for de varer, som udleveres til forbrug fra registrerede virksomheder, angives til fortoldning eller importeres fra og med den 1. april 2012. Den nævnte bestemmelse afskærer dermed ikke producenter og importører fra at opbygge unaturlige mængder af tobaksprodukter hos grossister eller i detailhandelen i perioden til og med den 31. marts 2012. Disse varer vil herefter frit kunne sælges til forbrugerne til den gamle pris (og med den gamle afgift) efter den 1. april 2012, og hermed udsættes den forebyggelsesmæssige effekt af lovforslaget.


Det foreslås derfor i stk. 5 at indsætte en værnsregel, som sikrer, at der ikke sker væsentlige lageropbygninger hos grossister og detailhandlere i perioden til og med den 31. marts 2012. Bestemmelsen udformes således, at der lægges et loft over, til hvor mange styk cigaretter og kilogram røgtobak de registreringspligtige virksomheder må købe stempelmærker efter de gældende afgiftssatser, i perioden fra ændringsforslaget er stillet, til afgiftsstigningernes ikrafttræden den 1. april 2012. De stempelmærker, som de registreringspligtige virksomheder køber, som overstiger dette antal, vil herefter blive betragtet som købt den 1. april 2012, og afgiften vil derfor blive efterreguleret efter de foreslåede afgiftssatser. Dette medfører ligeledes, at en virksomhed, hvis køb af stempelmærker overstiger det, der er anført i stk. 5, ikke vil kunne fradrage den moms, som er betalt i forbindelse med købet af disse stempelmærker. Når afgiften efterfølgende reguleres efter de foreslåede afgiftssatser, reguleres momsen tilsvarende, og først herefter vil virksomheden kunne fradrage momsen.


Der er i beregningen af loftet over antal købte stempelmærker taget udgangspunkt i, til hvor mange styk cigaretter og kilogram røgtobak den enkelte virksomhed normalt køber stempelmærker i en periode på 112 dage (svarende til perioden fra og med den 12. december 2011 til og med den 31. marts 2011), og hertil er der lagt 20 pct. Således sikres det i videst muligt omfang, at værnsreglen ikke medfører, at der i perioden til og med den 31. marts 2012 ikke er mulighed for at imødekomme den reelle forbrugerefterspørgsel på tobak.


Det foreslås, at reglen skal have virkning, fra ændringsforslaget er stillet, dvs. fra den dag, hvor ændringsforslaget er oversendt til og offentliggjort af Folketinget. Da hensigten er at undgå unaturlig lageropbygning indtil afgiftsstigningernes ikrafttræden den 1. april 2012, er det nødvendigt med denne virkningsdato, da producenter m.v. i modsat fald ville have mulighed for at købe ubegrænsede antal af stempelmærker fra offentliggørelsen af ændringsforslaget og indtil lovens ikrafttræden. En virkning tilbage i tiden, fra ændringsforslaget er stillet, er derfor nødvendig.


Stempelmærker købes hos SKAT og påsættes herefter pakker, som indeholder et givent antal cigaretter, og beholdere, som indeholder en given mængde røgtobak. Det er anført på stempelmærket, hvor mange styk cigaretter eller gram røgtobak den givne pakke eller beholder indeholder. Formuleringen i stk. 5 m.v., hvorefter det udelukkende er »… tilladt at købe stempelmærker til op til 20 pct. flere styk cigaretter og kilogram røgtobaksprodukter, end virksomheden normalt ville gøre i en periode på 112 dage«, sikrer, at begrænsningen afspejler virksomhedernes reelle afsætning af cigaretter og røgtobak og ikke blot tager isoleret udgangspunkt i antal købte stempelmærker. I modsat fald ville virksomhederne have mulighed for at omgå reglen, eksempelvis ved at købe langt flere af de stempelmærker, som skal påsættes en pakke med 20 styk cigaretter, og mindre af de stempelmærker, som skal påsættes en pakke med 10 styk cigaretter.


I stk. 6 fastsættes det nærmere, hvordan beregningen af, til hvor mange styk cigaretter og kilogram røgtobak en virksomhed normalt køber stempelmærker på 112 dage, foretages. Det foreslås således, at det gennemsnitlige antal købte stempelmærker pr. dag i perioden fra og med den 1. januar 2011 til og med den 30. juni 2011 lægges til grund. Virksomhedens gennemsnitlige antal købte stempelmærker pr. dag ganges herefter med 112. Hertil lægges de 20 pct., som fremgår af stk. 5.


I stk. 7 tages der højde for den situation, hvor en virksomhed først er registreret efter tobaksafgiftsloven efter den 1. januar 2011, men dog senest den 31. marts 2011. For denne virksomhed foreslås det, at perioden fra og med den 1. april 2011 til og med den 30. juni 2011 lægges til grund for den videre beregning i stk. 6.


I stk. 8 tages der højde for den situation, hvor en virksomhed er registreret efter tobaksafgiftsloven efter den 31. marts 2011, men dog senest den 12. oktober 2011. For denne virksomhed foreslås det, at perioden fra og med den 12. oktober 2011 til og med den 12. november 2011 lægges til grund for den videre beregning i stk. 6.


Endelig foreslås det i stk. 9, at hvis virksomheden er registreret efter den 12. oktober 2011, finder reglen i stk. 5 ikke anvendelse, og virksomheden vil derfor ikke være begrænset i sit køb af stempelmærker.


Det følger af stk. 10, at såfremt en virksomhed er koncer?nforbundet med en anden virksomhed, vil de i relation til stk. 5 blive betragtet som én virksomhed.


Provenumæssige konsekvenser


Den foreslåede værnsregel skønnes at sikre, at den i L 33 forudsatte finansårsvirkning i 2012 ikke udhules af en betydelig lageropbygning af cigaretter og tobak til de priser og afgifter, som gælder inden ikrafttrædelsen af afgiftsforhøjelsen pr. 1. april 2012.


Ane Halsboe-Larsen (S) Henrik Sass Larsen (S) Jacob Bjerregaard (S) John Dyrby Paulsen (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) Simon Kollerup (S) Thomas Jensen (S) Nadeem Farooq (RV) Rasmus Helveg Petersen (RV) Camilla Hersom (RV) Jonas Dahl (SF) Jesper Petersen (SF) Frank Aaen (EL) Johanne Schmidt-Nielsen (EL) Lars Dohn (EL) Hans Andersen (V) Gitte Lillelund Bech (V) fmd. Jakob Ellemann-Jensen (V) Lars Christian Lilleholt (V) Tina Nedergaard (V) Torsten Schack Pedersen (V) Finn Thranum (V) Mads Rørvig (V) Dennis Flydtkjær (DF) Mikkel Dencker (DF) Hans Kristian Skibby (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Ole Birk Olesen (LA) nfmd. Mike Legarth (KF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)44
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)17
Socialistisk Folkeparti (SF)16
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 33


Bilagsnr.
Titel
1
Forslag til lov om ændring af chokoladeafgiftsloven, tobaksafgiftsloven, øl- og vinafgiftsloven og forskellige andre love (Afgiftsforhøjelser på chokolade, sukkervarer, is, sodavand, tobak, øl og vin), som sendt i høring, fra Skatteministeriet
2
Fastsat tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Henvendelse af 22/11-11 fra De Samvirkende Købmænd m.fl.
4
Henvendelse af 22/11-11 fra WIOS Food Aps
5
Henvendelse af 13/11-11 fra Richard Fynbo, Fynbo Foods A/S
6
Henvendelse af 15/11-11 fra Dansk Erhverv
7
Henvendelse af 7/11-11 fra Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse og Danmarks Lungeforening
8
Henvendelse af 24/11-11 fra Kai Winter, Fejø
9
Høringssvar, fra Skatteministeriet
10
Høringsskema, fra skatteministeren
11
Henvendelse af 28/11-11 fra Bryggeriforeningen
12
Kopi af besvarelser af § 20 spørgsmål i indeværende folketingsår, som vedrører lovforslaget
13
Kopi af besvarelser af alm. del - spørgsmål fra Skatteudvalget i indeværende folketingsår, som vedrører lovforslaget
14
Skatteministerens kommentar til henvendelsen af 28/11-11 fra Bryggeriforeningen
15
Materiale udleveret under foretræde for Skatteudvalget 30/11-11 fra Bryggeriforeningen
16
Skatteministerens kommentar til henvendelsen af 13/11-11 fra Richard Fynbo, Fynbo Foods A/S
17
Kopi af svar på alm. del - spm. 103-106 og 109, som vedrører lovforslaget
18
Henvendelse af 2/12-11 fra Ole Steen Larsen, Viby
19
Kopi af svar på spm. S 781 og S 782 vedrørende lovforslaget
20
1. udkast til betænkning
21
Materiale udleveret til brug for foretræde for Skatteudvalget 7/12-11 fra Dansk Erhverv m.fl.
22
Skatteministerens kommentar til henvendelsen af 7/11-11 fra Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse og Danmarks Lungeforening
23
Henvendelse af 6/12-11 fra Dansk Isindustri
24
Henvendelse af 7/12-11 fra Vin og Spiritus Organisationen i Danmark
25
Skatteministerens kommentar til henvendelsen af 15/11-11 fra Dansk Erhverv
26
Skatteministerens kommentar til henvendelsen af 22/11-11 fra WISO Food ApS
27
Skatteministerens kommentar til henvendelsen af 22/11-11 fra De Samvirkende Købmænd m.fl.
28
Skatteministerens kommentar til henvendelsen af 24/11-11 fra Kai Winter, Fejø
29
Skatteministerens kommentar til henvendelsen af 2/12-11 fra Ole Steen Larsen, Viby
30
Meddelelse om notat fra skatteministeren om provenumæssige konsekvenser af en forhøjelse af afgifterne på cigaretter og tobak med 3 kr.
31
Ændringsforslag, fra skatteministeren
32
Henvendelse af 12/12-11 fra JTI Danmark A/S
33
2. udkast til betænkning
34
Skatteministerens kommentar til henvendelsen af 12/12-11 fra JTI Danmark A/S
35
Skatteministerens kommentar til materiale af 7/12-11 udleveret ved foretræde fra Dansk Erhverv m.fl.
36
Skatteministerens kommentar til henvendelsen af 7/12-11 fra Vin og Spiritus Organisationen i Danmark
37
Skatteministerens kommentar til henvendelsen af 6/12-11 fra Dansk Isindustri
38
Henvendelse af 13/12-11 fra Miss Bagel & Miss Coffee
39
Skatteministerens kommentar til henvendelsen af 13/12-11 fra Miss Bagel & Miss Coffee
40
Nyt tidspunkt for betænkningsafgivelse over lovforslaget


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 33


Spm.nr.
Titel
1
Spm. om at fremsende en oversigt over, hvilke nye fødevarer der inddrages i afgiftsgrundlaget, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om, hvordan det stemmer overens med regeringens bebudede formål med L 33 - at forbedre sundheden - at satsen for chokolade, og dermed for kakaodrikke med meget lavt sukkerindhold, hæves med næsten 50 pct., til skatteministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om, hvad forskelsbehandlingen skyldes, med hensyn til at den lave sats for sodavand med lavt sukkerindhold fastholdes, mens den lave sats for chokolade og dermed kakaodrikke hæves med næsten 50 pct., til skatteministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om, hvad regeringens begrundelse er for, at afgifter på chokolade og hermed kakaodrikke hæves med næsten 50 pct., til skatteministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om, hvordan regeringen forestiller sig at producenterne skal kunne nå at indrette sig på en lovgivning, der vedtages den 21. december 2011 og træder i kraft den 1. januar 2012 efter 10 dage over jul og nytår, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. om, hvilket arbejde der foretages i regi af Skatteministeriet for at kvalitetssikre grænsehandelstallene, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om, hvad status er på det gennemsyn af punktafgifterne, som blev iværksat under den tidligere regering, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
8
MFU spm. om at redegøre for lovforslagets konsekvenser for vilkårene for og udviklingen i landdistrikterne, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm. , om der ikke kan opstå en ketchupeffekt for grænsehandelen med vin, når vinafgiften hæves med 74 pct. (oktober 2011 og primo 2012 sammenlagt), til skatteministeren, og ministerens svar herpå
10
MFU spm. om at redegøre for lovforslagets konsekvenser for vilkårene for og udviklingen i landdistrikterne, til ministeren for by, bolig og landdistrikter, og ministerens svar herpå
11
Spm. , om ministeren kan uddybe lovforslagets konsekvenser for beskæftigelsen i detailhandelen isoleret set, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
12
Spm. , om ministeren mener, at den meget korte frist fra lovens vedtagelse til dens ikrafttræden er i overensstemmelse med løfterne om samarbejde med erhvervslivet, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
13
Spm. om, hvorfor SKAT ikke holder åbent for henvendelser fra erhvervslivet mellem jul og nytår, når en lang række afgiftsforhøjelser forventes vedtaget den 21. december 2011 til ikrafttræden allerede den 1. januar 2012, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
14
Spm. om at redegøre for de sundhedsmæssige begrundelser for at opretholde afgiften på nødder og mandler, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
15
Spm. om, hvilken påvirkning lovforslaget og den øgede grænsehandel vil have på den gennemsnitlige levetid, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
16
Spm. om at bekræfte, at fire ud af ti øl og sodavand, der drikkes i Danmark, er købt i Tyskland, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
17
Spm. om at forklare, hvorfor regeringen - som kompensation for lovforslaget om øgede afgifter - ikke samtidig indfører et højere beskæftigelsesfradrag, således som alle regeringspartierne har lovet danskerne, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
18
Spm. om, hvorvidt ministeren er enig i, at når folk handler varer syd for grænsen, køber de ofte store mængder på en gang, og at det bevirker, at forbruget af de pågældende varer øges, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
19
Spm. om, hvorvidt ministeren har forståelse for, at ikrafttrædelsestidspunktet for afgiftsstigningerne den 1. januar 2012 giver anledning til store problemer for bryggerierne og dagligvarehandelen, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
20
Spm. om, hvordan ministeren agter at løse problemet, med hensyn til at det ikke er muligt for virksomhederne at gennemføre en afgiftsstigning, fra loven bliver vedtaget, til den træder i kraft, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
21
Spm. om, hvad ministeren agter at gøre ved stigningen i handelen med illegale varer, som vil komme på grund af afgiftsstigningerne, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
22
Spm. om, hvad ministeren forventer at den øgede miljøbelastning bliver som følge af den øgede grænsehandel, som afgiftsstigningerne giver, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
23
Spm. om, hvad ministeren forventer beskæftigelseskonsekvenserne af lovforslaget er på længere sigt, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
24
Spm. , om ministeren agter at øge grænsekontrollen for at imødegå den øgede illegale grænsehandel, som lovforslaget vil medføre, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
25
Spm. om at redegøre for de fordelingsmæssige konsekvenser af afgiftsstigningerne, og dermed hvordan de påvirker de forskellige indkomstgrupper, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
26
Spm. om at redegøre for, hvad det tabte skatteprovenu bliver på andre varer end dem, der er udsat for afgiftsstigninger i lovforslaget, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
27
Spm. om at redegøre for, hvorfor der kommer øgede afgifter på sukkerfri is, og herunder, om det skyldes, at det har en sundhedsforbedrende effekt, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
28
Spm. om at forklare, hvad logikken er i, at afgiften på spiritus ikke stiger, hvis målet med afgiftsstigningerne er, at de er sundhedsforbedrende, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
29
Spm. , om det harmonerer med lovens målsætning, at afgiftsstigninger på øl og læskedrikke fortrinsvis rammer den del af befolkningen, der har de laveste indkomster, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
30
Spm. om at redegøre for de beskæftigelsesmæssige konsekvenser ved dette lovforslag isoleret set (og ikke den samlede beskæftigelseseffekt af regeringens finanslovudspil), til skatteministeren, og ministerens svar herpå
31
Spm. om, hvorfor regeringen før valget tilkendegav, at der ville skaffes et provenu på 900 mio. kr., hvis man hævede cigaretpriserne med 10 kr., men nu kun foreslår en afgiftsforøgelse på 3 kr. uden merprovenu, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
32
Spm. om, hvornår ministeren er blevet præsenteret for nye beregninger, som ikke stemmer overens med Finansministeriets beregninger fra 2010, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
33
Spm. om, hvordan ministeren kan vurdere, at grænsehandelseffekten af lovforslaget er begrænset, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
34
Spm. , om ministeren har en vurdering af, hvornår den såkaldte ketchupeffekt opstår, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
35
Spm. om, at man lader ølafgiften stige langt mindre end vinafgiften, som de unge næsten ikke forbruger, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
36
Spm. , om ministeren kan oplyse, hvornår en alkoholtype i noget europæisk land sidst er pålagt afgifter i den størrelsesorden, som det kommer til at ske for vin, og hvad konsekvenserne af en så markant afgiftsforhøjelse har været, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
37
Spm. , om ministeren kan bekræfte, at vin efter den påtænkte afgiftsforhøjelse vil overtage øls plads som den grænsehandelsvare, der repræsenterer den største værdi i grænsehandelen, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
38
Spm. , om ministeren kan redegøre for, om forudsætningerne har ændret sig så afgørende siden maj 2010, at det kan begrunde afgiftsforhøjelser på øl og vin, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
39
Spm. om, hvorvidt selv en lille prisforøgelse på cigaretter vil medføre faldende indtægter for statskassen, faldende beskæftigelse i Danmark og mere sortbørshandel, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
40
Spm. om en garanti for, at den danske stat ikke vil lide et nederlag ved EU-domstolen, hvis den store afgiftsforskel, der påtænkes indført imellem øl og vin, bliver prøvet ved domstolen, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
41
Spm. om at redegøre for lovforslagets grænsehandelseffekter, for så vidt angår is, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
42
Spm. om, hvorfor der er forskellige ikrafttrædelsestidspunkter for afgiftsforhøjelserne på tobak (1. april 2012) og de øvrige varetype, der er omfattet af lovforslaget (1. januar 2012), til skatteministeren, og ministerens svar herpå
43
Spm. om, i hvilket omfang de nyligt forhøjede fedtafgifter er blevet væltet over på forbrugerpriserne, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
44
Spm. om at redegøre for, om de nyligt forhøjede fedtafgifter er blevet væltet over på forbrugerpriserne på ens måde over hele landet, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
45
Spm. om omfanget af grænsehandel for varetyperne øl, vin, sodavand, cigaretter, chokolade og is, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
46
Spm. om, hvor stor en andel af det indenlandske forbrug grænsehandelen udgør for hver af de i det foregående spørgsmål nævnte varetyper, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
47
Spm. om, hvor stor en andel af det indenlandske forbrug af de førnævnte varer illegale varer vurderes at udgøre, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
48
Spm. om at beskrive udviklingen i sodavandsafgift for hvert år fra 1990 og frem, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
49
Spm. , om ministeren kan tilsende udvalget sit talepapir fra samrådet den 8/12-11, jf. L 33 - samrådsspm. A-G, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
50
Spm. , om ministeren kan tilsende udvalget sit talepapir fra samrådet den 8/12-11, jf. L 33 - samrådsspm. C og D, til ministeren for by, bolig og landdistrikter, og ministerens svar herpå
51
Spm. , om ministeren kan tilsende udvalget sit talepapir fra samrådet den 8/12-11, jf. L 33 - samrådsspm. D, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
52
Spm. , om ministeren kan tilsende udvalget sit talepapir fra samrådet den 8/12-11, jf. L 33 - samrådsspm. C, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
53
Spm. , om ministeren kan tilsende udvalget sit talepapir fra samrådet den 8/12-11, jf. L 33 - samrådsspm. F og G, til ministeren for sundhed og forebyggelse, og ministerens svar herpå
54
Spm. om, hvorfor ministeren med besvarelse af spørgsmål nr. S 537 ikke mener, at afgiftsstigningerne vil medføre betydelige miljømæssige konsekvenser, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
55
Spm. om, hvad en flaske vin gennemsnitligt sælges for i danske butikker, og om den gennemsnitlige prisforhøjelse for vin som følge af afgiftsstigningen, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
56
Spm. om at oplyse, om § 20-spørgsmål S 976 er besvaret ud fra antallet af fuldtidsbeskæftigede eller antallet af berørte personer, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
57
Spm. om at oplyse, om ministeren har inkluderet stigende grænsehandel både i Tyskland og i Sverige i besvarelsen af to spørgsmål, eller om ministeren udelukkende har forholdt sig til den dansk-tyske grænsehandel, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
58
Spm. om at bekræfte, at der må formodes at ske en stigning i grænsehandelen med varegrupper, der ikke direkte berøres af afgiftsstigninger, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
59
Spm. om, hvordan en stigning i grænsehandelen på de direkte berørte varegrupper med hele 31 pct. kan være »begrænset«, som ministeren tidligere har givet udtryk for, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
60
Spm. om, hvilke særlige tiltag der vil blive taget for at sikre beskæftigelse for de op til 390 personer, der forventes at miste deres job som følge af afgiftsstigningerne i lovforslaget, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
61
Spm. om, hvilken pris regeringen mener at en pakke cigaretter med 20 stk. bør have, såfremt prisen skal hindre unge i at begynde at ryge, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
62
Spm. om, hvor stort et forbrugsfald på de enkelte varegrupper i lovforslaget der er regnet med i Danmark, og hvor stor en forbrugsstigning på de enkelte varegrupper der forventes uden for Danmarks grænser, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
63
Spm. om, hvorvidt 67 pct. afgift på en is er verdens højeste, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
64
Spm. om, hvorfor der skal være så stor forskel på afgiften på 1 l piskefløde og 1 l is, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
65
Spm. om, hvor mange arbejdspladser regeringen forventer at lovforslaget vil koste, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
66
Spm. om, hvorvidt regeringen vil ændre ikrafttrædelsesdatoen, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
67
Spm. om, at beregninger viser, at afgiftsstigningerne medfører øget grænsehandel og mere CO2-udslip, til ministeren for by, bolig og landdistrikter, og ministerens svar herpå
68
Spm. om, hvorvidt ministeren planlægger nogle særlige initiativer i forhold til at imødegå øget arbejdsløshed i bl.a. Sønderjylland, som følge af fyringer i detailbranchen, til ministeren for by, bolig og landdistrikter, og ministerens svar herpå
69
Spørgsmål om, hvilken indflydelse det har på udkantsområderne, hvis færgeruter må lukke eller nedsætte frekvensen på grund af færre norske og svenske indkøbsturister, til ministeren for by, bolig og landdistrikter, og ministerens svar herpå
70
Spm. om, hvordan afgiftsændringerne harmonerer med regeringens fokus på at skabe flere arbejdspladser i landdistrikterne, til ministeren for by, bolig og landdistrikter, og ministerens svar herpå
71
Spm. om størrelsen af provenuet på sukkerfri is, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
72
Spm. om betydningen af afgiftsstigningerne for nordmænds og svenskeres indkøb i Danmark, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
73
Spm. om, hvilken betydning afgiftsstigningerne har for mikrobryggerierne, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
74
Spørgsmål om, hvorfor sukkersygepatienter skal beskattes yderligere, til ministeren for sundhed og forebyggelse, og ministerens svar herpå
75
Spm. om, hvorvidt ministeren overvejer at kontakte grænsekøbmændene i forhold til en frivillig aftale om salg af slik, til ministeren for sundhed og forebyggelse, og ministerens svar herpå
76
Spm. om, hvorvidt det vil føre til en ændring i forbrugsvanerne, hvis spiritus bliver billigere, til ministeren for sundhed og forebyggelse, og ministerens svar herpå
77
Spm. om, hvorvidt den svenske fjernelse af sodavandsafgiften har betydet, at svenskerne lever kortere tid, til ministeren for sundhed og forebyggelse, og ministerens svar herpå
78
Spm. om, på hvilket tidspunkt den tidligere regering har fremsat forslag om at opstille grænsebomme, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
79
Spm. om, hvor stor en andel af det illegale marked for afgiftspligtige produkter - såsom sodavand, øl og cigaretter - ministeren vurderer at rockerne sidder på, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
80
Spm. om, hvor mange færre førtidspensionister forslaget vil medføre, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
81
Spm. om, hvad der ligger til grund for, at Skatteministeriet vurderer, at tabet af arbejdspladser kun er halvt så stort, som Dansk Erhverv har beregnet, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
82
Spm. om at oplyse prisforskellen mellem frugtbaserede og spiritusbaserede sodavandsprodukter med lavt alkoholindhold (under 6 pct.) på nuværende tidspunkt og efter lovens vedtagelse, til skatteministeren, og ministerens svar herpå


Oversigt over samrådsspørgsmål vedrørende L 33


Samråds-spm.nr.
Titel
A
Samrådsspm. om at redegøre for beregningsteknikkerne bag grænsehandelseffekter generelt, til skatteministeren
B
Samrådsspm. om at redegøre for, hvornår der regnes med ketchu?peffekter, og hvornår der ikke gør, til skatteministeren
C
Samrådsspm. om at redegøre for beskæftigelseseffekten af grænsehandel, til skatteministeren, ministeren for by, bolig og landdistrikter og beskæftigelsesministeren
D
Samrådsspm. om at redegøre for konsekvenserne for illegal handel som følge af øgede afgiftsstigninger på typiske grænsehandel?sprodukter, til skatteministeren, justitsministeren og ministeren for by, bolig og landdistrikter
E
Samrådsspm. om at redegøre for tidligere erfaringer med ændringer i afgifter på grænsehandelsfølsomme varer, til skatteministeren
F
Samrådsspm. om at redegøre for de sundhedsmæssige effekter af de stigende afgifter, til skatteministeren og ministeren for sundhed og forebyggelse
G
Samrådsspm. om at redegøre for hver enkelt afgiftsforhøjelses påvirkning af middellevetiden i Danmark, til skatteministeren og ministeren for sundhed og forebyggelse