L 203 Forslag til lov om tilskud til fremme af vedvarende energi i virksomheders produktionsprocesser.

Af: Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard
Udvalg: Klima-, Energi- og Bygningsudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 28-05-2013

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 28. maj 2013

20121_l203_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 28. maj 2013

Forslag

til

Lov om tilskud til fremme af vedvarende energi i virksomheders produktionsprocesser

Kapitel 1

Anvendelsesområde og definitioner

§ 1. Der kan efter ansøgning gives statstilskud til fremme af energieffektiv anvendelse af vedvarende energikilder til procesformål i virksomheder. Statstilskuddet kan gives til projekter, der erstatter fossile brændsler med vedvarende energikilder eller fjernvarme, og energieffektiviseringer i tilknytning til disse projekter.

Stk. 2. De støtteberettigede vedvarende energikilder i denne lov er biomasse, sol, vind og biogas.

Stk. 3. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om indhold og afgrænsning af de i stk. 2 nævnte vedvarende energikilder. Ministeren kan tillige fastsætte regler om, at andre end de i stk. 2 nævnte vedvarende energikilder skal være støtteberettigede.

§ 2. I denne lov forstås ved følgende:

1) Energi fra vedvarende energikilder: Energi produceret i anlæg, hvor der udelukkende benyttes vedvarende energikilder, og den andel af energi udtrykt i varmeværdi, der fremstilles på grundlag af vedvarende energikilder i hybridanlæg, hvor der også benyttes konventionelle energikilder. Det omfatter elektricitet fra vedvarende energikilder, der benyttes til opfyldning af lagringssystemer, men udelukker elektricitet fremstillet på grundlag af lagringssystemer.

2) Fossile brændsler til procesformål: Virksomhedens forbrug af afgiftspligtig varme, brændsler og elektricitet til procesformål, der er tilbagebetalingsberettigede efter § 11 i lov om afgift af mineralolieprodukter m.v., § 10 i lov om afgift af naturgas og bygas, § 8 i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v. og § 11 i lov om afgift af elektricitet.

Kapitel 2

Tilskud

§ 3. Tilskud kan gives til gennemførelse af projekter, der har en klima- og energieffekt, som kan bidrage til energieffektiviseringer, herunder reduktion i CO2-udledningen.

Stk. 2. Hvis de i stk. 1 nævnte mål er opfyldt, kan der blive taget hensyn til den samlede belastning af energiudgifter i virksomhederne.

Stk. 3. Tilskud kan efter ansøgning gives til følgende projekter:

1) Energieffektive projekter i en virksomhed, der erstatter fossile brændsler med energi fra vedvarende energikilder til procesformål i virksomheden.

2) Energieffektive projekter i en virksomhed, der erstatter fossile brændsler med fjernvarme til procesformål i virksomheden.

3) Energieffektiviseringer i tilknytning til de projekter, der er nævnt i nr. 1 og 2.

4) Energieffektive projekter i kraft-varme- og varmeværker, der erstatter fossile brændsler med energi fra vedvarende energikilder, og som leverer fjernvarme til procesformål i virksomheder.

Stk. 4. Støtte til energieffektiviseringer, som sker i tilknytning til det i stk. 3, nr. 1, nævnte projekt, kan også omfatte støtte til den del af projektet, som leverer overskudsvarme til kollektive varmeforsyningsanlæg.

Stk. 5. Tilsagn om tilskud kan betinges af vilkår om, at tilskudsmodtageren foretager et energisyn til brug for dokumentation af, at det ansøgte projekt er energieffektivt m.v., herunder at dette energisyn udarbejdes af en registreret energisynskonsulent.

Stk. 6. Det er en betingelse for meddelelse om tilsagn og udbetaling af tilskud, at ansøgeren ikke inden modtagelse af skriftligt tilsagn om tilskud har indgået aftaler om arbejder eller leverancer m.v. eller påbegyndt arbejder eller gennemført indkøb m.v. vedrørende det tilskudsberettigede projekt.

Stk. 7. Tilskud gives til virksomheder, hvis produktionssted er beliggende i Danmark.

Stk. 8. Tilskud kan ligeledes gives til en gruppe af virksomheder, som ønsker at etablere fælles projekter. De pligter, der rettes mod ansøger og tilskudsmodtager i medfør af denne lov, vil således gælde for alle virksomhederne i gruppen.

Stk. 9. Tilskud til projekter, der udføres af virksomheder, er betinget af, at virksomheden er registreret efter momsloven.

Stk. 10. De tilskudsberettigede omkostninger opgøres uden merværdiafgift (moms).

Stk. 11. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte nærmere regler om kriterier for udmøntning af de i stk. 1 nævnte mål om klima- og energieffekt og nærmere regler om prioritering og indhold af de tilskudsberettigede projekter. Ministeren kan desuden fastsætte regler om energisyn.

§ 4. Tilskud ydes og administreres af Energistyrelsen i overensstemmelse med EUF-traktatens statsstøtteregler.

Stk. 2. For at en virksomhed kan modtage tilskud til projekter i medfør af § 3, stk. 3, er det en betingelse, at virksomheden ikke modtager driftsstøtte efter anden lovgivning til den energiproduktion eller energiudnyttelse fra det anlæg, som projektet vedrører. Klima-, energi- og bygningsministeren kan dog fastsætte regler om, at virksomheder, der udnytter biogas til procesformål i virksomheden, og som modtager tilskud efter § 43 c i lov om fremme af vedvarende energi, kan modtage tilskud efter § 3, stk. 3.

Stk. 3. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om støtteberettigede omkostninger, tilskudsprocenter og tilskuddets størrelse og beregning.

Stk. 4. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om, hvorvidt og i hvilket omfang der kan gives investeringsstilskud til aktiviteter, der også kan opnå støtte efter andre støtte- og reguleringsmæssige ordninger.

Kapitel 3

Administration

§ 5. Ansøgning om tilskud indsendes til Energistyrelsen.

Stk. 2. Energistyrelsen kan meddele tilsagn om tilskud for en nærmere fastsat periode.

Stk. 3. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om dokumentation og behandling af ansøgning og tilsagn, herunder om ansøgningsproceduren, ansøgningens form og indhold, tidsfrister, vilkår for tilsagn, vilkår for overdragelse af tilsagn, tillægstilsagn og vilkår for tilskud, der skal gælde for perioden efter udbetaling, herunder regler for kontrol heraf. Ministeren kan desuden fastsætte regler for den dokumentation, ansøgeren skal fremlægge for at opnå tilsagn.

§ 6. Energistyrelsen udbetaler efter ansøgning det tilskud, der er givet tilsagn om efter § 5, når projektet er gennemført og omkostningerne til projektet er afholdt, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om udbetaling af tilskud efter stk. 1 og fastsætte regler om ansøgningsfrister, og hvilken dokumentation ansøgningen skal vedlægges.

§ 7. Tilskudsmodtageren skal i hele perioden, hvor betingelserne for tilskud efter loven eller regler udstedt i medfør af loven skal opfyldes, underrette klima-, energi- og bygningsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, hvis betingelserne for tilskud ikke længere er opfyldt.

Stk. 2. Tilskudsmodtageren skal i hele perioden, hvor betingelserne for tilskud efter loven eller regler udstedt i medfør heraf skal opfyldes, på forlangende afgive erklæring om, hvorvidt betingelserne for tilskud fortsat er opfyldt.

§ 8. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om, at kommunikation i forbindelse med ansøgning om tilskud, jf. § 5, ansøgning om udbetaling, jf. § 6, underretninger og fremsendelse af erklæringer, jf. § 7, og meddelelse af oplysninger, jf. § 11, som Energistyrelsen eller klima-, energi- og bygningsministeren modtager efter denne lov eller regler udstedt i medfør af denne lov, skal foregå digitalt.

Stk. 2. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el.lign.

Stk. 3. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Stk. 4. Klima-, energi- og bygningsministeren kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter denne lov eller regler udstedt i medfør af denne lov uden personlig underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med personlig underskrift.

Stk. 5. Klima- energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af Klima-, Energi- og Bygningsministeriet eller Energistyrelsen, jf. § 13, som afsender.

Kapitel 4

Bortfald og tilbagebetaling af tilskud

§ 9. Energistyrelsen kan bestemme, at tilsagn om tilskud i henhold til denne lov helt eller delvis bortfalder, hvis

1) ansøger har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger af betydning for ansøgningen om tilsagn eller udbetaling af tilskud,

2) projektet ikke er gennemført i overensstemmelse med projektbeskrivelsen i ansøgningen eller de af Energistyrelsen fastsatte vilkår for tilskud eller

3) ansøgeren ikke overholder denne lov eller regler fastsat i medfør heraf.

Stk. 2. Hvis tilskuddet i de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, nr. 1-3, er udbetalt, kan Energistyrelsen bestemme, at det udbetalte beløb skal tilbagebetales.

Stk. 3. Hvis flere virksomheder har modtaget tilskud til et projekt, som virksomhederne gennemfører i fællesskab, hæfter virksomhederne solidarisk for krav om tilbagebetaling efter stk. 2.

Stk. 4. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om bortfald efter stk. 1 af tilsagn om tilskud og tilbagebetaling efter stk. 2 af udbetalt tilskud.

Kapitel 5

Tilsyn

§ 10. Klima-, energi- og bygningsministeren fører tilsyn med, at loven, regler, der er udstedt efter loven, og vilkår i tilsagn overholdes.

§ 11. Ansøger og tilskudsmodtager har pligt til at meddele Energistyrelsen enhver oplysning, som har betydning for meddelelsen af tilsagn og udbetaling af tilskud og for kontrollen af, at fastsatte vilkår overholdes.

Stk. 2. Energistyrelsen kan hos ansøger og tilskudsmodtager indhente alle sådanne oplysninger, som er nødvendige for varetagelsen af de i loven nævnte opgaver.

§ 12. Klima-, energi- og bygningsministeren har til en­hver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til lokaliteter, der ejes eller drives af en fysisk eller juridisk person, der har modtaget tilsagn om tilskud efter loven. På tilsvarende måde har ministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, adgang til regnskaber, forretningsbøger, papirer m.v., herunder også materiale, der opbevares i elektronisk form, for at tilvejebringe oplysninger til brug for løsning af opgaver i henhold til loven eller til regler, der er fastsat i medfør af loven.

Stk. 2. Den, der har modtaget tilsagn om tilskud, skal efter anmodning fra ministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, yde den fornødne hjælp ved kontrollens gennemførelse, og det materiale, der er nævnt i stk. 1, skal udleveres eller indsendes til ministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, på dennes begæring.

Stk. 3. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om kontrol af gennemførelsen af de projekter, hvortil der ydes tilskud efter loven.

Kapitel 6

Bemyndigelse

§ 13. Klima-, energi- og bygningsministeren kan bemyndige Energistyrelsen til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.

Kapitel 7

Klage

§ 14. Energiklagenævnet behandler klager over afgørelser truffet efter denne lov eller regler udstedt i henhold til denne lov.

Stk. 2. Afgørelser truffet efter denne lov eller regler udstedt i henhold til denne lov af klima-, energi- og bygningsministeren eller en myndighed under ministeriet, som ministeren har henlagt sine beføjelser til efter loven, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed end Energi­klagenævnet. Afgørelserne kan ikke indbringes for domstolene, før den endelige administrative afgørelse foreligger.

Stk. 3. En klage efter stk. 1 skal være indgivet skriftligt inden 4 uger fra tidspunktet, hvor afgørelsen er meddelt den pågældende.

Stk. 4. Energiklagenævnets formand kan efter nærmere aftale med nævnet træffe afgørelse på nævnets vegne i sager, der behandles efter denne lov eller regler udstedt i henhold til loven.

Stk. 5. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser truffet af en myndighed under ministeriet, som ministeren har henlagt sine beføjelser efter loven til, ikke kan indbringes for klima-, energi- og bygningsministeren.

Stk. 6. Ved Energiklagenævnets behandling af sager efter denne lov eller regler udstedt i henhold til loven erstattes repræsentanter i Energiklagenævnet, som er udpeget efter indstilling af Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer, af 2 sagkyndige medlemmer, der er udpeget af klima-, energi- og bygningsministeren efter lov om elforsyning og lov om varmeforsyning.

§ 15. Søgsmål til prøvelse af afgørelser truffet af Energi­klagenævnet efter loven eller regler udstedt i henhold til loven skal være anlagt, inden 6 måneder efter at afgørelsen er meddelt den pågældende. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes fristen dog altid fra bekendtgørelsens tidspunkt.

Kapitel 8

Straf

§ 16. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der

1) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for afgørelser, der træffes i henhold til loven, og i øvrigt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger, som den pågældende har pligt til at afgive i henhold til §§ 7 og 11 og § 12, stk. 2, eller

2) undlader at yde kontrolmyndigheden den fornødne hjælp ved kontrollens gennemførelse efter § 12, stk. 2.

Stk. 2. I regler, der udstedes i medfør af denne lov, kan der fastsættes straf af bøde for den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder reglerne.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 9

Ikrafttræden

§ 17. Loven træder i kraft den 1. juli 2013.

§ 18. I lov om fremme af vedvarende energi, jf. lovbekendtgørelse nr. 1074 af 8. november 2011, som ændret ved § 2 i lov nr. 276 af 27. marts 2012, § 1 i lov nr. 576 af 18. juni 2012 og § 1 i lov nr. 1390 af 23. december 2012, foretages følgende ændringer:

1. I § 43 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Der ydes ikke pristillæg og andre ydelser efter §§ 35 a, 35 b, 36, 37, 37 a og 38-42, hvis der ydes støtte efter § 3, stk. 3, i lov om tilskud til fremme af vedvarende energi i virksomheders produktionsprocesser.«

2. I § 50, stk. 3, indsættes som 2. og 3. pkt.:

»Der ydes endvidere ikke pristillæg eller andre ydelser efter §§ 43 a-43 e og 44-48, hvis der ydes støtte efter § 3, stk. 3, i lov om tilskud til fremme af vedvarende energi i virksomheders produktionsprocesser. Klima-, energi- og bygningsministeren kan dog fastsætte nærmere regler om, at virksomheder, der udnytter biogas som vedvarende energikilde, og som får støtte i medfør af § 3, stk. 3, i lov om tilskud til fremme af vedvarende energi i virksomheders produktionsprocesser, kan modtage hel eller delvis støtte efter § 43 c.«

§ 19. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.