Fremsat den 30. januar 2013 af
justitsministeren (Morten Bødskov)
Forslag
til
Lov om ændring af retsplejeloven, lov om
international fuldbyrdelse af straf m.v. og lov om udlevering af
lovovertrædere
(Gennemførelse af Europarådets
konvention om hvidvask, efterforskning, beslaglæggelse og
konfiskation af udbytte fra strafbare handlinger samt finansiering
af terrorisme samt gennemførelse af den tredje og fjerde
tillægsprotokol til den europæiske konvention om
udlevering m.v.)
§ 1
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1008 af 24. oktober 2012, som ændret ved § 1 i lov
nr. 1242 af 18. december 2012 og § 1 i lov nr. 1387 af 23.
december 2012, foretages følgende ændringer:
1. I
§ 795 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. §
189 finder tilsvarende anvendelse. Når ransagningen foretages
hos en erhvervsvirksomhed, gælder dette også for andre,
der i kraft af deres tilknytning til virksomheden har fået
kendskab til sagen.«
2. I
§ 804, stk. 1, indsættes som
2. pkt.:
»Når pålæg meddeles
en erhvervsvirksomhed, finder § 189 tilsvarende anvendelse for
andre, der i kraft af deres tilknytning til virksomheden har
fået kendskab til sagen.«
§ 2
I lov om international fuldbyrdelse af straf
m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 740 af 18. juli 2005,
foretages følgende ændringer:
1. Overskriften
til kapitel 3 a affattes således:
»Kapitel 3 a
Fuldbyrdelse af afgørelser om
konfiskation efter andre konventioner«.
2. § 5
a affattes således:
Ȥ 5
a. Afgørelser om konfiskation, som er omfattet af
FN-konventionen imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope
stoffer, den europæiske konvention om hvidvaskning,
efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskation af
udbyttet af strafbart forhold eller Europarådets konvention
om hvidvask, efterforskning, beslaglæggelse og konfiskation
af udbytte fra strafbare handlinger samt finansiering af
terrorisme, jf. bilag 3, 4 og 5 til denne lov, kan fuldbyrdes efter
reglerne i kapitel 3, når konventionens betingelser er
opfyldt.«
3. Som
Bilag 5 indsættes bilag 1 til
denne lov.
§ 3
I lov om udlevering af lovovertrædere, jf.
lovbekendtgørelse nr. 833 af 25. august 2005, som
ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 394 af 30. april 2007 og
senest ved § 2 i lov nr. 271 af 4. april 2011, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 6, stk. 1, og § 10 h, stk. 1, ændres
»hans« til: »dennes«.
2. §
8 affattes således:
Ȥ
8. Udlevering kan ikke finde sted, når den, der
søges udleveret, her i landet, i et nordisk land eller i en
medlemsstat i Den Europæiske Union er dømt eller
frifundet for den samme strafbare handling. Tilsvarende
gælder, hvis den, der søges udleveret, her i landet er
benådet for handlingen. Udlevering kan endvidere
afslås, hvis den, der søges udleveret, er dømt
eller frifundet for handlingen i et land uden for Norden og Den
Europæiske Union. Uanset at den pågældende er
dømt for den samme strafbare handling, kan udlevering dog
kun afslås efter bestemmelserne i 1. og 3. pkt., hvis dommen
er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke
længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domslandet.
Stk. 2. Er tiltale mod
den pågældende frafaldet her i landet, kan udlevering
kun finde sted, hvis retsplejelovens betingelser for
omgørelse af beslutningen om tiltalefrafald er opfyldt.
Udlevering kan endvidere afslås, hvis påtale er opgivet
og betingelserne for at omgøre beslutningen om
påtaleopgivelse ikke er opfyldt.
Stk. 3. Udlevering til
strafforfølgning kan afslås, hvis der her i landet er
indledt retsforfølgning mod den pågældende for
den handling, for hvilken der søges udlevering, og
retsforfølgning på grund af handlingens karakter, den
pågældendes tilknytning til Danmark og
omstændighederne i øvrigt findes at skulle
gennemføres her i landet.«
3. Fem
steder i § 10 og i § 16, stk. 1, § 17, stk. 1, 1. pkt., § 18 e, stk. 1, 1. pkt., samt § 20, stk. 1, ændres
»han« til: »den
pågældende«.
4. I
§ 10, nr. 1, litra b, ændres
»45« til: »30«.
5. I
§ 10 d, stk. 1, 1. pkt.,
udgår »end den medlemsstat, der har anmodet om
udlevering,«.
6. § 10 d,
stk. 1, 4. pkt., affattes således:
»Uanset at den pågældende
er dømt for den samme strafbare handling, kan udlevering dog
kun afslås efter bestemmelserne i 1. og 3. pkt., hvis dommen
er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke
længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i
domsstaten.«
7. I
§ 10 m, stk. 1, 1. pkt.,
udgår »andet«.
8. § 10 m,
stk. 1, 4. pkt., affattes således:
»Uanset at den pågældende
er dømt for den samme strafbare handling, kan udlevering dog
kun afslås efter bestemmelserne i 1. og 3. pkt., hvis dommen
er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke
længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i
domslandet.«
9. I
§ 10 o, stk. 2, nr. 1, og stk. 4, nr. 2, ændres »45«
til: »30«.
10. I
§ 21, stk. 1, ændres
»han« til: »ministeren«.
11. I
§ 21 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. § 13
finder tilsvarende anvendelse.«
12.
Efter § 21 b indsættes:
Ȥ 21
c. Ved udlevering til lande, som har tiltrådt den
tredje tillægsprotokol til den europæiske konvention om
udlevering, gælder reglerne i tillægsprotokollen, jf.
bilag 3 til denne lov, medmindre andre regler om udlevering mellem
Danmark og det pågældende land er mere vidtgående
end reglerne i tillægsprotokollen.«
13.
Som Bilag 3 indsættes bilag 2 til
denne lov.
§ 4
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. juli 2013.
Stk. 2. Lovens § 3,
nr. 4, 9, 12 og 13, finder anvendelse på anmodninger om
udlevering, der fremsættes efter lovens
ikrafttræden.
§ 5
Loven gælder ikke for Færøerne
og Grønland.
Stk. 2. Lovens
§§ 2 og 3 kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Grønland med de ændringer,
som de grønlandske forhold tilsiger.
Stk. 3. Lovens § 2
kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft
for Færøerne med de ændringer, som de
færøske forhold tilsiger.
Bilag 1
»Bilag
5
Europarådets konvention om
hvidvask, efterforskning, beslaglæggelse og konfiskation af
udbytte fra strafbare handlinger samt finansiering af
terrorisme
Warszawa, den 16. maj 2005
Præambel
Europarådets medlemsstater og andre stater, der
undertegner denne konvention,
der finder, at Europarådets mål er at opnå
større enhed mellem dets medlemmer,
der er overbevist om behovet for at føre en fælles
kriminalpolitik med henblik på beskyttelse af samfundet,
der finder, at bekæmpelsen af alvorlig kriminalitet, der
er blevet et stadigt voksende internationalt problem, kræver
anvendelse af moderne og effektive metoder på internationalt
plan,
der er overbevist om, at en af disse metoder er at fratage
forbrydere udbyttet af deres forbrydelser samt de redskaber, der er
til deres rådighed,
der finder, at et velfungerende system for internationalt
samarbejde må etableres for at nå dette mål,
der henviser til Europarådets Konvention om hvidvaskning,
efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskation af
udbyttet fra strafbart forhold (ETS Nr. 141 - i det følgende
betegnet »1990-konventionen«);
der endvidere gør opmærksom på Resolution
1373(2001) om truslerne mod den internationale fred og sikkerhed
forårsaget af terrorhandlinger, som blev vedtaget af de
Forenede Nationers Sikkerhedsråd den 28. september 2001, og
navnlig denne resolutions artikel 3.d;
der minder om den Internationale konvention om bekæmpelsen
af finansiering af terrorisme vedtaget af de Forenede Nationers
Generalforsamling den 9. december 1999 og navnlig artikel 2 og 4 i
denne konvention, der pålægger de deltagende stater at
kriminalisere finansiering af terrorisme; og
som er overbevist om, at det er nødvendigt umiddelbart at
træffe foranstaltninger til at ratificere og fuldt ud
gennemføre den ovennævnte Internationale konvention om
bekæmpelse af finansiering af terrorisme,
har indgået følgende aftale:
Kapitel I - Anvendelse af termer
Artikel 1 - Anvendelse af termer
I denne konvention:
a) betyder
»udbytte« enhver økonomisk fordel, der direkte
eller indirekte stammer fra eller er opnået ved kriminelle
handlinger. Det kan bestå af alle former for formuegoder som
defineret i denne artikels litra b;
b) omfatter
»formuegoder« formuegoder af enhver art, det være
sig rørlige eller urørlige formuegoder, fast ejendom
eller løsøre samt juridiske dokumenter og papirer,
der beviser adkomst til eller rettigheder over sådanne
formuegoder,
c) betyder
»redskaber« enhver form for formuegoder, der anvendes
eller påtænkes anvendt på en hvilken som helst
måde, helt eller delvis, til at begå en eller flere
forbrydelser,
d) betyder
»konfiskation« en sanktion eller foranstaltning, der
pålægges af en domstol efter en retssag
vedrørende en eller flere forbrydelser, og som
medfører en endelig berøvelse af formuegoder;
e) betyder
»førforbrydelse« enhver strafbar handling, som
fører til, at der opstår udbytte, der kan gøres
til genstand for en forbrydelse som defineret i denne konventions
artikel 9;
f) betyder
»finansiel efterretningsenhed« (i det følgende
betegnet »FIU«) en central, national enhed med ansvar
for at modtage (og, efter bemyndigelse, at anmode om), analysere og
videregive oplysninger om finansielle forhold til de kompetente
myndigheder
i)
vedrørende midler, der mistænkes for at være
udbytte og mulig finansiering af terrorisme, eller
ii) hvor der er
krav herom i national lovgivning,
med henblik på at bekæmpe hvidvask og
finansiering af terrorisme;
g) omfatter
»indefrysning« eller »beslaglæggelse«
et midlertidigt forbud mod overdragelse, tilintetgørelse,
omdannelse, disponering eller flytning af formuegoder eller en
foreløbig overtagelse af varetægten over eller
kontrollen med formuegoder på grundlag af en kendelse afsagt
af en domstol eller en anden kompetent myndighed;
h) omfatter
»finansiering af terrorisme« de handlinger, der er
anført i artikel 2 i den ovennævnte Internationale
konvention om bekæmpelse af finansieringen af terrorisme.
Kapitel II - Finansiering af
terrorisme
Artikel 2 - Anvendelse af konventionen
på finansiering af terrorisme
1. Enhver part skal
vedtage de lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger, der
måtte være nødvendige for, at den kan anvende de
bestemmelser, der er anført i konventionens kapitel III, IV
og V, på finansieringen af terrorisme.
2. Enhver part skal
navnlig sikre, at den kan efterforske, spore, identificere,
indefryse, beslaglægge og konfiskere formuegoder, det
være sig af lovlig eller ulovlig oprindelse, der helt eller
delvist har været brugt eller er bestemt til at bruges til
finansiering af terrorisme, eller som udgør udbyttet ved en
sådan strafbar handling, og medvirke i videst muligt omfang
til samarbejde med henblik herpå.
Kapitel III -
Foranstaltninger der skal træffes på nationalt
niveau
Afsnit 1 - Generelle bestemmelser
Artikel 3 -
Konfiskationsforanstaltninger
1. Enhver part skal
vedtage de lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger, der
måtte være nødvendige for at sætte den i
stand til at konfiskere redskaber og udbytte eller formuegoder,
hvis værdi svarer til et sådant udbytte og hvidvaskede
formuegoder.
2. Forudsat at
denne artikels stk. 1 finder anvendelse på hvidvask og de
kategorier af strafbare forhold, der er anført i bilaget til
denne konvention, kan enhver part - på tidspunktet for
undertegnelsen eller ved deponeringen af sit ratifikations-,
accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument - ved en
erklæring stilet til Europarådets generalsekretær
erklære, at denne artikels stk. 1 kun finder anvendelse
a) i det omfang det
pågældende strafbare forhold kan straffes med
frihedsberøvelse eller en anden form for tilbageholdelse med
en straframme på mere end et år. Dog kan enhver part
afgive en erklæring om denne bestemmelse i forhold til
konfiskation af udbytte ved overtrædelser af
skattelovgivningen med det ene formål at kunne konfiskere det
pågældende udbytte, både nationalt og via
internationalt samarbejde, i henhold til national og mellemstatslig
lovgivning om inddrivelse af skyldig skat;
og/eller
b) på en
række nærmere opregnede lovovertrædelser.
3. Parterne kan
indføre tvungen konfiskation for forbrydelser, der er
underlagt konfiskationsreglerne. Parterne kan navnlig lade en
sådan bestemmelse omfatte hvidvask, narkotikahandel,
menneskehandel og enhver anden alvorlig lovovertrædelse.
4. Enhver part skal
vedtage de lovgivningsmæssige og øvrige
foranstaltninger, der måtte være nødvendige for
at kunne kræve, at en lovovertræder i forbindelse med
et eller flere alvorlige strafbare forhold som defineret i den
nationale lovgivning, skal bevise oprindelsen af et
påstået udbytte eller andre formuegoder, der kan
konfiskeres, i den udstrækning et sådant krav er
foreneligt med principperne i den nationale lovgivning.
Artikel 4 - Efterforskningsmæssige og
foreløbige foranstaltninger
Enhver part skal vedtage de lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger, der måtte være nødvendige for
at sætte den i stand til hurtigt at identificere, spore,
indefryse eller beslaglægge formuegoder, der kan konfiskeres
efter artikel 3, navnlig med henblik på at fremme
gennemførelsen af en senere konfiskation.
Artikel 5 - Indefrysning,
beslaglæggelse og konfiskation
Enhver part skal vedtage de lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger, der måtte være nødvendige for
at sikre, at foranstaltningerne vedrørende indefrysning,
beslaglæggelse og konfiskation også omfatter:
a) formuegoder,
hvortil et udbytte er blevet omdannet eller konverteret;
b) formuegoder
erhvervet fra lovlige kilder, hvis strafbart udbytte helt eller
delvist er sammenblandet hermed, op til den anslåede
værdi at det udbytte, der er blevet sammenblandet;
c) indtægt
eller anden gevinst, der stammer fra strafbart udbytte, fra
formuegoder hvortil et strafbart udbytte er omdannet eller
konverteret eller fra formuegoder som et strafbart udbytte er
sammenblandet med, op til den anslåede værdi af det
sammenblandede udbytte, på samme måde og i samme omfang
som strafbart udbytte.
Artikel 6 - Forvaltning af indefrosne eller
beslaglagte formuegoder
Hver enkelt part skal vedtage de lovgivningsmæssige eller
øvrige foranstaltninger der måtte være
nødvendige for at sikre en korrekt forvaltning af indefrosne
eller beslaglagte formuegoder i henhold til artikel 4 og 5 i denne
konvention.
Artikel 7 - Efterforskningsmæssige
beføjelser og teknikker
1. Enhver part skal
vedtage de lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger, der
måtte være nødvendige for at bemyndige sine
domstole eller andre kompetente myndigheder til at beordre, at
bankoplysninger, økonomiske oplysninger eller
handelsmæssige oplysninger gøres tilgængelige
eller beslaglægges med henblik på at udføre de
handlinger, der er omhandlet artikel 3, 4 og 5. En part kan ikke
afslå at tage skridt i henhold til bestemmelserne i denne
artikel under henvisning til bankhemmeligheden.
2. Enhver part
skal, med forbehold af stk. 1, vedtage de lovgivningsmæssige
og andre foranstaltninger, der måtte være
nødvendige for, at den pågældende part kan:
a) afgøre,
om en fysisk eller juridisk person er indehaver eller den reelle
indehaver af en eller flere konti, uanset deres karakter, i enhver
bank, der er beliggende på dens territorium, og i så
fald skaffe alle oplysninger om de identificerede konti;
b) indhente
oplysninger om bestemte bankkonti og bankforretninger, der er
gennemført i en bestemt periode via en eller flere
nærmere angivne konti, herunder oplysninger om konti der
måtte være overført til eller fra;
c) foretage
overvågning i en nærmere angivet periode af de
bankforretninger, der gennemføres via en eller flere
bestemte konti; og
d) sikre, at banker
ikke gør den pågældende bankkunde eller andre
tredjemænd bekendt med, at der er rekvireret eller indhentet
oplysninger i henhold til litra a, b eller c, eller at der er en
efterforskning i gang.
Parterne skal overveje at udvide denne
bestemmelse til at gælde for konti i finansielle
institutioner, der ikke er banker.
3. Enhver part skal
overveje at vedtage de lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger, der måtte være nødvendige for
at sætte den i stand til at anvende særlige
efterforskningsteknikker, der letter identifikation og sporing af
udbytte og indsamling af bevismateriale i denne forbindelse,
såsom observation, aflytning af telekommunikation, adgang til
computersystemer og kendelser om at fremlægge bestemte
dokumenter.
Artikel 8 -
Retsmidler
Enhver part skal vedtage de lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger, der måtte være nødvendige for
at sikre, at de relevante parter, der berøres af
foranstaltninger i henhold til artikel 3, 4 og 5 samt
øvrige bestemmelser i nærværende afsnit, der
måtte være relevante, har effektive retsmidler med
henblik på at bevare deres rettigheder.
Artikel 9 -
Forbrydelser i forbindelse med hvidvask
1. Enhver part skal
vedtage de lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger, der
måtte være nødvendige for at gøre
følgende forhold kriminelle i henhold til national
lovgivning, såfremt de begås forsætligt:
a) omsætning
eller overdragelse af formuegoder med viden om, at disse
formuegoder er udbytte, med henblik på at skjule eller
tilsløre den ulovlige oprindelse af formuegoderne eller
bistå en person, der er med til at begå
prædikatforbrydelsen, for at undgå de retlige
konsekvenser af hans handlinger;
b) handlinger med
henblik på at skjule eller tilsløre den sande
karakter, oprindelse, opbevaringssted, dispositioner,
bevægelser, rettigheder eller ejerskab vedrørende
formuegoder med viden om, at disse formuegoder er udbytte;
og med forbehold af dens forfatningsmæssige
principper og grundlæggende retsprincipper;
c) erhvervelse,
besiddelse eller anvendelse af formuegoder med viden på
modtagelsestidspunktet om, at disse formuegoder var udbytte;
d) deltagelse i,
medvirken eller sammensværgelse med henblik på at
begå, forsøg på at begå og medvirken,
bistand eller rådgivning i forbindelse med begåelse af
nogen af de forbrydelser, der er fastlagt som forbrydelser i
overensstemmelse med denne artikel.
2. I forbindelse
med gennemførelsen eller anvendelsen af denne artikels stk.
1:
a) er det uden
betydning, om prædikatsforbrydelsen falder ind under den
pågældende parts strafferetlige kompetence;
b) kan det
fastsættes, at de forbrydelser, der er omhandlet i dette
stykke, ikke finder anvendelse på de personer, der begik
prædikatforbrydelsen;
c) kan viden,
hensigt eller formål, der kræves som element i
forbindelse med de i dette stykke fastsatte forbrydelser, udledes
af objektive, faktuelle omstændigheder.
3. Enhver part kan
vedtage de lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger, der
måtte være nødvendige for at fastslå, at
alle de forhold der er anført i denne artikels stk. 1, eller
enkelte af disse, er strafbare i henhold til dens nationale
lovgivning i enten det ene eller begge af følgende
tilfælde, hvor lovovertræderen
a) havde mistanke
om, at formuegoderne var udbytte,
b) burde have
formodet, at formuegoderne var udbytte.
4. Forudsat at
denne artikels stk. 1 finder anvendelse på de kategorier af
førforbrydelser, der er anført i bilaget til
konventionen, kan enhver stat eller Det Europæiske
Fællesskab, på tidspunktet for sin undertegnelse eller
ved deponeringen af sit ratifikations-, accept-, godkendelses-
eller tiltrædelsesinstrument ved en erklæring stilet
til Europarådets generalsekretær erklære, at
denne artikels stk. 1 kun finder anvendelse:
a) for så
vidt førforbrydelsen kan straffes med
frihedsberøvelse eller en anden frihedsberøvende
foranstaltning i mere end et år, eller, for de parter der har
en minimumstærskel for lovovertrædelser i deres
retssystem, for så vidt forholdet kan straffes med
frihedsberøvelse eller en anden frihedsberøvende
foranstaltning med en minimumsstraf på mere end seks
måneder; og/eller
b) på en
række nærmere angivne førforbrydelser;
og/eller
c) på en
gruppe af alvorlige lovovertrædelser i den
pågældende parts nationale lovgivning.
5. Enhver part skal
sikre, at en tidligere eller samtidig domfældelse for
førforbrydelsen ikke er en forudsætning for en
domfældelse for hvidvask.
6. Enhver part skal
sikre, at en domfældelse for hvidvask efter denne artikel er
mulig, hvor det er bevist, at det i denne artikels stk. 1, litra a
b, anførte formuegode stammer fra en førforbrydelse,
uden at det er nødvendigt at påvise, præcis
hvilken forbrydelse.
7. Enhver part skal
sikre, at førforbrydelser vedrørende hvidvask
omfatter handlinger, der er begået i en anden stat, og som
udgør et strafbart forhold i denne stat, og ville have
udgjort en førforbrydelse, hvis den var begået
nationalt. Enhver part kan bestemme, at den eneste
forudsætning er, at handlingen ville have udgjort en
førforbrydelse, hvis den var begået nationalt.
Artikel 10 -
Virksomhedsansvar
1. Enhver part skal
vedtage de lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger, der
måtte være nødvendige for at sikre, at juridiske
personer kan stilles til ansvar for strafbare forhold i form af
hvidvask som fastlagt i henhold til denne konvention, når
forholdet er begået til de pågældendes fordel af
en fysisk person, der har en ledende stilling hos den juridiske
person, og som handler individuelt eller som en del af en enhed hos
den juridiske person, på grundlag af:
a) en fuldmagt til
at repræsentere den juridiske person; eller
b) en bemyndigelse
til at træffe beslutninger på vegne af den juridiske
person; eller
c) en bemyndigelse
til at udøve kontrol hos den juridiske person,
samt for en sådan fysisk persons medvirken
som bidragyder eller initiativtager til de ovennævnte
strafbare forhold.
2. Bortset fra de
tilfælde, der allerede er omhandlet i stk. 1, skal hver af
parterne træffe de nødvendige foranstaltninger for at
sikre, at en juridisk person kan stilles til ansvar, hvor manglende
tilsyn eller kontrol fra en fysisk persons side som anført i
stk. 1, har gjort det muligt for en fysisk person under den
juridiske persons kontrol at begå de strafbare forhold, der
er anført i stk. 1 til gavn for den juridiske person.
3. Strafansvar for
en juridisk person efter denne artikel skal ikke udelukke
straffesager over for fysisk personer, der begår, tager
initiativ til eller medvirker til de strafbare forhold, der er
anført i stk. 1.
4. Enhver part skal
sikre, at juridiske personer, der straffes i henhold til
nærværende artikel, pålægges effektive,
forholdsmæssige og præventive strafferetlige eller
ikke-strafferetlige sanktioner, herunder økonomiske
sanktioner.
Artikel 11 -
Tidligere afgørelser
Enhver part skal vedtage de lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger, der måtte være nødvendige for
at gøre det muligt, at der ved strafudmålingen tages
hensyn til endelige afgørelser vedrørende en fysisk
eller juridisk person, der er truffet af en anden part i
forbindelse med forhold, der er strafbare i henhold til denne
konvention.
Afsnit 2 -
Finansiel efterretningsenhed (FIU) og forebyggelse
Artikel 12 -
Finansiel efterretningsenhed (FIU)
1. Enhver part skal
vedtage de lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger, der
måtte være nødvendige for at etablere en FIU som
defineret i denne konvention.
2. Enhver part skal
vedtage de lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger, der
måtte være nødvendige for at sikre, at dens FIU
rettidigt har direkte eller indirekte adgang til de oplysninger om
økonomi, administration og retshåndhævelse, som
er nødvendige for, at den kan varetage sine funktioner
ordentligt, herunder analyse af rapporter om mistænkelige
transaktioner.
Artikel 13 -
Foranstaltninger til forebyggelse af hvidvask
1. Enhver part skal
vedtage de lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger, der
måtte være nødvendige for at etablere et
omfattende indenlandsk regulerings-, tilsyns- og
overvågningssystem med henblik på at forebygge
hvidvask, og skal tage det nødvendige hensyn til
gældende internationale standarder, herunder navnlig de
rekommandationer, der er vedtaget af the Financial Action Task
Force vedrørende hvidvask (FATF).
2. I denne
forbindelse skal enhver part navnlig vedtage de
lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger, der
måtte være nødvendige for at:
a) kunne
kræve, at juridiske og fysiske personer, der
beskæftiger sig med virksomhed, der har særlig stor
sandsynlighed for at blive brugt til hvidvask og, for så vidt
angår denne virksomhed, at den:
i) identificerer og
bekræfter identiteten på deres kunder og, hvor det er
relevant, deres øverste reelle ejere, og at den
gennemfører løbende due
diligence-undersøgelser af deres engagement, samtidig med,
at de anvender en risikobaseret tilgang dertil;
ii) indberetter
mistanke om hvidvask, hvor der skal træffes
sikkerhedsforanstaltninger;
iii) træffer
understøttende foranstaltninger, såsom registrering af
oplysninger om kundeidentifikation og -transaktioner, uddannelse af
personale og indførelse af interne retningslinjer og
procedurer og, hvor det er nødvendigt, tilpasset deres
størrelse og karakteren af deres virksomhed;
b) forhindre, hvor
det er nødvendigt, at de personer, der er nævnt i
litra a, afslører, at der er foretaget indberetning om en
mistænkelig transaktion eller oplysninger i forbindelse
dermed, eller at der er eller kan blive sat en
hvidvaskefterforskning i gang;
c) sikre, at de i
litra a nævnte personer er genstand for effektive
overvågningssystemer og eventuelt tilsyn med henblik på
at sikre, at de overholder kravene til bekæmpelse af
hvidvask, efter omstændighederne på baggrund af en
risikovurdering.
3. I den
forbindelse skal enhver part vedtage de lovgivningsmæssige
eller andre foranstaltninger, der måtte være
nødvendige for at afsløre den betydelige fysiske
grænseoverskridende transport af kontanter og relevante
omsættelige ihændehaverpapirer.
Artikel 14 -
Udsættelse af indenlandske mistænkelige
transaktioner
Enhver part skal vedtage de lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger, der måtte være nødvendige for
at gøre det muligt, at FIU'en eller, efter
omstændighederne, andre kompetente myndigheder eller organer
kan gribe umiddelbart ind, hvor der er mistanke om, at en
transaktion er relateret til hvidvask, for at suspendere eller
tilbageholde samtykke til, at en transaktion gennemføres,
med henblik på at få transaktionen analyseret og
mistanken bekræftet. Enhver part må begrænse
sådanne foranstaltninger til sager, hvor der er sket
indberetning om en mistænkelig transaktion. Den maksimale
varighed af enhver suspension eller tilbageholdelse af samtykke til
en transaktion skal være underlagt de relevante bestemmelser,
der måtte findes i den nationale lovgivning.
Kapitel IV -
Internationalt samarbejde
Afsnit 1 -
Principper for internationalt samarbejde
Artikel 15 -
Generelle principper og foranstaltninger i forbindelse med
internationalt samarbejde
1. Parterne skal
gensidigt samarbejde med hinanden i videst muligt omfang i
forbindelse med efterforskning og foranstaltninger med henblik
på konfiskation af redskaber og udbytte.
2. Enhver part skal
vedtage de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger,
der måtte være nødvendige for at sætte den
i stand til på de betingelser, der er fastsat i dette
kapitel, at efterkomme anmodninger:
a) om konfiskation
af bestemte formuegoder, der repræsenterer udbytte eller
redskaber, samt om konfiskation af udbytte, der består i krav
om at betale en sum penge, der svarer til værdien af
udbyttet;
b) om
efterforskningsbistand og foreløbige foranstaltninger med
henblik på en af de to former for konfiskation, der er
nævnt i ovenstående litra a.
3. Den
efterforskningsbistand og de foreløbige foranstaltninger,
der anmodes om i stk. 2, litra b, skal gennemføres,
således som det er muligt efter og i overensstemmelse med den
anmodede parts nationale lovgivning. Hvor der i en anmodning
vedrørende en af disse foranstaltninger er anført
formaliteter eller procedurer, der er nødvendige efter
lovgivningen hos den anmodende part, skal den anmodede part, selvom
de er uvante for denne part, efterkomme sådanne anmodninger i
det omfang det tiltag, der anmodes om, ikke er i strid med
grundlæggende principper i denne parts lovgivning.
4. Enhver part skal
vedtage de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger,
der måtte være nødvendige for at sikre, at
anmodninger fra andre parter om at identificere, spore, indefryse
eller beslaglægge udbytte og redskaber får samme
prioritet som anmodninger fremsat inden for rammerne af partens
egne procedurer.
Afsnit 2 -
Efterforskningsbistand
Artikel 16 -
Pligt til at bistå
Parterne skal - efter anmodning - i videst muligt omfang yde
hinanden bistand i forbindelse med identifikation og eftersporing
af redskaber, udbytte og andre formuegoder, der skal konfiskeres.
En sådan bistand skal omfatte enhver foranstaltning til
tilvejebringelse og sikring af bevis vedrørende de
nævnte formuegoders eksistens, opbevaringssted eller
bevægelser, art, juridisk status eller værdi.
Artikel 17 -
Anmodninger om oplysninger om bankkonti
1. Enhver part skal
på de betingelser, der er fastsat i denne artikel,
træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for, som
svar på en anmodning fremsendt af en anden part, at
afgøre, om en fysisk eller juridisk person, der er genstand
for en strafferetlig efterforskning, har eller kontrollerer en
eller flere konti, uanset deres karakter, i enhver bank, der
befinder sig på den pågældendes territorium og i
så fald fremsende oplysningerne om de konti, man har fundet
frem til.
2. De
forpligtelser, der er anført i denne artikel, skal kun finde
anvendelse, i det omfang oplysningerne findes hos den bank, hvor
kontoen føres.
3. Ud over de i
artikel 37 anførte krav skal den anmodende part i sin
anmodning:
a) anføre,
hvorfor den finder, at de ønskede oplysninger sandsynligvis
vil være af stor værdi med henblik på den
strafferetlige efterforskning af forholdet;
b) anføre,
hvad der er grunden til, at det formodes, at banker hos den
anmodede part har kontoen og, i det omfang det er muligt, angive,
hvilke banker og/eller konti det kan dreje sig om; og
c) medsende enhver
yderligere tilgængelig oplysning, som kan fremme
udførelsen af anmodningen.
4. Den anmodede
part kan gøre udførelsen af anmodningen
afhængig af de samme betingelser, som den anvender
vedrørende anmodninger om ransagning og
beslaglæggelse.
5. Enhver stat
eller Det Europæiske Fællesskab kan på
tidspunktet for undertegnelsen eller ved deponeringen af sit
ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument ved en erklæring stilet til
Europarådets generalsekretær erklære, at denne
artikel kun finder anvendelse på de kategorier af strafbare
forhold, der står på listen i bilaget til denne
konvention.
6. Parterne kan
udvide denne bestemmelse til at omfatte konti hos finansielle
institutioner, der ikke er banker. En sådan udvidelse kan
være betinget af gensidighed.
Artikel 18 -
Anmodning om oplysninger om banktransaktioner
1. Efter anmodning
fra en anden part skal en anmodet part fremsende oplysninger om de
nærmere anførte bankkonti og de bankdispositioner, der
er gennemført i en specificeret periode via en eller flere
konti anført i anmodningen, herunder oplysninger om konti,
der er overført til eller fra.
2. Den
forpligtelse, der er beskrevet i denne artikel, skal kun
gælde i den udstrækning oplysningerne findes i den
bank, hvor kontoen føres.
3. Foruden de i
artikel 37 anførte krav skal den anmodende part i sin
anmodning anføre, hvorfor de oplysninger, der anmodes om,
anses for at være relevante forx den strafferetlige
efterforskning af lovovertrædelsen.
4. Den anmodede
part kan betinge udførelsen af en sådan anmodning af,
at de samme betingelser, som den pågældende part
anvender ved anmodninger om ransagning og beslaglæggelse,
finder anvendelse.
5. Parterne kan
udvide denne bestemmelse til at omfatte konti i andre finansielle
institutioner end banker. En sådan udvidelse kan være
betinget af gensidighed.
Artikel 19 -
Anmodninger om overvågning af banktransaktioner
1. Enhver part skal
sikre, at den efter anmodning fra en anden part i en nærmere
anført periode kan overvåge de bankdispositioner, der
foretages via en eller flere konti, der er anført i
anmodningen, og videregive resultaterne deraf til den anmodende
part.
2. Foruden de i
artikel 37 anførte krav skal den anmodende part i sin
anmodning anføre, hvorfor de ønskede oplysninger
anses for at være relevante med henblik på den
strafferetlige efterforskning af lovovertrædelsen.
3. Beslutningen om
at foretage overvågning skal i hvert enkelt tilfælde
træffes af den anmodede parts kompetente myndigheder i
overensstemmelse med den pågældende parts nationale
lovgivning.
4. De praktiske
enkeltheder vedrørende overvågningen skal aftales
mellem de kompetente myndigheder hos den anmodende og den anmodede
part.
5. Parterne kan
udvide denne bestemmelse til at omfatte konti i andre finansielle
institutioner end banker.
Artikel 20 -
Uanmodede oplysninger
En part kan, uden at det kan påvirke denne parts egen
efterforskning eller retsforfølgning negativt, sende en
anden part oplysninger vedrørende redskaber og udbytte uden
forudgående anmodning, når den finder, at videregivelse
af sådanne oplysninger kan bistå den modtagende part
med at iværksætte eller gennemføre
efterforskning eller andre skridt eller føre til en
anmodning fra denne part i henhold til dette kapitel.
Afsnit 3 -
Foreløbige foranstaltninger
Artikel 21 -
Pligt til at træffe foreløbige
foranstaltninger
1. Efter anmodning
fra en anden part, der har indledt strafferetlig forfølgning
eller retlige skridt med henblik på konfiskation, skal en
part træffe de nødvendige foreløbige
foranstaltninger som f.eks. indefrysning eller beslaglæggelse
med henblik på at forhindre handel med, overførsel af
eller råden over formuegoder, der på et senere
tidspunkt kan gøres til genstand for en anmodning om
konfiskation, eller som ville kunne tjene til at efterkomme
anmodningen.
2. En part, der har
modtaget en anmodning om konfiskation i medfør af artikel
23, skal efter anmodning træffe de i denne artikels stk. 1
omhandlede foranstaltninger for så vidt angår de
formuegoder, som anmodningen vedrører, eller som ville
kunne tjene til at efterkomme anmodningen.
Artikel 22 -
Gennemførelsen af foreløbige
foranstaltninger
1. Efter
gennemførelsen af de foreløbige foranstaltninger, der
er anmodet om i henhold til artikel 21, stk. 1, skal den anmodende
part af sig selv og så hurtigt som muligt videregive alle
oplysninger, der kan anfægte eller begrænse omfanget af
disse tiltag, til den anmodede part. Endvidere skal den anmodende
part uden unødigt ophold fremsende alle supplerende
oplysninger, som den anmodede part beder om, og som er
nødvendige for gennemførelsen af samt
opfølgningen på de foreløbige
foranstaltninger.
2. Før den
anmodede part ophæver en foreløbig foranstaltning
iværksat i henhold til denne artikel skal den, når det
er muligt, give den anmodende part lejlighed til at fremføre
sine grunde til støtte for en fortsættelse af
foranstaltningen.
Afsnit 4 -
Konfiskation
Artikel 23 -
Pligt til at konfiskere
1. En part, der har
modtaget en anmodning fra en anden part om konfiskation
vedrørende redskaber eller udbytte, der befinder sig inden
for dens område, skal:
a) fuldbyrde en
kendelse om konfiskation afsagt af en domstol hos en anmodende
parti relation til sådanne redskaber eller udbytter;
eller
b) forelægge
anmodningen for sine kompetente myndigheder med henblik på at
få en kendelse om konfiskation og, såfremt en
sådan kendelse opnås, fuldbyrde den.
2. Med henblik
på anvendelse af denne artikels stk. 1, litra b, skal enhver
part, når det måtte være nødvendigt,
være bemyndiget til at anlægge sag om konfiskation i
henhold til sin egen gældende ret.
3. Bestemmelserne i
denne artikels stk. 1 finder også anvendelse på
konfiskation, der består i et krav om at betale et
pengebeløb, der svarer til værdien af udbytte,
såfremt de formuegoder, der kan gøres til genstand for
konfiskation, befinder sig inden for den anmodede parts
område. I forbindelse med fuldbyrdelse af konfiskation i
medfør af stk. 1 skal den anmodede part i sådanne
tilfælde, såfremt der ikke sker betaling, gøre
kravet gældende i relation til alle former for formuegoder,
hvori kravet kan realiseres.
4. Såfremt en
anmodning om konfiskation vedrører et bestemt formuegode,
kan parterne aftale, at den anmodede part kan fuldbyrde
konfiskationen i form af et krav om at betale et pengebeløb,
der svarer til værdien af dette formuegode.
5. Parterne skal i
videst muligt omfang, i henhold til deres nationale lovgivning,
samarbejde med parter, der anmoder om gennemførelse af
foranstaltninger svarende til konfiskation, der fører til
fortabelse af formuegoder, men som ikke udgør en
strafferetlig sanktion, for så vidt der er afsagt kendelse om
sådanne foranstaltninger af en judiciel myndighed hos den
anmodende part i forbindelse med en strafbar handling, og forudsat
at det er fastslået, at formuegodet udgør udbytte
eller en anden form for formuegode i den i artikel 5 i denne
konvention anførte betydning.
Artikel 24 -
Gennemførelse af konfiskation
1. Procedurerne for
at opnå og gennemføre konfiskation i henhold til
artikel 23 skal være fastsat i henhold til den anmodede parts
lovgivning.
2. Den anmodede
part skal være bundet af konstaterede kendsgerninger, for
så vidt de er fastslået ved en domfældelse eller
anden retlig afgørelse inden for den anmodende parts
område, eller i det omfang, at en sådan
domfældelse eller anden retlig afgørelse indirekte er
baseret på disse.
3. Enhver stat
eller Det Europæiske Fællesskab kan på
tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen af sit
ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument, ved en erklæring stilet til
Europarådets generalsekretær erklære, at
denne artikels stk. 2 kun skal finde anvendelse med forbehold af
dens forfatningsmæssige principper og de grundlæggende
principper i dens retssystem.
4. Såfremt
konfiskationen består i et krav om at betale et
pengebeløb, skal den anmodede parts kompetente myndighed
omregne dette beløb til denne parts valuta til den kurs, der
gælder på det tidspunkt, hvor beslutningen om at
fuldbyrde konfiskationen træffes.
5. I tilfælde
af artikel 23, stk. 1, litra a, skal alene den anmodende part
have ret til at træffe beslutning om en eventuel anmodning om
en fornyet prøvelse af konfiskationskendelsen.
Artikel 25 -
Konfiskerede formuegoder
1. Formuegoder, der
konfiskeres af en part i henhold til artikel 23 og 24 i denne
konvention, skal denne part disponere over i overensstemmelse md
sin nationale lovgivning og administrative procedurer.
2. Når
parterne handler efter anmodning fra en anden part i henhold til
artikel 23 og 24 i denne konvention, skal de, i den
udstrækning, det er muligt efter deres nationale lovgivning,
og efter anmodning herom, sørge for at prioritere
behandlingen af returneringen af de konfiskerede formuegoder til
den anmodende part, således at denne part kan yde erstatning
til de forurettede ved det strafbare forhold eller returnere
formuegoderne til deres retmæssige ejere.
3. Når
parterne handler efter anmodning fra en anden part i henhold til
artikel 23 og 24 i denne konvention, kan en part tage særligt
hensyn til indgåelse af aftaler eller ordninger om deling af
formuegoderne med andre parter enten løbende eller fra sag
til sag i henhold til sin nationale lovgivning eller administrative
procedurer.
Artikel 26 - Ret
til tvangsfuldbyrdelse og maksimumbeløb for
konfiskation
1. En anmodning om
konfiskation, der fremsættes i henhold til artikel 23 og 24,
berører ikke den anmodende parts ret til selv at
tvangsfuldbyrde konfiskationskendelsen.
2. Intet i denne
konvention skal fortolkes som tilladende, at den samlede
konfiskationsværdi overstiger det beløb, der er
anført i konfiskationskendelsen. Såfremt en part
finder, at dette kunne finde sted, skal de berørte parter
rådføre sig med hinanden for at undgå dette.
Artikel 27 -
Fængselsstraf som alternativt middel
Den anmodede part kan ikke pålægge
fængselsstraf som alternativt retsmiddel eller andre
foranstaltninger, der begrænser en persons frihed, som
følge af en anmodning i henhold til artikel 23,
såfremt den anmodende part har anført dette i
anmodningen.
Afsnit 5 -
Nægtelse eller udsættelse af samarbejde
Artikel 28 -
Grunde til nægtelse
1. Samarbejde i
henhold til dette kapitel kan nægtes, såfremt:
a) den
foranstaltning, der anmodes om, ville være i strid med
grundlæggende principper i den anmodede parts retssystem,
eller
b) efterkommelse af
anmodningen vil kunne have negative virkninger for den anmodede
parts suverænitet, sikkerhed, ordre public eller andre
væsentlige interesser, eller
c) betydningen af
den sag, som anmodningen vedrører, efter den anmodede parts
opfattelse ikke berettiger den foranstaltning, der anmodes om,
eller
d) den
lovovertrædelse, som anmodningen vedrører, er en
skattemæssig lovovertrædelse med undtagelse af
finansiering af terrorisme, eller
e) den
lovovertrædelse, som anmodningen vedrører, er en
politisk lovovertrædelse med undtagelse af finansiering af
terrorisme, eller
f) den anmodede
part finder, at iværksættelse af den foranstaltning,
der anmodes om, ville være i strid med princippet ne bis in idem, eller
g) den
lovovertrædelse, som anmodningen vedrører, ikke ville
være ulovlig i henhold til den anmodede parts lovgivning,
såfremt den var begået inden for dens
kompetenceområde. Dog finder den begrundelse for
nægtelse af samarbejde kun anvendelse på samarbejde i
henhold til afsnit 2, såfremt den bistand, der anmodes om,
medfører tvangsforanstaltninger. Hvor dobbelt strafbarhed er
en forudsætning for samarbejde i henhold til dette kapitel,
skal denne forudsætning anses for opfyldt, uanset om de to
parter klassificerer lovovertrædelsen i samme kategori af
strafbare forhold eller betegner den med samme terminologi,
forudsat at begge parter anser den adfærd, der ligger bag
forholdet, for at være strafbar.
2. Samarbejde i
henhold til afsnit 2, for så vidt den bistand, der anmodes
om, medfører tvangsforanstaltninger, samt i henhold til
dette kapitels afsnit 3, kan også nægtes, såfremt
de foranstaltninger, der anmodes om, ikke ville kunne træffes
i henhold til den anmodede parts lovgivning med henblik på
efterforskning eller retsforfølgning, hvis det havde drejet
sig om en tilsvarende sag i henhold til dennes egen lovgivning.
3. Såfremt
den anmodede parts lovgivning kræver det, kan samarbejde i
henhold til afsnit 2, for så vidt den bistand, der anmodes
om, medfører tvangsforanstaltninger, samt i henhold til
dette kapitels afsnit 3 også nægtes, såfremt de
foranstaltninger, der anmodes om, eller andre foranstaltninger, der
har lignende virkninger, ikke ville være tilladt i henhold
til den anmodende parts lovgivning eller, for så vidt
angår den anmodende parts kompetente myndigheder,
såfremt anmodningen ikke er bemyndiget af enten en dommer
eller anden retlig myndighed, herunder offentlige anklagere, der
beskæftiger sig med lovovertrædelser.
4. Samarbejde i
henhold til dette kapitels afsnit 4 kan også nægtes,
såfremt:
a) konfiskation
ikke i henhold til den anmodede parts lovgivning kan bringes i
anvendelse for den type lovovertrædelse, som anmodningen
vedrører; eller
b) det, uden i
øvrigt at have negative virkninger for den i artikel 23,
stk. 3, omhandlede pligt, ville være i modstrid med
principperne i den anmodede parts lovgivning vedrørende
grænserne for konfiskation for så vidt angår
forholdet mellem en lovovertrædelse og:
i) en
økonomisk fordel, der kunne betegnes som udbytte af den;
eller
ii) formuegoder,
der kunne betegnes som redskaber; eller
c) konfiskation i
henhold til den anmodede parts lovgivning ikke længere kan
kræves eller gennemføres på grund af
forældelse; eller
d) anmodningen ikke
vedrører en tidligere domfældelse eller en
afgørelse af retlig karakter eller en erklæring i en
sådan afgørelse om, at en eller flere
lovovertrædelser er blevet begået, på grundlag af
hvilken der er blevet afsagt kendelse om eller fremsat anmodning om
konfiskation, jf. dog artikel 23, stk. 5; eller
e) konfiskation
enten ikke kan tvangsfuldbyrdes inden for den anmodende parts
område, eller at kendelsen om konfiskation stadig kan
kæres på almindelig vis; eller
f) anmodningen
vedrører en konfiskationskendelse, der er resultatet af en
afgørelse truffet in absentia, dvs. uden
tilstedeværelse af den person, md hvem kendelsen blev afsagt,
og såfremt den retssag, der blev ført af den anmodende
part, og som førte til kendelsen, efter den anmodede parts
opfattelse ikke opfyldte mindstekravene til retten til forsvar, som
er anerkendt som en ret, som enhver, mod hvem der rejses sigtelse,
har.
5. For så
vidt angår denne artikels stk. 4, litra f, skal en
afgørelse ikke anses for truffet in
absentia hvis:
a)
afgørelsen er blevet stadfæstet eller afsagt efter
indsigelse fra den pågældende person; eller
b)
afgørelsen er blevet afsagt i en appelsag, fourdsat at
afgørelsen blev appelleret af den pågældende
person.
6. For så
vidt angår denne artikels stk. 4, litra f, skal den anmodede
part ved afgørelsen af, om mindstekravene til retten til
forsvar er opfyldt, tage hensyn til den kendsgerning, at den
pågældende person forsætligt har søgt at
unddrage sig retfærdigheden, eller den kendsgerning, at den
pågældende efter at have haft mulighed for at
gøre retlig indsigelse mod den afgørelse, der er
truffet in absentia, har valgt ikke at
gøre dette. Det samme gælder, såfremt den
pågældende person efter behørigt at være
indstævnet vælger ikke at give møde eller anmode
om en udsættelse.
7. En part kan ikke
påberåbe sig bankhemmeligheden som begrundelse for at
nægte samarbejde i henhold til dette kapitel. Såfremt
det kræves i henhold til national lovgivning, kan en part
kræve, at en anmodning om samarbejde, som
medfører ophævelse af bankhemmeligheden, godkendes af
en dommer eller anden retlig myndighed, herunder offentlige
anklagere, der beskæftiger sig med
lovovertrædelser.
8. Uden at det i
øvrigt påvirker den begrundelse for nægtelse,
der er omhandlet i denne artikels stk. 1, litra a:
a) skal den
kendsgerning, at den person, som efterforskningen er rettet imod,
eller som konfiskationskendelsen, afsagt af myndighederne hos den
anmodende part, gælder, er en juridisk person, ikke kunne
påberåbes af den anmodede part som en hindring for at
indgå samarbejde i henhold til dette kapitel;
b) skal den
kendsgerning, at den fysiske person, mod hvem en kendelse om
konfiskation af udbytte er blevet afsagt, er død, eller den
kendsgerning, at en juridisk person, mod hvem en kendelse om
konfiskation af udbytte er afsagt, senere er blevet opløst,
ikke kunne påberåbes som en hindring for at yde bistand
i henhold til artikel 23 stk. 1, litra a;
c) skal den
kendsgerning, at den person, som efterforskningen er rettet imod,
eller som konfiskationskendelsen afsagt af myndighederne hos den
anmodende part gælder, er nævnt i anmodningen som
gerningsmand til både førforbrydelsen og
hvidvaskningen, efter artikel 9, stk. 2, litra b, i denne
konvention ikke kunne påberåbes af den anmodede part
som en hindring for at indgå i samarbejde i henhold til dette
kapitel.
Artikel 29 -
Udsættelse
Den anmodede part kan udsætte
foranstaltninger i henhold til en anmodning, såfremt disse
foranstaltninger ville skabe vanskeligheder for efterforskning
eller retsforfølgning iværksat af dens
myndigheder.
Artikel 30 -
Delvis eller betinget efterkommelse af en anmodning
Før en part nægter
eller udsætter samarbejde i henhold til dette kapitel, skal
den om fornødent efter at have konsulteret den anmodende
part overveje, hvorvidt anmodningen kan efterkommes delvist eller
på sådanne betingelser, som den måtte finde
nødvendige.
Afsnit 6 -
Notifikation og beskyttelse af tredjemands rettigheder
Artikel 31 -
Notifikation vedrørende dokumenter
1. Parterne skal
yde hinanden størst mulig gensidig bistand i forbindelse med
forkyndelse af retlige dokumenter til personer der berøres
af foreløbige foranstaltninger og konfiskation.
2. Intet i denne
artikel har til hensigt at influere på:
a) muligheden for
at fremsende retlige dokumenter med post direkte til personer i
udlandet;
b) mulighederne
for, at den udstedende parts retspersonale, embedsmænd eller
andre kompetente myndigheder kan foretage forkyndelse af retlige
dokumenter direkte gennem denne parts konsulære myndigheder
eller gennem den modtagende parts retspersonale, embedsmænd
eller andre kompetente myndigheder,
medmindre den modtagende partafgiver
erklæring om det modsatte til Europarådets
generalsekretær på tidspunktet for undertegnelse eller
ved deponeringen af sit ratificerings-, accept-, godkendelses-
eller tiltrædelsesinstrument.
3. Ved forkyndelse
af retlige dokumenter over for personer i udlandet, der
berøres af foreløbige foranstaltninger eller
konfiskationskendelser, der er afsagt inden for den afsendende
parts område, skal denne part angive, hvilke retsmidler der
kan bringes til anvendelse i henhold til dens lovgivning over for
sådanne personer.
Artikel 32 -
Anerkendelse af udenlandske afgørelser
1. Ved behandlingen
af en anmodning om samarbejde i henhold til afsnit 3 og 4 skal den
anmodede part anerkende enhver retlig afgørelse truffet
inden for den anmodende parts område for så vidt
angår rettigheder, der påberåbes af en
tredjemand.
2. Anerkendelse kan
nægtes, såfremt:
a) tredjemand ikke
havde rimelig lejlighed til at gøre sine rettigheder
gældende; eller
b)
afgørelsen er uforenelig med en afgørelse, der
allerede er truffet inden for den anmodede parts område
vedrørende samme sag; eller
c) den er
uforenelig med den anmodede parts ordre public; eller
d)
afgørelsen blev truffet i modstrid med bestemmelser
vedrørende enekompetence fastsat i den anmodede parts
lovgivning.
Afsnit 7 -
Proceduremæssige og andre generelle regler
Artikel 33 -
Central myndighed
1. Parterne skal
udpege en central myndighed eller om nødvendigt flere
centrale myndigheder, der skal være ansvarlige for at afsende
og besvare anmodninger, der rejses i henhold til dette kapitel,
efterkommelse af sådanne anmodninger eller videregivelse af
dem til de myndigheder, der har kompetence til at efterkomme
dem.
2. Enhver part skal
på tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen af
sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument give Europarådets
generalsekretær meddelelse om navn og adresse på de
myndigheder, der er udpeget i medfør af denne artikels stk.
1.
Artikel 34 -
Direkte kommunikation
1. De centrale
myndigheder skal kommunikere direkte med hinanden.
2. I hastende
tilfælde kan anmodninger eller henvendelser i henhold til
dette kapitel sendes direkte af den anmodende parts retlige
myndigheder, herunder offentlige anklagere, til den anmodede parts
tilsvarende myndigheder. I sådanne tilfælde skal der
samtidig sendes en kopi til den anmodede parts centrale myndighed
gennem den anmodende parts centrale myndighed.
3. Enhver anmodning
eller meddelelse i henhold til denne artikels stk. 1 og 2 kan se
gennem International Criminal Police Organisation (Interpol).
4. Såfremt en
anmodning afgives i medfør af denne artikels stk. 2, og
myndigheden ikke har kompetence til at behandle anmodningen, skal
den henvise anmodningen til den kompetente nationale myndighed og
straks informere den anmodende part om, at den har gjort dette.
5. Anmodninger
eller henvendelser i henhold til dette kapitels afsnit 2, som ikke
medfører tvangsforanstaltninger, kan fremsendes direkte af
den anmodende parts kompetente myndigheder til den anmodede parts
kompetente myndigheder.
6. Udkast til
anmodninger eller henvendelser i henhold til dette kapitel kan
fremsendes direkte af den anmodende parts retlige myndigheder til
den anmodede parts tilsvarende myndigheder forud for en formel
anmodning for at sikre, at den kan behandles effektivt ved
modtagelsen, og at den indeholder tilstrækkelige oplysninger
og underbyggende dokumentation til, at den opfylder kravene i den
anmodede parts lovgivning.
Artikel 35 -
Anmodningernes form og sprog
1. Alle anmodninger
i henhold til dette kapitel skal være skriftlige. De kan
fremsendes elektronisk eller med enhver anden form for
telekommunikation, forudsat at den anmodende part er indstillet
på til enhver tid efter anmodning at fremsende en skriftlig
version af den pågældende henvendelse samt originalen
dertil. Enhver part kan til enhver tid ved en erklæring
stilet til Europarådets generalsekretær meddele de
betingelser, som den vil stille for at acceptere og efterkomme
anmodninger, der modtages elektronisk eller med ethvert andet
kommunikationsmiddel.
2. Med forbehold af
bestemmelserne i denne artikels stk. 3 kan der ikke kræves
oversættelser af anmodninger eller
støttedokumenter.
3. Enhver part
eller Det Europæiske Fællesskab kan på
tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen af sit
ratifikations- accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument over for Europarådets
generalsekretær afgive en erklæring om, at den
forbeholder sig ret til at kræve, at anmodninger rettet til
den og dokumenter til støtte for en sådan anmodning
ledsages af en oversættelse til dens eget sprog eller til et
af Europarådets officielle sprog eller til et af disse sprog,
som parten måtte angive. Den kan ved denne lejlighed
erklære sig rede til at acceptere oversættelse til
ethvert andet sprog, som den måtte angive. De øvrige
parter kan anvende gensidighedsreglen.
Artikel 36 -
Legalisering
Dokumenter, der fremsendes i
forbindelse med gennemførelsen af dette kapitel, skal
være fritaget fra alle legaliseringsformaliteter.
Artikel 37 -
Anmodningens indhold
1. Enhver anmodning
om samarbejde i henhold til dette kapitel skal specificere:
a) den myndighed,
der retter forespørgslen, og den myndighed, der står
for efterforskningen eller retsforfølgningen;
b) formålet
med og begrundelsen for anmodningen;
c) de forhold,
herunder relevante kendsgerninger (som. f.eks. dato og sted for
samt nærmere omstændigheder i forbindelse med
lovovertrædelsen), som efterforskningen eller
retsforfølgningen har relation til, undtagen i
tilfælde af en anmodning om notifikation;
d) for så
vidt samarbejdet omfatter tvangsindgreb:
i) teksten til
lovbestemmelserne eller, såfremt dette ikke er muligt, en
redegørelse vedrørende de retsregler, der finder
anvendelse, og
ii) en angivelse
af, at den foranstaltning, der anmodes om, eller eventuelle andre
foranstaltninger, der har samme følgevirkninger, kan
træffes inden for den anmodende parts område i henhold
til dens egen lovgivning,
e) hvor det er
nødvendigt og i det omfang, at det er muligt:
i) oplysninger
vedrørende den eller de berørte personer, herunder
navn, fødselsdato og -sted, nationalitet og opholdssted og,
såfremt det drejer sig om en juridisk person, hjemstedet,
og
ii) de formuegoder,
i relation til hvilke der anmodes om samarbejde, hvor de befinder
sig, deres tilknytning til den eller de berørte personer,
eventuel tilknytning til lovovertrædelsen samt eventuelle
andre til rådighed værende oplysninger om andre
personers rettigheder over formuegoderne, og
f) en eventuel
særlig procedure, som den anmodende part ønsker
fulgt.
2. En anmodning om
foreløbige foranstaltninger i henhold til afsnit 3 i
relation til beslaglæggelse af formuegoder, der kan
gøres til genstand for realisering i medfør af en
konfiskationskendelse, der består i et krav om at betale et
pengebeløb, skal også angive det maksimumbeløb,
som søges inddrevet på grundlag af de
pågældende formuegoder.
3. Udover de i stk.
1 anførte oplysninger skal enhver anmodning i henhold til
afsnit 4 indeholde:
a) i tilfælde
af artikel 23 stk. 1, litra a:
i) en
bekræftet genpart af konfiskationskendelsen afsagt af en
domstol inden for den anmodende parts område og en
erklæring vedrørende grundlaget for afsigelsen af
kendelsen, såfremt disse grunde ikke er angivet i selve
kendelsen,
ii) en attestation
fra den anmodende parts kompetente myndighed om, at
konfiskationskendelsen kan tvangsfuldbyrdes, og at den ikke
på sædvanlig måde kan appelleres,
iii) oplysning om,
i hvilket omfang der anmodes om tvangsfuldbyrdelse af kendelsen,
og
iv) oplysninger om
nødvendigheden af at træffe foreløbige
foranstaltninger.
b) i tilfælde
af artikel 13, stk. 1.b, en redegørelse for de
kendsgerninger, som den anmodende part påberåber sig,
og som er tilstrækkelige til at sætte den anmodede part
i stand til at anmode om en sådan kendelse i henhold til dens
nationale lovgivning,
c) såfremt
tredjemand har haft lejlighed til at gøre krav
gældende, dokumentation for, at dette har været
tilfældet.
Artikel 38 -
Mangelfulde anmodninger
1. Såfremt en
anmodning ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i dette
kapitel, eller de afgivne oplysninger ikke er tilstrækkelige
til at gøre det muligt for den anmodede part at behandle
anmodningen, kan denne part bede den anmodende part om at
ændre anmodningen eller at supplere den med yderligere
oplysninger.
2. Den anmodede
part kan fastsætte en tidsfrist for modtagelse af
sådanne ændringer eller oplysninger.
3. Den anmodede
part kan, mens den afventer modtagelsen af de krævede
ændringer eller oplysninger vedrørende en anmodning
fremsendt i henhold til dette kapitels afsnit 4, træffe
enhver af de foranstaltninger, der er anført i dette
kapitels afsnit 2 eller 3.
Artikel 39 -
Flere anmodninger
1. Såfremt
den anmodede part modtager mere end en anmodning i henhold til
dette kapitels afsnit 3 eller 4 vedrørende den samme person
eller de samme formuegoder, skal eksistensen af flere anmodninger
ikke forhindre, at den anmodede part behandler disse anmodninger og
herunder træffer foreløbige foranstaltninger.
2. I tilfælde
af flere anmodninger i henhold til dette kapitels afsnit 4 skal den
anmodede part overveje at konsultere de anmodende parter.
Artikel 40 -
Pligt til at give begrundelse
Den anmodede part skal begrunde
enhver beslutning om at nægte, udsætte eller
fastsætte betingelser for samarbejde i henhold til dette
kapitel.
Artikel 41 -
Oplysning
1. Den anmodede
part skal straks oplyse den anmodende part om:
a)
foranstaltninger, der iværksættes i medfør af en
anmodning i henhold til dette kapitel;
b) slutresultatet
af foranstaltninger, der gennemføres på grundlag af
anmodningen;
c) en
afgørelse om at nægte eller udsætte samarbejde i
henhold til dette kapitel eller om helt eller delvis at
fastsætte betingelser for et sådant samarbejde,
d) enhver
omstændighed, som gør det umuligt at gennemføre
den foranstaltning, der anmodes om, eller som vil kunne forsinke
den i væsentligt; og
e) i tilfælde
af foreløbige foranstaltninger, der træffes i
medfør af en anmodning i henhold til dette kapitels afsnit 2
eller 3, sådanne bestemmelser i henhold til dens nationale
lovgivning, som automatisk ville medføre ophævelse af
den foreløbige foranstaltning.
2. Den anmodende
part skal straks oplys den anmodede part om:
a) en ny kendelse,
afgørelse eller anden omstændighed der
medfører, at konfiskationskendelsen helt eller delvist
ophører med at kunne fuldbyrdes; og
b) enhver udvikling
af faktisk eller juridisk art, der medfører, at en
foranstaltning truffet i henhold til dette kapitel ikke
længere er berettiget.
3. Såfremt en
part på grundlag af samme konfiskationskendelse anmoder om
konfiskation inden for mere end én parts område, skal
den oplyse alle parter, der er berørt af en
tvangsfuldbyrdelse af kendelsen, om anmodningen.
Artikel 42 -
Begrænsninger vedrørende anvendelsen
1. Den anmodede
part kan gøre efterkommelse af en anmodning betinget af, at
de indhentede oplysninger eller beviser ikke uden dens
forudgående samtykke anvendes eller overdrages af den
anmodende parts kompetente myndigheder til brug for anden
efterforskning eller retsforfølgning end den, der er
anført i anmodningen.
2. Enhver stat
eller Det Europæiske Fællesskab kan på
tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen af sit
ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument ved en erklæring stilet til
Europarådets generalsekretær erklære, at
oplysninger eller beviser, som den fremskaffer i henhold til dette
kapitel, ikke uden dens forudgående samtykke må
anvendes eller videregives af den anmodende parts myndigheder til
brug for anden efterforskning eller retsforfølgning end den,
der er anført i anmodningen.
Artikel 43 -
Fortrolighed
1. Den anmodende
part kan kræve, at den anmodede part skal behandle
kendsgerninger i forbindelse med og indholdet af en anmodning
fortroligt bortset fra i det omfang, det er nødvendigt for
at efterkomme anmodningen. Såfremt den anmodede part ikke kan
opfylde kravet om fortrolighed, skal den straks oplyse den
anmodende part herom.
2. Den anmodende
part skal, såfremt det ikke er i strid med principperne i
dens nationale lovgivning, og såfremt den bliver anmodet
herom, behandle beviser og oplysninger, som tilvejebringes af den
anmodede part, fortroligt bortset fra i det omfang, det er
nødvendigt at videregive oplysninger af hensyn til den
efterforskning eller retsforfølgning, der er beskrevet i
anmodningen.
3. En part der har
modtaget oplysninger afgivet spontant i henhold til artikel 20
skal, med forbehold for bestemmelserne i dens egen lovgivning,
overholde ethvert krav om fortrolighed, som måtte rejses af
den part, der afgiver disse oplysninger. Såfremt den anden
part ikke kan efterkomme et sådant krav, skal den straks
oplyse den part, der fremsender oplysningerne, herom.
Artikel 44 -
Omkostninger
De almindelige omkostninger
forbundet med at efterkomme en anmodning skal afholdes af den
anmodede part. Såfremt det kræver omkostninger af
betydeligt omfang eller ekstraordinær karakter at efterkomme
en anmodning, skal parterne konsultere hinanden med henblik
på at aftale vilkårene for efterkommelse af
anmodningen, og hvorledes omkostningerne skal afholdes.
Artikel 45 -
Erstatning
1. Når der af
en person er rejst sag om erstatningspligt som følge af en
handling eller undladelse i forbindelse med samarbejde i henhold
til dette kapitel, skal de berørte parter overveje at
konsultere hinanden med henblik på, hvor det er
hensigtsmæssigt, at afgøre fordelingen af den
erstatning, der eventuelt skal betales.
2. En part, der er
blevet sagsøgt i en erstatningssag, skal bestræbe sig
på at informere den anden part om en sådan retssag,
såfremt denne part kunne have en interesse i sagen.
Kapitel V -
Samarbejde mellem FIU'er
Artikel 46 -
Samarbejde mellem FIU'er
1. Parterne skal
sikre, at FIU'er, som defineret i denne konvention, skal samarbejde
med henblik på bekæmpelse af hvidvask ved indsamling og
analyse eller, hvor det er hensigtsmæssigt, inden for den
enkelte FIU og inden for deres nationale beføjelser,
efterforskning af relevante oplysninger om ethvert forhold, der
måtte være et tegn på hvidvask.
2. Med henblik
på stk. 1 skal hver part sikre, at FIU'er spontant eller
efter anmodning og enten i overensstemmelse med denne konvention
eller ifølge eksisterende eller fremtidige overenskomster,
der er forenelige med denne konvention, udveksler alle
tilgængelige oplysninger, der måtte være
relevante for behandling eller analyse af informationer, eller,
hvor det er relevant, undersøgelse fra den
pågældende FIU af finansielle transaktioner relateret
til hvidvask og de involverede fysiske eller juridiske
personer.
3. Enhver part skal
sikre, at FIU'ers udøvelse af deres funktioner i henhold til
denne artikel ikke påvirkes af, hvilken intern status de har,
uanset om de har status af administrative,
retshåndhævende eller retlige myndigheder.
4. Enhver
anmodning, der fremsættes efter denne artikel, skal ledsages
af en kort redegørelse for de relevante oplysninger, som den
anmodende FIU er bekendt med. Den pågældende FIU skal i
sin anmodning nærmere anføre, hvorledes de
ønskede oplysninger vil blive anvendt.
5. Når der
fremsættes en anmodning i henhold til denne artikel, skal den
anmodede FIU fremsende alle relevante oplysninger, herunder
tilgængelige økonomiske oplysninger og de
ønskede politimæssige data, der er anmodet om, uden at
det er nødvendigt at fremsende en formel retsanmodning i
henhold til gældende konventioner eller aftaler mellem
parterne.
6. En FIU kan
nægte at videregive oplysninger, der vil kunne føre
til en hindring af en efterforskning, der foregår hos den
anmodede part, eller under særlige omstændigheder, hvor
videregivelsen af oplysningerne vil stå i åbenbart
misforhold til en fysisk eller juridisk persons eller partens egne
berettigede interesser eller på anden måde ville
være i strid med grundlæggende principper i den
anmodede parts nationale lovgivning. En sådan nægtelse
skal begrundes tilstrækkeligt over for den FIU, der har
anmodet om oplysningerne.
7. Oplysninger
eller dokumenter, der indhentes i henhold til denne artikel,
må kun anvendes til de formål, der er fastlagt i stk.
1. Oplysninger, der fremsendes af en FIU hos en anden part,
må ikke uden forudgående samtykke fra den afgivende FIU
videregives til tredjemand eller anvendes af den modtagende FIU til
andet end analyseformål.
8. Ved
fremsendelsen af oplysninger eller dokumenter i henhold til denne
artikel kan den fremsendende FIU fastlægge
begrænsninger og betingelser for anvendelsen af oplysningerne
til andre formål end de i stk. 7 anførte formål.
Den modtagende FIU skal overholde alle sådanne
begrænsninger og betingelser.
9. Hvor en part
ønsker at bruge modtagne oplysninger eller dokumenter i en
efterforskning eller retsforfølgning med henblik på de
i stk. 7 anførte formål, må den fremsendende FIU
ikke nægte at give samtykke til en sådan anvendelse,
medmindre dette sker på grundlag af begrænsninger
ifølge den pågældende FIU's nationale lovgivning
eller de betingelser, der er anført i stk. 6. Enhver
nægtelse af at meddele samtykke skal begrundes.
10. FIU'er skal
træffe alle nødvendige foranstaltninger, herunder
sikkerhedsforanstaltninger, for at sikre, at oplysninger, der
fremsendes i henhold til denne artikel, ikke kan tilgås af
andre myndigheder, organisationer eller afdelinger.
11. De oplysninger,
der fremsendes, skal beskyttes i overensstemmelse med
Europarådets konvention af 28. januar 1981 om beskyttelse af
personer med hensyn til elektronisk behandling af persondata (ETS
nr. 108) og under hensyntagen til rekommandation nr. R(87)15 af 15.
september 1987 fra Europarådets Ministerkomité om
anvendelsen af personoplysninger i politisektoren med mindst samme
regler om fortrolighed og beskyttelse af persondata som de
bestemmelser, der finder anvendelse ifølge den nationale
lovgivning, der er gældende for den anmodende FIU.
12. Den
fremsendende FIU kan fremsætte rimeligt begrundede
forespørgsler om anvendelsen af de leverede oplysninger, og
den modtagende FIU skal, i den udstrækning det kan lade sig
gøre, give en sådan tilbagemelding.
13. Parterne skal
angive, hvilken enhed der fungerer som FIU som beskrevet i denne
artikel.
Artikel 47 -
Internationalt samarbejde om udsættelse af mistænkelige
transaktioner
1. Enhver part skal
vedtage de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger,
der måtte være nødvendige for at sikre, at en
FIU kan foretage skridt af hastende karakter efter anmodning fra en
udenlandsk FIU om at afbryde eller tilbageholde sit samtykke til
gennemførelsen af en transaktion i en periode under de samme
betingelser, som er foreskrevet i den pågældende FIU's
nationale lovgivning om udsættelse af transaktioner.
2. De skridt, der
er anført i stk. 1, skal gennemføres, hvor den
anmodede FIU finder det tilstrækkeligt godtgjort, på
baggrund af dokumentation af deres berettigelse fra den anmodende
FIU, at:
a) transaktionen
har forbindelse med hvidvask; og
b) transaktionen
ville være blevet suspenderet, eller samtykke til
gennemførelsen af transaktionen ville være blevet
tilbageholdt, hvis den pågældende transaktion havde
været genstand for en national indberetning om en
mistænkelig transaktion.
Kapitel VI -
Overvågningsmekanisme og løsning af
konflikter
Artikel 48 -
Overvågningsmekanisme og løsning af
konflikter
1. Parternes
konference (COP) skal være ansvarlig for at følge
konventionens gennemførelse. COP:
a) skal
overvåge, at parterne implementerer konventionen korrekt;
b) skal efter
anmodning fra en part afgive en udtalelse om ethvert
spørgsmål vedrørende konventionens fortolkning
og anvendelse.
2. COP skal
varetage de funktioner, der er nævnt i stk. 1, litra a,
ovenfor, ved anvendelse af alle offentlige resuméer fra
'Select Committee of Experts on the Evaluation of Anti-Money
Laundering Measures' (Moneyval) (for Moneyval lande) og alle
offentlige resuméer fra FATF (for FATF lande), suppleret med
periodiske spørgeskemaer til selvevaluering, hvor det
måtte være relevant. Overvågningsproceduren skal
kun vedrøre de dele af konventionen, der ikke er
dækket af andre relevante internationale standarder, der
danner grundlag for gensidige evalueringer gennemført af
FATF og Moneyval.
3. Hvis COP
konkluderer, at den har behov for yderligere oplysninger for at
kunne udføre sine funktioner, skal den tage kontakt til den
pågældende part og, hvis COP finder det
nødvendigt, under anvendelse af Moneyval proceduren og
mekanismen. Den pågældende part skal dernæst
rapportere tilbage til COP. På dette grundlag skal COP
afgøre, om der skal foretages en mere dybtgående
vurdering af forholdene hos den pågældende part. Dette
kan, men behøver ikke nødvendigvis, indebære et
landebesøg af et evalueringshold.
4. Hvis der
opstår en tvist mellem parterne med hensyn til fortolkningen
eller anvendelsen af konventionen, skal de søge tvisten
bilagt ved forhandling eller ved en anden fredelig
fremgangsmåde, de måtte foretrække, herunder
forelæggelse af tvisten for COP eller for en voldgiftsret,
hvis afgørelse skal være bindende for parterne, eller
for Den Internationale Domstol som aftalt mellem de
pågældende parter.
5. COP skal
fastlægge sin egen forretningsorden.
6.
Europarådets generalsekretær skal indkalde COP til
møde senest et år efter at denne konvention er
trådt i kraft. Derefter skal der afholdes møder i COP
regelmæssigt i overensstemmelse med den forretningsorden, der
er vedtaget af COP.
Kapitel VII -
Afsluttende bestemmelser
Artikel 49 -
Undertegnelse og ikrafttræden
1. Konventionen
skal være åben for undertegnelse af stater, der er
medlemmer af Europarådet, Det Europæiske
Fællesskab, samt ikke-medlemsstater, der har deltaget i dens
udarbejdelse. Disse stater eller Det Europæiske
Fællesskab kan udtrykke deres samtykke til at være
bundet ved:
a) undertegnelse
uden forbehold for så vidt angår ratifikation, accept
eller godkendelse; eller
b) undertegnelse
med forbehold for ratifikation, accept eller godkendelse efterfulgt
af ratifikation, accept eller godkendelse.
2. Ratifikations-,
accept- eller godkendelsesinstrumenter skal deponeres hos
Europarådets generalsekretær.
3. Denne konvention
træder i kraft den første dag i den måned, der
følger efter udløbet af en periode på tre
måneder efter den dato, hvor seks signatare, hvoraf mindst
fire er medlemmer af Europarådet, har udtrykt deres samtykke
til at være bundet af konventionen i overensstemmelse med
bestemmelserne i stk. 1.
4. For så
vidt angår en enhver signatar, der efterfølgende
udtrykker sit samtykke til at være bundet af den,
træder konventionen i kraft den første dag i den
måned, der følger efter udløbet af en periode
på tre måneder efter datoen for dens tilkendegivelse af
at ville være bundet af konventionen i overensstemmelse med
bestemmelserne i stk. 1.
5. Ingen part til
1990-konventionen kan ratificere, acceptere eller godkende denne
konvention uden at betragte sig som værende bundet af mindst
de bestemmelser, der svarer til bestemmelserne i 1990-konventionen,
som er bindende for denne stat.
6. Med virkning fra
dens ikrafttræden skal parter til denne konvention, der
på samme tid er parter til 1990-konventionen:
a) anvende
bestemmelserne i denne konvention på deres indbyrdes
forhold;
b) fortsætte
med at anvende bestemmelserne i 1990-konventionen i deres forhold
til andre, der er parter til den nævnte konvention, men ikke
i nærværende konvention.
Artikel 50 -
Tiltrædelse af konventionen
1. Efter denne
konventions ikrafttræden kan Europarådets
Ministerkomite efter at have konsulteret de kontraherende parter
opfordre enhver stat, der ikke er medlem af Europarådet, og
som ikke har deltaget i dens udarbejdelse, til at tiltræde
konventionen ved beslutning truffet med det flertal, der er fastsat
i artikel 20.d i Europarådets statut, og med enstemmighed
blandt repræsentanterne for de kontraherende parter, der er
berettiget til at sidde i komiteen.
2. For så
vidt angår tiltrædende stater træder konventionen
i kraft den første dag i den måned, der følger
efter udløbet af en periode på tre måneder efter
deponeringen af tiltrædelsesinstrumentet hos
Europarådets generalsekretær.
Artikel 51 -
Territorialt anvendelsesområde
1. Enhver stat
eller Det Europæiske Fællesskab kan, på
tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen af sit
ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument angive, inden for hvilket område
eller hvilke områder denne konvention skal finde
anvendelse.
2. Enhver part kan
på et senere tidspunkt ved erklæring til
Europarådets generalsekretær udvide anvendelsen af
konventionen til ethvert andet område, der er angivet i
erklæringen. For så vidt angår et sådant
område træder konventionen i kraft den første
dag i den måned, der følger efter udløbet af en
periode på tre måneder efter datoen for
generalsekretærens modtagelse af en sådan
erklæring.
3. Enhver
erklæring, der afgives i henhold til ovenstående to
stykker, kan for så vidt angår ethvert område,
der er anført i en sådan erklæring,
tilbagetrækkes ved notifikation stilet til
generalsekretæren. Tilbagetrækningen træder i
kraft den første dag i den måned, der følger
efter udløbet af en periode på tre måneder fra
datoen for generalsekretærens modtagelse af en sådan
notifikation.
Artikel 52 -
Forholdet til andre konventioner og aftaler
1. Denne konvention
berører ikke rettigheder og forpligtelser for parterne, der
følger af internationale, multilaterale retsakter
vedrørende særlige forhold.
2. Parterne til
denne konvention kan indgå bilaterale eller multilaterale
aftaler med hinanden vedrørende de forhold, der er omhandlet
af denne konvention, med henblik på at supplere eller styrke
dens bestemmelser eller fremme gennemførelsen af de
principper, som den indeholder.
3. Såfremt to
eller flere parter allerede har indgået en aftale eller
traktat for så vidt angår et spørgsmål,
der er omhandlet i denne konvention, eller på anden
måde har etableret indbyrdes relationer for så vidt
angår dette spørgsmål, er de berettiget til at
lade denne aftale eller traktat finde anvendelse eller lade
regulere på samme måde i stedet for denne konvention,
såfremt det fremmer internationalt samarbejde.
4. Parter, der er
medlemmer af Den Europæiske Union, skal i deres indbyrdes
forhold anvende Fællesskabets og Den Europæiske Unions
regler, for så vidt der findes regler inden for
Fællesskabet og Den Europæiske Union, der regulerer det
pågældende område, og som finder anvendelse
på den konkrete sag, uden at det skal have negative
virkninger for formålet og hensigten med
nærværende konvention og dens gyldighed i sin helhed i
forhold til andre parter.
Artikel 53 -
Erklæringer og forbehold
1. Enhver stat
eller Det Europæiske Fællesskab kan på
tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen af sit
ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument fremsætte en eller flere af de
erklæringer, der er anført i artikel 3, stk. 2,
artikel 9, stk. 4, artikel 17, stk. 5, artikel 24, stk. 3, artikel
31, stk. 2, artikel 35, stk. 1 og 3, samt artikel 42, stk. 2.
2. Enhver stat
eller Det Europæiske Fællesskab kan endvidere på
tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen af sit
ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument ved en erklæring stilet til
generalsekretæren forbeholde sig ret til helt eller delvist
ikke at anvende bestemmelserne i artikel 7, stk. 2, litra c,
artikel 9, stk. 6, artikel 46, stk. 5, og artikel 47.
3. Enhver stat
eller Det Europæiske Fællesskab kan på
tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen af sit
ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument erklære, hvordan man har til
hensigt at anvende artikel 17 og 19 i denne konvention, navnlig
under hensyntagen til anvendelige internationale aftaler inden for
det internationale samarbejde på det strafferetlige
område. Den pågældende skal underrette
generalsekretæren for Europarådet om ændringer i
disse oplysninger.
4. Enhver stat
eller Det Europæiske Fællesskab kan på
tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen af sit
ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument erklære:
a) at man ikke vil
anvende artikel 3, stk. 4, i denne konvention; eller
b) at man kun
delvist vil anvende artikel 3, stk. 4, i denne konvention;
eller
c) hvordan man har
til hensigt at anvende artikel 3, stk. 4, i denne konvention.
Den pågældende skal sende
underretning om ændringer i disse oplysninger til
generalsekretæren for Europarådet.
5. Der kan ikke
tages andre forbehold.
6. Enhver part, der
har taget et forbehold i henhold til denne artikel, kan helt eller
delvis trække dette tilbage ved notifikation stilet til
generalsekretæren for Europarådet.
Tilbagetrækkelsen skal træde i kraft på datoen
for generalsekretærens modtagelse af en sådan
notifikation.
7. En part, der har
taget et forbehold for så vidt angår en bestemmelse i
konventionen, kan ikke kræve, at en anden part bringer denne
bestemmelse i anvendelse; Den kan dog, såfremt dens forbehold
er delvis eller betinget, kræve, at bestemmelsen bringes i
anvendelse i det omfang, den selv har accepteret den.
Artikel 54 -
Ændringer
1. Ændringer
til konventionen kan foreslås af enhver part, og
generalsekretæren for Europarådet skal give
underretning herom til Europarådets medlemsstater, Det
Europæiske Fællesskab og enhver ikke-medlemsstat, som
har tiltrådt eller er blevet opfordret til at tiltræde
denne konvention i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel
50.
2. Der skal gives
underretning til European Committee on Crime Problems (CDPC) om
enhver ændring, der foreslås af en part, og denne
komité skal forelægge Ministerkomiteen en udtalelse om
den foreslåede ændring.
3.
Ministerkomitéen skal behandle den foreslåede
ændring og den udtalelse, der er afgivet af CDPC, og kan
vedtage ændringen med det flertal, der er anført i
artikel 20.d i Europarådets statut.
4. Teksten til
enhver ændring, der vedtages af Ministerkomitéen i
overensstemmelse med denne artikels stk. 3, skal fremsendes til
parterne til godkendelse.
5. Enhver
ændring, der vedtages i overensstemmelse med denne artikels
stk. 3, træder i kraft den tredivte dag efter, at alle parter
har underrettet generalsekretæren om deres godkendelse
deraf.
6. Ændringer
med henblik på ajourføring af de kategorier af
strafbare forhold, der er omfattet af bilaget, samt ændring
af artikel 13, kan foreslås af enhver part eller
Ministerkomiteen. Disse skal af Europarådets
generalsekretær viderebringes til parterne.
7. Efter
samråd med de parter, der ikke er medlemmer af
Europarådet, og om nødvendigt CDPC, kan
Ministerkomiteen vedtage en ændring foreslået i
overensstemmelse med stk. 6 med det stemmeflertal der er
anført i artikel 20, litra d i Europarådets statut.
Ændringen skal træde i kraft efter udløbet af en
periode på ét år efter den dag, hvor den er
fremsendt til parterne. Inden for denne periode kan enhver part
give besked til generalsekretæren om enhver indsigelse mod,
at ændringen træder i kraft for dens vedkommende.
8. Hvis en
tredjedel af parterne meddeler generalsekretæren, at de
gør indsigelse mod, at ændringen træder i kraft,
skal ændringen ikke træde i kraft.
9. Hvis mindre end
en tredjedel af parterne meddeler, at de gør indsigelse,
skal ændringen træde i kraft for de parter, der ikke
har gjort indsigelse.
10. Når en
ændring er trådt i kraft i overensstemmelse med denne
artikels stk. 6 til 9, og en part oprindeligt har gjort indsigelse
over for denne, skal ændringen træde i kraft i forhold
til denne part den første dag i måneden efter den dag,
hvor den har fremsendt sin accept til Europarådets
generalsekretær. En part, der har gjort indsigelse, kan
trække denne tilbage til enhver tid ved meddelelse herom til
Europarådets generalsekretær.
11. Hvis en
ændring er vedtaget af Ministerkomitéen, kan en stat
eller Det Europæiske Fællesskab ikke afgive samtykke
til at være bundet af konventionen uden samtidig at acceptere
ændringen.
Artikel 55 -
Opsigelse
1. Enhver part kan
på ethvert tidspunkt opsige konventionen ved notifikation
stilet til Europarådets generalsekretær.
2. En sådan
opsigelse træder i kraft den første dag i den
måned, der følger efter udløbet af en periode
på tre måneder efter datoen for
generalsekretærens modtagelse af notifikationen.
3. Denne konvention
skal imidlertid fortsat finde anvendelse på
tvangsfuldbyrdelse i henhold til artikel 23 af konfiskation, som
der er anmodet om i overensstemmelse med bestemmelserne i
konventionen før datoen for opsigelsens
ikrafttræden.
Artikel 56 -
Notifikationer
Europarådets
generalsekretær skal notificere Europarådets
medlemsstater, Det Europæiske Fællesskab, de
ikke-medlemsstater, som har taget del i udarbejdelsen af
konventionen, enhver stat, der er blevet opfordret til at
tiltræde den, samt enhver anden part, der har tiltrådt
konventionen, om:
a)
undertegning;
b) deponering af et
ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrumenter;
c) datoen for
konventionens ikrafttræden i overensstemmelse med
artikel 49 og 50;
d)
erklæringer eller forbehold der fremsættes efter
artikel 53; og
e) enhver anden
handling, notifikation eller meddelelse vedrørende
konventionen.
Til bekræftelse heraf har
undertegnede, der er behørigt bemyndiget hertil, undertegnet
denne konvention.
Udfærdiget i Warszawa, den
16. maj 2005 på engelsk og fransk, idet begge tekster skal
have samme gyldighed, i et enkelt eksemplar, der deponeres i
Europarådets arkiver. Europarådets
generalsekretær fremsender bekræftede genparter heraf
til Europarådets medlemsstater, til Det Europæiske
Fællesskab, til de ikke-medlemsstater, der har deltaget i
udarbejdelsen af konventionen, samt til enhver stat, der er blevet
opfordret til at tiltræde den.
Bilag
a) deltagelse i en
organiseret kriminel sammenslutning og organiseret
pengeafpresning;
b) terrorisme,
herunder finansiering af terrorisme;
c) menneskehandel
og menneskesmugling;
d) seksuel
udnyttelse, herunder seksuelt udnyttelse af børn;
e) ulovlig handel
med narkotiske stoffer og psykofarmaka;
f) ulovlig
våbenhandel;
g) ulovlig handel
med stjålne og andre værdier;
h) korruption og
bestikkelse;
i) bedrageri;
j)
falskmøntneri;
k)
produktplagiering og -pirateri;
l)
miljøforbrydelser;
m) mord og alvorlig
legemsbeskadigelse;
n)
bortførelse, ulovlig frihedsberøvelse og
gidseltagning;
o) røveri
eller tyveri;
p) smugling;
q) afpresning;
r)
dokumentfalsk;
s) pirateri; og
t) insiderhandel og
markedsmanipulation.
«
Bilag 2
»Bilag
3
Tredje tillægsprotokol til den
europæiske konvention om udlevering
Strasbourg, den 10. november 2010
Præambel
Europarådets medlemsstater, der undertegner denne
protokol,
der finder, at Europarådets mål er at opnå
større enhed mellem dets medlemmer;
der ønsker at styrke deres muligheder for hver især
og sammen at reagere over for kriminalitet;
der henviser til bestemmelserne i den europæiske
konvention om udlevering (ETS Nr. 24), der blev
åbnet for undertegnelse i Paris den 13. december 1957 (i det
følgende betegnet »konventionen«) samt de to
tillægsprotokoller dertil (ETS Nr. 86 og 98),
udfærdiget i Strasbourg henholdsvis den 15. oktober 1975 og
den 17. marts 1978;
der finder det ønskværdigt at supplere konventionen
på en række områder for at forenkle og fremme
udleveringsproceduren, hvor personen, der søges udleveret,
har givet samtykke dertil;
er blevet enige om følgende:
Artikel 1 - Pligt til at udlevere efter den
forenklede procedure
De kontraherende parter forpligter sig til at udlevere personer
til hinanden i henhold til den forenklede procedure som bestemt ved
nærværende protokol, hvor personerne søges
udleveret i henhold til konventionens artikel 1, forudsat at de
pågældende har givet samtykke dertil, og at det
tiltrædes af den anmodede part.
Artikel 2 - Indledning af
proceduren
1. Når
personen, der søges udleveret, er genstand for en anmodning
om foreløbig anholdelse og fængsling i henhold til
konventionens artikel 16, skal der ved udlevering, som
anført i artikel 1 i nærværende protokol, ikke
fremsendes en anmodning om udlevering med tilhørende
dokumentation i henhold til artikel 12 i konventionen.
Følgende oplysninger afgivet af den anmodende part skal af
den anmodede part anses for at være tilstrækkelige med
henblik på anvendelse af artikel 3 til 5 i
nærværende protokol og denne parts endelige beslutning
om udlevering efter den forenklede procedure:
a) den
ønskede persons identitet, herunder den
pågældendes nationalitet eller nationaliteter, hvor
dette er kendt;
b) den myndighed,
der anmoder om anholdelse;
c) om der findes en
arrestordre eller et andet dokument med samme juridiske virkning
eller en eksigibel dom samt en bekræftelse af, at personen
søges udleveret i henhold til konventionens artikel 1;
d) karakteren samt
en juridisk beskrivelse af det strafbare forhold, herunder
straframmen eller den idømte straf ved den endelige dom,
herunder hvorvidt en del af dommen allerede er fuldbyrdet;
e) oplysning om
forældelse og afbrydelse heraf;
f) en beskrivelse
af de omstændigheder hvorunder det strafbare forhold er
begået, herunder tidspunktet, stedet og graden af den
udleveringsbegærede persons deltagelse deri;
g) for så
vidt det er muligt, følgerne af det strafbare forhold;
h) i tilfælde
hvor der begæres udlevering med henblik på fuldbyrdelse
af en endelig dom, hvorvidt dommen er afsagt in absentia.
2. Uanset
bestemmelserne i stk. 1, kan der anmodes om supplerende
oplysninger, hvis de i det nævnte stk. 1 anførte
oplysninger ikke er tilstrækkelige til at gøre det
muligt for den anmodede part at træffe afgørelse om
udlevering.
3. I tilfælde
hvor den anmodede part har modtaget en anmodning om udlevering i
henhold til konventionens artikel 12, skal nærværende
protokol finde tilsvarende anvendelse.
Artikel 3 - Pligt til at informere
personen
Hvor en person, der begæres udleveret, anholdes i
overensstemmelse med konventionens artikel 16, skal den kompetente
myndighed hos den anmodede part, i henhold til dens egen lovgivning
og uden ugrundet ophold, informere personen om den anmodning, der
er fremsat vedrørende ham eller hende, samt om muligheden
for anvendelse af den forenklede udleveringsprocedure i henhold til
nærværende protokol.
Artikel 4 - Samtykke til
udlevering
1. Samtykke fra den
person der søges udleveret, og eventuelt dennes udtrykkelige
afkald på retten til anvendelse af specialitetsreglen, skal
afgives over for den anmodede parts kompetente judicielle myndighed
i henhold til den pågældende parts lovgivning.
2. Hver af parterne
skal træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for
at sikre, at et samtykke og eventuelt afkald, som anført i
stk. 1, er tilvejebragt på en sådan måde, at det
kan fastslås, at den pågældende har givet
samtykke og afkald frivilligt og med fuld bevidsthed om de retlige
konsekvenser. Med henblik herpå skal personen, der
søges, udleveret have ret til advokatbistand. Om
nødvendigt skal den anmodede part sikre, at personen, der
søges udleveret, får bistand fra en tolk.
3. Samtykke og
eventuelt afkald, som anført i stk. 1, skal protokolleres i
henhold til den anmodede parts lovgivning.
4. Med forbehold
for stk. 5 kan et samtykke og eventuelt afkald som anført i
stk. 1 ikke tilbagekaldes.
5. Enhver stat kan
på tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen af
sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument eller på ethvert senere
tidspunkt erklære, at et samtykke og et eventuelt afkald
på retten til anvendelse af specialitetsreglen kan
tilbagekaldes. Et samtykke kan tilbagekaldes, indtil den anmodede
part træffer sin endelige afgørelse om udlevering
efter den forenklede procedure. I så fald skal der ikke tages
hensyn til perioden mellem meddelelsen om samtykke og om
tilbagekaldelsen deraf ved beregningen af de i konventionens
artikel 16, stk. 4, anførte tidsrum. Et afkald på
retten til anvendelse af specialitetsreglen kan tilbagekaldes,
indtil den pågældende person udleveres. Enhver
tilbagekaldelse af et samtykke til udlevering eller afkald på
anvendelse af specialitetsreglen skal protokolleres i henhold til
den anmodede parts lovgivning og straks meddeles til den anmodende
part.
Artikel 5 - Afkald på anvendelse af
specialitetsreglen
Hver stat kan på tidspunktet for undertegnelse eller ved
deponeringen af sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument eller på et senere tidspunkt
erklære, at reglerne i konventionens artikel 14 ikke skal
finde anvendelse, hvor den person, der udleveres af den
pågældende stat, i henhold til artikel 4 i
nærværende protokol:
a) giver samtykke
til udlevering; eller
b) giver samtykke
til udlevering og udtrykkeligt giver afkald på sin ret til
anvendelse af specialitetsreglen.
Artikel 6 - Underretninger i tilfælde
af foreløbig anholdelse
1. For at den
anmodende part, hvor det er nødvendigt, kan fremsende en
anmodning om udlevering i henhold til konventionens artikel 12,
skal den anmodede part sende underretning til den så hurtigt
som muligt og senest ti dage efter den dag, hvor den
foreløbige anholdelse er sket, om hvorvidt den person, der
ønskes udleveret, har givet sit samtykke til udlevering.
2. I særlige
tilfælde, hvor den anmodede part beslutter ikke at anvende
den forenklede procedure på trods af samtykke fra personen,
der søges udleveret, skal den underrette den anmodende part
herom i så tilstrækkelig god tid, at det er muligt for
sidstnævnte at fremsætte en begæring om
udlevering før udløbet af den frist på 40 dage,
der er fastsat i konventionens artikel 16.
Artikel 7 - Meddelelse om
afgørelsen
Hvor personen, der søges udleveret, har givet sit
samtykke til udlevering, skal den anmodede part underrette den
anmodende part om sin afgørelse med hensyn til udlevering
efter den forenklede procedure inden tyve dage fra den dag, hvor
personen gav samtykke.
Artikel 8 - Kommunikationsmidler
I forbindelse med nærværende protokol kan
henvendelser fremsendes elektronisk eller på andre
måder, der indebærer skriftlig dokumentation, under
forhold der gør det muligt for parterne at fastslå
deres ægthed, samt via International Criminal Police
Organisation (Interpol). I ethvert tilfælde skal den
pågældende part, efter anmodning, til enhver tid
fremsende originaler eller bekræftede genparter af
dokumenterne.
Artikel 9 - Overgivelse af personen der skal
udleveres
Overgivelse skal finde sted så hurtigt som muligt, og
helst inden for ti dage efter meddelelsen af afgørelsen om
udlevering.
Artikel 10 - Samtykke afgivet efter
udløbet af tidsfristen efter artikel 6
Hvor personen, der søges udleveret, først har
givet sit samtykke efter udløbet af tidsfristen på ti
dage, der er fastsat i nærværende protokols artikel 6,
stk. 1, skal den anmodede part anvende den forenklede procedure som
bestemt i nærværende protokol, hvis den
pågældende part endnu ikke har modtaget en anmodning om
udlevering i henhold til konventionens artikel 12.
Artikel 11 - Gennemtransport
I tilfælde af gennemtransport i henhold til betingelserne
i konventionens artikel 21, hvor en person skal udleveres til den
anmodende part efter den forenklede procedure, skal følgende
bestemmelser finde anvendelse:
a) a
begæringen om overførsel skal indeholde de
oplysninger, der er nødvendige efter artikel 2, stk. 1, i
nærværende protokol;
b) b den part, der
anmodes om at tillade overførsel, kan anmode om supplerende
oplysninger, hvis de oplysninger, der er anført i litra a,
ikke er tilstrækkelige til, at den pågældende
part kan træffe afgørelse om overførsel.
Artikel 12 - Forholdet til konventionen og
andre internationale retsakter
1. De ord og
udtryk, der er anvendt i denne protokol, skal fortolkes i
overensstemmelse med den betydning, de er tillagt i konventionen.
Med hensyn til de parter, der deltager i protokollen, skal
konventionens bestemmelser finde tilsvarende anvendelse, for
så vidt de er forenelige med bestemmelserne i denne
protokol.
2. Bestemmelserne i
denne protokol berører ikke anvendelsen af konventionens
artikel 28, stk. 2 og 3, vedrørende forholdet mellem
konventionen og bilaterale eller multilaterale overenskomster.
Artikel 13 - Mindelige
løsninger
Europarådets European Committee on Crime Problems skal
holdes løbende informeret om anvendelsen af denne protokol
og skal gøre det fornødne for at fremme en mindelig
løsning, hvis der måtte opstå vanskeligheder
på grund af fortolkningen og anvendelsen af protokollen.
Artikel 14 - Undertegnelse og
ikrafttræden
1. Denne protokol
skal være åben for undertegnelse for de af
Europarådets medlemsstater, der er parter i eller har
undertegnet konventionen. Den skal ratificeres, accepteres eller
godkendes. En signatar kan ikke ratificere, acceptere eller
godkende protokollen, medmindre den tidligere har ratificeret,
accepteret eller godkendt konventionen, eller gør dette
samtidigt. Ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenter
skal deponeres hos Europarådets generalsekretær.
2. Denne protokol
træder i kraft den første dag i måneden efter
udløbet af en periode på tre måneder efter
deponeringen af det tredje ratifikations-, accept- eller
godkendelsesinstrument.
3. For så
vidt angår enhver undertegnende stat, der
efterfølgende deponerer sit ratifikations-, accept- eller
godkendelsesinstrument, skal denne protokol træde i kraft den
første dag i måneden efter udløbet af en
periode på tre måneder efter den dag, hvor deponeringen
er sket.
Artikel 15 - Tiltrædelse
1. Enhver
ikke-medlemsstat, som har tiltrådt konventionen, kan
tiltræde denne protokol, efter at den er trådt i
kraft.
2. En sådan
tiltrædelse skal ske ved deponering af et
tiltrædelsesinstrument hos Europarådets
generalsekretær.
3. For så
vidt angår enhver tiltrædende stat skal protokollen
træde i kraft den første dag i måneden efter
udløbet af en periode på tre måneder efter den
dag, hvor tiltrædelsesinstrumentet er deponeret.
Artikel 16 - Territorial gyldighed
1. Enhver stat kan
på tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen af
sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument angive, inden for hvilket område
eller hvilke områder denne protokol skal finde
anvendelse.
2. Enhver stat kan
på et senere tidspunkt ved en erklæring stilet til
Europarådets generalsekretær udvide anvendelsen af
denne protokol til ethvert andet område, der er angivet i
erklæringen. For så vidt angår et sådant
område træder protokollen i kraft den første dag
i måneden efter udløbet af en periode på tre
måneder efter den dag, hvor generalsekretæren har
modtaget den pågældende erklæring.
3. Enhver
erklæring, der afgives i henhold til ovenstående to
stykker, kan for så vidt angår ethvert område,
der er anført i en sådan erklæring,
tilbagekaldes ved notifikation stilet til Europarådets
generalsekretær. Tilbagekaldelsen træder i kraft den
første dag i måneden efter udløbet af en
periode på seks måneder efter den dag, hvor
generalsekretæren har modtaget den pågældende
meddelelse.
Artikel 17 - Erklæringer og
forbehold
1. Forbehold, som
en stat har taget over for enhver bestemmelse i konventionen eller
de to tillægsprotokoller dertil, skal også være
gældende for denne protokol, medmindre den
pågældende stat på tidspunktet for undertegnelse,
eller ved deponeringen af sit ratifikations-, accept-,
godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument, erklærer
andet. Det samme skal være gældende for enhver
erklæring, der fremsættes vedrørende eller i
medfør af bestemmelser i konventionen eller de to
tillægsprotokoller dertil.
2. Enhver stat kan,
på tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen af
sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument erklære, at den forbeholder sig
ret til helt eller delvist ikke at anvende denne protokols artikel
2, stk. 1. Der kan ikke tages andre forbehold.
3. Enhver stat kan,
på tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen af
sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument, eller på ethvert senere
tidspunkt, fremsætte de erklæringer, der er
anført i denne protokols artikel 4, stk. 5, og artikel
5.
4. Enhver stat kan
helt eller delvist tilbagekalde et forbehold eller en
erklæring, den har taget eller fremsat i overensstemmelse med
denne protokol ved en erklæring fremsendt til
Europarådets generalsekretær, idet denne
erklæring skal have virkning fra den dag, hvor den
modtages.
5. Enhver part, der
har taget et forbehold til denne protokols artikel 2, stk. 1, i
overensstemmelse med denne artikels stk. 2, kan ikke forlange, at
en anden part anvender den pågældende bestemmelse. Den
kan dog, såfremt dens forbehold er delvis eller betinget,
kræve at bestemmelsen anvendes i det omfang, den selv har
accepteret den.
Artikel 18 - Opsigelse
1. Enhver part kan
for så vidt angår parten selv opsige denne protokol ved
notifikation stilet til Europarådets
generalsekretær.
2. En sådan
opsigelse træder i kraft den første dag i
måneden, der følger efter udløbet af en periode
på seks måneder efter den dag, hvor Europarådets
generalsekretær har modtaget meddelelsen.
3. Opsigelse af
konventionen medfører automatisk opsigelse af denne
protokol.
Artikel 19 - Notifikationer
Europarådets generalsekretær skal notificere
Europarådets medlemsstater og enhver stat, der har
tiltrådt denne protokol, om:
a)
undertegning;
b) deponering af
ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument;
c) datoen for denne
protokols ikrafttræden i overensstemmelse med artikel 14 og
15;
d) enhver
erklæring, der fremsættes efter artikel 4, stk. 5,
artikel 5, artikel 16 og artikel 17, stk. 1, samt enhver
tilbagekaldelse af en sådan erklæring;
e) ethvert
forbehold, der tages i overensstemmelse med artikel 17, stk. 2, og
enhver tilbagekaldelse af et sådant forbehold;
f) enhver
notifikation, der er modtaget i henhold til bestemmelserne i
artikel 18, samt datoen for opsigelsens ikrafttræden;
g) enhver anden
handling, erklæring, notifikation eller meddelelse
vedrørende denne protokol.
Til bekræftelse heraf har undertegnede, der er
behørigt bemyndiget hertil, undertegnet denne protokol.
Udfærdiget i Strasbourg den 10. november 2010 på
engelsk og fransk, idet begge tekster skal have samme gyldighed, i
et enkelt eksemplar, der skal være deponeret i
Europarådets arkiver. Europarådets
generalsekretær skal fremsende bekræftede genparter
heraf til hver enkelt af Europarådets medlemsstater samt til
de ikke-medlemsstater, der har tiltrådt
konventionen.«
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
| Indholdsfortegnelse | | 1. | Indledning | 2. | Gennemførelse af Europarådets
konvention om hvidvask, efterforskning, beslaglæggelse og
konfiskation af udbytte fra strafbare handlinger samt om
finansiering af terrorisme | | 2.1. | Gældende ret | | | 2.1.1. | Straf | | | 2.1.2. | Efterforskning | | | 2.1.3. | Konfiskation | | | 2.1.4. | Fuldbyrdelse af udenlandske
afgørelser om konfiskation mv. | | 2.2. | Hvidvask- og
terrorfinansieringskonventionens hovedindhold | | 2.3. | Justitsministeriets overvejelser | | | 2.3.1. | Indledende bemærkninger | | | 2.3.2. | Tavshedspålæg | | | 2.3.3. | Fuldbyrdelse af udenlandske
afgørelser om konfiskation | 3. | Udlevering af lovovertrædere | | 3.1. | Gældende ret | | | 3.1.1. | Indledning | | | 3.1.2. | Betingelser for udlevering til stater uden
for Den Europæiske Union og Norden | | | 3.1.3. | Behandling af sager om udlevering til
stater uden for Den Europæiske Union og Norden | | | 3.1.4. | Forbud mod dobbelt
strafforfølgning | | | 3.1.5. | Andre bestemmelser | | 3.2. | Tredje tillægsprotokol til
udleveringskonventionen | | 3.3. | Fjerde tillægsprotokol til
udleveringskonventionen | | 3.4. | Justitsministeriets overvejelser | | | 3.4.1. | Forenklet procedure for udlevering ved
samtykke | | | | 3.4.1.1. | Generelt | | | | 3.4.1.2. | Oplysninger, der skal forelægges den
anmodede stat | | | | 3.4.1.3. | Samtykke til udlevering | | | | 3.4.1.4. | Specialitetsreglen | | | 3.4.2. | Modernisering af visse regler i
udleveringsloven | | | | 3.4.2.1. | Forældelse | | | | 3.4.2.2. | Begæringen og de medfølgende
dokumenter | | | | 3.4.2.3. | Specialitetsreglen | | | | 3.4.2.4. | Forbud mod dobbelt
strafforfølgning | | | | 3.4.2.5. | Videreudlevering til en tredje stat | | | | 3.4.2.6. | Gennemtransport | | | | 3.4.2.7. | Kommunikationskanaler og -midler | 4. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for det offentlige | 5. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet mv. | 6. | Administrative konsekvenser for
borgere | 7. | Miljømæssige
konsekvenser | 8. | Forholdet til EU-retten | 9. | Hørte myndigheder mv. | 10. | Sammenfattende skema | |
|
1. Indledning
Formålet med lovforslaget er
at gennemføre de ændringer i retsplejeloven og lov om
international fuldbyrdelse af straf m.v., der er nødvendige
for, at Danmark kan ratificere Europarådets konvention fra
2005 om hvidvask, efterforskning, beslaglæggelse og
konfiskation af udbytte fra strafbare handlinger samt finansiering
af terrorisme (herefter »hvidvask- og
terrorfinansieringskonventionen«). Konventionen indeholder
bl.a. regler om kriminalisering af hvidvask og økonomisk
støtte til terrorisme, ligesom der i konventionen
fastsættes regler om efterforskning, anvendelse af
konfiskation og internationalt samarbejde i forbindelse hermed.
Dansk ret opfylder i vidt omfang de
forpligtelser, der følger af hvidvask- og
terrorfinansieringskonventionen. En dansk ratifikation af hvidvask-
og terrorfinansieringskonventionen vil således alene
nødvendiggøre enkelte ændringer af regl?e?rne i
retsplejeloven om tavshedspålæg i forbindelse med
edition (pålæg om at forevise eller udlevere genstande)
og af regl?e?rne i lov om international fuldbyrdelse af straf m.v.
om fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser om
konfiskation.
Der henvises til lovforslagets
§ 1, nr. 2, og § 2, og bemærkningerne hertil samt
pkt. 2 i de almindelige bemærkninger.
Lovforslaget har endvidere til
formål at gennemføre de ændringer i
udleveringsloven, der er nødvendige for, at Danmark kan
ratificere den tredje tillægsprotokol fra 2010 til den
europæiske konvention om udlevering (herefter »den
tredje tillægsprotokol«) og den fjerde
tillægsprotokol fra 2012 til den europæiske konvention
om udlevering (herefter »den fjerde
tillægsprotokol«).
Hovedformålet med den tredje
tillægsprotokol er at indføre en forenklet og
hurtigere procedure i sager om udlevering, hvor den, der
søges udleveret, og den anmodede stat meddeler samtykke til
udlevering. Der vil således kunne anvendes en forenklet
procedure i det omfang, den person, der begæres udleveret, og
den anmodede stat meddeler samtykke til udlevering.
Hovedformålet med den fjerde
tillægsprotokol er at modernisere en række af
bestemmelserne i udleveringskonventionen og supplere den i visse
henseender på baggrund af den udvikling i det internationale
samarbejde på det strafferetlige område, der er sket
siden vedtagelsen af udleveringskonventionen i 1957 og de to
tillægsprotokoller hertil i 1975 og 1978. Det drejer sig
bl.a. om udleveringskonventionens bestemmelse om forældelse
og den såkaldte specialitetsregel (om at drage den udleverede
til ansvar for en anden strafbar handling, der er begået
før udleveringen, end den, som den pågældende er
udleveret for).
Der henvises til lovforslagets
§ 3, nr. 4, 12 og 13, og bemærkningerne hertil samt pkt.
3 i de almindelige bemærkninger.
Med vedtagelsen af dette lovforslag
giver Folketinget i medfør af grundlovens § 19 sit
samtykke til, at Danmark ratificerer hvidvask- og
terrorfinansieringskonventionen samt den tredje og fjerde
tillægsprotokol til udleveringskonventionen.
I tilknytning til de
foreslåede ændringer af reglerne om
tavshedspålæg, der meddeles i forbindelse med edition,
foreslås det, at der i retsplejeloven også gives adgang
til at meddele tavshedspålæg i forbindelse med
ransagning hos ikke-mistænkte. Endvidere foreslås det,
at der foretages visse ændringer af udleveringslovens regler
vedrørende princippet om forbud mod dobbelt
strafforfølgning (»ne bis in idem«), navnlig med
henblik på at sikre, at princippet også finder
anvendelse, hvor den tidligere strafforfølgning eller
straffuldbyrdelse er foregået i den stat, der anmoder om
udlevering. Endelig foreslås det, at der i udleveringsloven
indsættes en udtrykkelig hjemmel til at anvende visse
straffeprocessuelle tvangsindgreb i forhold til personer, der
føres gennem riget i forbindelse med udlevering fra en
fremmed stat til en anden. Anvendelse af tvangsindgreb, som f.eks.
anholdelse og varetægtsfængsling, kan helt
undtagelsesvis være relevant, hvis gennemtransporten f.eks.
forsinkes.
Der henvises til lovforslagets
§ 1, nr. 1, og § 3, nr. 2, 5-8 og 11, og
bemærkningerne hertil samt pkt. 2.3.2, 3.4.2.4, 3.4.2.5 og
3.4.2.6.2. i de almindelige bemærkninger.
2. Gennemførelse
af Europarådets konvention om hvidvask, efterforskning,
beslaglæggelse og konfiskation af udbytte fra strafbare
handlinger samt om finansiering af terrorisme
2.1. Gældende
ret
2.1.1. Straf
Hvidvask af udbytte fra strafbare
handlinger er i dansk ret kriminaliseret ved straffelovens §
290 om hæleri. Efter bestemmelsens stk. 1 straffes med
bøde eller fængsel indtil 1 år og 6
måneder den, som uberettiget modtager eller skaffer sig eller
andre del i udbytte, der er opnået ved en strafbar
lovovertrædelse, og den, der uberettiget ved at skjule,
opbevare, transportere, hjælpe til afhændelse eller
på lignende måde efterfølgende virker til at
sikre en anden udbyttet af en strafbar lovovertrædelse.
Straffen kan efter stk. 2 stige til fængsel i 6 år,
når hæleriet er af særligt grov beskaffenhed
navnlig på grund af forbrydelsens erhvervsmæssige eller
professionelle karakter eller som følge af den opnåede
eller tilsigtede vinding, eller når et større antal
forbrydelser er begået. Straf for hæleri kan ikke
pålægges den, som modtager udbytte til sædvanligt
underhold fra familiemedlemmer eller samlever, eller den, der
modtager udbytte som normalt vederlag for sædvanlige
forbrugsvarer, brugsting eller tjenester, jf. stk. 3.
Finansiering af terrorisme er
kriminaliseret ved straffelovens § 114 b, hvorefter den, som
direkte eller indirekte yder økonomisk støtte til,
direkte eller indirekte tilvejebringer eller indsamler midler til
eller direkte eller indirekte stiller penge, andre formuegoder
eller finansielle eller andre lignende ydelser til rådighed
for en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begår
eller har til hensigt at begå handlinger omfattet af §
114 eller § 114 a om terrorisme, straffes med fængsel
indtil 10 år.
Lov om forebyggende
foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af
terrorisme (herefter »hvidvaskloven«), jf.
lovbekendtgørelse nr. 353 af 20. april 2012 med senere
ændringer, indeholder bl.a. nærmere regler om
undersøgelses- og underretningspligt for de virksomheder og
personer, som er omfattet af loven. Efter lovens § 4, stk. 1,
forstås ved hvidvask i lovens forstand uberettiget at modtage
eller skaffe sig eller andre del i økonomisk udbytte, der er
opnået ved en strafbar lovovertrædelse, uberettiget at
skjule, opbevare, transportere, hjælpe til afhændelse
eller på anden måde efterfølgende virke til at
sikre det økonomiske udbytte fra en strafbar
lovovertrædelse eller forsøg på eller medvirken
til sådanne dispositioner. Efter lovens § 5
forstås ved finansiering af terrorisme i lovens forstand
finansiering af terrorisme som defineret i straffelovens § 114
b, for så vidt angår handlinger omfattet af
straffelovens § 114 om terrorisme.
2.1.2. Efterforskning
Efterforskning af sager om hvidvask
af udbyttet fra strafbare handlinger samt finansiering af
terrorisme sker efter reglerne i retsplejeloven. Der er
således adgang til at anvende retsplejelovens tvangsindgreb
under efterforskningen af sådanne sager i samme omfang som
ved efterforskning af andre forbrydelser. I det følgende
beskrives visse af retsplejelovens tvangsindgreb.
2.1.2.1. Retsplejelovens kapitel 73 giver
under visse nærmere betingelser adgang til at foretage
ransagning hos ikke-mistænkte.
Efter retsplejelovens § 795,
stk. 1, er ransagning af husrum, andre lokaliteter eller genstande,
som en person, der ikke er mistænkt, har rådighed over,
dog ikke omfattet af reglerne i retsplejelovens kapitel 73,
såfremt den pågældende meddeler skriftligt
samtykke til ransagningen, eller der i tilslutning til opdagelsen
eller anmeldelsen af en forbrydelse gives samtykke af den
pågældende.
Hvis den pågældende
ikke meddeler samtykke, må ransagning hos en person, der ikke
er mistænkt, efter bestemmelsen kun ske, hvis
efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, der
efter loven kan medføre fængselsstraf, og der er
bestemte grunde til at antage, at bevis i sagen eller genstande,
der kan beslaglægges, kan findes ved ransagningen.
Afgørelse om ransagning hos
ikke-mistænkte træffes ved rettens kendelse, jf.
retsplejelovens § 796, stk. 2. I kendelsen anføres de
konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det
støttes, at betingelserne for indgrebet er opfyldt.
Kendelsen kan til enhver tid omgøres.
Såfremt undersøgelsens
øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes,
kan politiet efter retsplejelovens § 796, stk. 3, dog
træffe beslutning om at foretage ransagningen.
Fremsætter den, mod hvis husrum, lokaliteter eller genstande
ransagningen retter sig, anmodning herom, skal politiet snarest
muligt og senest inden 24 timer forelægge sagen for retten,
der ved kendelse afgør, om indgrebet kan godkendes. Inden
retten i disse tilfælde træffer afgørelse, skal
der være givet den, mod hvis husrum, lokaliteter eller
genstande ransagningen retter sig, adgang til at udtale sig, jf.
retsplejelovens § 796, stk. 4. I sådanne sager finder
§ 748, stk. 5 og 6, tilsvarende anvendelse. Efter
§ 748, stk. 5, kan retten på begæring bestemme, at
der ikke skal gives sigtede underretning om et retsmødes
afholdelse, eller at sigtede helt eller delvis skal være
udelukket fra at overvære et retsmøde, hvis hensynet
til fremmede magter, til statens sikkerhed eller til sagens
opklaring eller tredjemand undtagelsesvis gør det
påkrævet. Efter § 748, stk. 6, skal retten,
hvis sigtede er til stede, og ellers politiet, snarest gøre
ham bekendt med, hvad der er tilført retsbogen, hvis sigtede
har været udelukket fra at overvære et retsmøde.
Hvis de særlige hensyn, som har begrundet udelukkelsen,
fortsat er til stede, kan sigtede dog af retten afskæres
herfra, ligesom retten kan pålægge forsvareren ikke at
give sigtede underretning om, hvad der er passeret i
retsmødet. Pålægget kan udstrækkes, indtil
tiltalte har afgivet forklaring under hovedforhandlingen.
Retsplejelovens § 1002, stk.
1, 1. pkt., bestemmer, at reglerne i lovens kapitel 74 om
beslaglæggelse til sikkerhed for det offentliges krav
på sagsomkostninger, krav på konfiskation efter
straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2.
pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5,
bødekrav eller forurettedes krav på erstatning i sagen
finder tilsvarende anvendelse, efter at dom er afsagt. Efter
retsplejelovens § 1002, stk. 1, 2. pkt., er der endvidere,
efter at dom er afsagt, mulighed for at anvende ransagningsreglerne
i lovens kapitel 73, hvis der er bestemte grunde til at antage, at
der ved ransagning kan findes genstande eller værdier, som
kan beslaglægges efter bestemmelsens 1. pkt.
2.1.2.2. Retsplejelovens kapitel 74
indeholder regler om beslaglæggelse og om meddelelse af
pålæg om forevisning eller udlevering af genstande
(edition).
Efter retsplejelovens § 801,
stk. 1, nr. 2, kan der bl.a. foretages beslaglæggelse til
sikring af det offentliges krav på konfiskation.
Genstande, som en mistænkt
har rådighed over, kan efter retsplejelovens § 802, stk.
1, bl.a. beslaglægges, såfremt den
pågældende med rimelig grund er mistænkt for en
lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og
der er grund til at antage, at genstanden bør
konfiskeres.
Gods, som en mistænkt ejer,
kan efter retsplejelovens § 802, stk. 2, bl.a.
beslaglægges, såfremt den pågældende med
rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der
er undergivet offentlig påtale, og beslaglæggelse anses
for nødvendig for at sikre det offentliges krav på
konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1.
pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, § 76 a,
stk. 5, og § 77 a, 2. pkt.
Genstande, som en person, der ikke
er mistænkt, har rådighed over, kan bl.a.
beslaglægges som led i efterforskningen af en
lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale,
hvis der er grund til at antage, at genstanden bør
konfiskeres, jf. retsplejelovens § 803, stk. 1, 1. pkt. Andre
formuegoder, herunder penge, som en person, der ikke er
mistænkt, har rådighed over, kan beslaglægges som
led i efterforskningen af en lovovertrædelse, der er
undergivet offentlig påtale, bl.a. hvis der er grund til at
antage, at disse formuegoder bør konfiskeres, jf. § 803
stk. 1, 2. pkt. I disse sager finder retsplejelovens § 189
finder tilsvarende anvendelse, jf. § 803, stk. 1, 3. pkt.
Efter retsplejelovens § 189,
stk. 1, kan retten eller politiet give et tavshedspålæg
til en ikke-mistænkt, hos hvem der foretages
beslaglæggelse med hensyn til den pågældendes
viden om sagen, såfremt hensynet til fremmede magter, til
statens sikkerhed eller til opklaring af alvorlige forbrydelser
taler derfor. Pålægget bortfalder efter § 189,
stk. 2, 1. pkt., når sagen er afsluttet. Pålægget
kan dog forinden ophæves af retten eller politiet, jf. §
189, stk. 2, 2. pkt. Såfremt politiet nægter at
ophæve et pålæg, kan afgørelsen efter
begæring forelægges retten og den
pågældende skal gøres bekendt med adgangen
hertil, jf. § 189, stk. 2, 3. og 4. pkt. Overtrædelse af
et tavshedspålæg straffes med bøde eller
fængsel indtil 4 måneder, jf. § 189, stk. 3.
Efter retsplejelovens § 804,
stk. 1, kan der bl.a. som led i efterforskningen af en
lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale,
meddeles en person, der ikke er mistænkt, pålæg
om edition, hvis der er grund til at antage, at en genstand, som
den pågældende har rådighed over, bør
konfiskeres.
Er en genstand udleveret til
politiet efter pålæg om edition, finder reglerne om
beslaglæggelse i retsplejelovens § 803, stk. 1,
tilsvarende anvendelse, jf. § 804, stk. 2. Henvisningen til
§ 803, stk. 1, indebærer bl.a., at der er mulighed for
at meddele et tavshedspålæg efter § 189 i forhold
til den, som får pålæg om edition.
Afgørelse om
beslaglæggelse og pålæg om edition træffes
af retten ved kendelse efter politiets begæring. I kendelsen
anføres de konkrete omstændigheder i sagen,
hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet er
opfyldt. Kendelsen kan til enhver tid omgøres, jf.
retsplejelovens § 806, stk. 1 og 2.
Såfremt indgrebets
øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes,
kan politiet træffe beslutning om beslaglæggelse og
edition, jf. retsplejelovens § 806, stk. 3, 1. pkt.
Fremsætter den, mod hvem indgrebet retter sig, anmodning
herom, skal politiet snarest muligt og senest inden 24 timer
forelægge sagen for retten, der ved kendelse afgør, om
indgrebet kan godkendes, jf. § 806, stk. 3, 2. pkt.
Der er endvidere, efter at dom er
afsagt, i henhold til retsplejelovens § 1002, stk. 1, 1. pkt.,
mulighed for at foretage beslaglæggelse til sikkerhed for det
offentliges krav på bl.a. konfiskation efter straffelovens
§ 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og
§ 76 a, stk. 5. Efter retsplejelovens § 1002, stk. 1, 2.
pkt., er der herudover mulighed for at anvende editionsreglerne i
lovens kapitel 74, hvis der er bestemte grunde til at antage, at
der ved edition kan findes genstande eller værdier, som kan
beslaglægges efter bestemmelsens 1. pkt.
2.1.3. Konfiskation
Straffelovens kapitel 9 om andre
retsfølger af den strafbare handling indeholder i
§§ 75-77 a bestemmelser om konfiskation.
Straffelovens § 75 omhandler
udbytte- og genstandskonfiskation.
Det følger af bestemmelsens
stk. 1, at udbyttet ved en strafbar handling eller et hertil
svarende beløb helt eller delvis kan konfiskeres. Savnes der
fornødent grundlag for at fastslå beløbets
størrelse, kan der konfiskeres et beløb, som
skønnes at svare til det indvundne udbytte.
Efter stk. 2 kan der endvidere ske
konfiskation af genstande, der har været brugt eller bestemt
til at bruges ved en strafbar handling, genstande, der er frembragt
ved en strafbar handling, og genstande, med hensyn til hvilke der i
øvrigt er begået en strafbar handling, såfremt
det må anses for påkrævet for at forebygge
yderligere lovovertrædelser, eller særlige
omstændigheder i øvrigt taler derfor. I stedet for
konfiskation af de nævnte genstande kan der konfiskeres et
beløb svarende til deres værdi eller en del heraf,
ligesom der i stedet kan træffes bestemmelse om
foranstaltninger vedrørende genstandene til forebyggelse af
yderligere lovovertrædelser, jf. bestemmelsens stk. 3 og
4.
Konfiskation af udbytte efter
§ 75, stk. 1, kan ske hos den, som udbyttet er tilfaldet
umiddelbart ved den strafbare handling, jf. straffelovens §
76, stk. 1, mens konfiskation af de i § 75, stk. 2 og 3,
nævnte genstande og værdier kan ske hos den, der er
ansvarlig for lovovertrædelsen, og hos den, på hvis
vegne den pågældende har handlet, jf. straffelovens
§ 76, stk. 2. For så vidt angår særligt
sikrede rettigheder over genstande, der konfiskeres, fremgår
det af § 76, stk. 3, at disse kun bortfalder efter rettens
bestemmelse under betingelser svarende til de i § 76,
stk. 2, anførte.
Hvis en af de i § 76,
stk. 1 og 2, nævnte personer efter den strafbare
handling har foretaget dispositioner over udbytte eller genstande
af den i § 75, stk. 2, omhandlede beskaffenhed eller
rettigheder herover, kan det overdragne eller dets værdi
konfiskeres hos erhververen, såfremt denne var bekendt med
det overdragnes forbindelse med den strafbare handling eller har
udvist grov uagtsomhed i denne henseende, eller hvis overdragelsen
er sket som gave, jf. § 76, stk. 4.
Straffelovens § 76 a omhandler
konfiskation af formuegoder. Det er ved konfiskation efter §
76 a - i modsætning til konfiskation efter straffelovens
§ 75 a, stk. 1 - ikke et krav, at anklagemyndigheden kan
identificere den konkrete lovovertrædelse, som har gjort det
muligt at erhverve det pågældende formuegode.
Straffelovens § 76 a, stk. 1,
giver mulighed for at foretage hel eller delvis konfiskation af
formuegoder, der tilhører en person, som findes skyldig i en
strafbar handling, når handlingen er af en sådan
karakter, at den kan give betydeligt udbytte, og den efter loven
kan straffes med fængsel i 6 år eller derover eller er
en overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.
Efter straffelovens § 76 a,
stk. 2, kan der under de samme betingelser som efter stk. 1
foretages hel eller delvis konfiskation af formuegoder, som den
domfældtes ægtefælle eller samlever har
erhvervet, medmindre formuegodet er erhvervet mere end 5 år
før den strafbare handling, som danner grundlag for
konfiskation efter stk. 1, eller ægteskabet eller
samlivsforholdet ikke bestod på tidspunktet for
erhvervelsen.
Det følger endvidere af
straffelovens § 76 a, stk. 3, at der under de samme
betingelser som efter stk. 1 kan foretages hel eller delvis
konfiskation af formuegoder overdraget til en juridisk person, som
domfældte alene eller sammen med sine nærmeste har en
bestemmende indflydelse på. Det samme gælder, hvis den
pågældende oppebærer en betydelig del af den
juridiske persons indtægter. Konfiskation kan dog ikke ske,
hvis formuegodet er overdraget til den juridiske person mere end 5
år før den strafbare handling, som danner grundlag for
konfiskation efter stk. 1.
Efter straffelovens § 76 a,
stk. 4, kan konfiskation efter stk. 1-3 ikke ske, hvis den
pågældende sandsynliggør, at et formuegode er
erhvervet på lovlig måde eller for lovligt erhvervede
midler.
I stedet for konfiskation af
bestemte formuegoder efter § 76 a, stk. 1-3, kan der
efter straffelovens § 76 a, stk. 5, konfiskeres et
beløb svarende til deres værdi eller en del heraf.
Efter straffelovens § 77,
stk. 1, kan det udbytte eller formuegode, som konfiskeres efter
§ 75, stk. 1, eller § 76 a, anvendes til
dækning af eventuelle erstatningskrav i anledning af
lovovertrædelsen. Det samme gælder genstande og
værdier, som er konfiskeret efter § 75, stk. 2
og 3, såfremt der ved dommen træffes bestemmelse derom,
jf. § 77, stk. 2. Har den dømte i et af de i
stk. 1 og 2 nævnte tilfælde betalt den forurettede
erstatning efter dommen, nedsættes
konfiskationsbeløbet tilsvarende, jf. § 77, stk. 3.
Endelig kan der i medfør af
straffelovens § 77 a konfiskeres genstande, som på
grund af deres beskaffenhed i forbindelse med andre foreliggende
omstændigheder må befrygtes at ville blive brugt ved en
strafbar handling, hvis det må anses for påkrævet
for at forebygge den strafbare handling. Der kan under samme
betingelser ske konfiskation af andre formuegoder, herunder penge.
§ 75, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.
2.1.4. Fuldbyrdelse
af udenlandske afgørelser om konfiskation mv.
Danmark har med enkelte undtagelser
ikke gennemført særlig lovgivning om gensidig
retshjælp i straffesager. Det antages imidlertid med
støtte i retspraksis, at udenlandske begæringer om
efterforskningsskridt i Danmark kan imødekommes, uanset om
fremsættelsen og behandlingen er reguleret i en aftale, der
finder anvendelse mellem Danmark og den pågældende
stat. De relevante efterforskningsskridt gennemføres i givet
fald på grundlag af en analog anvendelse af de relevante
bestemmelser i retsplejeloven, således at en udenlandsk
anmodning om f.eks. beslaglæggelse kan imødekommes,
hvis beslaglæggelsen ville kunne gennemføres i
forbindelse med en tilsvarende national strafferetlig
efterforskning.
Fuldbyrdelse af udenlandske
afgørelser om bl.a. konfiskation her i landet er derimod
reguleret i lov om international fuldbyrdelse af straf m.v.
Efter lovens §§ 5 og 5 a
finder retsplejelovens regler om bl.a. konfiskation tilsvarende
anvendelse ved fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser om
konfiskation, som er omfattet af den europæiske konvention af
28. maj 1970 om straffedommes internationale retsvirkninger,
FN-konventionen af 20. december 1988 imod ulovlig handel med
narkotika og psykotrope stoffer eller den europæiske
konvention af 8. november 1990 om hvidvaskning, efterforskning samt
beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart
forhold (herefter: »1990-konventionen«), når den
pågældende konventions betingelser er opfyldt. De
pågældende konventioner er medtaget som bilag til
loven.
For så vidt angår
fuldbyrdelsen af strafferetlige afgørelser om
beslaglæggelse, bødestraf og konfiskation udstedt i
andre medlemsstater af Den Europæiske Union gælder den
særlige ordning efter lov nr. 1434 af 22. december 2004 om
fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den
Europæiske Union, som senest ændret ved lov nr. 1375 af
28. december 2011.
2.2. Hvidvask- og
terrorfinansieringskonventionens hovedindhold
Hvidvask- og
terrorfinansieringskonventionen er medtaget som bilag 1 til denne
ændringslov.
Hvidvask- og
terrorfinansieringskonventionen, der blev vedtaget i 2005, har
bl.a. til formål at revidere 1990-konventionen. Danmark har
ratificeret 1990-konventionen ved lov nr. 291 af 24. april 1996 om
ændring af lov om udlevering af lovovertrædere, lov om
international fuldbyrdelse af straf m.v., lov om samarbejde med
Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af
straf m.v. og retsplejeloven (International strafferet).
Hvidvask- og
terrorfinansieringskonventionens kapitel I (artikel 1) definerer
konventionens hovedbegreber: udbytte, formuegode, genstand,
konfiskation, førforbrydelse, finansiel efterretningsenhed,
indefrysning eller beslaglæggelse og finansiering af
terrorisme.
Kapitel II
(artikel 2) vedrører konventionens anvendelse
på finansiering af terrorisme.
Kapitel III,
afsnit 1 (artikel 3-11), handler om de foranstaltninger, der
skal træffes på nationalt plan. Artikel 3 omhandler konfiskation, mens artikel 4 vedrører
efterforskningsmæssige og foreløbige foranstaltninger.
Herudover indeholder artikel 5 regler
om indefrysning, beslaglæggelse og konfiskation. Artikel 6 foreskriver endvidere, at der skal
ske en passende forvaltning af formuegoder, som er indefrosset
eller beslaglagt efter konventionens artikel 4 og 5. Artikel 7 handler om
efterforskningsbeføjelser og efterforskningsteknikker, mens
artikel 8 forpligter parterne til at
sikre, at en fysisk eller juridisk person, som berøres af et
indgreb, der er foretaget i medfør af bestemmelser i dette
afsnit af konventionen, har adgang til effektive retsmidler til at
varetage sine interesser. Artikel 9
vedrører hvidvask af penge og artikel
10 vedrører strafansvar for juridiske personer.
Endelig forpligter artikel 11 de
kontraherende parter til at sikre, at endelige domme fra andre
konventionsparter, som er afsagt i forbindelse med forhold, der er
strafbare i henhold til konventionen, kan tages i betragtning ved
strafudmålingen.
Kapitel III,
afsnit 2 (artikel 12-14), omhandler finansielle
efterretningsenheder (FIU'er) og forebyggelse af hvidvask. Artikel 12 forpligter bl.a. de kontraherende
parter til at oprette en finansiel efterretningsenhed (FIU). Artikel 13 omhandler forebyggende
foranstaltninger mod hvidvask, mens artikel
14 forpligter de kontraherende parter til at træffe de
nødvendige foranstaltninger for, at deres FIU eller en anden
kompetent myndighed kan gribe umiddelbart ind og tilbageholde en
transaktion, når der er mistanke om, at den har forbindelse
til hvidvask.
Hvidvask- og
terrorfinansieringskonventionens kapitel IV
(artikel 15-45) indeholder konventionens centrale regler om
internationalt samarbejde.
Kapitel IV, afsnit 1 (artikel 15), indeholder
konventionens generelle principper og foranstaltninger til
samarbejde mellem de kontraherende parter.
Kapitel IV, afsnit 2 (artikel 16-20), vedrører
efterforskningsassistance. Artikel 16
forpligter de kontraherende parter til i videst muligt omfang at
yde hinanden assistance til identifikation og opsporing af
genstande, udbytte og andre formuegoder med henblik på
konfiskation, herunder assistance til sikring af beviser. Artikel 17 omhandler anmodninger om
oplysninger om bankkonti. Artikel 18
vedrører anmodninger om oplysninger om banktransaktioner.
Artikel 19 omhandler anmodninger om
overvågning af banktransaktioner, og artikel 20 angår videregivelse af
oplysninger om genstande og udbytte til en anden konventionspart
uden forudgående anmodning.
Kapitel IV, afsnit 3 (artikel 21-22), indeholder
bestemmelser om foreløbige indgreb. Artikel 21 forpligter de kontraherende parter
til - efter anmodning fra en anden konventionspart - at foretage de
nødvendige foreløbige indgreb, f.eks. indefrysning
eller beslaglæggelse, for at forhindre salg, overdragelse
eller afhændelse af formuegoder, som senere kan blive
genstand for en anmodning om konfiskation. Ligeledes forpligtes
parterne til at foretage sådanne indgreb, hvis der er
modtaget en anmodning om konfiskation af formuegoder fra en anden
part i henhold til konventionens artikel 23. Når der er
foretaget foreløbige indgreb efter artikel 21, skal den
anmodende part efter artikel 22, stk.
1, på eget initiativ og hurtigst muligt videregive
oplysninger, som kan have indflydelse på opretholdelsen eller
omfanget af det foreløbige indgreb, til den anmodede part.
Ligeledes skal oplysninger, som den anmodede part måtte
anmode om, og som er nødvendige af hensyn til
gennemførelse af og opfølgning på de
foreløbige indgreb, videregives til denne uden
unødigt ophold. Efter stk. 2
skal den anmodende part så vidt muligt høres
før ophævelsen af et foreløbigt indgreb.
Kapitel IV, afsnit 4 (artikel 23-27), omhandler
konfiskation. Efter artikel 23, har en
konventionspart, som modtager en anmodning om konfiskation fra en
anden part vedrørende genstande eller formuegoder, som
befinder sig på den anmodede parts territorium, bl.a. pligt
til enten at fuldbyrde en dom til konfiskation fra den anmodende
part eller at overdrage anmodningen til en kompetent myndighed, der
kan træffe afgørelse om konfiskation, samt i givet
fald at håndhæve afgørelsen. Dette gælder
også i forhold til konfiskation af et beløb svarende
til værdien af udbyttet, hvis der inden for den anmodede
stats territorium befinder sig formuegoder, som kan konfiskeres.
Artikel 24 omhandler
gennemførelse af konfiskation, og artikel 25 omhandler bl.a. afhændelse
og tilbagelevering af de konfiskerede formuegoder. Efter artikel 26 skal en anmodning om konfiskation
ikke afskære den anmodende part fra selv at fuldbyrde
afgørelsen om konfiskation. Endvidere skal parterne
undgå, at den samlede værdi af det konfiskerede
overskrider det beløb, som er fastsat i konfiskationsordren.
Efter artikel 27 er en konventionspart
ikke forpligtet til at fængsle en person på det
grundlag, at det har vist sig at være umuligt at
gennemføre en konfiskation, selv om den anden part har
anmodet om fængsling.
Kapitel IV, afsnit 5 (artikel 28-30), omhandler afvisning
og udsættelse af samarbejde. Artikel
28 vedrører afvisning af samarbejde med en anden
kontraherende stat. Stk. 1 angiver, hvornår en part kan
afvise at samarbejde, mens stk. 2 og 3 angiver, hvornår
samarbejde i form af efterforskningsassistance og foreløbige
indgreb kan nægtes. Stk. 4 angiver, hvornår samarbejde
om konfiskation kan nægtes. Stk. 5 og 6 vedrører
udeblivelsesdomme og forståelsen af dette begreb. Stk. 7 og 8
angiver, at samarbejde i visse særlige tilfælde ikke
kan nægtes efter artikel 28. Efter artikel 29 kan den anmodede part
udsætte at efterkomme en anmodning for ikke at gribe ind i en
efterforskning, som foretages af den anmodede parts egne
myndigheder. Den anmodede part skal, før der gives afslag,
eller en anmodning udsættes, overveje, om en anmodning kan
efterkommes delvist eller under visse betingelser, som
skønnes nødvendige, jf. artikel
30.
Kapitel IV, afsnit 6 (artikel 31 og 32), handler om
underretning og beskyttelse af tredjemands rettigheder. Artikel 31 forpligter de kontraherende parter
til i videst muligt omfang at bistå hinanden i forbindelse
med forkyndelse af juridiske dokumenter for personer, der foretages
konfiskation eller foreløbige indgreb over for, men
bestemmelsen skal ikke være til hinder for, at juridiske
dokumenter kan sendes direkte til personer i udlandet via post
eller kan forkyndes via afsenderpartens konsulære
forbindelser hos modtagerparten eller gennem en hos modtagerparten
kompetent myndighed, medmindre modtagerparten har taget forbehold
herfor. Artikel 32 forpligter de
kontraherende parter til i forbindelse med anmodninger om
samarbejde vedrørende foreløbige indgreb og
konfiskation at anerkende judicielle afgørelser truffet af
den anmodende part angående tredjemands rettigheder,
medmindre tredjemand ikke havde tilstrækkelig mulighed for at
gøre sine rettigheder gældende, hvis afgørelsen
er uforenelig med en afgørelse truffet af den anmodede part
om det samme spørgsmål eller er uforenelig med den
offentlige orden i den anmodede part, eller hvis afgørelsen
er truffet i strid med den anmodede parts bestemmelser om
enekompetence med hensyn til jurisdiktion.
Konventionens kapitel IV, afsnit 7 (artikel 33-45), indeholder
processuelle og andre generelle regler. Bestemmelserne forpligter
bl.a. de kontraherende parter til at udpege en eller flere centrale
myndigheder, som skal være ansvarlige for at sende og besvare
anmodninger, gennemføre anmodninger eller videresende disse
til andre kompetente myndigheder. De centrale myndigheder skal som
udgangspunkt kommunikere direkte med hinanden. Hvis der ikke er
tale om tvangsindgreb, kan anmodninger og anden kommunikation i
henhold til afsnit 2 om efterforskningsassistance sendes direkte
mellem parternes kompetente myndigheder. Herudover fastlægges
der bl.a. nærmere krav til indholdet af anmodningerne,
hvorledes disse skal fremsendes og om parternes pligt til at
informere hinanden.
Kapitel V
(artikel 46-47) indeholder bestemmelser om samarbejde mellem
de kontraherende parters finansielle efterretningsenheder (FIU'er)
med henblik på bekæmpelse af hvidvask af penge i
overensstemmelse med deres nationale beføjelser og med
henblik på udsættelse af mistænkelige
transaktioner.
Kapitel
VI, der alene består af artikel
48, vedrører overvågningsmekanismer og
løsning af konflikter.
Endelig indeholder kapitel VII (artikel 49-56) en række
afsluttende bestemmelser om undertegnelse og ikrafttræden,
tiltrædelse, territorialt anvendelsesområde, forholdet
til andre konventioner og aftaler, erklæringer og forbehold,
ændringer, opsigelse samt notifikationer. Til konventionen
knytter sig endvidere et bilag, som oplister en række
forb?r?yde?lser, og som der henvises til i konventionens artikel 3,
stk. 2, artikel 9, stk. 4, og artikel 17, stk. 5.
2.3. Justitsministeriets overvejelser
2.3.1. Indledende
bemærkninger
Som det fremgår af pkt. 2.2
ovenfor, indeholder hvidvask- og terrorfinansieringskonventionen en
række forpligtelser for de deltagende stater med hensyn til
bl.a. bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme og
samarbejde mellem de deltagende stater for at sikre en effektiv
international bekæmpelse af hvidvask og finansiering af
terrorisme.
Gældende dansk lovgivning
opfylder i vidt omfang de forpligtelser, der følger af
hvidvask- og terrorfinansieringskonventionen. Der henvises i den
forbindelse til Justitsministeriets notat om de
lovgivningsmæssige konsekvenser af hvidvask- og
terrorfinansieringskonventionen, som er sendt til Folketingets
Retsudvalg den 28. juni 2012 (Alm. del - bilag 465
(folketingsåret 2011-2012)).
Hvidvask- og
terrorfinansieringskonventionens kapitel II (artikel 2) om
finansiering af terrorisme må bl.a. anses for opfyldt ved
straffelovens § 114 b. Herudover gælder der i dansk ret
de samme regler for finansiering af terrorisme som for hvidvask for
så vidt angår opsporing, identifikation, indefrysning,
beslaglæggelse og konfiskation.
Med hensyn til hvidvask- og
terrorfinansieringskonventionens kapitel III, afsnit 1 (artikel
3-11), om foranstaltninger, der skal træffes på
nationalt plan, kan der særligt henvises til straffelovens
konfiskationsbestemmelser i §§ 75-77 a, retsplejelovens
§§ 801-806 om beslaglæggelse og edition samt
straffelovens § 290, der er en selvstændig
kriminalisering af hæleri. Der kan endvidere henvises til
muligheden for efter straffelovens § 306 at
pålægge selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar
efter lovens kapitel 5 (§§ 25-27) for overtrædelse
af straffeloven samt muligheden for efter straffelovens § 84,
stk. 2, at tillægge straffedomme afsagt i udlandet samme
gentagelsesvirkning som danske domme.
I forhold til hvidvask- og
terrorfinansieringskonventionens kapitel III, afsnit 2 (artikel
12-14), om finansielle efterretningsenheder (FIU'er) og
forebyggelse kan der bl.a. henvises til Justitsministeriets
cirkulæreskrivelse af 30. juni 1993, hvorved
Hvidvasksekretariatet, som er den danske FIU, blev oprettet under
Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (nu
Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International
Kriminalitet). I forhold til artikel 13 om forebyggende
foranstaltninger mod hvidvask kan der endvidere henvises til
hvidvasklovens §§ 7, 12, 23, 25, 27, 31 og 34 samt
toldlovens §§ 10 a, 23-25, 79 og 83, jf.
lovbekendtgørelse nr. 867 af 13. september 2005 med senere
ændringer.
For så vidt angår
hvidvask- og terrorfinansieringskonventionens kapitel IV, afsnit 1
(artikel 15), om internationalt samarbejde bemærkes, at
Danmark med enkelte undtagelser ikke har gennemført
særlig lovgivning om gensidig retshjælp i straffesager.
Udenlandske begæringer om efterforskningsskridt i Danmark
gennemføres i givet fald på grundlag af en analog
anvendelse af de relevante bestemmelser i retsplejeloven, jf.
hertil pkt. 2.1.4.
Hvidvask- og
terrorfinansieringskonventionens kapitel IV, afsnit 2-7 (artikel
16-45), indeholder i vidt omfang regler, der enten svarer til
bestemmelser i 1990-konventionen, som Danmark har ratificeret
(artikel 20, 21, 24 og 29-32), eller som ikke indeholder
selvstændige forpligtelser, der kræver ny eller
ændret lovgivning (artikel 16-19, 22, 25-28 og 33-45).
Endvidere indeholder hvidvask- og
terrorfinansieringskonventionens kapitel V (artikel 46 og 47) om
samarbejde mellem FIU'er efter Justitsministeriets opfattelse ikke
forpligtelser, som nødvendiggør
lovændringer.
Efter Justitsministeriets
opfattelse er der dog behov for lovændringer for at opfylde
konventionens artikel 7, stk. 2, litra d, og artikel 23, jf. pkt.
2.3.2 og 2.3.3 nedenfor.
2.3.2. Tavshedspålæg
Som en nyskabelse i forhold til
1990-konventionen indeholder hvidvask- og
terrorfinansieringskonventionens artikel 7, stk. 2, litra d, en
forpligtelse til at sikre, at banker ikke gør kunder eller
andre tredjemænd bekendt med, at nærmere bestemte
oplysninger er blevet rekvireret eller indhentet af landets
efterforskende myndighed, eller med, at en efterforskning er i
gang.
Det drejer sig ifølge
bestemmelsen bl.a. oplysninger om, hvorvidt en fysisk eller
juridisk person er indehaver af en eller flere konti i en bank
inden for partens territorium, samt i givet fald udlevering af
detaljerede oplysninger om disse konti. Det drejer sig endvidere om
oplysninger vedrørende bestemte bankkonti og de
bankforretninger, som er blevet udført gennem en eller flere
bestemte bankkonti i løbet af en nærmere angivet
periode. Endelig drejer det sig om overvågning af
bankforretninger, som i løbet af en nærmere angivet
periode udføres gennem en eller flere bestemte
bankkonti.
Oplysninger om eksistensen af
bankkonti og nærmere oplysninger om eventuelle konti
indhentes efter dansk ret på grundlag af editionskendelser
efter retsplejelovens § 804, stk. 1, jf. § 806, stk. 2 -
i hastende tilfælde ved politiets beslutning med adgang til
efterfølgende domstolsprøvelse, jf. § 806, stk.
3.
Som anført under pkt.
2.1.2.2 er der som udgangspunkt adgang til at give
pålæg om tavshedspligt i forhold til personer, som har
modtaget et editionspålæg, jf. retsplejelovens §
804, stk. 2, jf. § 803, stk. 1, jf. § 189.
Efter Justitsministeriets
opfattelse må det på baggrund af Vestre Landsrets
kendelse af 3. juni 2008, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen
2008, side 2269ff, imidlertid anses for tvivlsomt, om
retsplejeloven indeholder tilstrækkelig hjemmel til at
pålægge ansatte i en bank tavshedspligt i forbindelse
med et editionspålæg til den pågældende
bank.
Bestemmelsen i konventionens
artikel 7, stk. 2, litra d, medfører efter
Justitsministeriets opfattelse derfor, at der er behov en
lovændring, der præciserer muligheden at
pålægge ansatte i en bank tavshedspligt i forbindelse
med et editionspålæg til den pågældende
bank.
Det vil efter Justitsministeriets
opfattelse være hensigtsmæssigt, at en sådan
bestemmelse om tavshedspålæg ikke begrænses til
bankers ansatte, idet behovet for at kunne hemmeligholde
efterforskningen også kan gøre sig gældende i
forbindelse med editionspålæg til andre virksomheder
end banker.
Det bemærkes i den
forbindelse, at hvidvasklovens § 27, der vedrører
tavshedspligt for bl.a. virksomheder i forbindelse med
underretninger efter lovens § 7 om mistænkelige
transaktioner, der muligvis har eller har haft tilknytning til
hvidvask eller finansiering af terrorisme, ikke er begrænset
til banker.
Der vil efter Justitsministeriets
opfattelse endvidere kunne være tilfælde, hvor andre
personer end ansatte i kraft af deres tilknytning til virksomheden,
får kendskab til sagen, og hvor samme hensyn til at
hemmeligholde efterforskningen gør sig gældende. Det
gælder f.eks. bestyrelsesmedlemmer.
Det foreslås på den
baggrund, at når pålæg om edition meddeles en
erhvervsvirksomhed, finder retsplejelovens § 189 tilsvarende
anvendelse for andre, der i kraft af deres tilknytning til
virksomheden har fået kendskab til sagen. Henvisningen til
retsplejelovens § 189 indebærer bl.a., at retten eller
politiet alene vil kunne meddele pålæg om
tavshedspligt, hvis hensynet til fremmede magter, til statens
sikkerhed eller til opklaring af alvorlige forbrydelser taler
derfor.
Herudover har Justitsministeriet
drøftet med Rigsadvokaten, om der i forbindelse med
iværksættelse af andre tvangsindgreb er behov for at
kunne meddele pålæg om tavshedspligt.
Rigsadvokaten har i den forbindelse
peget på, at hensynet til at kunne hemmeligholde
efterforskningen for mistænkte eller andre tredjemænd
gør sig gældende i forhold til ransagning hos
ikke-mistænkte efter retsplejelovens § 795, som bl.a.
foretages i tilfælde, hvor et pålæg om edition
efterforskningsmæssigt ikke vurderes at være et
tilstrækkeligt indgreb. I disse situationer vil politiet
ligesom ved editionspålæg således kunne have
behov for at give pålæg om tavshedspligt. Det
gælder i særdeleshed i de sager, hvor politiet af
efterforskningsmæssige hensyn foretager ransagning hos en
ikke-mistænkt forud for ransagning hos den mistænkte.
Rigsadvokaten finder det i den forbindelse hensigtsmæssigt,
at både personer og virksomheder, herunder personer, som har
tilknytning til den pågældende virksomhed - på
samme måde som ved editionspålæg - kan
pålægges tavshedspligt om sagen.
Justitsministeriet er af de grunde,
der er anført af Rigsadvokaten enig i, at der i forbindelse
med ransagning hos en ik?ke-mistænkt kan være behov for
at kunne give et tavshed?spålæg.
Det foreslås på denne
baggrund, at der i forbindelse med ransagning hos
ikke-mistænkte indføres adgang til at meddele
tavshedspålæg til den pågældende og andre,
der i kraft af deres tilknytning til en virksomhed, hos hvem der er
foretaget ransagning, har fået kendskab til sagen. Det er
ifølge den forslåede bestemmelse - på samme
måde som i relation til editionspålæg - en
forudsætning, at betingelserne i retsplejelovens § 189
er opfyldt.
Der henvises til lovforslagets
§ 1, nr. 1 og 2, samt bemærkningerne hertil.
2.3.3. Fuldbyrdelse
af udenlandske afgørelser om konfiskation
Konventionens artikel 23 indeholder
bestemmelser om international fuldbyrdelse af
konfiskationsafgørelser, der rejser spørgsmål
om anvendelse af lov om international fuldbyrdelse af straf m.v.
Bestemmelsens stk. 1-4 svarer til 1990-konventionens artikel 13,
mens bestemmelsens stk. 5 er ny.
I forbindelse med
spørgsmålet om Danmarks ratifikation af
1990-konventionen vurderede Justitsministeriet, at bestemmelsen i
konventionens artikel 13 lagde op til en ændring af lov om
international fuldbyrdelse af straf m.v. med henblik på at
skabe en udtrykkelig hjemmel til at fuldbyrde fremmede staters
afgørelser om konfiskation efter retsanmodning fremsat i
henhold til konventionen, idet lov om international fuldbyrdelse af
straf m.v. ikke i almindelighed kunne antages at give hjemmel til
at fuldbyrde afgørelser om konfiskation efter konventionen,
jf. afsnit 3.2.4 i de almindelige bemærkninger til lovforslag
nr. L 81, folketingsåret 1995-96. Ved lov nr. 291 af 24.
april 1996 blev der på den baggrund indsat en ny bestemmelse
i § 5 a i lov om international fuldbyrdelse af straf m.v.,
hvoraf det bl.a. fremgår, at afgørelser om
konfiskation, som er omfattet af 1990-konventionen, kan fuldbyrdes
efter reglerne i lovens kapitel 3, når konventionens
betingelser er opfyldt.
Det er på den anførte
baggrund Justitsministeriets opfattelse, at hvidvask- og
terrorfinansieringskonventionens artikel 23
nødvendiggør en ændring af § 5 a i lov om
international fuldbyrdelse af straf m.v., som gør det muligt
at efterkomme anmodninger om fuldbyrdelse af udenlandske
afgørelser om konfiskation efter konventionen.
Der henvises til lovforslagets
§ 2 og bemærkningerne hertil.
3. Udlevering af
lovovertrædere
3.1. Gældende
ret
3.1.1. Indledning
Udlevering af lovovertrædere
er i dag reguleret i udleveringsloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 833 af 25. august 2005 med senere ændringer.
Udleveringsloven indeholder regler om udlevering til stater uden
for Den Europæiske Union og Norden (kapitel 2 og 3), regler
om udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union
(kapitel 2 a og 3 a) samt regler om udlevering til de nordiske
lande (kapitel 2 b og 3 b). Endvidere indeholder udleveringslovens
kapitel 4 en række tværgående bestemmelser.
De grundlæggende
internationale regler om udlevering til lande uden for Den
Europæiske Union og Norden findes i den europæiske
konvention af 13. december 1957 om udlevering af
lovovertrædere (herefter
»udleveringskonventionen«), jf. bekendtgørelse
nr. 36 af 28. september 1963, med tilhørende
tillægsprotokoller af 15. oktober 1975 og 17. marts 1978, jf.
bekendtgørelse nr. 106 og nr. 108 af 11. november 1986.
Udleveringskonventionen er i Danmark gennemført ved
udleveringsloven. Tillægsprotokollerne er ratificeret af
Danmark uden lovændringer.
Efter udleveringslovens
§ 1, stk. 1, kan den, der i udlandet er sigtet,
tiltalt eller dømt for en strafbar handling, udleveres fra
Danmark til udlandet efter lovens regler.
3.1.2. Betingelser
for udlevering til stater uden for Den Europæiske Union og
Norden
Udleveringslovens kapitel 2
(§§ 2-10) indeholder betingelserne for udlevering til
stater uden for Den Europæiske Union og Norden.
Efter § 2, stk. 1, kan
justitsministeren på grundlag af en overenskomst med en stat
uden for Den Europæiske Union og Norden fastsætte, at
danske statsborgere kan udleveres til strafforfølgning i den
pågældende stat, 1) hvis den pågæl?dende i
de sidste 2 år forud for den strafbare handling har haft
bopæl i den stat, hvortil udlevering ønskes, og en
handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der
søges udlevering, efter dansk ret kan straffes med
fængsel i mindst 1 år, eller 2) hvis handlingen efter
dansk ret kan medføre højere straf end fængsel
i 4 år. Gælder der i forhold til en stat uden for Den
Europæiske Union og Norden ikke en af de i stk. 1
nævnte overenskomster, kan justitsministeren træffe
beslutning om udlevering af en dansk statsborger til
strafforfølgning, hvis betingelserne i stk. 1 i
øvrigt er opfyldt og særlige hensyn til
retshåndhævelsen taler derfor, jf. bestemmelsens stk.
2.
Efter § 2 a kan
udlevering af en udlænding til strafforfølgning eller
til fuldbyrdelse af en dom i en stat uden for Den Europæiske
Union og Norden ske, hvis handlingen efter dansk ret kan straffes
med fængsel i mindst 1 år. Kan handlingen efter dansk
ret medføre kortere fængselsstraf, kan udlevering dog
ske, hvis der er overenskomst herom med den pågældende
stat.
Udlevering til
strafforfølgning kan efter § 3, stk. 1, kun ske, hvis
der i den fremmede stat er truffet beslutning om, at den, som
søges udleveret, skal anholdes eller fængsles for den
pågældende handling.
Efter § 3, stk. 2,
kan udlevering til fuldbyrdelse af en dom, medmindre andet er
fastsat ved overenskomst med den pågældende stat, kun
ske, 1) hvis dommen lyder på fængsel i mindst 4
måneder, eller 2) hvis den dømte i henhold til dommen
mv. skal anbringes i anstalt, og opholdet her kan blive af 4
måneders varighed.
Udlevering for en militær
lovovertrædelse kan efter § 4 ikke finde sted.
Efter § 5, stk. 1, kan
udlevering for en politisk lovovertrædelse ikke finde sted.
Omfatter handlingen tillige en lovovertrædelse, som ikke er
af politisk karakter, kan udlevering efter § 5, stk. 2, ske
for denne lovovertrædelse, såfremt handlingen
overvejende er af ikke-politisk karakter. Stk. 1 og 2 finder efter
§ 5, stk. 3, ikke anvendelse, når handlingen er omfattet
af visse bestemmelser i en række nærmere opregnede
konventioner mv. I særlige tilfælde kan udlevering for
en handling omfattet af artikel 5 eller artikel 9, jf. artikel 5, i
Europarådets konvention om forebyggelse af terrorisme dog
nægtes, hvis det vurderes, at der er tale om en politisk
lovovertrædelse, jf. § 5, stk. 4.
Det følger af § 6,
stk. 1, at udlevering ikke må finde sted, hvis der er
fare for, at den pågældende efter udleveringen på
grund af sin afstamning, sit tilhørsforhold til en bestemt
befolkningsgruppe, sin religiøse eller politiske opfattelse
eller i øvrigt på grund af politiske forhold vil blive
udsat for forfølgelse, som retter sig mod hans eller hendes
liv eller frihed eller i øvrigt er af alvorlig karakter.
Efter 6, stk. 2, må udlevering endvidere ikke finde
sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter
udleveringen vil blive udsat for tortur eller anden umenneskelig
eller nedværdigende behandling eller straf.
Hvis det i særlige
tilfælde, navnlig under hensyn til den
pågældendes alder, helbredstilstand eller andre
personlige forhold, må antages, at udlevering ville
være uforenelig med humanitære hensyn, må
udlevering ikke finde sted, jf. § 7.
Efter § 8 kan udlevering
ikke ske, når den, der søges udleveret, her i landet
er dømt, frifundet eller benådet for den
pågældende strafbare handling. Er tiltale mod den
pågældende frafaldet, kan udlevering efter bestemmelsen
kun finde sted, hvis retsplejelovens betingelser for
omgørelse af beslutningen om tiltalefrafald er opfyldt.
Udlevering kan efter bestemmelsen afslås, hvis påtale
er opgivet, og betingelserne for at omgøre beslutningen om
påtaleopgivelse ikke er opfyldt.
Efter § 9 kan udlevering ikke
ske, hvis strafansvaret eller adgangen til at fuldbyrde straf for
den pågældende handling ville være forældet
efter dansk ret.
§ 10 indeholder visse
obligatoriske vilkår, som skal fastsættes i forbindelse
med udlevering. Efter § 10, nr. 1, må udlevering
kun ske på vilkår af, at den udleverede ikke drages til
ansvar eller udleveres videre til tredjeland for en anden
lovovertrædelse begået før udleveringen end den,
for hvilken den pågældende er udleveret (den
såkaldte specialitetsregel). Efter litra a-c gælder
forbuddet mod strafforfølgning, straffuldbyrdelse eller
videreudlevering for andre lovovertrædelser begået
før udleveringen dog ikke, hvis justitsministeren meddeler
tilladelse hertil (litra a), hvis den pågældende,
uanset at han eller hun i 45 dage uhindret har kunnet forlade det
land, hvortil vedkommende er udleveret, har undladt dette (litra
b), eller hvis den pågældende efter at have forladt det
pågældende land frivilligt er vendt tilbage (litra c).
Den udleverede må endvidere ikke uden justitsministerens
tilladelse underkastes strafforfølgning ved en
særdomstol, jf. § 10, nr. 2, og dødsstraf
må ikke fuldbyrdes for den pågældende handling,
jf. § 10, nr. 3.
Bestemmelsen i § 10 finder
tilsvarende anvendelse ved udlevering til medlemsstater i Den
Europæiske Union, jf. udleveringslovens § 10 j, stk. 1.
Ved udlevering til de nordiske lande gælder de samme
betingelser som angivet i udleveringslovens § 10, nr. 1, litra
b og c, jf. herved udleveringslovens § 10 o, stk. 2 og 4. I
relation til udlevering til de nordiske lande har betingelserne dog
et væsentligt mere begrænset anvendelsesområde,
da udgangspunktet efter udleveringslovens § 10 o, stk. 1, er,
at der kan ske retsforfølgning
for andre lovovertrædelser end den, der er sket udlevering
for.
3.1.3. Behandling
af sager om udlevering til stater uden for Den Europæiske
Union og Norden
Udleveringslovens kapitel 3
(§§ 11-18) indeholder reglerne for behandlingen af
sager om udlevering til stater uden for Den Europæiske Union
og Norden.
Efter § 11, stk. 1,
kan udlevering kun ske på grundlag af en anmodning, der
indeholder oplysninger om tid og sted for den strafbare handling,
dennes beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser. Der skal
samtidig med anmodningen fremsendes en udskrift af den beslutning
om anholdelse eller fængsling eller af den dom, der danner
grundlag for anmodningen, jf. stk. 2.
En anmodning om udlevering sendes
efter § 12 til politiet på det sted, hvor den, som
søges udleveret, har ophold, medmindre justitsministeren
allerede på grundlag af anmodningen og de oplysninger, der
følger med denne, finder at burde nægte udlevering.
Efter modtagelsen af anmodningen iværksætter politiet
uden ophold den undersøgelse, der er nødvendig for at
afgøre, om betingelserne for udlevering er opfyldt.
Politiets undersøgelse foretages i overensstemmelse med
retsplejelovens regler om strafferetsplejen.
De retsmidler, der er omtalt i
retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse, kapitel 70 om
varetægtsfængsling, kapitel 72 om legemsindgreb,
kapitel 73 om ransagning og kapitel 74 om beslaglæggelse og
edition samt kapitel 75 a om andre efterforskningsskridt, kan
anvendes i samme omfang som i sager vedrørende
lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her
i landet, jf. § 13. I forbindelse med udleveringssager
vil det navnlig være bestemmelserne om anholdelse og
varetægtsfængsling, som anvendes med henblik på
at sikre den pågældendes fortsatte
tilstedeværelse under udleveringssagens behandling.
Når politiet
iværksætter en undersøgelse efter
§ 12, skal der i medfør af § 14
beskikkes en forsvarer for den, som søges udleveret,
medmindre den pågældende selv vælger en
forsvarer. I øvrigt gælder reglerne i retsplejelovens
kapitel 66 om beskikkelse og valg af forsvarer.
Når politiets
undersøgelse efter udleveringslovens § 12 er
afsluttet, forelægges spørgsmålet om udlevering
for justitsministeren til afgørelse, jf. § 15,
stk. 1. Hvis justitsministeren træffer beslutning om
udlevering, skal den pågældende samtidig med
meddelelsen om beslutningen om udlevering have oplysning om
adgangen til domstolsprøvelse og om fristen for at
fremsætte anmodning herom, jf. § 15,
stk. 2.
Adgangen til
domstolsprøvelse er fastsat i udleveringslovens
§ 16. Efter denne bestemmelses stk. 1 kan den, der
skal udleveres, forlange, at spørgsmålet om
udleveringsbeslutningens lovlighed indbringes for retten. En
anmodning om domstolsprøvelse skal, jf. bestemmelsens
stk. 2, fremsættes inden tre dage efter, at beslutningen
om udlevering er meddelt den pågældende. Når
særlige omstændigheder taler derfor, kan
justitsministeren tillade, at beslutningen indbringes for retten,
selv om anmodningen om domstolsprøvelse først er
fremsat efter fristens udløb. Rettens afgørelse
træffes ved kendelse, der kan kæres til landsretten
inden for en frist på tre dage, jf. stk. 3.
Hvis en beslutning om udlevering
indbringes for retten, kan der ikke ske udlevering, før
beslutningen er fundet lovlig ved retskendelse, jf. § 17,
stk. 1, 2. pkt. Indbringes beslutningen ikke for retten, skal
udleveringen gennemføres snarest muligt, jf. § 17,
stk. 2. Medmindre den pågældende har givet afkald
på domstolsprøvelse, kan der dog ikke ske udlevering
før udløbet af den frist på 3 dage, der efter
§ 16, stk. 2, gælder for at indbringe
justitsministerens beslutning om udlevering for retten, jf.
§ 17, stk. 1, 1. pkt.
For at sikre at en udlevering kan
gennemføres, kan den pågældende i medfør
af udleveringslovens § 17, stk. 3, anholdes og
varetægtsfængsles efter reglerne i retsplejeloven. En
varetægtsfængsling skal dog ophæves, hvis
udlevering ikke har fundet sted inden 30 dage efter, at
beslutningen om udlevering har kunnet gennemføres, dvs. den
pågældende har givet afkald på
domstolsprøvelse, fristen på 3 dage for anmodning om
domstolsprøvelse er udløbet, eller der er afsagt
endelig retskendelse om udlevering. I særlige tilfælde
kan retten dog forlænge fristen for
varetægtsfængsling.
I forbindelse med en beslutning om
udlevering kan justitsministeren, jf. § 18, bestemme, at
genstande, som er beslaglagt eller taget i bevaring under sagen med
forbehold af tredjemands eventuelle rettigheder skal overgives til
den myndighed, som har anmodet om udleveringen.
3.1.4. Forbud mod
dobbelt strafforfølgning
Såvel i forbindelse med
udlevering til stater uden for Den Europæiske Union og Norden
som ved udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union
samt de nordiske lande er princippet om forbud mod dobbelt
strafforfølgning (»ne bis in idem«)
gennemført i udleveringsloven.
Bestemmelsen om »ne bis in
idem« i forhold til udlevering til stater uden for Den
Europæiske Union og Norden fremgår af udleveringslovens
§ 8. Efter bestemmelsens 1. pkt. kan udlevering ikke ske,
når den, der søges udleveret, her i landet er
dømt, frifundet eller benådet for den
pågældende strafbare handling. Er tiltale mod den
pågældende frafaldet, kan udlevering efter
bestemmelsens 2. pkt. kun finde sted, hvis retsplejelovens
betingelser for omgørelse af beslutningen om tiltalefrafald
er opfyldt. Udlevering kan afslås, hvis påtale er
opgivet, og betingelserne for at omgøre beslutningen om
påtaleopgivelse ikke er opfyldt, jf. bestemmelsens 3.
pkt.
Ved udlevering af
lovovertrædere til medlemsstater i Den Europæiske Union
følger det af udleveringslovens § 10 d, stk. 1, 1 pkt.,
at der ikke må ske udlevering, hvis den, der søges
udleveret, her i landet eller i en anden medlemsstat i Den
Europæiske Union end den medlemsstat, der har anmodet om
udlevering, er dømt eller frifundet for den samme strafbare
handling. Tilsvarende gælder ifølge stk. 1, 2. pkt.,
hvis den, der søges udleveret, her i landet er benådet
for handlingen. Udlevering kan endvidere afslås efter stk. 1,
3. pkt., hvis den, der søges udleveret, er dømt eller
frifundet for handlingen i en stat uden for Den Europæiske
Union. Uanset at den pågældende er dømt for den
samme strafbare handling i en anden stat end den, der har anmodet
om udlevering, kan udlevering dog kun afslås efter
bestemmelserne i 1. og 3. pkt., hvis dommen er blevet fuldbyrdet,
er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes
efter lovgivningen i denne stat, jf. bestemmelsens 4. pkt.
Udleveringslovens § 10 m, stk.
1, indeholder en bestemmelse, som finder anvendelse ved udlevering
af lovovertrædere til de nordiske lande. Efter bestemmelsens
1. pkt. kan udlevering ikke finde sted, når den, der
søges udleveret, her i landet, i et andet nordisk land eller
i en medlemsstat i Den Europæiske Union, er dømt eller
frifundet for den samme strafbare handling. Tilsvarende
gælder efter bestemmelsens 2. pkt., hvis den, der
søges udleveret, her i landet er benådet for
handlingen. Udlevering kan ifølge § 10 m, stk. 1, 3.
pkt., endvidere afslås, hvis den, der søges udleveret,
er dømt eller frifundet for handlingen i et land uden for
Norden og Den Europæiske Union. Uanset at den
pågældende er dømt for den samme strafbare
handling i et andet land end det, der har anmodet om udlevering,
kan udlevering dog kun afslås efter bestemmelserne i 1. og 3.
pkt., hvis dommen er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet
eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i dette
land, jf. bestemmelsens 4. pkt.
3.1.5. Andre
bestemmelser
Udleveringslovens kapitel 4
(§§ 19-23) indeholder en række bestemmelser om
efterlyste personer, videreudlevering, transit mv. Kapitel 4
gælder både for udlevering til stater uden for Den
Europæiske Union, til medlemsstater i Den Europæiske
Union og til de nordiske lande.
Udleveringslovens
§§ 11 og 12 indebærer, at der ikke kan
indledes en nærmere undersøgelse af en anmodning om
udlevering, før den dokumentation, der er nødvendig i
henhold til § 11, stk. 2, foreligger. Efter udleveringslovens
§ 19, stk. 1, kan der imidlertid efter
omstændighederne foretages foreløbig anholdelse,
varetægtsfængsling, legemsindgreb, ransagning og
beslaglæggelse, såfremt den berørte person er
efterlyst af myndighederne i den anmodende stat som sigtet, tiltalt
eller dømt for en strafbar handling, der må antages at
kunne begrunde udlevering efter udleveringsloven. De nævnte
foranstaltninger skal imidlertid som udgangspunkt ophæves,
såfremt anmodning om udlevering ikke er modtaget senest 30
dage efter anholdelsen, jf. § 19, stk. 2.
De nærmere betingelser for,
at justitsministeren kan meddele tilladelse til at fravige
specialitetsreglerne i lovens § 10 i forhold til lande
uden for Den Europæiske Union og Norden fremgår af
udleveringslovens § 20, stk. 1, 2 og 4, 1. pkt. Efter
stk. 1 kan justitsministeren på trods af lovens § 10 og
efter anmodning tillade, at en person, der er udleveret,
underkastes strafforfølgning eller straffuldbyrdelse eller
udleveres videre til tredjeland for en anden strafbar handling
begået før udleveringen end den, som den
pågældende er udleveret for. Tilladelsen kan dog kun
meddeles, hvis udlevering for den pågældende kunne have
fundet sted efter lovens bestemmelser, jf. stk. 2. Efter stk. 4, 1.
pkt., skal en anmodning efter § 20, stk. 1, fra en stat uden
for Den Europæiske Union og Norden indeholde de oplysninger,
der omtales i § 11, stk. 1, samt oplysning om, hvorvidt den
pågældende forlanger lovligheden af en eventuel
tilladelse prøvet ved domstolene.
Er der forlangt
domstolsprøvelse, kan tilladelse i medfør af §
20, stk. 5, først meddeles, når dens lovlighed er
fastslået ved endelig retskendelse. Politiet indbringer
spørgsmålet for retten på det sted, hvor den
udleverede havde ophold før udleveringen.
Efter § 21 kan
justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, give
tilladelse til, at en person, der udleveres fra en fremmed stat til
en anden, føres gennem riget (transit). Hvis udleveringen
sker til en stat uden for Den Europæiske Union eller Norden,
kan sådan tilladelse, jf. § 21, stk. 1, kun
gives, hvis bestemmelserne i § 2 (udlevering af danske
statsborgere til strafforfølgning), § 2 a
(udlevering af udlændinge) eller §§ 4-6
(militær lovovertrædelse, politisk
lovovertrædelse, forbud mod udlevering ved risiko for
forfølgelse eller fare for tortur mv.) ikke ville være
til hinder for, at der skete udlevering her fra landet for den
pågældende handling. Sker udleveringen til en anden
medlemsstat i Den Europæiske Union eller et andet nordisk
land, kan tilladelse til transit dog meddeles, såfremt der er
modtaget oplysning om den eftersøgtes identitet og
nationalitet, tid og sted for den strafbare handling, dennes
beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser samt oplysning
om, hvorvidt der er udstedt en europæisk arrestordre eller en
arrestordre i henhold til aftalen mellem Den Europæiske Union
og Republikken Island og Kongeriget Norge om procedurerne for
overgivelse mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union og
Island og Norge, jf. § 21, stk. 2, 1. pkt. Hvis
udleveringen til en anden medlemsstat eller et andet nordisk land
sker fra en stat uden for den Europæiske Union og Norden,
skal der ud over de i 1. pkt. nævnte oplysninger endvidere
gives oplysning om, hvorvidt der foreligger en anmodning om
udlevering, jf. § 21, stk. 2, 2. pkt. Sker
udleveringen fra et nordisk land til et andet nordisk land, kan den
pågældende føres gennem riget uden tilladelse,
jf. § 21, stk. 3.
Efter § 21 a,
stk. 1, 1. pkt., skal en person, der er frihedsberøvet
i udlandet, og som midlertidigt er udleveret til Danmark med
henblik på retsforfølgning her i landet,
tilbageføres til den fremmede stat, hvorfra den
pågældende er udleveret, når
retsforfølgningen her i landet er afsluttet. Den
pågældende skal som udgangspunkt være
frihedsberøvet under opholdet, jf. stk. 1, 2. pkt.
Efter § 21 a, stk. 2, træffes afgørelse
om frihedsberøvelse af retten ved kendelse efter anmodning
fra politiet, og der fastsættes en frist for
frihedsberøvelsen, der kan forlænges. § 21
a, stk. 3, regulerer den midlertidigt udleverede persons
retsstilling under frihedsberøvelsen her i landet.
Bestemmelsen indebærer bl.a., at den pågældende
under frihedsberøvelsen alene er undergivet de
begrænsninger, som er nødvendige til sikring af
frihedsberøvelsens øjemed og opretholdelse af orden
og sikkerhed på anbringelsesstedet.
21 b regulerer udlevering til
lande, der har indgået en associeringsaftale om
gennemførelse, anvendelse og udvikling af Schengenreglerne
med Den Europæiske Union og Det Europæiske
Fællesskab. I disse sager gælder reglerne i Konvention
af 10. marts 1995 udarbejdet på grundlag af artikel K. 3 i
traktaten om Den Europæiske Union om forenklet
udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske
Union og artikel 1, 2, 6, 8, 9 og 13 i Konvention af 27. september
1996 udarbejdet på grundlag af artikel K. 3 i traktaten om
Den Europæiske Union om udlevering mellem Den
Europæiske Unions medlemsstater, medmindre andre regler om
udlevering mellem Danmark og det pågældende land er
mere vidtgående end reglerne i disse konventioner.
Bestemmelsen finder i øjeblikket alene anvendelse i
forbindelse med udlevering til Schweiz.
3.2. Tredje
tillægsprotokol til udleveringskonventionen
3.2.1.
Den tredje tillægsprotokol til udleveringskonventionen er
medtaget som bilag 2 til denne ændringslov.
Formålet med
tillægsprotokollen er at supplere og forenkle procedurerne i
sager, hvor den, der søges udleveret, har meddelt sit
samtykke til udleveringen. Der vil således kunne anvendes en
forenklet procedure i det omfang, den person, der begæres
udleveret, og den anmodede stat meddeler samtykke til
udlevering.
Forenklingen består i
færre formelle krav til udleveringsbegæringen og en
række frister for de enkelte sagsskridt med henblik på
at sikre en hurtig udlevering. Et af de centrale elementer i den
forbindelse er, at den begærende stat ikke skal fremsende en
formel udleveringsbegæring efter udleveringskonventionens
artikel 12, hvis en person er tilbageholdt på baggrund af en
anholdelsesbegæring, jf. udleveringskonventionens artikel 16.
Herudover medfører den forenklede procedure, at en person,
der begæres udleveret, og som samtykker i udleveringen, ikke
skal tilbageholdes i en længere periode, mens en formel
udleveringsbegæring udfærdiges, fremsendes,
oversættes og behandles.
Udleveringskonventionen finder
fortsat anvendelse i de tilfælde, hvor den, der begæres
udleveret, eller den anmodede stat ikke meddeler samtykke til
udlevering efter tillægsprotokollens forenklede
procedure.
Det bemærkes, at
bestemmelserne i den tredje tillægsprotokol i vidt omfang er
identiske med reglerne i Konvention af 10. marts 1995 udarbejdet
på grundlag af artikel K. 3 i traktaten om Den
Europæiske Union om forenklet udleveringsprocedure mellem
medlemsstaterne i Den Europæiske Union. Reglerne i denne
konvention var gældende ved udlevering mellem medlemsstaterne
i Den Europæiske Union indtil vedtagelsen af Rådets
rammeafgørelse af 13. juni 2002 om den europæiske
arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem
medlemsstaterne (2002/584/RIA), som blev gennemført i dansk
ret ved lov nr. 433 af 10. juni 2003 om ændring af lov om
udlevering af lovovertrædere og lov om udlevering af
lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige
(Gennemførelse af EU-rammeafgørelse om den
europæiske arrestordre m.v.).
3.2.2. Artikel
1 fastslår, at den forenklede udleveringsprocedure
finder anvendelse, uanset om en person søges udleveret til
strafforfølgning eller straffuldbyrdelse, jf.
udleveringskonventionens artikel 1. Anvendelse af den forenklede
udleveringsprocedure forudsætter alene, at personen, der
begæres udleveret, samt den anmodede stat samtykker i
anvendelsen heraf. Kravet om den anmodede stats samtykke skal ses
som en garanti for, at de materielle betingelser for udlevering er
opfyldt. Tillægsprotokollen indebærer således
ikke en pligt til at iværksætte udlevering efter den
forenklede procedure, når blot den eftersøgte persons
samtykke foreligger, men kræver tværtimod, at den
anmodede stat foretager en selvstændig vurdering af
spørgsmålet om udlevering. Den anmodede stat kan
derfor nægte udlevering, hvis omstændighederne giver
grundlag for at antage, at udleveringsbetingelserne ikke er
opfyldt, eller hvis andre grunde i øvrigt taler for at
følge fremgangsmåden efter
udleveringskonventionen.
3.2.3.
Tillægsprotokollens artikel 2,
stk. 1, angiver, hvilke oplysninger der
som udgangspunkt skal anses for tilstrækkelige til, at den
anmodede stat og den person, der begæres udleveret, kan tage
stilling til spørgsmålet om anvendelse af den
forenklede udleveringsprocedure. De oplysninger, der efter
bestemmelsens stk. 1 skal kunne danne grundlag for udlevering efter
den forenklede procedure, svarer i vidt omfang til de oplysninger,
der normalt fremsendes sammen med en formel
udleveringsbegæring efter udleveringskonventionens artikel
12.
Formålet med artikel 2 er at
sikre, at en person, der begæres udleveret, og som samtykker
i udleveringen, ikke skal tilbageholdes i en længere periode,
mens en formel udleveringsbegæring udfærdiges,
fremsendes, oversættes og behandles.
Er der på baggrund af de
forelagte oplysninger ikke tilstrækkeligt grundlag for at
afgøre, om de nationale betingelser for udlevering er
opfyldt, giver bestemmelsens stk. 2
mulighed for at anmode om supplerende oplysninger.
Bestemmelsens stk. 3 medfører, at den forenklede
udleveringsprocedure kan finde anvendelse, uanset om anmodningen om
udlevering beror på en anholdelsesbegæring, jf.
udleveringskonventionens artikel 16, eller en formel
udleveringsbegæring efter udleveringskonventionens artikel
12.
Medlemsstaterne har i medfør
af artikel 17, stk. 2, mulighed for at
tage forbehold for artikel 2, stk. 1, således at den
pågældende medlemsstat fortsat kan stille krav om en
formel udleveringsbegæring, der lever op til betingelserne i
udleveringskonventionens artikel 12.
3.2.4.
Efter artikel 3 pålægges
den medlemsstat, i hvilken anholdelsen med henblik på
udlevering har fundet sted, at oplyse den anholdte om den
foreliggende begæring og om muligheden for at afgive samtykke
til udlevering efter den forenklede procedure. Oplysningerne skal
gives uden ugrundet ophold.
3.2.5.
I artikel 4 fastsættes de
nærmere betingelser for personens meddelelse af et samtykke
til udlevering. Betingelserne finder også anvendelse på
personens eventuelle udtrykkelige afkald på retten til
anvendelse af specialitetsreglen i udleveringskonventionens artikel
14, jf. herved udleveringslovens § 10, nr. 1.
Efter artikel 4, stk. 1, skal samtykke fra den person, der
begæres udleveret, gives over for den anmodede stats
kompetente judicielle myndigheder i overensstemmelse med denne
stats nationale lovgivning. Ifølge artikel 4, stk. 2, skal det i den forbindelse sikres, at
den pågældende har givet samtykke og eventuelt afkald
frivilligt og med fuld kendskab til de retlige konsekvenser heraf,
og med henblik herpå skal den pågældende have ret
til advokatbistand og om nødvendigt bistand af en tolk. Et
samtykke og eventuelt afkald skal protokolleres i henhold til den
anmodede stats lovgivning, jf. artikel 4, stk.
3.
Efter artikel 4, stk. 4, kan et samtykke og et eventuelt
afkald på anvendelse af specialitetsreglen som udgangspunkt
ikke tilbagekaldes. Artikel 4, stk. 5,
giver imidlertid en stat mulighed for at tage forbehold,
således at samtykke til udlevering og afkald på
anvendelse af specialitetsreglen kan tilbagekaldes efter nationale
regler. Hvis der tages forbehold, kan et samtykke efter stk. 5 i
givet fald tilbagekaldes, indtil den anmodede part træffer
sin endelige afgørelse om udlevering efter den forenklede
procedure. For at undgå, at tilbagekaldelsen af samtykket kan
påvirke gennemførelsen af udleveringsproceduren efter
de almindelige regler i udleveringskonventionen, slår stk. 5
samtidig fast, at den periode, der forløber mellem
meddelelsen af samtykket og tilbagekaldelsen heraf, ikke medregnes
ved beregningen af de frister, der gælder for
fremsættelse af en formel udleveringsbegæring efter
udleveringskonventionens artikel 16, stk. 4. Hvis en stat tager
forbehold herfor, kan et afkald på retten til anvendelse af
specialitetsreglen efter stk. 5 tilbagekaldes, indtil den
pågældende person udleveres.
3.2.6.
Efter artikel 5 kan en medlemsstat
erklære, at specialitetsreglen i udleveringskonventionens
artikel 14 ikke finder anvendelse i forbindelse med den forenklede
udleveringsprocedure. Der består efter bestemmelsen
følgende muligheder:
1) Der afgives
ingen erklæring i medfør af artikel 5. Det
indebærer, at specialitetsreglen i udleveringskonventionens
artikel art. 14, jf. herved udleveringslovens § 10, nr. 1,
opretholdes uændret. Den berørte person vil
således ligesom efter gældende ret ikke kunne meddele
samtykke til, at den begærende stat drager den
pågældende til ansvar for nogen anden handling,
begået før udleveringen, end den, der sker udlevering
for.
2) Der afgives
erklæring efter artikel 5, litra a, om, at
udleveringskonventionens art. 14, jf. herved udleveringslovens
§ 10, nr. 1, ikke finder anvendelse ved den forenklede
udleveringsprocedure, hvis den pågældende giver
samtykke til udleveringen. Det indebærer, at den person, der
meddeler samtykke til udlevering, uden videre kan drages til ansvar
i den begærende stat for andre forhold, begået
før udleveringen, end det, der sker udlevering for.
3) Der afgives
erklæring efter artikel 5, litra b, om, at
udleveringskonventionens art. 14, jf. herved udleveringslovens
§ 10, nr. 1, ikke finder anvendelse, hvis den berørte
person i forbindelse med samtykke til udlevering samtidig
udtrykkeligt giver afkald på anvendelse af
specialitetsreglen. Det indebærer, at den gældende
ordning kan fraviges, men alene efter særskilt
tilkendegivelse herom fra den pågældende.
3.2.7.
Tillægsprotokollens artikel 6 og
7 fastsætter en række
tidsfrister, som skal overholdes, når der sker udlevering
efter den forenklede procedure. Tidsfristerne skal ses som led i
bestræbelserne på at forkorte sagsbehandlingstiden mest
muligt.
Efter artikel
6, stk. 1, skal den anmodede part hurtigst muligt og senest
10 dage efter den foreløbige anholdelse sende underretning
til den begærende stat om, hvorvidt den, der ønskes
udleveret, har givet samtykke til udlevering. I tilfælde hvor
der ikke inden 10-dages fristen er meddelt samtykke,
indebærer fristen, at den begærende stat har mulighed
for at fremsende en formel udleveringsbegæring efter
udleveringskonventionens artikel 12 uden at overskride den
maksimale frist for frihedsberøvelse på 40 dage efter
udleveringskonventionens artikel 16, stk. 4.
Hvis den anmodede stat beslutter
ikke at give samtykke til at anvende den forenklede procedure, selv
om den pågældende person har givet sit samtykke hertil,
skal denne stat efter artikel 6, stk.
2, underrette den anmodende stat herom i så
tilstrækkelig god tid, at det er muligt for sidstnævnte
at fremsende en formel udleveringsbegæring før
udløbet af den 40-dages frist fra anholdelsesdagen, der er
fastsat i udleveringskonventionens artikel 16, stk. 4.
Efter artikel
7 skal den anmodede stats afgørelse om udlevering
efter den forenklede procedure meddeles den begærende stat
senest 20 dage efter den dag, hvor den pågældende har
givet sit samtykke til udleveringen. Hvis den anmodede stat
nægter udlevering efter den forenklede procedure,
indebærer denne regel, at den begærende stat i kraft af
samspillet mellem de to frister i artikel 6, stk. 1, og artikel 7
stadig har en frist på mindst 10 dage inden for 40-dages
fristen i udleveringskonventionens art. 16, stk. 4, til at indgive
en formel udleveringsbegæring.
3.2.8.
I forbindelse med anvendelsen af den forenklede procedure kan
henvendelser ifølge artikel 8
fremsendes elektronisk eller på andre måder, der
indebærer skriftlig dokumentation, under forhold der
gør det muligt for parterne at fastslå deres
ægthed, samt via Interpol. Bestemmelsens formål er at
forenkle og fremskynde udleveringsproceduren mest muligt i forhold
til ordningen efter udleveringskonventionens artikel 12, stk. 1,
som foreskriver, at udleveringsbegæringen skal være
skriftlig og stiles til den anmodede stats justitsministerium af
den begærende stats justitsministerium eller fremsendes via
diplomatiske kanaler. Dog giver bestemmelsen også mulighed
for, at en stat til enhver tid kan anmode den
pågældende stat om at fremsende originaler eller
bekræftede genparter af dokumenterne.
3.2.9.
Efter artikel 9 skal udleveringen finde
sted så hurtigt som muligt og helst inden for 10 dage efter
meddelelsen af afgørelsen om udlevering. 10-dages fristen i
bestemmelsen er altså ikke absolut, men er med til at
understrege vigtigheden af en hurtig udlevering, hvor den
pågældende og den anmodede stat har givet samtykke til
at anvende protokollens forenklede udleveringsprocedure.
3.2.10.
Det følger af protokollens artikel
10, at den forenklede udleveringsprocedure også skal
finde anvendelse, hvis der meddeles samtykke til udlevering efter
udløbet af 10-dages fristen i artikel 6, stk. 1, men inden
modtagelsen af en formel udleveringsbegæring efter
udleveringskonventionens artikel 12. Bestemmelsen sikrer
således, at den forenklede udleveringsprocedure kan anvendes,
når den - mindre fleksible og mere formelle -
udleveringsprocedure efter udleveringskonventionen endnu ikke er
påbegyndt.
Hvis en stat i medfør af
protokollens artikel 17, stk. 2, har taget forbehold til
anvendelsen af artikel 2, stk. 1, jf. pkt. 3.2.3 ovenfor, finder
bestemmelsen i artikel 10 ikke anvendelse. Med andre ord kan der i
disse tilfælde alene ske udlevering efter
udleveringskonventionens regler og ikke efter den forenklede
procedure i den tredje tillægsprotokol, hvis den
pågældende først har givet samtykke efter
udløbet af 10-dages fristen i den tredje
tillægsprotokols artikel 6, stk. 1.
3.2.11. Artikel
11 indeholder regler om de oplysninger, der skal fremsendes
i forbindelse med ansøgning om transittilladelse, dvs.
tilladelse til, at en person, der udleveres fra en fremmed stat til
en anden, føres gennem det danske rige. Bestemmelsen er en
følge af den forenkling af fremgangsmåden ved
udlevering, der fremgår af den tredje tillægsprotokols
artikel 2.
3.2.12.
Endelig indeholder artikel 12-19 regler
om forholdet til 1957-konventionen og andre internationale
dokumenter samt undertegnelse og ikrafttræden mv.
3.3. Fjerde
tillægsprotokol til udleveringskonventionen
3.3.1.
Den fjerde tillægsprotokol til udleveringskonventionen er
medtaget som bilag 1 til lovforslaget.
Formålet med den fjerde
tillægsprotokol er at modernisere en række af
bestemmelserne i udleveringskonventionen og at supplere
konventionen i visse henseender på baggrund af den udvikling,
der er sket i det internationale samarbejde på det
strafferetlige område siden dens vedtagelse i 1957 og siden
vedtagelsen af de to tillægsprotokoller hertil i henholdsvis
1975 og 1978.
3.3.2.
Tillægsprotokollens artikel 1
indeholder en ændring af udleveringskonventionens artikel 10
om forældelse, som er gennemført i dansk ret i
udleveringslovens § 9.
Efter bestemmelsens stk. 1 kan
udlevering ikke finde sted, når der i henhold til den
begærende stats lovgivning er indtrådt forældelse
med hensyn til tiltale eller fuldbyrdelse af straf over for den
person, der begæres udleveret.
Ifølge stk. 2 kan udlevering
ikke nægtes under henvisning til, at der i henhold til
lovgivningen hos den anmodede stat vil være indtruffet
forældelse med hensyn til tiltale eller fuldbyrdelse af straf
over for den person, der begæres udleveret.
Bestemmelserne indebærer, at
udlevering som udgangspunkt alene kan afslås på
baggrund af, at det strafbare forhold eller adgangen til at
fuldbyrde straf er forældet i henhold til den begærende
stats lovgivning, og at udlevering ikke kan afslås under
henvisning til, at det strafbare forhold eller adgangen til at
fuldbyrde straf er forældet efter den anmodede stats
lovgivning.
Efter bestemmelsens stk. 3 kan de
kontraherende stater dog i forbindelse med undertegnelse eller
ratifikationen mv. af tillægsprotokollen tage forbehold for
anvendelsen af bestemmelsen i stk. 2. Et sådant forbehold kan
tages i forhold til udleveringsbegæringer, der
vedrører et strafbart forhold, hvor den anmodede stat i
henhold til sin nationale lovgivning også har
straffemyndighed, og/eller i tilfælde, hvor statens nationale
lovgivning foreskriver, at udlevering ikke kan ske, hvis
strafansvaret eller adgangen til at fuldbyrde straf for den
pågældende handling ville være forældet
efter den pågældende stats regler.
Hvis en stat tager forbehold i
medfør af stk. 3, skal den - når den modtager en
udleveringsbegæring - ved afgørelsen af, om
retsforfølgning eller straffuldbyrdelsen er forældet i
henhold til dens lovgivning tage hensyn til handlinger eller
begivenheder, der har fundet sted i den begærende stat, hvis
handlinger eller begivenheder af samme karakter afbryder eller
suspenderer forældelsesfristen i den anmodede stat, jf. stk.
4.
3.3.3.
Den fjerde tillægsprotokols artikel 2,
stk. 1, indeholder en ændring af
udleveringskonventionens artikel 12, som fastlægger, hvordan
en udleveringsbegæring skal fremsendes til en anden
kontraherende stat, og hvilke dokumenter, der skal
vedlægges.
I forhold til den gældende
fremsendelsesprocedure lægger bestemmelsen op til en
forenkling, idet det ikke længere skal være muligt at
fremsende udleveringsbegæringer via de diplomatiske kanaler.
Bestemmelsens stk. 1 foreskriver således, at
udleveringsbegæringer skal sendes af justitsministeriet eller
en anden kompetent myndighed i den begærende stat til
justitsministeriet eller en anden kompetent myndighed i den
anmodede stat. En stat, der ønsker at udpege en anden
kompetent myndighed end dennes justitsministerium, skal meddele
dette samt eventuelle senere ændringer til Europarådets
generalsekretær på tidspunktet for undertegnelse eller
ratifikation mv. af tillægsprotokollen. Muligheden for at
udpege en anden kompetent myndighed er indsat for at
imødekomme visse medlemsstater, hvor det i praksis ikke er
Justitsministeriet, men i stedet en anden myndighed, som f.eks.
landets øverste anklagemyndighed, der er kompetent til at
sende og modtage udleveringsbegæringer.
Bestemmelsens stk. 2
fastlægger, hvilke dokumenter og oplysninger der skal
fremsendes sammen med udleveringsbegæringen. Der er alene
foretaget mindre justeringer i forhold til den hidtidige artikel
12, stk. 2.
For det første
fastlægger bestemmelsens stk. 2, litra a, at en
begæring skal ledsages af en genpart af en umiddelbart
eksigibel dom til straf eller beslutning om
sikkerhedsforanstaltning eller af en arrestordre eller anden
beslutning med samme virkning og udstedt i overensstemmelse med den
fremgangsmåde, der er beskrevet i den begærende stats
lovgivning. Den nyaffattede bestemmelse stiller således ikke
krav om, at der skal være tale om en original eller en
bekræftet genpart af det pågældende dokument,
hvilket er et krav efter udleveringskonventionens artikel 12. Denne
ændring hænger sammen med den fjerde
tillægsprotokols artikel 6 om kommunikationskanaler og
-midler, der er omtalt under pkt. 3.3.7 nedenfor.
For det andet præciseres det
i stk. 2, litra b, at henvisningen til relevante lovbestemmelser i
den redegørelse, som den begærende stat skal fremsende
for de strafbare forhold, der begæres udlevering for, skal
omfatte bestemmelser om forældelse.
Endelig præciseres det i stk.
2, litra c, at den begærende stat også skal fremsende
oplysninger, der kan medvirke til at fastslå den
pågældendes opholdssted.
Som en konsekvens af, at den fjerde
tillægsprotokol ændrer udleveringskonventionens artikel
12, stk. 1, fastsættes det i den fjerde
tillægsprotokols artikel 2, stk.
2, at artikel 5 i den anden tillægsprotokol til
udleveringskonventionen ikke skal finde anvendelse mellem stater,
som har tiltrådt den fjerde tillægsprotokol. Artikel 5
i den anden tillægsprotokol giver både mulighed for at
fremsende udleveringsbegæringer til den anmodede parts
justitsministerium og via de diplomatiske kanaler.
3.3.4.
Den fjerde tillægsprotokols artikel
3 indeholder en nyaffattelse af specialitetsreglen i
udleveringskonventionens artikel 14, som er gennemført i
dansk ret ved udleveringslovens § 10. Det overordnede princip
- at den udleverede ikke kan drages til ansvar for andre
lovovertrædelser begået før udleveringen, end
den eller dem, som den pågældende er udleveret for -
opretholdes uændret.
På baggrund af de hidtidige
erfaringer og ønsket om en modernisering af
udleveringsprocedurerne lægger tillægsprotokollens
artikel 3 dog op til et par enkelte ændringer og
præciseringer i forhold til udleveringskonventionens artikel
14.
For det første er det fundet
nødvendigt at præcisere anvendelsesområdet for
specialitetsreglen. Tillægsprotokollen ændrer derfor
ordlyden af udleveringskonventionens artikel 14, stk. 1, så
det nu bl.a. fremgår, at en udleveret person ikke kan
anholdes, tiltales eller stilles for retten for et andet strafbart
forhold begået før udleveringen end det eller de
forhold, som den pågældende er udleveret for.
For det andet introduceres der som
led i det overordnede ønske om en hurtigere
udleveringsproces i konventionens artikel 14, stk. 1, litra a, en
ny frist på 90 dage for den anmodede stat til at træffe
afgørelse om, hvorvidt man kan meddele samtykke til, at den
udleverede person drages til ansvar for et andet strafbart forhold
end det eller de forhold, som den pågældende blev
udleveret for. Efter bestemmelsen skal den anmodede stats
afgørelse træffes så hurtigt som muligt og
senest 90 dage efter modtagelsen af anmodningen fra den
begærende stat om samtykke til fravigelse af
specialitetsreglen. Hvor det ikke er muligt for den anmodede stat
at overholde 90-dages-fristen, skal denne stat underrette den
begærende stat og forklare grundene til forsinkelsen og
meddele, hvornår afgørelsen kan forventes at
foreligge.
Den tredje ændring er
foretaget i artikel 14, stk. 1, litra b, som bestemmer, at
specialitetsreglen ikke skal finde anvendelse, når den
pågældende, efter at have haft mulighed for at udrejse
af territoriet hos den stat, hvortil der er sket udlevering, ikke
har gjort dette inden for 30 dage efter sin endelige
løsladelse eller er vendt tilbage til dette territorium
efter at være udrejst af det. I forhold til den hidtidige
bestemmelse i udleveringskonventionen er den eneste ændring,
at fristen for at udrejse af den stat, hvor der er sket udlevering
til, er sænket fra 45 dage til 30 dage.
For det fjerde er der indsat et nyt
stk. 2, litra a, hvor det gøres klart, at den anmodende stat
- på trods af specialitetsreglen i stk. 1 - kan foretage
efterforskning, men ikke foranstaltninger, der begrænser den
udleveredes personlige frihed.
Den fjerde tillægsprotokols
sidste ændring til udleveringskonventionens artikel 14 er et
nyt stk. 3. Bestemmelsen åbner op for at fravige
udgangspunktet om, at den begærende stat ikke må
begrænse den udleveredes personlige frihed for andre
lovovertrædelser begået før udleveringen, end
den, som den pågældende er udleveret for. Der er dog
alene tale om en tilvalgsordning for de stater, som ønsker
en sådan mulighed for at fravige specialitetsreglen.
Efter artikel 14, stk. 3, kan en
stat på tidspunktet for undertegnelse eller ratifikationen
mv. af tillægsprotokollen eller på et senere tidspunkt
således erklære, at en begærende stat, der har
fremsat en tilsvarende erklæring, ved fremsendelsen af en
anmodning om samtykke, jf. stk. 1, litra a, til fravigelse af
specialitetsreglen i stk. 1 kan begrænse den udleveredes
personlige frihed. Efter stk. 3, litra a og b, forudsætter en
sådan fravigelse af specialitetsreglen i stk. 1 dog, at den
begærende stat enten samtidigt med anmodningen om samtykke
efter stk. 1, litra a, eller senere meddeler den dato, hvor denne
stat har til hensigt at bringe en sådan begrænsning i
anvendelse, og at den kompetente myndighed hos den anmodede stat
udtrykkeligt anerkender modtagelsen af denne meddelelse. Der kan
med andre ord ikke foretages nogen begrænsninger i den
udleveredes frihed på grundlag af et nyt strafbart forhold
uden, at den anmodede stat har kendskab hertil, eller før
dennes anerkendelse af modtagelsen.
Den anmodede stat kan til enhver
tid give udtryk for sin modstand mod en sådan
begrænsning. En tilkendegivelse herom fra den anmodede stat
skal efter bestemmelsen medføre en pligt for den
begærende stat til umiddelbart at ophæve
begrænsningen i den udleveredes personlige frihed, herunder
eventuelt ved løsladelse af den udleverede, jf. artikel 14,
stk. 3.
Tillægsprotokollens
affattelse af udleveringskonventionens artikel 14, stk. 4,
viderefører konventionens nugældende artikel 14, stk.
3.
3.3.5.
Den fjerde tillægsprotokols artikel
4 indsætter en ny bestemmelse i
udleveringskonventionens artikel 15, stk. 2, om videreudlevering
til en tredje stat.
Den anmodede stat skal efter den
nye bestemmelse træffe sin afgørelse om samtykke til
den begærende stats videreudlevering til en tredje stat efter
stk. 1, så hurtigt som muligt og senest 90 dage efter
modtagelsen af anmodningen herom og eventuelt de dokumenter, der er
anført i artikel 12, stk. 2. Hvor det ikke er muligt for den
anmodede stat at overholde 90-dages-fristen, skal denne underrette
den begærende stat, anføre grundene til forsinkelsen
og meddele, hvornår afgørelsen kan forventes at
foreligge.
Bestemmelsen indfører
således en 90-dages-frist for den anmodede stats
afgørelse i lighed med tillægsprotokollens artikel 3,
jf. pkt. 3.3.4 ovenfor.
3.3.6.
Tillægsprotokollens artikel 5
indeholder en nyaffattelse af udleveringskonventionens artikel 21
om gennemtransport, som er gennemført i dansk ret ved
udleveringslovens § 21, stk. 1, jf. pkt. 3.1.4 ovenfor.
I bestemmelsens stk. 1
videreføres det gældende princip om, at transport
igennem en af de kontraherende parters territorium skal tillades
efter fremsendelse af en anmodning herom, forudsat at det
pågældende strafbare forhold ikke af den stat, der
anmodes om at tillade gennemtransport, anses for at være et
forhold af politisk eller rent militær karakter efter
udleveringskonventionens artikel 3 og 4.
Som en nyskabelse fastlægges
det i stk. 2, hvilke oplysninger anmodningen om gennemtransport
skal indeholde. Efter bestemmelsen skal anmodningen fra den
begærende stat indeholde oplysning om identiteten på
den person, der skal udleveres, herunder dennes nationalitet, hvor
denne er kendt. Anmodningen skal endvidere indeholde oplysning om
den myndighed, der anmoder om gennemtransport, og om der findes en
anholdelsesbeslutning eller en anden kendelse med samme
retsvirkning eller en eksigibel dom, samt en bekræftelse af,
at personen skal udleveres. Herudover skal anmodningen indeholde
oplysning om karakteren af det strafbare forhold og dets retlige
beskrivelse, herunder straframmen eller den straf, der er
idømt ved den endelige dom. Endelig skal anmodningen
indeholde en beskrivelse af de omstændigheder, hvorunder det
strafbare forhold er begået, herunder tid og sted og i
hvilket omfang den person, der begæres udleveret, har
været involveret.
Den begærende stat skal
således fremlægge færre oplysninger i forbindelse
med gennemtransport end ved udlevering. Formålet med
ændringen er at gøre procedurerne for behandlingen af
sager om gennemtransport enklere. Ændringen i
dokumentationskravet skal endvidere ses i sammenhæng med
tillægsprotokollens artikel 6 om kommunikationskanaler og
-midler, der er beskrevet under pkt. 3.3.7 nedenfor.
Med tillægsprotokollens
bestemmelse er der for kontraherende parter ikke længere
efter udleveringskonventionen en forpligtelse til at foretage
underretning af den stat, hvis territorium overflyves, i
forbindelse med udlevering til en tredje stat. I stedet
fastlægger tillægsprotokollens stk. 3, at den
begærende stat i tilfælde af en landing, der ikke er
planlagt, har pligt til omgående at bekræfte, at der
foreligger en af de afgørelser, som er omtalt i
udleveringskonventionens artikel 12, stk. 2, jf. herved pkt. 3.3.3
ovenfor. I den forklarende rapport til den fjerde
tillægsprotokol nævnes den dokumentation, der
medbringes af de eskorterende betjente, eller oplysninger, som er
indeholdt i Interpol eller Schengen-informationssystemet som
eksempler på information, der bør blive betragtet som
værende tilstrækkelig i denne henseende.
Underretningen skal have samme
virkning som en anmodning om foreløbig anholdelse som
anført i udleveringskonventionens artikel 16, og den
begærende stat skal fremsende en anmodning om gennemtransport
til den stat, på hvis territorium landingen er sket, jf.
artikel 21, stk. 3.
Artikel 21, stk. 4-6, er en
videreførelse af udleveringskonventionens gældende
artikel 21, stk. 2, 5 og 6.
3.3.7. Artikel
6 tilføjer en ny bestemmelse til
udleveringskonventionen, der angiver, hvilke kommunikationskanaler
og -midler der kan anvendes ved fremsendelse af meddelelser mv.
Bestemmelsens formål er at forenkle og fremskynde
udleveringsproceduren mest muligt og finder bl.a. anvendelse
på fremsendelse af alle meddelelser mv. efter konventionens
artikel 12-19 og artikel 21.
Efter artikel 6, stk. 1, kan meddelelser fremsendes ved brug
af elektroniske eller andre midler, der omfatter skriftligt bevis
under forhold, der gør det muligt for parterne at få
bekræftet meddelelsernes ægthed. Det kan f.eks.
være fremsendelse via fax eller e-mail. Bestemmelsen giver
dog også mulighed for, at en stat til enhver tid kan anmode
den pågældende stat om at fremsende originaler eller
bekræftede genparter af dokumenterne.
Anvendelse af Interpol eller
diplomatiske kanaler er heller ikke udelukket, jf. stk. 2.
Artikel 6, stk. 3, giver de kontraherende stater
mulighed for at tage forbehold til anvendelsen af artikel 6, stk.
1, i forhold til visse dokumenter. En kontraherende stat kan
således erklære, at den forbeholder sig ret til at
forlange at få originalen eller en bekræftet kopi af
udleveringsbegæringen og de medfølgende dokumenter
efter konventionens artikel 12 samt den anmodedes stats samtykke
til fravigelse af specialitetsprincippet efter konventionens
artikel 14, stk. 1, litra a. Hvor den anmodede stat har taget et
sådant forbehold, skal den begærende stat fortsat
fremsende originaler eller bekræftede genparter af disse
dokumenter uanset artikel 6, stk. 1.
3.3.8.
Endelig indeholder tillægsprotokollens artikel 7-15 en række afsluttende
bestemmelser om forholdet til udleveringskonventionens bestemmelser
og andre internationale overenskomster, bilæggelse af
tvister, undertegnelse og ikrafttræden samt tiltrædelse
mv.
3.4. Justitsministeriets overvejelser
3.4.1. Forenklet
procedure for udlevering ved samtykke
3.4.1.1. Generelt
Udleveringsloven er i dag opdelt
således, at den indeholder kapitler om betingelser for
udlevering til stater uden for Den Europæiske Union og Norden
og om behandlingen af disse sager (kapitel 2 og 3), kapitler om
betingelser for udlevering til medlemsstater i Den Europæiske
Union og om behandlingen af disse sager (kapitel 2 a og 3 a) samt
kapitler om betingelser for udlevering til de nordiske lande
(Finland, Island, Norge og Sverige) og om behandlingen af disse
sager (kapitel 2 b og 3 b). Herudover indeholder loven et kapitel
med andre bestemmelser (kapitel 4), der gælder for alle sager
om udlevering, medmindre andet følger af de enkelte
bestemmelser.
Som det fremgår af pkt. 3.2
ovenfor, indeholder den tredje tillægsprotokol til
udleveringskonventionen en særskilt regulering af muligheden
for udlevering efter en forenklet procedure. Denne forenklede
procedure vil gælde parallelt med den gældende ordning
for udlevering til stater uden for Den Europæiske Union og
Norden, og den tredje tillægsprotokol skaber ikke behov for
at ændre udleveringslovens regler om den gældende
ordning.
Den tredje tillægsprotokol
nødvendiggør imidlertid, at der i udleveringsloven
indsættes særskilte regler om den forenklede
procedure.
Det foreslås, at dette sker i
form af en henvisning i udleveringsloven til
tillægsprotokollens regler. Det foreslås således,
at der indsættes en ny § 21 c i udleveringsloven, som
bestemmer, at tillægsprotokollens regler, der samtidig
optages som bilag 3 til udleveringsloven, skal anvendes ved siden
af de øvrige regler i lovens kapitel 2, 3 og 4, når
der er tale om udlevering til stater uden for Den Europæiske
Union og Norden, der ligeledes har gennemført den tredje
tillægsprotokol, medmindre andre regler om udlevering mellem
Danmark og det pågældende land er mere vidtgående
end reglerne i tillægsprotokollen. Tillægsprotokollens
bestemmelser får på denne måde samme gyldighed
som den egentlige lovtekst.
Den foreslåede ordning er
efter Justitsministeriets opfattelse hensigtsmæssig for at
bevare den nuværende systematik i udleveringsloven og for
ikke at mindske udleveringslovens overskuelighed.
Det bemærkes i den
forbindelse, at det ud fra tilsvarende overvejelser ved lov nr. 394
af 30. april 2007 blev besluttet at indsætte en lignende
bestemmelse i udleveringslovens § 21 b om udlevering af
lovovertrædere til lande, der har indgået en
associeringsaftale om gennemførelse, anvendelse og udvikling
af Schengenreglerne med Den Europæiske Union og Det
Europæiske Fællesskab. Denne bestemmelse henviser til
reglerne i Konvention af 10. marts 1995 udarbejdet på
grundlag af artikel K. 3 i traktaten om Den Europæiske Union
om forenklet udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den
Europæiske Union og artikel 1, 2, 6, 8, 9 og 13 i Konvention
af 27. september 1996 udarbejdet på grundlag af artikel K. 3
i traktaten om Den Europæiske Union om udlevering mellem Den
Europæiske Unions medlemsstater. Ved gennemførelsen af
§ 21 b valgte man således, i stedet for at omskrive
konventionsteksterne og lade bestemmelserne indgå i
udleveringsloven, at lave en generel henvisning i lovteksten til de
pågældende konventioners regler, der samtidig blev
medtaget som bilag til loven. Konventionsteksterne fik på
denne måde samme gyldighed som den egentlige lovtekst.
Der henvises til lovforslagets
§ 3, nr. 12 og 13, og bemærkningerne hertil.
3.4.1.2. Oplysninger, der skal forelægges den anmodede
stat
Artikel 17, stk. 2, i den tredje
tillægsprotokol giver den kontraherende stater mulighed for
at tage forbehold til anvendelsen af tillægsprotokollens
artikel 2, stk. 1. Tillægsprotokollens artikel 2, stk. 1,
angiver, hvilke oplysninger der som udgangspunkt skal anses for
tilstrækkelige til, at den anmodede stat og den person, der
begæres udleveret, kan tage stilling til
spørgsmålet om anvendelse af den forenklede
udleveringsprocedure. Bestemmelsen foreskriver også, at der
under den forenklede udleveringsprocedure ikke skal fremsendes en
formel udleveringsbegæring efter artikel 12 i
udleveringskonventionen, når den, der begæres
udleveret, er tilbageholdt af den anmodede stat på baggrund
af en anmodning fra den begærende stat om foreløbig
anholdelse og fængsling efter udleveringskonventionens
artikel 16.
Justitsministeriet har overvejet,
om Danmark bør udnytte muligheden efter artikel 17, stk. 2,
for at tage forbehold for anvendelsen af artikel 2, stk. 1.
Formålet med den tredje
tillægsprotokols artikel 2, stk. 1, er at sikre, at en
person, der begæres udleveret, og som samtykker i
udleveringen, ikke skal tilbageholdes i en længere periode,
mens en formel udleveringsbegæring udfærdiges,
fremsendes, oversættes og behandles.
Efter Justitsministeriets
opfattelse vil det derfor gå imod tillægsprotokollens
hovedformål om en forenklet og hurtigere
udleveringsprocedure, hvis der stilles krav om fremsendelse af en
formel udleveringsbegæring efter artikel 12 i
udleveringskonventionen i forbindelse med behandlingen af
udleveringsbegæringer efter tillægsprotokollens
forenklede procedure.
Det bemærkes i den
forbindelse, at de oplysninger, som skal forelægges den
anmodede stat efter tillægsprotokollens artikel 2, stk. 1,
som udgangspunkt vil være tilstrækkelige til, at
Justitsministeriet vil kunne træffe beslutning om, hvorvidt
der skal ske udlevering eller ej, og at tillægsprotokollens
artikel 2, stk. 2, giver den anmodede stat mulighed for at anmode
om supplerende oplysninger, hvis de oplysninger, der er nævnt
i artikel 2, stk. 1, ikke er tilstrækkelige til at den
anmodede stat kan træffe afgørelse.
Justitsministeriet finder på
den baggrund, at Danmark ikke bør udnytte muligheden i den
tredje tillægsprotokols artikel 17, stk. 2, for at tage
forbehold for anvendelsen af tillægsprotokollens artikel 2,
stk. 1.
3.4.1.3. Samtykke
til udlevering
Som beskrevet ovenfor under pkt.
3.2.5 følger det af den tredje tillægsprotokols
artikel 4, stk. 4, at et samtykke til udlevering fra den, der
begæres udleveret ikke kan tilbagekaldes.
Artikel 4, stk. 5, åbner
imidlertid mulighed for, at en kontraherende stat kan tage
forbehold, så samtykke kan tilbagekaldes. Den
pågældendes samtykke til udlevering kan efter
bestemmelsen i givet fald tilbagekaldes, indtil den anmodede stat
træffer sin endelige afgørelse om udlevering efter den
forenklede procedure.
Justitsministeriet har på den
baggrund overvejet, om Danmark skal udnytte muligheden for at tage
et sådant forbehold.
Efter dansk ret kan samtykke til
udlevering tilbagekaldes, indtil udleveringen (dvs. den fysiske
overgivelse) har fundet sted.
I de tilfælde, hvor personen
udleveres umiddelbart efter at have meddelt samtykke til
udlevering, vil spørgsmål om uigenkaldelighed normalt
ikke opstå i praksis.
Skal den pågældende
imidlertid inden overførelsen f.eks. afsone en længere
frihedsstraf i Danmark for en anden forbrydelse end den,
vedkommende er begæret udleveret for, kan grundlaget for et
samtykke til udlevering være ændret på det
tidspunkt, hvor udleveringen skal iværksættes. At
fastholde den pågældende på et samtykke under
sådanne omstændigheder kan give anledning til
betænkeligheder. Det vil f.eks. kunne være
tilfældet, hvor forudsætningerne bag et flere år
gammelt samtykke til udlevering har ændret sig
væsentligt som følge af vedkommendes ændrede
sociale eller helbredsmæssige forhold mv.
Justitsministeriet finder på
denne baggrund, at Danmark i forbindelse med ratifikationen af den
tredje tillægsprotokol bør afgive erklæring om,
at samtykke til udlevering kan tilbagekaldes som anført i
tillægsprotokollens artikel 4, stk. 5.
Efter den tredje
tillægsprotokols artikel 4, stk. 3, skal et samtykke til
udlevering og et eventuelt afkald på anvendelse af
specialitetsreglen fra den, der ønskes udleveret,
protokolleres i henhold til den anmodede parts lovgivning.
Bestemmelsen svarer delvist til udleveringslovens § 18 c og 18
j om samtykke til udlevering på grundlag af enten en
europæisk eller nordisk arrestordre. En tilsvarende
bestemmelse findes også i artikel 7, stk. 3, i Konvention af
10. marts 1995 udarbejdet på grundlag af artikel K. 3 i
traktaten om Den Europæiske Union om forenklet
udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske
Union, som efter udleveringslovens § 21 b finder anvendelse
på udlevering til lande, der har indgået en
associeringsaftale om gennemførelse, anvendelse og udvikling
af Schengenreglerne med Den Europæiske Union og Det
Europæiske Fællesskab.
Herudover fremgår det af
tillægsprotokollens artikel 4, stk. 5, 5. pkt., at enhver
tilbagekaldelse af et samtykke til udlevering eller afkald på
anvendelse af specialitetsreglen skal protokolleres i henhold til
den anmodede stats lovgivning.
På den baggrund er det
Justitsministeriet opfattelse, at den pågældendes
samtykke til udlevering og eventuel tilbagekaldelse heraf skal
protokolleres i overensstemmelse med retsplejelovens regler herom.
Det betyder, at et sådant samtykke og/eller tilbagekaldelse
skal meddeles af den pågældende i et retsmøde,
hvor retten vejleder den pågældende om følgerne
af et samtykke. Dette svarer til ordningen efter udleveringslovens
§§ 18 c, 18 j og 21 b.
Efter tillægsprotokollens
artikel 1 skal den anmodede stat tiltræde den
pågældendes samtykke til udlevering. Bestemmelsen
indebærer, at sagen skal forelægges Justitsministeriet
med henblik på ministeriets beslutning om udlevering efter
den forenklede procedure, og at udlevering kan nægtes, uanset
at den pågældende har givet samtykke, hvis det findes
betænkeligt at gennemføre udlevering på det
foreliggende grundlag. Det vil f.eks. kunne forekomme, hvis der er
tvivl om, hvorvidt strafansvaret kan være forældet,
eller om udleveringen vil være uforenelig med
humanitære hensyn. Det bemærkes herved, at der efter
den ovennævnte ordning alene påhviler retten en
vejledningspligt. Retten skal således ikke træffe
afgørelse om udlevering. Nægter Justitsministeriet
udlevering i medfør af den tredje tillægsprotokols
forenklede procedure, skal den begærende stat underrettes
herom efter tillægsprotokollens art. 6, stk. 2, med henblik
på at få mulighed for at indgive en formel
udleveringsbegæring.
3.4.1.4. Specialitetsreglen
Som nærmere beskrevet ovenfor
under pkt. 3.2.6 kan en kontraherende stat efter den tredje
tillægsprotokols artikel 5 erklære, at
specialitetsreglen i udleveringskonventionens artikel 14 ikke
finder anvendelse i forbindelse med den forenklede
udleveringsprocedure, hvis den pågældende enten giver
samtykke til udleveringen, eller hvis den pågældende
giver samtykke til udlevering og udtrykkeligt giver afkald på
sin ret til anvendelse af specialitetsreglen.
Udleveringskonventionens artikel 14
er gennemført ved udleveringslovens § 10, nr. 1, der er
beskrevet ovenfor under pkt. 3.1.2. Efter den gældende
ordning kan den udleverede ikke selv give afkald på
anvendelse af specialitetsreglen ved udlevering til stater uden for
Den Europæiske Union og Norden.
Hvis Danmark afgiver
erklæring efter tillægsprotokollens artikel 5 vil det
indebære, at den berørte person kan udvide sit
samtykke til ikke kun at angå de forhold, der sker udlevering
for. Hvis den berørte person herefter giver afkald på
anvendelse af specialitetsreglen i forhold til den begærende
stat, kræves Justitsministeriets tilladelse efter
udleveringslovens § 10, nr. 1, litra a, ikke i forhold til
strafforfølgning eller straffuldbyrdelse for yderligere
forhold i den begærende stat.
Justitsministeriet finder, at man
af hensyn til den udleveredes retssikkerhed ikke bør
tilslutte sig en ordning, hvorefter specialitetsreglen kan fraviges
i forhold til den begærende stat, hvis den berørte
person giver samtykke til udleveringen, eller hvis den
pågældende samtidig med samtykket til udlevering
udtrykkeligt giver afkald på anvendelse af
specialitetsreglen.
Regeringen agter derfor ikke at
udnytte adgangen til at afgive en erklæring fra dansk side om
fravigelse af specialitetsreglen i medfør af den tredje
tillægsprotokols artikel 5.
3.4.2. Modernisering af visse regler i
udleveringsloven
3.4.2.1. Forældelse
Efter artikel 1 i den fjerde
tillægsprotokol affattes udleveringskonventionens 10, stk. 2,
således, at udlevering ikke skal kunne afslås under
henvisning til, at det strafbare forhold er forældet efter
den anmodede stats lovgivning.
Efter artikel 10, stk. 3, kan de
kontraherende stater dog i forbindelse med undertegnelse eller
ratifikationen mv. af tillægsprotokollen tage forbehold til
bestemmelsen i stk. 2, hvis en begæring om udlevering
vedrører et strafbart forhold, som efter den
pågældende stats lovgivning er underlagt dens egen
kompetence, jf. litra a, eller hvis den pågæl?dende
stats nationale lovgivning foreskriver, at udlevering ikke kan ske,
hvis strafansvaret eller adgangen til at fuldbyrde straf for den
pågældende handling ville være forældet
efter den pågældende stats regler, jf. litra b.
Justitsministeriet har på den
baggrund overvejet, om Danmark skal udnytte muligheden for at tage
et sådant forbehold.
Efter udleveringslovens § 9
kan udlevering ikke ske, hvis strafansvaret eller adgangen til at
fuldbyrde straf for den pågældende handling ville
være forældet efter dansk ret. Bestemmelsen, der er i
overensstemmelse med den hidtidige artikel 10 i
udleveringskonventionen, er altså en obligatorisk
afslagsgrund. Udleveringslovens § 9 finder både
anvendelse i forhold til udlevering af danske statsborgere og
udlændinge fra Danmark til en fremmed stat uden for Den
Europæiske Union og Norden. Bestemmelsen forpligter
Justitsministeriet til i forbindelse med en afgørelse om
udlevering at sikre, at strafansvaret eller adgangen til at
fuldbyrde straf for den pågældende handling ikke er
forældet efter straffelovens §§ 93-97 c.
Efter Justitsministeriets
opfattelse udgør udleveringslovens § 9 en vigtig
retssikkerhedsmæssig beskyttelse i forhold til en person, som
begæres udleveret til en fremmed stat. Udleveringslovens
§ 9 er således med til at sikre, at Danmark ikke er
forpligtet til at udlevere en person i tilfælde, hvor det
efter en dansk opfattelse ville forekomme stødende at
pålægge et strafansvar eller pålægge en
person at afsone en fængselsstraf.
Det er på den baggrund
Justitsministeriets opfattelse, at Danmark i forbindelse med
tiltrædelsen af den fjerde tillægsprotokol i
medfør af artikel 10, stk. 3, litra b, bør afgive en
erklæring i forhold til anvendelsen af artikel 10, stk. 2,
som affattet ved den fjerde tillægsprotokols artikel 1. Det
betyder, at udlevering ikke kan ske, hvis strafansvaret eller
adgangen til at fuldbyrde straf for den pågældende
handling ville være forældet efter dansk ret.
Hvis der fra dansk side alene
afgives erklæring efter artikel 10, stk. 3, litra b, vil
Danmark ikke senere kunne ændre dette forbehold til det
mindre vidtrækkende forbehold efter bestemmelsens litra a,
hvorefter udlevering alene kan afslås pga. forældelse,
hvis det strafbare forhold er underlagt dansk straffemyndighed. En
eventuel senere ophævelse af udleveringslovens § 9 vil i
denne situation betyde, at Danmark ikke kan nægte at udlevere
en person i tilfælde, hvor det strafbare forhold er omfattet
af dansk straffemyndighed, jf. straffelovens §§ 6-12, og
hvor forholdet ville være forældet efter straffelovens
§§ 93-97 c. En sådan retsstilling vil efter
Justitsministeriets opfattelse ikke være
hensigtsmæssig.
For at stille Danmark frit i
forhold til eventuelle fremtidige ændringer af
udleveringslovens § 9 agter regeringen derfor at afgive
erklæring om, at man fra dansk side i medfør af
udleveringskonventionens artikel 10, stk. 3, som affattet ved den
fjerde tillægsprotokols artikel 1, forbeholder sig ret til
ikke at lade bestemmelsens stk. 2 finde anvendelse, hvis en
begæring om udlevering vedrører et strafbart forhold,
som efter dansk ret er underlagt dansk jurisdiktion, eller hvis
dansk ret foreskriver, at udlevering ikke kan ske, fordi
strafansvaret eller adgangen til at fuldbyrde straf for den
pågældende handling ville være forældet
efter dansk ret.
Udleveringskonventionens artikel
10, stk. 4, som affattet ved den fjerde tillægsprotokols
artikel 1, forpligter en stat, der har taget forbehold i
medfør af stk. 3, til at tage hensyn til handlinger eller
begivenheder, der har fundet sted i den begærende stat, ved
vurderingen af, om retsforfølgning eller straffuldbyrdelsen
er forældet i henhold til dens lovgivning, hvis handlinger
eller begivenheder af samme karakter afbryder eller suspenderer
forældelsen i den pågældende stat.
Efter straffelovens § 94, stk.
5, afbrydes forældelsesfristen for strafbare handlinger,
når den pågældende gøres bekendt med
sigtelsen, eller når anklagemyndigheden anmoder om
rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for
overtrædelsen. I forhold til fuldbyrdelse af straf afbrydes
forældelsesfristen, når fuldbyrdelsen påbegyndes,
jf. straffelovens § 97, stk. 5.
Den nyaffattede artikel 10, stk. 4,
forpligter altså Danmark til - i forbindelse med vurderingen
efter udleveringslovens § 9 af om forældelsesfristen for
en strafbar handling er afbrudt efter dansk ret - at lægge
vægt på, om den pågældende er gjort bekendt
med sigtelsen i den begærende stat, eller om
anklagemyndigheden i den begærende stat har anmodet om
rettergangsskridt, hvorved den pågældende er blevet
sigtet for overtrædelsen.
Det fremgår ikke udtrykkeligt
af udleveringslovens § 9, at der ved vurderingen af, om der er
indtrådt forældelse efter dansk ret, skal lægges
vægt på fristafbrydende skridt, som er foretaget i
udlandet.
Det følger imidlertid af
Justitsministeriets praksis i udleveringssager, at der ved
vurderingen af, om der er indtrådt forældelse efter
dansk ret, lægges vægt på fristafbrydende skridt,
som er foretaget i udlandet. Der kan i den forbindelse henvises til
Østre Landsrets kendelse af 30. juni 2011, gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen 2011, side 2904ff.
Det er på den baggrund
Justitsministeriets vurdering, at den fjerde tillægsprotokols
artikel 1 ikke nødvendiggør en ændring af
udleveringslovens § 9.
3.4.2.2. Begæringen og de medfølgende
dokumenter
Den fjerde tillægsprotokols
artikel 2 indeholder en række ændringer af
udleveringskonventionens artikel 12, der vedrører
spørgsmålet om fremsendelse af
udleveringsbegærin?ger og om, hvilke dokumenter der skal
vedlægges.
Der er, som det er nærmere
beskrevet ovenfor under pkt. 3.3.3, tale om følgende
ændringer i forhold den gældende bestemmelse:
- Det skal ikke
længere være muligt at fremsende
udleveringsbegæringer via diplomatiske kanaler, jf. artikel
12, stk. 1.
- Det er ikke
længere et krav, at der fremsendes en original eller en
behørigt bekræftet genpart af den relevante dom eller
arrestordre mv., jf. artikel 12, stk. 2, litra a.
- Det
præciseres, at henvisningen til relevante lovbestemmelser i
den redegørelse, som den begærende stat skal
fremsende, skal omfatte bestemmelser om forældelse, jf.
artikel 12, stk. 2, litra b.
- Det
præciseres, at den begærende stat også skal
fremsende oplysninger, der kan medvirke til at fastslå den
pågældendes opholdssted, jf. artikel 12, stk. 2, litra
c.
For så vidt angår den
førstnævnte ændring bemærkes, at
muligheden for at fremsende udleveringsbegæringer direkte til
den anmodede stats justitsministerium blev indsat ved artikel 5 i
den anden tillægsprotokol af 17. marts 1978 til
udleveringskonventionen. Danmark ratificerede den anden
tillægsprotokol ved kongelig resolution af 8. februar 1983
uden ændring af udleveringsloven.
I forhold til den ændring,
der indebærer, at det ikke længere er et krav, at der
fremsendes en original eller en behørigt bekræftet
genpart af den relevante dom eller arrestordre mv., jf. ovenfor,
bemærkes, at udleveringslovens § 11 ikke
fastsætter et krav om, at der skal fremsendes en original
eller en behørigt bekræftet genpart af den beslutning
om anholdelse eller fængsling eller af den dom, der danner
grundlag for anmodningen. De ovennævnte præciseringer
indeholder således ikke selvstændige forpligtelser, der
kræver ny eller ændret lovgivning.
Herudover fremgår det
allerede i dag af udleveringslovens § 11, at den
begærende stat skal fremsende oplysninger om de anvendelige
straffebestemmelser, hvilket også omfatter relevante
bestemmelser om forældelse.
Endelig bemærkes, at det i
forbindelse med vedtagelsen af udleveringsloven, jf. lov nr. 249 af
9. juni 1967, ikke blev fundet nødvendigt at indsætte
en udtrykkelig bestemmelse i lovens § 11 om, at
udleveringsbegæringen bør indeholde oplysning om den
pågældendes nationalitet og opholdssted her i landet
samt sådanne oplysninger, som i øvrigt er
nødvendige til at kunne fastslå den
pågældendes identitet, jf. Folketingstidende 1966-1967,
1. samling, Tillæg A, sp. 2551.
Det er på den baggrund
Justitsministeriets vurdering, at den fjerde tillægsprotokols
artikel 2 ikke nødvendiggør ændringer i
udleveringsloven.
3.4.2.3. Specialitetsreglen
Som beskrevet under pkt. 3.3.4
ovenfor foretages der med den fjerde tillægsprotokols artikel
3 en række ændringer af specialitetsreglen i
udleveringskonventionens artikel 14, som er gennemført i
dansk ret ved udleveringslovens § 10, nr. 1.
De præciseringer i
udleveringskonventionens artikel 14, stk. 1, og stk. 2, litra a,
som gør det klart, at den anmodende part på trods af
specialitetsreglen i stk. 1 kan foretage efterforskning, men ikke
foranstaltninger, der begrænser den udleveredes personlige
frihed, er foretaget, idet formuleringen i den nugældende
artikel 14, stk. 1, i visse lande har givet anledning til
fortolkningsmæssige problemer. Disse fortolkningsproblemer
har i visse tilfælde gjort det umuligt at foretage
efterforskning i forhold til overtrædelser, som er
begået forud for en persons udlevering, men som bliver
opdaget efter den pågældendes udlevering.
Udleveringslovens § 10, nr. 1, har ikke givet anledning til
sådanne fortolkningsmæssige problemer. Efter
Justitsministeriets opfattelse medfører
præciseringerne af konventionens tekst derfor ikke behov for
ændring af udleveringslovens § 10, nr. 1.
I forhold til forpligtelsen efter
udleveringskonventionens artikel 14, stk. 1, litra a, til i videst
muligt omfang at besvare en anmodning om samtykke til fravigelse af
specialitetsreglen inden 90 dage bemærkes, at der alene er
tale om en mellemstatslig forpligtelse for Danmark til at
træffe afgørelse senest 90 dage efter modtagelsen af
anmodningen fra den begærende stat om samtykke til fravigelse
af specialitetsreglen, medmindre dette viser sig at være
umuligt. Justitsministeriet finder på denne baggrund, at der
ikke er behov for at introducere en regel herom i
udleveringsloven.
Ændringen af udrejsefristen i
udleveringskonventionens artikel 14, stk. 1, litra b, fra 45 dage
til 30 dage gør det nødvendigt at ændre den
tilsvarende udrejsefrist i udleveringslovens § 10, nr. 1,
litra b, til 30 dage. Beslutningen om at forkorte
udleveringskonventionens udrejsefrist fra 45 dage til 30 dage
skyldes, at der blandt medlemsstaterne i Europarådet var
enighed om, at der godt 50 år efter vedtagelsen af
konventionen ikke længere fandtes en objektiv begrundelse for
at fastholde 45-dages fristen, da det er blevet lettere at rejse og
forlade de kontraherende stater, hvis den udleverede person
ønsker det.
Som nævnt under pkt. 3.1.2
ovenfor finder bestemmelsen i § 10 tilsvarende anvendelse ved
udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union, jf.
udleveringslovens § 10 j. Det foreslås, at der
også i forhold til medlemsstater i Den Europæiske Union
fastsættes en udrejsefrist på 30 dage, og at
henvisningen til § 10 i § 10 j således opretholdes
uændret.
Under hensyntagen til det
nære samarbejde mellem de nordiske lande om udlevering af
lovovertrædere - og da de hensyn, som har begrundet en
udrejsefrist på 30 dage i udleveringskonventionen, i
betydelig grad også gør sig gældende i forhold
de nordiske lande - finder Justitsministeriet endvidere, at de
gældende udrejsefrister på 45 dage i udleveringslovens
§ 10 o, stk. 2, nr. 1, og stk. 4, nr. 2, ligeledes bør
nedsættes til 30 dage.
Der henvises til lovforslagets
§ 3, nr. 4 og 9, samt bemærkningerne hertil.
Justitsministeriet har endvidere
overvejet, om Danmark i forbindelse med ratifikationen af den
fjerde tillægsprotokol bør erklære, at en
begærende stat, der har afgivet en tilsvarende
erklæring, ved fremsendelsen af en anmodning om samtykke til
fravigelse af specialitetsreglen kan begrænse den udleveredes
personlige frihed, jf. artikel 14, stk. 3. Der er alene tale om en
tilvalgsordning for de stater, som ønsker en sådan
mulighed for at fravige specialitetsreglen, indtil den anmodede
stat har truffet en endelig afgørelse om fravigelse af
specialitetsprincippet, jf. udleveringskonventionens artikel 14,
stk. 1, litra a.
Efter Justitsministeriets
opfattelse bør der ikke introduceres en ordning i dansk ret,
som giver den begærende stat mulighed for at
frihedsberøve den pågældende for andre
lovovertrædelser end den, som justitsministeren har truffet
beslutning om at udlevere den pågældende for,
før justitsministeren i det enkelte tilfælde har givet
tilladelse efter udleveringslovens § 20 til, at den
pågældende kan underkastes strafforfølgning
eller straffuldbyrdelse eller udleveres videre til tredjeland for
en anden strafbar handling begået før udleveringen end
den, han er udleveret for. Det bemærkes i den forbindelse, at
der ikke er indført en lignende mulighed for medlemsstater i
Den Europæiske Union til at begrænse den udleveredes
personlige frihed forud for den anmodede medlemsstats samtykke til
fravigelse af specialitetsprincippet.
Justitsministeriet finder derfor
ikke, at Danmark bør afgive en erklæring efter
udleveringskonventionens artikel 14, stk. 3, i forbindelse med
Danmarks ratifikation af den fjerde tillægsprotokol.
3.4.2.4. Forbud mod
dobbelt strafforfølgning
3.4.2.4.1. Som nærmere beskrevet under
pkt. 3.1.4 ovenfor er princippet om forbud mod dobbelt
strafforfølgning (»ne bis in idem«)
gennemført ved udleveringslovens § 8, § 10 d, stk.
1, og § 10 m, stk. 1.
Udlevering til en anden medlemsstat
i Den Europæiske Union kan således ikke finde sted,
når den, der søges udleveret, her i landet eller i en
anden medlemsstat i Den Europæiske Union end den medlemsstat,
der har anmodet om udlevering, er dømt eller frifundet for
den samme strafbare handling, jf. udleveringslovens § 10 d,
stk. 1, 1. pkt. Tilsvarende gælder efter bestemmelsens 2.
pkt., hvis den, der søges udleveret, her i landet er
benådet for handlingen. Udlevering kan efter bestemmelsens 3.
pkt. endvidere afslås, hvis den, der søges udleveret,
er dømt eller frifundet for handlingen i en stat uden for
Den Europæiske Union. Udlevering kan dog kun afslås
efter bestemmelserne i 1. og 3. pkt., hvis dommen er blevet
fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan
fuldbyrdes efter lovgivningen i denne stat, jf. bestemmelsens 4.
pkt.
Bestemmelsen i udleveringslovens
§ 10 d, stk. 1, blev indsat ved lov nr. 433 af 10. juni 2003
om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og
lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island,
Norge og Sverige (Gennemførelse af EU-rammeafgørelse
om den europæiske arrestordre mv.).
Bestemmelsen har bl.a. til
formål at gennemføre artikel 3, nr. 2, i Rådets
rammeafgørelse af 13. juni 2002 om den europæiske
arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem
medlemsstaterne (2002/584/RIA).
Rammeafgørelsens artikel 3,
nr. 2, bestemmer, at den judicielle myndighed i den fuldbyrdende
medlemsstat skal afslå at fuldbyrde en europæisk
arrestordre, hvis det af de oplysninger, den fuldbyrdende
judicielle myndighed er i besiddelse af, fremgår, at den
eftersøgte person er blevet endeligt dømt for de
samme handlinger af en anden medlemsstat, på betingelse af at
sanktionen i tilfælde af domfældelse er fuldbyrdet, er
ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes
efter domslandets lovgivning.
Ved kendelse af 17. december 2012
ophævede Højesteret i medfør af
udleveringslovens § 10 d, stk. 1, delvist Justitsministeriets
afgørelse af 22. december 2010 om udlevering af en person
til strafforfølgning i Grækenland. Højesteret
begrundede den delvise ophævelse med, at den
pågældende tidligere var dømt i Grækenland
for en af de strafbare handlinger, som Grækenland ved
europæisk arrestordre havde anmodet den
pågældende udleveret til strafforfølgning
for.
Højesteret udtalte i den
forbindelse, at udleveringslovens § 10 d, stk. 1, trods sin
ordlyd må fortolkes i overensstemmelse med bl.a.
rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2, således at
princippet om »ne bis in idem« også er til hinder
for udlevering af en person til strafforfølgning, hvis den
tidligere dom er afsagt i den medlemsstat, der anmoder om
udlevering.
Efter Justitsministeriets
opfattelse medfører Højesterets kendelse af 17.
december 2012 behov for en præcisering af ordlyden i 1. og 4.
pkt. i udleveringslovens § 10 d, stk. 1, så det klart
fremgår, at princippet om »ne bis in idem«
også finder anvendelse, hvor den tidligere dom er afsagt i
den medlemsstat, der anmoder om udlevering.
Der henvises til lovforslagets
§ 3, nr. 5 og 6, samt bemærkningerne hertil.
3.4.2.4.2. I lyset af det, som er
anført ovenfor, er det Justitsministeriets opfattelse, at
der bør foretages tilsvarende ændringer af
udleveringslovens §§ 8 og 10 m, stk. 1, der
vedrører udlevering til henholdsvis stater uden for Den
Europæiske Union og Norden og til de nordiske lande.
Det foreslås på den
baggrund for det første, at udleveringslovens § 8, der
vedrører »ne bis in idem« i forhold til stater
uden for Den Europæiske Union og Norden, nyaffattes i
overensstemmelse med udleveringslovens § 10 d, stk. 1, og
§ 10 m, stk. 1 (om »ne bis in idem« i forhold til
henholdsvis medlemsstater i Den Europæiske Union og de
nordiske lande) med de ændringer, som følger af
lovforslagets § 3, nr. 5-8.
Det bemærkes i den
forbindelse, at ordlyden af den gældende bestemmelse i
udleveringslovens § 8 ikke tager stilling til betydningen af
domme afsagt i andre stater. Danmark har imidlertid folkeretligt
taget forbehold over for udleveringskonventionens artikel 9
således, at Danmark vil kunne afslå udlevering, hvis
den pågældende ved endelig dom i en tredje stat er
frifundet eller domfældt for handlingen eller hvis de
kompetente myndigheder i en tredje stat har besluttet at undlade
eller afslutte strafforfølgning med hensyn til samme
lovovertrædelse. Den foreslåede nyaffattelse af
udleveringslovens § 8 må på dette punkt antages at
være i overensstemmelse med Danmarks forpligtelser efter
udleveringskonventionen.
For det andet foreslås det,
at udleveringslovens § 10 m, stk. 1, 1. og 4. pkt., affattes i
overensstemmelse med de foreslåede ændringer af §
10 d, stk. 1, så det også i sager om udlevering til de
nordiske lande klart fremgår, at princippet om »ne bis
in idem« også finder anvendelse, hvor den tidligere dom
er afsagt i det nordiske land, der anmoder om udlevering.
Der henvises til lovforslagets
§ 3, nr. 2, 7 og 8, samt bemærkningerne hertil.
3.4.2.5. Videreudlevering til en tredje stat
Forpligtelsen efter
udleveringskonventionens artikel 15, stk. 2, som affattet ved den
fjerde tillægsprotokols artikel 4, til i videst muligt omfang
at træffe afgørelse om, hvorvidt der kan meddeles
samtykke til videreudlevering til en tredje stat inden 90 dage, har
karakter af en mellemstatslig forpligtelse. Det er på den
baggrund Justitsministeriets opfattelse, at den fjerde
tillægsprotokols artikel 4 ikke er af en sådan
karakter, at den nødvendiggør lovændringer.
3.4.2.6. Gennemtransport
3.4.2.6.1. Den fjerde tillægsprotokols
artikel 5 indeholder som beskrevet ovenfor under pkt. 3.3.6 en
nyaffattelse af udleveringskonventionens artikel 21 om
gennemtransport, som er gennemført i dansk ret ved
udleveringslovens § 21, stk. 1, jf. pkt. 3.1.4 ovenfor.
Den nye bestemmelse i artikel 21,
stk. 2, der angiver hvilke oplysninger, som anmodningen om
gennemtransport skal indeholde, indeholder ikke selvstændige
forpligtelser, der kræver lovændringer. Der henvises i
den forbindelse til Justitsministeriets overvejelser i pkt. 3.4.2.2
ovenfor.
I forhold til den fjerde
tillægsprotokols bestemmelse om, at der ikke (efter dette
regelsæt) skal ske underretning af den stat, hvis territorium
overflyves i forbindelse med udlevering til en tredje stat,
bemærkes, at udleveringslovens § 21 om tilladelse til
gennemtransport ikke finder anvendelse ved overflyvninger, hvor der
ikke er planlagt mellemlandinger i Danmark.
Det er på den baggrund
Justitsministeriets opfattelse, at den fjerde
tillægsprotokols artikel 5 ikke indeholder selvstændige
forpligtelser, der kræver lovændringer.
3.4.2.6.2. Gennemtransport efter
udleveringslovens § 21 sker som oftest i forbindelse med en
mellemlanding i en dansk lufthavn i forbindelse med lufttransport
fra det land, der er anmodet om udlevering, til det land, hvortil
udlevering sker.
Myndighedsudøvelsen i den
forbindelse på dansk territorium sker under ledelse og ansvar
af danske (politi)myndighe?der, og dansk politi vil derfor forud
for gennemtransporten være underrettet om tid og sted herfor
og om tilstedeværelsen af de eskorterende udenlandske
myndighedspersoner.
Gennemtransporten vil som det helt
klare udgangspunkt foregå uproblematisk, men det kan ikke
udelukkes, at der i særlige tilfælde vil kunne
opstå situationer, hvor en videregående
myndighedsudøvelse vil være påkrævet for
at sikre gennemtransporten. Det kan f.eks. være
tilfældet, hvis den person, der føres gennem dansk
territorium, forsøger at flygte, mens den
pågældende endnu befinder sig i Danmark, og en
øjeblikkelig, helt kortvarig (fysisk) magtanvendelse ikke er
tilstrækkelig til at hindre den pågældende i at
undvige. Som et andet eksempel kan nævnes den situation, at
gennemrejsen forsinkes, fordi der opstår mekaniske problemer
med flyet, og hvor der således opstår behov for at
sikre den pågældendes tilstedeværelse i
længere tid end oprindeligt forudsat i forbindelse med
anmodningen om tilladelse til gennemrejse, mens problemerne
søges afhjulpet.
Som bl.a. anført ovenfor
under afsnit 3.1.3 fremgår det af udleveringslovens §
13, at de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 69 om
anholdelse, kapitel 70 om varetægtsfængsling, kapitel
72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning og kapitel 74 om
beslaglæggelse og edition samt kapitel 75 a om andre
efterforskningsskridt, i udleveringssager kan anvendes i samme
omfang som i sager vedrørende lovovertrædelser af
tilsvarende art, der forfølges her i landet.
Udleveringsloven indeholder derimod ingen udtrykkelig hjemmel til
at anvende de nævnte indgreb over for personer, som
føres gennem riget i forbindelse med udlevering fra en
fremmed stat til en anden.
En sådan hjemmel må
imidlertid anses for forudsat i dansk ret. Justitsministeriet kan i
den forbindelse bl.a. henvise til forarbejderne til den
nugældende udleveringslovs § 19, hvorefter
fængsling i de i denne bestemmelse omhandlede tilfælde
hidtil var sket med hjemmel i en analogi af retsplejelovens
fængslingsregler (Folketingstidende 1966-67, Tillæg A,
sp. 2553). Justitsministeriet kan endvidere pege på, at det
som led i det generelle retshjælpsregime almindeligvis
antages, at retsplejelovens regler om bl.a. foretagelse af
tvangsindgreb mv. kan anvendes analogt i forhold til anmodninger
fra udenlandske myndigheder i samme omfang, som reglerne ville
kunne finde anvendelse i en tilsvarende dansk straffesag. Der kan
således uden udtrykkelig hjemmel ske f.eks. anholdelse,
ransagning og beslaglæggelse i forbindelse med en udenlandsk
anmodning om retshjælp, og det bemærkes i den
sammenhæng, at udlevering og transit må antages at
være omfattet af retshjælpsbegrebet i bred
forstand.
Justitsministeriet finder dog, at
der i udleveringsloven bør indsættes en udtrykkelig
hjemmel til, at de fornødne straffeprocessuelle tvangsmidler
(også) kan bringes i anvendelse i forbindelse med transport
gennem Danmark af personer, der udleveres fra en fremmed stat til
en anden.
Det foreslås på den
baggrund, at der i udleveringslovens § 21 indsættes et
nyt stk. 4, der indebærer, at det udtrykkeligt
fastslås, at retsplejelovens relevante tvangsindgreb
også vil kunne anvendes i forhold til personer, som i
forbindelse med udlevering fra en fremmed stat til en anden
føres gennem dansk territorium, jf. udleveringslovens §
21.
Det følger af henvisningen
til udleveringslovens § 13, at de retsmidler, der vil kunne
komme på tale, er dem, der er omtalt i retsplejelovens
kapitel 69 om anholdelse, kapitel 70 om
varetægtsfængsling, kapitel 72 om legemsindgreb,
kapitel 73 om ransagning og kapitel 74 om beslaglæggelse og
edition samt kapitel 75 a om andre efterforskningsskridt. Det vil i
praksis navnlig være bestemmelserne om anholdelse og
varetægtsfængsling, som vil være relevante.
Der tilsigtes ikke med forslaget en
begrænsning i forhold til situationer, der ikke er omfattet
af § 21, af den hjemmel, der som nævnt er forudsat i
dansk ret med hensyn til anvendelse af de omhandlede
retsmidler.
Der henvises til lovforslagets
§ 3, nr. 11, og bemærkningerne hertil.
3.4.2.7. Kommunikationskanaler og -midler
Som nærmere beskrevet under
pkt. 3.3.7 ovenfor tilføjer den fjerde
tillægsprotokols artikel 6 en ny bestemmelse til
udleveringskonventionen, der angiver, hvilke kommunikationskanaler
og -midler der kan anvendes ved fremsendelse af meddelelser mv.
Bestemmelsens formål er at forenkle og fremskynde
udleveringsproceduren mest muligt og finder bl.a. anvendelse
på fremsendelse af alle meddelelser mv. efter
udleveringskonventionens artikel 12-19 og artikel 21.
Udleveringsloven indeholder ikke
regler for, hvilke kommunikationskanaler der skal anvendes i
forbindelse med behandlingen af udleveringsbegæringer.
Udleveringsbegæringer fra
lande uden for Den Europæiske Union og Norden modtager
Justitsministeriet som kompetent dansk myndighed i praksis typisk
via de diplomatiske kanaler og Interpol.
Udleveringsbegæringer og øvrige oplysninger, der
fremsendes via Interpol og til dels også via de diplomatiske
kanaler, modtager Justitsministeriet allerede i dag i vidt omfang
ad elektronisk vej. Efter Justitsministeriets opfattelse
medfører den fjerde tillægsprotokols artikel 6 derfor
ikke behov for lovændringer. Det er endvidere
Justitsministeriets vurdering, at Danmark på den
anførte baggrund ikke bør udnytte adgangen til at
tage forbehold for anvendelsen af tillægsprotokollens artikel
6, stk. 1, jf. stk. 3.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser
for det offentlige
Lovforslaget skønnes ikke at
have økonomiske eller administrative konsekvenser for det
offentlige.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser
for erhvervslivet mv.
Lovforslaget har ingen
økonomiske eller administrative konsekvenser for
erhvervslivet mv.
6. Administrative
konsekvenser for borgere
Lovforslaget har ingen
administrative konsekvenser for borgerne.
7. Miljømæssige
konsekvenser
Lovforslaget har ingen
miljømæssige konsekvenser.
8. Forholdet til
EU-retten
Lovforslagets § 3, nr. 5 og 6, har til formål at
gennemføre artikel 3, nr. 2, i Rådets
rammeafgørelse af 13. juni 2002 om den europæiske
arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem
medlemsstaterne (2002/584/RIA).
9. Hørte
myndigheder mv.
Et udkast til lovforslag har
været sendt i høring hos følgende myndigheder
og organisationer:
Østre Landsret, Vestre
Landsret, samtlige byretter, Domstolsstyrelsen, Den Danske
Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten,
Foreningen af Offentlige Anklagere, Foreningen af Statsadvokater,
Rigspolitiet, Politidirektørforeningen, Politiforbundet,
Advokatrådet, Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Institut
for Menneskerettigheder, Retssikkerhedsfonden, Det
Kriminalpræventive Råd, Direktoratet for
Kriminalforsorgen, Kriminalpolitisk Forening (KRIM), Retspolitisk
Forening, Amnesty International, Danske Advokater,
Færøernes Hjemmestyre og Grønlands
Selvstyre.
| 10. Sammenfattende skema | | | Positive konsekvenser/mindreudgifter | Negative konsekvenser/merudgifter | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Lovforslagets § 3, nr. 5 og 6, har
til formål at gennemføre artikel 3, nr. 2, i
Rådets rammeafgørelse af 13. juni 2002 om den
europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse
mellem medlemsstaterne (2002/584/RIA). | |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Retsplejeloven
Til nr. 1
(§ 795, stk. 3)
Efter den foreslåede
bestemmelse i § 795, stk. 3, 1.
pkt., finder retsplejelovens § 189 om
tavshedspålæg tilsvarende anvendelse i forbindelse med
en ransagning, der foretages hos en ikke-mistænkt.
Henvisningen til retsplejelovens
§ 189 indebærer, at retten eller politiet kan
pålægge den, hos hvem ransagningen foretages,
tavshedspligt med hensyn til dennes viden om sagen, hvis hensynet
til fremmede magter, til statens sikkerhed eller til opklaring af
alvorlige forbrydelser taler for det.
Ifølge retsplejelovens
§ 189, stk. 2, bortfalder et tavshedspålæg senest,
når sagen er afsluttet.
Overtrædelse af et
tavshedspålæg straffes med bøde eller
fængsel indtil 4 måneder, jf. retsplejelovens §
189, stk. 3.
Hvis den, hos hvem ransagningen
foretages, er en erhvervsvirksomhed, kan politiet eller retten
ifølge den foreslåede bestemmelse i § 795, stk.
3, 2. pkt., endvidere under samme
betingelser pålægge andre, der i kraft af deres
tilknytning til virksomheden, har fået kendskab til sagen,
tavshedspligt.
Den foreslåede bestemmelse
kan f.eks. anvendes i forhold til ansatte og bestyrelsesmedlemmer,
når virksomheden også er blevet pålagt
tavshedspligt i medfør af den foreslåede bestemmelse.
Bestemmelsen kan derimod ikke anvendes i forhold til personer, der
mere tilfældigt har fået kendskab til sagen, herunder
f.eks. kunder, leverandører eller gæster.
Efter retsplejelovens § 1002,
stk. 1, 2. pkt., finder reglerne i bl.a. lovens kapitel 73 om
ransagning tilsvarende anvendelse, efter at dom er afsagt, hvis der
er bestemte grunde til at antage, at der ved ransagning kan findes
genstande eller værdier, som kan beslaglægges efter
bestemmelsens 1. pkt. Bestemmelsens 1 pkt. angår
beslaglæggelse til sikkerhed for sagsomkostninger,
konfiskation, bødekrav eller erstatning. Henvisningen i
retsplejelovens § 1002, stk. 1, til lovens kapitel 73
indebærer, at retten eller politiet i medfør af den
foreslåede bestemmelse i § 795, stk. 3, også kan
give pålæg tavshedspligt, efter at dom er afsagt, hvis
betingelserne i § 1002, stk. 1, og § 189 i øvrigt
er opfyldt.
Der henvises i øvrigt til
pkt. 2.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
(§ 804, stk. 1)
Når der i forbindelse med et
pålæg om edition meddeles en erhvervsvirksomhed
tavshedspligt, jf. retsplejelovens § 804, stk. 2, jf. §
803, stk. 1, jf. § 189, finder retsplejelovens § 189
ifølge den foreslåede bestemmelse tilsvarende
anvendelse for andre, der i kraft af deres tilknytning til
virksomheden, har fået kendskab til sagen.
Den foreslåede bestemmelse
kan f.eks. anvendes i forhold til ansatte og bestyrelsesmedlemmer.
Bestemmelsen kan derimod ikke anvendes i forhold til personer, der
mere tilfældigt har fået kendskab til sagen, herunder
f.eks. kunder, leverandører eller gæster.
Henvisningen til retsplejelovens
§ 189 indebærer, at retten eller politiet i disse
situationer kan give pålæg om tavshedspligt med hensyn
til de pågældendes viden om sagen, hvis hensynet til
fremmede magter, til statens sikkerhed eller til opklaring af
alvorlige forbrydelser taler for det.
Ifølge retsplejelovens
§ 189, stk. 2, bortfalder et tavshedspålæg senest,
når sagen er afsluttet.
Overtrædelse af et
tavshedspålæg straffes med bøde eller
fængsel indtil 4 måneder, jf. retsplejelovens §
189, stk. 3.
Efter retsplejelovens § 1002,
stk. 1, 2. pkt., finder reglerne i bl.a. lovens kapitel 74 om
edition tilsvarende anvendelse, efter at dom er afsagt, hvis der er
bestemte grunde til at antage, at der ved edition kan findes
genstande eller værdier, som kan beslaglægges efter
bestemmelsens 1. pkt. Bestemmelsens 1. pkt. angår
beslaglæggelse til sikkerhed for sagsomkostninger,
konfiskation, bødekrav eller erstatning. Henvisningen i
retsplejelovens § 1002, stk. 1, til lovens kapitel 74
indebærer, at retten eller politiet i medfør af den
foreslåede bestemmelse i § 804, stk. 1, også kan
give pålæg om tavshedspligt, efter at dom er afsagt,
hvis betingelserne i § 1002, stk. 1, og § 189 i
øvrigt er opfyldt.
Der henvises i øvrigt til
pkt. 2.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 2
Lov om international fuldbyrdelse af
straf m.v.
Til nr. 1
(Overskriften til kapitel 3 a)
Den foreslåede ændring
af overskriften til lovens kapitel 3 a er en konsekvens af, at der
i § 5 a indsættes en henvisning til afgørelser om
konfiskation, der er omfattet af hvidvask- og
terrorfinansieringskonventionen.
Til nr. 2 og 3
(§ 5 a og bilag 5)
Den foreslåede ændring
af bestemmelsen indebærer, at udenlandske afgørelser
om konfiskation, der er omfattet af hvidvask- og
terrorfinansieringskonventionen, kan fuldbyrdes efter de
gældende regler i kapitel 3 i lov om international
fuldbyrdelse af straf m.v., når hvidvask- og
terrorfinansieringskonventionens betingelser er opfyldt.
Efter hvidvask- og
terrorfinansieringskonventionens artikel 25, stk. 1, kan parten
disponere over konfiskerede formuegoder i henhold til sin egen
nationale lovgivning eller administrative procedurer. I
overensstemmelse hermed vil det konfiskerede som udgangspunkt
tilfalde statskassen.
Hvidvask- og
terrorfinansieringskonventionens artikel 25, stk. 2, giver
imidlertid mulighed for at tilbagelevere de konfiskerede
formuegoder til den anmodende part med henblik på udbetaling
af erstatning til eventuelle ofre eller tilbagelevering til den
retmæssige ejer i det omfang, det er muligt efter den
anmodede parts nationale lovgivning. Henvisningen i § 5 a til
hvidvask- og terrorfinansieringskonventionen indebærer i
overensstemmelse hermed, at justitsministeren kan træffe
bestemmelse om hel eller delvis overførsel af det
konfiskerede med henblik på udbetaling af erstatning til
eventuelle ofre, jf. herved også straffelovens § 77,
eller tilbagelevering til den retmæssige ejer. Sådan
overførsel forudsættes imidlertid som udgangspunkt
alene at komme på tale i enkelttilfælde i forhold til
en begærende stat, hvor der er konstateret gensidighed.
Hvidvask- og
terrorfinansieringskonventionen foreslås medtaget som bilag 5
til loven, og konventionernes bestemmelser har på denne
måde samme gyldighed som den egentlige lovtekst.
Der er i øvrigt ikke
tilsigtet nogen ændringer af bestemmelsens
anvendelsesområde. Der henvises til den forbindelse til
bemærkningerne til § 5 a i lovforslaget til lov nr. 291
af 24. april 1996 om ændring af lov om udlevering af
lovovertrædere, lov om international fuldbyrdelse af straf
m.v., lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige
angående fuldbyrdelse af straf m.v. og retsplejeloven
(International strafferet) (L81, Folketingstidende 1995-1996,
tillæg A, s. 2244f).
Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 2.1.4 og 2.3.3.
Til § 3
Udleveringsloven
Til nr. 1
(§ 6, stk. 1, og § 10 h, stk. 1)
I udleveringslovens § 6, stk.
1, og § 10 h, stk. 1, er anvendt betegnelsen hans. Det
foreslås at ændre dette til den kønsneutrale
betegnelse dennes.
Til nr. 2
(§ 8)
Med lovforslagets § 3, nr. 2,
foreslås det at nyaffatte udleveringslovens § 8 om
forbud mod dobbelt strafforfølgning (»ne bis in
idem«) ved udlevering til stater uden for Den
Europæiske Union og Norden, så bestemmelsen svarer til
de tilsvarende bestemmelser i udleveringslovens §§ 10 d
og 10 m (om »ne bis in idem« ved udlevering til
henholdsvis medlemsstater i Den Europæiske Union og de
nordiske lande) med de ændringer, som følger af
lovforslagets § 3, nr. 5-8.
Efter det foreslåede stk. 1, 1. pkt., må der ikke ske
udlevering, hvis den, der søges udleveret, er dømt
eller frifundet for de pågældende handlinger her i
landet, i et nordisk land eller i en medlemsstat i Den
Europæiske Union. Tilsvarende gælder ifølge det
foreslåede stk. 1, 2. pkt., hvis
den, der søges udleveret, her i landet er benådet for
handlingen. Udlevering kan endvidere afslås efter stk. 1, 3. pkt., hvis den, der søges
udleveret, er dømt eller frifundet for handlingen i en stat
uden for Norden og Den Europæiske Union.
Stk. 1, 1. og
3. pkt., udvider det gældende forbud mod dobbelt
strafforfølgning i udleveringslovens § 8 til - i sager
om udlevering til stater uden for Den Europæiske Union og
Norden - at omfatte personer, som i en anden stat (dvs. en anden
stat end her i landet) er dømt eller frifundet for den
pågældende strafbare handling. Efter bestemmelsen skal udlevering således afslås,
bl.a. hvis der er afsagt endelig dom i sagen her i landet, i et
nordisk land eller i en medlemsstat i Den Europæiske Union.
Herudover kan udlevering afslås,
hvis der er afsagt dom i sagen i en stat uden for Norden og Den
Europæiske Union. I disse tilfælde beror det på
en konkret vurdering, om der skal ske udlevering eller ej. Der vil
f.eks. kunne ske udlevering, hvis den pågældende
tidligere er frifundet for den pågældende handling i en
stat uden for Norden og Den Europæiske Union, men grundlaget
for dommen er åbenbart mangelfuldt.
Efter den foreslåede
bestemmelse i stk. 1, 4. pkt., er det -
uanset at den pågældende er dømt for den samme
strafbare handling - en betingelse for at afslå udlevering,
at dommen, der er afsagt i det pågældende land, er
fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan
fuldbyrdes efter domslandets lovgivning.
Udlevering kan ikke afslås
efter bestemmelsen under henvisning til, at den
pågældende er dømt her i landet, i et nordisk
land eller i en medlemsstat i Den Europæiske Union, hvis der
på grund af myndighedernes passivitet i domslandet ikke er
taget sædvanlige skridt med henblik på fuldbyrdelse af
dommen. Hvis domslandets relevante myndigheder således - uden
at der er indtrådt forældelse - gennem længere
tid intet har foretaget sig med henblik på fuldbyrdelse af
dommen, vil udlevering ikke kunne afslås. Dette gælder
dog ikke i tilfælde, hvor der på grund af
myndighedernes almindelige sagsbehandlingstid i domslandet endnu
ikke er foretaget de relevante skridt mod fuldbyrdelsen af
dommen.
Bestemmelsen udelukker ikke
udlevering til straffuldbyrdelse i et land, der tidligere har
afsagt dom i sagen, i tilfælde, hvor et andet land - i strid
med princippet om »ne bis in idem« -
efterfølgende har indledt strafforfølgning eller
afsagt en straffedom, der endnu ikke er fuldbyrdet, for det samme
forhold.
Bestemmelsen medfører ikke
en pligt for de danske myndigheder til af egen drift at
undersøge, om den pågældende tidligere er blevet
endelig dømt i et andet land for de samme handlinger. De
nævnte afslagsgrunde bliver således kun relevante,
såfremt de danske myndigheder er i besiddelse af de
nødvendige oplysninger om en eventuel dom afsagt i
udlandet.
De danske myndigheder skal
således ikke af egen drift iværksætte en
nærmere undersøgelse af, om der er afsagt dom for
forholdet i udlandet. Er det oplyst, at den, som en
udleveringsbegæring vedrører, muligvis allerede er
dømt eller frifundet for det samme forhold i udlandet, men
er oplysningerne utilstrækkelige, og kan de nødvendige
oplysninger ikke tilvejebringes, skal udleveringsbegæringen
normalt imødekommes, hvis lovens betingelser herfor i
øvrigt er opfyldt.
I overensstemmelse med den
gældende bestemmelse i udleveringslovens § 8, 1. pkt.,
er udlevering ligeledes udelukket, hvis der her i landet er sket
benådning (amnesti) for det pågældende forhold,
jf. forslaget til stk. 1, 2. pkt.
Efter den foreslåede
bestemmelse i stk. 2 kan udlevering,
hvis tiltale mod den pågældende er frafaldet her i
landet, kun finde sted, hvis retsplejelovens betingelser for
omgørelse af beslutningen om tiltalefrafald er opfyldt.
Endvidere kan udlevering afslås, hvis påtale er
opgivet, og betingelserne for at omgøre beslutningen om
påtaleopgivelse ikke er opfyldt. Den foreslåede
bestemmelse er en videreførelse af de gældende
bestemmelser i udleveringslovens § 8, 2. og 3. pkt.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 3 indebærer, at udlevering
med henblik på strafforfølgning kan afslås, hvis
retsforfølgning mod den pågældende er
påbegyndt - men endnu ikke afsluttet - her i landet for den
handling, som udleveringsbegæringen vedrører, og
retsforfølgning på grund af handlingens karakter, den
pågældendes tilknytning til Danmark og
omstændighederne i øvrigt findes mest
nærliggende at skulle gennemføres her i landet.
Hvorvidt retsforfølgning bør gennemføres her i
landet, beror på en konkret vurdering i den enkelte sag, hvor
der - ud over de i bestemmelsen nævnte momenter - f.eks. kan
lægges vægt på, hvor fremskreden
retsforfølgningen er mod den pågældende her i
landet, og hvor lovovertrædelsen navnlig har haft
virkning.
Bestemmelsen i stk. 3 omfatter ikke
udlevering til fuldbyrdelse af en straffedom. Dette skyldes, at
retsforfølgning her i landet for forhold, for hvilke den
pågældende tidligere er blevet endelig dømt
eller frifundet i et andet land, ville være i strid med
princippet om forbud mod dobbelt strafforfølgning (»ne
bis in idem«).
Der henvises til pkt. 3.1.4 og
3.4.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger samt
bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 5-8.
Til nr. 3
(§ 10, § 16, stk. 1, § 17, stk. 1, 1. pkt., §
18 e, stk. 1, 1. pkt., og § 20, stk. 1)
5 steder i udleveringslovens §
10 og i § 16, stk. 1, § 17, stk. 1, 1. pkt., § 18 e,
stk. 1, 1. pkt., samt § 20, stk. 1, anvendes betegnelsen han.
Det foreslås at ændre dette til den kønsneutrale
betegnelse den pågældende.
Til nr. 4
(§ 10, nr. 1)
Den foreslåede ændring
af udleveringslovens § 10, nr. 1, litra b, nedsætter
udrejsefristen fra 45 dage til 30 dage.
Ændringen indebærer, at
en person, der er udleveret fra Danmark til en begærende stat
uden for Den Europæiske Union eller Norden, fremover kan
drages til ansvar eller udleveres videre til et tredjeland uden
justitsministerens samtykke for en anden strafbar handling
begået før udleveringen end den, han er udleveret for,
hvis den pågældende i 30 dage uhindret har kunnet
forlade det land, som der er sket udlevering til, og den
pågældende har undladt dette.
Den foreslåede bestemmelse
implementerer den ændring af udleveringskonventionens artikel
14, stk. 1, litra b, der er foretaget ved den fjerde
tillægsprotokols artikel 3. Ændringen er
nødvendig for, at Danmark kan ratificere den fjerde
tillægsprotokol til udleveringskonventionen.
Der henvises til pkt. 3.3.4 og
3.4.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 5 og 6
(§ 10 d, stk. 1)
Det foreslås, at ordene
»end den medlemsstat, der har anmodet om udlevering«
udgår af udleveringslovens § 10 d, stk. 1, 1. pkt. Herudover foreslås det, at
udleveringslovens § 10 d, stk. 1, 4.
pkt., nyaffattes.
De foreslåede ændringer
har til formål at præcisere udleveringslovens § 10
d i overensstemmelse med Højesterets kendelse af 17.
december 2012, jf. pkt. 3.4.2.4 ovenfor.
Den foreslåede ændring
af § 10 d, stk. 1, 1. pkt.,
indebærer, at det i bestemmelsen præciseres, at der
ikke kan ske udlevering af lovovertrædere til medlemsstater i
Den Europæiske Union, når den, der søges
udleveret, tidligere er dømt eller frifundet for det samme
strafbare forhold i den medlemsstat, der nu anmoder om
udlevering.
Den forslåede nyaffattelse af
§ 10 d, stk. 1, 4. pkt., er en
konsekvensændring som følge af den foreslåede
ændring af bestemmelsens 1. pkt. Bestemmelsen i § 10 d,
stk. 1, 4. pkt., stiller som betingelse for afslag på en
anmodning om udlevering, at dommen er blevet fuldbyrdet, er ved at
blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter
lovgivningen i den pågældende stat. Med den
foreslåede ændring vil denne bestemmelse også
finde anvendelse, når den pågældende er
dømt i den medlemsstat, der nu anmoder om udlevering.
Der er i øvrigt ikke
tilsigtet nogen ændringer af bestemmelsens
anvendelsesområde.
Som nævnt i
bemærkningerne til § 10 d i lovforslaget til lov nr. 433
af 10. juni 2003 om ændring af lov om udlevering af
lovovertrædere og lov om udlevering af lovovertrædere
til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af
EU-rammeafgørelse om den europæiske arrestordre mv.)
(L168, Folketingstidende 2002-2003, tillæg A, s. 4319f) er
det ikke hensigten med bestemmelsen i § 10 d, stk. 1, at de
danske udleveringsmyndigheder af egen drift skal
iværksætte undersøgelse af, om der er afsagt dom
for forholdet i en anden stat. Er det oplyst, at den, som en
arrestordre vedrører, allerede er dømt eller
frifundet for det samme forhold i en anden stat, men er
oplysningerne utilstrækkelige, og kan de nødvendige
oplysninger ikke tilvejebringes, således at der kan
træffes afgørelse inden for de 10- og 60-dages frister
for henholdsvis justitsministerens afgørelse og en eventuel
domstolsafgørelse, der fremgår af udleveringslovens
§ 18 d, skal udleveringsbegæringen normalt
imødekommes, hvis lovens betingelser herfor i øvrigt
er opfyldt.
Der henvises til pkt. 3.1.4 og
3.4.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 7 og 8
(§ 10 m, stk. 1)
Det foreslås, at ordene
»end den medlemsstat, der har anmodet om udlevering«
udgår af udleveringslovens § 10 d, stk. 1, 1. pkt. Herudover foreslås det, at
udleveringslovens § 10 d, stk. 1, 4.
pkt., nyaffattes.
De foreslåede ændringer
har til formål at præcisere udleveringslovens § 10
m i overensstemmelse med Højesterets kendelse af 17.
december 2012, jf. pkt. 3.4.2.4 ovenfor.
Den foreslåede ændring
af § 10 m, stk. 1, 1. pkt.,
indebærer, at det i bestemmelsen præciseres, at der
ikke kan ske udlevering af lovovertrædere til de nordiske
lande, når den, der søges udleveret, tidligere er
dømt eller frifundet for det samme strafbare forhold i det
nordiske land, der nu anmoder om udlevering.
Den forslåede nyaffattelse af
§ 10 m, stk. 1, 4. pkt., er en
konsekvensændring som følge af den foreslåede
ændring af bestemmelsens 1. pkt. Bestemmelsen i § 10 m,
stk. 1, 4. pkt., stiller som betingelse for afslag på en
anmodning om udlevering, at dommen er blevet fuldbyrdet, er ved at
blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter
lovgivningen det pågældende land. Med den
foreslåede ændring vil denne bestemmelse også
finde anvendelse, når den pågældende er
dømt i det nordiske land, der nu anmoder om udlevering.
Der er i øvrigt ikke
tilsigtet nogen ændringer af bestemmelsens
anvendelsesområde.
Som nævnt i
bemærkningerne til § 10 m i lovforslaget til lov nr. 394
af 30. april 2007 om ændring af lov om udlevering af
lovovertrædere og forskellige andre love og om
ophævelse af lov om udlevering af lovovertrædere til
Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af
konvention om overgivelse for strafbare forhold mellem de nordiske
lande (nordisk arrestordre) m.v.) (L72, Folketingstidende
2006-2007, tillæg A, s. 2522f) er det ikke hensigten med
bestemmelsen i § 10 m, stk. 1, at de danske myndigheder af
egen drift skal iværksætte en nærmere
undersøgelse af, om der er afsagt dom for forholdet i et
andet land. Er det oplyst, at den, som en arrestordre
vedrører, muligvis allerede er dømt eller frifundet
for det samme forhold i et andet land, men er oplysningerne
utilstrækkelige, og kan de nødvendige oplysninger ikke
tilvejebringes, således at der kan træffes
afgørelse inden for de frister, der fremgår af
udleveringslovens § 18 k, skal udleveringsanmodningen normalt
imødekommes, hvis lovens betingelser herfor i øvrigt
er opfyldt.
Der henvises til pkt. 3.1.4 og
3.4.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger samt
bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 3 og 4.
Til nr. 9
(§ 10 o, stk. 2, nr. 1, og stk. 4, nr. 2)
De foreslåede ændringer
af udleveringslovens § 10 o, stk. 2, nr. 1, og stk. 4, nr. 2,
nedsætter udrejsefristen fra 45 dage til 30 dage.
Ændringerne indebærer,
at en person, der er udleveret fra Danmark til en begærende
stat i Norden, fremover kan drages til ansvar eller udleveres
videre til et tredjeland uden justitsministerens samtykke for en
anden strafbar handling begået før udleveringen end
den, vedkommende er udleveret for, hvis den pågældende
i 30 dage uhindret har kunnet forlade det land, som der er sket
udlevering til, og den pågældende har undladt
dette.
De foreslåede ændringer
svarer til ændringen af udleveringslovens § 10, nr. 1,
litra b, som implementerer den ændring af
udleveringskonventionens artikel 14, stk. 1, litra b, der er
foretaget ved den fjerde tillægsprotokols artikel 3.
Der henvises til pkt. 3.3.4 og
3.4.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger samt
bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 4.
Til nr. 10
(§ 21, stk. 1)
I udleveringslovens § 21, stk.
1, er anvendt betegnelsen han. Det foreslås at ændre
dette til den kønsneutrale betegnelse ministerens.
Til nr. 11
(§ 21, stk. 4)
Den foreslåede bestemmelse
indebærer, at der i udleveringsloven tilvejebringes
udtrykkelig lovhjemmel til at anvende retsplejelovens relevante
tvangsindgreb i forhold til personer, som i forbindelse med
udlevering fra en fremmed stat til en anden føres gennem
dansk territorium.
Det følger af henvisningen
til udleveringslovens § 13, at de retsmidler, der vil kunne
komme på tale, er dem, der er omtalt i retsplejelovens
kapitel 69 om anholdelse, kapitel 70 om
varetægtsfængsling, kapitel 72 om legemsindgreb,
kapitel 73 om ransagning og kapitel 74 om beslaglæggelse og
edition samt kapitel 75 a om andre efterforskningsskridt. Det vil i
praksis navnlig være bestemmelserne om anholdelse og
varetægtsfængsling, som vil være relevante.
Der henvises i øvrigt til
pkt. 3.4.2.6.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 12 og
13 (§ 21 c og bilag 3)
De foreslåede bestemmelser
gennemfører de lovændringer, der er nødvendige
for, at Danmark kan tiltræde den tredje tillægsprotokol
til udleveringskonventionen.
Det foreslås således,
at reglerne i den tredje tillægsprotokol vil gælde ved
siden af reglerne i udleveringslovens kapitel 2, 3 og 4 ved
udlevering til stater uden for Den Europæiske Union og
Norden, som har tiltrådt tillægsprotokollen. Herudover
vil reglerne i den tredje tillægsprotokol - ligesom reglerne
i udleveringskonventionen - finde direkte anvendelse i forhold til
anmodninger fra Danmark til andre stater, som har ratificeret
tillægsprotokollen, om udlevering efter
tillægsprotokollens forenklede procedure.
Reglerne i den tredje
tillægsprotokol finder alene anvendelse i det omfang andre
regler om udlevering mellem Danmark og det pågældende
land ikke er mere vidtgående. Den tredje
tillægsprotokol foreslås samtidig medtaget som bilag 3
til udleveringsloven, jf. lovforslagets § 3, nr. 13.
Tillægsprotokollens bestemmelser får på denne
måde samme gyldighed som den egentlige lovtekst.
De erklæringer, som Danmark i
forbindelse med ratifikationen af den tredje tillægsprotokol
vil afgive, vil finde anvendelse i forhold de øvrige lande,
som tiltræder tillægsprotokollen.
Der henvises til pkt. 3.2 og 3.4.1
i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 4
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1.
juli 2013.
I stk.
2 foreslås det, at lovens § 3, nr. 4, 9 12 og 13
(dvs. ændringen af udrejsefristen i udleveringslovens §
10, nr. 1, litra b, samt § 10 o, stk. 2, nr. 1, og stk. 4, nr.
2, fra 45 dage til 30 dage samt indførelsen i § 21 c af
den forenklede udleveringsprocedure efter den tredje
tillægsprotokol til udleveringskonventionen) finder
anvendelse på anmodninger om udleveringer, der
fremsættes efter lovens ikrafttræden. Anmodninger om
udlevering, der ville være omfattet af den foreslåede
§ 21 c, men som modtages inden lovens ikrafttræden, vil
skulle behandles efter de gældende bestemmelser i
udleveringslovens kapitel 2 og 3 om udlevering til stater uden for
Den Europæiske Union og Norden.
Til § 5
§ 5 vedrører lovens
territoriale gyldighedsområde.
Det foreslås, at loven ikke skal gælde for
Færøerne og Grønland, men at de
foreslåede ændringer i lovens § 2 (om
ændring af lov om international fuldbyrdelse af straf m.v.) -
med de afvigelser som de færøske og grønlandske
forhold tilsiger - vil kunne sættes helt eller delvis i kraft
for Færøerne og Grønland ved kongelig
anordning. Det foreslås endvidere, at lovens § 3 (om
ændring af udleveringsloven) vil kunne sættes helt
eller delvis i kraft for Grønland ved kongelig anordning med
de afvigelser, som de grønlandske forhold tilsiger.
Baggrunden for, at lovens § 3 ikke skal kunne sættes i
kraft for Færøerne, er, at Færøerne den
1. marts 2010 overtog sagsområdet strafferet.
Det bemærkes, at lov om international fuldbyrdelse af
straf m.v., jf. dennes § 15, ikke gælder for
Færøerne og Grønland, men ved kongelig
anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for disse
landsdele med de afvigelser, som de færøske og
grønlandske forhold tilsiger. Det bemærkes endvidere,
at udleveringsloven har gyldighed for Færøerne og
Grønland (i det omfang den er sat i kraft for disse
landsdele) med de afvigelser, som følger af de
færøske og grønlandske retsplejelove, jf.
dennes § 23.
Bilag 1
Fjerde
tillægsprotokol til den europæiske konvention om
udlevering
| Wien, den 20. september 2012 | | Præambel | | Europarådets medlemsstater, der
undertegner denne protokol; | | der finder, at Europarådets
mål er at opnå større enhed mellem dets
medlemmer; | | der ønsker at styrke deres
individuelle og fælles muligheder for at reagere over for
kriminalitet; | | der henviser til bestemmelserne i den
europæiske konvention om udlevering (ETS nr. 24), der blev
åbnet for undertegnelse i Paris den 13. december 1957 (i det
følgende betegnet »konventionen«) samt de tre
tillægsprotokoller dertil (ETS nr. 86 og 98 samt CETS nr.
209) udfærdiget i Strasbourg henholdsvis den 15. oktober
1975, den 17. marts 1978 og den 10. november 2010; | | der finder det ønskværdigt at
modernisere en række af konventionens bestemmelser og
supplere den på visse områder under hensyntagen til
udviklingen i det internationale samarbejde i straffesager, efter
at konventionen og tillægsprotokollerne dertil er trådt
i kraft; | | er blevet enige om følgende: | | Artikel
1 - Forældelse | | Artikel 10 i konventionen skal erstattes
af følgende bestemmelser: | | | »Forældelse | | | | 1. | Udlevering må ikke tillades,
når der i henhold til den anmodende parts lovgivning, er
indtrådt forældelse med hensyn til tiltale eller
fuldbyrdelse af straf over for den person, der begæres
udleveret. | | | | 2. | Udlevering skal ikke nægtes under
henvisning til, at tiltale eller fuldbyrdelse af straf over for den
person, der begæres udleveret, ville være
forældet i henhold til den anmodede parts lovgivning. | | | | 3. | Enhver stat kan, på tidspunktet for
undertegnelse eller ved deponeringen af sit ratifikations-,
accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument, afgive
en erklæring om, at den forbeholder sig ret til ikke at
anvende stk. 2: | | | | | a) | når en begæring om udlevering
baserer sig på forbrydelser, der efter den
pågældende stats egen straffelov er underlagt dens egen
jurisdiktion; og/eller | | | | | b) | hvis den pågældende stats
nationale lovgivning udtrykkeligt forbyder udlevering, når
tiltale eller fuldbyrdelse af straf over for den person, der
begæres udleveret, ville være forældet i henhold
til dens lovgivning. | | | | 4. | Ved afgørelsen af, om tiltale eller
fuldbyrdelse af straf over for den person, der begæres
udleveret, ville være forældet efter dens lovgivning,
skal enhver part, der har taget forbehold efter denne artikels stk.
3, i henhold til sin egen lovgivning tage hensyn til handlinger
eller hændelser, der er sket hos den anmodende part, for
så vidt handlinger eller hændelser af samme karakter
ville afbryde eller suspendere forældelse hos den anmodede
part.« | | | Artikel
2 - Begæringen og de medfølgende
dokumenter | | | 1. | Artikel 12 i konventionen skal erstattes
af følgende bestemmelser: | | | | »Begæringen
og de medfølgende dokumenter | | | | 1. | Begæringen skal være
skriftlig. Den skal fremsendes af justitsministeriet eller en anden
kompetent myndighed hos den anmodende part til justitsministeriet
eller en anden kompetent myndighed hos den anmodede part. En stat,
der ønsker at udpege en anden kompetent myndighed end
justitsministeriet, skal underrette Europarådets
generalsekretær om dens kompetente myndighed på
tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen af sit
ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument og om eventuelle senere
ændringer vedrørende dens kompetente myndighed. | | | | 2. | Begæringen skal ledsages af: | | | | | a) | en kopi af en umiddelbart eksigibel dom
til straf eller beslutning om sikkerhedsforanstaltning eller af en
arrestordre eller anden beslutning med samme virkning og udstedt i
overensstemmelse med den i den begærende stats lovgivning
foreskrevne fremgangsmåde; | | | | | b) | en redegørelse for forbrydelser,
for hvilke udlevering begæres. Tid og sted for deres
udførelse, deres retlige beskrivelse og en henvisning til de
relevante lovbestemmelser, herunder bestemmelser om
forældelse, skal angives så nøjagtigt som
muligt; og | | | | | c) | en kopi af de relevante lovbestemmelser
eller, hvis dette ikke er muligt, en redegørelse for de
relevante retsregler samt en så nøjagtig beskrivelse
som muligt af den person, der begæres udleveret, og alle
andre oplysninger, som kan bidrage til at fastslå den
pågældendes identitet, nationalitet og
opholdssted.« | | | 2. | Artikel 5 i den anden
tillægsprotokol til konventionen skal ikke finde anvendelse
mellem parter, der deltager i nærværende
protokol. | | | Artikel
3 - Specialitetsreglen | | Artikel 14 i konventionen skal erstattes
af følgende bestemmelser: | | | »Specialitetsreglen | | | | 1. | En person, der er blevet udleveret, kan
ikke anholdes, tiltales, stilles for retten, dømmes eller
tilbageholdes med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom
eller beslutning om sikkerhedsforanstaltning, ej heller kan den
pågældende af nogen anden grund begrænses i sin
personlige frihed for nogen anden forud for overførslen
begået forbrydelse end den, for hvilken udlevering er sket,
undtagen i følgende tilfælde: | | | | | a) | når den part, som har udleveret den
pågældende, samtykker deri. En anmodning om samtykke
skal fremsendes ledsaget af de i artikel 12 nævnte dokumenter
og af en udskrift af enhver forklaring, som den udleverede person
har afgivet vedrørende den pågældende
forbrydelse. Samtykke skal gives, når den forbrydelse, med
hensyn til hvilken det begæres, i sig selv begrunder
forpligtelse til udlevering i henhold til denne konvention.
Afgørelsen skal træffes så hurtigt som muligt og
ikke senere end 90 dage efter modtagelsen af anmodningen om
samtykke. Hvor det ikke er muligt for den anmodede part at
overholde den tidsfrist, der er anført i denne bestemmelse,
skal den underrette den anmodende part og forklare grundene til
forsinkelsen og den forventede tid, der er nødvendig,
før afgørelsen kan træffes; | | | | | b) | når den pågældende
person, efter at have haft mulighed for at forlade territoriet hos
den part, hvortil den pågældende er blevet udleveret,
ikke har gjort dette indenfor 30 dage efter sin endelige
løsladelse, eller er vendt tilbage til dette territorium
efter at have forladt det. | | | | 2. | Den anmodende part kan dog: | | | | | | a) | foretage efterforskning, men ikke
foranstaltninger, der begrænser den pågældende
persons personlige frihed; | | | | | | | b) | træffe enhver foranstaltning, som
efter dens lovgivning er nødvendig for at afbryde en
forældelse, herunder retsforfølgning uanset tiltaltes
fravær; | | | | | | | c) | træffe enhver foranstaltning for at
fjerne personen fra sit territorium. | | | | | | 3. | Enhver stat kan på tidspunktet for
undertegnelse eller ved deponeringen af sit ratifikations-,
accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument, eller
på et senere tidspunkt, erklære, at en anmodende part,
der har fremsat den samme erklæring, ved fremsendelsen af en
begæring om samtykke i henhold til stk. 1, litra a, ved en
fravigelse af stk. 1, kan begrænse den udleverede persons
personlige frihed, forudsat at: | | | | | | | a) | den anmodende part enten samtidig med
anmodningen om samtykke i henhold til stk. 1, litra a, eller senere
meddeler den dato, hvor den har til hensigt at bringe en
sådan begrænsning i anvendelse; og | | | | | | | b) | den kompetente myndighed hos den anmodede
part udtrykkeligt anerkender modtagelsen af denne meddelelse. | | | | | | | | Den anmodede part kan til enhver tid give
udtryk for sin modstand mod en sådan begrænsning,
hvilket skal medføre en pligt for den anmodende part til
umiddelbart at ophæve begrænsningen, herunder eventuelt
ved løsladelse af den udleverede. | | | | | | 4. | Hvis beskrivelsen af den påsigtede
forbrydelse ændres under retsforfølgningen, kan den
udleverede person kun underkastes retsforfølgning eller
idømmes straf, for så vidt forbrydelsen, således
som den nu er beskrevet, efter sit gerningsindhold er en
forbrydelse, der kunne medføre udlevering.« | | | Artikel
4 - Videreudlevering til en tredje stat | | | Teksten i konventionens artikel 15 skal
være stk. 1 i artiklen, og skal suppleres med følgende
bestemmelse som stk. 2: | | | | »2. | Den anmodede part skal træffe sin
afgørelse vedrørende samtykke som anført i
stk. 1 så hurtigt som muligt og ikke senere end 90 dage efter
modtagelsen af anmodningen om samtykke og, hvor det er relevant, af
de i artikel 12, stk. 2, anførte dokumenter. Hvor det ikke
er muligt for den anmodede part at overholde den tidsfrist, der er
angivet i denne bestemmelse, skal den underrette den anmodende part
og anføre grundene til forsinkelsen og den forventede tid,
der er nødvendig, før afgørelsen kan
træffes.« | | | Artikel
5 - Gennemtransport | | Artikel 21 i konventionen skal erstattes
af følgende bestemmelser: | | | »Gennemtransport | | | | 1. | Transport igennem en af de kontraherende
parters territorium skal tillades, når der fremkommer en
begæring om gennemtransport, forudsat at den begåede
forbrydelse ikke af den part, der anmodes om at tillade
gennemtransport, betragtes som en forbrydelse af politisk eller
rent militær karakter i henhold til denne konventions artikel
3 og 4. | | | | 2. | Anmodningen om gennemtransport skal
indeholde følgende oplysninger: | | | | | a) | identiteten på den person, der skal
udleveres, herunder dennes nationalitet eller nationaliteter, hvor
denne oplysning er kendt; | | | | | | | b) | den myndighed, der anmoder om
gennemtransport; | | | | | | | c) | om der findes en anholdelsesbeslutning
eller en anden kendelse med samme retsvirkning eller en eksigibel
dom, samt en bekræftelse af, at personen skal
udleveres; | | | | | | | d) | karakteren af forbrydelsen og dens retlige
beskrivelse, herunder straframmen eller den straf, der er
idømt ved den endelige dom; | | | | | | | e) | en beskrivelse af de omstændigheder,
hvorunder det strafbare forhold er begået, herunder tid og
sted og i hvilket omfang den person, der begæres udleveret,
har været involveret. | | | | 3. | I tilfælde af en landing, der ikke
er planlagt, skal den anmodende part straks bekræfte, at et
af de i artikel 12, stk. 2, litra a, anførte dokumenter
foreligger. Denne underretning skal have virkning som en
begæring om foreløbig anholdelse i henhold til artikel
16, og den anmodende part skal fremsende en anmodning om
gennemtransport til den part, på hvis territorium landingen
er sket. | | | | | 4. | Gennemtransport af en person, der er
statsborger i den betydning, der er anført i artikel 6, i et
land, der anmodes om at tillade gennemtransport, kan
nægtes. | | | | | | 5. | Enhver stat kan på tidspunktet for
undertegnelse eller ved deponeringen af sit ratifikations-,
accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument
erklære, at den forbeholder sig ret til kun at tillade
gennemtransport af en person på alle eller nogle af de
betingelser, på hvilke den tillader udlevering. | | | | | | 6. | En udleveret person må ikke
transporteres gennem et territorium, hvor der er grund til at
antage, at den pågældendes liv eller frihed kan blive
truet på grund af den pågældendes race, religion,
nationalitet eller politiske overbevisning.« | | | Artikel 6 -
Kommunikationskanaler og -midler | | Konventionen skal suppleres med
følgende bestemmelser: | | | »Kommunikationskanaler og -midler | | | | 1. | I forbindelse med denne konvention, kan
meddelelser fremsendes ved brug af elektroniske eller andre midler,
der omfatter skriftligt bevis under forhold, der gør det
muligt for parterne at få bekræftet meddelelsernes
ægthed. Under alle omstændigheder skal den
pågældende part til enhver tid efter anmodning
fremlægge originalerne eller bekræftede genparter af
dokumenterne. | | | | 2. | Anvendelse af International Criminal
Police Organization (Interpol) eller diplomatiske kanaler er ikke
udelukket. | | | | 3. | Enhver stat kan på tidspunktet for
undertegnelse eller ved deponeringen af sit ratifikations-,
accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument
erklære, at den i forhold til konventionens artikel 12 og
artikel 14, stk. 1, litra a, forbeholder sig ret til at forlange at
få originalen eller en bekræftet genpart af
begæringen og de medfølgende dokumenter.« | | | | | Artikel
7 - Forholdet til konventionen og andre internationale
retsakter | | 1. | De ord og udtryk, der er anvendt i denne
protokol, skal fortolkes i overensstemmelse med den betydning, de
er tillagt i konventionen. Med hensyn til de parter, der deltager i
protokollen, skal konventionens bestemmelser finde tilsvarende
anvendelse, for så vidt de er
forenelige med bestemmelserne i denne protokol. | | | 2. | Bestemmelserne i denne protokol
berører ikke anvendelsen af konventionens artikel 28, stk. 2
og 3, vedrørende forholdet mellem konventionen og bilaterale
eller multilaterale overenskomster. | | | Artikel
8 - Mindelige løsninger | | | Konventionen skal suppleres med
følgende bestemmelser: | | | »Mindelige
løsninger | | | | Europarådets European Committee on
Crime Problems skal holdes løbende informeret om anvendelsen
af denne protokol og skal gøre det fornødne for at
fremme en mindelig løsning, hvis der måtte opstå
vanskeligheder på grund af fortolkningen og anvendelsen af
protokollen.« | | | Artikel
9 - Undertegning og ikrafttræden | | 1. | Denne protokol skal være åben
for undertegnelse for de af Europarådets medlemsstater, der
er parter i eller har undertegnet konventionen. Den skal
ratificeres, accepteres eller godkendes. En signatar kan ikke
ratificere, acceptere eller godkende protokollen, medmindre den
tidligere har ratificeret, accepteret eller godkendt konventionen
eller gør dette samtidigt. Ratifikations-, accept- eller
godkendelsesinstrumenter skal deponeres hos Europarådets
generalsekretær. | | | 2. | Denne protokol træder i kraft den
første dag i måneden efter udløbet af en
periode på tre måneder efter deponeringen af det tredje
ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument. | | | 3. | For så vidt angår enhver
undertegnende stat, der efterfølgende deponerer sit
ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument, skal denne
protokol træde i kraft den første dag i måneden
efter udløbet af en periode på tre måneder efter
den dag, hvor deponeringen er sket. | | | Artikel
10 - Tiltrædelse | | 1. | Enhver ikke-medlemsstat, som har
tiltrådt konventionen, kan tiltræde denne protokol,
efter at den er trådt i kraft. | | | 2. | En sådan tiltrædelse skal ske
ved deponering af et tiltrædelsesinstrument hos
Europarådets generalsekretær. | | | 3. | For så vidt angår enhver
tiltrædende stat skal protokollen træde i kraft den
første dag i måneden efter udløbet af en
periode på tre måneder efter den dag, hvor
tiltrædelsesinstrumentet er deponeret. | | Artikel
11 - Tidsmæssig anvendelse | | Denne protokol skal finde anvendelse
på anmodninger, der modtages efter protokollens
ikrafttræden mellem de berørte parter. | | Artikel
12 - Territorial gyldighed | | 1. | Enhver stat kan på tidspunktet for
undertegnelse eller ved deponeringen af sit ratifikations-,
accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument angive,
inden for hvilket område eller hvilke områder denne
protokol skal finde anvendelse. | | | 2. | Enhver stat kan på et senere
tidspunkt ved en erklæring stilet til Europarådets
generalsekretær udvide anvendelsen af denne protokol til
ethvert andet område, der er angivet i erklæringen. For
så vidt angår et sådant område træder
protokollen i kraft den første dag i måneden efter
udløbet af en periode på tre måneder efter den
dag, hvor generalsekretæren har modtaget den
pågældende erklæring. | | | 3. | Enhver erklæring, der afgives i
henhold til ovenstående to stykker, kan for så vidt
angår ethvert område, der er anført i en
sådan erklæring, tilbagekaldes ved notifikation stilet
til Europarådets generalsekretær. Tilbagekaldelsen
træder i kraft den første dag i måneden efter
udløbet af en periode på seks måneder efter den
dag, hvor generalsekretæren har modtaget den
pågældende meddelelse. | | | Artikel
13 - Erklæringer og forbehold | | 1. | Forbehold, som en stat har taget over for
enhver bestemmelse i konventionen og tillægsprotokollerne
dertil, skal også være gældende for denne
protokol, medmindre den pågældende stat på
tidspunktet for undertegnelse, eller ved deponeringen af sit
ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument erklærer andet. Det samme skal
være gældende for enhver erklæring, der
fremsættes vedrørende eller i medfør af
bestemmelser i konventionen og tillægsprotokollerne
dertil. | | | 2. | Forbehold og erklæringer fra en
stats side over for en bestemmelse i konventionen, der ændres
ved denne protokol, skal ikke være gældende mellem de
stater, der er parter i denne protokol. | | | 3. | Der kan ikke tages forbehold
vedrørende bestemmelser i denne protokol ud over de
forbehold, der er omhandlet i konventionens artikel 10, stk. 3, og
artikel 21, stk. 5, som ændret ved denne protokol, samt i
denne protokols artikel 6, stk. 3. Gensidighedsprincippet kan
bringes i anvendelse på ethvert forbehold, der måtte
være taget. | | | 4. | Enhver stat kan helt eller delvist
tilbagekalde et forbehold eller en erklæring, den har taget
eller fremsat i overensstemmelse med denne protokol ved en
erklæring fremsendt til Europarådets
generalsekretær, idet denne erklæring skal have
virkning fra den dag, hvor den modtages. | | | Artikel
14 - Opsigelse | | 1. | Enhver part kan, for så vidt
angår parten selv, opsige denne protokol ved notifikation
stilet til Europarådets generalsekretær. | | | 2. | En sådan opsigelse træder i
kraft den første dag i måneden, der følger
efter udløbet af en periode på seks måneder
efter den dag, hvor Europarådets generalsekretær har
modtaget meddelelsen. | | | 3. | Opsigelse af konventionen medfører
automatisk opsigelse af denne protokol. | | | Artikel
15 - Notifikationer | | Europarådets generalsekretær
skal notificere Europarådets medlemsstater og enhver stat,
der har tiltrådt denne protokol, om: | | | | | a) | undertegning; | | | | | b) | deponering af ratifikations-, accept-,
godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument; | | | | | c) | datoen for denne protokols
ikrafttræden i overensstemmelse med artikel 9 og 10; | | | | | d) | ethvert forbehold, der tages i
overensstemmelse med konventionens artikel 10, stk. 3, og artikel
21, stk. 5, som ændret ved denne protokol, samt denne
protokols artikel 6, stk. 3, og enhver tilbagekaldelse af et
sådant forbehold; | | | | | e) | enhver erklæring, der
fremsættes efter konventionens artikel 12, stk. 1, og artikel
14, stk. 3, som ændret ved denne protokol, samt denne
protokols artikel 12 og enhver tilbagekaldelse af en sådan
erklæring; | | | | | f) | enhver notifikation, der er modtaget i
henhold til bestemmelserne i artikel 14, samt datoen for
opsigelsens ikrafttræden; | | | | | g) | enhver anden handling, erklæring,
notifikation eller meddelelse vedrørende denne
protokol. | | | Til bekræftelse heraf har
undertegnede, der er behørigt bemyndiget hertil, undertegnet
denne protokol. | | Udfærdiget i Wien den 20. september
2012, på engelsk og fransk, idet begge tekster skal have
samme gyldighed, i et enkelt eksemplar, der skal være
deponeret i Europarådets arkiv. Europarådets
generalsekretær skal fremsende bekræftede genparter
heraf til hver enkelt af Europarådets medlemsstater samt til
de ikke-medlemsstater, der har tiltrådt konventionen. | |
|
Bilag 2
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | | | | | | § 1 | | | | | | I retsplejeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1008 af 24. oktober 2012, som
ændret ved § 1 i lov nr. 1242 af 18. december 2012 og
§ 1 i lov nr. 1387 af 23. december 2012, foretages
følgende ændringer: | | | | § 795.
… | | 1. I § 795 indsættes som stk. 3: | Stk. 2. Hos
personer, som efter reglerne i § 170 er udelukket fra at
afgive forklaring som vidne i sagen, er skriftlige meddelelser og
lignende mellem den mistænkte og den pågældende
person samt dennes notater og lignende vedrørende den
mistænkte ikke genstand for ransagning. Hos personer, som er
omfattet af § 172, er materiale, der indeholder
oplysninger om forhold, som de pågældende efter
§ 172 er fritaget for at afgive forklaring om som vidne i
sagen, ikke genstand for ransagning. | | »Stk. 3.
§ 189 finder tilsvarende anvendelse. Når ransagningen
foretages hos en erhvervsvirksomhed, gælder dette også
for andre, der i kraft af deres tilknytning til virksomheden har
fået kendskab til sagen.« | | | | § 804.
Som led i efterforskningen af en lovovertrædelse, der er
undergivet offentlig påtale, eller krænkelse som
nævnt i § 2, stk. 1, nr. 1, i lov om tilhold,
opholdsforbud og bortvisning kan der meddeles en person, der ikke
er mistænkt, pålæg om at forevise eller udlevere
genstande (edition), hvis der er grund til at antage, at en
genstand, som den pågældende har rådighed over,
kan tjene som bevis, bør konfiskeres eller ved
lovovertrædelsen er fravendt nogen, som kan kræve den
tilbage. Stk. 2.
… | | 2. I § 804, stk. 1, indsættes som 2. pkt.: »Når pålæg meddeles
en erhvervsvirksomhed, finder § 189 tilsvarende anvendelse for
andre, der i kraft af deres tilknytning til virksomheden har
fået kendskab til sagen.« | | | | | | § 2 | | | | | | I lov om international fuldbyrdelse af straf
m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 740 af 18. juli 2005,
foretages følgende ændringer: | | | | Kapitel 3 a | | 1. Overskriften til kapitel 3 a affattes
således: | FN-konventionen imod ulovlig handel
med narkotika og psykotrope stoffer og den europæiske
konvention om hvidvaskning, efterforskning samt
beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart
forhold | | »Kapitel 3 a | Fuldbyrdelse af afgørelser om
konfiskation efter andre konventioner«. | | | | | | 2. § 5 a affattes således: | | | | § 5 a.
Afgørelser om konfiskation, som er omfattet af
FN-konventionen imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope
stoffer eller den europæiske konvention om hvidvaskning,
efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskation af
udbyttet fra strafbart forhold, jf. bilag 3 og 4 til denne lov, kan
fuldbyrdes efter reglerne i kapitel 3, når konventionens
betingelser er opfyldt. | | Ȥ 5 a.
Afgørelser om konfiskation, som er omfattet af
FN-konventionen imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope
stoffer, den europæiske konvention om hvidvaskning,
efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskation af
udbyttet af strafbart forhold eller Europarådets konvention
om hvidvask, efterforskning, beslaglæggelse og konfiskation
af udbytte fra strafbare handlinger samt finansiering af
terrorisme, jf. bilag 3, 4 og 5 til denne lov, kan fuldbyrdes efter
reglerne i kapitel 3, når konventionens betingelser er
opfyldt.« | | | | | | 3. Som Bilag 5 indsættes bilag 1 til denne
lov. | | | | | | § 3 | | | | | | I lov om udlevering af lovovertrædere,
jf. lovbekendtgørelse nr. 833 af 25. august 2005, som
ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 394 af 30. april 2007 og
senest ved § 2 i lov nr. 271 af 4. april 2011, foretages
følgende ændringer: | | | | § 6.
Udlevering må ikke finde sted, hvis der er fare for, at den
pågældende efter udleveringen på grund af sin
afstamning, sit tilhørsforhold til en bestemt
befolkningsgruppe. sin religiøse eller politiske opfattelse
eller i øvrigt på grund af politiske forhold vil blive
udsat for forfølgelse, som retter sig mod hans liv eller
frihed eller i øvrigt er af alvorlig karakter. Stk. 2.
… | | 1. I § 6, stk. 1, og § 10 h, stk. 1, ændres
»hans« til: »dennes«. | | | | | | | | § 10 h.
Udlevering må ikke finde sted, hvis der er fare for, at den
pågældende efter udleveringen på grund af sin
afstamning, sit tilhørsforhold til en bestemt
befolkningsgruppe, sin religiøse eller politiske opfattelse
eller i øvrigt på grund af politiske forhold vil blive
udsat for forfølgelse, som retter sig mod hans liv eller
frihed eller i øvrigt er af alvorlig karakter. Stk. 2.
… | | | | | | § 8.
Udlevering kan ikke ske, når den, der søges udleveret,
her i landet er dømt, frifundet eller benådet for den
pågældende strafbare handling. Er tiltale mod den
pågældende frafaldet, kan udlevering kun finde sted,
hvis retsplejelovens betingelser for omgørelse af
beslutningen om tiltalefrafald er opfyldt. Udlevering kan
afslås, hvis påtale er opgivet, og betingelserne for at
omgøre beslutningen om påtaleopgivelse ikke er
opfyldt. | | 2. § 8 affattes således: | | | | »§ 8.
Udlevering kan ikke finde sted, når den, der søges
udleveret, her i landet, i et nordisk land eller i en medlemsstat i
Den Europæiske Union er dømt eller frifundet for den
samme strafbare handling. Tilsvarende gælder, hvis den, der
søges udleveret, her i landet er benådet for
handlingen. Udlevering kan endvidere afslås, hvis den, der
søges udleveret, er dømt eller frifundet for
handlingen i et land uden for Norden og Den Europæiske Union.
Uanset at den pågældende er dømt for den samme
strafbare handling, kan udlevering dog kun afslås efter
bestemmelserne i 1. og 3. pkt., hvis dommen er blevet fuldbyrdet,
er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes
efter lovgivningen i domslandet. Stk. 2. Er
tiltale mod den pågældende frafaldet her i landet, kan
udlevering kun finde sted, hvis retsplejelovens betingelser for
omgørelse af beslutningen om tiltalefrafald er opfyldt.
Udlevering kan endvidere afslås, hvis påtale er
opgivet, og betingelserne for at omgøre beslutningen om
påtaleopgivelse ikke er opfyldt. Stk. 3.
Udlevering til strafforfølgning kan afslås, hvis der
her i landet er indledt retsforfølgning mod den
pågældende for den handling, for hvilken der
søges udlevering, og retsforfølgning på grund
af handlingens karakter, den pågældendes tilknytning
til Danmark og omstændighederne i øvrigt findes at
skulle gennemføres her i landet.« | | | | § 10. Udlevering kan kun ske på
følgende vilkår: | | 3. 5 steder i
§ 10 og i 16,
stk. 1, § 17, stk. 1, 1.
pkt., § 18 e, stk. 1, 1.
pkt., samt § 20, stk. 1,
ændres »han« til: »den
pågældende«. | 1) | Den udleverede må ikke drages til
ansvar eller udleveres videre til tredjeland for nogen anden
strafbar handling begået før udleveringen end den, han
er udleveret for, medmindre: | | | a) | … | | | | b) | han, uanset at han i 45 dage uhindret
har kunnet forlade det land, hvortil han er udleveret, har undladt
dette; eller | | 4. I § 10, nr. 1, litra b, ændres
»45« til: »30«. | | c) | han efter at have forladt landet
frivilligt er vendt tilbage | | | 2) | … | | | | | | § 16. Den,
der efter justitsministerens beslutning skal udleveres, kan
forlange, at politiet indbringer spørgsmålet om
beslutningens lovlighed for retten på det sted, hvor han
opholder sig. Stk. 2.
… | | | | | | § 17.
Medmindre den pågældende giver afkald på at
indbringe beslutningen om udlevering for retten, kan han ikke
udleveres før udløbet af den frist på 3 dage,
som nævnes i § 16. Indbringes beslutningen for retten,
kan udlevering ikke ske, før beslutningen er fundet lovlig
ved endelig retskendelse. Stk. 2.
… | | | | | | § 18 e.
Medmindre den pågældende giver afkald på at
indbringe beslutningen om udlevering for retten, kan han ikke
udleveres før udløbet af den frist på 3 dage,
som er nævnt i § 16, jf. § 18 b, stk. 5, 2. pkt.
Indbringes beslutningen for retten, kan udlevering ikke ske,
før beslutningen er fundet lovlig ved endelig
retskendelse. Stk. 2.
… | | | | | | § 20.
Justitsministeren kan efter anmodning tillade, at en person, der er
udleveret efter reglerne i denne lov, underkastes
strafforfølgning eller straffuldbyrdelse eller udleveres
videre til tredjeland for en anden strafbar handling begået
før udleveringen end den, han er udleveret for. Stk. 2.
… | | | | | | § 10 d.
Udlevering kan ikke finde sted, når den, der søges
udleveret, her i landet eller i en anden medlemsstat i Den
Europæiske Union end den medlemsstat, der har anmodet om
udlevering, er dømt eller frifundet for den samme strafbare
handling. Tilsvarende gælder, hvis den, der søges
udleveret, her i landet er benådet for handlingen. Udlevering
kan endvidere afslås, hvis den, der søges udleveret,
er dømt eller frifundet for handlingen i en stat uden for
Den Europæiske Union. Uanset at den pågældende er
dømt for den samme strafbare handling i en anden stat end
den, der har anmodet om udlevering, kan udlevering dog kun
afslås efter bestemmelserne i 1. og 3. pkt., hvis dommen er
blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke
længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i denne stat. Stk. 2.
… | | 5. I § 10 d, stk. 1, 1. pkt., udgår
»end den medlemsstat, der har anmodet om
udlevering,«. | | 6. § 10 d, stk. 1, 4. pkt., affattes
således: »Uanset at den pågældende
er dømt for den samme strafbare handling, kan udlevering dog
kun afslås efter bestemmelserne i 1. og 3. pkt., hvis dommen
er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke
længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i
domsstaten.« | | | | | § 10 m.
Udlevering kan ikke finde sted, når den, der søges
udleveret, her i landet, i et andet nordisk land eller i en
medlemsstat i Den Europæiske Union, er dømt eller
frifundet for den samme strafbare handling. Tilsvarende
gælder, hvis den, der søges udleveret, her i landet er
benådet for handlingen. Udlevering kan endvidere
afslås, hvis den, der søges udleveret, er dømt
eller frifundet for handlingen i et land uden for Norden og Den
Europæiske Union. Uanset at den pågældende er
dømt for den samme strafbare handling i et andet land end
det, der har anmodet om udlevering, kan udlevering dog kun
afslås efter bestemmelserne i 1. og 3. pkt., hvis dommen er
blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke
længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i dette land. Stk. 2.
… | | 7. I § 10 m, stk. 1, 1. pkt., udgår
»andet«. | | | | | 8. § 10 m, stk. 1, 4. pkt., affattes
således: »Uanset at den pågældende
er dømt for den samme strafbare handling, kan udlevering dog
kun afslås efter bestemmelserne i 1. og 3. pkt., hvis dommen
er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke
længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i
domslandet.« | | | | | | § 10 o.
… | | | Stk. 2. Den
udleverede kan dog uanset stk. 1, 2. pkt., drages til ansvar for
andre strafbare handlinger begået før udleveringen end
den, der er sket udlevering for, hvis | | 9. I § 10 o, stk. 2, nr. 1, og stk. 4, nr.
2, ændres »45« til:
»30«. | 1) | den pågældende efter at have
haft mulighed for at forlade det land, hvortil vedkommende er
udleveret, har undladt dette i 45 dage efter den endelige
løsladelse eller er vendt tilbage til dette land efter at
have forladt det eller | | | 2) | … | | | Stk. 3.
… | | | Stk. 4.
Udlevering kan kun ske på vilkår af, at den udleverede
ikke udleveres videre til en medlemsstat i Den Europæiske
Union eller en stat uden for Den Europæiske Union og Norden
for andre strafbare handlinger begået før
udleveringen, end den, der er sket udlevering for, medmindre | | | 1) | … | | | 2) | den pågældende efter at have
haft mulighed for at forlade det land, hvortil vedkommende er
udleveret, har undladt dette i 45 dage efter den endelige
løsladelse eller er vendt tilbage til dette land efter at
have forladt det eller | | | 3) | … | | | | | | § 21.
Justitsministeren eller den, han bemyndiger dertil, kan tillade, at
en person, der udleveres fra en fremmed stat til en anden,
føres gennem riget, såfremt bestemmelserne i § 2
og § 2 a eller §§ 4-6 ikke ville være til
hinder for, at der skete udlevering her fra landet for den
pågældende handling. | | 10. I § 21, stk. 1, ændres
»han« til: »ministeren«. | Stk. 2.
… | | | Stk. 3.
… | | | | | 11. I § 21 indsættes som stk. 4: »Stk. 4.
§ 13 finder tilsvarende anvendelse.« | | | | | | 12. Efter
§ 21 b indsættes: »§ 21
c. Ved udlevering til lande, som har tiltrådt den
tredje tillægsprotokol til den europæiske konvention om
udlevering, gælder reglerne i tillægsprotokollen, jf.
bilag 3 til denne lov, medmindre andre regler om udlevering mellem
Danmark og det pågældende land er mere vidtgående
end reglerne i tillægsprotokollen.« | | | | | | 13. Som Bilag 3 indsættes bilag 2 til denne
lov. | | | | | | § 4 | | | | | | Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. juli 2013. Stk. 2. Lovens
§ 3, nr. 4, 9, 12 og 13, finder anvendelse på
anmodninger om udlevering, der fremsættes efter lovens
ikrafttræden. | | | | | | § 5 | | | | | | §5. Loven
gælder ikke for Færøerne og
Grønland. Stk. 2. Lovens
§§ 2 og 3 kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Grønland med de ændringer,
som de grønlandske forhold tilsiger. Stk. 3. Lovens
§ 2 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes
i kraft for Færøerne med de ændringer, som de
færøske forhold tilsiger. | | | | | | | | | | | | | | | |
|