L 193 Forslag til lov om ændring af miljømålsloven.

(Forenkling af planprocessen for Natura 2000-planer og styrkelse af interessentinddragelse m.v.).

Af: Miljøminister Ida Auken (SF)
Udvalg: Miljøudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 20-03-2013

Fremsat den 20. marts 2013 af miljøministeren (Ida Auken)

20121_l193_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 20. marts 2013 af miljøministeren (Ida Auken)

Forslag

til

Lov om ændring af miljømålsloven

(Forenkling af planprocessen for Natura 2000-planer og styrkelse af interessentinddragelse m.v.)

§ 1

I miljømålsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 932 af 24. september 2009, som ændret bl.a. ved § 9 i lov nr. 1273 af 21. december 2011 og senest ved § 2 i lov nr. 580 af 18. juni 2012, foretages følgende ændringer:

1. § 37, stk. 3, ophæves.

2. I § 37 a indsættes som 2. pkt.:

»For det enkelte Natura 2000-område skal handleplanen koordineres og sammenskrives med eventuelt andre kommunale handleplaner og statslige handleplaner for skovbevoksede, fredskovspligtige arealer, der udarbejdes efter regler udstedt i medfør af lov om skove.«

3. § 39, nr. 1, ophæves.

Nr. 2 og 3 bliver herefter nr. 1 og 2.

4. § 40 affattes således:

»§ 40. Miljøministeren udarbejder en basisanalyse, som skal indeholde:

1) Kortlægning af habitatnaturtyper og levesteder for arter, som områderne er udpeget for.

2) Vurdering af tilstand og foreløbig vurdering af trusler.

3) Et resumé, som på kortbilag angiver beliggenheden af de kortlagte arealer og tilstanden.

Stk. 2. Basisanalysen offentliggøres senest samtidig med, at drøftelser med berørte interessenter indledes, jf. § 42 a.«

5. § 42 affattes således:

»§ 42. Indsatsprogrammet udarbejdes på grundlag af basisanalysen, jf. § 40, og foreliggende overvågningsdata. Indsatsprogrammet skal indeholde bindende retningslinjer for de kommunale handleplaner og kan indeholde konkrete forslag til handleplanerne.«

6. § 42 a affattes således:

»§ 42 a. Natura 2000-planen udarbejdes efter forudgående drøftelse med de berørte statslige, kommunale og regionale myndigheder og med inddragelse af nationalparkbestyrelser, foreninger, organisationer og lodsejere, som har en væsentlig interesse i planen.«

7. I § 43, stk. 1, 3. pkt., ændres »indsigelsesfristen« til: »høringsfristen«.

8. § 43, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Offentliggørelsen skal ske senest 1 år efter offentliggørelsen af basisanalysen, jf. § 40, stk. 2.«

9. § 43, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Ministeren fastsætter en frist på mindst 12 uger for indgivelse af høringssvar vedrørende planforslaget.«

10. § 45, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Hvis det offentliggjorte forslag til Natura 2000-plan ændres væsentligt, kan miljøministeren ikke vedtage planen, før der har været gennemført en ny offentlig høring over ændringerne. Høringsfristen fastsættes til mindst 4 uger. § 43, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse. Hvis ændringen er så omfattende, at der reelt foreligger et nyt forslag til Natura 2000-plan, finder § 43, stk. 1, 3 og 4, anvendelse.«

11. I § 45, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »§ 43, stk. 4,«: »og fristen i stk. 2,« og »endeligt« udgår.

12. § 46, stk. 2 og 3, affattes således:

»Stk. 2. Indsatsprogrammet kan ændres i planperioden. Ved udarbejdelse og vedtagelse af ændringer følges proceduren i § 43 og § 45, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Ændringer, som ikke er væsentlige, kan foretages uden høring og offentliggøres efter vedtagelsen. Offentlig annoncering kan ske udelukkende digitalt.«

13. § 46 a affattes således:

Ȥ 46 a. Den kommunale handleplan skal indeholde:

1) Prioritering af kommunalbestyrelsens forventede forvaltningsindsats i planperioden på baggrund af en opgørelse af behovet for konkrete forvaltningstiltag.

2) Forventede initiativer, som kommunalbestyrelsen vil tage for at gennemføre Natura 2000-planen, herunder en plan for interessentinddragelse.

3) Oversigt over fordelingen af indsatsen mellem kommunale myndigheder, Miljøministeriet og offentlige lodsejere.

Stk. 2. Handleplanen skal være i overensstemmelse med Natura 2000-planen.

Stk. 3. Handleplanen skal ikke omfatte offentligt ejede arealer, når der for sådanne arealer udarbejdes en plan for forvaltningsindsatsen, der er i overensstemmelse med de fastsatte mål for naturtilstanden. I disse tilfælde skal handleplanen ledsages af en beskrivelse af denne forvaltningsindsats, som tillige indgår i den i stk. 1, nr. 3, nævnte oversigt.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal sikre gennemførelse af en vedtaget handleplan.

Stk. 5. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om handleplanens indhold og tilvejebringelse.«

14. § 46 b, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 2. Kommunalbestyrelsen fastsætter en frist på mindst 8 uger for indgivelse af høringssvar vedrørende forslaget til handleplan og fremsættelse af indsigelser efter § 46, d, stk. 1, og § 46 e, stk. 1.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan ændre en vedtaget handleplan i planperioden. Kommunalbestyrelsen skal foretage ændringer, hvis de er nødvendige for at gennemføre en vedtaget ændring af Natura 2000-planens indsatsprogram, jf. § 46, stk. 2. Kommunalbestyrelsen offentliggør forslag til ændring af handleplan efter reglerne i stk. 1, 2.-4. pkt., og fastsætter en frist på mindst 8 uger for indgivelse af høringssvar vedrørende forslaget til ændring af planen og fremsættelse af indsigelser efter § 46, d, stk. 1, og § 46 e, stk. 1, jf. dog § 46 c, stk. 6.«

15. § 46 c, stk. 2-4, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 2. Hvis det offentliggjorte forslag til handleplan ændres væsentligt, kan kommunalbestyrelsen ikke vedtage planen, før der har været gennemført en ny offentlig høring over ændringerne. Kommunalbestyrelsen fastsætter en frist på mindst 4 uger for indgivelse af høringssvar og fremsættelse af indsigelser efter § 46, d, stk. 1, og § 46 e, stk. 1. § 46 d og § 46 e finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Hvis ændringen er så omfattende, at der reelt foreligger et nyt forslag til handleplan, finder § 46 b, § 46 d og § 46 e anvendelse, og fristen i stk. 1 forlænges med tre måneder.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen sørger efter udløbet af fristen i stk. 2 og § 46 b, stk. 2, for offentlig annoncering af den vedtagne handleplan. Offentlig annoncering kan ske udelukkende digitalt. Ved annoncering skal der gives klagevejledning og oplysning om klagefrist. Den vedtagne handleplan skal være offentligt tilgængelig.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan ændre en vedtaget handleplan efter udløbet af fristen i § 46 b, stk. 3, jf. dog stk. 2 og 3, samt §§ 46 d og 46 e.

Stk. 6. Kommunalbestyrelsen kan vedtage ændringer af en vedtaget handleplan, som ikke er væsentlige, uden forudgående offentliggørelse og høring.

Stk. 7. Kommunalbestyrelsen sørger for offentlig annoncering af ændringer af en vedtaget handleplan vedtaget efter stk. 5 og 6. Stk. 4, 2-4. pkt. finder tilsvarende anvendelse.«

16. I § 46 d, stk. 3, ændres »skal regionsrådet efter anmodning indkalde til mægling.« til: »forelægges sagen for miljøministeren, som herefter træffer afgørelse.«

17. § 46 d, stk. 4, ophæves.

18. I § 48 udgår », herunder vedtagne kommunale handleplaner«.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juni 2013.

Bemærkninger til lovforslaget

  
Almindelige bemærkninger
  
1.
Indledning
2.
Baggrund
3.
Lovforslagets hovedindhold
4.
Forholdet til anden lovgivning
5.
Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
6.
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
7.
Administrative konsekvenser for borgerne
8.
Miljømæssige konsekvenser
9.
Forholdet til EU-rettten
10.
Hørte organisationer
11.
Sammenfattende skema
  


1. Indledning

Formålet med lovforslaget er at styrke interessentinddragelsen og forenkle regler for udarbejdelse af de statslige Natura 2000-planer og den opfølgende kommunale indsats, således at hovedvægten bliver lagt på at fremme og understøtte øget dialog med interessenterne, herunder private lodsejere. Forslaget hviler i vidt omfang på Miljøministeriets erfaringer med de første statslige og kommunale planer og drøftelser med en række interessenter i relevante fora. Lovforslaget ændrer ikke ved den overordnede opgavefordeling mellem stat og kommune.

Miljøministeren agter efterfølgende at ændre reglerne om Natura 2000-skovplanlægning, som er fastsat i Bekendtgørelse om tilvejebringelse af Natura 2000-skovplanlægning (bekendtgørelse nr. 1116 af 25. november 2011), således at der kommer til at gælde samme regler for Natura 2000-skovplanlægningen med de evt. modifikationer, der følger af forholdets natur.

2. Baggrund

De statslige Natura 2000-planer fastsætter de langsigtede mål for naturtilstanden i de internationale naturbeskyttelsesområder og fastsætter bindende krav til planperiodens indsats, herunder bindende retningslinjer for kommunalbestyrelsernes opfølgende Natura 2000-handleplaner og den konkrete indsats.

De første statslige Natura 2000-planer trådte i kraft i december 2011, og de opfølgende kommunale Natura 2000-handleplaner er for hovedparten endeligt vedtaget i december 2012. Med planerne gennemføres dele af Rådets direktiv 92/43/EF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (habitatdirektivet) og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle (fuglebeskyttelsesdirektivet).

Habitatdirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet indeholder ikke regler om, hvorledes naturplanlægningen skal tilvejebringes. Miljømålsloven indeholder procedureregler for Natura 2000-planlægningen.

Miljøministeriets erfaringer med den første generation af Natura 2000-planer og opfølgende handleplaner peger på, at der med fordel kan gennemføres en række ændringer af den omfattende planproces. Planprocessen har således vist sig at indeholde unødigt mange led, hvor ressourceindsatsen hos stat, kommuner og offentligheden ikke står i rimeligt forhold til udbyttet. Endvidere har den offentlige indkaldelse af forslag mv. forud for de statslige planers udarbejdelse (idéfasen) skabt forventninger, som ikke kan indfries. Samtidig viser erfaringerne, at der er et udtalt ønske hos kommuner, berørte organisationer og visse lodsejere om en målrettet dialog med staten om de statslige planer på et tidligere tidspunkt.

Regeringen og Kommunernes Landsforening har i »Aftale om kommunernes økonomi 2013« udtrykt enighed om, at Natura 2000-planlægningen i næste planperiode skal forenkles og tage afsæt i en mål- og rammestyring af kommunernes indsats. Lovforslaget er udtryk for en opfølgning af denne aftale og skal ses i sammenhæng med myndigheders og interessenters erfaringer med de første statslige og kommunale planer.

3. Lovforslagets hovedindhold

3.1. De statslige Natura 2000-planer: Idéfasen erstattes med målrettet dialog med interessenterne

3.1.1. Gældende ret

Efter de gældende regler i miljømålsloven skal der, forinden der udarbejdes forslag til de statslige Natura 2000-planer, indhentes forslag fra eksterne interessenter (idéfase). Efter bearbejdning af de indkomne forslag udarbejdes udkast til Natura 2000-planer.

Udkastet til Natura 2000-planer blev endvidere sendt i teknisk forhøring i kommunerne. Dette er ikke et lovkrav for Natura 2000-planerne, men er i 1. planperiode gennemført i en parallel proces med udkast til vandplanerne, hvor den tekniske forhøring i kommunerne er lovfæstet.

3.1.2. Forslaget

Erfaringer fra udarbejdelsen af første generation af Natura 2000-planer viser, at der blandt kommuner, grønne organisationer og erhvervsorganisationer mv. er et udbredt ønske om justering af interessentinddragelsen i processen, herunder afskaffelse af idéfasen.

Kommunerne har givet udtryk for, at den tekniske forhøring er for ressourcekrævende set i forhold til nytteværdien, og der ønskes generelt større mulighed for mål- og rammestyring af planarbejdet.

Det foreslås, at idéfasen afskaffes og erstattes af en bestemmelse, som fastslår, at planforslag skal være baseret på basisanalyse og forudgående dialog med interessenterne. Samtidig er det hensigten fremover at undlade den tekniske forhøring.

Med lovforslaget lægges op til, at planprocessen forenkles, samtidig med at interessenternes inddragelse i forberedelsesfasen styrkes. Der etableres en målrettet dialog med statslige og kommunale myndigheder, nationalparkbestyrelser, foreninger, organisationer, statslige og private lodsejere, som har en væsentlig interesse i de statslige Natura 2000-planer, hvad enten interessen er knyttet til erhvervsudøvelse, beskyttelse af natur og miljø eller væsentlige rekreative interesser. Den målrettede dialog vil - i modsætning til en offentlig idefase - fokusere på udarbejdelsen af planforslagene for de enkelte Natura 2000-områder.

En sådan dialog kan i praksis bl.a. tage udgangspunkt i det etablerede dialogforum Grønt Fremdriftsforum, som drøfter alle dele af planprocessen, og i lignende møder afholdt i regi af Naturstyrelsen. Dialogen vil endvidere finde sted på regionalt niveau i form af møder og andre initiativer med sigte på direkte at involvere såvel myndigheder, organisationer og særligt berørte lodsejere forud for planudarbejdelsen. Denne fremgangsmåde vil skabe grundlag for forslaget om, at den efterfølgende høringsperiode over planforslagene kan forkortes.

Lovforslaget vil effektivere ressourceanvendelsen i staten, kommuner og hos interessenter ved forenkling af administrative processer, der er tidskrævende og har et begrænset udbytte.

Forslaget vurderes at være i overensstemmelse med Århuskonventionen (bekendtgørelse nr. 10 af 13. marts 2003 af Århus-konventionen af 25. juni 1998 om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet med senere ændringer).

I følge denne konvention skal offentligheden bl.a. inddrages, når der laves planer og politikker på miljøområdet. Konventionen indeholder således en generel forpligtelse til, at myndighederne skal inddrage offentligheden, når der udarbejdes planer, programmer og politikker på miljøområdet, hvilket de foreslåede lovændringer lever op til. Konventionen stiller således krav om, at offentlighedsprocedurer skal omfatte rimelige tidsrammer og skal muliggøre effektiv offentlig deltagelse.

3.2. De kommunale handleplaner - mere plads til lokal inddragelse

3.2.1. Gældende ret

Efter de gældende regler skal de kommunale handleplaner indeholde en prioritering af den forventede forvaltningsindsats, angive mål og forventet effekt af indsatsen og oplyse om forventede metoder og forvaltningstiltag. Forslag til handleplaner vedtages efter en offentlig høringsfase og inden for nærmere fastsatte tidsfrister. Såvel miljøministeren som berørte kommunalbestyrelser kan fremsætte indsigelser mod forslag til handleplaner.

3.2.2. Forslaget

Forslaget indebærer en afbureaukratisering af det kommunale arbejde med gennemførelse af Natura 2000-planernes indsatsprogram. Forslaget indebærer, at kravet om kommunal planlægning fastholdes, men med reduceret omfang og ændret sigte. De kommunale handleplaner skal således ikke længere gengive målene for planperioden, da disse er fastlagt i Natura 2000-planernes indsatsprogram. Der skal heller ikke redegøres for den forventede, teoretiske naturmæssige effekt ved indsatsen til fordel for de naturtyper og arter, som området er udpeget for at beskytte (udpegningsgrundlaget), men behovet for konkrete forvaltningstiltag skal opgøres. Den faktiske naturmæssige effekt for naturtyper og arter vil løbende blive fulgt i det nationale overvågningsprogram (NOVANA).

Hovedformålet med handleplanerne skal fremover være at angive behovet for konkrete forvaltningstiltag og prioriteringen (tidsfølgen) af indsatsen. Handleplanen skal endvidere indeholde de forventede initiativer, som kommunalbestyrelsen vil tage for at gennemføre Natura 2000-planen, herunder i hvilke fora den lokale dialog (interessentinddragelsen) tænkes gennemført (f.eks. Det Grønne Råd, direkte kontakt til lodsejer eller nedsættelse af et særligt forum). Inddragelsen afstemmes med karakteren af indsatserne. Herudover er det et hovedsigte at angive opgavefordelingen af indsatsen mellem evt. flere kommunale myndigheder, Miljøministeriet og offentlige lodsejere.

Herved bevares forankringen af ansvaret for gennemførelsen af Natura 2000-planerne på kommunalt niveau og knyttes til lokal indsigt i, hvordan naturtyper og levesteder for specifikke arter skal håndteres på konkrete arealer. Med vedtagelsen af handleplanen forpligter kommunalbestyrelsen sig overfor borgere, foreninger og staten til at løfte opgaven.

Udover at sikre gennemførelse af Natura 2000-planerne vil de kommunale handleplaner således afspejle den inddragelse af lokale interesser, som den enkelte kommune vil foretage for at sikre lokal forankring og gennemførelse af de planlagte indsatser.

3.3. Sammenfatning af den foreslåede dialog og inddragelse i Natura 2000-planlægningen

Ændringsforslagene bidrager til større gennemsigtighed og åbenhed i planlægningen gennem tidlig dialog og inddragelse.

Nationalt niveau

Emner: På nationalt niveau diskuteres de tværgående, overordnende drøftelser (retningslinjer, prioriteringer, opfølgning). Dvs. alle dele af planprocessen.

Fora: Grønt Fremdriftsforum og lignende fora. Møde om den marine planlægning.

Tidspunkt: Før, under og efter udarbejdelse af Natura 2000-planerne.



Regionalt niveau (Naturstyrelsens decentrale enheder)

Emner: Præsentation af basisanalyser og drøftelse af muligt planindhold.

Fora: Naturstyrelsen tager initiativ til møder med relevante organisationer og kommuner. Konkrete initiativer i forhold til berørte lodsejere med væsentlige interesser.

Offentlige informationsmøder e. lign. om Natura 2000-planlægningen.

Tidspunkt: Tidligt i planprocessen før offentliggørelse af planforslagene.



Lokalt niveau

Emner: Handleplaner og (senere) konkrete projekter.

Fora: Kommunerne tager initiativer til inddragelse af organisationer og lodsejere, afpasset lokale behov i lyset af den planlagte indsats.

Tidspunkt: Under udarbejdelsen af handleplaner og i forbindelse med gennemførelse.



3.4. Retlige spørgsmål mv. i relation til de statslige og kommunale planer

3.4.1. Gældende ret

Efter de gældende regler skal der udarbejdes en basisanalyse forud for udarbejdelse af forslag til Natura 2000-plan. Basisanalysen indgår som en del af Natura 2000-planen.

Forslag til Natura 2000-planer skal sendes i høring i mindst 6 måneder.

Efter den gældende bekendtgørelse nr. 1117 af 25. november 2011 om kommunalbestyrelsernes Natura 2000-handleplaner kan miljøministeren efter forhandling med de berørte myndigheder bestemme, at en kommunal Natura 2000-handleplan sammen med andre kommunale handleplaner, tilsvarende planer tilvejebragt efter anden lovgivning og driftsplaner mv. for offentligt ejede arealer skal indgå i en sammenfattende plan for et internationalt naturbeskyttelsesområde.

Efter de gældende regler skal der foretages en supplerende høring over ændrede forslag til Natura 2000-planer og kommunale handleplaner.

Der er hjemmel til at foretage ændringer af Natura 2000-planens indsatsprogram i planperioden.

Efter de gældende regler har regionsrådene en mæglende rolle i forhold til kommunerne.

3.4.2. Forslaget

Det foreslås:

At basisanalysen er grundlaget for målfastsættelse og indsatsprogram i de enkelte Natura 2000-planer, men ikke en del af den bindende Natura 2000-plan. I den konkrete sagsbehandling træffes afgørelser på baggrund af det til enhver tid bedste faglige grundlag, hvilket ikke nødvendigvis er basisanalysen, da denne kun opdateres hvert 6. år.

At høringsperioden over forslag til Natura 2000-planen forkortes til mindst 12 uger. Forslaget skal ses på baggrund af den styrkede dialog forud for høringen over forslag til Natura 2000-plan og interessenters ønske om, at planprocessen forkortes tidsmæssigt.

At det indarbejdes i loven, at de kommunale Natura 2000-handleplaner skal koordineres indbyrdes og med de statslige handleplaner for fredskovspligtige, skovbevoksede arealer, der udarbejdes efter regler udstedt i medfør af skovloven for at den samlede indsats gennemfører Natura 2000-planen.

At reglerne om supplerende høringer justeres og suppleres med en lovfæstet høringsperiode.

At de kommunale handleplaner kan ændres i planperioden, og

At regionsrådene ikke længere skal have en mæglende rolle. Da der ikke synes at være behov for en mægler, kan myndighedsstrukturen i Natura 2000-planlægningen forenkles.

3.5. Sammenfatning af forslag vedr. mål- og rammestyring og forenkling af Natura 2000-planlægningen

Ændringsforslagene indeholder en række tiltag, der er i overensstemmelse med »Aftale om kommunernes økonomi 2013« om, at Natura 2000-planlægningen i næste planperiode skal forenkles og tage afsæt i en mål- og rammestyring af kommunernes indsats:

Kortere planproces, idet idefase (og teknisk forhøring) afskaffes, og høringsperioden over den statslige plan forkortes.

Længere tid til kommunernes dialog ved at ændre kravene til indholdet af handleplanerne, således at dialogen kan strækkes over hele planperioden.

Handleplanerne fokuserer på tidsfølge, inddragelse og opgavefordeling mellem myndigheder/offentlige lodsejere.

Smidigere regler som følge af, at ændringer i handleplaner kan gennemføres også i løbet af planperioden.

Basisanalyserne fokuseres på Natura 2000-områderne.



4. Forholdet til anden lovgivning

Natura 2000-planerne og Natura 2000-handleplanerne vil afhængig af deres konkrete indhold kunne være omfattet af krav om miljøvurdering efter lov om miljøvurdering af planer og programmer (lovbekendtgørelse nr. 936 af 24. september 2009, med senere ændringer).

Miljøvurderingslovens § 8, stk. 4, fastsætter, at "Hvis der i medfør af anden lovgivning er fastsat regler om offentlighedens inddragelse i forbindelse med udarbejdelse af planen eller programmet, herunder om tidsfrister for indsigelser m.v. mod plan- eller programforslaget, offentlig bekendtgørelse og offentlig tilgængelighed af plan- eller programforslag, finder disse regler anvendelse på såvel plan- eller programforslaget som den ledsagende miljørapport. "

Det følger heraf, at hvis et offentliggjort forslag, herunder forslag til ændring af et offentliggjort forslag, omfattet af miljømålslovens kapitel 14, ledsages af en miljørapport, finder de af miljøministeren henholdsvis kommunalbestyrelsen fastsatte frister for indgivelse af høringssvar ligeledes anvendelse på den ledsagende miljørapport.

Lovforslaget indebærer således, at den generelle minimumsfrist i miljøvurderingslovens § 8, stk. 3, på mindst 8 uger for offentlighedens og myndigheders fremsættelse af bemærkninger til forslaget og den ledsagende miljørapport fraviges i de tilfælde, hvor miljøministeren henholdsvis kommunalbestyrelsen vælger at fastsætte en kortere frist i forbindelse med en supplerende høring, som efter forslaget skal være mindst 4 uger.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

5.1. Staten

5.1.1. Afskaffelse af idefase og teknisk forhøring.

Arbejdet med Natura 2000-planerne vurderes at kunne effektiviseres, hvis idéfase og teknisk forhøring afskaffes. Den tekniske forhøring er ikke et lovkrav. Besparelsen skønnes at andrage 2,5 mio. kr., ligeligt fordelt på idéfase og teknisk forhøring. Besparelsen optræder én gang i perioden til og med 2015, og herefter hvert 6. år.

Staten forventes at skulle anvende de ressourcer, der spares ved fjernelse af idéfase og teknisk forhøring, på en målrettet dialog med forskellige interessenter forud for udarbejdelsen af forslag til Natura 2000-planer.

5.1.2. Ændrede regler om supplerende høring over forslag til statslige Natura 2000-planer

Der er ikke gennemført supplerende høringer over forslag til statslige Natura 2000-planer for 1. planperiode. Forslaget skønnes at være udgiftsneutralt.

5.2. Kommunerne

5.2.1. Afskaffelse af idefase og teknisk forhøring.

KL opgjorde ved DUT forhandlingerne i 2010, at kommunerne havde anvendt 36,4 mio. kr. på idéfase og teknisk forhøring relateret til vandplanerne. KL har ikke lavet en tilsvarende opgørelse for så vidt angår Natura 2000-planerne. Det vurderes, at ressourceforbruget i forbindelse med Natura 2000-planerne ikke har været ubetydeligt, men dog ikke så stort som på vandplanområdet. Det skyldes dels karakteren i de indspil, som kommunerne er kommet med i idéfasen (primært konkrete projektforslag), dels væsentlige forskelle mellem vandplanerne og Natura 2000-planerne, for så vidt angår omfanget af den kommunale opgave i forbindelse med den tekniske forhøring.

De ressourcer, som fremover frigøres ved at afskaffe idéfasen og den tekniske forhøring vedr. Natura 2000-planerne, kan anvendes til målrettet dialog med Miljøministeriet forud for udarbejdelse af Natura 2000-planerne.

5.2.2. Ændrede regler om supplerende høring over forslag til kommunale Natura 2000-handleplaner.

Forslaget vurderes at være udgiftsneutralt.

5.2.3. Kommunale handleplaner forenkles.

86 kommuner har for 1. planperiode bidraget til i alt 208 fælles handleplaner for den del af Natura 2000-området, som ligger inden for kommunegrænsen. Stort set alle kommuner har bidraget til flere planer. I gennemsnit har hver kommune bidraget til 4 planer. Der skal udarbejdes handleplaner hvert 6. år.

Med forenklingsinitiativet forventes tidsforbruget til løsningen af handleplanopgaven at blive reduceret, og at der bliver et betydeligt bedre flow i løsningen af opgaverne. Dialogen om udformningen af handleplanerne skal fremover i højere grad være redskab for en forventningsafstemning med organisationer og lodsejere. Kommunerne får herved mere tid til dialog og lokal inddragelse, der primært vil være forbundet med de konkrete projekter, der skal udmønte Natura 2000-planen og strække sig over hele planperioden. Der henvises til bemærkningerne til det foreslåede § 1, nr. 13. Tidsforbruget er dog allerede for 1. planperiode blevet formindsket som følge af, at Miljøministeriet, Kommunernes Landsforening og Kommunalteknisk Chefforening har udarbejdet et kommenteret handleplanparadigme med standardtekstblokke.

Besparelsen vurderes på den baggrund at udgøre 1 dag pr. handleplan og 5 dage pr. kommune til dialog og høring om handleplanerne svarende til en besparelse på 2,1 mio. kr. i 2016 og herefter hvert 6. år.

Det er usikkert, i hvilket omfang den forudsatte prioritering af dialog og lokal inddragelse i forbindelse med udarbejdelsen af handleplanerne vil indebære et øget ressourceforbrug i kommunerne. Det skønnes, at et evt. merforbrug som minimum opvejes af besparelsen som følge af forenklingen af handleplanerne, idet dialog og lokal inddragelse primært vil være forbundet med de konkrete projekter, der skal udmønte Natura 2000- planen og strække sig over hele planperioden.

Forslaget vurderes samlet set at være udgiftsneutralt.

5.3. Regionerne

Forenklingen af plankonceptet vil kun medføre en lille besparelse i regionerne, som efter det eksisterende plankoncept har til opgave at foretage koordinering af kommunernes bidrag til idéfasen, som foreslås afskaffet. Regionerne skal endvidere efter de gældende regler være mægler i tilfælde af tvist om de opfølgende kommunale planer. Også denne opgave bortfalder efter lovforslaget. Der har hidtil ikke været behov for mægling. Forslaget vurderes at være udgiftsneutralt.

6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Forenklingen af plankonceptet vil indebære en administrativ lettelse for erhvervslivets organisationer og deres medlemmer. Erhvervenes organisationer vil opnå administrative lettelser i dialogen med Miljøministeriet ved en mere målrettet dialog med Miljøministeriet. Organisationerne vil kunne målrette deres ressourcer til dialogen med Miljøministeriet om de statslige planer forud for den offentlige høring over planforslagene, og ressourceforbruget i forbindelse med høringen over de kommunale handleplaner må ligeledes forventes at blive lettet.

Endvidere forventes kortere sagsbehandlingstider i sager, hvor habitatvurderinger skal foretages.

7. Administrative konsekvenser for borgerne

Forenklingen af planprocessen forventes at medføre lettelser for borgerne og de frivillige organisationer, i det omfang de involveres i planlægningen.

8. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget understøtter gennemførelsen af indsatsen i Natura 2000-områderne ved at opprioritere dialog og lokal inddragelse. En øget dialog med interessenter forventes at medføre en større forståelse for den besluttede indsats og dermed lette gennemførelse af Natura 2000-planer og kommunale handleplaner.

9. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget kan gennemføres inden for rammerne af habitatdirektivet (Rådets direktiv 92/43/EØF om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter med senere ændringer) og fuglebeskyttelsesdirektivet (Europa-parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle).

10. Hørte organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har været sendt i høring hos:

Bæredygtigt Landbrug, Danmarks Jægerforbund, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund, Dansk Botanisk Forening, Dansk Entomologisk Forening, Dansk Ornitologisk Forening, Dansk Skovforening, Dansk Vand- og Spildevandsforening, DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, Det Økologiske Råd, Foreningen af Naturfredningsnævnsformænd i Danmark, Foreningen af miljø-, plan- og naturmedarbejdere i kommunerne, ENVINA, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Friluftsrådet, Foreningen af Vandværker i DK, Green Network, Greenpeace Danmark, HedeDanmark, Kommunernes Landsforening, Kommunalteknisk Chefforening, Kyst, Land & Fjord, Landbrug og Fødevarer, Verdens Skove, Skovdyrkerforeningerne, Skov & Landskab, Københavns Universitet, Småskovdyrkerforeningen, WWF, Økologisk Landsforening.

   
11. Sammenfattende skema
 
Positive konsekvenser/mindreudgifter
Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Afskaffelse af idefasen og forenkling af de kommunale handleplaner forventes at medføre reduceret tidsforbrug og dermed besparelser i kommunerne hvert 6. år.
Bortfaldet af regionernes koordinerende rolle og afskaffelse af deres mæglende rolle forventes at medføre en lille besparelse hvert 6. år.
Øget dialog mellem stat og kommuner indbyrdes og med interessenter forventes at medføre et øget ressourceforbrug i stat og kommuner hvert 6. år
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Afskaffelse af idefasen forventes at medføre administrative lettelser i stat og kommune.
Øget dialog mellem stat og kommuner indbyrdes og med interessenter forventes at medføre administrative lettelser i det opfølgende arbejde i stat og kommune.
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Forenklingen og fokuseringen af planprocessen forventes at medføre et mindre ressourceforbrug i erhvervslivet.
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Forenklingen og fokuseringen af planprocessen forventes at indebære administrative lettelser for erhvervslivet.
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Forenklingen af planprocessen forventes at medføre lettelser for borgere og frivillige organisationer.
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget understøtter gennemførelsen af indsatsen i Natura 2000-områderne ved at opprioritere dialog og lokal inddragelse. En øget dialog med interessenter forventes at medføre en større forståelse for den besluttede indsats og dermed lette gennemførelse af Natura 2000-planer og kommunale handleplaner.
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget kan gennemføres inden for rammerne af habitatdirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet.
   


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (§ 37, stk. 3)

Som en konsekvens af det foreslåede § 1, nr. 6 (§ 42 a) foreslås, at bestemmelsen om, at Natura-2000 planen udarbejdes efter forudgående drøftelse med berørte statslige myndigheder, ophæves. Bestemmelsen foreslås indarbejdet i den nyaffattede § 42 a.

Forslaget er en følge af, at alle lovens bestemmelser om naturplanlægningens tilvejebringelse foreslås samlet under denne overskrift.

Der henvises til det foreslåede § 1, nr. 6 (§ 42 a) om styrket interessentinddragelse forud for udarbejdelsen af forslag til Natura 2000-planer.

Til nr. 2 (§ 37 a)

Erfaringerne fra de første handleplaner har vist, at de kommunale handleplaner med fordel kan forenkles. Der henvises til det foreslåede § 1, nr. 13 (§ 46 a).

Erfaringerne fra de første handleplaner har endvidere vist, at anvendelsen af et fælles paradigme og udarbejdelse af kommunale handleplaner og statslige skovhandleplaner, der er koordinerede og samlet i en handleplan for hvert Natura 2000-område, er en klar fordel. Ensartet opbygning af planer øger overskueligheden for såvel myndighederne selv som for andre interessenter betydeligt, og koordinerede handleplaner skaber bl.a. klarhed over ansvarsfordelingen mellem stat og kommune til gavn for alle parter. Det vil være hensigtsmæssigt, at de involverede myndigheder sender forslag til handleplaner i høring samtidig med henblik på sammenfaldende høringsfrister, ligesom det bør tilstræbes, at offentliggørelsen af de endelige handleplaner sker samtidig, således at klagefristen udløber samtidig.

Det foreslås derfor, at det lovfæstes, at handleplanen for det enkelte Natura 2000-område skal koordineres med eventuelt andre kommunale handleplaner og statslige handleplaner for skovbevoksede, fredskovspligtige arealer, der udarbejdes efter regler udstedt i medfør af lov om skove, således at der foreligger en sammenskrevet handleplan for Natura 2000-området.

Handleplanerne skal fortsat ikke omfatte offentligt ejede arealer, når der for sådanne arealer udarbejdes en plan for forvaltningsindsatsen, der er i overensstemmelse med de fastsatte mål for naturtilstanden, jf. § 46 a, stk. 3.

Til nr. 3 (§ 39)

Efter de gældende regler består en Natura 2000-plan af en basisanalyse, målsætninger for naturtilstanden og et indsatsprogram.

Efter den foreslåede § 39 skal Natura 2000-planen indeholde mål og indsatsprogram.

Basisanalysen vil efter forslaget ikke længere være en del af den bindende Natura 2000-plan. Basisanalysen indeholder faktuelle oplysninger og er grundlaget for målfastsættelse og indsatsprogram i de enkelte Natura 2000-planer, jf. §§ 41 og 42, men ikke en del af den retlige regulering.

Basisanalyserne indgår endvidere i grundlaget for Miljøministeriets dialog med interessenter, jf. det foreslåede § 1, nr. 6 (§ 42 a) om styrket interessentinddragelse forud for udarbejdelsen af forslag til Natura 2000-planer.

Til nr. 4 (§ 40)

Den forslåede § 40 indeholder uændrede bestemmelser om basisanalysens indhold samt forslag til tidspunktet for basisanalysens offentliggørelse.

Det er ikke et krav, at der forud en ny planperiode udarbejdes en ny fuld basisanalyse. Det kan være tilstrækkeligt at revidere en tidligere basisanalyse.

Basisanalyserne i Natura 2000-planerne i 1. planperiode omfatter en bredere vurdering af naturtilstand og negative påvirkninger i Natura 2000-områderne, end hvad der direkte relaterer sig til Natura 2000-forpligtelserne. Dette har bl.a. historiske årsager, da grundlaget for basisanalyserne er udarbejdet af amterne, der havde planansvaret før kommunalreformen i 2007 og forud for gennemførelsen af det statslige overvågningsprogram NOVANA. Dette bidrager til en vis uklarhed i sammenhængen mellem basisanalyser og de mål og indsatser, der er fastlagt i Natura 2000-planerne, og medfører et unødigt ressourceforbrug i stat og kommuner, blandt andet i forbindelse med sagsbehandling af konkrete sager i Natura 2000-områder, hvor basisanalysens vurderinger skal tages i betragtning.

Naturstyrelsen har derfor til hensigt fremover at præcisere basisanalyserne, der ligger til grund for Natura 2000-planerne. Basisanalyserne offentliggøres efter lovforslaget forud for den lovfæstede dialog om Natura 2000-planens indhold og dermed forud for udarbejdelse af forslag til Natura 2000-plan.

Basisanalyser, der fokuserer på Natura 2000-forpligtelserne og Natura 2000-planlægningen, vil lette kommunernes, Naturstyrelsens og andre myndigheders arbejde med afgørelser, klager osv., da de vil give en samlet og enklere fremstilling af tilstand og negative påvirkninger. Ensartede og enklere basisanalyser vil være lettere at overskue for organisationer og borgere og skabe sammenhæng mellem basisanalyse, mål og indsats. Enklere basisanalyser kan således give enklere Natura 2000-planer.

I den konkrete sagsbehandling træffes afgørelser på baggrund af det til enhver tid bedste faglige grundlag, hvilket ikke nødvendigvis er basisanalysen, da denne kun opdateres hvert 6. år.

Naturstyrelsen vil udarbejde basisanalyserne efter internt fastlagte retningslinjer.

Til nr. 5 (§ 42)

Forslaget er en konsekvens af det foreslåede § 1, nr. 6 (§ 42 a), der indebærer, at indsatsprogrammet ikke længere skal udarbejdes på baggrund af forslag modtaget i idefasen, som foreslås afskaffet.

Det er hensigten, at de statslige Natura 2000-planer fremover vil lægge hovedvægten på mål- og rammestyring af den kommunale indsats, således at kommunalbestyrelserne får et større råderum til at fastlægge den konkrete indsats under respekt af de mål og den indsats, som er fastlagt i de bindende statslige planer. De statslige indsatsprogrammer vil således gå mindre i detaljen og lægge hovedvægten på overordnede krav til planperiodens indsats.

De statslige Natura 2000-planer kan fortsat indeholde konkrete krav til de kommunale handleplaner, f.eks. hvis det er nødvendigt for at efterleve en dom fra EU-Domstolen eller undgå en sag ved denne domstol.

Det foreslås endvidere præciseret, at Natura 2000-planens indsatsprogram er bindende. Forslaget ændrer ikke retstilstanden, jf. § 48.

Der henvises i øvrigt til Folketingstidende 2004-05, 2. samling, side 3650-3651.

Til nr. 6 (§ 42 a)

Efter de gældende regler i § 37 udarbejdes Natura 2000-planen efter forudgående drøftelse med berørte statslige myndigheder. Det vil fortsat være retstilstanden. Den hidtidige arbejdsdeling mellem de statslige myndigheder vil ligeledes være uændret, idet miljøministeren fortsat har initiativpligten, hvis internationale naturbeskyttelsesområder ikke har gunstig bevaringsstatus, og de relevante ministerier vil blive inddraget i forberedelsen af Natura 2000-planerne, i det omfang disse berører de pågældende ministeriers ressort.

Efter de gældende regler i § 42 a skal der, forinden der udarbejdes forslag til Natura 2000-planer, indhentes forslag fra eksterne interessenter (idéfase). Efter bearbejdning af de indkomne forslag udarbejdes udkast til Natura 2000-planer.

Erfaringer fra 1. planperiode viser et bredt ønske blandt kommuner, grønne organisationer og erhvervsorganisationer om justering af interessentinddragelsen i processen. Idéfasen har i omverdenen skabt frustrationer i form af forventninger, der ikke kan indfries, og ikke tilført viden/idéer, som har kunnet anvendes ved udformningen af de statslige planer.

Miljøministeriet har for 1. planperiode gennemført en teknisk forhøring af udkast til Natura 2000-planer i en parallel proces til udkast til vandplaner, hvor en sådan forhøring er et lovkrav. Kommunernes Landsforening har givet udtryk for, at den tekniske forhøring over udkast til Natura 2000-planer er for ressourcekrævende set i forhold til nytteværdien.

På den baggrund foreslås det, at idéfasen og den tekniske forhøring erstattes af en målrettet dialog med kommuner, nationalparkbestyrelser, foreninger, organisationer og statslige og private lodsejere, som har en væsentlig interesse i de statslige Natura 2000-planer, hvad enten interessen er knyttet til erhvervsudøvelse, beskyttelse af natur og miljø eller væsentlige rekreative interesser.

En sådan dialog om de statslige planer kan i praksis bl.a. tage udgangspunkt i det etablerede dialogforum Grønt Fremdriftsforum og i større dialogmøder om enkeltemner.

I forhold til de enkelte Natura 2000-områder vil Naturstyrelsens decentrale enheder tage initiativ til møder med relevante organisationer og kommuner, hvor basisanalyser præsenteres og muligt planindhold drøftes. Med hensyn til kredsen af organisationer vil Naturstyrelsen tage udgangspunkt i den kreds, som i dag er repræsenteret i vand- og naturrådene.

Det er endvidere tanken - med udgangspunkt i de lokale forhold og ønsker - at afprøve forskellige dialogformer i de enkelte Natura 2000-områder, f.eks. inddragelse af Naturstyrelsens Brugerråd eller tilsvarende, oprettelse af lokale Natura 2000-projektgrupper til forberedelse af konkrete projekter og lignende initiativer, som staten er ansvarlig for. For så vidt angår de marine Natura 2000-områder, indkaldes til et »Blåt møde« på nationalt niveau om den marine planlægning med berørte organisationer og foreninger. Det overordnede formål er at opnå bedre inddragelse i planlægningen på en for alle parter mindre ressourcekrævende måde.

I forbindelse med planens udarbejdelse påhviler der en pligt for Miljøministeriet til at inddrage og kommunikere med den enkelte lodsejer med væsentlige interesser, der vil kunne berøres af et eller flere elementer i planlægningen for et Natura 2000-område. Sådanne væsentlige interesser må antages at foreligge, når planlægningen væsentligt kan berøre lodsejeres mulige erhvervsudøvelse, herunder økonomiske udnyttelse og retlige råden over ejendommen.

Disse forpligtelser vil således skulle iagttages navnlig i forhold til ejere af erhvervsejendomme til jordbrug, som ejer et Natura 2000-område, eller hvor Natura 2000-området ejes af få lodsejere, samt lodsejere der ejer store andele af et givent Natura 2000-område.

Herudover vil forpligtelserne omfatte ejere af erhvervsejendomme til jordbrug med mere end 50 ha kortlagte habitatnaturtyper eller kortlagte levesteder for arter indenfor et Natura 2000-område, der er omfattet af planlægningen efter denne lov. Det samme gælder ejere af erhvervsejendomme til jordbrug, der ejer et stort areal inden for et Natura 2000-område.

Indgår større regionale projekter som et muligt element i planlægningen kontakter Miljøministeriet områdets berørte lodsejere, som har væsentlige interesser, der vil kunne blive berørt af sådanne projekter.

Derudover vil ministeriet arrangere offentlige informationsmøder eller tage andre initiativer med henblik på at informere om Natura 2000-planlægningen.

Med disse tiltag opnås det at forenkle plankonceptet, forkorte planprocessen og reducere ressourceanvendelsen på administrative processer, der er tidskrævende og har et begrænset udbytte.

Den styrkede dialog skal endvidere sikre, at bidrag fra blandt andet myndigheder, interesseorganisationer samt berørte lodsejere, som har væsentlige interesser, der kan blive berørt af planlægningen, kan indgå tidligt i arbejdet med udarbejdelse af planforslag.

I forbindelse med planlægningen forudsættes Miljøministeriet således at give lodsejere af privatejede arealer mulighed for at bidrage til eller blive informeret om den statslige planlægning på et tidligt tidspunkt, hvis en senere konkret indsats kan involvere privatejede arealer, uanset at de senere inddrages i konkrete projekter, der skal realisere Natura 2000-planen. Det skal også ses i lyset af, at den konkrete indsats i 1. planperiode helt overvejende forventes udmøntet ved frivillige aftaler.

Til nr. 7 (§ 43, stk. 1)

Det forslås, at sprogbrugen præciseres således, at »indsigelsesfristen« erstattes af »høringsfristen«.

Forslaget indebærer ingen realitetsændring, men reflekterer, at der som i dag ikke kan gøres indsigelse mod et statsligt planforslag med den retsvirkning, at det ikke kan vedtages, før der er opnået enighed om det.

Til nr. 8 (§ 43, stk. 2)

Efter de gældende regler skal forslag til Natura 2000-planer offentliggøres samtidig med offentliggørelsen af forslag til vandplaner. Med forslaget er dette ikke længere et krav, men det foreslås, at forslag til Natura 2000-planer skal offentliggøres senest et år efter, at basisanalyserne er offentliggjort.

Til nr. 9 (§ 43, stk. 4)

Det foreslås, at sprogbrugen præciseres således, at udtrykket »fremsætte indsigelser« erstattes af udtrykket »indgivelse af høringssvar«.

Forslaget indebærer ingen realitetsændring, men reflekterer, at der som i dag ikke kan gøres indsigelse mod et statsligt planforslag med den retsvirkning, at det ikke kan vedtages, før der er opnået enighed om det.

Det foreslås, at den nuværende høringsperiode på mindst 6 måneder over forslag til Natura 2000-plan forkortes til mindst 12 uger. Forslaget skal ses på baggrund af den styrkede dialog forud for høringen over forslag til Natura 2000-plan og interessenters ønske om, at planprocessen forkortes tidsmæssigt, bl.a. for at bevare momentum i forhold til lodsejere og lokale foreninger. Endvidere vil en forkortelse af høringsperioden have den positive konsekvens, at den offentlige høring over forslag til de opfølgende kommunale handleplaner, der efter de gældende regler skal vedtages senest 6 måneder efter Natura 2000-planen er vedtaget, fremover ikke vil falde i en sommerferieperiode.

Tidsforløbet for planprocessen for 2. planperiode (2016 - 2021)

vil herefter være:

December 2013: Basisanalyse offentliggøres, og dialog indledes.

December 2014: Forslag til Natura 2000-planer offentliggøres. Høringsfrist mindst 12 uger.

Omkring oktober 2015: De endelige Natura 2000-planer offentliggøres senest 6 måneder efter høringsfristens udløb.

Omkring april 2016: Forslag til kommunale handleplaner vedtages og offentliggøres senest 6 måneder efter de statslige Natura 2000-planer er offentliggjort. Høringsfristen er mindst 8 uger.

Omkring oktober 2016: De endelige handleplaner vedtages og offentliggøres senest et år efter offentliggørelsen af de statslige Natura 2000-planer.



Til nr. 10 (§ 45, stk. 2)

Forslaget indebærer, at de gældende regler om supplerende høring erstattes af en pligt til at gennemføre en ny høring på mindst 4 uger, hvis det offentliggjorte forslag til Natura 2000-plan ændres væsentligt. Høringspligten vedrører kun ændringsforslag til Natura 2000-plan for det pågældende Natura 2000-område.

Ved væsentlige ændringer forstås ændringer, der kan have væsentlig betydning for miljøet, herunder for de naturtyper eller arter, som områderne er udpeget for at beskytte, eller rekreative interesser, eller væsentlige, negative økonomiske eller administrative konsekvenser for andre myndigheder eller borgere end dem, der ved høringssvar har foranlediget ændringen.

Herved sikres, at såvel lodsejere som andre interessenter kan indgive høringssvar i forhold til ændringer, der må antages at kunne berøre væsentlige interesser. Forslaget fastsætter ikke en pligt til partshøring.

Øvrige ændringer, dvs. ændringer, som ikke er væsentlige, kan vedtages uden yderligere offentlig høring.

Hvis ændringen er så omfattende, at der reelt foreligger et nyt forslag til Natura 2000-plan, skal de gældende procedurer i § 43 fortsat følges. Det vil for eksempel være tilfældet, hvis der i planen foretages omfattende omprioriteringer i forhold til den indsats, der var anført i forslaget.

Til nr. 11 (§ 45, stk. 3, 1. pkt)

Forslaget er en konsekvens af det foreslåede § 1, nr. 10 og pålægger miljøministeren at offentliggøre den endeligt vedtagne Natura 2000-plan efter udløbet af høringsfrister. Udtrykket »den endelige vedtagne Natura 2000-plan« foreslås erstattet med »den vedtagne Natura 2000-plan«. Der er tale om en lovteknisk ændring.

Til nr. 12 (§ 46, stk. 2 og 3)

Forslagene indebærer, at der bliver udtrykkelig hjemmel til at foretage ændringer, som ikke er væsentlige, herunder rettelser af mindre fejl i en Natura 2000-plans indsatsprogram, f.eks. kortfejl, tastefejl o.lign. , uden at reglerne om høring skal finde anvendelse.

Det foreslås, at sådanne ændringer offentliggøres, og at det kan ske digitalt, således som det også er tilfældet med vedtagne planer.

Med hensyn til definitionen af væsentlige ændringer henvises til bemærkningerne til det foreslåede § 1, nr. 10.

Forslaget indebærer, at den gældende stk. 3, ophæves. Der er alene tale om en lovteknisk ændring. Den gældende stk. 3, fastslår, at ændringer af indsatsprogrammet har retsvirkning som indsatsprogram, jf. § 48. Det er vurderingen, at bestemmelsen er overflødig og derfor bør ophæves. Det er således ikke tilsigtet, at forslaget skal indebære ændringer af retstilstanden.

Til nr. 13 (§ 46 a)

Stk. 1

Efter de gældende regler skal de kommunale handleplaner indeholde en prioritering af den forventede forvaltningsindsats, angive mål og forventet effekt af indsatsen og oplyse om forventede metoder og forvaltningstiltag. Forslag til handleplaner vedtages efter en offentlig høringsfase og inden for nærmere fastsatte tidsfrister. Såvel miljøministeren som andre berørte kommunalbestyrelser kan fremsætte indsigelser mod forslag til handleplaner.

Forslaget indebærer en afbureaukratisering af det kommunale arbejde med gennemførelse af Natura 2000-planernes indsatsprogram. Forslaget indebærer, at kravet om kommunal planlægning fastholdes, men med reduceret omfang og ændret sigte. De kommunale handleplaner skal således ikke længere gengive målene for planperioden, da disse er fastlagt i Natura 2000-planernes indsatsprogram. Der skal heller ikke redegøres for den forventede, teoretiske naturmæssige effekt ved indsatsen til fordel for de naturtyper og arter, som området er udpeget for at beskytte (udpegningsgrundlaget), men behovet for konkrete forvaltningstiltag skal opgøres. Den faktiske naturmæssige effekt for naturtyper og arter vil løbende blive fulgt i det nationale overvågningsprogram (NOVANA).

Handleplanen skal fremover angive behovet for konkrete forvaltningstiltag og prioriteringen (tidsfølgen) af indsatsen. Handleplanen skal endvidere indeholde forventede initiativer, som kommunalbestyrelsen vil tage for at gennemføre Natura 2000-planen, herunder i hvilke fora den lokale dialog tænkes gennemført (f.eks. Det Grønne Råd, direkte kontakt til lodsejer eller nedsættelse af et særligt forum) (interessentinddragelse). Endelig skal handleplanen indeholde en oversigt over fordelingen af indsatsen mellem evt. flere kommunale myndigheder, Miljøministeriet, som har myndighedsansvaret for de skovbevoksede, fredskovspligtige arealer, og offentlige lodsejere (opgavefordeling). De enkelte Natura 2000-områder strækker således ofte hen over flere kommunegrænser og indeholder tit såvel offentligt ejede som privatejede arealer.

Formålet med denne ændring er at bevare forankringen af ansvaret for gennemførelsen af Natura 2000-planerne på kommunalt niveau og give bedre tid til at inddrage lokal viden, herunder lokal indsigt i, hvordan naturtyper og levesteder for specifikke arter skal håndteres i et givent område, og kendskab til de lokale ejendomsforhold i forbindelse med selve opfølgningen. Med vedtagelsen af handleplanen forpligter kommunalbestyrelsen sig overfor borgere, foreninger og staten til at løfte opgaven.

De kommunale handleplaner vil afspejle den lokale udmøntning af Natura 2000-planen og den interesseinddragelse af organisationer og lodsejere, som den enkelte kommune vil foretage for at sikre lokal forankring og gennemførelse af indsatserne. Det forudsættes således, at kommunalbestyrelserne tilrettelægger en transparent og involverende proces for opfølgningen på Natura 2000-planen. Lodsejerne inddrages direkte i planlægningen af konkrete projekter, der skal realisere Natura 2000-planen.

Handleplanerne skaber den nødvendige platform for at gennemføre en koordineret og samlet Natura 2000-planlægning på tværs af myndigheds- og ejergrænser.

Miljøministeren bevarer sin indsigelsesret over for de kommunale handleplaner, jf. § 46 e.

Stk. 2.

Efter de gældende regler må handleplanen ikke stride mod retningslinjer fastsat i en Natura 2000-plan. Det foreslås præciseret, at handleplanen skal være i overensstemmelse med Natura 2000-planen. Forslaget ændrer ikke retstilstanden.

Stk. 3 og 4.

Bestemmelserne er uændret i forhold til de gældende bestemmelser.

Der henvises i øvrigt til Folketingstidende 2004-05, 2. samling, side 3651-3652.

Stk. 5.

Miljøministeren kan delegere kompetencen efter stk. 5 til at fastsætte nærmere regler om handleplanens indhold og tilvejebringelse og andre regler om Natura 2000-planlægningen til Naturstyrelsen.

Til nr. 14 (§ 46 b, stk. 2 og 3)

Det forslås, at sprogbrugen i stk. 2 præciseres således, at »fremsættelse af indsigelser« udelukkende anvendes i forhold til kommunale og statslige indsigelser efter § 46 d, stk. 1 og § 46 e, stk. 1, mens der i øvrigt anvendes udtrykket »indgivelse af høringssvar«.

Forslaget indebærer ingen realitetsændring, men reflekterer, at der som i dag kun i de nævnte tilfælde kan gøres indsigelse mod planforslag med den retsvirkning, at det ikke kan vedtages, før der er opnået enighed om det, eller miljøministeren har truffet en afgørelse, jf. § 46 d, stk.3, og § 46 e, stk. 2.

Det foreslås endvidere i et nyt stk. 3, at kommunalbestyrelsen får særskilt hjemmel til at udarbejde ændringer af handleplanen i planperioden, også hvor kommunalbestyrelsen ikke er forpligtet hertil som følge af ændringer af Natura 2000-planens indsatsprogram, jf. § 46, b, stk. 1.

Ved ændringer følges offentlighedsproceduren i § 46 b, stk. 1, 2-4. pkt., og kommunalbestyrelsen fastsætter en høringsfrist på 8 uger.

Til nr. 15 (§ 46 c, stk. 2-7)

De foreslåede bestemmelser i stk. 2 - 4 indebærer ændringer af de gældende regler om supplerende høring over ændringer af forslag til handleplaner. Ændringerne svarer til de foreslåede ændringer af reglerne om supplerende høring over ændringer til forslag til Natura 2000-planer, herunder at der ikke fastsættes pligt til partshøring. Der henvises til bemærkningerne til de foreslåede § 1, nr. 10 og nr. 11.

Den foreslåede bestemmelse i det nye stk. 5 præciserer kommunalbestyrelsens kompetence til at vedtage ændringer af handleplanen i planperioden.

Efter den foreslåede bestemmelse i nyt stk. 6 kan ændringer, som ikke er væsentlige, vedtages uden forudgående høring. Dvs. at ændringer som kommunalbestyrelsen kunne have foretaget i forslag til handleplan uden ny høring, også kan vedtages uden høring, hvis de foretages efter planens vedtagelse, jf. den foreslåede stk. 2. Der henvises til bemærkningerne til det tilsvarende forslag vedrørende ændringer af forslag til Natura 2000-planer (§ 1, nr. 10) og ændringer af det vedtagne indsatsprogram (§ 1, nr. 12). Ændringer offentliggøres efterfølgende, jf. nyt stk. 7.

Forslaget indebærer, at den gældende stk. 4 ophæves. Efter den gældende stk. 4 er kommunalbestyrelserne forpligtet til at sende vedtagne handleplaner til miljøministeren. Der er tale om afbureaukratisering.

Til nr. 16 og 17 (§ 46 d, stk. 3 og 4)

Efter de gældende regler har regionsrådet efter anmodning en mæglende rolle, hvis der ikke kan opnås enighed blandt de berørte kommunalbestyrelser om den nærmere udformning af handleplanen for det konkrete Natura 2000-område. Hvis der ikke kan opnås enighed, skal regionsrådet forelægge sagen for miljøministeren, som herefter træffer afgørelse. Der har ikke været behov for mægling i forbindelse med den 1. generation Natura 2000-planer.

Det foreslås, at en evt. uenighed forelægges direkte for miljøministeren til afgørelse.

Til nr. 18

Det foreslås, at tilføjelsen »herunder vedtagne kommunale handleplaner« udgår, idet tilføjelsen kan misforstås. Kun kommunalbestyrelsen er bundet af den vedtagne kommunale handleplan, som fastlægger den indsats, som den pågældende kommune har forpligtet sig at iværksatte for at gennemføre Natura 2000-planen. Forslaget ændrer ikke retstilstanden.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juni 2013.


Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

   
Gældende lov
 
Lovforslaget
   
§ 37. Miljøministeren udsteder en Natura 2000-plan for de internationale naturbeskyttelsesområder. Planen kan opdeles efter geografiske områder.
Stk. 2. Stk. 1 omfatter ikke arealer, der er omfattet af reglerne i lov om skove om Natura 2000-skovplaner.
  
Stk. 3. Natura 2000-planen udarbejdes efter forudgående drøftelse med berørte statslige myndigheder.
 
1. § 37, stk. 3, ophæves.
   
  
2. I § 37 a indsættes som 2. pkt.:
§ 37 a. Kommunalbestyrelsen udarbejder en handleplan, jf. §§ 46 a-46 e, til gennemførelse af Natura 2000-planen inden for kommunens geografiske område på land og for den kystnære del af vanddistriktet.
 
»For det enkelte Natura 2000-område skal handleplanen koordineres og sammenskrives med eventuelt andre kommunale handleplaner og statslige handleplaner for skovbevoksede, fredskovspligtige arealer, der udarbejdes efter regler udstedt i medfør af lov om skove.«
   
§ 39. Natura 2000-planen skal indeholde:
1) En basisanalyse, jf. § 40.
2) Mål for naturtilstanden i internationale naturbeskyttelsesområder, jf. § 41.
3) Et indsatsprogram, jf. § 42.
 
3. § 39, nr. 1, ophæves.
Nr. 2 og 3 bliver herefter nr. 1 og 2.
   
  
4. § 40 affattes således:
§ 40. Basisanalysen skal indeholde:
1) Kortlægning af habitatnaturtyper og levesteder for arter, som områderne er udpeget for.
2) Vurdering af tilstand og foreløbig vurdering af trusler.
3) Et resumé, som på kortbilag angiver beliggenheden af de kortlagte arealer og tilstanden.
 
»§ 40. Miljøministeren udarbejder en basisanalyse, som skal indeholde:
1) Kortlægning af habitatnaturtyper og levesteder for arter, som områderne er udpeget for.
2) Vurdering af tilstand og foreløbig vurdering af trusler.
3) Et resumé, som på kortbilag angiver beliggenheden af de kortlagte arealer og tilstanden.
Stk. 2. Basisanalysen offentliggøres senest samtidig med, at drøftelser med berørte interessenter indledes, jf. § 42 a.«
   
  
5. § 42 affattes således:
§ 42. Indsatsprogrammet, der udarbejdes på grundlag af basisanalysen, foreliggende overvågningsdata og forslag m.v., jf. § 42 a, indeholder retningslinjer for kommunalbestyrelsernes handleplaner. Indsatsprogrammet kan indeholde konkrete forslag til handleplanerne.
 
»§ 42. Indsatsprogrammet udarbejdes på grundlag af basisanalysen, jf. § 40, og foreliggende overvågningsdata. Indsatsprogrammet skal indeholde bindende retningslinjer for de kommunale handleplaner og kan indeholde konkrete forslag til handleplanerne.«
   
  
6. § 42 a affattes således:
§ 42 a. Forud for udarbejdelse og revision af Natura 2000-planen indkalder miljøministeren ved offentlig annoncering og med en frist på mindst seks måneder forslag m.v. Samtidig offentliggøres resumé af basisanalysen. Offentlig annoncering kan ske udelukkende digitalt.
Stk. 2. Ministeren fremsender de indkomne forslag m.v. til regionsrådet, som koordinerer forslag m.v. fra kommunalbestyrelserne i regionen. De koordinerede forslag sendes til ministeren inden otte uger efter modtagelsen.
 
»§ 42 a. Natura 2000-planen udarbejdes efter forudgående drøftelse med de berørte statslige, kommunale og regionale myndigheder og med inddragelse af nationalparkbestyrelser, foreninger, organisationer og lodsejere, som har en væsentlig interesse i planen.«
   
§ 43. Miljøministeren offentliggør ved annoncering et forslag til Natura 2000-plan. Offentlig annoncering kan ske udelukkende digitalt. Ved annonceringen oplyser ministeren om indsigelsesfristen, jf. stk. 4. Forslaget skal være offentligt tilgængeligt.
 
7. I § 43, stk. 1, 3. pkt., ændres »indsigelsesfristen« til: »høringsfristen«.
?
?
8. § 43, stk. 2, affattes således:
Stk. 2. Offentliggørelsen skal ske samtidig med offentliggørelsen af forslag til vandplan, jf. § 29, stk. 2, nr. 3.
 
»Stk. 2. Offentliggørelsen skal ske senest 1 år efter offentliggørelsen af basisanalysen, jf. § 40, stk. 2.«
Stk. 3. Samtidig med offentliggørelsen efter stk. 1 sendes forslag til Natura 2000-plan til statslige, regionale og kommunale myndigheder, hvis interesser berøres af forslaget.
 
9. § 43, stk. 4, affattes således:
Stk. 4. Ministeren fastsætter en frist på mindst seks måneder for fremsættelse af indsigelser mod planforslaget.
 
»Stk. 4. Ministeren fastsætter en frist på mindst 12 uger for indgivelse af høringssvar vedrørende planforslaget.«
   
§ 45. Efter udløbet af fristen i § 43, stk. 4, vedtager miljøministeren Natura 2000-planen endeligt.
 
10. § 45, stk. 2, affattes således:
Stk. 2. Hvis der i forbindelse med det endelige forslag til Natura 2000-plan foretages ændringer af det offentliggjorte forslag, som på væsentlig måde berører andre myndigheder eller borgere end dem, der ved indsigelse har foranlediget ændringen, kan vedtagelsen af Natura 2000-planen ikke ske, før de pågældende har haft lejlighed til at udtale sig. Ministeren fastsætter en frist herfor. Hvis ændringen er så omfattende, at der reelt foreligger et nyt forslag til Natura 2000-plan, skal procedurerne i § 43 følges.
 
»Stk. 2. Hvis det offentliggjorte forslag til Natura 2000-plan ændres væsentligt, kan miljøministeren ikke vedtage planen, før der har været gennemført en offentlig ny høring over ændringerne. Høringsfristen fastsættes til mindst 4 uger. § 43, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse. Hvis ændringen er så omfattende, at der reelt foreligger et nyt forslag til Natura 2000-plan, finder § 43, stk. 1, 3 og 4, anvendelse.«
Stk. 3. Ministeren sørger efter udløbet af fristen i § 43, stk. 4, for offentlig annoncering af den endeligt vedtagne Natura 2000-plan. Offentlig annoncering kan ske udelukkende digitalt. Ved annonceringen skal der gives klagevejledning og oplysning om klagefrist. Planen sendes samtidig til de regionale, kommunale og statslige myndigheder, hvis interesser berøres.
 
11. I § 45, stk. 3, 1. pkt. indsættes efter »§ 43, stk. 4,«: »og fristen i stk. 2,« og »endeligt« udgår.
   
§ 46. Miljøministeren reviderer Natura 2000-planen hvert sjette år.
 
12. § 46, stk. 2 og 3, affattes således:
Stk. 2. Der kan udarbejdes ændringer af indsatsprogrammet i planperioden. Ved udarbejdelse og vedtagelse af ændringer følges proceduren i § 43 og § 45.
Stk. 3. Ændringer af indsatsprogrammet har retsvirkning som indsatsprogram, jf. § 48.
 
»Stk. 2. Indsatsprogrammet kan ændres i planperioden. Ved udarbejdelse og vedtagelse af ændringer følges proceduren i § 43 og § 45, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Ændringer, som ikke er væsentlige, kan foretages uden høring og offentliggøres efter vedtagelsen. Offentlig annoncering kan ske udelukkende digitalt.«
   
  
13. 46 a affattes således:
§ 46 a. Den kommunale handleplan skal for nærmere afgrænsede lokaliteter, internationale naturbeskyttelsesområder eller naturtyper og arter indeholde:
1) Prioritering af kommunalbestyrelsens forventede forvaltningsindsats i planperioden.
2) Angivelse af mål og forventet effekt for de enkelte aktiviteter.
3) Forventede metoder og forvaltningstiltag, som kommunalbestyrelsen vil tage i anvendelse for at forbedre naturtilstanden eller fastholde gunstig bevaringsstatus.
Stk. 2. Handleplanen må ikke stride imod retningslinjer fastsat i en Natura 2000-plan.
Stk. 3. Handleplanen skal ikke omfatte offentligt ejede arealer, når der for sådanne arealer foreligger en plan for forvaltningsindsatsen, der er i overensstemmelse med de fastsatte mål for naturtilstanden. I disse tilfælde skal handleplanen ledsages af en beskrivelse af denne forvaltningsindsats.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal sikre gennemførelse af en vedtaget handleplan.
Stk. 5. Miljøministeren skal fastsætte nærmere regler om handleplanens indhold og tilvejebringelse.
 
Ȥ 46 a. Den kommunale handleplan skal indeholde:
1) Prioritering af kommunalbestyrelsens forventede forvaltningsindsats i planperioden på baggrund af en opgørelse af behovet for konkrete forvaltningstiltag.
2) Forventede initiativer, som kommunalbestyrelsen vil tage for at gennemføre
Natura 2000-planen, herunder en plan for interessentinddragelse.
3) Oversigt over fordelingen af indsatsen mellem kommunale myndigheder, Miljøministeriet og offentlige lodsejere.
Stk. 2. Handleplanen skal være i overensstemmelse med Natura 2000-planen.
Stk. 3. Handleplanen skal ikke omfatte offentligt ejede arealer, når der for sådanne arealer udarbejdes en plan for forvaltningsindsatsen, der er i overensstemmelse med de fastsatte mål for naturtilstanden. I disse tilfælde skal handleplanen ledsages af en beskrivelse af denne forvaltningsindsats, som tillige indgår i den i stk. 1, nr. 3, nævnte oversigt.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal sikre gennemførelse af en vedtaget handleplan.
Stk. 5. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om handleplanens indhold og tilvejebringelse.«
   
§ 46 b. Kommunalbestyrelsen vedtager senest seks måneder efter Natura 2000-planens offentliggørelse, jf. § 45, stk. 3, eller offentliggørelse af en ændring efter § 46, stk. 2, et forslag til en handleplan, herunder ændring af handleplan. Offentlig annoncering kan ske udelukkende digitalt. Kommunalbestyrelsen annoncerer forslaget offentligt og oplyser om fristen efter stk. 2. Forslaget skal være offentlig tilgængeligt.
  
  
14. § 46 b, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes:
  
»Stk. 2. Kommunalbestyrelsen fastsætter en frist på mindst 8 uger for indgivelse af høringssvar vedrørende forslaget til handleplan og fremsættelse af indsigelser efter § 46, d, stk. 1, og § 46 e, stk. 1.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan ændre en vedtaget handleplan i planperioden. Kommunalbestyrelsen skal foretage ændringer, hvis de er nødvendige for at gennemføre en vedtaget ændring af Natura 2000-planens indsatsprogram, jf. § 46, stk. 2. Kommunalbestyrelsen offentliggør forslag til ændring af handleplan efter reglerne i stk. 1, 2.-4. pkt., og fastsætter en frist på mindst 8 uger for indgivelse af høringssvar vedrørende forslaget til ændring af planen og fremsættelse af indsigelser efter § 46, d, stk. 1, og § 46 e, stk. 1, jf. dog § 46 c, stk. 6. «
   
§ 46 c. Kommunalbestyrelsen vedtager senest et år efter Natura 2000-planens offentliggørelse den endelige handleplan.
 
15. § 46 c, stk. 2-4, ophæves, og i stedet indsættes:
Stk. 2. Hvis der i forbindelse med udarbejdelse af det endelige forslag til handleplan foretages ændringer af det offentliggjorte forslag, som på væsentlig måde berører andre myndigheder eller borgere end dem, der ved indsigelse har foranlediget ændringen, kan vedtagelse af handleplanen ikke ske, før de pågældende har haft lejlighed til at udtale sig. Kommunalbestyrelsen fastsætter en frist herfor. Hvis ændringen er så omfattende, at der reelt foreligger et nyt forslag til handleplan, skal procedurerne i § 46 a, § 46 b, § 46 d og § 46 e følges, og fristen i stk. 1 forlænges med tre måneder.
 
»Stk. 2. Hvis det offentliggjorte forslag til handleplan ændres væsentligt, kan kommunalbestyrelsen ikke vedtage planen, før der har været gennemført en offentlig ny høring over ændringerne. Kommunalbestyrelsen fastsætter en frist på mindst 4 uger for indgivelse af høringssvar og fremsættelse af indsigelser efter § 46, d, stk. 1, og § 46 e, stk. 1. § 46 d og § 46 e finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen sørger for offentlig annoncering af den vedtagne handleplan. Offentlig annoncering kan ske udelukkende digitalt. Ved annoncering skal der gives klagevejledning og oplysning om klagefrist. Den endeligt vedtagne handleplan skal være offentligt tilgængelig.
 
Stk. 3. Hvis ændringen er så omfattende, at der reelt foreligger et nyt forslag til handleplan, finder § 46 b, § 46 d og § 46 e anvendelse, og fristen i stk. 1 forlænges med tre måneder.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen sender den vedtagne handleplan til miljøministeren.
 
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen sørger efter udløbet af fristen i stk. 2, og § 46 b, stk. 2, for offentlig annoncering af den vedtagne handleplan. Offentlig annoncering kan ske udelukkende digitalt. Ved annoncering skal der gives klagevejledning og oplysning om klagefrist. Den vedtagne handleplan skal være offentligt tilgængelig.
  
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan ændre en vedtaget handleplan efter udløbet af fristen i § 46 b, stk. 3, jf. dog stk. 2 og 3, samt §§ 46 d og 46 e.
Stk. 6. Kommunalbestyrelsen kan vedtage ændringer af en vedtaget handleplan, som ikke er væsentlige, uden forudgående offentliggørelse og høring.
Stk. 7. Kommunalbestyrelsen sørger for offentlig annoncering af ændringer af en vedtaget handleplan vedtaget efter stk. 5 og 6. Stk. 4, 2-4. pkt. finder tilsvarende anvendelse.«
   
§ 46 d. Et forslag til handleplan kan ikke vedtages, hvis andre berørte kommunalbestyrelser har modsat sig dette skriftligt over for kommunalbestyrelsen inden udløbet af fristen efter § 46 b, stk. 2. Forslaget kan herefter først vedtages, når der er opnået enighed mellem parterne om de nødvendige ændringer.
  
Stk. 2. En indsigelse efter stk. 1 skal være begrundet.
  
Stk. 3. Såfremt der ikke kan opnås enighed blandt de berørte kommunalbestyrelser, jf. stk. 1, om den nærmere udformning af handleplanen for det konkrete Natura 2000-område, jf. § 46 a, skal regionsrådet efter anmodning indkalde til mægling.
 
16. I § 46 d, stk. 3, ændres »skal regionsrådet efter anmodning indkalde til mægling.« til: »forelægges sagen for miljøministeren, som herefter træffer afgørelse.«
Stk. 4. Såfremt der ikke kan opnås enighed, skal regionsrådet forelægge sagen for miljøministeren, som herefter træffer afgørelse.
 
17. § 46 d, stk. 4, ophæves.
   
§ 48. Regionsråd, kommunalbestyrelser og statslige myndigheder er ved udøvelse af beføjelser i medfør af lovgivningen bundet af en vedtaget Natura 2000-plan, herunder vedtagne kommunale handleplaner.
 
18. I § 48 udgår », herunder vedtagne kommunale handleplaner«.
   
  
§ 2
   
  
Loven træder i kraft den 1. juni 2013.