Skriftlig fremsættelse (17. april
2013)
Beskæftigelsesminister Mette
Frederiksen:
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om vikarers retsstilling
ved udsendelse af et vikarbureau m.v.
(Lovforslag nr. L 209)
Forslaget til lov om vikarers retsstilling
ved udsendelse af et vikarbureau m.v. har som et hovedformål
at sikre vikarer betryggende vilkår i forbindelse med, at de
udsendes til brugervirksomheder af et vikarbureau, og herudover
blandt andet at forbedre kvaliteten af og fastsætte passende
rammer for vikararbejde. Lovforslaget gennemfører direktiv
104/2008/EF om vikararbejde.
Hidtil har vikararbejde ikke været
genstand for særlig lovregulering i Danmark. Det har blandt
andet haft den betydning, at beskyttelsen af vikarer uden for det
overenskomstdækkede område har været forholdsvis
beskeden, idet vikarer fx som udgangspunkt ikke har været
omfattet af funktionærlovens bestemmelser. Det er ikke
urimeligt at hævde, at vikarer hidtil har været en
udsat gruppe på det danske arbejdsmarked, og der har fundet
og finder social dumping sted på vikarområdet.
Samtidig er det vigtigt at huske på,
at vikararbejde for mange lønmodtagere har været en
vigtig indgang til arbejdsmarkedet, og at muligheden for at bruge
vikarer er essentiel for at sikre virksomhederne den
fornødne fleksibilitet. Det lovforslag, som hermed
fremsættes, tilgodeser både hensynet til beskyttelsen
af vikaransatte og fleksibilitet. På den ene side sikres
vikaransatte rettigheder på en måde, så social
dumping gennem brug af vikarer hindres effektivt, mens de
vikarbureauer, som hidtil har opereret på solide
overenskomstmæssige vilkår, på den anden side kan
fortsætte deres virksomhed uden at blive videre
påvirket af nærværende lovforslag.
Det har været meget svært at
få udformet et lovforslag, som kunne støttes af
både lønmodtager- og arbejdsgiversiden, og det er
årsagen til, at der desværre er sket en overskridelse
af fristen for at gennemføre direktivet i Danmark. Nu vil
Danmark kunne leve op til vores EU-retlige forpligtelser, for
heldigvis lykkedes det her i det tidlige forår 2013 at
opnå enighed mellem parterne, og såvel
lønmodtager- som arbejdsgiverorganisationer har da
også haft betydelig indflydelse på lovforslagets
endelige udformning.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og bemærkningerne hertil, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.