Fremsat den 30. november 2011 af
beskæftigelsesministeren (Mette Frederiksen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om ændring af
lov om sygedagpenge, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,
lov om aktiv socialpolitik og lov om integration af
udlændinge i Danmark
(Forlængelse af suspensionsperioden
for refusionsbestemmelse efter sygedagpengeloven)
§ 1
I lov nr. 480 af 12. juni 2009 om ændring
af lov om sygedagpenge, lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, lov om aktiv socialpolitik og lov om
integration af udlændinge i Danmark (En styrket
beskæftigelsesrettet indsats over for sygemeldte m.fl.)
foretages følgende ændring:
1. I
§ 6 ændres »31.
december 2011« til: »31. december 2013«.
§ 2
Stk. 1. Loven
træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Stk. 2. Loven har
virkning fra den 1. januar 2012.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger | | Indholdsfortegnelse | | 1. Indledning og baggrund | 2. Gældende ret | 3. Den foreslåede ordning | 4. Økonomiske og administrative
konsekvenser for det offentlige | 5. Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet | 6. Administrative konsekvenser for
borgerne | 7. Miljømæssige
konsekvenser | 8. Forholdet til EU-retten | 9. Hørte myndigheder og
organisationer | 10. Sammenfattende skema | |
|
1. Indledning og baggrund
Efter sygedagpengeloven kan der ikke ydes
statsrefusion, så længe kommunen ikke opfylder sin
pligt til at følge op rettidigt efter sygedagpengeloven.
I lov nr. 480 af 12. juni 2009 om ændring af
lov om sygedagpenge, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,
lov om aktiv socialpolitik og lov om integration af
udlændinge i Danmark (En styrket beskæftigelsesrettet
indsats over for sygemeldte m.fl.) blev denne bestemmelse
suspenderet for årene 2010 og 2011. Formålet med
suspensionen var at afprøve kommunernes indsats uden
reglen.
Det fremgår af bemærkningerne til
lovforslaget, at Arbejdsmarkedsstyrelsen skulle følge op
på kommunernes indsats i forhold til
opfølgningssamtaler.
Arbejdsmarkedsstyrelsen har med virkning fra juli
2010 kunnet måle, om kommunernes opfølgningssamtaler
er blevet afholdt til tiden. Det er vurderingen, at
suspensionsperioden er for kort til at kunne give et reelt billede
af kommunernes indsats uden reglen. De seneste tal viser, at godt
93 pct. af sygedagpengemodtagerne i september 2011 fik deres
opfølgning til tiden.
Det fremgår af de almindelige
bemærkninger til lovforslaget, at der inden udgangen af den
2-årige periode vil blive vurderet, om kommunerne generelt
som helhed har overholdt opfølgningspligten. Vurderingen
skal drøftes med forligsparterne bag aftalen om nedbringelse
af sygefraværet.
Forligspartierne - Venstre, Det konservative
Folkeparti, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Liberal Alliance,
Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti - er enige i at
forlænge suspensionsperioden i yderligere 2 år til
2013. Det vil give mulighed for over en længere periode at
kunne følge udviklingen af kommunernes indsats uden reglen.
Inden udgangen af 2013 vil det blive vurderet, om kommunerne som
helhed har overholdt opfølgningspligten.
2. Gældende ret
Det fremgår af sygedagpengelovens
§ 62, stk. 7, at kommunen ikke ydes statsrefusion af
kommunens udgifter til sygedagpenge, så længe kommunen
ikke opfylder sin pligt til at foretage
sygedagpengeopfølgning efter reglerne i
sygedagpengeloven.
Det er en forudsætning for bortfald af
statsrefusionen, at den manglende opfølgning kan tilregnes
kommunens administration. Kommunen mister således ikke
statsrefusionen, hvis opfølgningen forsinkes på grund
af for sen anmeldelse af sygefraværet, og kommunen i
øvrigt har foretaget opfølgning så hurtigt, som
det kan forventes.
Ved § 6 i lov nr. 480 af 12. juni 2009
om en styrket beskæftigelsesrettet indsats over for
sygemeldte m.fl., blev det besluttet, at der i perioden 1. januar
2010 til 31. december 2011 ydes refusion til kommunen uanset
bestemmelsen i § 62, stk. 4, som blev til
stk. 5, i lov om sygedagpenge (bestemmelsen er senere som
følge af lov nr. 1598 af 22. december 2010 ændret til
§ 62, stk. 7, i sygedagpengeloven).
Baggrunden for at suspendere bestemmelsen var, at
kommunerne i forbindelse med afbureaukratiseringsrapporten pegede
på, at bestemmelsen har medført, at fokus i
opfølgningen var rettet mere imod rettidighed end på
fastholdelse af sygemeldte.
Det betyder, at kommunen i en 2-årig periode
får refusion efter de almindelige regler for statsrefusion
til kommunerne. I de 2 år får man afprøvet
kommunernes indsats uden reglen.
Kommunen skal i perioden som hidtil følge
de almindelige revisionsbestemmelser, og der vil blive ydet
refusion efter de almindelige regler for statsrefusion til
kommunerne. Den kommunale revision vil ved revisionen påse,
om der sker opfølgning, og om refusionen er opgjort efter de
materielle regler. Dette sker dels ved gennemgang af
forretningsgange, og dels ved gennemgang af enkeltsager.
Suspensionen af bestemmelsen om manglende
opfølgning betyder, at der ikke vil være hjemmel til
at kræve statsrefusionen tilbage i de sager, hvor
opfølgningen ikke er sket til tiden.
3. Den foreslåede
ordning
Det foreslås at forlænge perioden,
hvori kommunen vil modtage refusion for udgifter til sygedagpenge,
således at der i perioden 1. januar 2012 til 31. december
2013 ydes refusion til kommunen, uanset bestemmelsen i
§ 62, stk. 7, i lov om sygedagpenge. Derved
når den samlede periode, hvor der ydes refusion til kommunen
uanset bestemmelsen i sygedagpengelovens § 62,
stk. 7, op på i alt 4 år.
Suspensionen af bestemmelsen om manglende
opfølgning i en periode på yderligere 2 år
betyder, at der ikke vil være hjemmel til at kræve
statsrefusionen tilbage i de sager, hvor opfølgningen ikke
er sket til tiden i perioden 1. januar 2012 til 31. december
2013.
4. Økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige
De seneste tal viser, at godt 93 pct. af
sygedagpengemodtagerne i september 2011 fik deres opfølgning
til tiden. Af de sidste 7 pct. er der sager, hvor den manglende
opfølgning ikke kan tilregnes kommunens administration, og
hvor kommunen således ikke vil miste retten til
statsrefusionen. Det er sager, hvor sygedagpengemodtageren er
på standby-ordningen, jf. sygedagpengelovens § 13,
stk. 6, samt sager, hvor opfølgningen er blevet
forsinket på grund af for sen anmeldelse af
sygefraværet.
Forslaget har derfor ikke økonomiske
konsekvenser for det offentlige.
Kommunernes administrative arbejde i forbindelse
med registrering af, hvorvidt der er foretaget rettidig
opfølgning, er den samme, uanset om der er ret til
statsrefusion eller ej.
Forslaget har derfor ikke administrative
konsekvenser for det offentlige.
5. Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet
Forslaget har ikke administrative konsekvenser for
erhvervslivet.
6. Administrative konsekvenser
for borgerne
Forslaget har ikke administrative konsekvenser for
borgerne.
7. Miljømæssige
konsekvenser
Forslaget har ikke miljømæssige
konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
9. Hørte myndigheder og
organisationer
Lovforslaget har været sendt i høring
hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Beskæftigelsesrådet, Ankestyrelsen,
Foreningen af Socialchefer i Danmark, Danske Statsforvaltninger,
Danske Handicaporganisationer, Det Centrale Handicapråd,
Kristelig Fagbevægelse, Kristelig Arbejdsgiverforening,
Danske Advokater, Business Danmark, Danmarks Frie Fagforening, Den
Kooperative Arbejdsgiver og Interesseorganisation i Danmark,
Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Frie Funktionærer,
Foreningen af Statsforvaltningsjurister og Kommunale
Tjenestemænd og Overenskomstansatte.
| | | 10. Sammenfattende skema | | | | Vurdering af
konsekvenser af lovforslaget | | | | | Positive konsekvenser/ mindreudgifter | Negative konsekvenser/ merudgifter | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Forslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter | | | |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det foreslås, at sygedagpengelovens
§ 62, stk. 7, hvorefter der ikke ydes refusion fra
staten, så længe kommunen ikke opfylder sin pligt til
at følge op efter kapitel 6, ikke finder anvendelse i
perioden 1. januar 2012 til og med den 31. december 2013.
Der er således alene tale om en udvidelse af
suspensionsperioden med to år.
Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft
dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Endvidere foreslås, at loven har virkning
fra den 1. januar 2012. Dermed undgås en utilsigtet
afbrydelse af suspensionsperioden i en kortvarig periode, indtil
lovforslaget vedtages, og den ønskede kontinuitet i
retstilstanden indtil 31. december 2013 sikres.
Kommunerne skal i perioden fra 1. januar 2012 og
frem til lovens ikrafttræden administrere i overensstemmelse
med § 62, stk. 7, i sygedagpengeloven. Det betyder, at hvis
kommunerne i den periode foretager restafregning for at korrigere
for for meget eller for lidt forskudsudbetalt statsrefusion af
deres udgifter til sygedagpenge, skal der ikke anmodes om
statsrefusion for de perioder i løbende sager, hvor der ikke
er foretaget rettidig opfølgning.
Kommunerne har i oktober måned 2011 anmodet
om forskud på refusion af deres forventede udgifter til
sygedagpenge for 1. kvartal 2012. Forskudsbeløbets
størrelse er fastsat med udgangspunkt i antallet af
løbende sygedagpengesager i kommunen. Forskudsbeløbet
for 1. kvartal 2012 udbetales i tre rater den sidste bankdag i
henholdsvis december måned 2011, januar måned 2012 og
februar måned 2012.
Senest den 1. marts 2012 skal kommunerne indsende
deres refusionsanmodninger om forskud for 2. kvartal 2012 samt
løbende restafregning for 1. kvartal 2012, der er en
korrektion for for meget eller for lidt udbetalt refusion i 1.
kvartal 2012.
Lovforslagets § 2 indebærer
således, at kommunerne først kan anmode om
statsrefusion for sager, hvor der ikke er foretaget rettidig
opfølgning, når loven er trådt i kraft.
Når loven er trådt i kraft, vil der således kunne
anmodes om statsrefusion for disse sager tilbage fra 1. januar
2012, men indtil da skal kommunerne administrere i overensstemmelse
med § 62, stk. 7, i sygedagpengeloven.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
Gældende
formulering | | Lovforslaget | | | | | | § 1 | | | | | | I lov nr. 480 af 12. juni 2009 om
ændring af lov om sygedagpenge, lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, lov om aktiv socialpolitik og lov om
integration af udlændinge i Danmark (En styrket
beskæftigelsesrettet indsats over for sygemeldte m.fl.)
foretages følgende ændring: | | | | § 6.
I perioden fra og med den 1. januar 2010 til og med den 31.
december 2011 ydes refusion til kommunen uanset bestemmelsen i
§ 62, stk. 4, som bliver stk. 5, i lov om
sygedagpenge. | | 1. I § 6 ændres »31.
december 2011« til: »31. december 2013«. | | | | | | § 2 | | | | | | Stk. 1. Loven
træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende. | | | Stk. 2. Loven har
virkning fra den 1. januar 2012. |
|