B 101 Forslag til folketingsbeslutning om en international minimumsgrænse for selskabsskatteprocenten.

Udvalg: Europaudvalget
Samling: 2012-13
Status: 1. beh./Henvist til udvalg

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 04-04-2013

Fremsat den 4. april 2013 af Nikolaj Villumsen (EL), Per Clausen (EL) og Finn Sørensen (EL)

20121_b101_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 4. april 2013 af Nikolaj Villumsen (EL), Per Clausen (EL) og Finn Sørensen (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om en international minimumsgrænse for selskabsskatteprocenten

Folketinget pålægger regeringen at arbejde for en international minimumsgrænse for virksomhedsskat på 25 pct. i alle relevante internationale fora inklusive EU, Nordisk Råd og FN. Endvidere pålægges regeringen at arbejde for, at et eventuelt samarbejde om en minimumsgrænse for selskabsskat mellem EU's medlemslande bliver åbent for tredjelande, som kunne være interesseret i at deltage.

Bemærkninger til forslaget

Siden finanskrisens begyndelse er det gennemsnitlige niveau for virksomhedsbeskatningen i EU faldet. Det er stærkt problematisk, da krisen netop har ført til et øget behov for midler til velfærd og offentlige investeringer. Samtidig har en række lande i EU nu udviklet sig til deciderede skattely, hvilket skaber unfair konkurrence på finansområdet og skaber et pres på de øvrige medlemslande for ligeledes at sænke virksomhedsbeskatningen.

Det globale gennemsnit for virksomhedsskat er faldet fra 25,5 pct. i 2006 til 24,08 pct. i 2013. OECD's gennemsnit er i samme periode faldet fra 27,64 pct. til 25,4 pct., mens EU-landene skraber bunden med et fald fra 25,1 pct. til 22,78 pct. EU ligger således under det globale niveau.

Europa-Kommissionen kom i december 2012 med en handlingsplan for styrkelse af bekæmpelse af skattesvig og skatteunddragelse. Det skete i anerkendelse af de problemer, der eksisterer både i og uden for EU omkring decideret skatteunddragelse og udnyttelse af den uoverensstemmelse, der er i nationale lovgivninger i forhold til bl.a. skatteniveauerne. Alligevel beskæftiger Europa-Kommissionens handlingsplan sig udelukkende med de forvaltningsmæssige aspekter af skatteområdet, og hvordan disse kan forbedres.

En minimumsgrænse for virksomhedsskat vil afhjælpe nogle af disse muligheder for skatteunddragelse og samtidig indbringe stærkt tiltrængte skatteindtægter. Det er dog vigtigt, at et fremtidigt skattesamarbejde ikke bliver begrænset til EU, da problemet er af global karakter.

Minimumsgrænsen for selskabsskatteprocenten skal sættes efter det gennemsnitlige niveau i OECD og skal således udgøre minimum for virksomhedsbeskatning. Det skal dog være fuldt muligt at sætte niveauet højere.

Mulighed for deltagelse af tredjelande er vigtigt for at skabe et mere bæredygtigt og retfærdigt globalt skatteregime, og det er derfor afgørende, at man fra EU's side lægger op til et globalt samarbejde om virksomhedsbeskatningen. Et internationalt samarbejde vil mindske presset udefra for at sænke skatteniveauet, samtidig med at bekæmpelsen af internationalt skattesvig er til gavn for en lang række udviklingslande.

Skriftlig fremsættelse

Nikolaj Villumsen (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om en international minimumsgrænse for selskabsskatteprocenten.

(Beslutningsforslag nr. B 101)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.