Fremsat den 3. oktober 2012 af
justitsministeren (Morten Bødskov)
Forslag
til
Lov om ændring af retsplejeloven,
straffeloven og lov om elektroniske kommunikationsnet og
-tjenester
(Revision af reglerne om forkyndelse
m.v.)
§ 1
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1063 af 17. november 2011, som senest ændret ved § 2
i lov nr. 600 af 18. juni 2012, foretages følgende
ændringer:
1. §§
57 og 58 affattes
således:
Ȥ
57. I hver retskreds samt ved landsretterne og Sø- og
Handelsretten beskikker retspræsidenten et antal
stævningsmænd til at foretage
stævningsmandsforkyndelser og telefonforkyndelser. En
forkyndelse er gyldig, selv om stævningsmanden har handlet
uden for den retskreds, i hvilken den pågældende er
beskikket.
Stk. 2.
Stævningsmanden afgiver til den retspræsident, der har
beskikket den pågældende, en erklæring om, at den
pågældende vil opfylde de pligter, der påhviler
den pågældende efter denne lov og de
bekendtgørelser, der er udstedt i medfør af loven.
Formen for denne erklæring fastsættes af
Domstolsstyrelsen.
Stk. 3. Retten skal
vejlede stævningsmændene med hensyn til deres
pligter.
§ 58. I
hver retskreds samt ved landsretterne og Sø- og
Handelsretten kan retspræsidenten beskikke ansatte ved retten
til at foretage stævningsmandsforkyndelser og
telefonforkyndelser.
Stk. 2.
Polititjenestemænd og sognefogeder kan uden særlig
beskikkelse foretage stævningsmandsforkyndelser og
telefonforkyndelser.
Stk. 3.
Politidirektøren kan beskikke ansatte i politikredsen til at
foretage stævningsmandsforkyndelser og telefonforkyndelser,
jf. dog stk. 2.
Stk. 4.
Direktøren for Kriminalforsorgen kan beskikke ansatte i
kriminalforsorgen til at foretage stævningsmandsforkyndelser
i kriminalforsorgens institutioner.
Stk. 5.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan beskikke ansatte i
restanceinddrivelsesmyndigheden til at foretage telefonforkyndelser
i sager omfattet af lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af
skatter og afgifter m.v.
Stk. 6.
Justitsministeren kan fastsætte regler om, i hvilket omfang
retterne, politiet, kriminalforsorgen og
restanceinddrivelsesmyndigheden skal foretage og medvirke ved
forkyndelser.«
2. §
67 affattes således:
Ȥ
67. En stævningsmand eller en anden, der foretager
forkyndelse, må ikke foretage forkyndelsen eller deltage
deri, når nogen af parterne er den pågældendes
ægtefælle eller er beslægtet eller besvogret med
den pågældende i lige op- eller nedstigende linje eller
i første sidelinje, eller den pågældende selv er
part i sagen eller er interesseret i dens udfald.«
3. Overskriften til kapitel 17 affattes
således:
»Meddelelser og forkyndelse af
meddelelser«.
4. § 154,
stk. 2, ophæves.
Stk. 3 bliver herefter stk. 2.
5.
Efter § 154 indsættes:
Ȥ 154
a. Anvendelse af digital kommunikation kan ske, hvis
1) modtageren har
samtykket i at modtage meddelelser på denne måde, jf.
stk. 2,
2) der er tale om
en meddelelse, der skal forkyndes,
3) der er tale om
en efterfølgende bekræftelse på en
telefonforkyndelse, eller
4) der er tale om
en påmindelse til den, der skal give møde i retten, om
tid og sted for det pågældende retsmøde.
Stk. 2. Samtykke kan
gives for den enkelte sag eller generelt.
Stk. 3. Meddelelser, der
indeholder fortrolige oplysninger, skal krypteres eller sikres
på anden forsvarlig måde.«
6. §§
155-158 affattes således:
Ȥ
155. Forkyndelse sker ved, at den meddelelse, der skal
forkyndes, med eventuelle bilag
1) sendes eller
afleveres til den pågældende, der samtidig anmodes om
at bekræfte modtagelsen på en genpart af dokumentet
eller, hvis forkyndelsen foretages ved rettens eller
anklagemyndighedens foranstaltning, et særligt
modtagelsesbevis (brevforkyndelse),
2) sendes til den
pågældende i brev med afleveringsattest
(postforkyndelse),
3) afleveres til
den pågældende af en stævningsmand eller en anden
dertil bemyndiget, jf. §§ 57-58,
(stævningsmandsforkyndelse), eller
4) telefonisk gives
den pågældende, der forinden eller efterfølgende
får tilsendt eller overdraget dokumentet og
efterfølgende får tilsendt en bekræftelse
på forkyndelsen (telefonforkyndelse).
Stk. 2.
Forkyndelsesformerne i stk. 1, nr. 1-3, kan anvendes, når der
skal ske forkyndelse for selskaber, foreninger, fonde og boer m.v.
(juridiske personer), jf. § 157 a.
§ 156. Ved
brevforkyndelse anses meddelelsen for forkyndt, hvis genparten
eller modtagelsesbeviset er underskrevet af den
pågældende personlig. Forkyndelse anses for sket den
dag, modtageren anfører at have modtaget meddelelsen. Er
ingen modtagelsesdag anført, eller er den angivne
modtagelsesdag senere end datoen i poststemplet på
tilbagesendelsen, anses forkyndelse for sket på poststemplets
dato.
§ 156 a.
Ved telefonforkyndelse anses meddelelsen for forkyndt, hvis
personen vedkender sig at være den person, der skal ske
forkyndelse for, og personen må antages at have
forstået telefonsamtalen. Forkyndelsen anses for sket den
dag, meddelelsen telefonisk gives den pågældende.
§ 157. For
postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse gælder
følgende regler:
1) Forkyndelse
bør så vidt muligt ske for den pågældende
personlig på hans bopæl, midlertidige opholdssted eller
arbejdssted. Forkyndelse for den pågældende personlig
er dog gyldig, uanset hvor den sker.
2) Træffes
den pågældende ikke, kan forkyndelse ske
a) på
bopælen eller opholdsstedet for personer, der hører
til husstanden, eller, hvis den pågældende bor til leje
i en andens bolig, for udlejeren eller dennes
ægtefælle, for så vidt de pågældende
træffes på bopælen eller opholdsstedet,
b) for ledelsen
eller personalet på en institution eller et hospital, hvor
den pågældende er bosat eller midlertidigt opholder
sig, medmindre ledelsen eller personalet oplyser, at den
pågældende ikke længere opholder sig på
stedet, eller
c) på den
pågældendes arbejdssted over for arbejdsgiveren eller
dennes repræsentant eller, for så vidt angår
selvstændige næringsdrivende, på den
pågældendes kontor, værksted eller
forretningslokale over for personer, der er ansat i
virksomheden.
Stk. 2. Forkyndelse
efter stk. 1, nr. 2, kan ikke ske for personer under 18
år.
Stk. 3. Ved
postforkyndelse overgives forsendelsen og ved
stævningsmandsforkyndelse en genpart af meddelelsen og
eventuelle bilag til den, for hvem forkyndelsen sker. Sker
forkyndelse ikke over for vedkommende personlig, anføres
på forsendelsen eller genparten af meddelelsen, hvornår
og over for hvem forkyndelse er sket.
Stk. 4. Nægter en
person, for hvem forkyndelse kan ske efter stk. 1, nr. 2, uden
rimelig grund at modtage forkyndelse, eller undlader han, efter at
forkyndelse er sket, at overlevere, hvad han har modtaget ved
forkyndelsen, til vedkommende, selv om dette kunne være sket
uden væsentlig udgift eller besvær, kan han ved
kendelse tilpligtes at erstatte omkostninger, der er en
følge af hans nægtelse eller undladelse.
Stk. 5. Ved forkyndelse
efter stk. 1, nr. 2, litra b, skal ledelsen eller personalet, der
har modtaget en meddelelse, der skal forkyndes, returnere en
frankeret svarkuvert, når meddelelsen er overbragt til den
person, meddelelsen angår. Forkyndelsen anses for sket den
dag, meddelelsen anføres at være overbragt.
§ 157 a.
Brevforkyndelse for selskaber, foreninger, fonde og boer m.v.
(juridiske personer) kan ske for et direktionsmedlem, et
bestyrelsesmedlem eller en anden, som har ansvar for den juridiske
persons anliggender, på den juridiske persons postadresse.
Forkyndelse kan endvidere ske for den juridiske persons ansatte
på den juridiske persons postadresse.
Stk. 2. For
postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse for selskaber,
foreninger, fonde og boer m.v. (juridiske personer) gælder
følgende regler:
1) Forkyndelse for
et direktionsmedlem, et bestyrelsesmedlem eller en anden, som har
ansvar for den juridi?ske persons anliggender, bør så
vidt muligt ske på det sted, hvorfra den juridiske person
drives. Forkyndelse kan endvidere ske på den
pågældendes bopæl, midlertidige opholdssted eller
arbejdssted, jf. dog nr. 4 og 5. Forkyndelse for den
pågældende er dog gyldig, uanset hvor den sker.
2) Træffes et
direktionsmedlem, et bestyrelsesmedlem eller en anden, som har
ansvar for den juridiske persons anliggender, ikke på
bopælen, kan forkyndelse endvidere ske dér for
personer, der er fyldt 18 år, der hører til
husstanden, jf. dog nr. 4 og 5.
3) Forkyndelse kan
endvidere ske for ansatte, der er fyldt 18 år, på det
sted, hvorfra den juridiske person drives, jf. dog nr. 4 og 5.
4) Forkyndelse for
kurator, bobestyrer m.v. kan alene ske for kurator, bobestyrer m.v.
selv eller for vedkommendes ansatte, der er fyldt 18 år,
på det sted, hvorfra kurator, bobestyrer m.v. driver sin
virksomhed.
5) Forkyndelse for
en offentlig myndighed kan alene ske for myndighedens ansatte, der
er fyldt 18 år, på myndighedens adresse.
6) Ved forkyndelse
efter nr. 2 og 4 finder § 157, stk. 3 og 4, tilsvarende
anvendelse.
§ 158. Har
den pågældende kendt bopæl eller opholdssted i
udlandet, og kan forkyndelse ikke ske her i riget efter §?
?155, stk. 1, nr. 2 og 3, jf. § 157, eller § 155, stk. 1,
nr. 2 og 3, jf. stk. 2, sker forkyndelse ved brevforkyndelse eller
på den måde, der er foreskrevet ved konvention eller
ved vedkommende lands lov.«
7. §§
155-158 affattes således:
Ȥ
155. Forkyndelse sker ved, at den meddelelse, der skal
forkyndes, med eventuelle bilag
1) sendes eller
afleveres til den pågældende, der samtidig anmodes om
at bekræfte modtagelsen på en genpart af dokumentet
eller, hvis forkyndelsen foretages ved rettens eller
anklagemyndighedens foranstaltning, et særligt
modtagelsesbevis (brevforkyndelse),
2) ved digital
kommunikation gøres tilgængelig for den
pågældende, der samtidig anmodes om at bekræfte
modtagelsen (digital forkyndelse),
3) gøres
tilgængelig for den pågældende i en digital
postkasse, der anvendes til sikker digital kommunikation med det
offentlige (forenklet digital forkyndelse),
4) sendes til den
pågældende i brev med afleveringsattest
(postforkyndelse),
5) afleveres til
den pågældende af en stævningsmand eller en anden
dertil bemyndiget, jf. §§ 57-58,
(stævningsmandsforkyndelse), eller
6) telefonisk gives
den pågældende, der forinden eller efterfølgende
får tilsendt eller overdraget dokumentet og
efterfølgende får tilsendt en bekræftelse
på forkyndelsen (telefonforkyndelse).
Stk. 2. Forkyndelse
efter stk. 1, nr. 1-5, kan anvendes, når der skal ske
forkyndelse for selskaber, foreninger, fonde og boer m.v.
(juridiske personer), jf. § 157 a.
§ 156. Ved
brevforkyndelse anses meddelelsen for forkyndt, hvis genparten
eller modtagelsesbeviset er underskrevet af den
pågældende personlig. Forkyndelse anses for sket den
dag, modtageren anfører at have modtaget meddelelsen. Er
ingen modtagelsesdag anført, eller er den angivne
modtagelsesdag senere end datoen i poststemplet på
tilbagesendelsen, anses forkyndelse for sket på poststemplets
dato.
§ 156 a.
Ved telefonforkyndelse anses meddelelsen for forkyndt, hvis
personen vedkender sig at være den person, der skal ske
forkyndelse for, og personen må antages at have
forstået telefonsamtalen. Forkyndelsen anses for sket den
dag, meddelelsen telefonisk gives den pågældende.
§ 156 b.
Ved digital forkyndelse anses meddelelsen for forkyndt, hvis den
pågældende bekræfter at have modtaget meddelelsen
enten ved en meddelelse, der sendes ved digital kommunikation med
anvendelse af digital signatur, eller ved at sende en personligt
underskrevet kopi af meddelelsen. Forkyndelsen anses for sket den
dag, modtageren anfører at have modtaget meddelelsen. Er
ingen modtagelsesdag anført, eller er den angivne
modtagelsesdag senere end den registrerede modtagelsesdato for den
digitalt fremsendte bekræftelse eller datoen i poststemplet
på tilbagesendelsen, anses forkyndelsen for sket på den
registrerede modtagelsesdag eller på poststemplets dato.
§ 156 c.
Ved forenklet digital forkyndelse anses meddelelsen for forkyndt,
hvis meddelelsen åbnes. Forkyndelsen anses for sket den dag,
meddelelsen åbnes.
§ 157. For
postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse gælder
følgende regler:
1) Forkyndelse
bør så vidt muligt ske for den pågældende
personlig på hans bopæl, midlertidige opholdssted eller
arbejdssted. Forkyndelse for den pågældende personlig
er dog gyldig, uanset hvor den sker.
2) Træffes
den pågældende ikke, kan forkyndelse ske
a) på
bopælen eller opholdsstedet for personer, der hører
til husstanden, eller, hvis den pågældende bor til leje
i en andens bolig, for udlejeren eller dennes
ægtefælle, for så vidt de pågældende
træffes på bopælen eller opholdsstedet,
b) for ledelsen
eller personalet på en institution eller et hospital, hvor
den pågældende er bosat eller midlertidigt opholder
sig, medmindre ledelsen eller personalet oplyser, at den
pågældende ikke længere opholder sig på
stedet, eller
c) på den
pågældendes arbejdssted over for arbejdsgiveren eller
dennes repræsentant eller, for så vidt angår
selvstændige næringsdrivende, på den
pågældendes kontor, værksted eller
forretningslokale over for personer, der er ansat i
virksomheden.
Stk. 2. Forkyndelse
efter stk. 1, nr. 2, kan ikke ske for personer under 18
år.
Stk. 3. Ved
postforkyndelse overgives forsendelsen og ved
stævningsmandsforkyndelse en genpart af meddelelsen og
eventuelle bilag til den, for hvem forkyndelsen sker. Sker
forkyndelse ikke over for vedkommende personlig, anføres
på forsendelsen eller genparten af meddelelsen, hvornår
og over for hvem forkyndelse er sket.
Stk. 4. Nægter en
person, for hvem forkyndelse kan ske efter stk. 1, nr. 2, uden
rimelig grund at modtage forkyndelse, eller undlader han, efter at
forkyndelse er sket, at overlevere, hvad han har modtaget ved
forkyndelsen, til vedkommende, selv om dette kunne være sket
uden væsentlig udgift eller besvær, kan han ved
kendelse tilpligtes at erstatte omkostninger, der er en
følge af hans nægtelse eller undladelse.
Stk. 5. Ved forkyndelse
efter stk. 1, nr. 2, litra b, skal ledelsen eller personalet, der
har modtaget en meddelelse, der skal forkyndes, returnere en
frankeret svarkuvert, når meddelelsen er overbragt til den
person, meddelelsen angår. Forkyndelsen anses for sket den
dag, meddelelsen anføres at være overbragt.
§ 157 a.
Brevforkyndelse, digital forkyndelse og forenklet digital
forkyndelse for selskaber, foreninger, fonde og boer m.v.
(juridiske personer) kan ske for et direktionsmedlem, et
bestyrelsesmedlem eller en anden, som har ansvar for den juridiske
persons anliggender, på den juridiske persons postadresse
eller digitale adresse. Forkyndelse kan endvidere ske for den
juridiske persons ansatte på den juridiske persons
postadresse eller digitale adresse.
Stk. 2. For
postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse for selskaber,
foreninger, fonde og boer m.v. (juridiske personer) gælder
følgende regler:
1) Forkyndelse for
et direktionsmedlem, et bestyrelsesmedlem eller en anden, som har
ansvar for den juridi?ske persons anliggender, bør så
vidt muligt ske på det sted, hvorfra den juridiske person
drives. Forkyndelse kan endvidere ske på den
pågældendes bopæl, midlertidige opholdssted eller
arbejdssted, jf. dog nr. 4 og 5. Forkyndelse for den
pågældende er dog gyldig, uanset hvor den sker.
2) Træffes et
direktionsmedlem, et bestyrelsesmedlem eller en anden, som har
ansvar for den juridiske persons anliggender, ikke på
bopælen, kan forkyndelse endvidere ske dér for
personer, der er fyldt 18 år, der hører til
husstanden, jf. dog nr. 4 og 5.
3) Forkyndelse kan
endvidere ske for ansatte, der er fyldt 18 år, på det
sted, hvorfra den juridiske person drives, jf. dog nr. 4 og 5.
4) Forkyndelse for
kurator, bobestyrer m.v. kan alene ske for kurator, bobestyrer m.v.
selv eller for vedkommendes ansatte, der er fyldt 18 år,
på det sted, hvorfra kurator, bobestyrer m.v. driver sin
virksomhed.
5) Forkyndelse for
en offentlig myndighed kan alene ske for myndighedens ansatte, der
er fyldt 18 år, på myndighedens adresse.
6) Ved forkyndelse
efter nr. 2 og 4 finder § 157, stk. 3 og 4, tilsvarende
anvendelse.
§ 158. Har
den pågældende kendt bopæl eller opholdssted i
udlandet, og kan forkyndelse ikke ske her i riget efter §?
?155, stk. 1, nr. 4 og 5, jf. § 157, eller § 155, stk. 1,
nr. 4 og 5, jf. stk. 2, sker forkyndelse ved brevforkyndelse eller
på den måde, der er foreskrevet ved konvention eller
ved vedkommende lands lov.«
8. §
160 affattes således:
Ȥ
160. I borgerlige sager og straffesager kan en part eller et
vidne ved skriftlig fuldmagt på en særlig blanket
udpege en myndig person, over for hvem forkyndelse kan ske efter
reglerne i §§ 155-157 a. Reglen i § 157, stk. 4,
finder dog kun anvendelse, hvis den pågældende har
erklæret sig villig til at modtage forkyndelse.
Stk. 2. I borgerlige
sager kan en part give afkald på at få underretning om
processuelle meddelelser ved forkyndelse.«
9. I
§ 163, stk. 2, ændres
»§§ 155-157« til: »§§ 155-157
a«.
10. § 165,
stk. 1, 2. pkt., affattes således:
»Domstolsstyrelsen fastsætter regler om
vederlag og befordringsgodtgørelse til
stævningsmænd.«
11. § 165,
stk. 3, ophæves.
12. § 203,
stk. 1, affattes således:
»Udmeldelsesdekretet bliver uden ophold at
meddele de udmeldte.«
13. §
835 affattes således:
Ȥ
835. Anklagemyndigheden indleverer anklageskriftet til
retten. Ved indleveringen er straffesagen indledt ved retten.
Stk. 2.
Anklagemyndigheden sender kopi af anklageskriftet til tiltalte
eller forkynder det for den pågældende straks efter
indledning af sagen. Anklagemyndigheden skal senest samtidig med
forkyndelse af indkaldelse, jf. § 844, stk. 2, forkynde kopi
af anklageskriftet for den pågældende.
Stk. 3.
Anklagemyndigheden eller retten sender kopi af anklageskriftet til
forsvareren straks efter indledning af sagen, eller så snart
forsvareren er beskikket for tiltalte.«
14. § 896,
stk. 4, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 4.
Forkyndelse kan undlades, når der under sagen ikke er
spørgsmål om højere straf end bøde, jf.
dog stk. 5. I så fald sender retten indkaldelsen og en kopi
af anklageskriftet til tiltalte senest 2 uger før
hovedforhandlingen.
Stk. 5. I
bødesager, hvor der er fremsat erstatningskrav, skal
tilsigelse dog forkyndes for tiltalte.«
Stk. 5 bliver herefter stk. 6.
§ 2
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
1062 af 17. november 2011, som senest ændret ved § 5 i
lov nr. 431 af 16. maj 2012, foretages følgende
ændring:
1. I
§ 94, stk. 5, ændres
»§ 157« til: »§ 157 a«.
§ 3
I lov nr. 169 af 3. marts 2011 om elektroniske
kommunikationsnet og -tjenester, som ændret ved lov nr. 250
af 21. marts 2012, foretages følgende ændring:
1. § 31,
stk. 6, affattes således:
»Stk. 6.
Oplysninger som nævnt i stk. 5, nr. 2, kan alene videregives
af forsyningspligtudbyderens landsdækkende
nummeroplysningstjeneste til brug for offentlige alarmtjene?ster,
politiet, retterne eller
restanceinddrivelsesmyndigheden.«
§ 4
I lov nr. 447 af 9. juni 2004 om ændring af
retsplejeloven, konkursloven, lov om skifte af dødsboer og
lov om skifte af fællesbo m.v. (Digital kommunikation i
retsplejen, kendelser med begrænset sagsfremstilling, regler
om vidneforvarede m.v.) foretages følgende
ændring:
1. § 1,
nr. 5-7, ophæves.
§ 5
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. juli 2013, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Justitsministeren fastsætter tidspunktet for
ikrafttræden af § 1, nr. 7.
Stk. 3. Lovens § 1,
nr. 17 og 18, finder alene anvendelse i straffesager, der indledes
ved retten efter lovens ikrafttræden, jf. stk. 1.
§ 6
Loven gælder ikke for Færøerne
og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
| | 1. | Indledning | | 1.1. | Lovforslagets baggrund | 2. | Lovforslagets udformning | | 2.1. | Pligt til forkyndelse | | | 2.1.1. | Gældende ret | | | 2.1.2. | Arbejdsgruppens overvejelser mv. | | | 2.1.3. | Justitsministeriets overvejelser | | 2.2. | Forkyndelsesformer | | | 2.2.1. | Gældende ret | | | 2.2.2. | Arbejdsgruppens overvejelser mv. | | | | 2.2.2.1. | De gældende forkyndelsesformer | | | | 2.2.2.2. | Nye forkyndelsesformer | | | 2.2.3. | Justitsministeriets overvejelser | | 2.3. | Forkyndelse for juridiske personer | | | 2.3.1. | Gældende ret | | | 2.3.2. | Arbejdsgruppens overvejelser mv. | | | 2.3.3. | Justitsministeriets overvejelser | 3. | Øvrige forslag | | 3.1. | Beskikkelse af stævningsmænd
mv. | | | 3.1.1. | Gældende ret | | | 3.1.2. | Arbejdsgruppens overvejelser mv. | | | 3.1.3. | Justitsministeriets overvejelser | | 3.2. | Udpegning af en person til at modtage en
forkyndelse mv. | | | 3.2.1. | Gældende ret | | | 3.2.2. | Arbejdsgruppens overvejelser mv. | | | 3.2.3. | Justitsministeriets overvejelser | 4. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for det offentlige | 5. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet | 6. | Administrative konsekvenser for
borgerne | 7. | Miljømæssige
konsekvenser | 8. | Forholdet til EU-retten | 9. | Hørte myndigheder mv. | 10. | Sammenfattende skema | | |
|
1. Indledning
1.1. Lovforslagets baggrund
Forkyndelse har til formål at
sikre, at en meddelelse kommer frem til adressaten, så
adressaten har mulighed for at gøre sig bekendt med
indholdet, samt at sikre den, der har iværksat forkyndelsen,
det fornødne bevis for, at meddelelsen er kommet frem,
så de retsvirkninger, der er knyttet til forkyndelsen, kan
indtræde.
Reglerne om forkyndelse af
processuelle meddelelser i civile sager og straffesager findes i
retsplejelovens kapitel 17 (§§ 153-165) og i
bekendtgørelse nr. 255 af 20. juni 1972 om instruks for
stævningsmænd, bekendtgørelse nr. 256 af 20.
juni 1972 om forkyndelse og bekendtgørelse nr. 508 af 1.
juli 1998 med senere ændringer om vederlag til
stævningsmænd og til vidner i fogedforretninger.
Til retsplejelovens almindelige
regler om forkyndelse knytter sig reglerne om
stævningsmænd i retsplejelovens §§ 57, 58 og
67 og en lang række bestemmelser om, i hvilke tilfælde
processuelle meddelelser skal forkyndes. Herudover er det i nogle
regler uden for retsplejeloven bestemt, at visse meddelelser skal
forkyndes.
Den seneste større
ændring af reglerne om forkyndelse blev gennemført ved
lov nr. 66 af 8. marts 1972 om ændring af retsplejeloven
(Forkyndelser m.v.), der trådte i kraft den 1. juli 1972.
Lovforslaget har til formål
at revidere retsplejelovens bestemmelser om forkyndelse bl.a. i
lyset af erfaringerne med reglernes anvendelse i praksis siden den
seneste større ændring af reglerne i 1972.
Baggrunden for lovforslaget er, at
der i dag anvendes betydelige ressourcer ved retterne og hos
politiet på at få forkyndt indkaldelser mv. i
både civile sager og i straffesager. Det forekommer endvidere
jævnligt, at manglende rettidig forkyndelse medfører
omberammelser og udsættelser af retsmøder.
I november 2009 besluttede
Justitsministeriet derfor at nedsætte en arbejdsgruppe, der
bl.a. blev bedt om at foretage en gennemgang af regler og praksis
vedrørende forkyndelse og på baggrund heraf vurdere,
hvordan forkyndelse kan gennemføres mere effektivt under
hensyntagen til retssikkerheden og formålet.
Arbejdsgruppen afgav
betænkning i november 2011 (nr. 1528) (herefter
betænkningen). Justitsministeriet anmodede herefter
Retsplejerådet om en udtalelse om arbejdsgruppens forslag.
Retsplejerådet har afgivet sin udtalelse den 27. juni
2012.
I overensstemmelse med
arbejdsgruppens anbefalinger i betænkningen og
Retsplejerådets udtalelse foreslås navnlig
følgende ændringer af retsplejelovens regler:
- Det
foreslås at ændre retsplejelovens regler om
postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse, så
forkyndelse efter omstændighederne kan ske for ledelsen eller
personalet på en institution eller et hospital, hvor den
pågældende er bosat eller midlertidig opholder sig.
- Der
foreslås indført regler om telefonforkyndelse og en
mere enkel form for digital forkyndelse, hvor der ikke stilles krav
om aktiv medvirken fra modtagerens side ("forenklet digital
forkyndelse").
- Retsplejelovens
regler om digital forkyndelse (der endnu ikke er sat i kraft)
foreslås ændret, så også andre myndigheder
end domstolene får mulighed for at foretage digital
forkyndelse uden samtykke.
- Der
foreslås indført regler i retsplejeloven om
forkyndelse for juridiske personer (selskaber mv.).
- Med henblik
på at modvirke, at tiltalte og vidner udebliver fra
retsmøder, foreslås der skabt adgang til, at retterne
og politiet kan sende sms-påmindelser og påmindelser
pr. e-mail til personer, der skal møde i retten.
- Endelig
foreslås en række præciseringer og justeringer af
flere af retsplejelovens bestemmelser om forkyndelse,
stævningsmænd mv. bl.a. for at bringe lovens ordlyd i
overensstemmelse med praksis.
2. Lovforslagets udformning
2.1. Pligt
til forkyndelse
2.1.1. Gældende ret
Efter retsplejelovens § 153
skal processuelle meddelelser i borgerlige sager forkyndes,
medmindre andet er bestemt i retsplejeloven (stk. 1), hvorimod
processuelle meddelelser i straffesager kun forkyndes, hvis det er
bestemt i retsplejeloven (stk. 2).
Herudover indeholder
retsplejelovens § 154, stk. 1, en regel om, at meddelelser fra
retten gives på den måde, som rettens formand
bestemmer, medmindre loven indeholder anden bestemmelse herom.
Rettens beslutning om, hvorledes meddelelser skal gives, er ikke
genstand for kære, jf. § 154, stk. 3. Bestemmelsen
indebærer i praksis en betydelig begrænsning af
hovedreglen vedrørende civile sager i retsplejelovens
§? ?153, stk. 1.
En part i en civil sag kan give
afkald på at få underretning om processuelle
meddelelser ved forkyndelse, jf. retsplejelovens § 160, 1.
pkt. Har en part antaget en advokat til at udføre sagen, kan
forkyndelse vedrørende sagen endvidere ske for advokaten,
jf. retsplejelovens § 161, og advokaten kan på partens
vegne give afkald på kald og varsel.
Retsplejeloven indeholder endvidere
en række særlige regler om pligt til forkyndelse i
civile sager, herunder fogedsager og skiftesager, og i
straffesager. Det følger således af retsplejelovens
§ 835, stk. 2, at anklagemyndigheden forkynder en kopi af
anklageskriftet for tiltalte, eventuelt i forbindelse med
forkyndelse af indkaldelse, jf. retsplejelovens § 844, stk. 2.
Sker forkyndelse af anklageskriftet for tiltalte ikke straks efter
indledning af sagen, skal anklagemyndigheden sende en kopi af
anklageskriftet til tiltalte i et anbefalet brev.
Herudover indeholder retsplejeloven
nogle generelle regler om pligt til forkyndelse, som finder
anvendelse såvel i civile sager som i straffesager. Det
følger således af retsplejelovens § 175, stk. 1,
at indkaldelse til møde som vidne skal forkyndes for vidnet.
Forkyndelse skal dog ikke ske, hvis vidnet er til stede i retten
eller i umiddelbar nærhed heraf, jf. retsplejelovens §
176. Udebliver et vidne uden lovligt forfald eller uden i tide at
have meldt sit forfald, kan retten pålægge vidnet en
bøde eller erstatning, jf. § 178, stk. 1, nr. 1, 3
og 4. Hvis vidnet er fraværende, og der træffes
afgørelse om, at bøde eller erstatning
pålægges vidnet, skal afgørelsen forkyndes for
den pågældende, jf. retsplejelovens § 178, stk. 2.
Endvidere skal dekret om udmeldelse af syns- og
skønsmænd forkyndes for de udmeldte syns- og
skønsmænd i overensstemmelse med de regler, der
gælder for vidner, jf. retsplejelovens § 203, stk.
1.
Der findes endvidere regler om
forkyndelse uden for retsplejeloven, jf. således f.eks.
skatteinddrivelseslovens § 9, hvorefter forkyndelse i de af
loven omfattede sager kan erstattes af anden meddelelse.
2.1.2. Arbejdsgruppens overvejelser mv.
Arbejdsgruppen har overvejet, om
forkyndelse kan undlades i flere tilfælde, eventuelt i
sammenhæng med mulige ændringer af reglerne om
genoptagelse - f.eks. i visse straffesager, hvor der bliver tale om
spørgsmål om andre sanktioner end bødestraf.
Arbejdsgruppen har herunder overvejet, om kravet om forkyndelse i
de fælles regler for civile og straffesager kan
ophæves. Der henvises til betænkningen side 65-89.
Arbejdsgruppen finder, at der
må sondres mellem meddelelser og forkyndelser, og at dette
bør afspejles i retsplejeloven ved, at titlen på
lovens kapitel 17 ("Forkyndelser m.v.") ændres til:
"Meddelelser og forkyndelser". Herudover bør den
gældende bestemmelse i retsplejelovens § 154 om
meddelelser flyttes til § 153, som indleder kapitel 17.
Endvidere finder arbejdsgruppen, at
det udtrykkeligt bør fremgå af de enkelte bestemmelser
i retsplejeloven, som foreskriver, at der skal ske meddelelse, om
meddelelsen skal forkyndes, således at kapitel 17 alene
indeholder regler om, hvorledes forkyndelse skal ske.
Arbejdsgruppen foreslår derfor, at der i retsplejeloven
indføres en bestemmelse om, at hvis en meddelelse skal
forkyndes, skal det ske efter reglerne i §§ 155 og 165.
Dette svarer ifølge arbejdsgruppen til de forslag, som
Retsplejerådet fremsatte i en særudtalelse af 14.
december 1970 om forkyndelse.
Det fremgår imidlertid
samtidig af betænkningen, at selv om hensynet til
systematikken i retsplejelovens kapitel 17 taler for at
gennemføre de nævnte forslag, tilsigter forslagene
efter arbejdsgruppens opfattelse ikke som sådan nogen
ændring af gældende ret, og arbejdsgruppen vurderer
derfor ikke, at en gennemførelse af forslagene ville have
nævneværdig betydning i praksis. Hertil kommer, at en
gennemførelse af forslagene ifølge arbejdsgruppen
forudsætter, at der forinden fremsættelse af lovforslag
foretages en gennemgang af retsplejelovens regler om meddelelser og
af en række andre love, der indeholder bestemmelser om
meddelelser, med henblik på at tage stilling til, om de
enkelte bestemmelser bør indeholde et krav om, at
meddelelsen skal forkyndes.
For så vidt angår
bestemmelserne i retsplejeloven om pligt til forkyndelse, har
arbejdsgruppen - bortset fra visse ændringer og
præciseringer i enkelte af bestemmelserne, jf. nedenfor -
ikke fundet anledning til at ophæve kravet om pligt til
forkyndelse.
Som anført ovenfor under
pkt. 2.1.1 skal dekret om udmeldelse af syns- og
skønsmænd forkyndes for de udmeldte syns- og
skønsmænd i overensstemmelse med de regler, der
gælder for vidner, jf. retsplejelovens § 203, stk. 1. I
praksis sker der imidlertid ikke forkyndelse af
udmeldelsesdekretet, og i arbejdsgruppen er der derfor enighed om,
at kravet om forkyndelse af udmeldelsesdekretet bør
erstattes af et krav om meddelelse. Arbejdsgruppen foreslår,
at retsplejelovens § 203, stk. 1, ændres i
overensstemmelse hermed.
Herudover er der i arbejdsgruppen
blevet peget på, at der i nævningesager som regel sker
forkyndelse af anklageskriftet straks efter indledning af sagen.
Dette hænger sammen med, at der ofte er en betydelig
presseinteresse omkring nævningesager, og når
anklageskriftet forkyndes, kan det (i anonymiseret stand,
således at forurettedes eller vidners identitet ikke
fremgår) udleveres til pressen allerede en uge efter
forkyndelsen (hvis anklageskriftet er sendt til tiltalte med
almindeligt brev, kan anklageskriftet først udleveres 14
dage efter afsendelsen, medmindre dokumentet er modtaget retur).
Der henvises til § 6, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse nr.
546 af 18. juni 2004 om retslister og om massemediernes aktindsigt
i og opbevaring af kopier af anklageskrifter og
retsmødebegæringer mv. som ændret ved
bekendtgørelse nr. 1005 af 6. oktober 2006 og
bekendtgørelse nr. 770 af 23. juni 2010.
Der er i arbejdsgruppen endvidere
blevet peget på, at anklagemyndigheden i domsmandssager
typisk indleder med at sende en kopi af anklageskriftet til
tiltalte med almindeligt brev. Senere forkynder anklagemyndigheden
anklageskriftet og indkaldelsen for tiltalte.
Arbejdsgruppen foreslår
på den baggrund, at retsplejelovens § 835, stk. 2,
ændres i overensstemmelse med praksis. Endvidere
foreslår arbejdsgruppen, at det i bestemmelsen
præciseres, at anklagemyndighedens eller rettens fremsendelse
af kopi af anklageskriftet til forsvareren skal ske straks efter
indledning af sagen, eller - hvis der ikke er beskikket en
forsvarer for tiltalte, når sagen indledes - så snart
forsvareren er beskikket.
Arbejdsgruppen er endvidere blevet
opmærksom på, at der er divergerende praksis med hensyn
til, om retterne forkynder tilsigelsen i bødesager med
erstatningskrav. I nogle retter behandles bødesager med
erstatningskrav, uden at der er sket forkyndelse, hvis kravet er
opgjort i anklageskriftet. Efter arbejdsgruppens opfattelse
må det anses for tvivlsomt, om der skal ske forkyndelse af
tilsigelsen i bødesager med erstatningskrav.
Arbejdsgruppen finder på den
baggrund, at der er anledning til at præcisere i
retsplejelovens § 896, at der skal ske forkyndelse af
tilsigelsen i bødesager med erstatningskrav, uanset om
erstatningskravet er opgjort. Derved sikres det, at forurettede kan
få dom for sit erstatningskrav i forbindelse med
bødesagen, og det sikrer således forurettede en bedre
retsstilling.
Retsplejerådet er enig med
arbejdsgruppen i, at der fortsat er anledning til at sondre mellem
meddelelser, der skal forkyndes, og meddelelser, der ikke skal
forkyndes. Af særlig betydning for denne sondring er
bestemmelsen i arbejdsgruppens forslag til retsplejelovens §
153, hvorefter meddelelser fra retten gives på den
måde, som rettens formand bestemmer, medmindre loven
indeholder anden forskrift herom. Den foreslåede bestemmelse
svarer til den gældende bestemmelse i retsplejelovens §
154, stk. 1. Rådet foreslår dog, at sondringen mellem
meddelelser, der skal forkyndes, og meddelelser, der ikke skal
forkyndes, tydeliggøres endnu mere ved at ændre
overskriften til kapitel 17 til: "Meddelelser og forkyndelse af
meddelelser".
Retsplejerådet har samtidig
noteret sig arbejdsgruppens bemærkning om, at arbejdsgruppens
forslag til §§ 153 og 154 forudsætter, at der
foretages en samlet gennemgang af, hvilke meddelelser der skal
forkyndes. Retsplejerådet har imidlertid - ligesom
arbejdsgruppen - ikke anset det for sin opgave at foretage en
sådan gennemgang. Retsplejerådet har i øvrigt
ikke bemærkninger i anledning af arbejdsgruppens overvejelser
om pligt til forkyndelse.
2.1.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tilslutte
sig arbejdsgruppens forslag om i overskriften til lovens kapitel 17
at præcisere, at der må sondres mellem meddelelser, der
skal forkyndes, og meddelelser, der ikke skal forkyndes.
Justitsministeriet finder i den forbindelse - ligesom
Retsplejerådet - at denne sondring kan tydeliggøres
ved at ændre overskriften til kapitel 17 til: "Meddelelser og
forkyndelse af meddelelser". Endvidere kan Justitsministeriet
tilslutte sig arbejdsgruppens forslag til ændringer og
præciseringer i retsplejelovens § 203, § 835 og
§ 896.
For så vidt angår
forslaget om en ændret systematik i retsplejelovens regler om
forkyndelse forudsætter dette som anført af
arbejdsgruppen og Retsplejerådet, at der foretages en
gennemgang af retsplejelovens regler om meddelelser samt af en
række andre love, der indeholder bestemmelser om meddelelser,
med henblik på at tage stilling til, om de enkelte
bestemmelser bør indeholde et krav om, at meddelelsen skal
forkyndes.
Justitsministeriet har i den
forbindelse noteret sig, at der med den foreslåede
ændrede systematik ikke som sådan tilsigtes nogen
ændring af gældende ret, og at arbejdsgruppen vurderer,
at forslaget således ikke vil have nævneværdig
betydning i praksis. På den baggrund - og under henvisning
til, at anvendelsen af retsplejelovens §§153 og 154
ifølge arbejdsgruppen synes at fungere i praksis - har
Justitsministeriet ikke fundet grundlag for at foretage den
nævnte gennemgang af lovgivningen. I overensstemmelse hermed
er forslaget om en ændring af retsplejelovens systematik ikke
medtaget i lovforslaget.
Der henvises i øvrigt til
§ 1, nr. 3 (overskriften til kapitel 17) og nr. 12, 13 samt 14
i lovforslaget (retsplejelovens § 203, stk. 1, § 835 og
§ 896, stk. 4) samt bemærkningerne hertil.
2.2. Forkyndelsesformer
2.2.1. Gældende ret
Efter retsplejelovens § 155,
nr. 1, kan forkyndelse ske ved, at den meddelelse, der skal
forkyndes, med eventuelle bilag sendes eller afleveres til den
pågældende, der samtidig anmodes om at bekræfte
modtagelsen på en genpart af dokumentet eller, hvis
forkyndelsen foretages ved rettens eller anklagemyndighedens
foranstaltning, et særligt modtagelsesbevis
(brevforkyndelse).
Forkyndelse kan endvidere ske ved,
at meddelelsen med eventuelle bilag ved digital kommunikation
gøres tilgængelig for den pågældende, der
samtidig anmodes om at bekræfte modtagelsen (digital
forkyndelse), jf. retsplejelovens §? ?155, nr. 2. Denne
bestemmelse, der blev indsat i retsplejeloven ved lov nr. 447 af 9.
juni 2004 om ændring af retsplejeloven mv. (Digital
kommunikation i retsplejen m.v.), er endnu ikke sat i kraft.
Herudover kan forkyndelse ske ved,
at meddelelsen med eventuelle bilag sendes til den
pågældendes bopæl i brev med afleveringsattest
(postforkyndelse) eller ved, at den afleveres til den
pågældende af en stævningsmand
(stævningsmandsforkyndelse), jf. retsplejelovens § 155,
nr. 3 og 4.
De forskellige forkyndelsesformer
er sideordnede. Den, der iværksætter forkyndelse,
vælger således selv, på hvilken måde
forkyndelse skal ske, jf. § 1, stk. 1, i
bekendtgørelsen om forkyndelse. Dog kan private ikke
iværksætte postforkyndelse uden rettens medvirken, jf.
§ 1, stk. 2, i bekendtgørelsen om forkyndelse.
Ved brevforkyndelse anses
meddelelsen for forkyndt, hvis genparten eller modtagelsesbeviset
er underskrevet af den pågældende personlig, jf.
retsplejelovens § 156, 1. pkt. Forkyndelse anses for sket den
dag, modtageren anfører at have modtaget meddelelsen, jf.
retsplejelovens § 156, 2. pkt. Er der ikke anført nogen
modtagelsesdag, eller er den angivne modtagelsesdag senere end
datoen i poststemplet på tilbagesendelsen, anses forkyndelse
for sket på poststemplets dato, jf. retsplejelovens §
156, 3. pkt.
Ved digital forkyndelse anses
meddelelsen for forkyndt, hvis den pågældende
bekræfter at have modtaget meddelelsen enten ved en
meddelelse, der sendes ved digital kommunikation med anvendelse af
digital signatur, eller ved at sende en personligt underskrevet
kopi af meddelelsen, jf. retsplejelovens § 156 a, 1. pkt.
Af bemærkningerne til
ovennævnte lov nr. 447 af 9. juni 2004 fremgår, at
digital forkyndelse forudsætter, at modtageren aktivt
bekræfter modtagelsen af dokumentet, og at en automatisk
funktionalitet hos modtageren, hvorved modtagelsen f.eks.
bekræftes ved åbning af en digital meddelelse,
således ikke er tilstrækkelig.
Forkyndelse anses for sket den dag,
modtageren anfører at have modtaget meddelelsen. Er der ikke
anført nogen modtagelsesdag, eller er den angivne
modtagelsesdag senere end den registrerede modtagelsesdato for den
digitalt fremsendte bekræftelse eller datoen i poststemplet
på tilbagesendelsen, anses forkyndelse for sket på
poststemplets dato, jf. retsplejelovens § 156 a, 2. og 3.
pkt.
Det fremgår endvidere af
bemærkningerne til lov nr. 447 af 9. juni 2004, at den
meddelelse, der skal forkyndes, i almindelighed skal være
forsynet med en digital signatur, der kan sikre, at meddelelsen
stammer fra den angivne afsender, og at meddelelsen ikke er blevet
ændret undervejs. Herudover fremgår det, at der ved
digital forkyndelse af meddelelser, der indeholder fortrolige
oplysninger, skal ske kryptering eller lignende, således at
uvedkommende ikke kan læse meddelelsen, jf. også
retsplejelovens § 154, stk. 2, 3. pkt.
Ved brevforkyndelse kan forkyndelse
kun ske for den pågældende personlig. Dette indebærer, at brevet stiles til
den pågældende, der personligt bekræfter
modtagelsen på en genpart af dokumentet eller et
særligt modtagelsesbevis.
For så vidt angår
postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse følger
det af retsplejelovens § 157, stk. 1, nr. 1, at dette så
vidt muligt bør ske for
den pågældende
personlig på hans bopæl, midlertidige opholdssted eller
arbejdssted. Forkyndelse for den pågældende personlig
er dog gyldig, uanset hvor den sker.
Hvis den pågældende
ikke selv træffes, kan forkyndelse ske på bopælen
eller opholdsstedet for personer, der hører til husstanden,
eller, hvis den pågældende bor til leje i en andens
bolig, for udlejeren eller dennes ægtefælle, for
så vidt de pågældende træffes på
bopælen eller opholdsstedet, ligesom forkyndelse kan ske
på den pågældendes arbejdssted over for
arbejdsgiveren eller dennes repræsentant eller, for så
vidt angår selvstændige næringsdrivende, på
den pågældendes kontor, værksted eller
forretningslokale over for personer, der er ansat i virksomheden,
jf. retsplejelovens § 157, stk. 1, nr. 2, litra a og b. I
disse tilfælde kan forkyndelse dog ikke ske for personer
under 18 år, jf. § 157, stk. 2.
Det bemærkes, at der i §
3 i bekendtgørelsen om forkyndelse og § 6, stk. 1, 2.
pkt., i bekendtgørelsen om instruks for
stævningsmænd er fastsat begrænsninger i adgangen
til at foretage forkyndelse på den pågældendes
arbejdssted. Forkyndelse må således kun ske på
den pågældendes arbejdssted, hvis det ikke kan antages,
at der kan træffes nogen på hans bopæl eller
opholdssted, over for hvem forkyndelse kan ske, eller særlige
grunde i øvrigt taler for, at forkyndelsen sker på
arbejdsstedet.
Ved postforkyndelse overgives
forsendelsen og ved stævningsmandsforkyndelse en genpart af
meddelelsen og eventuelle bilag til den, for hvem forkyndelse sker.
Sker forkyndelse ikke over for vedkommende personligt,
anføres på forsendelsen eller genparten af
meddelelsen, hvornår og over for hvem forkyndelse er sket,
jf. retsplejelovens § 157, stk. 3.
Nægter en person, for hvem
forkyndelse kan ske efter retsplejelovens § 157, stk. 1,
nr. 2, uden rimelig grund at modtage forkyndelse, eller undlader
han, efter at forkyndelse er sket, at overlevere, hvad han har
modtaget ved forkyndelsen, til vedkommende, selv om dette kunne
være sket uden væsentlig merudgift eller besvær,
kan han ved kendelse tilpligtes at erstatte de omkostninger, der er
en følge af hans nægtelse eller undladelse, jf.
retsplejelovens § 157, stk. 4.
Ud over de ovennævnte
almindelige forkyndelsesregler indeholder retsplejeloven bl.a.
regler om forkyndelse i udlandet og i Statstidende. Forkyndelse i
udlandet efter retsplejelovens § 158 kan kun ske, hvis det
ikke er muligt at foretage forkyndelse her i landet. Forkyndelse i
Statstidende kan ske, når ingen af retsplejelovens
øvrige forkyndelsesformer giver mulighed for at
gennemføre forkyndelsen, jf. retsplejelovens § 159.
Det følger endvidere af
retsplejelovens § 162, stk. 1, at en beslutning om tidspunktet
for et nyt møde eller for en retshandlings foretagelse, der
træffes i et retsmøde, anses for at være
forkyndt for de personer, der er til stede i retsmødet.
Beslutningen kan også anses for at være forkyndt for en
part eller rettergangsfuldmægtig, der deltager i et
retsmøde ved anvendelse af telekommunikation, jf.
retsplejelovens § 32 c og bemærkningerne til denne
bestemmelse, som blev indsat i retsplejeloven ved lov nr. 538 af 8.
juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre
love (Politi- og domstolsreformen).
Efter retsplejelovens § 162,
stk. 2, anses beslutningen efter bestemmelsens stk. 1 endvidere for
at være forkyndt for personer, der har været lovligt
tilsagt til mødet, men som enten er udeblevet eller
uberettiget har forladt mødet, forinden beslutningen blev
truffet. Retten bør dog give de pågældende
meddelelse om beslutningen, hvis denne må antages at
være af særlig interesse for dem.
Efter retsplejelovens § 163,
stk. 1, er en forkyndelse gyldig, selv om meddelelsen ikke kommer
til vedkommendes kundskab. Er det dokument, der skal forkyndes,
kommet vedkommende i hænde, anses forkyndelse for sket, selv
om forkyndelsen ikke er foretaget i overensstemmelse med reglerne i
§§ 155-157, jf. retsplejelovens § 163, stk. 2.
2.2.2. Arbejdsgruppens overvejelser mv.
2.2.2.1. De gældende forkyndelsesformer
Efter arbejdsgruppens opfattelse er
der ikke behov for at ændre retsplejelovens § 155, nr. 1
(brevforkyndelse), nr. 3 (postforkyndelse) og nr. 4
(stævningsmandsforkyndelse). Arbejdsgruppen foreslår
derimod en række ændringer i retsplejelovens regler om
kredsen af adressater og om forkyndelsesstedet ved postforkyndelse
og stævningsmandsforkyndelse, ligesom arbejdsgruppen har
overvejet, hvorvidt en adgang for private til at foretage
postforkyndelse bør udvides. Der henvises til
betænkningen side 90-95.
2.2.2.1.1. Forkyndelse for udlejeren mv.
Arbejdsgruppen finder, at
forkyndelse - hvis den pågældende ikke selv
træffes - tillige bør kunne ske for ledelsen eller
personalet på en institution eller et hospital, hvor den
pågældende er bosat eller midlertidigt opholder sig,
medmindre ledelsen eller personalet oplyser, at den
pågældende ikke længere opholder sig på
stedet.
Ved "institutioner" forstår
arbejdsgruppen f.eks. behandlingssteder, herberg, krisecentre og
asylcentre. Arbejdsgruppen finder, at der skal være tale om
steder, hvor den pågældende overnatter. Det vil
således ikke være tilstrækkeligt, at den
pågældende modtager ambulant behandling eller lignende
på stedet.
Forkyndelsen bør kunne
foretages for ledelsen og personalet på institutionen eller
hospitalet, dog så vidt muligt for ledelsen. Det
forudsættes, at der er tale om personale, der
beskæftiger sig med sagsbehandling mv. og pleje på
stedet i modsætning til f.eks. personale, der
beskæftiger sig med vedligeholdelse mv. af de fysiske
rammer.
Forkyndelse for ledelsen eller
personalet skal ikke kunne ske, hvis ledelsen eller personalet
oplyser, at den pågældende ikke længere opholder
sig på stedet. Det vil f.eks. være relevant, hvis den
pågældende i en periode har opholdt sig på et
herberg, men nu ikke længere kommer der.
Endvidere finder arbejdsgruppen, at
retsplejelovens § 157, stk. 2-4 (om overgivelse af dokumenter
og nægtelse af at modtage forkyndelse mv.), skal finde
tilsvarende anvendelse i de tilfælde, hvor der foretages
forkyndelse for ledelsen eller personalet på institutionen
eller hospitalet.
Som nævnt ovenfor under pkt.
2.2.1 følger det af retsplejelovens § 157, stk. 4, at
hvis en person, for hvem forkyndelse kan ske efter stk. 1, nr. 2,
uden rimelig grund nægter at modtage en forkyndelse, kan han
ved kendelse tilpligtes at erstatte omkostninger, der er en
følge af hans nægtelse. Hvis ledelsen eller personalet
imidlertid oplyser, at den pågældende ikke
længere opholder sig på stedet, må dette efter
arbejdsgruppens opfattelse anses for at være en sådan
rimelig grund til at nægte modtagelse som nævnt i stk.
4. Ledelsen eller personalet vil i sådanne tilfælde
således ikke kunne tilpligtes at erstatte omkostninger, der
er en følge af nægtelsen.
Efter arbejdsgruppens opfattelse er
der ikke i øvrigt behov for at udvide personkredsen i §
157, stk. 1, nr. 2, litra a.
Retsplejerådet tilslutter sig
arbejdsgruppens forslag, men henviser dog til, at der særligt
på herberger o.lign. vil være risiko for, at den
pågældende ikke vender tilbage, uanset, at den
pågældende har givet udtryk herfor over for ledelsen
eller personalet.
Retsplejerådet foreslår
derfor, at ledelse eller personale, der har modtaget en meddelelse,
der skal forkyndes, skal returnere en (frankeret) svarkuvert til
retten, når meddelelsen er overbragt den person, meddelelsen
angår. Forkyndelse skal herefter anses for sket den dag,
ledelsen eller personalet anfører at have overbragt
meddelelsen, hvilket svarer til systematikken ved brevforkyndelse,
jf. retsplejelovens § 156.
2.2.2.1.2. Forkyndelse på arbejdspladsen
Arbejdsgruppen finder, at en
udvidet adgang til at foretage forkyndelse på arbejdspladsen
må antages at øge sandsynligheden for, at forkyndelse
kan gennemføres - enten for den pågældende selv
eller for arbejdsgiveren eller dennes repræsentant.
Effektiviseringshensyn taler
således for, at adgangen til at foretage forkyndelse på
arbejdspladsen udvides yderligere, så forkyndelse på
arbejdspladsen fremover ikke er subsidiær i forhold til
forkyndelse på bopælen. Arbejdsgruppen foreslår
derfor, at bekendtgørelsen om forkyndelse og
bekendtgørelse om instruks for stævningsmænd
ændres i overensstemmelse hermed.
Arbejdsgruppen peger på, at
det er en forudsætning for at kunne foretage forkyndelse
på arbejdspladsen, at myndigheden har adgang til oplysninger
om den pågældendes arbejdsgiver. Arbejdsgruppen
henviser i den forbindelse til, at retterne og politiet på
nuværende tidspunkt har mulighed for at få adgang til
SKATs oplysninger om, hvilken arbejdsgiver der indeholder A-skat
for lønmodtageren. Efter arbejdsgruppens opfattelse
bør stævningsmændene derfor også have
adgang til disse oplysninger fra retten, hvis det er relevant i den
konkrete sag.
Retsplejerådet er enig i det
anførte om den effektiviseringsmæssige genvist i at
kunne forkynde på arbejdspladsen. Arbejdspladsforkyndelse kan
imidlertid være en af de mere indgribende forkyndelsesformer.
Der kan derfor være anledning til at overveje, om det skal
være afgørende, hvad der forkyndes og for hvem, og om
der er realistiske alternativer til arbejdspladsforkyndelse i
forhold til den pågældende.
2.2.2.1.3. Privates adgang til at foretage
postforkyndelse.
Efter arbejdsgruppens opfattelse
skal private klage- eller ankenævn, der er godkendt af
erhvervs- og vækstministeren, kunne iværksætte
postforkyndelse uden rettens medvirken. Den sikkerhed, der skal
knytte sig til forkyndelse og de deraf følgende
retsvirkninger, fører dog til, at der ikke generelt
bør gives alle private adgang til at iværksætte
postforkyndelse uden rettens medvirken. Arbejdsgruppen
foreslår, at bekendtgørelsen om forkyndelse
ændres i overensstemmelse hermed.
2.2.2.2. Nye forkyndelsesformer
Arbejdsgruppen har overvejet,
hvordan man bedst kan fremme anvendelsen af mindre
ressourcekrævende forkyndelsesformer end
stævningsmandsforkyndelse, herunder om der eventuelt
bør indføres nye og mindre ressourcekrævende
forkyndelsesmåder som f.eks. telefonisk forkyndelse. I
tilknytning hertil har arbejdsgruppen bl.a. overvejet
spørgsmålet om ikrafttræden af retsplejelovens
regler om digital forkyndelse. Der henvises til betænkningen
side 95-119.
2.2.2.2.1. Telefonforkyndelse
I forhold til
spørgsmålet om indførelse af telefonforkyndelse
som en ny forkyndelsesform har arbejdsgruppen overvejet en model,
hvorefter myndigheden giver telefonisk meddelelse til den
pågældende.
Meddelelsen med eventuelle bilag
sendes eller overdrages forinden eller efterfølgende til den
pågældende. Den pågældendes modtagelse af
dokumentet vil dog ikke være en betingelse for at anse
forkyndelse for sket. Hvis myndigheden har sendt dokumentet, men
den pågældende ikke modtager det, er det således
hans eller hendes eget ansvar at bede om genfremsendelse.
Forkyndelsen anses for sket den dag, meddelelsen telefonisk gives
den pågældende.
Telefonforkyndelse skal alene kunne
foretages over for den pågældende selv.
Telefonforkyndelse skal også
kunne ske på arbejdspladsen, men kun for den
pågældende selv. Myndigheden skal således kunne
rette henvendelse til arbejdspladsen og bede om at tale med den
pågældende.
Myndigheden skal sikre sig, at
personen, som myndigheden har rettet telefonisk henvendelse til,
vedkender sig at være den person, der skal ske forkyndelse
for. Myndigheden bør foretage kontrol af den
pågældendes fødselsdato. Det forekommer, at en
person er registreret som ejer af flere af husstandens telefoner.
F.eks. vil forældre ofte være registreret som ejere af
deres børns mobiltelefoner. I disse tilfælde
bør myndigheden være særligt opmærksom i
forbindelse med identifikationen af den pågældende. Det
samme gør sig gældende, når myndigheden
foretager telefonforkyndelse på arbejdspladsen. Hvis den
pågældende ikke vil oplyse sin identitet, eller hvis
der i øvrigt er tvivl om den pågældendes
identitet, må der således anvendes en anden
forkyndelsesform.
Arbejdsgruppen har endvidere
drøftet, om der - som i svensk ret - bør stilles krav
om, at dokumentet læses op for den pågældende.
Efter arbejdsgruppens opfattelse er det dog
retssikkerhedsmæssigt forsvarligt med en ordning, hvorefter
den pågældende kan kræve, at dokumentet i sin
helhed læses op i forbindelse med telefonsamtalen.
Myndigheden skal vejlede den pågældende om adgangen
hertil.
Der er i arbejdsgruppen endvidere
blevet givet udtryk for, at navnlig indkaldelser,
betalingspåkrav, konkursbegæringer og
retsmødebegæringer vil være velegnede til
telefonforkyndelse, hvorimod f.eks. stævninger i civile sager
eller anklageskrifter konkret kan være for omfattende og
komplicerede til at være genstand for telefonisk forkyndelse.
Heroverfor er der imidlertid blevet peget på, at det vil
være en unødig begrænsning kun at medtage visse
sagstyper og dokumenter. Arbejdsgruppen finder således, at
det bør overlades til myndigheden at vurdere i den konkrete
sag, om dokumentet egner sig til telefonforkyndelse, eller om
dokumentet f.eks. er for omfattende eller kompliceret til at
være genstand for telefonforkyndelse.
Myndigheden meddeler ved
telefonforkyndelsen den pågældende, at meddelelsen med
eventuelle bilag - hvis dette materiale ikke er fremsendt forud for
telefonsamtalen - vil blive fremsendt til den
pågældende. Fremsendelsen kan ske til den
pågældendes folkeregisteradresse eller en anden adresse
efter den pågældendes ønske. Myndigheden
meddeler endvidere den pågældende, at det - hvis den
pågældende ikke modtager dokumentet - er hans eller
hendes eget ansvar at bede om genfremsendelse. Myndigheden oplyser
den pågældende om, hvortil henvendelse skal rettes,
hvis den pågældende ikke modtager dokumentet. Den
pågældende har også mulighed for at aftale med
myndigheden, at han eller hun afhenter dokumentet hos myndigheden.
Den pågældende er herefter selv ansvarlig for
afhentning af dokumentet.
Det påhviler den person, der
foretager telefonforkyndelsen, at vurdere, om den person, der skal
forkyndes for, må antages at have forstået
telefonsamtalen. Man kunne f.eks. forestille sig, at den person,
der skal forkyndes for, ikke taler dansk eller et andet sprog, som
tales af den medarbejder, der skal foretage telefonforkyndelsen
(f.eks. engelsk), eller at den pågældende forekommer
ude af stand til at forstå en besked af den omhandlede
karakter på grund af sygdom eller handicap eller på
grund af påvirkning af alkohol eller lignende. I
sådanne tilfælde kan forkyndelse ikke anses for sket,
og en anden forkyndelsesform må derfor anvendes i stedet.
Arbejdsgruppen gør endvidere
opmærksom på, at det kan forekomme, at den person, der
skal ske telefonforkyndelse for, svarer på sin mobiltelefon
og oplyser, at han eller hun er bortrejst og derfor ikke har adgang
til sin post, eller at han eller hun er syg og derfor ikke kan give
møde. Sådanne oplysninger skal myndigheden undergive
sædvanlig sagsbehandling. Arbejdsgruppen forudsætter
således, at det i forbindelse med telefonforkyndelsen i
så fald overvejes, om der bør ske udsættelse af
eventuelle frister, eller om personen bør
pålægges at fremlægge en
lægeerklæring.
Herudover bemærker
arbejdsgruppen, at en ankemeddelelse i medfør af
retsplejelovens § 908, stk. 2, 1. pkt., kan fremsættes
mundtligt til den person, som foretager forkyndelsen (af en dom),
og som i så fald skal gøre notat herom. Denne regel
vil efter arbejdsgruppens opfattelse også finde anvendelse
ved telefonforkyndelse.
Arbejdsgruppen peger endvidere
på, at retsplejeloven indeholder en række regler med
frister, der regnes fra forkyndelsen. F.eks. indeholder
retsplejelovens § 178, stk. 2, en frist for begæring om
omgørelse af en kendelse, hvorved bøde eller
erstatning er pålagt et fraværende vidne (14 dage fra
forkyndelse af kendelsen). Det følger endvidere af
retsplejelovens § 351, stk. 1, at retten pålægger
sagsøgte at indlevere et svarskrift inden en frist, der i
almindelighed skal være på mindst to uger, og som
regnes fra pålæggets forkyndelse, jf. også §
375 for så vidt angår ankesager.
Hertil kommer regler, der
indeholder frister for myndighedernes forkyndelse, f.eks.
retsplejelovens § 844, stk. 2, hvorefter anklagemyndigheden
sørger for, at en indkaldelse med oplysning om tid og sted
for hovedforhandlingen (og eventuelt anklageskrift, jf.
restplejelovens § 835, stk. 2) forkyndes for tiltalte med
mindst 4 dages varsel, idet retten dog kan fastsætte et
kortere varsel (jf. også retsplejelovens §? ?896, stk.
2, om straffesager, i hvilke der ikke medvirker lægdommere),
eller retsplejelovens § 175, stk. 3, hvorefter vidnet i
borgerlige sager skal indkaldes med en uges varsel og i
straffesager med aftens varsel, hvortil lægges to
døgn, såfremt afstanden til mødestedet er over
30 km.
Når retterne foretager
telefonforkyndelse, er det derfor efter arbejdsgruppens opfattelse
vigtigt, at de er opmærksomme på sådanne
tidsfrister. Arbejdsgruppen forudsætter i den forbindelse, at
telefonforkyndelse ikke anvendes, hvis brevet med dokumenterne ikke
kan forventes modtaget hos adressaten inden fristen. Dette vil
navnlig være relevant, når der skal ske forkyndelse
efter retsplejelovens § 844, stk. 2, §? ?896, stk. 2,
eller § 175, stk. 3.
I relation til de frister, der
regnes fra forkyndelsen, f.eks. den nævnte frist i
retsplejelovens § 178, stk. 2, skal retterne sørge for,
at meddelelsen med eventuelle bilag overgives til postafsendelse
umiddelbart efter, at telefonforkyndelsen har fundet sted
(medmindre meddelelsen med eventuelle bilag er blevet fremsendt
inden telefonforkyndelsen). Det er arbejdsgruppens opfattelse, at
disse frister er af en sådan karakter, at den
pågældende - uanset at han eller hun først nogle
dage senere modtager dokumentet på skrift - har
tilstrækkelig tid og lejlighed til at anføre, at han
eller hun har indsigelser, eller til at anke dommen.
For så vidt angår
frister, der alene er minimumsfrister, f.eks. ovennævnte
frist efter retsplejelovens § 351, stk. 1, forventes retten i
forbindelse med fastsættelsen af svarfristen at tage
behørigt hensyn til, at der er sket telefonforkyndelse, og
at meddelelsen med eventuelle bilag derfor først nogle dage
senere vil være kommet frem til modtageren og således
vil kunne danne grundlag for udarbejdelse af svarskrift (medmindre
meddelelsen med eventuelle bilag er blevet fremsendt inden
telefonforkyndelsen).
Arbejdsgruppen henviser i den
forbindelse til, at Domstolsstyrelsen har oplyst, at retterne som
regel fremsender breve som B-breve, og at man på baggrund af
oplysninger, som Justitsministeriet i anden anledning har indhentet
fra Post Danmark, i almindelighed kan lægge til grund, at
B-breve er kommet frem til modtageren senest 5 dage efter, at
brevet er overgivet til afsendelse.
Generelt er fristerne i
retsplejeloven dog efter arbejdsgruppens opfattelse af en
sådan karakter, at den pågældende - uanset at han
eller hun først nogle dage senere modtager dokumentet
på skrift - har tilstrækkelig tid og lejlighed til at
anføre, at han eller hun har indsigelser, eller til at anke
dommen.
Et flertal i arbejdsgruppen foreslår
på den baggrund, at telefonforkyndelse indføres som en
ny forkyndelsesform. Flertallet konstaterer, at der de seneste
år har været en betragtelig teknologisk udvikling,
herunder på telefoniområdet, således at
størstedelen af befolkningen anvender mobiltelefon.
Flertallet henviser endvidere til,
at en klar instruktion til de medarbejdere, der skal foretage
telefonforkyndelse, vil være med til at sikre, at meddelelsen
gives til den person, der skal ske forkyndelse for. Det er
således efter flertallets opfattelse
retssikkerhedsmæssigt forsvarligt at indføre
telefonforkyndelse som en ny forkyndelsesform.
Herudover finder flertallet, at
effektivitetshensyn taler for at indføre telefonforkyndelse
som en ny forkyndelsesform. Telefonforkyndelse vil således
kunne foretages i umiddelbar forlængelse af selve
sagsbehandlingen. Det vurderes at kunne føre til en
forkortelse af sagsbehandlingstiderne, hvilket vil være til
gavn for borgere og virksomheder. Indførelse af
telefonforkyndelse som ny forkyndelsesform vil således
være tidsbesparende. Hertil kommer, at udgifterne
begrænses til telefonudgifter og portoudgifter til
fremsendelse af dokumenterne, og fremsendelse pr. e-mail kan
begrænse udgifterne yderligere.
Et mindretal i arbejdsgruppen finder, at
telefonforkyndelse ikke bør indføres som ny
forkyndelsesform. Af retssikkerhedsmæssige grunde bør
stævningsmandsforkyndelse således også fremover
være den forkyndelsesform, der anvendes mest i praksis.
Telefonforkyndelse vurderes af mindretallet ikke at ville
være ressource- og tidsbesparende. Den person, der skal
foretage forkyndelsen, skal først finde frem til den
pågældendes telefonnummer, hvilket navnlig kan
være et problem, når den pågældende er
bosat i en etageejendom. Herefter skal den person, der skal
foretage forkyndelsen, sikre sig den pågældendes
identitet, og at den pågældende må antages at
have forstået telefonsamtalen. Hvis den
pågældende måtte ønske det, skal der
endvidere ske oplæsning af det dokument, der skal forkyndes.
Dernæst skal der tages stilling til, om dokumentet skal
sendes til den pågældende og i givet fald til hvilken
adresse, eller om den pågældende vil afhente dokumentet
hos myndigheden. Endelig skal der ske fremsendelse af dokumentet
til den pågældende, eller dokumentet skal lægges
til afhentning.
Hertil kommer, at det ikke vil
være muligt at foretage telefonforkyndelse for personer, der
ikke er samarbejdsvillige. Stævningsmændene vurderes
efter mindretallets opfattelse at ville have større succes
med at forkynde for disse personer, bl.a. fordi
stævningsmændene ofte er bekendt med deres
opholdssteder.
Der foreligger endvidere
ifølge mindretallet ikke talmateriale, som underbygger, at
det vil være ressource- og tidsbesparende at indføre
telefonforkyndelse. Man burde derfor indlede med en
forsøgsordning ved enkelte retter. Mindretallet
bemærker endvidere, at stævningsmændene - hvis
antallet af stævningsmandsforkyndelser reduceres - vil stille
krav om et højere vederlag pr. forkyndelse, ligesom der kan
opstå problemer med rekruttering af (nye)
stævningsmænd på grund af mangel på arbejde
og dermed en lavere indtjening.
Hvis telefonforkyndelse
indføres som ny forkyndelsesform, bør
telefonforkyndelsen efter mindretallets opfattelse udføres
af stævningsmænd, som typisk arbejder uden for
almindelig kontortid, hvor der er større sandsynlighed for
at træffe de personer, der skal ske forkyndelse for.
Stævningsmændene bør i så fald udstyres
med telefon og have adgang til de relevante oplysninger, f.eks. om
hemmelige telefonnumre.
Arbejdsgruppen antager i
øvrigt, at over halvdelen af de sager, hvor der skal ske
forkyndelse, vil være egnede til telefonforkyndelse, men
bemærker samtidig, at antallet af sager, hvor det lykkes at
foretage telefonforkyndelse, ikke kan forudsiges. Der vil
være et vist ressourcespild forbundet med de sager, hvor man
forgæves forsøger telefonforkyndelse.
En forudsætning for effektivt
at kunne gennemføre telefonforkyndelse er efter
arbejdsgruppens opfattelse imidlertid, at den, der skal forkynde,
har adgang til oplysninger om telefonnumre, herunder hemmelige
telefonnumre. På den baggrund foreslår arbejdsgruppen,
at § 31, stk. 6, i lov om elektroniske kommunikationsnet og
-tjenester ændres, således at retterne og
restancemyndigheden får adgang til hemmelige telefonnumre.
Det forudsættes i den forbindelse, at kun de personer ved
retterne og hos restanceinddrivelsesmyndigheden, der beskikkes til
at foretage telefonforkyndelser, får adgang til oplysninger
om de hemmelige telefonnumre. Det forudsættes endvidere, at
adgangen til oplysningerne kun anvendes i forbindelse med
telefonforkyndelser.
Retsplejerådet tilslutter sig
arbejdsgruppens flertals forslag om indførelse af
telefonforkyndelse som en ny forkyndelsesform, men peger dog
samtidig på, at telefonforkyndelse efter rådets
opfattelse frembyder en række retssikkerhedsmæssige
udfordringer.
Der vil således kunne
opstå problemer i forhold til identifikation af modtageren og
i forhold til at vurdere, om den pågældende har
forstået samtalen, herunder at den pågældende
forstår, at der er tale om en forkyndelse - og ikke blot en
orientering. Herudover kan det være vanskeligt i det konkrete
tilfælde at afgøre, om et dokument i en given sag er
velegnet til telefonforkyndelse, herunder om den forkyndte
meddelelse vil kunne være fremme i rimelig tid før
retsmødet.
Det forhold, at dokumentet
eftersendes med posten, imødegår efter
Retsplejerådets opfattelse til en vis grad de anførte
indvendinger, hvis telefonsamtalen kombineres med en ordning om
efterfølgende bekræftelse på sms. Ved
forkyndelse på fastnettelefon kan modellen kombineres med en
efterfølgende brevbekræftelse til den adresse, hvortil
fastnettelefonen er knyttet.
Herudover finder
Retsplejerådet det hensigtsmæssigt, hvis retterne mv.
senere og i lyset af de indhentede erfaringer nærmere
overvejer, om det vil være hensigtsmæssigt i praksis at
afgrænse området for telefonforkyndelse, således
at der ikke i hver enkelt sag skal foretages en nærmere
vurdering af, om sagen efter sin art er velegnet til
telefonforkyndelse. Hvis det erfaringsmæssigt skulle vise
sig, at der ofte opstår spørgsmål om, hvad der
er blevet sagt under telefonsamtalerne, kan der på sigt
være behov for at se på, om det vil være
nødvendigt at optage samtalerne.
2.2.2.2.2. Digital forkyndelse
Arbejdsgruppen har nærmere
overvejet spørgsmålet om ikrafttræden af
reglerne om digital forkyndelse, der blev indsat i retsplejeloven
ved lov nr. 447 af 9. juni 2004 om ændring af retsplejeloven
mv. (Digital kommunikation i retsplejen m.v.).
Retsplejelovens regler om digital
forkyndelse bygger på en redegørelse om digital
kommunikation med domstolene, der i oktober 2003 blev afgivet af en
arbejdsgruppe under Domstolsstyrelsen. Det var denne arbejdsgruppes
opfattelse, at der ingen betænkeligheder er knyttet til, at
en meddelelse uden samtykke sendes digitalt, når meddelelsen
kun vil få retsvirkning, hvis modtageren bekræfter
modtagelsen. Retsplejerådet og Justitsministeriet tilsluttede
sig arbejdsgruppens forslag.
Det fremgår endvidere af
betænkningen fra arbejdsgruppen om forkyndelse side 108, at
det er Justitsministeriets opfattelse, at der gælder en
generel regel om, at private personer, virksomheder mv. som
udgangspunkt ikke bør kunne kontaktes af offentlige
myndigheder ved digital kommunikation, medmindre den
pågældende har givet et udtrykkeligt eller stiltiende
samtykke. Et sådant samtykke vil kunne ligge i, at borgeren
selv har henvendt sig ved digital kommunikation. Ved professionelle
parter, f.eks. advokater, kan samtykket ligge i anvendelse af
brevpapir med angivelse af e-mailadresse. Arbejdsgruppen om
forkyndelse har i sit arbejde lagt dette til grund.
I retsplejelovens § 154, stk.
2, er det tillige fastsat, at der ikke kræves samtykke til
digital forkyndelse, jf. ordene "jf. dog § 155, nr. 2". Da
§ 154, stk. 2, som nævnt antages alene at vedrøre
digital kommunikation fra domstolene, vil det være
nødvendigt at indsætte en generel regel i
retsplejeloven om, at der ikke kræves samtykke til digital
forkyndelse, hvis også andre myndigheder, f.eks.
anklagemyndigheden, skal kunne foretage digital forkyndelse uden
samtykke. Arbejdsgruppen foreslår samtykkekravet til digital
kommunikation opretholdt for så vidt angår meddelelser,
der ikke skal forkyndes.
Arbejdsgruppen foreslår
på den baggrund, at der indsættes et nyt stk. 1 i
§ 156 a, hvoraf det fremgår, at der ikke
kræves samtykke til digital forkyndelse, og at ordene "jf.
dog § 155, nr. 2" udgår af § 154, stk. 2, og at der
i stedet indsættes en henvisning til § 156 a, nyt stk.
1.
Retsplejerådet kan tilslutte
sig arbejdsgruppens forslag, da det er hensigtsmæssigt, at
forskellige myndigheders adgang til digital forkyndelse kan
gennemføres på en ensartet måde.
Retsplejerådet bemærker i den forbindelse, at det efter
reglerne i retsplejeloven er en betingelse for, at en meddelelse
anses for forkyndt digitalt, at modtageren sender en
bekræftelse, når meddelelsen er modtaget, jf.
retsplejelovens § 156 a.
2.2.2.2.3. Forenklet digital forkyndelse
Som nævnt ovenfor under pkt.
2.2.1 indebærer de nuværende regler om digital
forkyndelse, at meddelelsen anses for forkyndt, hvis den
pågældende bekræfter at have modtaget meddelelsen
enten ved en meddelelse, der sendes ved digital kommunikation med
angivelse af digital signatur, eller ved at sende en personligt
underskrevet kopi af meddelelsen, jf. retsplejelovens § 156 a,
1. pkt. Digital forkyndelse forudsætter således, at
modtageren aktivt bekræfter modtagelsen af dokumentet.
Der er i arbejdsgruppen blevet peget på, at kravet om
aktiv bekræftelse fra modtageren vil kunne stå i vejen
for gennemførelse af digital forkyndelse. Arbejdsgruppen har
derfor overvejet en ny digital forkyndelsesform ("forenklet digital forkyndelse"), hvorefter
den meddelelse, der skal forkyndes, med eventuelle bilag,
gøres tilgængelig for den pågældende i en
digital postkasse, der anvendes til sikker kommunikation med det
offentlige (f.eks. borger.dk, virk.dk og e-boks.dk). Når meddelelsen
åbnes, sendes en besked om, at meddelelsen er blevet
åbnet, automatisk retur til myndigheden. Meddelelsen anses
for forkyndt, hvis meddelelsen åbnes af den
pågældende.
Arbejdsgruppen bemærker, at
de digitale postkasser ikke i dag indeholder en sådan
automatisk funktionalitet, hvorved afsenderen automatisk får
besked om, at modtageren har åbnet meddelelsen.
Økonomistyrelsen (nu Digitaliseringsstyrelsen) har
imidlertid oplyst, at det efter styrelsens opfattelse vil
være teknisk muligt at etablere en sådan teknisk
funktionalitet.
Efter arbejdsgruppens opfattelse
vil forenklet digital forkyndelse give mulighed for et
større antal forkyndelser end reglerne om digital
forkyndelse, og der er derfor med denne nye forkyndelsesform
generelt set et endnu ikke udnyttet effektiviseringspotentiale.
På den baggrund finder arbejdsgruppen, at der bør
indføres regler herom.
Arbejdsgruppen bemærker, at
der som nævnt ovenfor under pkt. 2.2.2.2.2 antages at
gælde en generel regel om, at digital kommunikation med
borgerne som udgangspunkt kræver samtykke fra den
pågældende. Dette samtykkekrav er for domstolenes
vedkommende fraveget i forhold til de gældende regler om
digital forkyndelse, jf. ovenfor.
Arbejdsgruppen finder, at det vil
være forsvarligt også at fravige samtykkekravet for
så vidt angår forenklet digital forkyndelse, navnlig da
meddelelsen kun vil få retsvirkning, hvis modtageren
åbner den.
Ligesom ved digital forkyndelse
forudsættes det ved forenklet digital forkyndelse, at den
meddelelse, der skal forkyndes, i almindelighed er forsynet med en
digital signatur, der kan sikre, at meddelelsen stammer fra den
angivne afsender, og at meddelelsen ikke er blevet ændret
undervejs.
De almindelige regler om
beskyttelse af fortrolige oplysninger, herunder navnlig
persondatalovens regler om behandling af personoplysninger, vil
også gælde ved forenklet digital forkyndelse. Dette
indebærer bl.a., at der også ved forenklet digital
forkyndelse af meddelelser, der indeholder fortrolige oplysninger,
skal ske kryptering eller lignende, så uvedkommende ikke kan
læse meddelelsen.
En forudsætning for at kunne
gennemføre forenklet digital forkyndelse via de digitale
postkasser er, at den borger eller den virksomhed, der skal ske
forkyndelse for, har oprettet en digital postkasse (og faktisk
åbner den meddelelse, der skal forkyndes). Der er i
arbejdsgruppen blevet peget på, at det segment, som det er
vanskeligst at få forkyndt for, formentlig ikke vil oprette
og anvende de digitale postkasser, og i forhold til dem vil det
således næppe være muligt at foretage forkyndelse
via de digitale postkasser.
Arbejdsgruppen antager dog, at den
generelt stigende digitalisering af samfundet må antages at
føre til, at flere og flere borgere og virksomheder anvender
digitale postkasser. Arbejdsgruppen er endvidere af den opfattelse,
at regler om forenklet digital forkyndelse vil give mulighed for at
gennemføre et større antal forkyndelser end efter
reglen om digital forkyndelse i retsplejelovens § 155, nr. 2,
og at der med forenklet digital forkyndelse generelt set er et
effektiviseringspotentiale.
Arbejdsgruppen anbefaler i
forlængelse heraf, at de gældende regler om digital
forkyndelse sættes i kraft, når domstolenes nye
sagsbehandlingssystemer "De Juridiske Fag
Systemer" (JFS) er indført.
Retsplejerådet tilslutter sig
forslaget om forenklet digital forkyndelse. Med forenklet digital
forkyndelse vil der kunne ske forkyndelse overalt i verden og
derved også i en situation, hvor den pågældende
eksempelvis er bortrejst fra Danmark i en periode, uden at retten
er bekendt hermed.
Det er Retsplejerådets
opfattelse, at domstolene i sådanne tilfælde - inden
for rammerne af de gældende bestemmelser på
området - bør anlægge en mere lempelig vurdering
ved anmodninger om udsættelse af sagen, når det er
åbenbart, at vedkommende ikke har praktisk mulighed for at
komme til stede i retten. Det samme gør sig gældende
ved spørgsmål om, hvorvidt en udeblivelse i
sådanne tilfælde har karakter af lovligt forfald.
På tilsvarende måde bør der efter
omstændighederne anlægges en lempelig vurdering ved
indgivelse af anmodning om genoptagelse af en sag efter
retsplejelovens § 367, stk. 1, 2. pkt.
Herudover peger
Retsplejerådet på, at det ikke i forbindelse med
forenklet digital forkyndelse kan konstateres, hvem der har
åbnet meddelelsen, idet en person f.eks. kan have givet andre
adgang til at åbne sin digitale postkasse. Bestemmelserne om
forenklet digital forkyndelse bør på den baggrund
udformes således, at det ikke er et krav, at meddelelsen skal
åbnes af "den pågældende", for at forkyndelse kan
anses for sket. Det bør således være den
pågældendes eget ansvar, hvem den
pågældende måtte give adgang til den digitale
postkasse.
Retsplejerådet finder
endvidere, at det af hensyn til borgeren bør fremgå
tydeligt af meddelelsen, at denne anses for forkyndt på det
tidspunkt, hvor den blev åbnet. Herved gøres den, der
skal forkyndes for, opmærksom på, at den
pågældende bør forholde sig til indholdet af
meddelelsen, og at denne har retsvirkning, når den er blevet
åbnet.
Retsplejerådet finder i
øvrigt mere generelt anledning til at bemærke, at den
generelle udvikling af digital kommunikation med det offentlige er
nået til et nyt stadium med lov nr. 528 af 11. juni 2012 om
Offentlig Digital Post. Domstolene er ikke omfattet af denne lov.
Der er dog alligevel grund til at bemærke, at fysiske
personer, der er 15 år eller derover, med bopæl eller
fast ophold i Danmark samt juridiske enheder med CVR-nummer skal
tilsluttes Offentlig Digital Post, medmindre personen eller den
juridiske enhed fritages for obligatorisk tilslutning, jf. lovens
§ 3, stk. 1 og 2. Meddelelser, der sendes under anvendelse af
Offentlig Digital Post, anses for at være kommet frem
på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for
adressaten i postløsningen, jf. lovens § 10, nr. 1. Det
fremgår af lovens forarbejder, at det er hensigten, at
obligatorisk tilslutning for fysiske personer træder i kraft
den 1. november 2014, og at der skal ske obligatorisk tilslutning
for juridiske enheder i løbet af 2013.
Retsplejerådet henviser til,
at Lov om Offentlig Digital Post således indebærer, at
det inden for en kortere årrække skal være
hovedreglen, at kommunikation med offentlige myndigheder
foregår digitalt, og at meddelelser, der sendes under
anvendelse af Offentlig Digital Post, skal have retsvirkning
allerede fra det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig i
postløsningen.
I lyset af den generelle udvikling
på området for digital kommunikation med offentlige
myndigheder vil det, i al fald når brugen af den nye digitale
postkasse til obligatorisk digital kommunikation med offentlige
myndigheder er indarbejdet, efter Retsplejerådets opfattelse
være nærliggende at overveje, om digital forkyndelse
kan føres et skridt videre, f.eks. således at det for
forkyndelse er tilstrækkeligt, at meddelelsen er
tilgængelig i den digitale postkasse. I forbindelse med
overvejelser herom bør der bl.a. ses på, hvordan man
skal forholde sig til eventuelle tekniske problemer med adgangen
til den digitale postkasse (systemnedbrud mv.).
2.2.2.2.4. Påmindelser pr. sms eller e-mail
Arbejdsgruppen har overvejet, om
forkyndelse bør kunne ske pr. sms, men har ikke fundet, at
sms er et egnet middel til at foretage forkyndelse dels på
grund af tekstmængden, dels fordi der vil være
sikkerhedsmæssige problemer forbundet med en sådan
forkyndelse.
Arbejdsgruppen har også
overvejet, om retterne og politiet bør have adgang til at
sende en påmindelse pr. sms eller e-mail til en person, der
skal møde i retten, f.eks. med indholdet: "Husk retsmøde [dato/kl. ] i [retten]". I den forbindelse er det
blevet understreget, at det alene vil være relevant at sende
påmindelser, hvis der skal ske personligt fremmøde i retten.
Det er arbejdsgruppens opfattelse,
at påmindelser pr. sms eller e-mail vil være et egnet
middel til at reducere antallet af udeblivelser fra
retsmøder, navnlig i de sager, hvor der sker berammelse lang
tid forud for retsmødet.
På den baggrund anbefaler
arbejdsgruppen, at der etableres mulighed for at fremsende
påmindelser pr. sms eller e-mail. De almindelige regler om
beskyttelse af personlige oplysninger, herunder f.eks.
persondatalovens regler om behandling af personoplysninger, vil
også gælde ved udsendelse af påmindelser pr. sms
eller e-mail. Kan påmindelsen imidlertid begrænses til
at indeholde tekst som "Husk retsmøde [dato/kl. ] i
[retten]", og det således ikke angives, hvilken afdeling
(f.eks. fogedretten) den pågældende skal møde i,
vil der ikke være tale om fortrolige oplysninger, der skal
krypteres.
Kravet om samtykke ved digital
kommunikation fra domstolene må antages også at
gælde henvendelser på sms. Et sådant samtykke kan
være givet ved borgerens tilmelding til en digital postkasse,
eller borgeren kan have givet sit samtykke i forbindelse med en
telefonforkyndelse. Arbejdsgruppen har overvejet, men ikke fundet
anledning til at foreslå, at der skabes hjemmel til, at
domstole og politi kan sende en påmindelse pr. sms eller
e-mail om retsmødedato til en borger, uden at den
pågældende har givet samtykke dertil.
Retsplejerådet finder, at
arbejdsgruppens anbefalinger om påmindelser om
retsmøder pr. sms eller e-mail, herunder anbefalingerne om,
at meddelelsens indhold begrænses til ikke-fortrolige
oplysninger, er helt ubetænkelige og kan derfor tilslutte sig
forslaget. Retsplejerådet anbefaler imidlertid, at der skabes
lovhjemmel til, at påmindelser kan fremsendes uden
samtykke.
2.2.3. Justitsministeriets overvejelser
2.2.3.1. Justitsministeriet kan tilslutte sig
arbejdsgruppens forslag om, at der fremover skal kunne ske post- og
stævningsmandsforkyndelse for ledelse eller personale
på en institution eller et hospital, hvor den
pågældende er bosat eller midlertidigt opholder sig,
medmindre ledelsen eller personalet oplyser, at den
pågældende ikke længere opholder sig på
stedet.
Det foreslås på den
baggrund, at der i retsplejelovens § 157, stk. 1, nr. 2,
indsættes en ny bestemmelse (nyt litra b), hvorefter der kan
ske forkyndelse for ledelsen eller personalet på en
institution eller et hospital, hvor den pågældende er
bosat eller midlertidigt opholder sig - hvis den
pågældende ikke selv træffes - medmindre ledelsen
eller personalet oplyser, at den pågældende ikke
længere opholder sig på stedet. Det vil f.eks.
være relevant, hvis den pågældende i en periode
har opholdt sig på et herberg, men nu ikke længere
kommer der.
Ved "institution" forstås
f.eks. behandlingssted, herberg, krisecenter og asylcenter. Det
forudsættes, at der skal være tale om steder, hvor den
pågældende overnatter. Det vil således ikke
være tilstrækkeligt, at den pågældende
modtager ambulant behandling eller lignende på stedet.
Endvidere bemærkes, at selv
om forkyndelse efter den foreslåede bestemmelse kan foretages
for ledelsen og personalet på institutionen eller hospitalet,
bør udgangspunktet være, at forkyndelse så vidt
muligt sker for ledelsen. Hvis forkyndelsen sker for personalet,
forudsættes det, at der er tale om personale, der
beskæftiger sig med sagsbehandling mv. og pleje på
stedet i modsætning til f.eks. personale, der
beskæftiger sig med vedligeholdelse mv. af de fysiske
rammer.
Justitsministeriet kan i den
forbindelse endvidere tilslutte sig Retsplejerådets forslag
om, at ledelse eller personale, der har modtaget en meddelelse, der
skal forkyndes, skal returnere en frankeret svarkuvert til retten,
når meddelelsen er overbragt den person, meddelelsen
angår, og at forkyndelse herefter skal anses for sket den
dag, ledelsen eller personalet anfører at have overbragt
meddelelsen.
Justitsministeriet er tillige enig
i forslaget om, at retsplejelovens § 157, stk. 2-4, skal finde
tilsvarende anvendelse i de tilfælde, hvor der foretages
forkyndelse for ledelsen eller personalet på en institution
eller et hospital. Det følger i den forbindelse af stk. 4
(som ikke foreslås ændret), at hvis en person, for hvem
forkyndelse kan ske efter stk. 1, nr. 2 (som foreslås
ændret med tilføjelse af ovennævnte nye litra
b), uden rimelig grund nægter at modtage en forkyndelse, kan
han ved kendelse tilpligtes at erstatte omkostninger, der er en
følge af hans nægtelse.
Hvis forkyndelse for ledelsen eller
personalet ikke kan ske som følge af, at ledelsen eller
personalet oplyser, at den pågældende ikke
længere opholder sig på stedet, må dette anses
for at være en sådan rimelig grund til at nægte
modtagelse som nævnt i stk. 4. Ledelsen eller personalet vil
således i sådanne tilfælde ikke kunne tilpligtes
at erstatte omkostninger, der er en følge af
nægtelsen.
Der henvises til lovforslagets
§ 1, nr. 6 (retsplejelovens §? ?157), og
bemærkningerne hertil.
2.2.3.2. Justitsministeriet er endvidere enig
med arbejdsgruppen i, at forkyndelse på arbejdspladsen
fremover ikke bør være subsidiær i forhold til
forkyndelse på bopælen, ligesom ministeriet kan
tilslutte sig arbejdsgruppens forslag om, at bekendtgørelsen
om forkyndelse ændres, således at der gives de
godkendte, private klage- eller ankenævn mulighed for at
iværksætte postforkyndelse uden rettens medvirken.
Justitsministeriet vil derfor tage
initiativ til at ændre bekendtgørelserne om
forkyndelse i overensstemmelse hermed.
2.2.3.3. For så vidt angår
spørgsmålet om indførelse af nye
forkyndelsesformer er Justitsministeriet enig med arbejdsgruppens
flertal i, at telefonforkyndelse bør indføres som en
ny forkyndelsesform.
Det er endvidere
Justitsministeriets opfattelse, at hvis den pågældende
svarer på sin mobiltelefon og oplyser, at han eller hun er
bortrejst og derfor ikke har adgang til sin post eller mulighed for
at give møde, bør domstolene - ligesom ved forenklet
digital forkyndelse, jf. herom nedenfor - inden for rammerne af de
gældende regler på området, anlægge en mere
lempelig vurdering ved anmodninger om udsættelse af sagen,
når det er åbenbart, at vedkommende ikke har praktisk
mulighed for at komme til stede i retten. Det samme gør sig
gældende ved spørgsmål om, hvorvidt en
udeblivelse i sådanne tilfælde har karakter af lovligt
forfald. På tilsvarende måde bør der efter
omstændighederne anlægges en lempelig vurdering ved
indgivelse af anmodning om genoptagelse af en sag efter
retsplejelovens § 367, stk. 1, 2. pkt.
Justitsministeriet er endvidere
enig med arbejdsgruppen i, at der skal kunne foretages
telefonforkyndelse på arbejdspladsen, men kun for den
pågældende selv. Myndigheden skal således kunne
rette henvendelse til arbejdspladsen og bede om at tale med den
pågældende.
Justitsministeriet kan endvidere
tilslutte sig Retsplejerådets anbefaling om, at
telefonforkyndelse suppleres med en bekræftelsesordning pr.
sms eller - hvis forkyndelsen sker på en fastnettelefon - ved
almindeligt brev. Justitsministeriet finder, at denne
efterfølgende bekræftelse pr. sms bør kunne
sendes uden samtykke fra borgeren. Lovforslaget indeholder på
den baggrund forslag til ny bestemmelse herom (retsplejelovens
§ 154 a, stk. 1, nr. 3).
Justitsministeriet kan ligeledes
tilslutte sig forslaget om, at der etableres mulighed for at
fremsende påmindelser om retsmøder pr. sms eller
e-mail. Justitsministeriet finder, at der tilsvarende bør
indføres hjemmel til at sende disse påmindelser uden
samtykke fra borgeren eller virksomheden.
Der henvises til lovforslagets
§ 1, nr. 5 og 6 (retsplejelovens § 154 a, stk. 1, nr. 3
og 4, og § 155, stk. 1, nr. 4), der - for så vidt
angår § 155 - er udformet i overensstemmelse med
arbejdsgruppens lovudkast med den tilføjelse til § 155,
at den pågældende efterfølgende får
tilsendt en bekræftelse på forkyndelsen.
2.2.3.4. Justitsministeriet er endvidere enig
med arbejdsgruppen i, at det er en forudsætning for effektivt
at kunne gennemføre telefonforkyndelse, at den, der skal
forkynde, har adgang til oplysninger om telefonnumre, herunder
hemmelige telefonnumre.
Ifølge Datatilsynet
udgør hemmelige telefonnumre pers?o?no?plysninger, i hvert
fald når abonnenten er en fysisk person. Der er i
persondatalovens § 5 fastsat en række
grundlæggende principper for den dataansvarliges behandling
af pers?o?no?plysninger. Herudover indeholder loven bl.a. mere
specifikke regler om, hvornår en dataansvarlig må
behandle - herunder videregive - personoplysninger. Det
afhænger af oplysningernes karakter og formålet med
videregivelsen, hvilke regler den dataansvarlige skal følge
i det enkelte tilfælde.
Efter den gældende § 31,
stk. 6, i lov nr. 169 af 3. marts 2011 om elektroniske
kommunikationsnet og -tjenester, som ændret ved lov nr. 250
af 21. marts 2012 kan oplysninger som nævnt i lovens §
31, stk. 5, nr. 2 (hemmelige telefonnumre) alene videregives af
forsyningspligtudbyderens landsdækkende
nummeroplysningstjeneste til brug for offentlige alarmtjenester og
politiet.
Med den ændring af lov om
elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, som arbejdsgruppen
foreslår, skabes der adgang til, at retterne og
restanceinddrivelsesmyndigheden får adgang til de hemmelige
telefonnumre i nummeroplysningsdatabasen ("118"). Det
forudsættes i den forbindelse, at adgangen til oplysningerne
kun anvendes i forbindelse med telefonforkyndelser, ligesom kun de
personer ved retterne og hos restanceinddrivelsesmyndigheden, der
beskikkes til at foretage telefonforkyndelser, får adgang til
oplysningerne.
På den baggrund finder
Justitsministeriet, at en behandling af personoplysninger om
hemmelige telefonnumre, der sker i overensstemmelse med den
foreslåede bestemmelse i lov om elektroniske
kommunikationsnet og -tjenester, i forbindelse med
telefonforkyndelse har et udtrykkeligt angivet og sagligt
formål, jf. herved persondatalovens § 5, stk. 2, og at
behandlingen ikke er i strid med kravet om proportionalitet i
persondatalovens § 5, stk. 3. Den foreslåede bestemmelse
må derfor efter Justitsministeriets opfattelse anses for at
være i overensstemmelse med databeskyttelsesdirektivet
(direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995).
Justitsministeriet kan på den
baggrund tilslutte sig arbejdsgruppens forslag til en ændring
af § 31, stk. 6, i lov om elektroniske kommunikationsnet og
-tjenester bør ændres, så retterne og
restancemyndigheden får adgang til hemmelige telefonnumre.
Lovforslaget er på dette punkt udformet i overensstemmelse
med arbejdsgruppens lovudkast.
Der henvises til lovforslagets
§ 3, nr. 1 (lov om elektroniske kommunikationsnet og
-tjenester § 31, stk. 6), og bemærkningerne hertil.
2.2.3.5. Justitsministeriet kan også
tilslutte sig arbejdsgruppens synspunkter og forslag om
indførelse af en mere enkel form for digital forkyndelse,
hvor der ikke stilles noget krav om aktiv medvirken fra modtagerens
side ("forenklet digital forkyndelse"). Lovforslaget er udformet i
overensstemmelse med arbejdsgruppens lovudkast.
Justitsministeriet har i den
forbindelse noteret sig, at det af bemærkningerne til
lovforslaget bag lov nr. 528 af 11. juni 2012 om offentlig digital
post (lovforslag L 160 af 13. april 2012) bl.a. fremgår, at
den systemansvarlige anses for dataansvarlig i forhold til
administration af den digitale postløsning. Det
fremgår videre, at en offentlig afsenders ansvar for og
rådighed over en meddelelse mv. ophører ved aflevering
til postløsningen, hvilket betyder, at en borger er
dataansvarlig for indholdet i egen digitale postkasse. Det betyder
således også, at en offentlig afsender ikke må
modtage oplysning om, hvorvidt en meddelelse mv. er læst,
slettet eller på anden måde er behandlet af den
pågældende borger. Der henvises til pkt. 2.8 i de
almindelige bemærkninger til L 160 af 13. april 2012.
Med den foreslåede
bestemmelse i retsplejelovens § 155, stk. 1, nr. 3, som
affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 7, vil den afsendende
myndighed få automatisk besked, når den
pågældende meddelelse er blevet åbnet. Dette skal
ses i sammenhæng med, at formålet med forkyndelse er at
sikre, at en meddelelse kommer frem til adressaten, så
adressaten har mulighed for at gøre sig bekendt med
indholdet. Formålet er endvidere at sikre den, der har
iværksat forkyndelsen, det fornødne bevis for, at
meddelelsen er kommet frem, så de retsvirkninger, der er
knyttet til forkyndelsen, kan indtræde.
Efter de gældende regler om
forkyndelse sker dette enten ved, at den der skal forkyndes for,
aktivt skal bekræfte modtagelsen af den
pågældende meddelelse (f.eks. brevforkyndelse og
digital forkyndelse), eller ved, at meddelelsen sendes til den
pågældendes bopæl i brev med afleveringsattest
(postforkyndelse) eller afleveres til den pågældende af
en stævningsmand (stævningsmandsforkyndelse).
Som anført ovenfor i afsnit
2.2.2.2.3 er der i arbejdsgruppen blevet peget på, at kravet
i de gældende regler om digital forkyndelse, hvorefter den
pågældende aktivt skal bekræfte modtagelsen af
meddelelsen, vil kunne stå i vejen for digital forkyndelse.
Det er i den forbindelse afgørende, at den, der har
iværksat forkyndelsen får det fornødne bevis
for, at meddelelsen er kommet frem, så de retsvirkninger, der
er knyttet til forkyndelsen, kan indtræde. Sigtet med den
foreslåede ordning er således at skabe en digital
forkyndelsesform, der - ligesom post- og
stævningsmandsforkyndelse - ikke kræver en aktiv
medvirken fra modtagerens side.
Justitsministeriet finder det
derfor af afgørende betydning for ordningen, at der skabes
sikkerhed for, at den meddelelse med eventuelle bilag, der skal
forkyndes, faktisk er blevet åbnet. På den baggrund
finder Justitsministeriet, at der i forhold til forenklet digital
forkyndelse er grundlag for at fravige det ovennævnte
udgangspunkt om, at den afsendende myndighed ikke må få
besked om, at en digital meddelelse er blevet åbnet.
Der henvises til lovforslagets
§ 1, nr. 7 (retsplejelovens §? ?155, stk. 1, nr. 3), og
bemærkningerne hertil.
2.2.3.6. Herudover kan Justitsministeriet
tilslutte sig arbejdsgruppens forslag om, at andre myndigheder (end
domstolene) tillige skal kunne foretage digital forkyndelse uden
forudgående samtykke fra borgeren, når reglerne om
digital forkyndelse sættes i kraft.
2.2.3.7. Justitsministeriet er i
øvrigt enig i Retsplejerådets betragtninger om den
generelle udvikling af digital kommunikation med det offentlige.
Ligesom Retsplejerådet finder Justitsministeriet
således, at det i lyset af den generelle udvikling på
området for digital kommunikation med offentlige myndigheder
- i al fald når brugen af den nye digitale postkasse til
obligatorisk digital kommunikation med offentlige myndigheder er
indarbejdet - vil være nærliggende at overveje, om
digital forkyndelse kan føres et skridt videre, f.eks.
således at det for forkyndelse er tilstrækkeligt, at
meddelelsen er tilgængelig i den digitale postkasse (dvs.
uden - som efter lovforslaget - at stille som yderligere
betingelse, at meddelelsen er blevet åbnet).
2.3. Forkyndelse for juridiske personer
2.3.1. Gældende ret
Retsplejeloven indeholder ikke
regler om forkyndelse for juridiske personer, herunder om, hvilke
forkyndelsesformer der kan anvendes i forhold til juridiske
personer.
Tidligere indeholdt den nu
ophævede aktieselskabslov en særregel om forkyndelse
(§ 159, stk. 1), som udtrykkeligt fastslog, at kontoret
betragtes som bopæl med hensyn til forkyndelse. Reglen blev
dog ophævet som overflødig ved lov nr. 324 af 4. juni
1986 om ændring af retsplejeloven, lov om handelsregistre,
firma og prokura, lov om aktieselskaber, lov om anpartsselskaber og
lov om forsikringsvirksomhed (Retternes stedlige kompetence i
borgerlige sager, EF-domskonventionen). Det blev imidlertid
forudsat i forbindelse med ophævelsen, at den hidtidige
retstilstand med hensyn til forkyndelse blev opretholdt.
Retsplejelovens § 157, stk. 1,
nr. 2, litra b, sidste led, indeholder en særregel om
postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse for
selvstændige næringsdrivende (fysiske personer). Efter
bestemmelsen kan forkyndelsen - hvis den ikke kan ske for den
selvstændige næringsdrivende personlig, jf. stk. 1, nr.
1 - ske på den pågældendes kontor, værksted
eller forretningslokale over for personer, der er ansat i
virksomheden.
Det antages imidlertid, at
retsplejelovens § 157, stk. 1, nr. 2, litra b, sidste led, i
dag anvendes analogt, når der skal ske forkyndelse for
juridiske personer. Det er dog uvist, om der i denne antagelse
ligger, at kun de forkyndelsesformer, der er omfattet af
bestemmelsen (postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse),
kan anvendes over for juridiske personer.
2.3.2. Arbejdsgruppens overvejelser mv.
Arbejdsgruppen finder ikke som
sådan, at forkyndelse for juridiske personer - ud over en
række særlige problemstillinger - giver anledning til
problemer i praksis. Efter arbejdsgruppens opfattelse bør
retsplejeloven imidlertid for fuldstændighedens skyld
indeholde regler om, hvilke forkyndelsesformer der kan anvendes i
forhold til juridiske personer, hvem der kan modtage en forkyndelse
på vegne af den juridiske person, og hvor forkyndelsen kan
finde sted. Arbejdsgruppen har i sine forslag hertil i vidt omfang
tilsigtet en lovfæstelse af den gældende
retstilstand.
Med henblik på at forbedre
mulighederne for at foretage forkyndelse for juridiske personer
foreslår arbejdsgruppen, at der skal være adgang til at
anvende langt de fleste forkyndelsesformer over for juridiske
personer. Arbejdsgruppen finder det således forsvarligt at
anvende brevforkyndelse, digital forkyndelse, forenklet digital
forkyndelse, postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse
over for juridiske personer.
Arbejdsgruppen er derimod
betænkelig ved at indføre adgang til at anvende
telefonforkyndelse over for juridiske personer. Dette skyldes, at
der - navnlig for så vidt angår større
virksomheder - vil være risiko for, at det, der er oplyst i
forbindelse med telefonforkyndelsen, ikke videregives korrekt til
rette vedkommende i virksomheden, og at den, der modtager
telefonforkyndelsen, normalt ikke er den samme som den, der
modtager post i virksomheden. Arbejdsgruppen finder derfor ikke, at
denne forkyndelsesform skal kunne anvendes over for juridiske
personer.
Efter arbejdsgruppens opfattelse
bør det endvidere fremover være muligt - hvis et
direktionsmedlem, et bestyrelsesmedlem eller en anden, som har
ansvar for den juridiske persons anliggender, ikke selv
træffes på sin bopæl - at foretage forkyndelse
dér for personer over 18 år, der hører til
husstanden.
De gældende bestemmelser i
retsplejelovens § 157, stk. 3-4, skal i den forbindelse efter
arbejdsgruppens opfattelse finde anvendelse. Det indebærer
bl.a., at den person, for hvem forkyndelse kan ske, kan tilpligtes
at erstatte omkostninger, der er en følge af, at personen
uden rimelig grund har nægtet at modtage forkyndelsen, eller
af, at personen har undladt at overlevere meddelelsen med
eventuelle bilag til vedkommende, selv om dette kunne være
sket uden væsentlig udgift eller besvær, jf.
bestemmelsens stk. 4.
Arbejdsgruppen har endvidere
overvejet spørgsmålet om forkyndelse af
stævninger over for interessentskaber. Hvis en sag er anlagt
mod et interessentskab (I/S), men ikke mod interessenterne, kan
forkyndelse ifølge betænkningen foretages for
interessentskabet som sådant, f.eks. over for en
receptionist, der er ansat i virksomheden. Som regel anlægges
sagen dog (også) mod (alle) interessenterne personligt. Hvis
dette er tilfældet, skal forkyndelse ifølge
betænkningen ske for hver enkelt af disse personligt, da
disse i så fald også dømmes personligt og derfor
skal sikres mulighed for at varetage deres interesser i sagen.
Stævninger mod en person skal altid forkyndes, og
arbejdsgruppen finder ikke fornødent grundlag for at
indføre en særstilling for interessenter. Der henvises
til betænkningens side 119-123.
Retsplejerådet har ikke
bemærkninger til arbejdsgruppens forslag, idet det dog
bør tydeliggøres, at forkyndelse over for juridiske
personer i praksis som hovedregel bør søges
gennemført på den juridiske persons adresse over for
den juridiske persons ansatte.
2.3.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tilslutte
sig arbejdsgruppens synspunkter og forslag vedrørende
forkyndelse over for juridiske personer, og lovforslaget er
udformet i overensstemmelse hermed.
Der henvises til lovforslagets
§ 1, nr. 6, 7, 8 og 9 (retsplejelovens § 155, §
157 a, § 158, § 160, stk. 1, og § 163, stk. 2), og
§ 2, nr. 1 (straffelovens § 94, stk. 5), samt
bemærkningerne hertil.
3. Øvrige forslag
3.1. Beskikkelse af stævningsmænd
mv.
3.1.1. Gældende ret
Efter retsplejelovens § 57,
stk. 1, beskikkes der i hver retskreds samt ved landsretterne og
Sø- og Handelsretten det fornødne antal
stævningsmænd af vedkommende præsident.
Fortegnelse over de beskikkede stævningsmænd
opslås på tingstederne samt henholdsvis i
landsretternes, Sø- og Handelsrettens og Københavns
Byrets lokaler.
En forkyndelse er gyldig, selv om
stævningsmanden har handlet uden for den retskreds, i hvilken
han er ansat, jf. §? ?57, stk. 2.
Polititjenestemænd og
sognefogeder kan uden særlig beskikkelse foretage forkyndelse
i straffesager. Justitsministeren kan fastsætte regler om, i
hvilket omfang politiet skal foretage eller medvirke ved
forkyndelse, jf. lovens § 57, stk. 3 og 4.
Polititjenestemænd har dog ifølge § 165, stk. 3,
ikke krav på vederlag for forkyndelse i straffesager.
Herudover fremgår det af
retsplejelovens § 58, stk. 1, at justitsministeren
udfærdiger en instruks for stævningsmænd. Enhver
stævningsmand afgiver til vedkommende retspræsident en
højtidelig erklæring om, at han med troskab og
samvittighedsfuldhed vil opfylde de pligter, der påhviler ham
efter retsplejeloven og den ham meddelte instruks. Formen for denne
erklæring fastsættes af Domstolsstyrelsen. Dommeren i
retskredsen har at vejlede stævningsmændene med hensyn
til deres pligter, jf. § 58, stk. 2.
I retsplejelovens § 67
fastsættes det, i hvilke tilfælde stævningsmanden
er inhabil. En stævningsmand må således ikke
foretage eller deltage i en forretning, når nogen af parterne
er hans ægtefælle eller beslægtet eller besvogret
med ham i lige op- eller nedstigende linje eller i første
sidelinje, eller han selv er part i sagen eller er interesseret i
dens udfald.
Stævningsmanden er underlagt
tavshedspligt efter straffelovens §§ 152 ff.
Stævningsmanden har krav
på vederlag og befordringsgodtgørelse for forkyndelse,
jf. bekendtgørelse nr. 508 af 1. juli 1998 med senere
ændringer om vederlag til stævningsmænd og til
vidner i fogedforretninger.
Om sognefogeders opgaver henvises
til § 117 samt bemærkningerne til lov nr. 538 af 8. juni
2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love
(Politi- og domstolsreformen), hvoraf fremgår, at
sognefogeder bistår politiet med opgaver hovedsagelig af
administrativ karakter, f.eks. forkyndelse af stævninger mv.
- typisk på mindre befolkede øer.
3.1.2. Arbejdsgruppens overvejelser mv.
Arbejdsgruppen foreslår en
række ændringer i retsplejelovens §§ 57 og 58
om beskikkelse af stævningsmænd mv. Der er i vidt
omfang tale om præciseringer og moderniseringer i forhold til
de nugældende bestemmelser.
Endvidere foreslår
arbejdsgruppen, at bestemmelserne udvides til også at omfatte
telefonforkyndelser, således at der tillige sker beskikkelse
af personer til at foretage telefonforkyndelser.
Arbejdsgruppen foreslår i den
forbindelse en udvidelse af retsplejelovens § 57, stk. 3,
hvorefter polititjenestemænd og sognefogeder uden
særlig beskikkelse kan foretage forkyndelser i straffesager,
således at polititjenestemænd tillige kan foretage
telefonforkyndelser. Herudover foreslår arbejdsgruppen
bestemmelsen udvidet til også at omfatte forkyndelser i
civile sager. Arbejdsgruppen henviser i den forbindelse til, at
politiet allerede i dag foretager forkyndelser i civile sager,
herunder fogedsager.
Ifølge arbejdsgruppen sker
der i praksis ikke kun beskikkelse af stævningsmænd i
traditionel forstand, men også f.eks. af administrativt
personale i politiet eller af ansatte i kriminalforsorgen.
Arbejdsgruppen finder, at der fortsat vil være behov herfor,
og forslår på den baggrund, at der indsættes
bestemmelser om, at ansatte ved retten, i politiet, i
kriminalforsorgen og i restanceinddrivelsesmyndigheden kan
beskikkes til at foretage forkyndelser.
For så vidt angår
beskikkelse til at foretage telefonforkyndelse er det
arbejdsgruppens opfattelse, at ansatte ved retterne og i politiet
kan beskikkes hertil, hvorimod der ikke findes at være et
tilsvarende behov for så vidt angår ansatte i
kriminalforsorgen. Herudover henviser arbejdsgruppen til, at
Skatteministeriet har givet udtryk for, at ansatte i
restanceinddrivelsesmyndigheden bør kunne foretage
telefonforkyndelser i sager omfattet af skatteinddrivelsesloven.
Arbejdsgruppen er enig heri.
Arbejdsgruppen anfører, at
den ansættende myndighed (dvs. retten, politiet eller
restanceinddrivelsesmyndigheden) skal instruere den
pågældende i, hvordan den pågældende skal
foretage telefonforkyndelser, og i øvrigt vejlede den
beskikkede med hensyn til dennes pligter.
Efter retsplejelovens § 57,
stk. 4, kan justitsministeren fastsætte regler om, i hvilket
omfang politiet skal foretage eller medvirke ved forkyndelser.
Arbejdsgruppen foreslår, at retsplejelovens § 57, stk.
4, ændres, så justitsministeren kan fastsætte
regler om, i hvilket omfang retterne, politiet, kriminalforsorgen
og restanceinddrivelsesmyndigheden skal foretage og medvirke ved
forkyndelser.
Herudover foreslår
arbejdsgruppen, at habilitetsreglen for stævningsmænd i
retsplejelovens § 67 udvides til også at omfatte andre
personer, der foretager forkyndelse.
Som nævnt ovenfor under pkt.
3.1.1 følger det af retsplejelovens § 165, stk. 1, 2.
pkt., at Domstolsstyrelsen fastsætter regler om vederlag for
forkyndelse. Personer, der foretager forkyndelser som led i deres
almindelige tjeneste, modtager imidlertid ikke vederlag herfor.
Arbejdsgruppen foreslår derfor bestemmelsen præciseret,
så det kommer til at fremgå, at Domstolsstyrelsen alene
fastsætter regler om vederlag og
befordringsgodtgørelse til stævningsmænd.
Som en konsekvens heraf
foreslår arbejdsgruppen endvidere, at bestemmelsen i
retsplejelovens § 165, stk. 3, hvorefter
polititjenestemænd ikke har krav på vederlag i
forkyndelsessager, ophæves. Der ændres således
ikke ved, at personer, der foretager forkyndelse som led i deres
almindelige tjeneste, ikke modtager vederlag for forkyndelser.
3.1.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tilslutte
sig arbejdsgruppens synspunkter og forslag, og lovforslaget er
udformet i overensstemmelse hermed.
Der henvises til lovforslagets
§ 1, nr. 1 og 2 (retsplejelovens §§ 57, 58 og 67),
og bemærkningerne hertil.
3.2. Udpegning af en person til at modtage en forkyndelse
mv.
3.2.1. Gældende ret
Efter retsplejelovens § 160,
2. pkt., kan parterne i borgerlige sager udpege en person, over for
hvem forkyndelse kan ske efter reglerne i lovens
§§ 155-157. Dog finder reglen i §? ?157, stk.
4, kun anvendelse, hvis den pågældende har
erklæret sig villig til at modtage forkyndelse, jf. lovens
§ 160, 3. pkt.
3.2.2. Arbejdsgruppens overvejelser mv.
Det er arbejdsgruppens opfattelse,
at der også i straffesager bør være adgang til
at udpege personer, over for hvem forkyndelse kan ske. Herudover
finder arbejdsgruppen, at også vidner bør have adgang
til at udpege en person, over for hvem forkyndelse kan ske.
Arbejdsgruppen foreslår
derfor bestemmelsen i retsplejelovens § 160 ændret,
således at også en sigtet eller tiltalt i en straffesag
samt vidner kan udpege en person, over for hvem forkyndelse kan
ske. Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at bestemmelsen
præciseres, således at det fremgår, at der er et
krav om skriftlig fuldmagt, og at den udpegede person skal
være myndig.
Retsplejerådet tilslutter sig
forslaget om en ændring af retsplejelovens § 160, men
foreslår dog, at samtykke gives på en særlig
blanket, der også indeholder oplysning om betydningen af, at
en meddelelse anses for forkyndt, herunder at der ved udeblivelse
kan blive spørgsmål om anholdelse eller
udeblivelsesdom. Herudover finder Retsplejerådet, at der
må skabes sikkerhed for, at den person, der udpeges, er
indforstået hermed.
For så vidt angår
forsvarerens rolle har Retsplejerådet overvejet, om der i
retsplejeloven bør indføres hjemmel til, at sigtede i
straffesager kan udpege den forsvarer, der senere måtte blive
beskikket i sagen. Rådet peger på, at en sådan
ordning ville være hensigtsmæssigt i forhold til
udlændinge, navnlig i færdselssager.
Retsplejerådet finder
imidlertid samtidig, at en sådan ordning vil kunne give
anledning til nærmere overvejelser af de opgaver, der
bør påhvile en beskikket forsvarer, og at videre
overvejelser herom således bør ske efter nærmere
drøftelse med Landsforeningen af Forsvarsadvokater.
3.2.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tilslutte
sig arbejdsgruppens forslag om en udvidelse af retsplejelovens
§ 160 til også at omfatte tiltalte i straffesager samt
vidner.
Endvidere kan Justitsministeriet
tilslutte sig Retsplejerådets anbefaling om, at det
skriftlige samtykke gives på en særlig blanket, der
også indeholder oplysning om betydningen af, at en meddelelse
anses for forkyndt, herunder at der ved udeblivelse kan blive tale
om anholdelse eller udeblivelsesdom.
For så vidt angår
Retsplejerådets bemærkning om, at der må skabes
sikkerhed for, at den person, der udpeges, er indforstået
hermed, finder Justitsministeriet, at 2. pkt., i den
foreslåede bestemmelse i § 160, stk. 1, i
fornødent omfang varetager den udpegede persons
interesser.
Herudover er Justitsministeriet
enig med Retsplejerådet i, at en ordning, hvorefter der
indføres en adgang for den tiltalte til at udpege den
forsvarer, der senere måtte blive beskikket i sagen, vil
kunne give anledning til nærmere overvejelser af de opgaver,
der bør påhvile en beskikket forsvarer, og at videre
overvejelser herom derfor forudsætter en nærmere
drøftelse med Landsforeningen af Forsvarsadvokater.
Der henvises til lovforslagets
§ 1, nr. 8 (retsplejelovens §? ?160), og
bemærkningerne hertil.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for
det offentlige
Lovforslaget vurderes at have
positive økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige. Indførelse af forenklet digital forkyndelse samt
telefonforkyndelse vil således indebære en
effektivisering af opgaverne med forkyndelse hos politiet,
anklagemyndigheden og domstolene.
Det vurderes, at de nye
forkyndelsesformer mv. vil medføre mindre udgifter på
samlet set 15-20 mio. kr. fuldt indfaset for anklagemyndigheden,
politiet og domstolene.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Muligheden for at sende
sms-påmindelser og påmindelser pr. e-mail til personer,
der skal møde i retten, vurderes at have begrænsede
positive økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet, idet det vil medvirke til, at færre
retsmøder udsættes.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Muligheden for at sende
sms-påmindelser og påmindelser pr. e-mail til personer,
der skal møde i retten, vurderes at have begrænsede
positive administrative konsekvenser for borgerne, idet det vil
medvirke til, at færre retsmøder udsættes.
7. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen
miljømæssige konsekvenser.
8. Forholdet
til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
9. Hørte myndigheder mv.
Arbejdsgruppens betænkning
nr. 1528/2011 om revision af reglerne om forkyndelse, og
Retsplejerådets udtalelse af 27. juni 2012, som lovforslaget
bygger på, har været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer mv.
Østre Landsret, Vestre
Landsret, Sø- og Handelsretten, samtlige byretter,
Domstolsstyrelsen, Procesbevillingsnævnet, Den Danske
Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, HK Landsklubben
Danmarks Domstole, Rigspolitiet, Rigsadvokaten,
Politidirektørforeningen, Foreningen af Offentlige
Anklagere, Politiforbundet i Danmark, Centralorganisationernes
Fællesudvalg, Funktionærernes og Tjenestemændenes
Fællesråd, Akademikernes Centralorganisation,
Datatilsynet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Konkurrence- og
forbrugerstyrelsen, Finansrådet, Forbrugerrådet, Dansk
Told og Skatteforbund, Danske Regioner, Foreningen af
Statsadvokater, Foreningen af Statsforvaltningsdirektører,
Foreningen af Statsforvaltningsjurister, Fængselsforbundet,
Generalauditøren, DJØF, Advokatrådet, Danske
Advokater, Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Danske
Inkassoadvokater, Dansk InkassoBrancheforening, Kuratorforeningen,
Stævningsmændenes Landsforening, Voldgiftsinstituttet,
KL, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Erhverv, Dansk Industri,
Forsikring & Pension, FSR - Danske Revisorer, 3F - Fælles
Fagligt Forbund, Landsorganisationen i Danmark (LO), HK/Danmark,
Håndværksrådet, Liberale Erhvervs Råd,
Københavns Retshjælp, Århus Retshjælp,
Institut for Menneskerettigheder, Retssikkerhedsfonden,
Retspolitisk Forening, Danner, Dansk Røde Kors, Dansk
Sygeplejeråd, Post Danmark A/S, Rådet for Socialt
Udsatte, Sammenslutningen af Boformer for Hjemløse i Danmark
(SBH), SAND - De hjemløses landsorganisation,
Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK) og
Lægeforeningen.
10. Sammenfattende skema
| Positive konsekvenser/mindre udgifter | Negative konsekvenser/merudgifter | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Mindre udgifter på samlet set 15-20
mio. kr. fuldt indfaset for anklagemyndigheden, politiet og
domstolene. | Ingen af betydning | Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen af betydning | Ingen af betydning | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Begrænsede positive
konsekvenser | Ingen af betydning | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Begrænsede positive
konsekvenser | Ingen af betydning | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen. | Ingen. | Administrative konsekvenser for
borgerne | Begrænsede positive
konsekvenser | Ingen af betydning | Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige
aspekter. |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
(retsplejeloven)
Til nr. 1
(§§ 57 og 58)
Det foreslås, at
anvendelsesområdet for retsplejelovens § 57, som efter
gældende ret er begrænset til
stævningsmandsforkyndelse, udvides til også at omfatte
telefonforkyndelse, jf. de foreslåede bestemmelser i §
155, nr. 4, og § 156 a, som affattet ved dette lovforslags
§ 1, nr. 6.
Herudover foreslås ordlyden
af § 57 på en række punkter moderniseret, ligesom
bestemmelsen i den gældende § 58, stk. 1 (om
udfærdigelse af instruks for stævningsmænd),
foreslås ophævet. Retsplejelovens § 57, stk. 4
(der foreslås videreført som § 58, stk. 6), og
§ 165, stk. 1 (der foreslås præciseret, jf.
lovforslagets § 1, nr. 10), indeholder således allerede
fornøden hjemmel til, at justitsministeren kan
fastsætte nærmere regler om, i hvilket omfang politiet
(og - efter lovforslaget - kriminalforsorgen og
restanceinddrivelsesmyndigheden) skal foretage eller medvirke ved
forkyndelser og om forkyndelse mere generelt.
Det foreslås endvidere, at
der i § 58 indsættes bestemmelser om, at
retspræsidenten i hver retskreds samt ved landsretterne og
Sø- og Handelsretten kan beskikke ansatte ved retten til at
foretage stævningsmandsforkyndelser og telefonforkyndelser,
at politidirektøren kan beskikke ansatte i politikredsen til
at foretage stævningsmandsforkyndelser og
telefonforkyndelser, at direktøren for kriminalforsorgen kan
beskikke ansatte i kriminalforsorgen til at foretage
stævningsmandsforkyndelser i kriminalforsorgens
institutioner, og at restanceinddrivelsesmyndigheden kan beskikke
ansatte i restanceinddrivelsesmyndigheden til at foretage
telefonforkyndelser i sager omfattet af lov om fremgangsmåden
ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v., jf. de
foreslåede bestemmelser i § 58,
stk. 1 og 3-5. Beskikkelse af
ansatte i restanceinddrivelsesmyndigheden skal foretages af
myndighedens ledelse.
Ansættelsesmyndigheden skal i
forbindelse med beskikkelsen instruere den beskikkede i, hvordan
den pågældende skal foretage
stævningsmandsforkyndelser og telefonforkyndelser, og i
øvrigt vejlede den beskikkede med hensyn til dennes
pligter.
I den foreslåede bestemmelse
i § 58, stk. 2, bestemmes det, at
polititjenestemænd og sognefogeder uden særlig
beskikkelse kan foretage stævningsmandsforkyndelser og
telefonforkyndelser. Bestemmelsen er en delvis videreførelse
af den gældende bestemmelse i § 57, stk. 3. Bestemmelsen
udvides imidlertid til også at gælde for
telefonforkyndelser. Endvidere foreslås det, at adgangen for
polititjenestemænd og sognefogeder til at foretage
forkyndelser ikke skal være begrænset til
straffesager.
Det fastslås i den
foreslåede bestemmelse i § 58, stk.
6, at justitsministeren kan fastsætte regler om, i
hvilket omfang retterne, politiet, kriminalforsorgen og
restanceinddrivelsesmyndigheden skal foretage eller medvirke ved
forkyndelser. Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den
gældende §? ?57, stk. 4.
Der henvises i øvrigt til
pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
(§ 67)
Med den foreslåede
bestemmelse udvides bestemmelsen om inhabilitet til også at
angå andre personer, der foretager forkyndelse, f.eks.
ansatte ved retterne og i politiet, og til at gælde
også ved andre forkyndelsesformer end
stævningsmandsforkyndelse, f.eks. telefonforkyndelse.
Til nr. 3
(Overskriften til kapitel 17)
Med henblik på at
tydeliggøre den sondring, der er i retsplejeloven mellem
meddelelser, der skal forkyndes, og meddelelser, der ikke skal
forkyndes, jf. herved retsplejelovens §§? ?153 og 154,
stk. 1, foreslås det, at overskriften til kapitel 17
ændres til "Meddelelser og forkyndelse af meddelelser".
Der henvises i øvrigt til
pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 4
(§ 154, stk. 2)
Det foreslås at ophæve
den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 154, stk.
2, om rettens anvendelse af digital kommunikation.
Forslaget skal ses i
sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 154
a om samtykke i forbindelse med anvendelse af digital
kommunikation.
Der henvises til lovforslagets
§ 1, nr. 5 (retsplejelovens §? ?154 a), og
bemærkningerne hertil.
Der henvises i øvrigt til
pkt. 2.2.2.2.2, 2.2.2.2.3 og 2.2.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 5
(§ 154 a)
Bestemmelsen er til dels en
videreførelse af den gældende bestemmelse i
retsplejelovens § 154, stk. 2, (der samtidig foreslås
ophævet, jf. lovforslagets § 1, nr. 4), hvorefter alene
domstolene kan foretage digital forkyndelse (jf. § 155, nr. 2)
uden forudgående samtykke fra borgeren. Med den
foreslåede bestemmelse indføres der adgang til, at
også andre myndigheder kan foretage digital forkyndelse uden
forudgående samtykke. Herudover indføres der adgang
til uden samtykke at sende en efterfølgende
bekræftelse på en telefonforkyndelse og digitale
påmindelser (pr. sms eller e-mail) om tid og sted for et
retsmøde.
De foreslåede bestemmelser i
stk. 2 og 3, er videreførelser
af de gældende bestemmelser i retsplejelovens § 154,
stk. 2, 2. og 3. pkt.
Der henvises til pkt. 2.2.2.2.2,
2.2.2.2.3 og pkt. 2.2.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 6
(§§ 155- 158)
Retsplejelovens §§
155-158 er af lovtekniske årsager affattet i deres helhed for
at sikre korrekt sammenhæng af bestemmelserne.
Lovforslagets § 1, nr. 6
indeholder forslag til retsplejelovens §§ 155-158
således som disse bestemmelser foreslås vedtaget med
ikrafttræden pr. 1. juli 2013, jf. § 5 i
lovforslaget.
De foreslåede bestemmelser i
§ 155, stk. 1, nr. 1
(brevforkyndelse), nr. 2
(postforkyndelse) og nr. 3
(stævningsmandsforkyndelse) viderefører de
gældende bestemmelser i § 155, nr. 1, 3 og 4. Reglen om
stævningsmandsforkyndelse foreslås dog - som konsekvens
af de foreslåede ændringer i §§ 57 og 58 (jf.
lovforslagets § 1, nr. 1) - ændret, således at
ordene "en stævningsmand" erstattes af ordene "en
stævningsmand eller anden dertil bemyndiget, jf. §§
57 og 58". Forkyndelsesformen vil som hidtil blive betegnet
"stævningsmandsforkyndelse".
Det foreslås endvidere, at
telefonforkyndelse indføres som ny forkyndelsesform, jf. den
foreslåede bestemmelse i §?
?155, stk. 1, nr. 4. Efter den
foreslåede bestemmelse sker telefonforkyndelse ved, at den
meddelelse, der skal forkyndes, med eventuelle bilag telefonisk
gives den pågældende, der forinden eller
efterfølgende får tilsendt eller overdraget dokumentet
og efterfølgende får tilsendt en bekræftelse
på forkyndelsen pr. sms eller ved almindeligt brev.
I modsætning til
postforkyndelse og stævningsmandforkyndelse kan
telefonforkyndelse alene foretages for den pågældende
selv, jf. bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse
i § 156 a.
Den pågældende kan
kræve, at dokumentet i sin helhed læses op i
forbindelse med telefonsamtalen. Myndigheden skal vejlede den
pågældende om adgangen hertil.
Som udgangspunkt kan der ske
telefonforkyndelse af alle typer af dokumenter. Visse typer af
dokumenter vil dog være særligt velegnede til at
være genstand for telefonisk forkyndelse, f.eks.
indkaldelser, betalingspåkrav, konkursbegæringer og
retsmødebegæringer. Omvendt kan f.eks.
stævninger i civile sager og anklageskrifter konkret
være for omfattende og komplicerede til at være egnede
til telefonisk forkyndelse. Det er op til myndigheden at vurdere,
om et konkret dokument er velegnet til telefonforkyndelse.
Myndigheden meddeler den
pågældende, at meddelelsen med eventuelle bilag vil
blive fremsendt til den pågældende. Meddelelsen sendes
til den pågældendes folkeregisteradresse eller en anden
adresse efter den pågældendes ønske. Den
pågældendes modtagelse af dokumentet er dog ikke en
betingelse for at anse forkyndelse for sket. Hvis myndigheden har
sendt dokumentet, men den pågældende ikke modtager det,
er det således hans eller hendes eget ansvar at bede om
genfremsendelse. Myndigheden meddeler ved forkyndelsen den
pågældende dette og oplyser den pågældende
om, hvortil henvendelse skal rettes, hvis dokumentet ikke kommer
frem. Den pågældende har også mulighed for at
aftale med myndigheden, at han eller hun afhenter dokumentet hos
myndigheden. Den pågældende er herefter selv ansvarlig
for afhentning af dokumentet.
Myndigheden, der foretager
telefonforkyndelse, skal umiddelbart efter telefonsamtalen sende en
bekræftelse til den pågældende. Denne
bekræftelse kan sendes pr. sms eller - ved forkyndelse
på en fastnettelefon - ved brev til adressen, hvortil
fastnettelefonen er tilknyttet. Fremsendelsen af en
bekræftelse er dog ikke en gyldighedsbetingelse i forhold til
forkyndelsen.
Det forudsættes i
øvrigt, at telefonforkyndelse ikke anvendes, hvis brevet med
dokumenterne ikke kan forventes modtaget inden en bestemt frist.
Dette vil navnlig være relevant, når der skal ske
forkyndelse efter f.eks. retsplejelovens §? ?844, stk. 2, om
indkaldelse af tiltalte, eller retsplejelovens §? ?175, stk.
3, om indkaldelse af vidner.
I relation til frister, der regnes
fra forkyndelsen, f.eks. fristerne i retsplejelovens § 477 e,
stk. 1, om indsigelser i betalingspåkravssager, og §
904, stk. 2, om frist for anke af domme i straffesager, skal
retterne sørge for, at meddelelsen med eventuelle bilag
afsendes umiddelbart efter, at telefonforkyndelsen har fundet sted,
således at den pågældende - uanset at han eller
hun først nogle dage senere modtager dokumentet på
skrift - har tilstrækkelig tid og lejlighed til at
anføre, at han eller hun har indsigelser eller til at anke
dommen.
For så vidt angår
frister, der alene er minimumsfrister, f.eks. en frist efter
retsplejelovens § 351, stk. 1, om frist for indlevering af
svarskrift, forudsættes det, at retten i forbindelse med
fastsættelsen af svarfristen tager behørigt hensyn
til, at der er sket telefonforkyndelse, og at meddelelsen med
eventuelle bilag derfor først vil nå frem til
modtageren og danne grundlag for udarbejdelse af svarskrift nogle
dage senere.
Telefonforkyndelse vil også
kunne ske på arbejdspladsen. Myndigheden kan således
rette telefonisk henvendelse til arbejdspladsen og bede om at tale
med den pågældende.
Ved telefonforkyndelse vil der
kunne ske forkyndelse overalt i verden og derved også i en
situation, hvor den pågældende eksempelvis er bortrejst
fra Danmark i en periode, uden at retten er bekendt hermed. Det
forudsættes, at domstolene i sådanne tilfælde -
inden for rammerne af de gældende bestemmelser på
området - anlægger en mere lempelig vurdering ved
anmodninger om udsættelse af sagen, når det er
åbenbart, at vedkommende ikke har praktisk mulighed for at
komme til stede i retten. Det samme gør sig gældende
ved spørgsmål om, hvorvidt en udeblivelse i
sådanne tilfælde har karakter af lovligt forfald.
På tilsvarende måde bør der efter
omstændighederne anlægges en lempelig vurdering ved
indgivelse af anmodning om genoptagelse af en sag efter
retsplejelovens § 367, stk. 1, 2. pkt. (der ikke
foreslås ændret).
De nærmere regler om
telefonforkyndelse vil i givet fald blive fastsat i en
bekendtgørelse, som vil blive udstedt af justitsministeren i
medfør af retsplejelovens § 165, 1. pkt. (der ikke
foreslås ændret), hvorefter justitsministeren
fastsætter nærmere regler om forkyndelse.
Der henvises i øvrigt til
pkt. 2.2.2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Med den foreslåede
bestemmelse i § 155, stk. 2,
fastsættes det, hvilke forkyndelsesformer der kan anvendes,
når der skal ske forkyndelse for selskaber, foreninger, fonde
og boer mv. (juridiske personer).
Den foreslåede bestemmelse
skal ses i sammenhæng med den foreslåede
§ 157 a, der fastsætter, over for hvem og hvor
forkyndelse for juridiske personer kan ske.
De forkyndelsesformer, der kan
anvendes i forhold til juridiske personer, er forkyndelsesformerne
i § 155, stk. 1, nr. 1-3, dvs. brevforkyndelse,
postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse. Der kan
således ikke anvendes telefonforkyndelse over for juridiske
personer.
Ved "selskaber, foreninger, fonde
og boer mv. (juridiske personer)" forstås, medmindre andet er
bestemt, enhver juridisk person, herunder aktie-, anparts- og
andelsselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde, boer,
kommuner, regioner og statslige myndigheder. Forkyndelse for
enkeltmandsvirksomheder (der ikke har karakter af juridiske
personer) reguleres af den foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 157, stk. 1, nr. 2, litra c, sidste led (som
viderefører den gældende bestemmelse i § 157,
stk. 1, nr. 2, litra b, sidste led).
Der henvises i øvrigt til
pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Den forslåede bestemmelse i
§ 156 viderefører den
gældende bestemmelse i § 156.
Den foreslåede bestemmelse i
§ 156 a skal ses i
sammenhæng med forslaget til § 155, stk. 1, nr. 4, om
telefonforkyndelse.
Telefonforkyndelse kan alene
foretages for den pågældende selv. Myndigheden skal
således sikre sig, at den person, som myndigheden har rettet
telefonisk henvendelse til, vedkender sig at være den person,
der skal ske forkyndelse for, jf. den foreslåede § 156 a, 1. pkt. Myndigheden bør
derfor foretage kontrol af den pågældendes
fødselsdato. Det forekommer, at en person er registreret som
ejer af flere af husstandens telefoner. F.eks. vil forældre
ofte være registreret som ejere af deres børns
mobiltelefoner. I disse tilfælde bør myndigheden
være særligt opmærksom i forbindelse med
identifikationen af den pågældende. Det samme
gør sig gældende, når myndigheden foretager
telefonforkyndelse på arbejdspladsen. Hvis den
pågældende ikke vil oplyse sin identitet, eller hvis
der i øvrigt er tvivl om den pågældendes
identitet, må der således anvendes en anden
forkyndelsesform.
Det påhviler endvidere den
person, der foretager telefonforkyndelsen, at vurdere, om den
person, der skal forkyndes for, må antages at have
forstået telefonsamtalen, jf. den foreslåede § 156
a, 1. pkt. Man kan f.eks. forestille sig, at den person, der skal
forkyndes for, ikke taler dansk eller et andet sprog, som tales af
den, der skal foretage telefonforkyndelsen (f.eks. engelsk), eller
at den person, der skal forkyndes for, forekommer ude af stand til
at forstå en besked af den omhandlede karakter på grund
af sygdom eller handicap eller på grund af påvirkning
af alkohol eller lignende. I sådanne tilfælde kan
forkyndelse ikke anses for sket, og en anden forkyndelsesform
må derfor anvendes i stedet.
Forkyndelsen anses efter den
foreslåede § 156 a, 2. pkt.,
for sket den dag, meddelelsen telefonisk gives den
pågældende. Dette skal ses i sammenhæng med, at
den pågældendes modtagelse af dokumentet og den
efterfølgende fremsendelse af en bekræftelse på
forkyndelsen ikke er en betingelse for at anse forkyndelse for
sket, jf. den foreslåede § 155, stk. 1, nr. 4.
Der henvises i øvrigt til
pkt. 2.2.2.2.1 og 2.2.2.2.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
De foreslåede bestemmelser i
§ 157, stk. 1, nr. 1, og stk. 1, nr. 2, litra a og c,
viderefører de gældende bestemmelse i §? ?157,
stk. 1, nr. 1. og stk. 1, nr. 2, litra a og b.
Det foreslås, at der i
bestemmelsen i retsplejelovens § 157, stk. 1, nr. 2,
indsættes en ny bestemmelse (nyt litra
b), hvorefter der kan ske forkyndelse for ledelsen eller
personalet på en institution eller et hospital, hvor den
pågældende er bosat eller midlertidigt opholder sig -
hvis den pågældende ikke selv træffes - medmindre
ledelsen eller personalet oplyser, at den pågældende
ikke længere opholder sig på stedet. Det vil f.eks.
være relevant, hvis den pågældende i en periode
har opholdt sig på et herberg, men nu ikke længere
kommer der.
Ved "institution" forstås
f.eks. behandlingssted, herberg, krisecenter og asylcenter. Det
forudsættes, at der skal være tale om steder, hvor den
pågældende overnatter. Det vil således ikke
være tilstrækkeligt, at den pågældende
modtager ambulant behandling eller lignende på stedet.
Endvidere bemærkes, at selv
om forkyndelse efter den foreslåede bestemmelse kan ske for
ledelsen og personalet på institutionen eller hospitalet,
bør udgangspunktet være, at forkyndelse så vidt
muligt sker for ledelsen. Hvis forkyndelsen sker for personalet,
forudsættes det, at der er tale om personale, der
beskæftiger sig med sagsbehandling mv. og pleje på
stedet i modsætning til f.eks. personale, der
beskæftiger sig med vedligeholdelse mv. af de fysiske
rammer.
Det foreslås endvidere, at
retsplejelovens § 157, stk. 2-4 (som ikke foreslås
ændret), skal finde tilsvarende anvendelse i de
tilfælde, hvor der foretages forkyndelse for ledelsen eller
personalet på institutionen eller hospitalet. Det
følger i den forbindelse af stk. 4, at hvis en person, for
hvem forkyndelse kan ske efter stk. 1, nr. 2, uden rimelig grund
nægter at modtage en forkyndelse, kan han eller hun ved
kendelse tilpligtes at erstatte omkostninger, der er en
følge af nægtelsen.
Det bemærkes i den
forbindelse, at hvis forkyndelse for ledelsen eller personalet ikke
kan ske som følge af, at ledelsen eller personalet oplyser,
at den pågældende ikke længere opholder sig
på stedet, må dette samtidig anses for at være en
sådan rimelig grund til at nægte modtagelse som
nævnt i stk. 4. Ledelsen eller personalet vil således i
sådanne tilfælde ikke kunne tilpligtes at erstatte
omkostninger, der er en følge af nægtelsen.
Der henvises i øvrigt til
pkt. 2.2.2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
De foreslåede bestemmelser i
§ 157, stk. 2, 3 og 4,
viderefører de gældende bestemmelser i § 157,
stk. 2, 3 og 4.
Det foreslås endvidere, jf.
den foreslåede bestemmelse i §? ?157, stk.
5, at der i tilknytning til den foreslåede bestemmelse
i § 157, stk. 1, nr. 2, litra b, om forkyndelse over for
ledelsen eller personalet på en institution eller et hospital
indsættes en bestemmelse om, at ledelsen eller personalet,
der har modtaget en meddelelse, der skal forkyndes, skal returnere
en frankeret svarkuvert, når meddelelsen er overbragt til den
person, meddelelsen angår. Forkyndelse skal anses for sket
den dag, ledelsen eller personalet anfører at have overbragt
meddelelsen.
Der henvises i øvrigt til
pkt. 2.2.2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslåede stk. 2 i
retsplejelovens § 155, jf. ovenfor, indebærer, at der
kan anvendes brevforkyndelse, postforkyndelse og
stævningsmandsforkyndelse over for juridiske personer. Der
kan således ikke anvendes telefonforkyndelse over for
juridiske personer.
Brevforkyndelse kan i
overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse i § 157 a, stk. 1, 1. pkt., ske for et
direktionsmedlem, et bestyrelsesmedlem eller en anden, som har
ansvar for den juridiske persons anliggender, på den
juridiske persons postadresse. Ved brevforkyndelse bekræfter
således f.eks. direktionsmedlemmet modtagelsen af meddelelsen
med eventuelle bilag på en genpart af dokumentet, som
returneres.
Ved "selskaber, foreninger, fonde
og boer mv. (juridiske personer") forstås, medmindre andet er
bestemt, enhver juridisk person, herunder aktie-, anparts- og
andelsselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde, boer,
kommuner, regioner og statslige myndigheder. Forkyndelse for
enkeltmandsvirksomheder (der ikke har karakter af juridiske
personer) reguleres af den foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens §? ?157, stk. 1, nr. 2, litra c, sidste led
(som viderefører den gældende bestemmelse i §
157, stk. 1, nr. 2, litra b, sidste led).
Udtrykket "en anden, som har ansvar
for den juridiske persons anliggender" omfatter f.eks. en
prokurist, en interessent, en komplementar, et medlem af et
tilsynsråd efter selskabslovens § 111 i de
tilfælde, hvor tilsynsrådet kan repræsentere
selskabet efter lovens § 135, stk. 4, og ved dødsboer,
der skiftes privat, den person, til hvem henvendelser
vedrørende boet kan finde sted, jf.
dødsboskiftelovens § 25, stk. 6.
Forkyndelse for interessentskaber
kan således, hvis betingelserne er opfyldt, ske for et
direktionsmedlem, et bestyrelsesmedlem, en interessent eller en
ansat. Sagen vil som regel (også) være anlagt mod
(alle) interessenterne personligt. Hvis dette er tilfældet,
skal der ske forkyndelse for hver enkelt af de interessenter, der
er stævnet. Det samme gør sig gældende for
så vidt angår komplementarer. Det bemærkes, at en
interessent og en komplementar også kan være en
juridisk person.
For så vidt angår
dødsboer, der skiftes privat, kan forkyndelse ske for den i
dødsboskiftelovens § 25, stk. 6, angivne person eller
for alle arvingerne efter § 157. Der henvises i øvrigt
til dødsboskiftelovens § 99, stk. 2, om forkyndelse i
forbindelse med skifterettens behandling af tvister.
Brevforkyndelse kan i
overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse i § 157
a, stk. 1, 1. pkt., endvidere alene ske på den juridiske
persons postadresse. Dette indebærer, at forkyndelsen skal
ske på den postadresse, som f.eks. er angivet på den
juridiske persons brevpapir. Der kan således f.eks. ikke ske
brevforkyndelse på et direktionsmedlems
bopælsadresse.
Herudover fastslås det i den
foreslåede bestemmelse i § 157 a,
stk. 1, 2. pkt., at brevforkyndelse kan ske for den
juridiske persons ansatte på den juridiske persons
postadresse. Dette indebærer, at forkyndelsen skal ske
på den postadresse, som f.eks. er angivet på den
juridiske persons brevpapir. Der kan således f.eks. ikke ske
brevforkyndelse på en ansats bopælsadresse.
Adgangen til at foretage
forkyndelse for den juridiske persons ansatte er ikke
subsidiær. Dette indebærer f.eks., at en ansat ved
brevforkyndelse kan bekræfte modtagelsen af meddelelsen med
eventuelle bilag, selv om direktøren selv er til stede i
virksomheden. Det forudsættes i den forbindelse, at der er
tale om ansatte, der beskæftiger sig med sagsbehandling mv.
(typisk en receptionist) på stedet, i modsætning til
f.eks. personale, der beskæftiger sig med vedligeholdelse mv.
af de fysiske rammer.
Det er endvidere ikke et krav, at
de ansatte skal være fyldt 18 år. Baggrunden for dette
er, at der ved brevforkyndelse ikke - som ved postforkyndelse og
stævningsmandsforkyndelse, hvor der er en umiddelbar kontakt
- er mulighed for at kontrollere, om den, over for hvem der
foretages forkyndelse, er fyldt 18 år. Det er således
den juridiske persons ansvar at indrette sig på en
måde, som sikrer, at almindelig post åbnes af
kvalificerede medarbejdere.
I den foreslåede bestemmelse
i § 157 a, stk. 2, nr. 1, fastslås det - i
overensstemmelse med gældende praksis - at postforkyndelse og
stævningsmandsforkyndelse for selskaber, foreninger, fonde og
boer mv. (juridiske personer) kan ske for et direktionsmedlem, et
bestyrelsesmedlem eller en anden, som har ansvar for den juridiske
persons anliggender på det sted, hvorfra den juridiske person
drives, eller på den pågældendes bopæl,
midlertidige opholdssted eller arbejdssted, idet forkyndelse dog er
gyldig, uanset hvor den sker.
"På det sted, hvorfra den
juridiske person drives" skal forstås bredt. Forkyndelse
på bopælen er ikke subsidiær i forhold til
forkyndelse på det sted, hvorfra den juridiske person drives,
men forkyndelse bør så vidt muligt forsøges
foretaget på det sted, hvorfra den juridiske person drives,
inden forkyndelsen forsøges foretaget på
bopælen. Der kan være tilfælde, hvor forkyndelse
på bopælen kan forsøges allerede fra
begyndelsen, f.eks. hvis stævningsmanden i forbindelse med en
tidligere forkyndelsessag har konstateret, at der ikke
træffes nogen på det sted, hvorfra den juridiske person
drives.
Træffes et direktionsmedlem,
et bestyrelsesmedlem eller en anden, som har ansvar for den
juridiske persons anliggender, ikke på sin bopæl, kan
postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse endvidere ske
dér for personer, der er fyldt 18 år, der hører
til husstanden, f.eks. ægtefællen eller samleveren, jf.
den foreslåede bestemmelse i § 157
a, stk. 2, nr. 2.
Som anført ovenfor er
forkyndelse på bopælen ikke subsidiær i forhold
til forkyndelse på det sted, hvorfra den juridiske person
drives, men forkyndelse for personer, der er fyldt 18 år, der
hører til husstanden, er subsidiær i forhold til
forkyndelse for direktionsmedlemmet, bestyrelsesmedlemmet eller den
person, som har ansvar for den juridiske persons anliggender.
Efter den foreslåede
bestemmelse i § 157 a, stk. 2, nr. 3, kan postforkyndelse og
stævningsmandsforkyndelse endvidere ske for ansatte, der er
fyldt 18 år, på det sted, hvorfra den juridiske person
drives, jf. dog nedenfor om stk. 2, nr. 4 og 5 om forkyndelse for
kurator, bobestyrer mv. og offentlige myndigheder.
Adgangen til at foretage
forkyndelse for den juridiske persons ansatte er ikke
subsidiær. Der kan således f.eks. ske
stævningsmandsforkyndelse for en ansat, selv om
direktøren selv er til stede i virksomheden, når
forkyndelsen foretages. Det forudsættes i den forbindelse, at
der er tale om ansatte, der beskæftiger sig med
sagsbehandling mv. (typisk en receptionist) på stedet i
modsætning til f.eks. personale, der beskæftiger sig
med vedligeholdelse mv. af de fysiske rammer.
"På det sted, hvorfra den
juridiske person drives" skal også i forhold til den
foreslåede bestemmelse i nr. 3 forstås bredt, men
forkyndelse bør dog så vidt muligt ske på
virksomhedens adresse og ikke over for ansatte, der f.eks. er ved
at fragte varer til en kunde eller lignende. Der kan endvidere ikke
ske forkyndelse for en ansat på den pågældendes
bopæl, medmindre den ansatte også er omfattet af stk.
2, nr. 1.
Den foreslåede bestemmelse i
§ 157 a, stk. 2, nr. 4, fastsætter, at
postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse for kurator,
bobestyrer mv. alene kan ske for kurator, bobestyrer mv. selv eller
for hans eller hendes ansatte, der er fyldt 18 år, på
det sted, hvorfra kurator, bobestyrer mv. driver sin
virksomhed.
"Kurator, bobestyrer mv." omfatter
f.eks. også rekonstruktøren, hvis
rekonstruktøren har overtaget ledelsen af virksomheden,
eller likvidator. Hvis der er flere kuratorer for samme konkursbo
eller flere bobestyrere for samme dødsbo under
bobestyrerbehandling mv., er det tilstrækkeligt, at
forkyndelse sker for en af dem. Det forudsættes i
øvrigt, at der som i dag alene sker forkyndelse for kurator
mv., hvor sagens karakter tilsiger dette.
Adgangen til at foretage
forkyndelse for kurators, bobestyrers mv. ansatte er ikke
subsidiær. Der kan således f.eks. ske
stævningsmandsforkyndelse for en ansat, selv om kurator,
bobestyrer mv. selv er til stede i virksomheden, når
forkyndelsen foretages.
Forkyndelse for kurator, bobestyrer
mv. og hans eller hendes ansatte kan ifølge den
foreslåede bestemmelse alene ske på det sted, hvorfra
kurator, bobestyrer mv. driver sin virksomhed. Denne
begrænsning indebærer, at der f.eks. ikke kan ske
forkyndelse for kurator, bobestyrer mv. på hans eller hendes
bopæl eller midlertidige opholdssted.
For så vidt angår
offentlige myndigheder kan postforkyndelse og
stævningsmandsforkyndelse alene ske for myndighedens ansatte,
der er fyldt 18 år, på myndighedens adresse, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 157
a, stk. 2, nr. 5. Omfattet
af bestemmelsen er statslige, kommunale og regionale
myndigheder.
Efter den foreslåede § 157 a, stk.
2, nr. 6, finder retsplejelovens § 157, stk. 3 og 4
(som ikke foreslås ændret), tilsvarende anvendelse ved
forkyndelse efter den foreslåede stk. 2, nr. 2 og 4. Dette
indebærer f.eks., at ved forkyndelse efter stk. 2, nr. 2,
på et bestyrelsesmedlems bopæl for den
pågældendes ægtefælle kan
ægtefællen ved kendelse tilpligtes at erstatte
omkostninger, der er en følge af, at han eller hun - efter
at forkyndelse er sket - undlader at overlevere, hvad han eller hun
har modtaget ved forkyndelsen, til bestyrelsesmedlemmet, jf.
retsplejelovens § 157, stk. 4.
Den foreslåede bestemmelse i
§ 158 er en
konsekvensændring som følge af de foreslåede
bestemmelser i § 155, stk. 2, og § 157 a om forkyndelse
for juridiske personer.
Der henvises til pkt. 2.3 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 7
(§§ 155-158)
Retsplejelovens §§
155-158 er af lovtekniske årsager affattet i deres helhed for
at sikre korrekt sammenhæng af bestemmelserne.
Retsplejelovens §§
155-158, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 7, svarer til
bestemmelserne i lovforslagets § 1, nr. 6, med
tilføjelse af de foreslåede regler om digital
forkyndelse og forenklet digital forkyndelse og vil således
erstatte retsplejelovens §§ 155-158 som affattet i
lovforslagets § 1, nr. 6, når retsplejelovens
§§ 155-158, jf. lovforslagets § 1, nr. 7,
sættes i kraft efter justitsministerens nærmere
bestemmelse, jf. lovforslagets § 5, stk. 2.
De foreslåede bestemmelser i
§ 155, stk. 1, nr. 1, 4, 5 og 6,
svarer til de foreslåede bestemmelser i § 155, stk. 1,
nr. 1-4, i lovforslagets § 1, nr. 6.
Den foreslåede bestemmelse i
§ 155, stk. 1, nr. 2,
viderefører den gældende bestemmelse i § 155, nr.
2 (digital forkyndelse), som endnu ikke er trådt i kraft, jf.
§ 5, stk. 1, i lov nr. 447 af 9. juni 2004 om ændring af
retsplejeloven, konkursloven, lov om skifte af dødsboer og
lov om skifte af fællesbo m.v. (Digital kommunikation i
retsplejen, kendelser med begrænset sagsfremstilling, regler
om vidneforvarede m.v.).
Det foreslås i § 155, stk. 1, nr. 3, at forenklet
digital forkyndelse indføres som ny forkyndelsesform. Efter den foreslåede bestemmelse sker
forkyndelse ved, at den meddelelse, der skal forkyndes, med
eventuelle bilag gøres tilgængelig for den
pågældende i en digital postkasse, der anvendes til
sikker digital kommunikation med det offentlige.
Ved "en digital postkasse, der
anvendes til sikker digital kommunikation med det offentlige"
forstås borger.dk, virk.dk eller tilsvarende systemer. Det
afgørende er, at systemet opfylder de krav, der omtales i
det følgende.
Forenklet digital forkyndelse
indebærer, at myndigheden sender meddelelsen digitalt til den
pågældendes digitale postkasse, og når
meddelelsen åbnes, sendes en besked om, at meddelelsen er
blevet åbnet, automatisk retur til myndigheden, jf. den
foreslåede bestemmelse i retsplejelovens §? ?156 b
(lovforslagets § 1, nr. 7). Der vil være tale om en
automatisk funktionalitet, hvorved modtagelsen bekræftes ved
åbning af den digitale meddelelse. Borgerens eller
virksomhedens åbning af den digitale meddelelse
udløser således et automatisk tilbagesvar. Borgeren
eller virksomheden vil ikke have mulighed for at vælge, om
tilbagesvaret afsendes.
Forenklet digital forkyndelse
kræver ikke aktiv medvirken ud over, at den
pågældende skal åbne den digitale meddelelse.
Hvis modtageren ikke åbner den digitale meddelelse, må
der anvendes en anden forkyndelsesform. Det er dog den
pågældendes eget ansvar, hvem den
pågældende måtte give adgang til den digitale
postkasse. Forkyndelse anses for sket, når beskeden er
åbnet uanset, at dette ikke er sket af den
pågældende selv.
Det forudsættes, at det
øverst i meddelelsen fremgår, at denne anses for
forkyndt på det tidspunkt, hvor den blev åbnet, og at
meddelelsen med eventuelle bilag kan indeholde oplysninger, der
ikke må offentliggøres, jf. navnlig lov om behandling
af personoplysninger.
Endvidere forudsættes det, at
meddelelsen i almindelighed er forsynet med en digital signatur,
der kan sikre, at meddelelsen stammer fra den angivne afsender, og
at meddelelsen ikke er blevet ændret undervejs.
De almindelige regler om
beskyttelse af fortrolige oplysninger, herunder f.eks.
persondatalovens regler om behandling af personoplysninger, finder
tilsvarende anvendelse ved forenklet digital forkyndelse. Dette
indebærer bl.a., at ved forenklet digital forkyndelse af en
meddelelse, der indeholder fortrolige oplysninger, skal meddelelsen
krypteres eller sikres på anden forsvarlig måde,
således at uvedkommende ikke kan læse meddelelsen, jf.
også den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens
§ 154 a, stk. 2, 2. pkt. (der viderefører den
gældende § 154, stk. 2, 3. pkt., jf. lovforslagets
§ 1, nr. 5, og bemærkningerne hertil).
Ligesom ved telefonforkyndelse vil
der ved forenklet digital forkyndelse kunne ske forkyndelse overalt
i verden og derved også i en situation, hvor den
pågældende eksempelvis er bortrejst fra Danmark i en
periode, uden at retten er bekendt hermed. Det forudsættes,
at domstolene i sådanne tilfælde - inden for rammerne
af de gældende bestemmelser på området -
anlægger en mere lempelig vurdering ved anmodninger om
udsættelse af sagen, når det er åbenbart, at
vedkommende ikke har praktisk mulighed for at komme til stede i
retten. Det samme gør sig gældende ved
spørgsmål om, hvorvidt en udeblivelse i sådanne
tilfælde har karakter af lovligt forfald. På
tilsvarende måde bør der efter omstændighederne
anlægges en lempelig vurdering ved indgivelse af anmodning om
genoptagelse af en sag efter retsplejelovens § 367, stk. 1, 2.
pkt. (der ikke foreslås ændret).
Der henvises i øvrigt til
pkt. 2.2.2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Med den foreslåede
bestemmelse i § 155, stk. 2,
fastsættes det, hvilke forkyndelsesformer der kan anvendes,
når der skal ske forkyndelse for selskaber, foreninger, fonde
og boer mv. (juridiske personer).
Den foreslåede bestemmelse
skal ses i sammenhæng med den foreslåede
§ 157 a, der fastsætter, over for hvem og hvor
forkyndelse for juridiske personer kan ske.
De forkyndelsesformer, der kan
anvendes i forhold til juridiske personer, er forkyndelsesformerne
i § 155, stk. 1, nr. 1-5, dvs. brevforkyndelse, digital
forkyndelse, forenklet digital forkyndelse, postforkyndelse og
stævningsmandsforkyndelse.
Der henvises i øvrigt til
pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
De foreslåede bestemmelser i
§§ 156 og 156 a svarer til de
foreslåede bestemmelser i §§ 156 og 156 a i
lovforslagets §? ?1, nr. 6.
Den foreslåede bestemmelse i
§ 156 b viderefører den
gældende bestemmelse i § 156 a.
Den foreslåede bestemmelse i
§ 156 c skal ses i
sammenhæng med forslaget til § 155, stk. 1, nr. 3 om
forenklet digital forkyndelse, jf. ovenfor.
Ved forenklet digital forkyndelse
anses meddelelsen efter den foreslåede bestemmelse i § 156 c, 1. pkt., for forkyndt, hvis
meddelelsen åbnes. Tidspunktet for forkyndelse fastslås
i den foreslåede bestemmelses 2.
pkt., hvorefter forkyndelsen anses for sket den dag,
meddelelsen åbnes. Som anført i bemærkningerne
til den foreslåede § 155, stk. 1, nr. 3, om forenklet
digital forkyndelse, sendes en besked om, at meddelelsen er blevet
åbnet, automatisk retur til myndigheden. Tidspunktet for
åbningen af meddelelsen vil fremgå af denne besked.
Det er den pågældendes
eget ansvar, hvem den pågældende måtte give
adgang til den digitale postkasse. Forkyndelse anses for sket,
når beskeden er åbnet, uanset at dette ikke er sket af
den pågældende selv, jf. tillige bemærkningerne
til den foreslåede bestemmelse i § 155, stk. 1, nr.
3.
Den foreslåede bestemmelse i
§ 157 svarer til den
forslåede bestemmelse i § 157 i lovforslagets § 1,
nr. 6.
Det foreslåede stk. 2 i
retsplejelovens § 155 indebærer, at der kan anvendes
brevforkyndelse, digital forkyndelse, forenklet digital
forkyndelse, postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse
over for juridiske personer. Der kan således ikke anvendes
telefonforkyndelse over for juridiske personer.
Den foreslåede bestemmelse i
§ 157 a svarer til den
foreslåede bestemmelse i § 157 a i lovforslagets §
1, nr. 6, dog således at der endvidere kan anvendes digital
forkyndelse og forenklet digital forkyndelse over for juridiske
personer.
Digital forkyndelse og forenklet
digital forkyndelse kan i overensstemmelse med den foreslåede
bestemmelse i § 157 a, stk. 1, 1.
pkt., ske for et direktionsmedlem, et bestyrelsesmedlem
eller en anden, som har ansvar for den juridiske persons
anliggender, på den juridiske persons digitale adresse.
Digital forkyndelse og forenklet
digital forkyndelse kan i overensstemmelse med den foreslåede
bestemmelse i § 157 a, stk. 1, 1. pkt., endvidere alene ske
på den juridiske persons digitale adresse. Dette
indebærer, at forkyndelsen skal ske på den digitale
adresse, som f.eks. er angivet på den juridiske persons
brevpapir. Der kan således f.eks. ikke ske digital
forkyndelse eller forenklet digital forkyndelse på
direktionsmedlemmets arbejdsrelaterede eller private digitale
adresse eller i den pågældendes digitale postkasse, der
anvendes til sikker digital kommunikation med det offentlige.
Herudover fastslås det i den
foreslåede bestemmelse i § 157
a, stk. 1, 2. pkt., at
digital forkyndelse og forenklet digital forkyndelse kan ske for
den juridiske persons ansatte på den juridiske persons
digitale adresse. Dette indebærer, at forkyndelsen skal ske
på den digitale adresse, som f.eks. er angivet på den
juridiske persons brevpapir. Der kan således i forhold til
den juridiske person ikke f.eks. ske forkyndelse på den
ansattes arbejdsrelaterede eller private digitale adresse eller i
den pågældende ansattes egen digitale postkasse, der
anvendes til sikker digital kommunikation med det offentlige.
Adgangen til at foretage
forkyndelse for den juridiske persons ansatte er ikke
subsidiær.
Det er endvidere ikke et krav, at
de ansatte skal være fyldt 18 år. Baggrunden for dette
er, at der ved digital forkyndelse og forenklet digital forkyndelse
ikke - som ved postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse,
hvor der er en umiddelbar kontakt - er mulighed for at kontrollere,
om den, over for hvem der foretages forkyndelse, er fyldt 18
år. Det er således den juridiske persons ansvar at
indrette sig på en måde, som sikrer, at digital post
åbnes af kvalificerede medarbejdere.
Den foreslåede bestemmelse i
§ 158 er en
konsekvensændring som følge af de foreslåede
bestemmelser i § 155, stk. 2, og § 157 a om forkyndelse
for juridiske personer.
Der henvises til pkt. 2.3 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 8
(§ 160)
Det foreslås, at § 160 ændres, således at der
også i straffesager (og ikke kun - som i dag - i borgerlige
sager) vil være adgang til at udpege en person, over for hvem
forkyndelse kan ske. Endvidere
foreslås bestemmelsen ændret, så også
vidner vil kunne udpege en person, over for hvem forkyndelse kan
ske, jf. det foreslåede stk. 1.
Udvidelserne indebærer, at en sigtet eller tiltalt i en
straffesag og et vidne i en borgerlig sag eller en straffesag
fremover vil kunne udpege f.eks. en pårørende, over
for hvem forkyndelse kan ske.
Af bevismæssige grunde
fastsættes det i det foreslåede stk. 1, at der - i
såvel borgerlige sager som straffesager - fra personen skal
foreligge en skriftlig fuldmagt. Fuldmagten skal gives på en
særlig blanket, som indeholder oplysning om betydningen af,
at en meddelelse anses for forkyndt, herunder at der ved
udeblivelse kan blive tale om anholdelse eller udeblivelsesdom. Det
skal fremgå af fuldmagten, at der kan ske forkyndelse for den
udpegede person af meddelelsen med eventuelle bilag eller i sagen
som sådan. Det fastsættes endvidere, at den udpegede
person skal være myndig.
Juridiske personer vil som hidtil
ligeledes være omfattet af bestemmelsen. Som konsekvens af de
foreslåede bestemmelser i § 155, stk. 2, og § 157 a
foreslås det derfor også, at henvisningen til
"§§? ?155-157" i § 160 ændres til
"§§? ?155-157 a".
Der henvises i øvrigt til
pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 9
(§ 163, stk. 2)
Der er tale om en
konsekvensændring som følge af de foreslåede
bestemmelser i § 155, stk. 2, og § 157 a om forkyndelse
for juridiske personer.
Der henvises til lovforslagets
§ 1, nr. 6, og bemærkningerne hertil.
Der henvises i øvrigt til
pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 10
(§ 165, stk. 1, 2. pkt.)
Med den foreslåede
bestemmelse præciseres det, at Domstolsstyrelsen
fastsætter regler om såvel vederlag (jf. den
gældende ordlyd) som befordringsgodtgørelse til
stævningsmænd.
Det bemærkes i den
forbindelse, at bestemmelsen også giver adgang til, at
Domstolsstyrelsen kan fastsætte regler om vederlag til
stævningsmændene for telefonforkyndelse.
Der henvises i øvrigt til
pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 11
(§ 165, stk. 3)
Det foreslås at ophæve
bestemmelsen, hvorefter polititjenestemænd ikke har krav
på vederlag for forkyndelse i straffesager.
Der er tale om en
konsekvensændring som følge af den foreslåede
ændring af § 165, stk. 1, 2. pkt. (jf. lovforslagets
§ 1, nr. 10). Der ændres således ikke ved, at
personer, der foretager forkyndelse som led i deres almindelige
tjeneste ikke modtager vederlag for forkyndelser.
Der henvises i øvrigt til
pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 12
(§ 203, stk. 1)
Den foreslåede bestemmelse
indebærer, at rettens dekret om udmeldelse af syns- og
skønsmænd fremover uden ophold skal meddeles for de
udmeldte.
Der henvises i øvrigt til
pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 13
(§ 835)
Den foreslåede § 835, stk. 1, viderefører den
gældende § 835, stk. 1, 1. og 2. pkt.
Den foreslåede ændring
af § 835, stk. 2, indebærer,
at anklagemyndigheden fremover sender kopi af anklageskriftet til
tiltalte eller forkynder det for den pågældende straks
efter indledning af sagen, dog således at anklagemyndigheden
senest samtidig med forkyndelse af indkaldelse, jf. § 844,
stk. 2, skal forkynde kopi af anklageskriftet for den
pågældende.
Den foreslåede § 835, stk. 3, er en delvis
videreførelse af den gældende § 835, stk. 1,
3. pkt., idet det dog præciseres, at anklagemyndighedens
eller rettens fremsendelse af kopi af anklageskriftet til
forsvareren skal ske straks efter indledning af sagen, eller - hvis
der ikke er beskikket en forsvarer for tiltalte, når sagen
indledes - så snart forsvareren er beskikket.
Der henvises til pkt. 2.1 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 14
(§ 896, stk. 4 og 5)
Den foreslåede bestemmelse i
§ 896, stk. 4, er bortset fra
henvisningen i bestemmelsen til det nye stk. 5 en
videreførelse af den gældende § 896, stk. 4.
Med den foreslåede § 896, stk. 5, præciseres det, at
der skal ske forkyndelse af tilsigelsen i bødesager, hvor
der er fremsat erstatningskrav. Dette gælder, uanset om
kravet er opgjort.
Der henvises i øvrigt til
pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til §
2
(straffeloven)
Til nr. 1
(§ 94, stk. 5)
Der er tale om en
konsekvensændring som følge af den foreslåede
bestemmelse i retsplejelovens § 157 a om forkyndelse for
juridiske personer (jf. lovforslagets § 1, nr. 6 og 7).
Der henvises i øvrigt til
pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til §
3
(lov om
elektroniske kommunikationsnet og -tjenester)
Til nr. 1
(§ 31, stk. 6)
Med den foreslåede
bestemmelse, der skal ses i sammenhæng med de
foreslåede bestemmelser i retsplejelovens § 155, stk. 1,
nr. 4 (lovforslagets § 1, nr. 6), § 155, stk. 1, nr. 6
(lovforslagets § 1, nr. 7), og § 156 a (lovforslagets
§ 1, nr. 6 og 7) om telefonforkyndelse, får retterne og
restanceinddrivelsesmyndigheden adgang til de hemmelige
telefonnumre i nummeroplysningsdatabasen ("118") ligesom politiet
allerede har i dag.
Det forudsættes, at kun de
personer ved retterne og hos restanceinddrivelsesmyndigheden, der
beskikkes til at foretage telefonforkyndelser, får adgang til
oplysninger om de hemmelige telefonnumre. Endvidere
forudsættes det, at de pågældende kun anvender
adgangen til oplysningerne i forbindelse med
telefonforkyndelser.
Der henvises til pkt. 2.2.2.2.1 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til §
4
Retsplejelovens §§
155-158 er af lovtekniske årsager affattet i deres helhed for
at sikre korrekt sammenhæng i bestemmelserne.
Som en konsekvens heraf
ophæves § 1, nr. 5-7 i lov nr. 447 af 9. juni 2004 om
ændring af retsplejeloven, konkursloven, lov om skifte af
dødsboer og lov om skifte af fællesbo m.v. (Digital
kommunikation i retsplejen, kendelser med begrænset
sagsfremstilling, regler om vidneforvarede m.v.).
Til §
5
Bestemmelsen fastsætter
lovens ikrafttrædelsestidspunkt. Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1.
juli 2013.
Med henblik på, at
indførelsen af muligheden for at anvende digital forkyndelse
og forenklet digital forkyndelse sker på den mest
hensigtsmæssige måde, er lovforslaget udformet
sådan, at justitsministeren fastsætter tidspunktet for
ikrafttræden af de nye regler om digital forkyndelse og
forenklet digital forkyndelse, jf. stk.
2.
Herudover fremgår det af det
foreslåede stk. 3, at
retsplejelovens § 835 og § 896, som affattet ved
lovforslagets § 1, nr. 13 og 14, finder anvendelse på
straffesager, der indledes ved retten efter lovens
ikrafttræden, jf. stk. 1.
Til § 6
Bestemmelsen fastsætter
lovens territoriale anvendelsesområde og indebærer, at
loven ikke gælder på Færøerne og i
Grønland.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | | | | | | § 1 | | | | | | I retsplejeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1063 af 17. november 2011, som senest
ændret ved § 2 i lov nr. 600 af 18. juni 2012, foretages
følgende ændringer: | | | | | | 1. §§ 57 og 58 affattes således: | § 57. I
hver retskreds samt ved landsretterne og Sø- og
Handelsretten beskikkes det fornødne antal
stævningsmænd af vedkommende præsident.
Fortegnelse over de beskikkede stævningsmænd
opslås på tingstederne samt henholdsvis i
landsretternes, Sø- og Handelsrettens og Københavns
Byrets lokaler. Stk. 2.
En forkyndelse er gyldig, selv om stævningsmanden har handlet
uden for den retskreds, i hvilken han er ansat. Stk. 3.
Polititjenestemænd og sognefogeder kan uden særlig
beskikkelse foretage forkyndelser i straffesager. Stk. 4.
Justitsministeren kan fastsætte regler om, i hvilket omfang
politiet skal foretage eller medvirke ved forkyndelser. | | Ȥ 57.
I hver retskreds samt ved landsretterne og Sø- og
Handelsretten beskikker retspræsidenten et antal
stævningsmænd til at foretage
stævningsmandsforkyndelser og telefonforkyndelser. En
forkyndelse er gyldig, selv om stævningsmanden har handlet
uden for den retskreds, i hvilken den pågældende er
beskikket. Stk. 2.
Stævningsmanden afgiver til den retspræsident, der har
beskikket den pågældende, en erklæring om, at den
pågældende vil opfylde de pligter, der påhviler
den pågældende efter denne lov og de
bekendtgørelser, der er udstedt i medfør af loven.
Formen for denne erklæring fastsættes af
Domstolsstyrelsen. Stk. 3. Retten
skal vejlede stævningsmændene med hensyn til deres
pligter. | | | | § 58.
Justitsministeren udfærdiger en instruks for
stævningsmænd. Stk. 2.
Enhver stævningsmand afgiver til vedkommende
retspræsident en højtidelig erklæring om, at han
med troskab og samvittighedsfuldhed vil opfylde de pligter, der
påhviler ham efter nærværende lov og den ham
meddelte instruks. Formen for denne erklæring
fastsættes af Domstolsstyrelsen. Dommeren i retskredsen har
at vejlede stævningsmændene med hensyn til deres
pligter. | | § 58. I hver
retskreds samt ved landsretterne og Sø- og Handelsretten kan
retspræsidenten beskikke ansatte ved retten til at foretage
stævningsmandsforkyndelser og telefonforkyndelser. Stk. 2.
Polititjenestemænd og sognefogeder kan uden særlig
beskikkelse foretage stævningsmandsforkyndelser og
telefonforkyndelser. Stk. 3.
Politidirektøren kan beskikke ansatte i politikredsen til at
foretage stævningsmandsforkyndelser og telefonforkyndelser,
jf. dog stk. 2. Stk. 4.
Direktøren for Kriminalforsorgen kan beskikke ansatte i
kriminalforsorgen til at foretage stævningsmandsforkyndelser
i kriminalforsorgens institutioner. Stk. 5.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan beskikke ansatte i
restanceinddrivelsesmyndigheden til at foretage telefonforkyndelser
i sager omfattet af lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af
skatter og afgifter m.v. Stk. 6.
Justitsministeren kan fastsætte regler om, i hvilket omfang
retterne, politiet, kriminalforsorgen og
restanceinddrivelsesmyndigheden skal foretage og medvirke ved
forkyndelser.« | | | | | | 2. § 67 affattes således: | § 67. En
stævningsmand må ikke foretage eller deltage i en
forretning, når nogen af parterne er hans
ægtefælle eller beslægtet eller besvogret med ham
i lige op- eller nedstigende linje eller i første sidelinje,
eller han selv er part i sagen eller er interesseret i dens
udfald. | | Ȥ
67. En stævningsmand
eller en anden, der foretager forkyndelse, må ikke foretage
forkyndelsen eller deltage deri, når nogen af parterne er den
pågældendes ægtefælle eller er
beslægtet eller besvogret med den pågældende i
lige op- eller nedstigende linje eller i første sidelinje,
eller den pågældende selv er part i sagen eller er
interesseret i dens udfald.« | | | | | | 3. Overskriften til kapitel 17 affattes
således: | Forkyndelser
m.v. | | »Meddelelser og forkyndelse af
meddelelser«. | | | | § 154.
Meddelelser fra retten gives på den måde, som rettens
formand bestemmer, medmindre loven indeholder anden forskrift
herom. | | | Stk. 2.
Anvendelse af digital kommunikation kan ske, hvis modtageren har
samtykket i at modtage meddelelser på denne måde, jf.
dog § 155, nr. 2. Samtykke kan gives for den enkelte sag
eller generelt. Meddelelser, der indeholder fortrolige oplysninger,
skal krypteres eller sikres på anden forsvarlig
måde. | | 4. § 154, stk. 2, ophæves. Stk. 3 bliver herefter stk. 2. | Stk. 3.
Rettens beslutning om, hvorledes meddelelser skal gives, er ikke
genstand for kære. | | | | | | | | 5. Efter
§ 154 indsættes: | | | »§ 154
a. Anvendelse af digital
kommunikation kan ske, hvis |
| | 1) | modtageren har samtykket i at modtage
meddelelser på denne måde, jf. stk. 2, | 2) | der er tale om en meddelelse, der skal
forkyndes, | 3) | der er tale om en efterfølgende
bekræftelse på en telefonforkyndelse, eller | 4) | der er tale om en påmindelse til
den, der skal give møde i retten, om tid og sted for det
pågældende retsmøde. | | | Stk. 2. Samtykke
kan gives for den enkelte sag eller generelt. Stk. 3.
Meddelelser, der indeholder fortrolige oplysninger, skal krypteres
eller sikres på anden forsvarlig måde.« | | | | | | 6. §§ 155-158 affattes
således: | § 155.
Forkyndelse sker ved, at den meddelelse, der skal forkyndes, med
eventuelle bilag | | Ȥ 155. Forkyndelse sker ved, at den
meddelelse, der skal forkyndes, med eventuelle bilag | 1) | sendes eller afleveres til den
pågældende, der samtidig anmodes om at bekræfte
modtagelsen på en genpart af dokumentet eller, hvis
forkyndelsen foretages ved rettens eller anklagemyndighedens
foranstaltning, et særligt modtagelsesbevis
(brevforkyndelse), | | 1) | sendes eller afleveres til den
pågældende, der samtidig anmodes om at bekræfte
modtagelsen på en genpart af dokumentet eller, hvis
forkyndelsen foretages ved rettens eller anklagemyndighedens
foranstaltning, et særligt modtagelsesbevis
(brevforkyndelse), | 2) | ved digital kommunikation gøres
tilgængelig for den pågældende, der samtidig
anmodes om at bekræfte modtagelsen (digital
forkyndelse), | 2) | sendes til den pågældende i
brev med afleveringsattest (postforkyndelse), | 3) | sendes til den pågældende i
brev med afleveringsattest (postforkyndelse) eller | 3) | afleveres til den pågældende
af en stævningsmand eller en anden dertil bemyndiget, jf.
§§ 57-58, (stævningsmandsforkyndelse), eller | 4) | afleveres til den pågældende
af en stævningsmand (stævningsmandsforkyndelse). | 4) | telefonisk gives den
pågældende, der forinden eller efterfølgende
får tilsendt eller overdraget dokumentet og
efterfølgende får tilsendt en bekræftelse
på forkyndelsen (telefonforkyndelse). | | | Stk. 2.
Forkyndelsesformerne i stk. 1, nr. 1-3, kan anvendes, når der
skal ske forkyndelse for selskaber, foreninger, fonde og boer m.v.
(juridiske personer), jf. § 157 a. | | | | § 156.
Ved brevforkyndelse anses meddelelsen for forkyndt, hvis genparten
eller modtagelsesbeviset er underskrevet af den
pågældende personlig. Forkyndelse anses for sket den
dag, modtageren anfører at have modtaget meddelelsen. Er
ingen modtagelsesdag anført, eller er den angivne
modtagelsesdag senere end datoen i poststemplet på
tilbagesendelsen, anses forkyndelse for sket på poststemplets
dato. | | § 156.
Ved brevforkyndelse anses meddelelsen for forkyndt, hvis genparten
eller modtagelsesbeviset er underskrevet af den
pågældende personlig. Forkyndelse anses for sket den
dag, modtageren anfører at have modtaget meddelelsen. Er
ingen modtagelsesdag anført, eller er den angivne
modtagelsesdag senere end datoen i poststemplet på
tilbagesendelsen, anses forkyndelse for sket på poststemplets
dato. | | | | § 156 a. Ved digital forkyndelse
anses meddelelsen for forkyndt, hvis den pågældende
bekræfter at have modtaget meddelelsen enten ved en
meddelelse, der sendes ved digital kommunikation med anvendelse af
digital signatur, eller ved at sende en personligt underskrevet
kopi af meddelelsen. Forkyndelsen anses for sket den dag,
modtageren anfører at have modtaget meddelelsen. Er ingen
modtagelsesdag anført, eller er den angivne modtagelsesdag
senere end den registrerede modtagelsesdato for den digitalt
fremsendte bekræftelse eller datoen i poststemplet på
tilbagesendelsen, anses forkyndelsen for sket på den
registrerede modtagelsesdag eller på poststemplets
dato. | | § 156 a. Ved
telefonforkyndelse anses meddelelsen for forkyndt, hvis personen
vedkender sig at være den person, der skal ske forkyndelse
for, og personen må antages at have forstået
telefonsamtalen. Forkyndelsen anses for sket den dag, meddelelsen
telefonisk gives den pågældende. | | | | § 157.
For postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse gælder
følgende regler: | | § 157. For
postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse gælder
følgende regler: | 1) | Forkyndelse bør så vidt
muligt ske for den pågældende personlig på hans
bopæl, midlertidige opholdssted eller arbejdssted.
Forkyndelse for den pågældende personlig er dog gyldig,
uanset hvor den sker. | | 1) | Forkyndelse bør så vidt
muligt ske for den pågældende personlig på hans
bopæl, midlertidige opholdssted eller arbejdssted.
Forkyndelse for den pågældende personlig er dog gyldig,
uanset hvor den sker. | 2) | Træffes den pågældende
ikke, kan forkyndelse ske | 2) | Træffes den pågældende
ikke, kan forkyndelse ske | | a) | på bopælen eller
opholdsstedet for personer, der hører til husstanden, eller,
hvis den pågældende bor til leje i en andens bolig, for
udlejeren eller dennes ægtefælle, for så vidt de
pågældende træffes på bopælen eller
opholdsstedet, eller | | | a) | på bopælen eller
opholdsstedet for personer, der hører til husstanden, eller,
hvis den pågældende bor til leje i en andens bolig, for
udlejeren eller dennes ægtefælle, for så vidt de
pågældende træffes på bopælen eller
opholdsstedet, | b) | på den pågældendes
arbejdssted over for arbejdsgiveren eller dennes repræsentant
eller, for så vidt angår selvstændige
næringsdrivende, på den pågældendes kontor,
værksted eller forretningslokale over for personer, der er
ansat i virksomheden. | b) | for ledelsen eller personalet på
en institution eller et hospital, hvor den pågældende
er bosat eller midlertidigt opholder sig, medmindre ledelsen eller
personalet oplyser, at den pågældende ikke
længere opholder sig på stedet, eller | | | c) | på den pågældendes
arbejdssted over for arbejdsgiveren eller dennes repræsentant
eller, for så vidt angår selvstændige
næringsdrivende, på den pågældendes kontor,
værksted eller forretningslokale over for personer, der er
ansat i virksomheden. | Stk. 2.
Forkyndelse efter stk. 1, nr. 2, kan ikke ske for personer
under 18 år. | | Stk. 2.
Forkyndelse efter stk. 1, nr. 2, kan ikke ske for personer
under 18 år. | Stk. 3. Ved
postforkyndelse overgives forsendelsen og ved
stævningsmandsforkyndelse en genpart af meddelelsen og
eventuelle bilag til den, for hvem forkyndelsen sker. Sker
forkyndelse ikke over for vedkommende personlig, anføres
på forsendelsen eller genparten af meddelelsen, hvornår
og over for hvem forkyndelse er sket. | | Stk. 3. Ved
postforkyndelse overgives forsendelsen og ved
stævningsmandsforkyndelse en genpart af meddelelsen og
eventuelle bilag til den, for hvem forkyndelsen sker. Sker
forkyndelse ikke over for vedkommende personlig, anføres
på forsendelsen eller genparten af meddelelsen, hvornår
og over for hvem forkyndelse er sket. | Stk. 4.
Nægter en person, for hvem forkyndelse kan ske efter
stk. 1, nr. 2, uden rimelig grund at modtage forkyndelse,
eller undlader han, efter at forkyndelse er sket, at overlevere,
hvad han har modtaget ved forkyndelsen, til vedkommende, selv om
dette kunne være sket uden væsentlig udgift eller
besvær, kan han ved kendelse tilpligtes at erstatte
omkostninger, der er en følge af hans nægtelse eller
undladelse. | | Stk. 4.
Nægter en person, for hvem forkyndelse kan ske efter
stk. 1, nr. 2, uden rimelig grund at modtage forkyndelse,
eller undlader han, efter at forkyndelse er sket, at overlevere,
hvad han har modtaget ved forkyndelsen, til vedkommende, selv om
dette kunne være sket uden væsentlig udgift eller
besvær, kan han ved kendelse tilpligtes at erstatte
omkostninger, der er en følge af hans nægtelse eller
undladelse. | | | Stk. 5. Ved
forkyndelse efter stk. 1, nr. 2, litra b, skal ledelsen eller
personalet, der har modtaget en meddelelse, der skal forkyndes,
returnere en frankeret svarkuvert, når meddelelsen er
overbragt til den person, meddelelsen angår. Forkyndelsen
anses for sket den dag, meddelelsen anføres at være
overbragt. | | | | | | § 157 a.
Brevforkyndelse for selskaber, foreninger, fonde og boer m.v.
(juridiske personer) kan ske for et direktionsmedlem, et
bestyrelsesmedlem eller en anden, som har ansvar for den juridiske
persons anliggender, på den juridiske persons postadresse.
Forkyndelse kan endvidere ske for den juridiske persons ansatte
på den juridiske persons postadresse. | | | Stk. 2. For
postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse for selskaber,
foreninger, fonde og boer m.v. (juridiske personer) gælder
følgende regler: |
| | 1) | Forkyndelse for et direktionsmedlem, et
bestyrelsesmedlem eller en anden, som har ansvar for den juridiske
persons anliggender, bør så vidt muligt ske på
det sted, hvorfra den juridiske person drives. Forkyndelse kan
endvidere ske på den pågældendes bopæl,
midlertidige opholdssted eller arbejdssted, jf. dog nr. 4 og 5.
Forkyndelse for den pågældende er dog gyldig, uanset
hvor den sker. | 2) | Træffes et direktionsmedlem, et
bestyrelsesmedlem eller en anden, som har ansvar for den juridiske
persons anliggender, ikke på bopælen, kan forkyndelse
endvidere ske dér for personer, der er fyldt 18 år,
der hører til husstanden, jf. dog nr. 4 og 5. | 3) | Forkyndelse kan endvidere ske for
ansatte, der er fyldt 18 år, på det sted, hvorfra den
juridiske person drives, jf. dog nr. 4 og 5. | 4) | Forkyndelse for kurator, bobestyrer m.v.
kan alene ske for kurator, bobestyrer m.v. selv eller for
vedkommendes ansatte, der er fyldt 18 år, på det sted,
hvorfra kurator, bobestyrer m.v. driver sin virksomhed. | 5) | Forkyndelse for en offentlig myndighed
kan alene ske for myndighedens ansatte, der er fyldt 18 år,
på myndighedens adresse. | 6) | Ved forkyndelse efter nr. 2 og 4 finder
§ 157, stk. 3 og 4, tilsvarende anvendelse. | | | | § 158.
Har den pågældende kendt bopæl eller opholdssted
i udlandet, og kan forkyndelse ikke ske her i riget efter
§ 155, nr. 3 og 4, jf. § 157, sker forkyndelse
ved brevforkyndelse eller på den måde, der er
foreskrevet ved konvention eller ved vedkommende lands lov. | | § 158.
Har den pågældende kendt bopæl eller opholdssted
i udlandet, og kan forkyndelse ikke ske her i riget efter
§ 155, stk. 1, nr. 2 og 3, jf. § 157, eller §
155, stk. 1, nr. 2 og 3, jf. stk. 2, sker forkyndelse ved
brevforkyndelse eller på den måde, der er foreskrevet
ved konvention eller ved vedkommende lands lov. « | | | | | | 7.
§§ 155-158 affattes således: | § 155.
Forkyndelse sker ved, at den meddelelse, der skal forkyndes, med
eventuelle bilag | | Ȥ 155.
Forkyndelse sker ved, at den meddelelse, der skal forkyndes, med
eventuelle bilag | 1) | sendes eller afleveres til den
pågældende, der samtidig anmodes om at bekræfte
modtagelsen på en genpart af dokumentet eller, hvis
forkyndelsen foretages ved rettens eller anklagemyndighedens
foranstaltning, et særligt modtagelsesbevis
(brevforkyndelse), | | 1) | sendes eller afleveres til den
pågældende, der samtidig anmodes om at bekræfte
modtagelsen på en genpart af dokumentet eller, hvis
forkyndelsen foretages ved rettens eller anklagemyndighedens
foranstaltning, et særligt modtagelsesbevis
(brevforkyndelse), | 2) | ved digital kommunikation gøres
tilgængelig for den pågældende, der samtidig
anmodes om at bekræfte modtagelsen (digital
forkyndelse), | | 2) | ved digital kommunikation gøres
tilgængelig for den pågældende, der samtidig
anmodes om at bekræfte modtagelsen (digital
forkyndelse), | 3) | sendes til den pågældende i
brev med afleveringsattest (postforkyndelse) eller | | 3) | gøres tilgængelig for den
pågældende i en digital postkasse, der anvendes til
sikker digital kommunikation med det offentlige (forenklet digital
forkyndelse), | 4) | afleveres til den pågældende
af en stævningsmand (stævningsmandsforkyndelse). | | 4) | sendes til den pågældende i
brev med afleveringsattest (postforkyndelse), | | | 5) | afleveres til den pågældende
af en stævningsmand eller en anden dertil bemyndiget, jf.
§§ 57-58, (stævningsmandsforkyndelse), eller | | | 6) | telefonisk gives den
pågældende, der forinden eller efterfølgende
får tilsendt eller overdraget dokumentet og
efterfølgende får tilsendt en bekræftelse
på forkyndelsen (telefonforkyndelse). | | | Stk. 2.
Forkyndelse efter stk. 1, nr. 1-5, kan anvendes, når der skal
ske forkyndelse for selskaber, foreninger, fonde og boer m.v.
(juridiske personer), jf. § 157 a. | | | | § 156.
Ved brevforkyndelse anses meddelelsen for forkyndt, hvis genparten
eller modtagelsesbeviset er underskrevet af den
pågældende personlig. Forkyndelse anses for sket den
dag, modtageren anfører at have modtaget meddelelsen. Er
ingen modtagelsesdag anført, eller er den angivne
modtagelsesdag senere end datoen i poststemplet på
tilbagesendelsen, anses forkyndelse for sket på poststemplets
dato. | | § 156. Ved
brevforkyndelse anses meddelelsen for forkyndt, hvis genparten
eller modtagelsesbeviset er underskrevet af den
pågældende personlig. Forkyndelse anses for sket den
dag, modtageren anfører at have modtaget meddelelsen. Er
ingen modtagelsesdag anført, eller er den angivne
modtagelsesdag senere end datoen i poststemplet på
tilbagesendelsen, anses forkyndelse for sket på poststemplets
dato. | | | | § 156 a. Ved digital forkyndelse
anses meddelelsen for forkyndt, hvis den pågældende
bekræfter at have modtaget meddelelsen enten ved en
meddelelse, der sendes ved digital kommunikation med anvendelse af
digital signatur, eller ved at sende en personligt underskrevet
kopi af meddelelsen. Forkyndelsen anses for sket den dag,
modtageren anfører at have modtaget meddelelsen. Er ingen
modtagelsesdag anført, eller er den angivne modtagelsesdag
senere end den registrerede modtagelsesdato for den digitalt
fremsendte bekræftelse eller datoen i poststemplet på
tilbagesendelsen, anses forkyndelsen for sket på den
registrerede modtagelsesdag eller på poststemplets
dato. | | § 156 a. Ved
telefonforkyndelse anses meddelelsen for forkyndt, hvis personen
vedkender sig at være den person, der skal ske forkyndelse
for, og personen må antages at have forstået
telefonsamtalen. Forkyndelsen anses for sket den dag, meddelelsen
telefonisk gives den pågældende. | | | | | | § 156 b. Ved
digital forkyndelse anses meddelelsen for forkyndt, hvis den
pågældende bekræfter at have modtaget meddelelsen
enten ved en meddelelse, der sendes ved digital kommunikation med
anvendelse af digital signatur, eller ved at sende en personligt
underskrevet kopi af meddelelsen. Forkyndelsen anses for sket den
dag, modtageren anfører at have modtaget meddelelsen. Er
ingen modtagelsesdag anført, eller er den angivne
modtagelsesdag senere end den registrerede modtagelsesdato for den
digitalt fremsendte bekræftelse eller datoen i poststemplet
på tilbagesendelsen, anses forkyndelsen for sket på den
registrerede modtagelsesdag eller på poststemplets
dato. | | | | | | § 156 c. Ved
forenklet digital forkyndelse anses meddelelsen for forkyndt, hvis
meddelelsen åbnes. Forkyndelsen anses for sket den dag,
meddelelsen åbnes. | | | | § 157.
For postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse gælder
følgende regler: | | § 157. For
postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse gælder
følgende regler: | 1) | Forkyndelse bør så vidt
muligt ske for den pågældende personlig på hans
bopæl, midlertidige opholdssted eller arbejdssted.
Forkyndelse for den pågældende personlig er dog gyldig,
uanset hvor den sker. | | 1) | Forkyndelse bør så vidt
muligt ske for den pågældende personlig på hans
bopæl, midlertidige opholdssted eller arbejdssted.
Forkyndelse for den pågældende personlig er dog gyldig,
uanset hvor den sker. | 2) | Træffes den pågældende
ikke, kan forkyndelse ske | | 2) | Træffes den pågældende
ikke, kan forkyndelse ske | | a) | på bopælen eller
opholdsstedet for personer, der hører til husstanden, eller,
hvis den pågældende bor til leje i en andens bolig, for
udlejeren eller dennes ægtefælle, for så vidt de
pågældende træffes på bopælen eller
opholdsstedet, eller | | | a) | på bopælen eller
opholdsstedet for personer, der hører til husstanden, eller,
hvis den pågældende bor til leje i en andens bolig, for
udlejeren eller dennes ægtefælle, for så vidt de
pågældende træffes på bopælen eller
opholdsstedet, | | b) | på den pågældendes
arbejdssted over for arbejdsgiveren eller dennes repræsentant
eller, for så vidt angår selvstændige
næringsdrivende, på den pågældendes kontor,
værksted eller forretningslokale over for personer, der er
ansat i virksomheden. | | | b) | for ledelsen eller personalet på
en institution eller et hospital, hvor den pågældende
er bosat eller midlertidigt opholder sig, medmindre ledelsen eller
personalet oplyser, at den pågældende ikke
længere opholder sig på stedet, eller | | | | c) | på den pågældendes
arbejdssted over for arbejdsgiveren eller dennes repræsentant
eller, for så vidt angår selvstændige
næringsdrivende, på den pågældendes kontor,
værksted eller forretningslokale over for personer, der er
ansat i virksomheden. | Stk. 2.
Forkyndelse efter stk. 1, nr. 2, kan ikke ske for personer
under 18 år. | | Stk. 2.
Forkyndelse efter stk. 1, nr. 2, kan ikke ske for personer under 18
år. | Stk. 3. Ved
postforkyndelse overgives forsendelsen og ved
stævningsmandsforkyndelse en genpart af meddelelsen og
eventuelle bilag til den, for hvem forkyndelsen sker. Sker
forkyndelse ikke over for vedkommende personlig, anføres
på forsendelsen eller genparten af meddelelsen, hvornår
og over for hvem forkyndelse er sket. | | Stk. 3. Ved
postforkyndelse overgives forsendelsen og ved
stævningsmandsforkyndelse en genpart af meddelelsen og
eventuelle bilag til den, for hvem forkyndelsen sker. Sker
forkyndelse ikke over for vedkommende personlig, anføres
på forsendelsen eller genparten af meddelelsen, hvornår
og over for hvem forkyndelse er sket. | Stk. 4.
Nægter en person, for hvem forkyndelse kan ske efter
stk. 1, nr. 2, uden rimelig grund at modtage forkyndelse,
eller undlader han, efter at forkyndelse er sket, at overlevere,
hvad han har modtaget ved forkyndelsen, til vedkommende, selv om
dette kunne være sket uden væsentlig udgift eller
besvær, kan han ved kendelse tilpligtes at erstatte
omkostninger, der er en følge af hans nægtelse eller
undladelse. | | Stk. 4.
Nægter en person, for hvem forkyndelse kan ske efter stk. 1,
nr. 2, uden rimelig grund at modtage forkyndelse, eller undlader
han, efter at forkyndelse er sket, at overlevere, hvad han har
modtaget ved forkyndelsen, til vedkommende, selv om dette kunne
være sket uden væsentlig udgift eller besvær, kan
han ved kendelse tilpligtes at erstatte omkostninger, der er en
følge af hans nægtelse eller undladelse. | | | Stk. 5. Ved
forkyndelse efter stk. 1, nr. 2, litra b, skal ledelsen eller
personalet, der har modtaget en meddelelse, der skal forkyndes,
returnere en frankeret svarkuvert, når meddelelsen er
overbragt til den person, meddelelsen angår. Forkyndelsen
anses for sket den dag, meddelelsen anføres at være
overbragt. | | | | | | § 157 a.
Brevforkyndelse, digital forkyndelse og forenklet digital
forkyndelse for selskaber, foreninger, fonde og boer m.v.
(juridiske personer) kan ske for et direktionsmedlem, et
bestyrelsesmedlem eller en anden, som har ansvar for den juridiske
persons anliggender, på den juridiske persons postadresse
eller digitale adresse. Forkyndelse kan endvidere ske for den
juridiske persons ansatte på den juridiske persons
postadresse eller digitale adresse. | | | Stk. 2. For
postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse for selskaber,
foreninger, fonde og boer m.v. (juridiske personer) gælder
følgende regler: | | | 1) | Forkyndelse for et direktionsmedlem, et
bestyrelsesmedlem eller en anden, som har ansvar for den juridiske
persons anliggender, bør så vidt muligt ske på
det sted, hvorfra den juridiske person drives. Forkyndelse kan
endvidere ske på den pågældendes bopæl,
midlertidige opholdssted eller arbejdssted, jf. dog nr. 4 og 5.
Forkyndelse for den pågældende er dog gyldig, uanset
hvor den sker. | | | 2) | Træffes et direktionsmedlem, et
bestyrelsesmedlem eller en anden, som har ansvar for den juridiske
persons anliggender, ikke på bopælen, kan forkyndelse
endvidere ske dér for personer, der er fyldt 18 år,
der hører til husstanden, jf. dog nr. 4 og 5. | | | 3) | Forkyndelse kan endvidere ske for
ansatte, der er fyldt 18 år, på det sted, hvorfra den
juridiske person drives, jf. dog nr. 4 og 5. | | | 4) | Forkyndelse for kurator, bobestyrer m.v.
kan alene ske for kurator, bobestyrer m.v. selv eller for
vedkommendes ansatte, der er fyldt 18 år, på det sted,
hvorfra kurator, bobestyrer m.v. driver sin virksomhed. | | | 5) | Forkyndelse for en offentlig myndighed
kan alene ske for myndighedens ansatte, der er fyldt 18 år,
på myndighedens adresse. | | | 6) | Ved forkyndelse efter nr. 2 og 4 finder
§ 157, stk. 3 og 4, tilsvarende anvendelse. | | | | § 158.
Har den pågældende kendt bopæl eller opholdssted
i udlandet, og kan forkyndelse ikke ske her i riget efter
§ 155, nr. 3 og 4, jf. § 157, sker forkyndelse
ved brevforkyndelse eller på den måde, der er
foreskrevet ved konvention eller ved vedkommende lands lov. | | § 158. Har
den pågældende kendt bopæl eller opholdssted i
udlandet, og kan forkyndelse ikke ske her i riget efter § 155,
stk. 1, nr. 4 og 5, jf. § 157, eller § 155, stk. 1, nr. 4
og 5, jf. stk. 2, sker forkyndelse ved brevforkyndelse eller
på den måde, der er foreskrevet ved konvention eller
ved vedkommende lands lov. « | | | | | | 8. § 160 affattes således: | § 160. I
borgerlige sager kan en part give afkald på at få
underretning om processuelle meddelelser ved forkyndelse. Parterne
kan endvidere udpege en person, over for hvem forkyndelse kan ske
efter reglerne i §§ 155-157. Reglen i
§ 157, stk. 4, finder dog kun anvendelse, hvis den
pågældende har erklæret sig villig til at modtage
forkyndelse. | | Ȥ 160.
I borgerlige sager og straffesager kan en part eller et vidne ved
skriftlig fuldmagt på en særlig blanket udpege en
myndig person, over for hvem forkyndelse kan ske efter reglerne i
§§ 155-157 a. Reglen i § 157, stk. 4, finder dog kun
anvendelse, hvis den pågældende har erklæret sig
villig til at modtage forkyndelse. | | | Stk. 2. I
borgerlige sager kan en part give afkald på at få
underretning om processuelle meddelelser ved
forkyndelse.« | | | | § 163.
En forkyndelse er gyldig, selv om meddelelsen ikke kommer til
vedkommendes kundskab. | | | Stk. 2. Er
det dokument, der skal forkyndes, kommet vedkommende i hænde,
anses forkyndelse for sket, selv om forkyndelsen ikke er foretaget
i overensstemmelse med reglerne i §§ 155-157. | | 9. I § 163, stk. 2, ændres
»§§ 155-157« til: »§§ 155-157
a«. | | | | § 165.
Justitsministeren fastsætter nærmere regler om
forkyndelse. Domstolsstyrelsen fastsætter regler om vederlag
herfor. | | 10. §
165, stk. 1, 2. pkt., affattes
således: »Domstolsstyrelsen fastsætter
regler om vederlag og befordringsgodtgørelse til
stævningsmænd.« | Stk. 2. I
sager, der behandles af retten, afholdes vederlaget for forkyndelse
af statskassen. I øvrigt betales vederlaget af den, der
begærer forkyndelsen foretaget. | | | Stk. 3.
Polititjenestemænd har ikke krav på vederlag for
forkyndelse i straffesager. | | 11. § 165, stk. 3, ophæves. | | | | § 203.
Udmeldelsesdekretet bliver uden ophold at forkynde for de udmeldte
i overensstemmelse med de for vidner givne regler. | | 12. § 203, stk. 1, affattes
således: »Udmeldelsesdekretet bliver uden
ophold at meddele de udmeldte.« | Stk. 2.
(Udelades) | | | Stk. 3.
(Udelades) | | | | | | | | 13. § 835 affattes således: | § 835.
Anklagemyndigheden indleverer anklageskriftet til retten. Ved
indleveringen er straffesagen indledt ved retten.
Anklagemyndigheden sender uden ophold kopi af anklageskriftet til
forsvareren. Stk. 2.
Anklagemyndigheden forkynder en kopi af anklageskriftet for
tiltalte, eventuelt i forbindelse med forkyndelse af indkaldelse,
jf. § 844, stk. 2. Sker forkyndelse af
anklageskriftet for tiltalte ikke straks efter indledning af sagen,
skal anklagemyndigheden sende en kopi af anklageskriftet til
tiltalte i et anbefalet brev. | | Ȥ 835.
Anklagemyndigheden indleverer anklageskriftet til retten. Ved
indleveringen er straffesagen indledt ved retten. Stk. 2.
Anklagemyndigheden sender kopi af anklageskriftet til tiltalte
eller forkynder det for den pågældende straks efter
indledning af sagen. Anklagemyndigheden skal senest samtidig med
forkyndelse af indkaldelse, jf. § 844, stk. 2, forkynde kopi
af anklageskriftet for den pågældende. Stk. 3.
Anklagemyndigheden eller retten sender kopi af anklageskriftet til
forsvareren straks efter indledning af sagen, eller så snart
forsvareren er beskikket for tiltalte.« | | | | § 896.
Anklagemyndigheden indleverer anklageskriftet til retten. Ved
indleveringen er straffesagen indledt ved retten. Når
anklageskriftet er indleveret, fastsætter retten tid og sted
for hovedforhandlingen, medmindre sagen behandles efter
§ 896 a eller straks afvises efter § 846. Stk. 2.
(Undlades) Stk. 3.
(Undlades) | | 14. § 896, stk. 4, ophæves, og i
stedet indsættes: | Stk. 4.
Forkyndelse kan undlades, når der under sagen ikke er
spørgsmål om højere straf end bøde. I
så fald sender retten indkaldelsen og en kopi af
anklageskriftet til tiltalte senest 2 uger før
hovedforhandlingen. Stk. 5.
Retten bestemmer, om vidner straks skal indkaldes, og om der skal
træffes andre foranstaltninger med hensyn til
bevisførelse. Ved tiltaltes møde i retten skal
tiltalte have lejlighed til at angive de beviser, som tiltalte
ønsker at føre. | | »Stk. 4.
Forkyndelse kan undlades, når der under sagen ikke er
spørgsmål om højere straf end bøde, jf.
dog stk. 5. I så fald sender retten indkaldelsen og en kopi
af anklageskriftet til tiltalte senest 2 uger før
hovedforhandlingen. Stk. 5. I
bødesager, hvor der er fremsat erstatningskrav, skal
tilsigelse dog forkyndes for tiltalte.« Stk. 5 bliver herefter stk. 6. | | | | | | § 2 | | | | | | I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1062 af 17. november 2011, som senest ændret ved § 5
i lov nr. 431 af 16. maj 2012, foretages følgende
ændring: | § 94.
Forældelsesfristen regnes fra den dag, da den strafbare
virksomhed eller undladelse er ophørt. Stk. 2.
(Undlades) Stk. 3.
(Undlades) Stk. 4.
(Undlades) | | | Stk. 5.
Forældelsesfristen afbrydes, når den
pågældende gøres bekendt med sigtelsen, eller
når anklagemyndigheden anmoder om rettergangsskridt, hvorved
den pågældende sigtes for overtrædelsen.
Forældelsesfristen for en juridisk persons ansvar kan
afbrydes over for en person, der efter retsplejelovens
§ 157 kan modtage forkyndelser på den juridiske
persons vegne. | | 1. I § 94, stk. 5, ændres »§
157« til: »§ 157 a«. | | | | | | § 3 | | | | | | I lov nr. 169 af 3. marts 2011 om
elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, som ændret ved
lov nr. 250 af 21. marts 2012, foretages følgende
ændring: | § 31.
Udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, der
videretildeler abonnentnumre til slutbrugere, skal afgive
nummeroplysningsdata til alle, der ønsker det. Betaling for
afgivelse af nummeroplysningsdata må ikke overstige
marginalomkostningerne ved afgivelsen. Stk. 2.
(Undlades) Stk. 3.
(Undlades) Stk. 4. En
slutbruger kan kræve, at den pågældendes
nummeroplysningsdata ikke oplyses i forbindelse med udbud af
nummeroplysningstjenester. Krav herom indebærer ligeledes, at
slutbrugerens nummeroplysningsdata ikke må videregives til
andre, jf. dog stk. 5. | | | Stk. 5.
Uanset stk. 4 | | | 1) | kan nummeroplysningsdata altid
videregives til andre udbydere af elektroniske kommunikationsnet
eller -tjenester i signaleringsøjemed og | | 1. § 31, stk. 6, affattes
således: | 2) | skal nummeroplysningsdata altid
videregives til forsyningspligtudbyderens landsdækkende
nummeroplysningstjeneste, jf. § 14, stk. 2, nr.
4. | Stk. 6.
Oplysninger som nævnt i stk. 5, nr. 2, kan alene
videregives af forsyningspligtudbyderens landsdækkende
nummeroplysningstjeneste til brug for offentlige alarmtjenester
eller politiet. | | »Stk. 6.
Oplysninger som nævnt i stk. 5, nr. 2, kan alene videregives
af forsyningspligtudbyderens landsdækkende
nummeroplysningstjeneste til brug for offentlige alarmtjenester,
politiet, retterne eller
restanceinddrivelsesmyndigheden.« | Stk. 7.
(Undlades) Stk. 8.
(Undlades) | | | | | | | | § 4 | | | | | | I lov nr. 447 af 9. juni 2004 om
ændring af retsplejeloven, konkursloven, lov om skifte af
dødsboer og lov om skifte af fællesbo m.v. (Digital
kommunikation i retsplejen, kendelser med begrænset
sagsfremstilling, regler om vidneforvarede m.v.) foretages
følgende ændring: | | | 1. § 1,
nr. 5-7, ophæves. | | | | | | § 5 | | | | | | Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. juli 2013, jf. dog stk. 2. Stk. 2.
Justitsministeren fastsætter tidspunktet for
ikrafttræden af § 1, nr. 7. Stk. 3. Lovens
§ 1, nr. 17 og 18, finder alene anvendelse på
straffesager, der indledes ved retten efter lovens
ikrafttræden, jf. stk. 1. | | | | | | § 6 | | | | | | Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland. | | | |
|