Fremsat den 10. oktober 2012 af
kulturministeren (Uffe Elbæk)
Forslag
til
Lov om ændring af museumsloven
(Udvikling af museumsområdet m.v.)
§ 1
I museumsloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
1505 af 14. december 2006, som ændret ved § 1 i lov
nr. 1517 af 27. december 2009, § 25 i lov nr. 484 af 11.
maj 2010, § 26 i lov nr. 1531 af 21. december 2010 og
§ 26 i lov nr. 580 af 18. juni 2012, foretages
følgende ændringer:
1. § 1, stk. 1, affattes
således:
»Lovens formål er, gennem fagligt og
økonomisk bæredygtige museers virksomhed og
samarbejde, at sikre kultur- og naturarv i Danmark samt udvikle
betydning af denne i samspil med verden omkring os.«
2. § 2 affattes således:
Ȥ 2. Gennem de indbyrdes
forbundne opgaver; indsamling, registrering, bevaring, forskning og
formidling skal museerne i et lokalt, nationalt og globalt
perspektiv
1) aktualisere viden om kultur- og naturarv
og gøre denne tilgængelig og vedkommende,
2) udvikle anvendelse og betydning af
kultur- og naturarv for borgere og samfund samt
3) sikre kultur- og naturarv for fremtidens
anvendelse.
Stk. 2. Museerne
skal samarbejde om de opgaver, som er nævnt i
stk. 1.«
3. § 3 ophæves.
4. § 10, 2. pkt., ophæves.
5. § 11, stk. 1, affattes
således:
»De statslige kulturhistoriske museer og
kunstmuseer indberetter genstande, kunstværker og anden
dokumentation til de centrale registre over kulturhistorie og kunst
samt oplysninger til registeret over arkæologiske lokaliteter
og fundsteder, jf. § 39.«
6. I
§ 13, stk. 1,
ændres »§ 3« til: »§ 2,
stk. 2«
7. § 13, stk. 2, 2. pkt.,
affattes således:
»Tilskuddet ydes efter § 13
a.«
8.
Efter § 13 indsættes:
Ȥ 13
a. Kulturministeren yder årligt tilskud til driften af
statsanerkendte museer.
Stk. 2. Tilskuddet
fastsættes på grundlag af bevillingen, der er afsat
på finansloven til formålet.
Stk. 3. Tilskud
efter stk. 1 forudsætter, at ikke-statslige tilskud til
museet udgør mindst det samme som det minimumsbeløb,
der årligt fastsættes på finansloven.
Stk. 4.
Huslejeudgifter, prioritetsrenter og afdrag fradrages i de
ikke-statslige tilskud, som indgår i grundlaget for
fastsættelse af det statslige tilskud efter stk. 1.
Stk. 5.
Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om
fastlæggelse og udbetaling af tilskud til statsanerkendte
museer.
Stk. 6.
Kulturministeren kan i forbindelse med indgåelse af
kulturaftaler med kommuner m.v. fravige bestemmelserne i
stk. 1-4, jf. lov om Kulturministeriets kulturaftaler med
kommuner m.v. og om regionernes opgaver på
kulturområdet.«
9. I
§ 14, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »§§ 15 og 16« til:
»§ 13 a«.
10. § 14, stk. 1, nr. 4,
ophæves.
Nr. 5-14 bliver herefter nr. 4-13.
11. § 14, stk. 1, nr. 7, 1. pkt.,
der bliver nr. 6, 1. pkt., ophæves.
12. § 14, stk. 1, nr. 8, 2. pkt.,
der bliver nr. 7, 2. pkt., ophæves.
13. § 14, stk. 1, nr. 10, der
bliver nr. 9, affattes således:
»Museet skal indberette genstande,
kunstværker og anden dokumentation til de centrale registre
over kulturhistorie og kunst samt oplysninger til registeret over
arkæologiske lokaliteter og fundsteder, jf.
§ 39.«
14. § 14, stk. 1, nr. 14, der
bliver nr. 13, ophæves.
Nr. 15 bliver herefter nr. 13.
15. I
§ 14, stk. 3,
udgår » 4 og 14,«.
16. § 14, stk. 4,
ophæves.
17. §§ 14 a-16 ophæves.
18. § 16 a ophæves.
19.
Efter § 17 indsættes før kapitel 7:
»Kapitel 6 a
Udvikling af museumsområdet
§ 17
a. Kulturministeren nedsætter udvalg m.v., der skal
rådgive med henblik på udvikling af
museumsområdet.
Stk. 2.
Kulturministeren fastsætter nærmere regler om de i
stk. 1 nævnte udvalg m.v., herunder om deres
sammensætning og opgaver.
§ 17
b. Kulturministeren kan yde tilskud med henblik på
udvikling af museumsområdet, herunder tilskud til museernes
erhvervelser af værker og genstande. Tilskud kan ydes til
museer samt i særlige tilfælde til organisationer, der
understøtter museernes arbejde.
Stk. 2.
Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om
indsendelse og behandling af ansøgninger, ydelse af tilskud
og fastsættelse af vilkår for anvendelse af tilskud
efter stk. 1.«
20. § 39 affattes således:
Ȥ 39. Kulturministeren
fører de centrale registre over kulturhistorie og kunst samt
over arkæologiske lokaliteter og fundsteder. Kulturministeren
stiller registrene til rådighed for offentligheden og
relevante myndigheder.«
§ 2
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. januar 2013, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Denne lovs
§ 1, nr. 18, træder i kraft den 1. januar 2016.
Stk. 3. For de
statsanerkendte museer, hvis ikke-statslige tilskud ved lovens
ikrafttræden ikke udgør det minimum for ikke-statslige
tilskud, som årligt fastsættes på finansloven,
finder lovens § 13 a, stk. 3, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 8, først anvendelse fra den 1.
januar 2016.
Bemærkninger til lovforslaget
| Almindelige
bemærkninger | | Indholdsfortegnelse | | 1. | Lovforslagets formål og indhold | 2. | Udredningen om fremtidens
museumslandskab | | 2.1. | Baggrund | | 2.2. | Indhold | | 2.3. | Arbejdsgruppen | 3. | Hovedpunkter i lovforslaget | | 3.1. | Indledning | | 3.2. | Lovens formål samt museernes opgaver
og rolle i samfundet | | | 3.2.1. | Gældende ret | | | 3.2.2. | Arbejdsgruppens overvejelser | | | 3.2.3. | Kulturministeriets overvejelser og
forslag | | 3.3. | Krav for at opnå og bevare
driftstilskud | | | 3.3.1. | Gældende ret | | | | 3.3.1.1. | Museets ledelse | | | | 3.3.1.2. | Arbejdsplan, budget, regnskab og
beretning | | | 3.3.2. | Arbejdsgruppens overvejelser | | | | 3.3.2.1. | Museets ledelse | | | | 3.3.2.2. | Arbejdsplan, budget, regnskab og
beretning | | | 3.3.3. | Kulturministeriets overvejelser og
forslag | | | | 3.3.3.1. | Museets ledelse | | | | 3.3.3.2. | Arbejdsplan, budget, regnskab og
beretning | | 3.4. | Tilskudsstruktur | | | 3.4.1. | Gældende ret | | | | 3.4.1.1. | Driftstilskud til statsanerkendte
museer | | | | 3.4.1.2. | Tilskud på museumsområdet | | | | 3.4.1.3. | Driftstilskud til konserveringscentre | | | 3.4.2. | Arbejdsgruppens overvejelser | | | | 3.4.2.1. | Driftstilskud til statsanerkendte
museer | | | | 3.4.2.2. | Tilskud til udvikling af
museumsområdet | | | | 3.4.2.3. | Tilskud til forskning | | | | 3.4.2.4. | Driftstilskud til konserveringscentre | | | 3.4.3. | Kulturministeriets overvejelser og
forslag | | | | 3.4.3.1. | Driftstilskud til statsanerkendte
museer | | | | 3.4.3.2. | Tilskud til udvikling af
museumsområdet | | | | 3.4.3.3. | Tilskud til forskning | | | | 3.4.3.4. | Driftstilskud til konserveringscentre | | 3.5. | Udvikling af museumsområdet | | | 3.5.1. | Gældende ret | | | | 3.5.1.1. | Rådgivningsstruktur | | | 3.5.2. | Arbejdsgruppens overvejelser | | | | 3.5.2.1. | Rådgivningsstruktur | | | 3.5.3. | Kulturministeriets overvejelser og
forslag | | | | 3.5.3.1. | Rådgivningsstruktur | | 3.6. | Centrale registre over genstande,
kunstværker og dokumentation | | | 3.6.1. | Gældende ret | | | 3.6.2. | Kulturministeriets overvejelser og
forslag | 4. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for stat, regioner og kommuner | 5. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet | 6. | Administrative konsekvenser for
borgerne | 7. | Miljømæssige
konsekvenser | 8. | Forholdet til EU-retten | 9. | Høring | 10. | Sammenfattende skema | | |
|
1.
Lovforslagets formål og indhold
Arbejdsgruppen bag udredningen om fremtidens
museumslandskab afgav i april 2011 en udredningsrapport med
anbefalinger til udvikling af museumsområdet.
Lovforslaget gennemfører i
museumsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1505 af 14. december
2006, som ændret ved lov nr. 1517 af 27. december 2009, lov
nr. 484 af 11. maj 2010, lov nr. 1531 af 21. december 2010 og lov
nr. 580 af 18. juni 2012, en række af arbejdsgruppens
anbefalinger. Herudover omfatter lovforslaget andre ændringer
på museumsområdet.
Med lovforslaget bliver museumslovens
formål samt museernes opgaver og rolle i samfundet
opdateret.
I lovforslaget foreslås der etableret en
ny tilskudsstruktur, der forenkler og omfordeler statens tilskud
på museumsområdet med henblik på at fremme en
udvikling mod øget økonomisk bæredygtighed.
Visse krav for at opnå og bevare
statsligt driftstilskud vil henholdsvis bortfalde eller blive
opdateret med henblik på at fremme en professionel drift og
udvikling af museernes virksomhed samt reducere indberetningskrav
til staten.
Der foreslås endvidere en ny
rådgivningsstruktur for Kulturstyrelsen med henblik på
styrket fokus på udvikling af museumsområdet.
Endelig foreslås en ajourføring
af lovens bestemmelser om de statslige og statsanerkendte museers
indberetning til de centrale registre over kulturhistorie og
kunst.
2.
Udredningen om fremtidens museumslandskab
2.1.
Baggrund
Udredningsarbejdet om fremtidens
museumslandskab blev igangsat i begyndelsen af 2010 af den
daværende kulturminister. Baggrunden for udredningen er, at
samfundet, den kommunale struktur og museumsområdet har
forandret sig siden den gældende museumslov blev vedtaget i
2001.
Museerne er stillet over for en række
betydelige udfordringer for at kunne løse deres opgaver og
udfylde deres rolle i samfundet. Disse udfordringer består
særligt i, at samfundet stiller stigende krav til den museale
indsats og den strukturelle udvikling på
museumsområdet. Parallelt hermed stiller et nyt kommunalt
landskab samtidig krav om organisatorisk tilpasning af museerne.
Endelig er de museale fagområder udsat for en udvikling
og specialisering på globalt plan.
Siden den gældende museumslovs
vedtagelse i 2001 er der både fra museer, kommuner og stat
gjort en stor indsats for at håndtere disse udfordringer.
Staten har med oprettelsen af Kulturarvsstyrelsen (nu
Kulturstyrelsen) i 2002 arbejdet med øget koordinering
mellem museer og skabt større fokus på kultur- og
naturarv i samfundet, ligesom styrelsen har arbejdet for at
højne museernes standard gennem rådgivning og
kvalitetsvurderinger af de statsanerkendte museer.
Indsatsen over for museerne er også
kommet til udtryk i, at der gennem de seneste ti år er
gennemført en række udredninger, analyser og
undersøgelser, som på forskellig vis har haft
væsentlig indflydelse på museernes opgavevaretagelse.
Det drejer sig bl.a. om udredning om bevaring af kulturarven fra
2003, udredning om museernes formidling fra 2006,
Kulturministeriets Forskningsstrategi fra 2008, rapport om
digitalisering af kulturarven fra 2008, Kulturministeriets
digitaliseringsstrategi fra 2009, den internationale evaluering af
den arkæologiske virksomhed fra 2010 og endelig
Kulturministeriets anbefalinger for god ledelse i selvejende
kulturinstitutioner fra 2011.
Der har på denne baggrund været et
behov for at vurdere, om museumsområdet fortsat er
organiseret på en sådan måde, at det opfylder
brugernes og samfundets forventninger og krav. Formålet med
udredningen har derfor været at gøre status over det
eksisterende museumslandskab og give anbefalinger til et
fremtidigt.
2.2.
Indhold
Udredningens fokus er de rammebetingelser og
grundlæggende præmisser, der må være til
stede for, at museumsområdet fortsat kan udvikle sig
optimalt. Derfor er udredningen først og fremmest en
strukturudredning. Det primære fokus er anbefalinger til,
hvordan regulering af tiltag på området kan
understøtte den igangværende strukturudvikling frem
mod øget kvalitet, bæredygtighed og sammenhæng.
Herudover er der fokus på arbejdsdelingen mellem de statslige
aktører på området.
Det er hensigten med udredningens anbefalinger
at fremme en struktur, som bidrager til fortsat udvikling af et
sammenhængende, decentralt museumsvæsen med fagligt og
økonomisk bæredygtige museer, hvor der kontinuerligt
og systematisk sker en udvikling af kvalitet og professionalisering
i museernes virksomhed. Anbefalingerne skal bidrage til at sikre,
at museerne også i fremtiden kan udfylde deres rolle som
centrale kultur- og videninstitutioner, herunder være
inspirerende, inkluderende og videnbaserede kulturinstitutioner,
som er vedkommende for brugerne og bidrager til samfundets
udvikling.
Anbefalingerne vedrører overordnet set
styrket økonomisk bæredygtighed, mulighed for
statsanerkendte museers varetagelse af udpegede landsdækkende
museumsfaglige opgaver, udvikling af museumsområdet,
styrkelse af de statsanerkendte museers forskning, omlægning
af de statslige tilskud til museer og konserveringscentre samt
udvikling af kvalitetskrav og faglige standarder for museerne.
En række af anbefalingerne i udredningen
forudsætter ændringer i museumsloven, mens andre
anbefalinger kan implementeres administrativt.
2.3.
Arbejdsgruppen
Udredningsarbejdet har været forankret i
en arbejdsgruppe bestående af en afdelingschef fra
Kulturministeriets departement samt direktøren for
henholdsvis Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst og
Kulturarvsstyrelsen (som undervejs omdannedes til
Kulturstyrelsen).
Udredningen er blevet til i en proces med
input fra en bred kreds af interessenter, herunder ved møder
med en fast referencegruppe, temamøder for interessenterne
på området og gennem dialogmøder med mindre
grupper af interessenter. Undervejs i forløbet afgav
arbejdsgruppen en midtvejsrapport.
Arbejdsgruppen har haft til opgave at afgive
anbefalinger om:
• principper
for organisering af museernes kerneopgaver og samfundsmæssige
relevans,
• fremtidens
museumsstruktur, herunder organisering, ansvarsfordeling og
strategier for udvikling af museumsområdet og
• revision af
museumsloven, herunder ændring af krav til statsanerkendte
museer og særligt ændring af
tilskudsstrukturen.
Det har været udredningens opdrag at
fremkomme med anbefalinger inden for den eksisterende
økonomiske ramme for statslige tilskud til
museumsområdet samt respektere den eksisterende,
velfungerende arbejdsdeling på området mellem stat og
kommune.
Udredningsarbejdet blev afsluttet i april 2011
med en række anbefalinger til udvikling af det samlede
museumsområde.
3.
Hovedpunkter i lovforslaget
3.1.
Indledning
Med lovforslaget gennemføres de af
arbejdsgruppens anbefalinger fra udredningen om fremtidens
museumslandskab, som forudsætter ændringer i
lovgrundlaget. Ændringerne af museumsloven består
i:
• at opdatere
lovens formål,
• at opdatere
bestemmelserne om museernes opgaver og rolle i samfundet,
• at forenkle
regler for og omfordele statens tilskudsmidler,
• at
ophæve og opdatere visse krav for at opnå og bevare
statsligt driftstilskud,
• at
ophæve en række krav om indberetning til staten og
• at skabe
grundlag for etablering af en ny rådgivningsstruktur for
Kulturstyrelsen.
Herudover indeholder lovforslaget mindre
ændringer af bestemmelser inden for museumsområdet, som
ikke udspringer af udredningen.
I forlængelse af lovændringerne
forventes der fastsat nye regler i bekendtgørelsesform.
3.2. Lovens
formål samt museernes opgaver og rolle i samfundet
3.2.1.
Gældende ret
Museumslovens formål er fastlagt i
lovens § 1. Efter bestemmelsens stk. 1 er
formålet at fremme museers virksomhed og samarbejde med
henblik på at sikre Danmarks kultur- og naturarv samt adgang
til og viden om denne og dens samspil med verden omkring os.
Lovens § 2 sætter rammer for
museernes opgaver, som skal udføres gennem indsamling,
registrering, bevaring, forskning og formidling. Det anføres
nærmere i stk. 1, nr. 1-5, at det er museernes opgave at
virke for sikring af Danmarks kultur- og naturarv, at belyse
kultur-, natur- og kunsthistorien, at udvikle samlinger og
dokumentation inden for deres ansvarsområde, at gøre
samlinger og dokumentation tilgængelig for offentligheden, og
at stille samlinger og dokumentation til rådighed for
forskningen og udbrede kendskabet til forskningens resultater.
Det fremgår som nævnt af
§ 1, stk. 1, at museerne samarbejder om lovens
formål i forbindelse med deres virksomhed. Det
præciseres i tilknytning hertil i lovens § 3, at
museerne samarbejder med henblik på at fremme de opgaver, som
er nævnt i § 2.
3.2.2.
Arbejdsgruppens overvejelser
Arbejdsgruppen anbefaler, at der formuleres en
fælles mission og vision for museerne, som skal danne
grundlag for museernes opgaver, profil og rolle i fremtiden.
Baggrunden er, at museerne er udfordret af såvel en
række eksterne vilkår i den generelle samfundsudvikling
som interne vilkår i museernes virksomhed. I udredningen
anføres det, at kommunalreformen, udviklingen inden for
oplevelsesøkonomi, brugerforventninger, internationalisering
og den teknologiske udvikling er blandt de eksterne faktorer, som
udfordrer museerne og stiller større krav til deres
opgavevaretagelse og samfundsmæssige rolle. Nye opgaver og
prioriteringer i opgavevaretagelsen som følge af
samfundsudviklingen og politiske målsætninger på
centrale områder, samt behovet for professionalisering og
kompetenceudvikling, er blandt de interne faktorer, som udfordrer
og stiller krav til museerne.
Baggrunden for anbefalingen er tillige et
generelt ønske om, at den viden, som museerne
tilvejebringer, i højere grad skal bidrage til at
perspektivere den aktuelle samfundsudvikling og -debat, men
også være med til at danne grundlag for løsning
af samfundsmæssige opgaver. Museerne skal som noget helt
centralt udvikle kultur- og naturarv som en ressource i det danske
samfund, herunder udvikle betydning og anvendelse heraf for
såvel den enkelte borger som for samfundet som helhed.
Museernes samfundsmæssige rolle skal styrkes, og museerne
skal bidrage til samfundets udvikling og til almen dannelse gennem
oplevelser, inspiration, læring, kritisk refleksion og
medborgerskab.
Anbefalingen om en fælles mission og
vision har, som udredningens øvrige anbefalinger, til
hensigt at fremme en struktur, som bidrager til fortsat udvikling
af et sammenhængende, decentralt museumsvæsen med
fagligt og økonomisk bæredygtige museer, hvor der
kontinuerligt og systematisk sker en udvikling af kvalitet og
professionalisering i museernes virksomhed.
Arbejdsgruppen præsenterer i udredningen
følgende forslag til en fælles mission for
museumsområdet: »Museerne skal bevare og udvikle
kulturarv og naturarv. De skal producere, fastholde og formidle
viden om kunst, kultur og natur i lokalt, nationalt og
internationalt perspektiv. Som videnscentre og
læringsmiljøer skal museerne aktualisere deres viden.
De skal bidrage til samfundsdebatten, til livslang læring hos
den enkelte og til borgernes kulturelle identitet og
forståelse for kulturel diversitet, herunder historisk og
æstetisk bevidsthed og kritisk refleksion.«
Arbejdsgruppens forslag til en fælles
vision er: »Et professionelt museumsvæsen, der er
fagligt og ressourcemæssigt bæredygtigt og kendetegnet
ved kvalitet, troværdighed og relevans. Museerne skal skabe
værdi for og være efterspurgt af borgere og
samfund.«
Forslaget til en samlende mission for museerne
fastholder, at museernes arbejde fortsat tager afsæt i
indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling.
En væsentlig forudsætning for et
fagligt og økonomisk bæredygtigt museumsvæsen,
er en styrkelse af museernes samarbejdsrelationer, arbejdsdeling og
fælles opgaveløsning. Samarbejde og koordinering skal
ske med det klare mål at sikre sammenhæng, kvalitet og
bæredygtighed i opgavevaretagelsen.
3.2.3.
Kulturministeriets overvejelser og forslag
Kulturministeriet tilslutter sig udredningens
anbefaling om at formulere en fælles mission og vision for
museerne. Det er ministeriets vurdering, at der med afsæt i
udredningens forslag til mission og vision er behov for i
museumsloven at opdatere dele af lovens formål og
bestemmelserne om museernes opgaver.
På den baggrund foreslås det, at
den gældende lovs § 1, stk. 1, opdateres og
forenkles, så det bliver lovens formål at sikre kultur-
og naturarv i Danmark og udvikle betydning af denne i samspil med
verden omkring os. Dette formål skal opfyldes gennem fagligt
og økonomisk bæredygtige museers virksomhed og
samarbejde.
Det er Kulturministeriets vurdering, at de
udfordringer, som de generelle samfundsmæssige
ændringer stiller museerne overfor, også bør
medføre en justering af målet med museernes opgaver,
som er beskrevet i forslaget til § 2, stk. 1. Det er
hensigten her at betone museernes rolle som vidensinstitutioner og
læringsmiljøer, der arbejder forskningsbaseret,
aktualiserer deres viden og bringer den i spil. Det skal være
en stadig bestræbelse, at den viden, der genereres, skal
være relevant og vedkommende og være perspektiveret
lokalt, nationalt og globalt. Det fastholdes, at museernes arbejde
har afsæt i opgaverne indsamling, registrering, bevaring,
forskning og formidling.
Det foreslås desuden, at museerne
også skal udvikle anvendelse og betydning af kultur- og
naturarv for borgere og samfund. Hensigten med denne formulering er
at styrke museernes samfundsmæssige rolle og tilskynde, at
museerne i denne forbindelse kan udvikle nye roller. Museernes
viden skal både bidrage til at perspektivere den aktuelle
samfundsudvikling og -debat i et lokalt, nationalt og globalt
perspektiv og skabe grundlag for medborgerskab for den enkelte, og
samtidig bidrage som en udviklende faktor for andre
samfundsmæssige opgaver i samarbejde med myndigheder,
institutioner og andre relevante aktører.
Endelig er det ministeriets vurdering, at der
er et væsentligt potentiale i at udvikle og styrke museernes
samarbejdsrelationer, koordinering, arbejdsdeling og fælles
opgaveløsning, hvorfor museernes pligt til at samarbejde
knyttes mere direkte sammen med bestemmelsen i lovens
§ 2, stk. 1.
Kulturministeriet foreslår under
henvisning til ovenstående at ændre lovens
§§ 1 og 2 samt at ophæve § 3.
3.3. Krav
for at opnå og bevare driftstilskud
3.3.1.
Gældende ret
Museumslovens § 14 beskriver, hvilke
betingelser museer skal opfylde for at blive statsanerkendt og
dermed opnå og bevare statsligt driftstilskud.
3.3.1.1.
Museets ledelse
Museumslovens § 14, stk. 1, nr.
4, indeholder to krav, som vedrører sammensætningen af
bestyrelsen for et statsanerkendt museum. Det er efter lovens
§ 14, stk. 1, nr. 4, 1. pkt., et krav, for at et
statsanerkendt museum kan oppebære statsligt driftstilskud,
at bestyrelsen for museet omfatter mindst én
repræsentant for de lokale tilskudsgivende myndigheder.
Lovens § 14, stk. 1, nr. 4, 2. pkt., bestemmer
endvidere, at bestyrelsen for et statsanerkendt museum ikke
må være selvsupplerende.
Om museets leder er det i lovens
§ 14, stk. 1, nr. 7, 1. pkt., bestemt, at denne skal
have en relevant museumsfaglig baggrund og være
heltidsbeskæftiget. Ved lovens tilblivelse i 2001 blev det i
forarbejderne til bestemmelsen præciseret, at der ved en
relevant museumsfaglig baggrund menes, at museets leder enten skal
have en universitetsuddannelse i et museumsrelevant fag, eller at
lederen på anden måde skal have erhvervet sig
tilsvarende kvalifikationer.
Kulturministeren kan dispensere fra kravet om,
at lederen af et statsanerkendt museum skal have en relevant
museumsfaglig baggrund og være heltidsbeskæftiget,
når særlige omstændigheder gør sig
gældende, jf. lovens § 14, stk. 4. Ved lovens
tilblivelse i 2001 blev det i forarbejderne til bestemmelsen
præciseret, at der ikke kan gives dispensation til personer
med en ren administrativ/økonomisk baggrund.
3.3.1.2.
Arbejdsplan, budget, regnskab og beretning
For at opnå og bevare statsligt
driftstilskud skal et statsanerkendt museum udarbejde en
arbejdsplan, der indsendes til kulturministeren og museets
hovedtilskudsyder hvert fjerde år, jf. museumslovens
§ 14, stk. 1, nr. 8, 2. pkt.
Museumslovens § 14, stk. 1, nr.
14, bestemmer, at et statsanerkendt museum årligt skal
indsende budget, regnskab og beretning til museets
hovedtilskudsyder og kulturministeren.
3.3.2.
Arbejdsgruppens overvejelser
Arbejdsgruppen anbefaler, at de
grundlæggende principper for statsanerkendelse af et museum
og krav til at opnå og bevare statsligt driftstilskud
fastholdes. Det vedrører institutionens ejerskab,
ansvarsområde, økonomiske grundlag og museumsfaglige
standard samt, at der fortsat skal ligge en museumsfaglig og
økonomisk vurdering til grund for en statsanerkendelse.
Det anbefales imidlertid, at regler og krav om
indberetninger til staten forenkles, samt at det så vidt
muligt tilstræbes at forenkle statens styringsrelation i
forhold til det enkelte museum. Herudover anbefales det, at der
sker en fortsat professionalisering af museernes ledelser.
Arbejdsgruppens forslag til ændringer skal ses i
sammenhæng med lov om økonomiske og administrative
forhold for modtagere af driftstilskud fra Kulturministeriet.
3.3.2.1.
Museets ledelse
Det anbefales i udredningen, at der sker en
fortsat professionalisering af museernes ledelser. Af udredningen
fremgår det, at et museum i dag bør drives som en
virksomhed på et højt professionelt niveau i faglig,
organisatorisk og økonomisk henseende, idet museet forventes
som samarbejdspartner at kunne modsvare andre professionelle
organisationer, forvaltninger, institutioner osv. Det stiller krav
om ledelsesmæssige kompetencer hos museets leder og
bestyrelse.
Der lægges endvidere i udredningen op
til, at Kulturministeriets anbefalinger i »God ledelse i
selvejende kulturinstitutioner« også fremover skal
indgå i Kulturstyrelsens kvalitetsvurderinger af museernes
virksomhed med henblik på at fremme en professionalisering af
museernes ledelser.
I relation til museets leder anbefales det, at
der i museumsloven stilles krav om, at denne skal besidde
både relevante museumsfaglige og ledelsesmæssige
kompetencer. Arbejdsgruppen vurderer derfor, at et skift fra krav
om bestemt uddannelsesmæssig baggrund til krav om relevante
museumsfaglige og ledelsesmæssige kompetencer, vil bidrage
til professionalisering af museernes ledelse og give museernes
bestyrelser bedre mulighed for at vælge den bedst
kvalificerede leder.
3.3.2.2.
Arbejdsplan, budget, regnskab og beretning
Arbejdsgruppen anbefaler, at regler og krav om
indberetninger til staten forenkles. Det anbefales endvidere, at
Kulturstyrelsens kvalitetsvurderinger af de statsanerkendte museer
udvikles som dialog- og udviklingsværktøj med
skærpede konsekvenser ved manglende opfyldelse af lovkrav og
kvalitetsstandarder.
3.3.3.
Kulturministeriets overvejelser og forslag
Kulturministeriet kan tilslutte sig
arbejdsgruppens anbefaling om, at de eksisterende bestemmelser for
at opnå og bevare driftstilskud fastholdes, idet der
imidlertid foretages justeringer i lovens § 14 med
henblik på at forenkle reglerne for indberetning til staten
samt understøtte, at der skal ske en fortsat
professionalisering af museerne, herunder deres ledelser.
Ministeriet foreslår derfor at
ændre og ophæve et antal krav i lovens
§ 14.
3.3.3.1.
Museets ledelse
Kulturministeriet kan tilslutte sig
anbefalingen i udredningen om en fortsat professionalisering af
museernes ledelser. Ministeriet finder derfor, at kravene i
museumslovens § 14, stk. 1, nr. 4, om
bestyrelsessammensætning skal ophæves. Formålet
er at skabe bedre rammer for, at bestyrelsen kan blive sammensat ud
fra kompetencer, der samlet set er relevante i forhold til en
professionel drift og udvikling af museet.
Kulturministeriet tilslutter sig endvidere
arbejdsgruppens vurdering af behovet for ledelsesmæssige
kompetencer frem for en bestemt uddannelsesmæssig
baggrund.
Den stigende professionalisering af museernes
virksomhed og udviklingen mod større institutioner, der
dækker flere fagområder, har flyttet fokus fra behovet
for den specifikke museumsfaglige uddannelsesbaggrund til et behov
for differentierede professionelle kompetencer, herunder
ledelsesmæssige kompetencer.
Kulturministeriet lægger vægt
på, at der ved museerne kan etableres den mest
hensigtsmæssige ledelse og ledelsesstruktur i relation til
museets opgaver og udvikling, herunder at der ved det enkelte
museum kan ansættes en leder, der har de nødvendige og
relevante kompetencer i forhold til professionel drift og udvikling
af museet, hvorfor det ikke er hensigtsmæssigt at stille
specifikke krav til museumslederen i loven.
Kulturministeriet foreslår derfor, at
§ 14, stk. 1, nr. 7, 1. pkt., samt den
tilhørende dispensationsbestemmelse i lovens § 14,
stk. 4, ophæves.
Det skal bemærkes, at
ledelseskvalifikationer og opgaveløsning fortsat vil
indgå i Kulturstyrelsens tilsyn med, at museet opretholder en
rimelig standard, jf. § 14, stk. 1, nr. 6.
3.3.3.2.
Arbejdsplan, budget, regnskab og beretning
Kulturministeriet tilslutter sig anbefalingen
om at forenkle regler og krav om indberetninger til staten samt
udredningens ambition om en mere forenklet styringsrelation mellem
stat og museum. Ministeriet foreslår derfor, at de
statsanerkendte museers forpligtelse til at indsende arbejdsplan,
budget, regnskab og beretning til kulturministeren og museets
hovedtilskudsyder, jf. museumslovens § 14, stk. 1,
nr. 8, 2. pkt., og 14, ophæves.
Kulturministeriet finder, at
kvalitetsvurderinger af museerne bør blive den primære
styringsrelation mellem staten og de statsanerkendte museer. Det er
i denne sammenhæng afgørende, at
kvalitetsvurderingskonceptet løbende evalueres og
videreudvikles som dialog- og udviklingsværktøj,
således at det til stadighed forekommer relevant og
meningsfuldt for både stat, kommuner og museer.
Kvalitetsvurderingerne skal understøtte en kvalitativ og
professionel udvikling af museernes virksomhed, og der bør
tilstræbes mindst muligt bureaukrati.
Forslaget skal ligeledes ses i
sammenhæng med lov om økonomiske og administrative
forhold for modtagere af driftstilskud fra Kulturministeriet, der
fastsætter nærmere regler om bl.a. indsendelse af
budget, regnskab og tilsyn.
3.4.
Tilskudsstruktur
3.4.1.
Gældende ret
3.4.1.1.
Driftstilskud til statsanerkendte museer
Hovedprincippet bag det statslige
tilskudssystem er, at der ydes et statsligt driftstilskud baseret
på størrelsen af de ikke-statslige tilskud til museets
virksomhed.
Det statslige driftstilskud ydes for
hovedparten af de statsanerkendte museer efter den almindelige
tilskudsordning (§ 15-tilskud) og for fire museer efter
den særlige tilskudsordning (§ 16-tilskud). 15
museer modtager tilskud efter begge tilskudsordninger.
Hertil kommer en række særlige
tilskud omfattende kompensation for gratis adgang til børn
og unge, tilskud til museer på mindre øer og
overførte tidligere amtslige driftstilskud, jf.
museumslovens §§ 14 a, 15, stk. 5, og 15 a.
Det almindelige statslige driftstilskud efter
lovens § 15 fastsættes efter størrelsen af
det tilskud, som museet modtager fra andre end staten og efter den
samlede bevilling, som årligt afsættes på
finansloven til formålet.
Ifølge lovens § 15
fastsættes der årligt på finansloven et
minimumsbeløb og maksimumsbeløb for det
ikke-statslige tilskud til det enkelte museum, som indgår i
grundlaget for beregning af det statslige driftstilskud.
Lovens § 15, stk. 4, giver
mulighed for at yde et samdriftstilskud til et museum, der drives
af flere primærkommuner i fællesskab. Efter
bestemmelsen kan der også ydes et forhøjet
statstilskud ved sammenlægning af to eller flere
statsanerkendte museer.
Tilskuddet efter lovens § 16,
stk. 1, ydes som et særligt driftstilskud til
statsanerkendte museer, der udfører en virksomhed af
særlig betydning, herunder i forbindelse med varetagelse af
et museumsfagligt speciale.
3.4.1.2.
Tilskud på museumsområdet
Kulturministeren kan efter lovens
§ 16, stk. 2, yde tilskud til løsning af
fællesopgaver, erhvervelser samt museers virksomhed i
øvrigt.
Med henblik på udmøntning af
bestemmelsen er der etableret følgende puljer, som museerne
årligt kan ansøge om tilskud fra:
•
erhvervelsessum til erhvervelse af genstande og værker til
samlingen,
•
rådighedssum til forskningsprojekter samt løsning
af fællesopgaver især vedrørende
kompetenceudvikling (generel rådighedssum) og
• hastesum til
ovenstående formål samt til støtte af danske
museers arbejde i udlandet.
Kulturstyrelsen administrerer puljerne.
Efter lovens § 16, stk. 3, kan
kulturministeren yde tilskud til udvikling af museumsområdet.
Disse midler kan museerne løbende søge hos
Kulturstyrelsen til projekter, der har udviklingsperspektiver for
museumsområdet.
3.4.1.3.
Driftstilskud til konserveringscentre
Ifølge museumslovens § 16 a,
stk. 1, kan kulturministeren yde driftstilskud til
konserveringscentre m.v., der indtil den 31. december 2006 var
amtskommunalt finansierede. Bestemmelsen giver således
kulturministeren mulighed for at yde tilskud til de
konserveringscentre, som før kommunalreformen modtog tilskud
fra de tidligere amter.
3.4.2.
Arbejdsgruppens overvejelser
3.4.2.1.
Driftstilskud til statsanerkendte museer
Det anbefales i udredningen, at der på
museumsområdet etableres en ny, forenklet tilskudsstruktur,
som fremmer en udvikling mod øget økonomisk
bæredygtighed.
Arbejdsgruppens anbefalinger til en forenklet
struktur for statens tilskud til statsanerkendte museer er baseret
på følgende principper:
• at det
eksisterende statslige driftstilskud til de enkelte statsanerkendte
museer bevares på det eksisterende niveau,
• at
statstilskuddet fordeles som et grundtilskud på 1 mio. kr. og
et individuelt tilskud, der svarer til den del af museets
eksisterende tilskud, der ligger ud over grundtilskuddet på 1
mio. kr. og,
• at museets
kommunale og ikke-offentlige tilskud tilsammen skal være
minimum 2 mio. kr. for at udløse grundtilskuddet fra
staten.
Hensigten med en ny tilskudsstruktur skal
være at sikre statsanerkendte museer et samlet tilskud fra
stat, kommune og ikke-offentlige tilskudsydere på minimum 3
mio. kr. Det vurderes i udredningen, at det er en
forudsætning, at museerne supplerer dette minimum med en
egenindtægt, der kan sikre et tilstrækkeligt
økonomisk fundament for museets samlede virksomhed.
Det er også hensigten med en ny
tilskudsstruktur at skabe administrativ forenkling i relation til
fastsættelse af statsligt driftstilskud til museerne. I dag
foretages beregninger af de årlige statstilskud ud fra en
række historisk betingede tilskudsordninger. Endelig er det
hensigten at skabe større budgetmæssig sikkerhed for
museerne og bedre mulighed for langsigtet økonomisk
planlægning ved, at rammerne for driftstilskud forenkles.
Anbefalingen indebærer, at alle
eksisterende driftstilskud til museerne omlægges efter de
ovenstående tre principper. Det medfører, at det
almindelige § 15-tilskud og det særlige
§ 16-tilskud samt de øvrige tilskudsordninger
erstattes af mere faste statslige driftstilskud. Dermed forsvinder
også den gældende sondring mellem de såkaldte
§ 15- og § 16-museer.
Det er ifølge arbejdsgruppen hensigten,
at det eksisterende tilskudsniveau på området skal
opretholdes. Arbejdsgruppen er imidlertid opmærksom på,
at en forhøjelse af minimumsgrundlaget for det
ikke-statslige tilskud kan få betydning for enkelte museer.
Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at de museer, der ikke kan leve op
til det nye minimumsgrundlag, omfattes af en 3-årig
overgangsperiode. Det er arbejdsgruppens forventning, at de
berørte museer enten tilvejebringer øget kommunalt
tilskud eller ikke-offentligt tilskud eller søger fusion med
et andet statsanerkendt museum.
3.4.2.2.
Tilskud til udvikling af museumsområdet
Det anbefales i udredningen at oprette en
pulje til strategisk udvikling af museumsområdet.
Formålet med puljen skal være at understøtte
bl.a. strategiske udviklingstiltag, som kan bidrage til en
kvalitativ og professionel udvikling af museerne og deres
opgavevaretagelse. Det er også formålet med puljen
kontinuerligt at kunne understøtte nationale strategier med
henblik på udvikling af området.
Det fremgår af udredningen, at puljen
skal erstatte og finansieres af de faste puljer efter museumsloven
(rådighedssummer og udviklingsmidler) samt puljer til
museumsområdet fastsat på finansloven (bevaringspuljer,
formidlingspuljer, digitaliseringspuljer). Tilskud til centrale
formål, der i dag støttes af disse forskellige puljer,
forventes videreført, herunder tilskud til erhvervelser.
3.4.2.3.
Tilskud til forskning
Kulturministeriets forskningsstrategi fra 2009
fastslår, at der er behov for at løfte
forskningsstandarden på museerne, hvis de fortsat skal kunne
være en ligeværdig del af den danske og internationale
forskningsverden. Arbejdsgruppen finder derfor, at museerne
må tage del i de nødvendige forskningsnetværk og
arbejde efter de samme kriterier for forskning som den
øvrige forskningsverden.
Med henblik på at styrke museernes
forskning og sikre ensartet vurdering og administration af
Kulturministeriets økonomiske støtte til forskning
anbefales det derfor, at Kulturministeriets Forskningsudvalg,
ligesom det er tilfældet ved behandling af øvrige
ansøgninger om forskningsmidler på ministeriets
område, fremover skal afgive indstillinger til brug for
behandling af museernes ansøgninger om tilskud til
forskningsprojekter.
Arbejdsgruppen anbefaler i tilknytning hertil,
at midlerne til forskning bliver overført successivt fra
Kulturstyrelsen til Kulturministeriet under hensyntagen til, at
igangværende forskningsprojekter ved de enkelte museer kan
afsluttes.
3.4.2.4.
Driftstilskud til konserveringscentre
Arbejdsgruppen anbefaler, at de statslige
tilskud til konserveringscentre afvikles og tildeles
statsanerkendte museer.
Det er museernes opgave og ansvar at bevare
deres samlinger. Det overordnede sigte med anbefalingen er derfor,
at lade ansvar og bevilling følges ad. I udredningen
foreslås det derfor, at de statslige midler, der i dag ydes
til konserveringscentre, fordeles til de museer, der er tilknyttet
det pågældende center. Herved vil ansvaret for opgaven
og bevillingen hertil følges ad, og statens uensartede
tilskud til området kunne forenkles.
I udredningen foreslås det at
omlægge de eksisterende statslige tilskud til
konserveringscentrene over en 3-årig overgangsperiode,
hvilket giver mulighed for, at de enkelte centre, museer og evt.
kommuner i fællesskab kan overveje den mest
hensigtsmæssige organisering fremover.
3.4.3.
Kulturministeriets overvejelser og forslag
3.4.3.1.
Driftstilskud til statsanerkendte museer
Kulturministeriet tilslutter sig
arbejdsgruppens anbefalinger om at etablere en forenklet
tilskudsstruktur, der fremmer udvikling mod mere økonomisk
bæredygtige museer.
Det foreslås at indsætte en ny
bestemmelse i museumsloven om statsligt driftstilskud til
statsanerkendte museer. Ifølge lovforslaget vil
Kulturministeriet fortsat årligt yde driftstilskud til
statsanerkendte museer.
Forslaget indebærer en forhøjelse
af minimumsgrundlaget for det ikke-statslige tilskud til det
enkelte museum. Kulturministeriet er opmærksom på, at
forslaget kan få betydning for museer, hvis ikke-statslige
tilskudsgrundlag ligger under det forventede nye niveau.
Ministeriets beregning med udgangspunkt i de seneste regnskabstal
viser, at det vil komme til at dreje sig om ganske få museer.
Det forventes derfor, at antallet af museer, som ikke vil kunne
leve op til det nye forventede krav, vil være yderst
begrænset.
Det er hensigten, at de enkelte museer ved
lovens ikrafttræden skal oppebære et statsligt
driftstilskud svarende til det hidtidige tilskudsniveau.
Den nye tilskudsstruktur medfører en
væsentlig forenkling i relation til selve
tilskudsberegningen, idet historisk betingede tilskudsordninger
afløses af et samlet statsligt tilskud til det enkelte
museum.
På den baggrund foreslår
Kulturministeriet, at museumslovens gældende bestemmelser om
statsligt driftstilskud til de statsanerkendte museer
ophæves.
3.4.3.2.
Tilskud til udvikling af museumsområdet
Kulturministeriet tilslutter sig
arbejdsgruppens anbefaling om etablering af en pulje, der kan
understøtte udvikling af museumsområdet.
Forslaget samler alle eksisterende puljer
på museumsområdet og vil hermed forenkle
administrationen i relation til forvaltning af tilskudsmidler
på området.
Det foreslås derfor, at bestemmelserne i
museumslovens § 16, stk. 2 og 3, ophæves, og
at der i stedet indsættes en ny bestemmelse i loven,
hvorefter kulturministeren kan yde tilskud til museer til udvikling
af museumsområdet, herunder til erhvervelser. Med
bestemmelsen sigtes primært til statslige og statsanerkendte
museer under Kulturministeriet, men også andre typer museer,
f.eks. universitets- eller fondsdrevne museer uden
statsanerkendelse vil i særlige tilfælde kunne komme i
betragtning. Der vil også i særlige tilfælde
kunne ydes tilskud til organisationer, der understøtter
museernes arbejde. Kulturministeren gives samtidig en bemyndigelse
til i bekendtgørelse at fastsætte regler om
indsendelse og behandling af ansøgninger, ydelse af tilskud
og fastsættelse af vilkår for anvendelse af
tilskud.
3.4.3.3.
Tilskud til forskning
Kulturministeriet tilslutter sig
arbejdsgruppens anbefaling om at styrke museernes forskning,
så det fremover bliver Kulturministeriet, der yder tilskud
til forskningsprojekter ved museerne efter indstilling fra
Kulturministeriets Forskningsudvalg.
Kulturministeriets Forskningsudvalg, der
allerede behandler de øvrige ansøgninger om
forskningsmidler på Kulturministeriets område, er en
del af det almindelige system til uddeling af statslige
forskningsmidler og er tilknyttet Det Strategiske
Forskningsråd under Ministeriet for Forskning, Innovation og
Videregående Uddannelser, jf. lov om
forskningsrådgivning m.v. (LBK nr. 1064 af 6. september
2010).
Det forudsættes, at Kulturministeriets
Forskningsudvalg vil fortsætte sin almindelige
uddelingspraksis. Denne praksis indebærer, at der overordnet
uddeles støtte til to forskellige formål, nemlig
forskningsprojekter og ph.d.-stipendier.
Denne praksis indebærer endvidere, at
det vil være et krav i forbindelse med ansøgninger om
støtte til forskningsprojekter, at såvel den
projektansvarlige som den projektudførende har en ph.d.-grad
eller er forskerbedømt til mindst dette niveau (et krav, der
også i øvrigt er gældende i det almindelige
system til uddeling af statslige forskningsmidler). Dette krav
gælder ikke i dag for at ansøge om tilskud fra de
pulje, som administreres af Kulturstyrelsen til forskning.
Samlingen af behandlingen af
ansøgninger om forskningsmidler i Kulturministeriets
Forskningsudvalg skal bidrage til at sikre ensartethed og
konsistens i vurderingen af forskningen på Kulturministeriets
område.
Det skal samtidig bidrage til at undgå
konflikter mellem de forskellige sektorlovgivninger på
området, hvor forvaltningen af forskningsmidler efter
museumsloven i øjeblikket ikke er i fuld overensstemmelse
med reglerne i loven om forskningsrådgivning og praksis i
forskningsrådene i øvrigt, hvilket kan bidrage til at
undergrave tilliden til forskningsvirksomheden på
Kulturministeriets område blandt samarbejdspartnere i f.eks.
universitetsverdenen. Dette gælder navnlig det manglende krav
om ph.d.-niveau for ansøgere til forskningsmidler.
Der vil samtidig ske den fornødne
justering af Forskningsudvalgets sammensætning. Det skal dog
bemærkes, at udvalget allerede behandler
forskningsansøgninger fra museerne, så den justering
vil formentlig være beskeden. I sin nuværende
sammensætning besidder udvalget dog ikke naturhistorisk
kompetence.
Det er hensigten, at en del af
forskningsmidlerne til museerne i en treårig periode fra den
1. januar 2013 kan ydes til at opkvalificere
forskningskompetencerne på museerne med henblik på at
kunne imødekomme kravet om ph.d.-grad eller tilsvarende
niveau.
3.4.3.4.
Driftstilskud til konserveringscentre
Kulturministeriet kan tilslutte sig
arbejdsgruppens anbefaling om at tildele de statslige tilskud, som
i dag ydes til konserveringscentre, til statsanerkendte museer.
Det er intentionen med ændringen at
afskaffe en skævhed i de statslige tilskud til
konserveringscentre og i stedet følge princippet om at lade
midlerne følge de institutioner, som efter loven er
ansvarlige for den museale bevaringsopgave. Tilsyn med museer og
kvalitetsvurderinger af museer skal medvirke til at sikre, at
museerne anvender tilskudsmidler til det formål, som de er
ydet til.
Som det fremgår af udredningens
analyser, bidrager det eksisterende konserveringsberedskab til
kvaliteten i museernes bevaringsindsats og spiller en vigtig rolle
i udviklingen af bevaringstilstanden. Kulturministeriet forventer
derfor, at museerne fortsat vil prioritere fælles
opgaveløsning på konserveringsområdet og dermed
gøre brug af fælles konserveringscentre. Der er med
lovforslagets ændring af lovens §§ 2 og 3 lagt
op til en generel styrkelse af samarbejdet mellem museerne og
udvikling af fælles opgaveløsninger inden for
museumsområdet.
Kulturministeriet foreslår på den
baggrund at ophæve museumslovens § 16 a om tilskud
til konserveringscentre m.v. Det foreslås i tilknytning
hertil, at tilskuddene til de berørte konserveringscentre
afvikles efter en overgangsperiode på tre år fra den 1.
januar 2013. Det forventes, at museerne, konserveringscentrene og
eventuelt de relevante kommuner i løbet af overgangsperioden
finder en fornuftig løsning til fortsat finansiering af
fælles konserveringscentre.
3.5.
Udvikling af museumsområdet
3.5.1.
Gældende ret
3.5.1.1.
Rådgivningsstruktur
Museumsloven indeholder ikke bestemmelser om
en rådgivningsstruktur for Kulturstyrelsen. I
bemærkningerne til den gældende museumslov fra 2001 er
det imidlertid forudsat, at der på museumsområdet
nedsættes rådgivningsorganer med repræsentanter
for den faglige verden (museer, universiteter m.v.), som inddrages
i forbindelse med bl.a. styrelsens behandling af ansøgninger
om statsanerkendelse, fordeling af rådighedssummer og
vurdering af arkæologiske undersøgelsers
væsentlighed.
I tilknytning til Kulturstyrelsen er der i dag
på museumsområdet nedsat fire fagspecifikke råd
(et råd for henholdsvis kunsthistorie, naturhistorie,
arkæologi og nyere tids kulturhistorie) samt et
fællesråd, der går på tværs af
museumskategorier, og som er forum for drøftelse af
overordnede museumsfaglige og -politiske
spørgsmål.
3.5.2.
Arbejdsgruppens overvejelser
3.5.2.1.
Rådgivningsstruktur
Arbejdsgruppen anbefaler, at der etableres en
ny rådgivningsstruktur for Kulturstyrelsen på
museumsområdet.
En ny rådgivningsstruktur skal tage
hensyn til fortsat inddragelse af såvel hovedmuseer som
repræsentanter for museumsområdet samt inddragelse af
kommuner og andre relevante aktører.
Det anbefales i udredningen, at
rådgivningsstrukturen bliver flerleddet. Det foreslås,
at der etableres et bredt sammensat panel, der bidrager til at
identificerede overordnede udfordringer, udviklingsmuligheder og
tværsektorielle samarbejdspotentialer for
museumsområdet. Endvidere foreslås der etableret et
museumsudvalg, der kan rådgive inden for konkrete
indsatsområder samt afgive indstillinger til brug for
behandling af ansøgninger om tilskud til udvikling af
museumsområdet. Endelig foreslås det, at der skal kunne
nedsættes ad hoc arbejdsgrupper med henblik på
løsning af konkrete opgaver inden for
museumsområdet.
3.5.3.
Kulturministeriets overvejelser og forslag
3.5.3.1.
Rådgivningsstruktur
Kulturministeriet kan tiltræde
arbejdsgruppens anbefaling om, at der etableres en ny
rådgivningsstruktur med henblik på udvikling af
museumsområdet. Ministeriet er ligeledes enig i, at
rådgivningsstrukturen bør være flerleddet med
henblik på en målrettet og kvalitativ rådgivning
af Kulturstyrelsen.
Det foreslås derfor, at kulturministeren
nedsætter udvalg m.v., der skal rådgive med henblik
på udvikling af museumsområdet. Endvidere
foreslås det, at kulturministeren i
bekendtgørelsesform gives mulighed for at fastsætte
regler om de enkelte udvalg m.v., herunder om deres
sammensætning og opgaver.
3.6.
Centrale registre over genstande, kunstværker og
dokumentation
3.6.1.
Gældende ret
Museumslovens § 11, stk. 1,
bestemmer, at de statslige kulturhistoriske museer og kunstmuseer
løbende indberetter genstande og dokumentation til det
kulturhistoriske centralregister eller til det centrale register
over kunstværker. Statsanerkendte museer skal ligeledes efter
lovens § 14, stk. 1, nr. 10, løbende
indberette genstande og dokumentation til enten det
kulturhistoriske centralregister eller til det centrale register
over kunstværker.
Kulturministeren skal efter lovens
§ 39, 1. pkt., føre et kulturhistorisk
centralregister og et centralt register over kunstværker.
3.6.2.
Kulturministeriets overvejelser og forslag
Kulturministeriet foreslår, at
bestemmelserne om museers forpligtelse til at indberette genstande
og dokumentation til de centrale registre ajourføres,
således at bestemmelserne kommer til stemme overens med den
faglige registreringspraksis samt de betegnelser, som benyttes i
dag.
Ifølge lovforslaget foreslås det
dels at præcisere og betegne de genstandstyper, som museerne
benytter i dag, nemlig genstande, kunstværker og anden form
for dokumentation, dels sidestille genstande og anden
dokumentation, da museerne i dag registrerer faglige sager, hvori
der kan indgå forskellige typer af dokumentation, herunder
genstande.
Det foreslås endvidere, at
kulturministeren skal føre et register over
arkæologiske lokaliteter og fundsteder. Denne del af
lovforslaget har til formål at regulere den praksis og de
forhold, som allerede finder sted og gælder i dag.
Kulturministeriet vurderer således ikke, at forslaget vil
få yderligere administrative konsekvenser for de
kulturhistoriske museer, der vil blive omfattet af bestemmelserne,
idet disse museer allerede i dag indberetter oplysninger om
arkæologiske lokaliteter og fundsteder til det centrale
register over fund og fortidsminder, som Kulturstyrelsen
fører.
4.
Økonomiske og administrative konsekvenser for stat, regioner
og kommuner
Lovforslaget har ingen økonomiske
konsekvenser for staten. Lovforslagets ændring af
tilskudsstrukturen på museumsområdet indebærer
alene en omfordeling af de statslige tilskud på området
inden for den givne økonomiske ramme.
På det administrative område
skaber lovforslagets ændring af tilskudsstrukturen en markant
forenkling af statens årlige arbejde med beregning af de
enkelte museers statslige driftstilskud. Hertil kommer en forventet
reduktion i statens administration af puljer som følge af
forslaget om at samle alle eksisterende puljer på
museumsområdet i én samlet pulje.
Lovforslaget har ingen økonomiske
konsekvenser for regionerne.
Lovforslaget kan evt. have økonomiske
konsekvenser for de få kommuner, der er tilskudsyder til
statsanerkendte museer, der ikke kan leve op til nye krav til det
ikke-statslige tilskudsgrundlag. Der etableres en overgangsperiode
på 3 år, der giver de berørte museer mulighed
for enten at tilvejebringe øget kommunalt tilskud eller
ikke-offentligt tilskud eller indgå fusion med et andet
statsanerkendt museum.
5.
Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Lovforslaget skønnes ikke at få
økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet.
6.
Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget vurderes ikke at få
administrative konsekvenser for borgerne.
7.
Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget skønnes ikke at have
miljømæssige konsekvenser.
8. Forholdet
til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
9.
Høring
Udkast til lovforslag har været i
høring hos følgende organisationer og myndigheder
mv.:
Rigsrevisionen, Kommunernes Landsforening,
Danske Regioner, Børne- og Kulturchefforeningen, Danske
Universiteter, Konservatorskolen, Organisationen Danske Museer,
Foreningen af specialmuseer i Danmark, Sammenslutningen af
Museumsforeninger, Fællesrådet under Kulturstyrelsen og
Dansk ICOM.
| | | 10. Sammenfattende skema | | | | | Positive konsekvenser eller mindre udgifter | Negative konsekvenser eller merudgifter | Økonomiske konsekvenser for stat,
regioner og kommuner | Ingen | Kan evt. have økonomiske
konsekvenser for de få kommuner, der er tilskudsydere til
statsanerkendte museer, der ikke kan leve op til det fastsatte krav
for det ikke-statslige driftsgrundlag. | Administrative konsekvenser for stat,
regioner og kommuner | Ændring af tilskudsstrukturen vil
forenkle statens administrative arbejde med årlig beregning
af driftstilskud og puljeadministration. | Ingen | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Forslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
(museumsloven)
Til nr. 1
(§ 1, stk. 1)
Med den nye bestemmelse i § 1,
stk. 1, foreslås det, at loven har til formål at
sikre kultur- og naturarv i Danmark samt udvikle betydning af denne
i samspil med verden omkring os. Dette formål skal opfyldes
gennem fagligt og økonomisk bæredygtige museers
virksomhed og samarbejde.
Begrebet sikre dækker både den
eksisterende kultur- og naturarv, som museerne skal bevare, men
også det forhold, at museerne, inden for deres
ansvarsområde og på baggrund af forskning,
løbende udvælger og indsamler nyt materiale som dermed
får status af kultur- og naturarv. Bestemmelsen indeholder
dermed en dynamisk forståelse af begrebet kultur- og
naturarv, som i nogen grad varierer under forskellige kulturelle og
videnskabelige paradigmer. Museerne skal således både
bevare den eksisterende kultur- og naturarv, men også
udvælge og indsamle ny arv, som skal bevares.
Lovens formål om også at udvikle
betydning af kultur- og naturarv fremhæver det som noget
centralt, at kultur- og naturarv og museernes viden herom, har
betydning og relevans for den enkelte borger og spiller en rolle
for den samfundsmæssige udvikling. Hensigten er at fremme
museernes potentialer for at bringe deres viden i spil i
offentligheden og anvende denne viden i nye sammenhænge.
Det er med formuleringen fagligt og
økonomisk bæredygtige museer hensigten, at loven skal
understøtte en sammenhængende struktur af
institutioner på museumsområdet, som bidrager til at
sikre de basale rammer for et højt kvalitativt niveau i
museernes opgaveløsning.
Faglig og økonomisk bæredygtighed
er en grundlæggende forudsætning for, at museerne kan
løse opgaverne på et højt kvalitativt niveau og
er i stand til kontinuerligt at udvikle og professionalisere deres
virksomhed. Begrebet bæredygtighed sigter i denne
sammenhæng især til tre overordnede forhold i museets
organisering:
• Et solidt
fagligt miljø af en vis størrelse og et
tilstrækkeligt antal medarbejdere med de nødvendige
kompetencer,
• en kapacitet
til stabilt at løse de grundlæggende driftsopgaver
tilfredsstillende og samtidig være i stand til at udvikle nye
opgaver og samarbejdsrelationer i dynamisk samspil med det
omgivende samfund og
• en
størrelse og en samarbejdsstruktur, som sikrer, at
opgaveløsning og udviklingskapacitet ikke påvirkes
uhensigtsmæssigt af mindre ændringer i driftsgrundlag
og opgaveportefølje.
De seneste ti års udredninger og
analyser af museumsområdet og museernes faglige udfordringer
har haft sigte på kvalitet og professionalisering af
museernes virksomhed. I forlængelse af dette arbejde med at
sætte høje standarder vil det være
Kulturstyrelsens opgave i fremtidens museumslandskab - i samarbejde
med museerne - at præcisere kriterierne yderligere for
kvalitet og bæredygtighed gennem udvikling af fælles
normer og retningslinjer på museumsområdet.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger i pkt. 3.2.
Til nr. 2
(§ 2)
Det er i den nye bestemmelse tilføjet,
at museets opgaver indsamling, registrering, bevaring, forskning og
formidling er indbyrdes forbundne. Dette har været
underforstået efter den gældende lov, men
Kulturministeriet har (på baggrund af erfaringer fra
Kulturstyrelsens kvalitetsvurderinger af museerne) fundet det
hensigtsmæssigt at præcisere dette forhold. Det
indbyrdes forbundne angår f.eks. det forhold, at museets
forskning bør være forbundet med og danne grundlag for
museets øvrige opgaver, men også at museets indsamling
og bevaring bør prioriteres i forhold til henholdsvis
genstandene, værkernes og præparaternes lokale,
regionale og nationale betydning og deres forsknings- og
formidlingsmæssige potentiale.
Efter bestemmelsen fastholdes det, at
museernes opgaver fortsat skal løses i både et lokalt,
nationalt og globalt perspektiv med henblik på at sikre
sammenhæng og udsyn.
Herudover er der foretaget en
præcisering af de efterfølgende bestemmelser om
målet med museernes opgaver.
I den nye bestemmelse foreslås det, at
den nærmere beskrivelse af målet med museernes opgaver
i stk. 1 justeres med nye formuleringer om, at museerne skal
aktualisere deres viden om kultur- og naturarv og gøre denne
tilgængelig og vedkommende. Det tilføjes også,
at museerne skal udvikle anvendelse og betydning af kultur- og
naturarv for borgere og samfund. Heri ligger fortsat en
forpligtelse for museerne til at gøre samlinger og
dokumentation tilgængelige for offentligheden og
forskningen.
Det er intentionen med de nævnte
ændringer af målet med opgaverne, at disse skal bidrage
til at sikre museerne som centrale vidensinstitutioner, der
prioriterer deres udadvendte rolle som aktører, der bringer
kultur- og naturarv, og viden om den, i spil i aktuelle
samfundsmæssige sammenhænge. Der ligger heri en
ambition om, at museerne skal være efterspurgte og
vedkommende kulturinstitutioner, der er i aktiv dialog med borgerne
og det samfund, de er en del af. Museerne skal være
inkluderende og bidrage til dannelse, livslang læring og
medborgerskab. Det er ligeledes ambitionen, at museerne er
efterspurgte af det omgivende samfund i form af
uddannelsesinstitutioner, universiteter, kommuner og andre
væsentlige aktører i samfundets udvikling.
Museerne må kontinuerligt
tilstræbe at udvikle anvendelse og betydning af kultur- og
naturarv som en ressource for den enkelte borger og for samfundets
udvikling. Bestemmelsen har dermed den konsekvens, at viden, som
museerne tilvejebringer, i højere grad end i dag skal
bidrage til både at perspektivere den aktuelle
samfundsudvikling og -debat, men også bidrage til
løsning af samfundsmæssige opgaver.
Den gældende lovs formulering om, at
museerne skal udvikle samlinger og dokumentation inden for deres
ansvarsområde indgår ikke direkte i den nye
bestemmelse. Kulturministeriet betragter dog udvikling af samlinger
og anden dokumentation som indeholdt i den nye § 2,
stk. 1, nr. 3, hvorefter museerne skal sikre kultur- og
naturarv for fremtidens anvendelse.
Efter den gældende bestemmelse i lovens
§ 3 samarbejder museerne med henblik på at fremme
de opgaver, der er nævnt i § 2. Det foreslås
at ophæve § 3 og i stedet i § 2,
stk. 2, indsætte en bestemmelse om museernes samarbejde
i tilknytning til beskrivelsen af deres opgaver. Det
præciseres her, at museerne har pligt til at samarbejde, og
at samarbejdet skal bidrage til at fremme løsning af
opgaverne, som er nævnt i § 2, stk. 1.
Styrket samarbejde og koordinering er en
væsentlig forudsætning for at sikre sammenhæng,
kvalitet og bæredygtighed i opgavevaretagelsen.
Hensigten med bestemmelsen i § 2,
stk. 2, er, i lighed med den nye vægtning af opgaverne,
at dette skal få indflydelse på det styrkede
strategiske fokus, som bliver udmøntet i arbejdet med
nationale strategier og de tilknyttede tilskudsmidler til
udviklingsprojekter. Det styrkede fokus på samarbejde vil
fremover få indflydelse på udvikling af normer og
retningslinjer for museernes virksomhed samt kvalitetsvurdering af
museerne. Det er forventningen, at der sker en fortsat udvikling af
fælles opgaveløsning, systematisk opgavefordeling og
styrkede forpligtende samarbejder museerne imellem samt mellem
museer og andre institutionstyper og relevante aktører. Den
videndeling, erfaringsudveksling og kompetenceudvikling, som sker
som følge heraf, vil bidrage til kvalitet og udvikling i
opgaveløsningen.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger, pkt. 3.2.
Til nr. 3
(§ 3)
Der er tale om en konsekvensændring som
følge af lovforslagets § 1, nr. 2.
Det foreslås at erstatte de
gældende regler i museumslovens § 3 om samarbejde
mellem museerne med de nye regler i § 2 om museernes
opgaver, herunder samarbejde. Der henvises i øvrigt til
lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 3.2. samt til
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2.
Til
§ 4 (§ 10, 2. pkt.)
Efter den gældende bestemmelse i lovens
§ 10, 2. pkt., skal statslige museer hvert fjerde
år indsende arbejdsplaner til kulturministeren.
Kulturministeriet indgår rammeaftaler
med de statslige museer, som indeholder en strategi og definerede
indsatsområder for det enkelte museums drift og udvikling i
aftaleperioden. Ministeriet vurderer ikke, at der herudover er
behov for at opretholde et krav om, at de statslige museer skal
indsende arbejdsplaner til brug for den statslige styring i
relation til de bevillinger, der ydes til museerne. Det
foreslås derfor at ophæve bestemmelsen om indsendelse
af arbejdsplaner til kulturministeren.
Til nr. 5
(§ 11, stk. 1)
Der er tale om en ajourføring, der
præciserer formuleringen i forhold til den faglige
registreringspraksis, og de betegnelser, som benyttes i dag.
Ifølge forslaget til den nye
bestemmelse skal de statslige kulturhistoriske museer og
kunstmuseerne indberette genstande, kunstværker og anden
dokumentation til de centrale registre over kulturhistorie og
kunst. Med forslaget sidestilles genstande og anden dokumentation,
da museerne i dag registrerer faglige sager, hvori der kan
indgå forskellige typer af dokumentation, herunder genstande.
Det er i den nye bestemmelse desuden tilføjet, at museerne
(kulturhistoriske museer) også indberetter oplysninger til
det centrale register over arkæologiske lokaliteter og
fundsteder.
Dette forslag skal ses i sammenhæng med
forslagene om ligeledes at ændre museumslovens
§ 14, stk. 1, nr. 10, og § 39.
Det henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger, pkt. 3.6.2. samt
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 13 og
20.
Til nr. 6
(§ 13, stk. 1)
Der er tale om en konsekvensændring som
følge af lovforslagets § 1, nr. 2 og 3.
Til nr. 7
(§ 13, stk. 2, 2. pkt.)
Der er tale om en konsekvensændring som
følge af lovforslagets § 1, nr. 8 og 17 om
driftstilskud til statsanerkendte museer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger, pkt. 3.4. samt til
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 8 og
17.
Til nr. 8
(§ 13 a)
Bestemmelsen er ny. § 13 a erstatter
gældende bestemmelser om driftstilskud til statsanerkendte
museer.
Efter den gældende lovs § 15
yder kulturministeren et driftstilskud til statsanerkendte museer,
som beregnes årligt på grundlag af størrelsen af
museets ikke-statslige tilskud og de på finansloven afsatte
midler til formålet. Museets ikke-statslige tilskud skal
minimum være 1,2 mio. kr. for at udløse et
statstilskud, mens det maksimale ikke-statslige tilskud, som kan
udløse tilskud fra staten, er 2,2 mio. kr. Det samlede
minimumsgrundlag for drift af et statsanerkendt museum er i dag ca.
1,6 mio. kr.
Ifølge forslaget til den nye
§ 13 a yder kulturministeren et årligt
driftstilskud til statsanerkendte museer. Tilskuddet vil blive
fastsat på grundlag af den på finansloven afsatte
bevilling til formålet. En forudsætning for
udbetalingen vil være, at museets ikke-statslige tilskud som
minimum udgør et vist beløb. Dette beløb vil
også blive fastsat på finansloven. Vurderingen af, om
denne betingelse er opfyldt, forventes at ske ud fra et gennemsnit
af tilskuddene de seneste tre regnskabsår for at tage
højde for evt. udsving de enkelte år.
Minimumsgrundlaget for ikke-statslige tilskud
vil som hidtil udelukkende skulle udgøre de direkte tilskud
til museet i form af indbetaling i museets driftsregnskab.
Således vil huslejeudgifter, prioritetsrenter og afdrag
fortsat blive fradraget i de ikke-statslige tilskud.
Det nye minimumsgrundlag for ikke-statsligt
tilskud træder i kraft 1. januar 2013. Der knyttes dog en
overgangsordning til bestemmelsen, jf. bemærkningerne til
lovforslagets § 2.
Efter forslaget kan bestemmelserne om
statsligt driftstilskud i § 13 a som hidtil fraviges i
forbindelse med indgåelse af kulturaftaler, jf. lov om
Kulturministeriets kulturaftaler med kommuner m.v. og om
regionernes opgaver på kulturområdet (LBK nr. 728 af 7.
juni 2007).
Den nye tilskudsbestemmelse om statsligt
driftstilskud betyder, at de eksisterende tilskudsordninger
ophæves, herunder det almindelige og særlige
driftstilskud samt tilskud omfattende kompensation for gratis
adgang til børn og unge, tilskud til museer på mindre
øer og overførte tidligere amtslige driftstilskud.
Samtidig ophæves også reglerne om mulighed for
samdriftstilskud og sammenlægningstilskud. Det skal i den
forbindelse understreges, at Kulturministeriet finder, at
udviklingen på området mod større institutioner
fortsat skal understøttes. Ved fusion af statsanerkendte
museer efter lovens ikrafttræden kan der tages højde
herfor ved fastsættelse af statsligt tilskud til museet, jf.
lovens § 13 a.
Forslaget indebærer således, at
den eksisterende sondring mellem § 15- og
§ 16-museer bortfalder, og at statens driftstilskud til
statsanerkendte museer samles i ét statsligt
driftstilskud.
Endelig gives der i bestemmelsen mulighed for,
at kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om
statsligt driftstilskud til statsanerkendte museer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger, pkt. 3.4.3.
Til nr. 9
(§ 14, stk. 1, 1. pkt.)
Der er tale om en konsekvensændring som
følge af lovforslagets § 1, nr. 8 og 17 om
driftstilskud til statsanerkendte museer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger, pkt. 3.4. samt til
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 8 og
17.
Til nr. 10
(§ 14, stk. 1, nr. 4)
Museumslovens § 14, stk. 1, nr.
4, indeholder krav til statsanerkendte museers bestyrelser.
Forslaget indebærer, at det
gældende krav om repræsentation af de lokale
tilskudsgivende myndigheder i museumsbestyrelser ophæves. Ved
at ophæve kravet bliver det i højere grad muligt at
sammensætte en bestyrelse med relevante kompetencer i
relation til bestyrelsens opgaver og ansvar. Det kan f.eks.
være kompetencer inden for ledelse, administration,
økonomi, kommunikation mv. samt faglig indsigt i forhold til
museets formål, opgaver og udvikling.
Ophævelse af bestemmelsen er efter
ministeriets opfattelse ikke ensbetydende med, at
repræsentanter fra lokale tilskudsgivende myndigheder er
afskåret fra at indgå i museumsbestyrelser. En
repræsentant for en lokal tilskudsgivende myndighed (f.eks.
en kommune) kan fortsat være medlem af museets bestyrelse,
hvis det findes hensigtsmæssigt for det enkelte museums
virksomhed. Med lovforslaget stilles der blot ikke længere
krav om en bestemt repræsentation i og sammensætning af
museets bestyrelse.
Forslaget indebærer også
ophævelse af lovens § 14, stk. 1, nr. 4, 2.
pkt., om at bestyrelsen for et statsanerkendt museum ikke må
være selvsupplerende. Kulturministeriet finder, at
ophævelsen af dette krav ligeledes kan medvirke til, at
museets bestyrelse i højere grad kan sammensættes med
de relevante kompetencer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger i pkt. 3.3.
Til nr. 11
(§ 14, stk. 1, nr. 7, 1. pkt.)
Forslaget indebærer, at lovens krav om,
at museets leder skal have en relevant museumsfaglig baggrund og
være heltidsbeskæftiget ophæves, hvorfor den til
bestemmelsen knyttede dispensationsadgang også
ophæves.
Det er Kulturministeriets vurdering, at
relevante kompetencer for en museumsleder udgør en
kombination af uddannelse og viden/erfaringer inden for et kunst-
kultur- og naturhistorisk fagområde samt inden for ledelse,
herunder personaleledelse, administrativ ledelse samt strategisk
ledelse.
Baggrunden for forslaget er, at det ikke
vurderes som hensigtsmæssigt, at der fra statens side stilles
krav om en særlig uddannelsesmæssig baggrund. Ligeledes
finder ministeriet det ikke hensigtsmæssigt at stille krav om
en bestemt ledelsesform, herunder at museets leder skal være
heltidsbeskæftiget.
Hermed gives museernes bestyrelser en bedre
mulighed for at ansætte den bedst kvalificerede leder, med
kompetencer, som i højere grad modsvarer de krav og
forventninger, der stilles til museets drift og udvikling.
Bestyrelsen gives ligeledes bedre mulighed for at etablere den
ledelsesstruktur og -form, der findes mest
hensigtsmæssig.
Ifølge museumsloven vil det fortsat
være et krav, at museet skal have faguddannet personale, der
modsvarer museets hovedansvarsområde(r). Dette betyder, at
museer, som varetager flere ansvarsområder, skal have
personale inden for alle fagområderne. Dette udelukker ikke,
at der også kan være behov for andre fagligheder og
kompetencer. Det er Kulturministeriets forventning, at museets
ledelse vil sikre og prioritere, at de relevante og
nødvendige professionelle kompetencer er til stede i
institutionen med henblik på en kvalitativ udvikling af
opgavevaretagelsen.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger i pkt. 3.3.
Til nr. 12
(§ 14, stk. 1, nr. 8, 2. pkt.)
Forslaget indebærer, at statsanerkendte
museer ikke længere skal indsende arbejdsplaner til
kulturministeren og museets hovedtilskudsyder for at oppebære
statsligt driftstilskud.
Kulturministeriet får bl.a. i
forbindelse med kvalitetsvurderinger indblik i museernes strategier
og handlingsplaner for deres virksomhed og for den samlede
udvikling af institutionen. Ministeriet vurderer ikke, at der
herudover er behov for at opretholde et krav om, at de
statsanerkendte museer skal indsende arbejdsplaner til brug for
styringen i relation til de tilskud, der ydes til museerne. Det
foreslås derfor at ophæve bestemmelsen om indsendelse
af arbejdsplaner til kulturministeren og museets
hovedtilskudsyder.
Endelig bemærkes det, at lov om
økonomiske og administrative forhold for modtagere af
driftstilskud fra Kulturministeriet bestemmer, at bl.a. museer som
modtagere af driftstilskud skal sikre, at informationer om
tilskudsmodtagerens organisation og aktiviteter er let
tilgængelige for offentligheden.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger i pkt. 3.3.
Til nr. 13
(§ 14, stk. 1, nr. 10)
Der er tale om en ajourføring af den
gældende bestemmelse med henblik på en
præcisering af den faglige registreringspraksis, og de
betegnelser, som benyttes i dag.
Dette forslag skal ses i sammenhæng med
forslagene om at ændre lovens § 11, stk. 1, og
§ 39.
Det henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger, pkt. 3.6.2. samt
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 5 og
20.
Til nr. 14
(§ 14, stk. 1, nr. 14)
Der er tale om en konsekvensændring som
følge af de foreslåede regler om den nye
tilskudsstruktur på museumsområdet. Forslaget skal
også ses i sammenhæng med anbefalingen i udredningen om
forenkling af regler og krav om indberetninger til staten.
Efter den gældende bestemmelse i lovens
§ 14, stk. 1, nr. 14, skal statsanerkendte museer
hvert år indsende budget, regnskab og beretning til museets
hovedtilskudsyder og kulturministeren.
Forslaget om ophævelse af museumslovens
§ 14, stk. 1, nr. 14, betyder, at det efter
museumsloven ikke længere er et krav, at statsanerkendte
museer årligt skal indsende budget, regnskab og beretning til
dets hovedtilskudsyder og kulturministeren for at oppebære
statsligt driftstilskud.
I tilknytning til forslaget skal det
bemærkes, at de statsanerkendte museer er omfattet af lov om
økonomiske og administrative forhold for modtagere af
driftstilskud fra Kulturministeriet, som indeholder bestemmelser om
bl.a. budget, regnskab, revision og tilsyn.
Det henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger pkt. 3.3.
Til nr. 15
(§ 14, stk. 3)
Der er tale om en konsekvensrettelse i
forlængelse af forslaget om ophævelse af museumslovens
§ 14, stk. 1, nr. 4 og 14. Der henvises til
lovforslagets § 1, nr. 10 og 14.
Det henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger pkt. 3.3. samt bemærkningerne
til lovforslagets § 1, nr. 10 og 14.
Til nr. 16
(§ 14, stk. 4)
Forslaget indebærer, at
kulturministerens adgang til at dispensere fra de krav, som stilles
til museumslederen i museumslovens § 14, stk. 1, nr.
7, 1. pkt., ophæves. Forslaget skal ses i sammenhæng
med forslaget om at ophæve krav til museumslederen, jf.
lovforslagets § 1, nr. 11.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger pkt. 3.3.3.1. samt
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 11.
Til nr. 17
(§§ 14 a-16)
Der er tale om en konsekvensændring som
følge af de foreslåede regler om ny tilskudsstruktur
på museumsområdet, jf. lovforslagets § 1, nr.
8 og 19.
Bestemmelsen betyder, at §§ 14
a, 15, 15 a og 16 i museumsloven ophæves. Bestemmelserne
omhandler bl.a. tilskud til statsanerkendte museer til
dækning af nedgang i entréindtægter m.v. ved
indførelse af gratis adgang for børn og unge under 18
år, det almindelige driftstilskud til statsanerkendte museer
og tilskud til museer, der modtog tilskud fra de tidligere amter og
særligt driftstilskud til statsanerkendte museer samt
puljetilskud til bl.a. løsning af fællesopgaver,
erhvervelser og udvikling af museumsområdet.
Det bemærkes, at der foreslås
etableret en 3-årig overgangsperiode til den nye bestemmelse
i § 13 a om statsligt driftstilskud til statsanerkendte
museer, jf. bemærkningerne til lovforslagets
§ 2.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger pkt. 3.4. samt bemærkningerne
til lovforslagets § 1, nr. 8.
Til nr. 18
(16 a)
Der er tale om en konsekvensændring som
følge af forslaget om en ny tilskudsstruktur på
museumsområdet, jf. lovforslagets § 1, nr. 8.
Det bemærkes, at der foreslås
etableret en 3-årig overgangsperiode til bestemmelsen om
ophør af tilskud til konserveringscentre, jf. den
gældende museumslovs § 16 a.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger pkt. 3.4.3.4. samt
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 8.
Til nr. 19
(Kapitel 6 a)
Kapitlet om udvikling af museumsområdet
er nyt.
§ 17 a er ny. Ifølge
forslaget nedsætter kulturministeren udvalg m.v. med henblik
på udvikling af museumsområdet. Ministeren gives
ligeledes mulighed for at kunne fastsætte regler i
bekendtgørelsesform om de enkelte udvalg, herunder om deres
sammensætning og opgaver.
Formålet med forslaget er, at der skabes
grundlag for, at der kan etableres en rådgivningsstruktur for
Kulturstyrelsen.
Med forslaget etableres en ny, flerleddet
rådgivningsstruktur med repræsentation fra bl.a.
museerne i alle led af strukturen. Hermed erstattes de eksisterende
faglige råd på museumsområdet.
Sammensætning og opgaver for den nye
rådgivningsstruktur vil blive fastsat i en
bekendtgørelse, da dette giver mulighed for senere at
justere strukturen, så den til enhver tid afspejler de behov,
som findes på museumsområdet. Bekendtgørelsen
vil fastlægge udpegning af medlemmer til
rådgivningsorganer, der skal rådgive om strategisk
udvikling, nationale indsatsområder, indstilling om
udmøntning af tilskud samt mere specialiserede
museumsfaglige emner.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger pkt. 3.5.
§ 17 b er ny. Forslaget
indebærer, at kulturministeren gives mulighed for at etablere
en pulje, hvorfra der kan ydes tilskud til udvikling af
museumsområdet, herunder til erhvervelser.
Det er hensigten, at der fra puljen skal kunne
ydes tilskud til innovative tiltag og initiativer til en -
såvel faglig som strukturel mv. - udvikling på
museumsområdet, som bidrager til kvalificering og
professionalisering af museerne og deres opgavevaretagelse.
Som det fremgår af lovforslaget, skal
der fortsat være mulighed for at yde tilskud til erhvervelse
af værker og genstande. Baggrunden herfor er, at midler til
erhvervelser kan være vanskelige for museerne at skaffe inden
for egne økonomiske rammer eller fra andre instanser inden
for den ofte begrænsede periode de pågældende
genstande eller værker er til salg.
En konsekvens af forslaget er, at de
eksisterende muligheder for at yde tilskud efter museumslovens
§ 16, stk. 2 og 3, (det vil bl.a. sige
rådighedssummerne og udviklingspuljen) samt eksisterende
muligheder for at yde tilskud til formidling, digitalisering og
bevaring efter midlertidige puljer til museumsområdet
på finansloven vil bortfalde. Det forventes dog, at der kan
ydes tilskud til udvikling inden for centrale formål som
f.eks. formidling, digitalisering og bevaring under den nye
pulje.
Det er ligeledes en følge af forslaget,
at dele af Kulturstyrelsens tilskudsbevilling, som hidtil har
været ydet til forskningsprojekter, overføres til
Kulturministeriet.
I forbindelse med udmøntning af puljen
til udvikling, er det hensigten, at Kulturstyrelsen vil benytte en
ny rådgivningsstruktur, som foreslået i lovforslagets
§ 1, nr. 19 (§ 17 a).
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger pkt. 3.4.
Til nr. 20
(§ 39)
Der er tale om en ajourføring, der
præciserer bestemmelsen i forhold til de faglige registre,
som kulturministeren fører i dag. Det fremgår af den
gældende bestemmelse i lovens § 39, 1. pkt., at
kulturministeren fører et kulturhistorisk centralregister og
et centralt register over kunstværker. § 39, 2.
pkt., videreføres uændret som § 39, 3.
pkt.
Med forslaget præciseres betegnelsen for
de centrale registre, som kulturministeren skal føre.
I § 39 foreslås det
indføjet, at kulturministeren også fører et
register over arkæologiske lokaliteter og fundsteder.
Forslaget skal ses i sammenhæng med pligten til at
føre de øvrige centrale registre samt det forhold, at
der allerede i dag føres et register over arkæologiske
lokaliteter og fundsteder.
Dette forslag skal ses i sammenhæng med
forslagene i § 1, nr. 5 og 13.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger pkt. 3.6.2. samt
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 5 og
13.
Til § 2
(ikrafttræden og
overgangsbestemmelser)
Bestemmelsen angår lovens
ikrafttræden og indeholder desuden overgangsregler.
I stk. 1
foreslås det, at loven træder i kraft den 1. januar
2013.
Stk. 2-3
indeholder overgangsbestemmelser.
I stk. 2
foreslås det, at denne lovs § 1, nr. 18,
først får virkning fra den 1. januar 2016. Forslaget
betyder, at kulturministeren i en 3-årig overgangsperiode fra
lovens ikrafttræden den 1. januar 2013 kan yde tilskud til de
konserveringscentre, som hidtil har modtaget tilskud i henhold til
den gældende lovs § 16 a.
Forslaget i stk. 3 angår alene de
statsanerkendte museer, hvis ikke-statslige tilskud ved lovens
ikrafttræden ikke udgør det minimum for tilskud, som
årligt fastsættes på finansloven. For de
nævnte museer får museumslovens § 13 a,
stk. 3, som indsat ved denne lovs § 1, nr. 8,
først virkning fra den 1. januar 2016. Formålet med
bestemmelsen er at give de berørte museer en rimelig frist
til at leve op til nye krav om minimumsgrundlag for ikke-statsligt
tilskud. Overgangsordningen skal give de museer, som ikke kan leve
op til det nye minimumsgrundlag for statsligt driftstilskud, en
rimelig tid til at finde en løsning. Berørte museer
forventes i overgangsperioden enten at tilvejebringe et øget
kommunalt eller ikke-offentligt tilskud eller at søge fusion
med et andet statsanerkendt museum med henblik på efter
overgangsperiodens ophør at kunne leve op til
minimumsgrundlaget for det ikke-statslige tilskud.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt
med gældende ret
| | | Gældende
formulering | | Lovforslaget | | | | | | § 1 | | | | | | I museumsloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1505 af 14. december 2006, som ændret ved § 1 i
lov nr. 1517 af 27. december 2009, § 25 i lov nr. 484 af
11. maj 2010, § 26 i lov nr. 1531 af 21. december 2010 og
§ 26 i lov nr. 580 af 18. juni 2012, foretages
følgende ændringer: | | | | | | 1. § 1, stk. 1, affattes
således: | § 1.
Lovens formål er at fremme museernes virksomhed og samarbejde
med henblik på at sikre Danmarks kultur- og naturarv samt
adgang til og viden om denne og dens samspil med verden omkring
os. | | »Lovens formål er, gennem
fagligt og økonomisk bæredygtige museers virksomhed og
samarbejde, at sikre kultur- og naturarv i Danmark samt udvikle
betydning af denne i samspil med verden omkring os.« | Stk. 2.
Loven har endvidere til formål at sikre varetagelse af
opgaver, der vedrører sten- og jorddiger og
fortidsminder. | | | Stk. 3.
Medmindre andet er fastsat, finder lovens regler anvendelse
på de statslige museer under Kulturministeriet og på de
statsanerkendte museer, der modtager statstilskud efter
loven. | | | | | | | | 2. § 2 affattes således: | § 2.
Gennem indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling
er det museernes opgave 1) at virke for sikring af Danmarks kultur-
og naturarv, 2) at belyse kultur-, natur- og
kunsthistorien, 3) at udvikle samlinger og dokumentation
inden for deres ansvarsområde, 4) at gøre samlinger og dokumentation
tilgængelig for offentligheden og 5) at stille samlinger og dokumentation til
rådighed for forskningen og udbrede kendskabet til
forskningens resultater. | | Ȥ 2. Gennem de indbyrdes
forbundne opgaver; indsamling, registrering, bevaring, forskning og
formidling skal museerne i et lokalt, nationalt og globalt
perspektiv 1) aktualisere viden om kultur- og naturarv
og gøre denne tilgængelig og vedkommende, 2) udvikle anvendelse og betydning af
kultur- og naturarv for borgere og samfund samt 3) sikre kultur- og naturarv for fremtidens
anvendelse. Stk. 2.
Museerne skal samarbejde om de opgaver, som er nævnt i
stk. 1.« | | | | § 3.
Museerne samarbejder med henblik på fremme af de opgaver, der
er nævnt i § 2. | | 3. § 3 ophæves. | | | | § 10. De
statslige museer, herunder hovedmuseerne, deltager i det nationale
og regionale samarbejde med de statsanerkendte museer, jf. kapitel
6. De udarbejder arbejdsplaner, som hvert fjerde år indsendes
til kulturministeren. | | 4. § 10, 2. pkt., ophæves. | | | | | | 5. § 11, stk. 1, affattes
således: | § 11. De
statslige kulturhistoriske museer og kunstmuseer indberetter
løbende genstande og dokumentation til det kulturhistoriske
centralregister eller til det centrale register over
kunstværker, jf. § 39. Stk. 2. De
statslige museer kan i særlige tilfælde efter
godkendelse af kulturministeren udskille genstande fra samlingerne.
For så vidt angår de museer, der er nævnt i
§ 9, meddeles godkendelse af ministeren for videnskab,
teknologi og udvikling. | | »De statslige kulturhistoriske museer
og kunstmuseer indberetter genstande, kunstværker og anden
dokumentation til de centrale registre over kulturhistorie og kunst
samt oplysninger til registeret over arkæologiske lokaliteter
og fundsteder, jf. § 39.« | | | | § 13.
Kulturministeren kan statsanerkende et museum som
tilskudsberettiget med henblik på, at museet kan indgå
med et ansvarsområde i det landsdækkende
museumssamarbejde, jf. § 3. | | 6. I § 13, stk. 1, ændres
»§ 3« til: »§ 2,
stk. 2« | Stk. 2.
Såfremt et museum har opnået statsanerkendelse, yder
kulturministeren et tilskud til museets drift. Tilskuddet ydes
enten efter § 15 eller § 16 eller efter begge
ordninger. | | 7. § 13, stk. 2, 2. pkt.,
affattes således: »Tilskuddet ydes efter § 13
a.« | Stk. 3.
Kulturministeren kan tilbagekalde en statsanerkendelse,
såfremt museet ikke opfylder de vilkår, som er
nævnt i § 14. | | | Stk. 4.
Såfremt et statsanerkendt museum ikke opfylder
vilkårene for at være statsanerkendt, jf. stk. 3,
afgør kulturministeren efter forhandling med museets
hovedtilskudsyder, hvorledes offentlighedens interesser i samlingen
kan sikres. | | | | | | | | 8. Efter
§ 13 indsættes: | | | »§ 13
a. Kulturministeren yder årligt tilskud til driften af
statsanerkendte museer. | | | Stk. 2.
Tilskuddet fastsættes på grundlag af bevillingen, der
er afsat på finansloven til formålet. | | | Stk. 3.
Tilskud efter stk. 1 forudsætter, at ikke-statslige
tilskud til museet udgør mindst det samme som det
minimumsbeløb, der årligt fastsættes på
finansloven. | | | Stk. 4.
Huslejeudgifter, prioritetsrenter og afdrag fradrages i de
ikke-statslige tilskud, som indgår i grundlaget for
fastsættelse af det statslige tilskud efter
stk. 1. | | | Stk. 5.
Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om
fastlæggelse af tilskud til statsanerkendte museer. | | | Stk. 6.
Kulturministeren kan i forbindelse med indgåelse af
kulturaftaler med kommuner m.v. fravige bestemmelserne i
stk. 1-4, jf. lov om Kulturministeriets kulturaftaler med
kommuner m.v. og om regionernes opgaver på
kulturområdet.« | | | | § 14.
For at opnå og bevare tilskud efter §§ 15 og
16 skal museet opfylde følgende vilkår: | | 9. I § 14, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »§§ 15 og 16« til:
»§ 13 a«. | 1) Museet skal være kommunalt,
selvejende, eller det skal ejes af en forening, hvis formål
er museets drift. Kulturministeren kan kræve, at museet i
videst muligt omfang er administrativt og økonomisk adskilt
fra andre institutioner. | | | 2) Museets ansvarsområde og
ændringer heri skal godkendes af kulturministeren.
Godkendelsen forudsætter, at området er
væsentligt og ikke i forvejen er dækket af andre
statslige eller statsanerkendte museer. | | | 3) Museets vedtægter skal godkendes af
museets hovedtilskudsyder. Museets ansvarsområde skal
fremgå af vedtægterne. | | | 4) Museets bestyrelse skal omfatte mindst 1
repræsentant for de lokale tilskudsgivende myndigheder.
Bestyrelsen må ikke være selvsupplerende. | | 10. § 14, stk. 1, nr. 4,
ophæves. Nr. 5-14 bliver herefter nr. 4-13. | 5) Museet skal have et økonomisk
grundlag, der gør det muligt at opretholde en rimelig
standard. | | | 6) Museet skal have en rimelig museumsfaglig
og bygningsmæssig standard. | | | 7) Museets leder skal have en relevant
museumsfaglig baggrund og være heltidsbeskæftiget.
Museet skal have faguddannet personale, der modsvarer museets
hovedansvarsområde. | | 11. § 14, stk. 1, nr. 7, 1. pkt.,
der bliver nr. 6, 1. pkt., ophæves. | 8) Museet skal deltage i det nationale og
regionale samarbejde med andre statslige og statsanerkendte museer.
Museet skal udarbejde en arbejdsplan, der indsendes hvert fjerde
år til kulturministeren og museets hovedtilskudsyder. | | 12. § 14, stk. 1, nr. 8, 2. pkt.,
der bliver nr. 7, 2. pkt., ophæves. | 9) Museet må ikke udskille genstande
fra samlingerne til andre end statslige og statsanerkendte museer,
medmindre kulturministeren giver tilladelse hertil. | | | 10) Museet skal løbende indberette
genstande og dokumentation til enten det kulturhistoriske
centralregister eller til det centrale register over
kunstværker, jf. § 39. 11) Museet skal være
tilgængeligt for offentligheden på forud bekendtgjorte
åbningstider. 12) Museet skal vederlagsfrit give adgang
for skoleelever, der besøger museet som led i
undervisningen. Museet skal under hensyntagen til institutionens
karakter gennemføre særlige formidlingsindsatser,
f.eks. rabatordninger, rettet mod børn. | | 13. § 14, stk. 1, nr. 10, der
bliver nr. 9, affattes således: »Museet skal indberette genstande,
kunstværker og anden dokumentation til de centrale registre
over kulturhistorie og kunst samt oplysninger til registeret over
arkæologiske lokaliteter og fundsteder, jf.
§ 39.« | 13) Museet skal tilstræbe
størst mulig tilgængelighed for personer med
handicap. | | | 14) Museet skal årligt indsende
budget, regnskab og beretning til museets hovedtilskudsyder samt
til kulturministeren. | | 14. § 14, stk. 1, nr. 14, der
bliver nr. 13, ophæves. Nr. 15 bliver herefter nr. 13. | 15) Museet skal vederlagsfrit give adgang
til børn og unge under 18 år. | | | Stk. 2.
Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om
gennemførelse af bestemmelserne i stk. 1. | | | Stk. 3.
Kulturministeren kan i forbindelse med indgåelse af
kulturaftaler med kommuner m.v. fravige bestemmelserne i
stk. 1, nr. 3, 4 og 14, og stk. 2. | | 15. I § 14, stk. 3, udgår
» 4 og 14,«. | Stk. 4.
Kulturministeren kan fravige bestemmelsen i stk. 1, nr. 7, 1.
pkt., når særlige omstændigheder gør sig
gældende. | | 16. § 14, stk. 4,
ophæves. | | | | § 14 a.
Kulturministeren kan yde driftstilskud til statsanerkendte museer
til dækning af nedgang i entréindtægter m.v. i
forbindelse med indførelse af gratis adgang for børn
og unge under 18 år, jf. § 14, stk. 1, nr.
15. | | 17. §§ 14 a-16
ophæves. | | | | § 15.
Tilskud efter den almindelige tilskudsordning fastsættes
på grundlag af det ikkestatslige tilskud og den på
finansloven afsatte bevilling til formålet. Tilskuddet
beregnes på baggrund af det senest reviderede regnskab. | | | Stk. 2. Der
fastsættes årligt på finansloven et minimum for
det ikkestatslige tilskud til det enkelte museum, som indgår
i grundlaget for beregning af det statslige tilskud efter
stk. 1. | | | Stk. 3.
Huslejeudgifter, prioritetsrenter og afdrag fradrages i de
ikkestatslige tilskud, som indgår i grundlaget for beregning
af det statslige tilskud efter stk. 1. | | | Stk. 4. Der
fastsættes årligt på finansloven et maksimum for
størrelsen af det ikkestatslige tilskud til det enkelte
museum, som indgår i grundlaget for beregning af det
statslige tilskud efter stk. 1. Drives museet af flere
primærkommuner i fællesskab, kan dette maksimum
forhøjes, således at statstilskuddet udgør et
beløb, der svarer til summen af de statstilskud, som det
enkelte tilskud fra en tilsluttet kommune kan udløse. Ved
sammenlægning af to eller flere statsanerkendte museer kan
maksimum forhøjes, således at beregningsgrundlaget for
ydelse af statstilskud udgør et beløb, der svarer til
summen af de ikkestatslige tilskud til hvert af de statsanerkendte
museer, der indgår i sammenlægningen. | | 17. §§ 14 a-16
ophæves. | Stk. 5.
Kulturministeren kan, hvis helt særlige forhold taler herfor,
godkende, at statstilskud beregnes på grundlag af
ikkestatslige tilskud, der ligger under det minimum, der
fastsættes i henhold til stk. 2. | | | Stk. 6.
Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om
tilskudsberegningen, herunder regler om flerkommunal
samdrift. | | | Stk. 7.
Kulturministeren kan i forbindelse med indgåelse af
kulturaftaler med kommuner m.v. fravige bestemmelserne i
stk. 1-6. | | | § 15. Tilskud efter den
almindelige tilskudsordning fastsættes på grundlag af
det ikkestatslige tilskud og den på finansloven afsatte
bevilling til formålet. Tilskuddet beregnes på baggrund
af det senest reviderede regnskab. | | | | | | § 15 a.
Kulturministeren kan yde et særligt driftstilskud til
statsanerkendte museer, der indtil den 31. december 2006 modtog
amtslige driftstilskud. | | | Stk. 2.
Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om
beregningen af statstilskud til statsanerkendte museer, der indtil
den 31. december 2006 var omfattet af primærkommunale
samdriftsaftaler, jf. regler fastsat i medfør af
§ 15, stk. 6. | | 17. §§ 14 a-16
ophæves. | Stk. 3.
Kulturministeren kan i forbindelse med indgåelse af
kulturaftaler med kommuner m.v. fravige bestemmelserne i
stk. 1, 2 og 4. | | | Stk. 4.
Driftstilskuddet, der ydes efter stk. 1, indgår som
ikkestatsligt tilskud i beregningsgrundlaget for tilskud til
statsanerkendte museer efter § 15, stk. 1. | | | | | | § 16.
Kulturministeren kan yde et særligt driftstilskud til
statsanerkendte museer, som udfører en virksomhed af
særlig betydning, herunder i forbindelse med varetagelse af
et museumsfagligt speciale. | | | Stk. 2.
Kulturministeren kan yde tilskud til løsning af
fællesopgaver, erhvervelser samt museers virksomhed i
øvrigt. | | 17. §§ 14 a-16
ophæves. | Stk. 3.
Kulturministeren kan yde støtte til udvikling af
museumsområdet. | | | Stk. 4.
Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om
indsendelse og behandling af ansøgninger, ydelse af tilskud
og fastsættelse af vilkår for anvendelse af tilskud
m.v. for tilskud efter stk. 1-3. | | | Stk. 5.
Kulturministeren kan i forbindelse med indgåelse af
kulturaftaler med kommuner m.v. fravige bestemmelserne i
stk. 1-3. | | | | | | § 16 a.
Kulturministeren kan yde driftstilskud til de konserveringscentre
m.v., der indtil den 31. december 2006 var amtskommunalt
finansierede. | | 18. § 16 a ophæves. | Stk. 2.
Kulturministeren kan i forbindelse med indgåelse af
kulturaftaler med kommuner m.v. fravige bestemmelsen i
stk. 1. | | | | | | | | 19. Efter
§ 17 indsættes før kapitel 7: | | | | | | »Kapitel 6 a | | | Udvikling af
museumsområdet | | | | | | § 17 a.
Kulturministeren nedsætter udvalg m.v., der skal
rådgive med henblik på udvikling af
museumsområdet. | | | Stk. 2.
Kulturministeren fastsætter nærmere regler om de i
stk. 1 nævnte udvalg m.v., herunder om deres
sammensætning og opgaver. | | | | | | § 17 b.
Kulturministeren kan yde tilskud med henblik på udvikling af
museumsområdet, herunder tilskud til museernes erhvervelser
af værker og genstande. Tilskud kan ydes til museer samt i
særlige tilfælde til organisationer, der
understøtter museernes arbejde. | | | Stk. 2.
Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om
indsendelse og behandling af ansøgninger, ydelse af tilskud
og fastsættelse af vilkår for anvendelse af tilskud
efter stk. 1.« | | | | | | 20.
§ 39 affattes således: | § 39.
Kulturministeren fører et kulturhistorisk centralregister og
et centralt register over kunstværker. Kulturministeren
stiller registrene til rådighed for offentligheden og
relevante myndigheder. | | Ȥ 39. Kulturministeren
fører de centrale registre over kulturhistorie og kunst samt
over arkæologiske lokaliteter og fundsteder. Kulturministeren
stiller registrene til rådighed for offentligheden og
relevante myndigheder.« | | | | | | § 2 | | | | | | Stk. 1.
Loven træder i kraft den 1. januar 2013, jf. dog
stk. 2. | | | Stk. 2.
Denne lovs § 1, nr. 18, træder i kraft den 1.
januar 2016. | | | Stk. 3. For
de statsanerkendte museer, hvis ikke-statslige tilskud ved lovens
ikrafttræden ikke udgør det minimum for ikke-statslige
tilskud, som årligt fastsættes på finansloven,
finder lovens § 13 a, stk. 3, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 8, først anvendelse fra den 1.
januar 2016. | | | |
|