Betænkning afgivet af Socialudvalget
den 23. maj 2013
1. Ændringsforslag
Social- og integrationsministeren har
stillet 3 ændringsforslag til lovforslag nr. L 205 og 8
ændringsforslag til lovforslag nr. L 206.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslagene blev fremsat den 10. april
2013 og var til 1. behandling den 16. april 2013. Lovforslagene
blev efter 1. behandling henvist til behandling i
Socialudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslagene i 1
møde.
Høring
Udkast til lovforslagene har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og social-
og integrationsministeren sendte den 22. januar 2013 disse udkast
til udvalget, jf. SOU alm. del - bilag 142. Den 10. april 2013
sendte social- og integrationsministeren de indkomne
høringssvar og et notat herom til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med
udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig borgerhenvendelse.
Social- og integrationsministeren forventes
over for udvalget at kommentere den skriftlige henvendelse inden 2.
behandling.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 1
spørgsmål til L 205 til social- og
integrationsministeren til skriftlig besvarelse, som forventes
besvaret inden 2. behandling.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Udvalget
indstiller lovforslagene til vedtagelse
med de stillede ændringsforslag.
Udvalget bemærker
følgende:
Der er i lovforslaget krav om mindst
ét årligt tilsynsbesøg. Social- og
integrationsministeren har oplyst, at der er tale om et
minimumskrav, der skal sikre, at alle tilbud får
tilsynsbesøg mindst én gang årligt. Det er ikke
en angivelse af en norm for et ordinært tilsyn. Det enkelte
socialtilsyn skal konkret vurdere behovet for antallet af
tilsynsbesøg, og om besøgene skal være anmeldte
eller uanmeldte.
Der er desuden i lovforslaget en
udtrykkelig pligt for tilsynet til at aflægge såvel
anmeldte som uanmeldte tilsynsbesøg, hvorfor tilsynet ikke
lever op til lovkravene, hvis der aldrig eller sjældent
gennemføres uanmeldte tilsynsbesøg.
Udvalget konstaterer med tilfredshed, at
tilsynskommunerne over for Social- og Integrationsministeriet har
tilkendegivet, at de forventer at tilrettelægge
tilsynsopgaven således, at tilsynet gennemføres ved
hjælp at såvel anmeldte som uanmeldte
tilsynsbesøg.
Der er enighed i udvalget om, at det er
meget positivt for implementeringen af reformen, at kommunerne
tager ansvaret og giver udtryk for et højt ambitionsniveau
for reformen.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget ser
frem til at tilsynsreformen bliver implementeret i dansk
lovgivning, da der desværre gennem de senere år har
været mangler på området for tilsyn med anbragte
borgere. Det må vi som politikere beklage dybt, selv om det
ikke er tilstrækkeligt for de mennesker, der er blevet
svigtet. Det, man fra hvert sit fundament kan gøre for at
udbedre skaderne, er at udvise vilje til handling, så
forholdene ændres og forbedres. Det er Dansk Folkepartis
forventning, at denne reform ikke bare vil gøre en forskel
for mennesker, der er anbragt i dag, men også for dem, som vi
ved vil blive anbragt fremover.
Anbringelser uden for eget hjem er ikke
noget, vi kan undgå, men når det skal ske, skal der
være sikkerhed for, at de mennesker, som er involveret,
tilbydes de bedst tænkelige forhold. Ofte er det borgere, som
allerede er blevet svigtet og op til flere gange af dem, der
egentlig skulle passe bedst på dem. Når så det
sker, skal de ikke udsættes for yderligere svigt fra
myndighederne og de institutioner, som de er anbragt og bor
på.
Det er Dansk Folkepartis håb, at der
med reformen vil komme mærkbare og synlige forbedringer, men
da man ikke kan vide, om der er områder, som på sigt
viser sig ikke at være tilstrækkeligt justeret og
ændret, vil Dansk Folkeparti følge området
nøje og lave yderligere tiltag, hvis det skønnes
nødvendigt. Det skylder vi de borgere, der er udsatte, og
som har oplevet omsorgssvigt.
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet
for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
til
I. Forslag til lov om socialtilsyn
Til § 13
Af social- og
integrationsministeren, tiltrådt af udvalget:
1) I
stk. 2, nr. 5, ændres
»hvorledes der skal forholdes med« til:
»hvorledes tilbuddet skal forholde sig med hensyn
til«.
[Sproglig korrektion]
Til § 23
2)
Efter stk. 4 indsættes som nyt stykke:
»Stk. 5.
Socialtilsynet kan i 2014 og 2015 indregne udgifter til etablering
af tilsynsvirksomheden afholdt inden lovens ikrafttræden i de
objektive finansieringsandele, jf. stk. 2.«
Stk. 5 bliver herefter stk. 6.
[Hjemmel for socialtilsynene til at
få udgifter dækket til etablering af
tilsynsvirksomheden]
3) I
stk. 5, der bliver stk. 6,
indsættes efter »finansieringsandelene«:
»samt om indregning af etableringsudgifter, jf. stk.
5«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 2]
Bemærkninger
Til nr. 1
Ændringsforslaget til § 13, stk.
2, nr. 5, indeholder alene en sproglig korrektion.
Ændringsforslaget indeholder ingen materielle
ændringer.
Til nr. 2 og 3
Ændringsforslaget stilles som
følge af en henvendelse fra de fem tilsynskommuner om
muligheden for at få dækket de udgifter, som de har til
etablering af de fem tilsynsenheder forud for lovens
foreslåede ikrafttræden den 1. januar 2014.
De fem socialtilsyn varetager en kommunal
opgave for alle landets kommuner, og det grundlæggende
princip bag finansieringen af socialtilsynene er, at deres
virksomhed finansieres af alle kommuner i fællesskab via
objektiv finansiering og takster.
Tilsynsreformens gennemførelse er
afhængig af, at socialtilsynene er funktionsdygtige allerede
fra lovens ikrafttræden. Det kræver grundig
forberedelse og afholdelse af en række udgifter. Med
ændringsforslaget til § 23 foreslås det derfor, at
socialtilsynene får mulighed for at indregne deres udgifter
til etablering af tilsynsvirksomheden i de objektive
finansieringsandele for 2014 og 2015. Dermed sikres det, at
etableringsudgifterne fordeles på alle de kommuner, der er
omfattet af det pågældende socialtilsyn, efter
objektive kriterier.
Med ændringsforslaget foreslås
det samtidig, at der fastsættes nærmere regler i en
bekendtgørelse om, hvilke typer af etableringsudgifter
socialtilsynene kan indregne, og i hvilket omfang.
Ændringsforslag
til
II. Forslag til lov om
ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område og lov om
forpligtende kommunale samarbejder (Konsekvensændringer som
følge af lov om socialtilsyn m.v.)
Til § 1
Af social- og
integrationsministeren, tiltrådt af udvalget:
1)
Efter nr. 4 indsættes som nyt nummer:
»01. § 14, stk. 1, affattes
således:
»Social- og integrationsministeren samler og
formidler oplysninger om kommunale, regionale og private tilbud
omfattet af § 4 i lov om socialtilsyn og om kommunale,
regionale og private tilbud efter denne lovs §§ 32, 36,
103 og 104 i en landsdækkende oversigt
(Tilbudsportalen).««
[Teknisk ændring]
2)
Efter nr. 6 indsættes som nye numre:
»02. I §
52, stk. 3, nr. 4, ændres »§ 66, nr. 1, 5
og 6,« til: »§ 66, stk. 1, nr. 1, 5 og
6,«.
03. I
§ 52, stk. 3, nr. 5, ændres
»§ 66, nr. 1-3, 5 og 6« til: »§ 66,
stk. 1, nr. 1-3, 5 og 6«.«
[Konsekvens af lovforslagets §
1, nr. 7]
3) I
den under nr. 8 foreslåede § 66 a udgår i stk. 2, 2. pkt., »godkendt efter stk.
2«.
[Teknisk ændring]
4) I
den under nr. 8 foreslåede § 66 a ændres i stk. 3 »sikre, at plejefamilien
gennemfører« til: »tilbyde
plejefamilien«.
[Teknisk ændring]
5)
Efter nr. 8 indsættes som nye numre:
»04. I §
68 b, stk. 2, 2. pkt., ændres »§ 66, nr.
1-3,« til: »§ 66, stk. 1, nr. 1-3,«.
05. I
§ 76, stk. 6, 1. pkt.,
ændres »§ 66, nr. 4,« til: »§ 66,
stk. 1, nr. 4,«.«
[Konsekvens af lovforslagets §
1, nr. 7]
6)
Efter nr. 9 indsættes som nyt nummer:
»06. I §
123 c, stk. 1, ændres »§ 66, nr. 5 og
6,« til: »§ 66, stk. 1, nr. 5 og
6,«.«
[Konsekvens af lovforslagets §
1, nr. 7]
7) I
den under nr. 12 foreslåede
affattelse af § 136, stk. 1,
ændres i 1. pkt. »jf.
§ 2 i lov om socialtilsyn« til: »jf. § 148 a
i denne lov eller § 2 i lov om socialtilsyn«.
[Teknisk ændring]
Ny paragraf
8)
Efter § 1 indsættes som ny paragraf:
Ȥ 01
I lov nr. 495 af 21. maj 2013 om ændring af
lov om social service og lov om retssikkerhed og administration
på det sociale område (Kriminalpræventive sociale
indsatser) foretages følgende ændringer:
1. I
§ 1, nr. 14, ændres i § 137 e, stk. 2 og 3, § 137 f, stk. 2, 2. og 3. pkt., og stk.
4, og § 137 m, stk. 1, 2.
pkt., »§ 66, nr. 5 og 6,« til:
»§ 66, stk. 1, nr. 5 og 6,«.
2. I
§ 1, nr. 14, affattes § 137 m, stk. 3, således:
»Stk. 3. Lederen
af anbringelsesstedet, jf. § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, og
boformen, jf. § 108, eller lederens stedfortræder skal
ved månedens udgang sammen med sine kommentarer indsende kopi
af registreringerne, jf. stk. 1, til den kommunalbestyrelse, der
har pligt til at yde hjælp, jf. §§ 9 og 9 a i lov
om retssikkerhed og administration på det sociale
område, og til det socialtilsyn, der fører
driftsorienteret tilsyn med anbringelsesstedet eller boformen, jf.
§ 2 i lov om socialtilsyn. Ved indgreb, der er eller har
været iværksat i et kommunalt eller regionalt tilbud,
skal lederen eller dennes stedfortræder desuden orientere den
kommunale eller regionale driftsherre om
indgrebet.««
Bemærkninger
Til nr. 1
Ændringsforslaget til § 14, stk.
1, i lov om social service er en konsekvens af de ændringer,
der foretages med forslagene indeholdt i L 205 og L 206 om de nye
socialtilsyn. Det er et centralt led i tilsynsreformen, at de
tilbud, der er omfattet af de nye socialtilsyn, registreres
på Tilbudsportalen. For så vidt angår disse
tilbud, foreslås det derfor, at der i § 14, stk. 1, i
lov om social service om, hvilke tilbud, der skal registreres
på Tilbudsportalen, henvises til den bestemmelse i lov om
socialtilsyn, der beskriver socialtilsynenes
anvendelsesområde, jf. § 4. Derudover nævnes
specifikt de typer af tilbud, som ikke er omfattet af
socialtilsynene, men som skal optages på Tilbudsportalen
allerede efter den gældende formulering af § 14, stk. 1.
For så vidt angår de tilbud, der er omfattet af §
4 i lov om socialtilsyn, vil langt størstedelen af disse
allerede skulle registreres på Tilbudsportalen efter de
gældende regler.
Til nr. 2, 5 og 6
Der er alene tale om tekniske
konsekvensændringer som følge af lovforslagets §
1, nr. 7.
Ved lovforslagets § 1, nr. 7
indsættes et stk. 2 i den foreslåede affattelse af
§ 66 i lov om social service, således at § 66 i
loven nu foreslås at indeholde to stykker. Som konsekvens
heraf foreslås det at ændre henvisningen til § 66
i § 52, stk. 3, nr. 4 og 5, § 68 b, stk. 2. 2. pkt.,
§ 76, stk. 6, 1. pkt., og § 123 c, stk. 1, til § 66,
stk. 1.
Til nr. 3
Ændringen er alene en teknisk
konsekvensændring.
I den foreslåede § 66 a, stk. 2,
jf. forslagets § 1, nr. 8, er det angivet, at
netværksplejefamilier skal være godkendt efter stk. 2.
Ordene »godkendt efter stk. 2« er imidlertid
overflødige og foreslås derfor at udgå.
Til nr. 4
Med ændringsforslaget til § 66
a, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 8, foreslås det,
at den kommunalbestyrelse, der godkender en plejefamilie som
konkret egnet, skal tilbyde plejefamilien et kursus i at være
plejefamilie i stedet for at sikre, at plejefamilien
gennemfører et kursus i at være plejefamilie.
Ændringen er alene en teknisk ændring og konsekvens af
§ 5, stk. 7, i forslag til lov om socialtilsyn i L 205.
Bestemmelsen i § 5, stk. 7, L 205 indebærer, at det
socialtilsyn, der er ansvarlig for at godkende en plejefamilie som
generelt egnet, skal tilbyde plejefamilien et introduktionskursus i
at være plejefamilie i stedet for at sikre, at plejefamilien
gennemfører det. Hvis plejefamilien ikke ønsker at
modtage kurset, kan socialtilsynet undlade at godkende
plejefamilien.
Med ændringsforslaget sikres det
alene, at der er overensstemmelse med ordlyden i den
foreslåede § 66 a, stk. 3, i lov om social service om i
forbindelse med godkendelsen at tilbyde plejefamilien et kursus i
at være plejefamilie og § 5, stk. 7, i forslag om lov om
socialtilsyn.
Til nr. 7
Ændringsforslaget til § 1, nr.
12, om indsættelse af en henvisning til § 148 a i lov om
social service om det driftsorienterede tilsyn i lovens § 136,
stk. 1, er en teknisk ændring, der skal sikre, at
indberetninger om magtanvendelse foretaget i tilbud, der ikke er
omfattet af socialtilsynet, jf. § 4, stk. 1, i forslag til lov
om socialtilsyn L 205, også bliver sendt til den
kommunalbestyrelse, der fører driftsorienteret tilsyn med
det pågældende tilbud, jf. § 148 a i lov om social
service.
Til nr. 8
Ad § 01, nr. 1
I lov om ændring af lov om social
service og lov om retssikkerhed og administration på det
sociale område. (Kriminalpræventive sociale indsatser),
jf. lovforslag nr. L 160 som vedtaget af Folketinget ved 3.
behandling den 14. maj 2013, er der i lovens § 1, nr. 14, i
§ 137 e, stk. 2 og 3, i § 137 f, stk. 2 og 4, og i §
137 m, stk. 1, 2. pkt., i lov om social service henvist til lovens
§ 66, nr. 5 og 6.
Ændringsforslaget til § 1, nr.
14, i loven er alene en teknisk konsekvensændring, som
følge af at der ved lovforslagets § 1, nr. 7 i L 206
indsættes et stk. 2 i servicelovens § 66, således
at servicelovens § 66 foreslås at indeholde to stykker.
Som konsekvens heraf foreslås det at ændre
henvisningerne til § 66, nr. 5 og 6, i § 137 e, stk. 2 og
3, i § 137 f, stk. 2 og 4, og i § 137 m, stk. 1, 2. pkt.,
i lov om social service i lovens § 1, nr. 14, til § 66,
stk. 1, nr. 5 og 6.
Ad § 01, nr. 2
Ændringsforslaget til § 1,
nr.14, om en ny affattelse af § 137 m, stk. 3, om indberetning
om indgreb i lov om ændring af lov om social service og lov
om retssikkerhed og administration på det sociale
område. (Kriminalpræventive sociale indsatser) er en
konsekvens af, at det driftsorienterede tilsyn med bl.a.
anbringelsessteder efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og
6, og boformer efter lovens § 108 overgår til de nye
socialtilsyn, jf. forslag til lov om socialtilsyn L 205, samt af,
at indberetninger om magtanvendelse efter serviceloven fremover
skal sendes både til borgerens handlekommune og til
socialtilsynet samt til orientering til en eventuel kommunal eller
regional driftsherre, jf. lovforslagets § 1, nr. 9 og 12, i L
206.
Med ændringsforslaget sikres det, at
indberetninger om indgreb efter § 137 g-j i kapitel 24 a i lov
om social service sker på samme måde som indberetninger
om magtanvendelse efter kapitel 24 i lov om social service, og at
de ansvarlige myndigheder for både det personrettede og det
driftsorienterede tilsyn samt driftsherren får mulighed for
at reagere i forhold til de foretagne indgreb.
Orla Hav (S) Maja Panduro (S)
Jacob Bjerregaard (S) Jens Joel (S) Karen J. Klint (S) Rasmus Horn
Langhoff (S) Julie Skovsby (S) Marlene Borst Hansen (RV) Liv Holm
Andersen (RV) Uffe Elbæk (RV) Pernille Vigsø Bagge
(SF) Anne Baastrup (SF) fmd.
Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) Finn Sørensen (EL) Pernille
Skipper (EL) Hans Andersen (V) Anne-Mette Winther Christiansen (V)
nfmd. Louise Schack Elholm (V)
Karen Ellemann (V) Sophie Løhde (V) Eyvind Vesselbo (V)
Fatma Øktem (V) Karin Nødgaard (DF) René
Christensen (DF) Karina Adsbøl (DF) Mette Hjermind Dencker
(DF) Simon Emil Ammitzbøll (LA) Thyra Frank (LA) Benedikte
Kiær (KF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 45 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 17 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over
bilag vedrørende L 205
Bilagsnr. | Titel |
---|
1 | Høringsnotat og høringssvar,
fra social- og integrationsministeren | 2 | Kopi af svar til organisationer vedr.
magtanvendelse i forbindelse med lovforslaget, fra social- og
integrationsministeren | 3 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget | 4 | Borgerhenvendelse af 16/5-13 | 5 | Ændringsforslag fra social- og
integrationsministeren | 6 | 1. udkast til betænkning |
|
Oversigt over spørgsmål
og svar vedrørende L 205
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm. om kommentar til borgerhenvendelse af
16/5-13, til social- og integrationsministeren, og ministerens svar
herpå |
|
Oversigt over bilag vedrørende
L 206
Bilagsnr. | Titel |
---|
1 | Høringsnotat og høringssvar,
fra social- og integrationsministeren | 2 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget | 3 | Ændringsforslag fra social- og
integrationsministeren | 4 | 1. udkast til betænkning |
|