Skriftlig fremsættelse (7. februar
2013)
Justitsministeren
(Morten Bødskov):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
forvaltningsloven og retsplejeloven (Ændringer i lyset af lov
om offentlighed i forvaltningen)
(Lovforslag nr. L 145)
1. Lovforslaget er med enkelte ændringer
en genfremsættelse af det lovforslag (L 91), som blev fremsat
for Folketinget den 8. december 2010.
Med
lovforslaget, der fremsættes samtidig med forslaget til en ny
lov om offentlighed i forvaltningen (lovforslag nr. L 144),
lægges der i lyset af forslaget til offentlighedsloven op til
at foretage en række ændringer i forvaltningslovens og
retsplejelovens regler om aktindsigt af dels indholdsmæssig,
dels redaktionel karakter. Formålet er at skabe parallelitet
mellem på den ene side offentlighedsloven og på den
anden side forvaltningsloven og retsplejeloven, hvor dette
skønnes hensigtsmæssigt.
Hertil kommer,
at der - i lyset af forslaget til en ny offentlighedslov -
foreslås navnlig nogle redaktionelle ændringer af
forvaltningslovens bestemmelser om partshøring og
tavshedspligt.
2. Forslaget til en ny offentlighedslov er
baseret på Offentlighedskommissionens betænkning nr.
1510/2009 om offentlighedsloven. I betænkningens kapitel 26
har Offentlighedskommissionen behandlet spørgsmålet
om, hvorvidt kommissionens udkast til en ny offentlighedslov vil
give anledning til ændringer i bestemmelser om aktindsigt
m.v. i andre regelsæt, herunder forvaltningsloven og
retsplejeloven. Dette lovforslag bygger på kommissionens
overvejelser.
3. Forslaget om at skabe den nævnte
parallelitet skyldes bl.a., at forvaltningslovens regler om
partsaktindsigt i afgørelsessager dels er opbygget på
samme måde som reglerne om aktindsigt i den gældende
offentlighedslov, dels i vidt omfang svarer indholdsmæssigt
til disse regler. Også retsplejelovens regler om aktindsigt
er i et vist omfang inspireret af opbygningen og formuleringen af
reglerne om aktindsigt i den gældende offentlighedslov (og
den gældende forvaltningslov).
4. Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.