Skriftlig fremsættelse (11. oktober
2012)
Ministeren for fødevarer, landbrug og
fiskeri (Mette Gjerskov)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
journal over brug af plantebeskyttelsesmidler og eftersyn af udstyr
til udbringning af plantebeskyttelsesmidler i jordbruget
(Behandling af sprøjteoplysninger m.v.)
(Lovforslag nr. L 35)
Vedtagelse af ny EU-lovgivning på pesticidområdet
medfører, at der skal gennemføres en række
tekniske justeringer af sprøjtejournalloven. Herudover
sikres det med lovforslaget, at myndighederne kan komme i
besiddelse af de oplysninger, der er nødvendige for at
føre en mere målrettet og effektiv kontrol med
landbrugets forbrug af pesticider.
Lovforslaget indebærer derfor, at
Fødevareministeriets regler om registrering af
sprøjteoplysninger erstattes af ny og tilsvarende
EU-lovgivning. Der foreslås samtidig indført en
bemyndigelsesbestemmelse, således at EU-reglerne kan
gennemføres i dansk ret. Lovforslaget indebærer
endvidere, at Fødevareministeriets regler om
sprøjteeftersyn udfases, da Miljøministeriet på
baggrund af ny EU-lovgivning har indført et obligatorisk
sprøjteeftersyn i deres lovgivning.
Udover de tekniske justeringer af sprøjtejournalloven
foreslås følgende ændringer:
1) Krav om at registrere navn på
sprøjtefører samt hvilken sprøjte, der er
anvendt til sprøjtningen. Registreringen af disse
oplysninger vil effektivisere kontrollen med
sprøjtecertifikater og kontrollen med, om
sprøjteudstyr har været igennem et obligatorisk
syn.
2) Bemyndigelse til fødevareministeren til i
kontroløjemed at indhente oplysninger indberettet til andre
offentlige myndigheder, herunder foretage sammenstilling og
samkøring af oplysningerne. Denne bemyndigelse vil
gøre det muligt at tilrettelægge og gennemføre
en mere effektiv og målrettet kontrol med pesticider.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.