Skriftlig fremsættelse (10. april
2013)
Social- og integrationsministeren (Karen
Hækkerup):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om socialtilsyn.
(Lovforslag nr. L 205).
Forslag til lov om
ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område og lov om
forpligtende kommunale samarbejder. (Konsekvensændringer som følge af lov
om socialtilsyn m.v.)
(Lovforslag nr. L 206).
Lovforslaget om socialtilsyn og forslag til
lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed
og administration på det sociale område og lov om
forpligtende kommunale samarbejder (Konsekvensændringer som
følge af lov om socialtilsyn m.v.) udmønter tilsammen
den aftale om »Et nyt socialtilsyn«, som regeringen,
Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance, og Det
Konservative Folkeparti indgik i oktober 2012.
Der skal ske grundlæggende
ændringer af godkendelsen af og tilsynet med de sociale
døgntilbud. Der skal fra centralt hold stilles langt
højere krav til den faglige kvalitet i de tilbud, der huser
de mest udsatte borgere. Der skal desuden sikres en langt
højere faglighed og en støtte professionalisme samt
uafhængighed i tilsynet.
Det foreslås, at der etableres
ét socialtilsyn i hver geografisk region, som bliver
dækningsområdet for hvert socialtilsyn. Socialtilsynene
placeres i fem kommuner og får ansvar for at godkende og
føre driftsorienteret tilsyn med de sociale
døgntilbud og ambulante stofmisbrugsbehandlingstilbud, som
er beliggende i den geografiske region samt tilbud i form af
hjælp og støtte til beboere i andre boligtyper under
visse betingelser. Socialtilsynene må ikke føre tilsyn
med tilbud beliggende i egen kommune. Tilsynet med tilbuddene i
denne kommune skal føres af et af de øvrige
socialtilsyn.
Det foreslås, at socialtilsynet skal
godkende og føre driftsorienteret tilsyn på baggrund
af centralt opstillede kriterier, og at tilsynet skal på
tilsynsbesøg i de enkelte tilbud mindst én gang
årligt.
Det foreslås, at socialtilsynet skal
træffe afgørelse om at underlægge et tilbud
skærpet tilsyn, hvis tilsynet oplever stærkt bekymrende
forhold i tilbuddet, eller hvis tilsynet vurderer, at kvaliteten er
så lav, at tilbuddet ikke længere opfylder kravene.
Det foreslås, at socialtilsynet
finansieres dels objektivt af de kommuner, hvor det
pågældende socialtilsyn har ansvaret for godkendelse og
tilsyn, dels ved fastsættelse af omkostningsbaserede takster.
Takster og objektiv finansiering fastsættes af socialtilsynet
for et år ad gangen på baggrund af de budgetterede
omkostninger. Når socialtilsynet varetager andre opgaver end
godkendelse og tilsyn skal omkostningerne til varetagelse heraf
dækkes af den kommune, det regionsråd eller det tilbud,
som socialtilsynet varetager opgaven for i form af takstbetaling,
engangsbetaling eller abonnementsordning.
Det foreslås at stille krav til
tilbuddene, som sikrer gennemsigtighed med økonomien,
økonomisk soliditet og høj faglig kvalitet.
Der foreslås oprettet en national
»audit-funktion« i Socialstyrelsen, der skal bidrage
til en effektiv og ensartet implementering af reformen.
Audit-funktionen skal desuden sikre, at ny viden kontinuerligt
anvendes i socialtilsynenes arbejde. For at understøtte et
tilsyn af høj kvalitet skal audit-funktionen foretage
stikprøver, udarbejde relevante redskaber, som fx
tilsynskoncepter, spørgeguides, manualer mv. Der skal
herunder udvikles redskaber til trivselsvurderinger, hvor
erfaringerne fra regionerne inddrages.
Der foreslås oprettet en
whistleblower-ordning med henblik på, at beboere,
pårørende og andre kan henvende sig anonymt til
tilsynet, hvis de oplever bekymrende forhold.
Det foreslås, at det personrettede
tilsyn forbliver i den anbringende/visiterende kommune.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.