Skriftlig fremsættelse (28. februar
2013)
Justitsministeren
(Morten Bødskov):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Styrket
indsats over for økonomisk kriminalitet)
(Lovforslag nr. L 164)
Formålet
med lovforslaget er at gennemføre en række
initiativer, som skal sikre de bedst mulige betingelser for at
forebygge, efterforske og retsforfølge økonomisk
kriminalitet.
Den
finansielle krise har de seneste år medført en
betydelig stigning i antallet af sager om økonomisk
kriminalitet, særligt er der i forlængelse af
finanskrisen opstået meget omfattende og komplicerede
straffesager om bl.a. kursmanipulation, insiderhandel og
pantebrevsspekulation. Hertil kommer, at organiseret
økonomisk kriminalitet også er udbredt i rocker- og
bandemiljøet.
Behandlingen
af sager om økonomisk kriminalitet byder på en
række store udfordringer, da sagerne bliver mere og mere
komplekse, og da sagerne ofte har internationale forgreninger.
Disse udfordringer betyder, at sager om økonomisk
kriminalitet kan være vanskelige at efterforske og
strafforfølge.
Med
lovforslaget foreslås ændringer på forskellige
områder, hvor der har vist sig behov for at styrke
retsgrundlaget. De foreslåede ændringer er udtryk for
et generelt eftersyn af reglerne på området for
økonomisk kriminalitet.
Lovforslaget
skal ses i sammenhæng med, at bekæmpelse af
økonomisk kriminalitet er et særligt prioriteret
indsatsområde for politiet og anklagemyndigheden. Der er
således - og vil også fremover blive - iværksat
en lang række initiativer med henblik på at styrke
behandlingen af straffesager om økonomisk kriminalitet.
Lovforslaget
udmønter bl.a. regeringens og Enhedslistens aftale om
finansloven for 2013, for så vidt angår aftalen om at
gennemføre lovgivning, der muliggør, at politiet med
én retskendelse kan følge en transaktion gennem flere
banker mv. ("kendelse på transaktion"), og aftalen om at
gennemføre lovgivning, der hæver strafmaksimum for
kursmanipulation og insiderhandel fra 4 års fængsel til
6 års fængsel.
Af de
foreslåede ændringer kan særligt fremhæves
følgende forslag:
- En ny
overbygningsbestemmelse i straffeloven om insiderhandel og
kursmanipulation under særligt skærpende
omstændigheder. Forslaget indebærer, at strafmaksimum
forhøjes fra 4 års fængsel til 6 års
fængsel.
- En ny bestemmelse
i retsplejeloven, som giver mulighed for editionspålæg
over for flere banker på baggrund af én retskendelse
("kendelse på transaktion"), så en transaktion lettere
kan følges fra bank til bank. Dermed får politi og
anklagemyndighed lettere ved at følge pengestrømmen,
så risikoen for, at et beløb forsvinder ud af syne,
mindskes.
- En udvidelse af
retsplejelovens regler om muligheden for at anvende hemmelig
ransagning til også at omfatte efterforskning af bl.a. visse
former for alvorlig økonomisk kriminalitet, der typisk
begås i mere organiseret form.
- En ny bestemmelse
i retsplejeloven om kortvarig spærring af et
kontoindestående, hvis der er grund til at antage, at
beløbet har tilknytning til hvidvask eller finansiering af
terrorisme, uden at det krav om mistanke med rimelig grund, som i
dag er en betingelse for beslaglæggelse, er opfyldt.
Forslaget vil styrke mulighederne for beslaglæggelse og
senere konfiskation af udbyttet fra alvorlige strafbare forhold,
herunder i sager om kædesvig.
- En ændring
af straffelovens regler om forældelse af idømte eller
vedtagne konfiskationskrav, så forældelsesfristen for
sådanne krav fremover svarer til forældelsesfristen
efter forældelsesloven for fordringer med tilsvarende
retsgrundlag, og så forældelseslovens almindelige
regler i øvrigt finder anvendelse på forældelse
af konfiskationskrav. Forslaget indebærer navnlig, at
forældelsesfristen i alle tilfælde vil være 10
år, og at der, hvis forældelse afbrydes eksempelvis ved
udlæg, vil løbe en ny forældelsesfrist på
10 år.
- En ændring
af reglerne om rettighedsfrakendelse i straffelovens § 79,
stk. 2, 2. pkt., så de omfatter deltagelse i ledelsen af en
erhvervsvirksomhed her i landet eller i udlandet uden at
hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens
forpligtelser. Med forslaget udvides muligheden for
rettighedsfrakendelse til også at omfatte bl.a.
kommanditselskaber og udenlandske selskaber. Forslaget skal ses i
sammenhæng med lovforslaget om at indføre regler om
konkurskarantæne (L 131).
- En ændring
af hvidvasklovens kontantforbud. Forslaget indebærer en
udvidelse af personkredsen omfattet af hvidvasklovens
kontantforbud. Endvidere nedsættes kontantforbuddets
beløbsgrænse fra 100.000 kr. til 50.000 kr.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.