Betænkning afgivet af Sundheds- og
Forebyggelsesudvalget den 13. december 2011
1. Ændringsforslag
Der er af ministeren for sundhed og forebyggelse stillet 3
ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 21. november 2011 og var til 1.
behandling den 1. december 2011. Lovforslaget blev efter 1.
behandling henvist til behandling i Sundheds- og
Forebyggelsesudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.
Høring
Lovforslaget blev sendt i høring samtidig med
fremsættelsen. Ministeren for sundhed og forebyggelse sendte
den 29. november 2011 og den 12. december 2011 de indkomne
høringssvar og notater herom til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 8 spørgsmål til ministeren
for sundhed og forebyggelse til skriftlig besvarelse, som denne har
besvaret.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i udvalget (S, RV, SF
og EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Flertallet bemærker, at det er den socialdemokratisk
ledede regerings mål, at alle skal sikres en
sundhedsbehandling af høj kvalitet, og at uligheden i
sundhed skal mindskes. Derfor vil regeringen føre en
sundhedspolitik, hvor alle sikres fri og lige adgang til sundhed,
og hvor der bliver foretaget de nødvendige prioriteringer,
så vi får mest mulig sundhed for de penge, vi bruger,
bl.a. igennem en stærkere forebyggelse.
Flertallet er meget tilfreds med, at det har været
muligt at fjerne den uretfærdige brugerbetaling, som den
tidligere regering bestående af Venstre og Det Konservative
Folkeparti sammen med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance
indførte pr. 1. januar 2011 for en bestemt gruppe patienter,
hvis sygdom medfører, at de har svært ved at få
børn. Flertallet var lodret uenig i den daværende
regerings beslutning om at lægge regningen for den
økonomiske krise og de ufinansierede skattelettelser i
børneværelset både med hensyn til
indførelse af brugerbetaling og ved beskæring af
børnechecken.
Ufrivillig barnløshed er i ni ud af ti tilfælde
resultatet af en bred vifte af sygdomme hos både manden og
kvinden, som bl.a. kan skyldes tidligere
underlivsbetændelser, hormonforstyrrelser, arvæv i
underlivet efter blindtarmsbetændelse eller svært
nedsat sædkvalitet. Konsekvenserne af den brugerbetaling, der
eksisterede fra den 1. januar 2011, hvor hvert
behandlingsforsøg kunne koste op til 5.000 kr. og udgifterne
til medicin årligt kunne være op til 15.000 kr., har
været, at antallet af behandlinger er faldet med ca. 25 pct.
i de første tre kvartaler af 2011 set i forhold til 2010.
Antallet af nye henvisninger er faldet med ca. 30 pct., og hvis
denne tendens ville fortsætte, ville der blive født
700 færre børn om året i Danmark fremover.
Flertallet finder derimod, at der er behov for, at danskerne
får de børn, de ønsker sig, og at vi som
samfund har behov for flere børn og ikke færre.
Forskningen er også blevet ramt af brugerbetalingen,
fordi parrene i behandling alene bliver optaget af at sikre en
hurtig graviditet frem for at bidrage til udvikling af nye og mere
skånsomme behandlingsformer eller forskning, der kan
føre til bedre forståelse af årsagerne til
barnløshed. Derfor har det også været et
problem, og vi har været ved at ødelægge et
fyrtårn i dansk forskning.
I forhold til at fjerne gebyret for tolkebistand, så
prioriterer regeringen et sundhedsvæsen med fri og lige
adgang for alle borgere. Der skal ikke etableres ordninger i
sundhedsvæsenet, der kan medføre, at nogle borgere
undlader at søge lægehjælp i tide, eller som
vanskeliggør kommunikationen mellem patienten og
sundhedspersonalet med risiko for fejldiagnoser eller forkert
behandling til følge. Udlændinge skal fortsat have et
betydeligt incitament til at lære dansk, men det er ikke et
gebyr på tolkebistand i sundhedsvæsenet, der skal drive
den enkeltes motivation for at tilegne sig det danske sprog.
Samtidig har ordningen været så bureaukratisk, at
indtægter fra gebyret ikke har stået mål med
indsatsen for at inddrive dem. Flertallet er derfor glad for, at
det er muligt at afskaffe gebyret igen.
Et mindretal i udvalget (V, DF, LA
og KF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet
vil stemme for de stillede ændringsforslag.
Venstres, Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis
medlemmer af udvalget bemærker følgende:
I lyset af behovet for at prioritere de offentlige udgifter
besluttede den tidligere VK-regering sammen med Dansk Folkeparti -
som led i aftalen om genopretning af dansk økonomi - at
ændre lov om kunstig befrugtning, således at kunstig
befrugtning ikke længere ville være en del af det
vederlagsfri offentlige sundhedstilbud, mens f.eks.
undersøgelse, udredning og diagnostik fortsat ville
være vederlagsfri.
V, DF og KF vil gerne understrege, at der var tale om
svære prioriteringsovervejelser, hvilket i øvrigt
også behandlingen af det tidligere lovforslag
afspejler.
V, DF og K har stor forståelse for de ændringer,
som regeringen nu kommer med på dette område.
Partierne noterer sig dog samtidig, at lovforslaget er en del
af den samlede aftale om finansloven mellem regeringen og
Enhedslisten.
V, DF og KF er ikke en del af den samlede finanslovaftale og
kan af mange årsager ikke støtte de enorme skatte- og
afgiftsstigninger, som regeringen og Enhedslisten nu har
indgået aftale om. Set i det lys kan V, DF og KF heller ikke
støtte finansieringen af de ændringer, som regeringen
på dette område lægger op til.
For så vidt angår den del af lovforslaget, som
vedrører forslaget om at afskaffe det gebyr for tolkebistand
i sundhedsvæsenet, der trådte i kraft den 1. juni 2011,
kan V, DF og KF ikke støtte de foreslåede
ændringer.
Gældende ret er, at personer, der har boet i landet i
mere end 7 år, skal betale et mindre gebyr for at modtage
tolkebistand i forbindelse med f.eks. sygehusbehandling, hvilket
altså regeringen med dette lovforslag foreslår
afskaffet.
V, DF og KF er fortsat af den opfattelse, at hvis man har boet
i Danmark i mere end 7 år og fortsat ikke har tilegnet sig
helt fundamentale færdigheder i dansk, er det ikke urimeligt
at skulle betale et mindre gebyr for brug af tolkebistand.
V, DF og KF noterer sig samtidig, at regeringen i
lovforslagets afsnit om administrative konsekvenser for det
offentlige på side 6 skriver, at: »Omfanget af
tolkeydelser vil være uændret«.
V, DF og KF noterer sig i den forbindelse, at regeringens egen
vurdering af et uændret omfang af tolkeydelser harmonerer
meget dårligt med regeringens argumentation om, at det
eksisterende tolkegebyr betyder, at nogle borgere fravælger
at søge lægehjælp. For hvis omfanget af
tolkeydelser vel at mærke vil være uændret selv
efter en afskaffelse af tolkegebyret, må den logiske
konsekvens hermed også være, at gebyret i dag ingen
indflydelse har på, hvorvidt borgere søger
lægehjælp. V, DF og KF kan samlet set ikke
støtte lovforslaget, da partierne dels er uenige i
spørgsmålet om tolkegebyret, dels er uenige i
finansieringen af lovforslagets øvrige elementer.
Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for
betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 2
Af ministeren for sundhed
og forebyggelse, tiltrådt af udvalget:
1) Stk.
2 affattes således:
»Stk. 2. For
personer, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden er
i gang med en 1-årig periode, jf. § 146 a, stk. 1, som
affattet ved § 2, nr. 5, i lov nr. 1546 af 21. december 2010,
(»CTR-B-periode«) beregnes
1) den maksimale
resterende egenbetaling til tilskudsberettigede
fertilitetslægemidler, de pågældende personer
ville have haft, hvis deres CTR-B-periode var fortsat til
udløb, og
2) den resterende
egenbetaling til tilskudsberettigede lægemidler, jf.
sundhedslovens § 146 (»CTR-A«), som de
pågældende personer kan få i CTR-A indtil det
tidspunkt, hvor deres CTR-B-periode ville være
udløbet, dog maksimalt
a) 7.299 kr., hvis
de pågældende personers igangværende
CTR-A-periode udløber, før deres CTR-B-periode ville
være udløbet,
b) 3.644 kr., hvis
de pågældende personers igangværende
CTR-A-periode udløber, samtidig med eller efter deres
CTR-B-periode ville være udløbet, og
c) 3.655 kr., hvis
de pågældende personer ved lovens ikrafttræden
ikke har en igangværende CTR-A-periode.«
[Præcisering af den maksimale
resterende egenbetaling]
Af ministeren for sundhed
og forebyggelse, tiltrådt af udvalget:
2) I
stk. 3, 1. pkt., indsættes efter
»at de pågældende personer får en«:
»resterende«.
[Præcisering af resterende
egenbetaling i stk. 2, nr. 1]
Til § 3
Af ministeren for sundhed
og forebyggelse, tiltrådt af udvalget:
3)
Ordene », men kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Færøerne med de
ændringer, som de færøske forhold
tilsiger« udgår.
[Lovens territoriale
anvendelsesområde]
Bemærkninger
Til nr. 1
Den foreslåede ændring af stk. 2, nr. 1, er en
præcisering af, at det relevante beløb er den
maksimale resterende egenbetaling. Den foreslåede
ændring af stk. 2, nr. 2, er en præcisering af,
hvorledes beregningen af den resterende egenbetaling maksimeres i
de tre situationer, der kan være tale om.
Den ændrede formulering af stk. 2 får endvidere
den konsekvens, at ordene »samt en bevilling af
kronikertilskud« i sidste afsnit under § 2 i
»Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser« ikke er relevant.
Til nr. 2
Den foreslåede ændring af stk. 3 er en
præcisering af, at beløbet i stk. 2, nr. 1, kommer til
at svare til den resterende egenbetaling.
Til nr. 3
Den foreslåede ændring præciserer lovens
territoriale anvendelsesområde i overensstemmelse med
sundhedslo?vens ??§? ?278, jf. lovbekendtgørelse nr.
913 af 13. juli 2010 med senere ændringer.
Annette Lind (S) Flemming
Møller Mortensen (S) Julie Skovsby (S) fmd. Karen J. Klint (S) Sophie
Hæstorp Andersen (S) Kirsten Brosbøl (S) Orla Hav (S)
Camilla Hersom (RV) Sofie Carsten Nielsen (RV) Liv Holm Andersen
(RV) Jonas Dahl (SF) Özlem Sara Cekic (SF) Anne Baastrup (SF)
Stine Brix (EL) Per Clausen (EL) Hans Andersen (V) nfmd. Anne-Mette Winther Christiansen
(V) Jane Heitmann (V) Sophie Løhde (V) Hans Christian
Schmidt (V) Eyvind Vesselbo (V) Fatma Øktem (V) Liselott
Blixt (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Peter Skaarup (DF) Mette
Hjermind Dencker (DF) Joachim B. Olsen (LA) Thyra Frank (LA)
Benedikte Kiær (KF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 44 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 17 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 16 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L
37
Bilagsnr. | Titel |
1 | Høring over lovforslaget, fra
ministeren for sundhed og forebyggelse |
2 | Høringssvar og høringsnotat,
fra ministeren for sundhed og forebyggelse |
3 | Udkast til tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget |
4 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget |
5 | Supplerende høringssvar og
høringsnotat, fra ministeren for sundhed og
forebyggelse |
6 | Ændringsforslag, fra ministeren for
sundhed og forebyggelse |
7 | Udkast til betænkning |
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende
L 37
Spm.nr. | Titel |
1 | Spm. om, hvad en tolketime i det danske
sundhedsvæsen koster, til ministeren for sundhed og
forebyggelse, og ministerens svar herpå |
2 | Spm. om de samlede udgifter til tolkning i
sundhedsvæsnet, til ministeren for sundhed og forebyggelse,
og ministerens svar herpå |
3 | Spm. , om sterilisation kommer i udbud,
til ministeren for sundhed og forebyggelse, og ministerens svar
herpå |
4 | Spm. , om præventionsmidler kan
blive gratis, til ministeren for sundhed og forebyggelse, og
ministerens svar herpå |
5 | Spm. om, hvad lovforslaget vil koste i
2012, til ministeren for sundhed og forebyggelse, og ministerens
svar herpå |
6 | Spm. om finansiering, hvis de øgede
indtægter fra afgifter ikke genererer penge nok til
forslaget, til ministeren for sundhed og forebyggelse, og
ministerens svar herpå |
7 | Spm. , om manglende fertilitet er en
livstruende sygdom, til ministeren for sundhed og forebyggelse, og
ministerens svar herpå |
8 | Spm. om, hvor lang ventetiden skal
være til en fertilitetsbehandling, til ministeren for sundhed
og forebyggelse, og ministerens svar herpå |