V 10 Om social dumping inden for transportbranchen.

Samling: 2011-12
Status: Vedtaget

Om forslag til vedtagelse

Fremsat:
13-12-2011
Forslag til vedtagelse:
Folketinget finder, at der er behov for en forstærket indsats over for social dumping inden for transportbranchen. Social dumping overtræder lovgivningen på transportområdet, undergraver de danske overenskomster, virker konkurrenceforvridende og udgør en trussel imod trafiksikkerheden. Folketinget konstaterer, at regeringen og Enhedslisten med finansloven for 2012 har styrket indsatsen mod social dumping. Aftalen styrker indsatsen over for udenlandske virksomheder og sikrer øget fokus på problemet, flere ressourcer til politiets kontrolindsats og skærpet bødestraf for ulovlig cabotagekørsel på transportområdet. Folketinget opfordrer regeringen til at afdække, om der er brug for yderligere beføjelser i politiets arbejde. Med aftalen nedsættes desuden et udvalg til modvirkning af social dumping, som skal vurdere mulighederne for yderligere tiltag generelt. Folketinget vil i forbindelse med ny lovgivning arbejde for nedsættelse af et sagkyndigt nævn til vurdering af overholdelse af overenskomstkravet, som arbejdsmarkedets parter sammen med Trafikstyrelsen har drøftet omfang, opgaver og sammensætning af.
Afstemning:
V 10 vedtaget med 59 stemmer (S, RV, SF og EL) mod 50 (V, DF, LA og KF). Dermed er V 9 bortfaldet.
Fremsat under: