Skriftlig fremsættelse (25. januar
2012)
Beskæftigelsesministeren (Mette
Frederiksen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
en aktiv beskæftigelsesindsats (Nedsættelse af
varighedskrav til ret og pligt tilbud og ændring af
tidspunktet for gentagen aktivering for ikke arbejdsmarkedsparate
kontanthjælpsmodtagere, der er fyldt 30 år,
m.v.)
(Lovforslag nr. L 76)
Lovforslaget udmønter dele af finanslovsaftalen for
2012, som er indgået mellem regeringen (Socialdemokraterne,
Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti) og Enhedslisten.
Lovforslaget har til formål at medvirke til at
gøre beskæftigelsesindsatsen mere fleksibel i forhold
til indsatsen for den enkelte ledige. Med ændringerne
får kommunerne mulighed for at tilrettelægge en mere
smidig og individuel indsats.
Lovforslaget indeholder følgende elementer:
• Det
foreslås at nedsætte varighedskravet til ret og pligt
tilbud fra 4 til 2 uger for dagpenge- og
kontanthjælpsmodtagere, således at disse ledige ikke
bliver mødt med et ufleksibelt standardkrav om at skulle
deltage i tilbud i 4 uger, ofte uden vurdering af, om det er det
bedste for pågældende.
• Det
foreslås, at ikke arbejdsmarkedsparate
kontanthjælpsmodtagere, der er fyldt 30 år, har ret og
pligt til at påbegynde efterfølgende tilbud efter 12
måneders ledighed i stedet for efter 6 måneder. Med
forslaget gøres reglerne mere fleksible for denne
målgruppe, således at kommunerne får mulighed for
at gennemføre en mere individuelt tilrettelagt indsats.
De samlede økonomiske konsekvenser af lovforslaget er
mindreudgifter for det offentlige på 199,7 mio. kr. i 2012,
og 179,5 mio. kr. i 2013 og frem.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 12.
marts 2012.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.