Tillægsbetænkning afgivet af
Retsudvalget den 3. juni 2013
1. Ændringsforslag
Dansk Folkepartis, Enhedslistens og Liberal
Alliances medlemmer af udvalget har stillet 4 ændringsforslag
til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 7. februar
2013 og var til 1. behandling den 26. februar 2013. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.
Udvalget afgav betænkning den 28. maj 2013. Lovforslaget var
til 2. behandling den 30. maj 2013, hvorefter det blev henvist til
fornyet behandling i Retsudvalget.
Dispensation fra bestemmelserne i
§ 8 a, stk. 2, i Folketingets forretningsorden
Udvalget indstiller, at der dispenseres fra
bestemmelsen i Folketingets forretningsordens § 8 a, stk. 2,
om, at der skal gå 2 dage fra omdeling af
tillægsbetænkningen, til lovforslaget kommer til 3.
behandling.
Møder
Udvalget har, efter lovforslaget blev
henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet lovforslaget i 1
møde.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har under den fornyede behandling
af lovforslaget modtaget 1 skriftlig henvendelse fra John Munch
Hansen.
Justitsministeren har over for udvalget
kommenteret den skriftlige henvendelse.
Deputationer
Endvidere har Transparency International
Danmark under den fornyede behandling af lovforslaget mundtligt
over for udvalget redegjort for sin holdning til lovforslaget.
Samråd
Udvalget har stillet 1
spørgsmål til justitsministeren til mundtlig
besvarelse, som denne har besvaret i et åbent samråd
den 3. juni 2013. Justitsministerens talepapir, der lå til
grund for besvarelsen, forventes fremsendt inden 3. behandling.
Spørgsmål
Udvalget har under den fornyede behandling
af lovforslaget stillet 5 spørgsmå til skriftlig
besvarelse. 1 spørgsmål til justitsministeren og 4
spørgsmål til udenrigsministeren, som disse har
besvaret.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i
udvalget (V, S, RV, SF, KF og SIU) indstiller lovforslaget til
vedtagelse uændret.
Venstres, Socialdemokratiets, Radikale
Venstres, Socialistisk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis
medlemmer af udvalget har noteret sig justitsministerens besvarelse
af spørgsmål nr. 154 og 172 om nogle særlige
forhold på Forsvarsministeriets område. Flertallet
konstaterer på den baggrund, at der ikke er tale om at
indføre en særlig aktindsigtsordning på
Forsvarsministeriets område, men derimod om at sikre den
parlamentariske kontrol med særlige forhold inden for
Forsvarsministeriets område. Flertallet bemærker
på denne baggrund endvidere, at disse særlige forhold
ikke vil gøre sig gældende på andre
områder.
Et mindretal i
udvalget (DF, EL og LA) indstiller lovforslaget til forkastelse. Mindretallet vil stemme for de
stillede ændringsforslag.
Dansk Folkepartis, Enhedslistens og Liberal
Alliances medlemmer af udvalget har i forbindelse med 3. behandling
stillet yderligere 4 ændringsforslag. Disse
ændringsforslag er efter partiernes mening ikke
tilstrækkelige til at sikre den åbenhed, der er behov
for, men er et udtryk for et forsøg på at sikre en
større grad af åbenhed end i det oprindelige
lovforslag inden for rammerne af den aftale, som flertallet har
indgået. Dette sker, ved at undtagelserne til adgangen til
aktindsigt i lovforslagets §§ 22, 24 og 27
indskrænkes til et snævrere anvendelsesområde
Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for
betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i
tillægsbetænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i
tillægsbetænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 22
Af et mindretal (DF,
EL og LA):
1)
Efter »kalender« indsættes: », for så
vidt angår fremtidige begivenheder«.
[Fremtidige begivenheder i
kalendere undtages fra retten til aktindsigt]
Til § 24
2) I
stk. 1 ændres »der
udveksles på et tidspunkt, hvor der er konkret grund til at
antage, at en minister har eller vil få behov for
embedsværkets rådgivning og bistand, mellem:«
til: »der er udarbejdet til og tilgår en minister,
når disse indeholder politisk rådgivning til ministeren
og disse udveksles mellem:«.
[Undtagelse af retten til
aktindsigt kan alene ske i de tilfælde, hvor der er en
konkret viden om, at ministeren i den konkrete sag har brug for
politisk rådgivning]
3) I
stk. 3 ændres »Selv om det
må antages, at en minister har eller vil få behov for
embedsværkets rådgivning og bistand i forbindelse med
den pågældende sag m.v., gælder stk. 1
ikke« til: »Uanset stk. 1 gælder retten til
aktindsigt«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 2]
Til § 27
4) I
nr. 2 indsættes efter
»proces«: », så længe
pågældende proces pågår«.
[Præcisering af, at de
dokumenter, der udarbejdes og udveksles mellem ministre og
folketingsmedlemmer, kan undtages fra aktindsigt, så
længe den pågældende proces
pågår]
Bemærkninger
Til nr. 1
Et flertal i Folketinget har afvist et
ændringsforslag om at slette lovforslagets § 22. De
begrundelser, der er blevet anført for lovforslagets §
22, har dels været, at kalenderførelse er et
arbejdsredskab, dels at adgang til aktindsigt i
kalenderførelse kan føre til chikane af medarbejdere
i den offentlige forvaltning. Dette ændringsforslag har til
formål at indskrænke anvendelsesområdet af
bestemmelsen, så det fortsat er muligt at få adgang til
aktindsigt i allerede afholdte møder og lign. i
forvaltningen. Ved at begrænse undtagelsen til fremtidige
begivenheder vil det fortsat være muligt at få indsigt
i, hvilke møder embedsværket har afholdt, men det vil
ikke være muligt at bruge adgangen til aktindsigt til
chikanøs adfærd over for medarbejdere. Dermed
imødekommes ønsket om at beskytte medarbejdere, men
en adgang til aktindsigt bibeholdes. Dette har tidligere vist sig
relevant, f.eks. i forbindelse med afsløringer i den
såkaldte skattesag og den såkaldte Farumsag.
Til nr. 2 og 3
Et flertal i Folketinget har afvist et
ændringsforslag, der havde til formål at fjerne
lovforslagets § 24. På den baggrund stilles nu
ændringsforslag om at indskrænke
anvendelsesområdet af § 24. Ændringsforslagene
indebærer, at undtagelse af retten til aktindsigt udelukkende
kan ske i de tilfælde, hvor man på tidspunktet for
dokumentets udarbejdelse konkret ved, at ministeren har behov for
embedsværkets rådgivning og bistand i det konkrete
tilfælde. Dermed sikres det, at det ikke er muligt at undtage
dokumenter og oplysninger fra retten til aktindsigt i de
tilfælde, hvor det endnu ikke er klart, at ministeren har
behov for embedsværkets rådgivning. Dermed kan
dokumenter og oplysninger ikke undtages fra retten til aktindsigt
på baggrund af en formodning om, at ministeren i fremtiden
muligvis vil få behov for embedsværkets
rådgivning. Lovforslagets formulering om, at en antagelse om,
at ministeren vil få brug for embedsværkets
rådgivning i en konkret sag, kan danne grundlag for
undtagelse af adgangen til aktindsigt, er med dette
ændringsforslag ændret til, at man på tidspunktet
for aktindsigtsanmodningen skal være vidende om, at
ministeren har brug for rådgivning i sagen. Samtidig bliver
det med ændringsforslaget et krav, at dokumentet både
er udarbejdet med henblik på ministerbetjening og reelt
tilgår ministeren som en del af ministerbetjeningen i den
konkrete sag.
Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal
Alliance mener, at der bør være så vid en adgang
til aktindsigt som muligt, og mener ikke, at det er
nødvendigt at begrænse adgangen til aktindsigt, for
så vidt angår lovforslagets § 24. Regeringen,
Venstre og Det Konservative Folkeparti har dog indgået en
politisk aftale, hvoraf det fremgår, at »der skal mere
til end løse forventninger om, at ministeren muligvis kan
få behov for bistand fra embedsværket«,
før lovforslagets § 24 kan finde anvendelse. Dette ses
dog ikke opfyldt i formuleringen af § 24 i lovforslaget, idet
det fremgår, at dokumenter og oplysninger undtages fra retten
til aktindsigt, når der er grund til at antage, at ministeren
»vil få« behov for embedsværkets
rådgivning og bistand.
Med dette ændringsforslag
præciseres det således, at en forventning om, at
ministeren vil få et behov for embedsværkets
rådgivning, ikke er tilstrækkeligt til at undtage et
dokument eller en oplysning fra retten til aktindsigt. Dermed kan
dokumenter og oplysninger kun undtages i tilfælde, hvor det
allerede er klart, at der er behov for ministerbetjening, og hvor
dokumenterne reelt tilgår ministeren.
Ændringsforslaget opfylder dermed den
politiske aftale mellem regeringen, Venstre og Konservative, men
indskrænker undtagelsesmulighederne i forhold til
lovforslagets formulering.
Til nr. 4
Et flertal i Folketinget har afvist et
ændringsforslag om at slette lovforslagets § 27, nr. 2.
På den baggrund stilles nu ændringsforslag om at
begrænse bestemmelsens anvendelsesområde.
Det er Dansk Folkepartis, Enhedslistens og
Liberal Alliances opfattelse, at der i forbindelse med politiske og
økonomiske forhandlinger er behov for, at visse dokumenter
undtages fra retten til aktindsigt i en periode. Det er dog
også partiernes opfattelse, at det efter afslutningen af
politiske og økonomiske forhandlinger er gavnligt, at
befolkningen og den brede offentlighed har mulighed for at få
indsigt i grundlaget for disse forhandlinger og de beslutninger,
der træffes på baggrund heraf.
Derfor foreslås det, at undtagelsen
fra adgang til aktindsigt, for så vidt angår dokumenter
udvekslet mellem ministre og folketingsmedlemmer, begrænses
til den periode, hvor den pågældende proces
pågår. Det vil i praksis betyde, at der opretholdes et
fortroligt rum til politiske forhandlinger og udveksling af
synspunkter mellem folketingsmedlemmer og ministre i sager om
lovgivning eller lignende politisk proces, men at der ved
afslutning af denne proces åbnes for adgang til aktindsigt.
Dermed vil det fortsat være muligt for offentligheden at
få indsigt i grundlaget for de politiske beslutninger, der
træffes, herunder indsigt i, hvilke temaer der har
været diskuteret i den politiske proces.
Hensigten med ændringsforslaget er
således at tage hensyn til de indsigelser, som bl.a.
mindretallet i Offentlighedskommissionen og andre
høringsparter har haft. Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne til lovforslaget punkt 4.15, hvori
mindretallets synspunkter er gengivet.
Jesper Petersen (S) Julie Skovsby
(S) Mogens Jensen (S) Mette Reissmann (S) Ole Hækkerup (S)
Rasmus Prehn (S) Jeppe Mikkelsen (RV) Zenia Stampe (RV) Camilla
Hersom (RV) Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) fmd. Mette Boye (SF) Pernille Skipper
(EL) Johanne Schmidt-Nielsen (EL) Henning Hyllested (EL) Doris
Jakobsen (SIU) Kim Andersen (V) Preben Bang Henriksen (V) Inger
Støjberg (V) Karen Jespersen (V) Jan E. Jørgensen (V)
Karsten Lauritzen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Karsten Nonbo (V)
Peter Skaarup (DF) Dennis Flydtkjær (DF) Pia Adelsteen (DF)
Kim Christiansen (DF) Simon Emil Ammitzbøll (LA) Tom Behnke
(KF) nfmd.
Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 45 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 17 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende
L 144 efter afgivet betænkning
Bilagsnr. | Titel |
---|
33 | Betænkning afgivet den 28. maj
2013 | 34 | Henvendelse af 31/5-13 fra John Munch
Hansen | 35 | 1. udkast til
tillægsbetænkning |
|
Oversigt over spørgsmål
og svar vedrørende L 144 efter afgivet betænkning
Spm.nr. | Titel | 193 | Spm. , om ministeren er i besiddelse af en
engelsk oversættelse af lovforslaget, til udenrigsministeren,
og ministerens svar herpå | 194 | Spm. om, hvor Danmark ligger på den
internationale RTI-skala (Right to Information), til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå | 195 | Spm. , om ministeren er i besiddelse af
oplysninger om andre internationale skalaer, der rangerer lande
efter åbenhed i forvaltningen, til udenrigsministeren, og
ministerens svar herpå | 196 | Spm. om oversendelse af al
Udenrigsministeriets korrespondance med OSCE i forbindelse med
OSCE's kritik af lovforslaget, til udenrigsministeren, og
ministerens svar herpå | 197 | Spm. om kommentar til henvendelsen af
31/5-13 fra John Munch Hansen, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | | |
|
Oversigt over
samrådsspørgsmål vedrørende L 144 efter
afgivet betænkning
Samråds-spm.nr. | Titel | I | Samrådsspm. om en redegørelse
for, om den sag, der kom til offentlighedens kendskab pga. en
aktindsigt til Berlingske Tidende, og som nu fører til, at
klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard modtager en
næse, ville have været kommet til offentlighedens
kendskab, hvis reglerne i den foreslåede offentlighedslov
havde været gældende, til justitsministeren | | |
|