Skriftlig fremsættelse (27. februar
2013)
Justitsministeren
(Morten Bødskov):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om Politiets
Efterretningstjeneste (PET)
(Lovforslag nr. L 161)
Regeringen har
den 11. januar 2013 indgået en politisk aftale med Dansk
Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Venstre om en ny styrket
regulering af PETs virksomhed og den parlamentariske kontrol med
efterretningstjenesterne.
Formålet
med lovforslaget er i overensstemmelse med den politiske aftale at
gennemføre en ny og tidssvarende lovregulering af PETs
virksomhed og etablere et særligt tilsynsorgan til styrkelse
af kontrollen med PETs behandling af oplysninger om såvel
fysiske som juridiske personer.
Den nye
lovregulering vil på ene side sikre, at PET fortsat effektivt
kan løse sine meget vigtige opgaver med bl.a. at forebygge
og modvirke terrorisme og andre alvorlige trusler mod samfundet.
Reguleringen vil på den anden side sikre, at tjenesten ikke
uden relevant og sagligt grundlag herfor indhenter, registrerer
eller på anden måde behandler oplysninger om borgerne,
herunder deres deltagelse i politisk virksomhed, samt at der er den
i et demokratisk samfund fornødne åbenhed om og
kontrol med tjenestens virksomhed og de vilkår, som den
arbejder under, bl.a. det almindelige proportionalitetsprincip.
Lovforslaget
bygger på betænkning nr. 1529/2012 om PET og FE, som
blev afgivet af Udvalget vedrørende Politiets og Forsvarets
Efterretningstjenester den 24. februar 2012, og svarer i det
væsentligste til udvalgets lovudkast.
Det
foreslås således med lovforslaget, at PETs opgaver lovreguleres, således at det
ved lov bliver fastsat, hvilke opgaver PET skal varetage. Den
foreslåede regulering af PETs opgaver svarer i altovervejende
grad til de opgaver, som PET i dag varetager ifølge de
administrativt fastsatte instrukser mv., som gælder for
tjenestens virksomhed. Den foreslåede lovregulering vil dog
skabe klarhed om rammerne for PETs virksomhed.
Der
foreslås endvidere en lovregulering af PETs indsamling,
indhentning og anden behandling af
oplysninger, herunder intern behandling, videregivelse og
sletning af oplysninger, som bygger på de almindelige
persondataretlige principper og begreber, herunder persondatalovens
behandlingsbegreb (og ikke det hidtidige mere begrænsede
registerbegreb), med de fravigelser, som er nødvendige for,
at PET fortsat effektivt kan løse sine opgaver. Det
foreslås i den forbindelse lovreguleret, hvornår PET
lovligt kan indsamle og indhente oplysninger, hvilke betingelser
der skal være opfyldt for, at PET internt kan behandle
indsamlede og indhentede oplysninger, samt i hvilke tilfælde
PET kan videregive oplysninger til andre danske
forvaltningsmyndigheder, private, udenlandske myndigheder og
internationale organisationer.
Det
foreslås desuden, at der ved lov oprettes et uafhængigt tilsyn med
efterretningstjenesterne til afløsning af det
nuværende Wamberg-udvalg, der er oprettet ved en
administrativ beslutning. Tilsynet vil skulle føre tilsyn
med både PET og Forsvarets Efterretningstjeneste, jf. det
samtidigt fremsatte forslag til lov om Forsvarets
Efterretningstjeneste.
Tilsynet, der
benævnes Tilsynet med Efterretningstjenesterne, vil få
til opgave at føre tilsyn med PETs behandling af oplysninger
og vil både for så vidt angår ressourcer,
uafhængighed og beføjelser samlet set indebære
en markant styrkelse af kontrollen med PETs behandling af
oplysninger. Det nye tilsyn skal således i enhver henseende
føre tilsyn med PETs behandling af oplysninger om fysiske og
juridiske personer, og i den forbindelse vil tilsynet få eget
sekretariat og kunne kræve enhver oplysning og alt materiale,
der er af betydning for dets virksomhed. Tilsynet har til enhver
tid adgang til alle PETs lokaliteter mv., herunder til PETs
IT-systemer.
Endelig
foreslås der en lovregulering af adgangen til indsigt i oplysninger hos PET. De
foreslåede regler vil som noget nyt indebære, at en
person får mulighed for at anmode Tilsynet med
Efterretningstjenesterne om at undersøge, om PET uberettiget
behandler oplysninger om vedkommende. Tilsynet sikrer - om
nødvendigt ved at pålægge PET at slette
oplysninger - at dette ikke er tilfældet, og giver herefter
vedkommende meddelelse herom.
Lovforslaget
skal ses i sammenhæng med det samtidigt fremsatte forslag til
ændring af lov om etablering af et udvalg om forsvarets og
politiets efterretningstjenester, hvormed der foreslås en
styrkelse af den parlamentariske kontrol på
efterretningsområdet. Dette lovforslag udmønter de
elementer i den politiske aftale af 11. januar 2013, som
vedrører den parlamentariske kontrol med
efterretningstjenesterne.
Lovforslaget
skal også ses i sammenhæng med det nævnte
samtidigt fremsatte forslag til lov om Forsvarets
Efterretningstjeneste, der ligeledes bygger på
betænkning nr. 1529/2012.
Idet jeg i
øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende
bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det
Høje Tings velvillige behandling.