Skriftlig fremsættelse (21. november
2011)
Skatteministeren
(Thor Möger Pedersen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
chokoladeafgiftsloven, tobaksafgiftsloven, øl- og
vinafgiftsloven og forskellige andre love
(Afgiftsforhøjelser på chokolade, sukkervarer, is,
sodavand, tobak, øl og vin)
(Lovforslag nr. L 33)
Lovforslaget er en del af aftalen om finansloven for 2012
mellem regeringen (Socialdemokraterne, Radikale Venstre og
Socialistisk Folkeparti) og Enhedslisten.
Danskerne lever i dag i gennemsnit kortere tid end borgerne i
de fleste andre OECD-lande. En bedre folkesundhed opnås bedst
ved at forebygge og forhindre, at sygdomme opstår. Det giver
flere gode leveår og større livskvalitet for den
enkelte, og samfundet får gavn af et mindre pres på
ressourcerne i sundhedsvæsenet. Samtidig vil bedre
forebyggelse betyde færre sygedage, hvilket reducerer
arbejdsgivernes og det offentliges udgifter ved
sygefravær.
Regeringen vil øge afgifterne på cigaretter,
tobaksvarer samt øl og vin. Rygning og et højt
alkoholforbrug er blandt de alvorligste risikofaktorer for
sundheden. Ifølge Forebyggelses- kommissionen kan knap
¼ af alle årlige dødsfald henføres
direkte til rygning. Og et alkoholforbrug, der overskrider
Sundhedsstyrelsens anbefalinger, reducerer i gennemsnit levetiden
med næsten 5 år. Regeringen foreslår også
at øge afgifterne på usunde fødevarer som
chokolade, slik, konsum-is og sodavand. Usunde fødevarer
udgør i dag en stor sundhedsrisiko for danskerne og er en
hovedårsag til et for stort indtag af specielt fedt og
sukker, ikke mindst blandt personer med lav indkomst, der i
forvejen er udsat for livsstilssygdomme.
Ud over at medvirke til at forbedre befolkningens sundhed
indgår afgiftsforhøjelserne i den samlede
forhøjelse af skatter og afgifter med 5 mia. kr. i 2013 med
henblik på at skaffe finansiering til målrettede
forbedringer af velfærden.
Det samlede provenu fra afgiftsforhøjelserne
skønnes at udgøre 1.000 mio. kr. årligt. Dette
provenu er fordelt med hhv. 350 mio. kr. årligt fra afgiften
på chokolade mv., 75 mio. kr. fra afgiften på
konsum-is, 100 mio. kr. fra afgiften på sodavand, 125 mio.
kr. for afgiften på øl og 350 mio. kr. for afgiften
på vin. Provenuet reduceres dog med 15 mio. kr. som
følge af nedsættelsen af tillægsafgiften for
øl- og vinbaserede alkoholsodavand.
Forslaget sendes i høring samtidig med
fremsættelsen. Det har af tidsmæssige årsager
grundet forslagets tilknytning til finanslovsaftalen 2012 ikke
været muligt at sende forslaget i høring forud for
fremsættelsen.
Som følge af at forslaget skal have virkning fra 2012,
ønskes forslaget vedtaget inden jul med henblik på
ikrafttræden ved årsskiftet.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.