Skriftlig fremsættelse (30. januar
2013)
Justitsministeren
(Morten Bødskov):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
konkursloven, retsplejeloven og retsafgiftsloven
(Konkurskarantæne)
(Lovforslag nr. L 131)
Der har i den senere tid været rejst
spørgsmål om, hvorvidt konkursmisbrug kan
bekæmpes ved at indføre regler om
konkurskarantæne som et supplement til straffelovens regler
om rettighedsfrakendelse.
Formålet med lovforslaget er på
den baggrund at indføre regler om, at en person, som er
gået konkurs med en virksomhed eller er involveret i en
selskabslikvidation, og som på grund af groft uforsvarlig
forretningsførelse er uegnet til at deltage i ledelsen af en
erhvervsvirksomhed, kan få forbud mod i en periode at drive
visse former for erhvervsvirksomhed i videre omfang end efter
straffelovens regler om rettighedsfrakendelse. Regler om
konkurskarantæne findes ikke i dansk ret i dag.
Lovforslaget fremsættes som
opfølgning på aftalen om finansloven for 2013
indgået mellem regeringen og Enhedslisten. Aftalen
lægger bl.a. op til skærpet indsats over for
systematisk konkursrytteri. Lovforslaget skal i den forbindelse ses
i sammenhæng med det lovforslag, som fremsættes senere
i denne folketingssamling, og som vil indebære en markant
styrkelse af indsatsen over for systematisk og organiseret
økonomisk kriminalitet.
Lovforslaget bygger på
Konkursrådets betænkning nr. 1525/2011 om
konkurskarantæne.
Lovforslaget indeholder følgende
hovedpunkter:
- Fysiske personer,
der inden for det seneste år før fristdagen formelt
eller reelt har været medlem af ledelsen i en sammenslutning
(selskab mv.), der er gået konkurs, eller i en personligt
drevet virksomhed, hvis ejer er gået konkurs, kan efter
begæring fra kurator pålægges
konkurskarantæne af skifteretten.
-
Konkurskarantæne kan pålægges, hvis det må
antages, at den pågældende på grund af groft
uforsvarlig forretningsførelse er uegnet til at deltage i
ledelsen af en erhvervsvirksomhed.
- Retsvirkningen af
konkurskarantæne er et forbud mod at deltage i ledelsen af en
virksomhed, hvori den pågældende ikke hæfter
personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser
(aktieselskaber, anpartsselskaber mv.). Konkurskarantænen vil
som udgangspunkt blive pålagt for en periode af 3
år.
- Vurderingen af,
om der foreligger groft uforsvarlig forretningsførelse, skal
foretages i forhold til virksomhedens økonomiske forhold (i
bred forstand). Hensynet til iværksættere skal
inddrages i vurderingen. Forretningsmæssig udygtighed vil som
udgangspunkt ikke i sig selv udgøre groft uforsvarlig
forretningsførelse og vil således som udgangspunkt
ikke kunne udløse konkurskarantæne, heller ikke
når en person flere gange efter hinanden er gået
konkurs som følge af forretningsmæssig udygtighed.
- Hvis en person,
der allerede er pålagt konkurskarantæne, på ny
pålægges konkurskarantæne på grundlag af
groft uforsvarlig forretningsførelse, som tidsmæssigt
ligger efter pålægget af den første
konkurskarantæne, men således at fristdagen i det nye
konkursbo ligger inden udløbet af den tidligere
pålagte konkurskarantæne, udvides retsvirkningerne af
konkurskarantænen fra pålægget af den nye
konkurskarantæne til et forbud mod at deltage i ledelsen af
enhver form for erhvervsvirksomhed.
-
Overtrædelse af en konkurskarantæne indebærer
endvidere, at den pågældende hæfter personligt
på objektivt grundlag, hvis der indtræder konkurs med
fristdag inden for karantæneperioden. Skifteretten kan dog
fritage for denne hæftelse helt eller delvis, hvis
særlige grunde taler for det. Skifteretten kan omvendt
også pålægge personlig hæftelse, hvis der
er indtrådt konkurs med fristdag efter
karantæneperiodens udløb, men dog inden for det
første år herefter.
-
Overtrædelse af en konkurskarantæne straffes desuden
med bøde eller fængsel indtil 6 måneder efter
straffelovens § 131 om bl.a. den, der udøver en
virksomhed, til hvilken retten er frakendt den
pågældende.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.