L 135 Forslag til lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi, lov om elforsyning og ligningsloven.

(Rammer for kystnære havvindmøller og revision af værditabs- og køberetsordningerne m.v.).

Af: Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard
Udvalg: Klima-, Energi- og Bygningsudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 06-02-2013

Fremsættelse: 06-02-2013

Skriftlig fremsættelse (6. februar 2013)

20121_l135_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (6. februar 2013)

Klima-, Energi- og bygningsministeren (Martin Lidegaard):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi, lov om elforsyning og ligningsloven (Rammer for kystnære havvindmøller og revision af værditabs- og køberetsordningerne m.v.)

(Lovforslag nr. L 135).

Lovforslaget indeholder ændringer af lov om fremme af vedvarende energi, lov om elforsyning og ligningsloven.

Der er flere forskellige elementer i lovforslaget. Lovforslaget fastsætter bl.a. rammer for den fremtidige udbygning med kystnære havvindmøller, som fremover primært forventes at ske ved udbud. Der foreslås herunder indsat et særligt økonomisk incitament til øget lokalt medejerskab ved udbud. Herudover foreslås 50 MW reserveret til forsøgsprojekter, som kan bidrage til at nedbringe produktionsomkostninger til elektricitet fra havvindmølleparker. Disse forsøgsprojekter vil modtage en særlig forhøjet afregningspris. Havvindmøller, som etableres uden for udbud, foreslås at få samme reducerede afregning som for vindmøller på land.

Lovforslaget indeholder endvidere en revision af værditabs- og køberetsordningerne, som i vid udstrækning baserer sig på konklusioner i evalueringer foretaget i 2011. Der foreslås også indsat en forhøjelse af støtten til overskudsproduktionen fra nye husstandsvindmøller, således at der fremover ydes en afregningspris på 250 øre pr. kWh i 20 år fra nettilslutningstidspunktet. Endelig indeholder lovforslaget en række andre ændringer bl.a. i forhold til udnyttelse af energi fra vand og vind på havet.

Den øgede støtte til vindmøller, som indgår i forsøgsprojekter på havet, og det økonomiske incitament til øget lokalt medejerskab i kystnære havvindmølleparker forventes at føre til øgede omkostninger for elforbrugerne - herunder erhvervslivet - på op til ca. 48 mio. kr. i løbende priser i 2020. Hertil kommer øget støtte til husstandsvindmøller med gennemsnitligt ca. 2 mio. kr. årligt i løbende priser frem til 2020. Endelig er der merudgifter til Energinet.dk's administration på ca. 1 mio. kr. årligt, som opkræves over tarifferne, og begrænsede administrative og økonomiske merudgifter for vindmølleopstillere.

Den øgede støtte til vindmøller, som indgår i forsøgsprojekter på havet, forventes at forbedre de økonomiske og konkurrencemæssige vilkår for virksomhederne inden for vindkraft, og den øgede støtte til husstandsmøller forventes at øge omsætningen for virksomheder, som producerer, forhandler og installerer. En øget udbygning af vindkraft vil reducere drivhusgasudledningen m.v.

Lovforslagets bestemmelser om støtte m.v. vil blive notificeret for Kommissionen som statsstøtte. Bestemmelserne vil først blive sat i kraft i det omfang og fra det tidspunkt, som følger af godkendelsen efter statsstøttereglerne.

Idet der i øvrigt henvises til lovforslaget med bemærkninger, anbefales lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.