L 46 Forslag til lov om akutjob og jobpræmie til arbejdsgivere.

Af: Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Ændringsforslag til 2. behandling

Afgivet: 05-11-2012

Afgivet: 05-11-2012

Ændringsforslag nr. 9 af beskæftigelsesministeren stillet den 05.11.2012 uden for betænkningen

20121_l46_aendringsforslag_beh21174412.pdf
Html-version

Ændringsforslag stillet den 5. november 2012 uden for betænkningen

Ændringsforslag

Til § 5

Af beskæftigelsesministeren:

9) I stk. 3 indsættes som 2. pkt.:

»Hvis ansættelsen i et akutjob ophører efter 26 uger, men inden 52 uger, regnes ansøgningsfristen, jf. 1. pkt., fra tidspunktet for ansættelsens ophør.«

[Ansøgningsfristen regnes altid fra ansættelsens ophør]

Bemærkninger

Til nr. 9

Det fremgår af lovforslagets § 5, stk. 3, at ansøgning om jobpræmie kan indgives efter 26 ugers ansættelse, og senest 13 uger efter at perioden på 26 uger eller 52 uger udløber.


For den enkelte arbejdsgiver står det således frit at søge allerede efter 26-ugers-perioden eller vente til efter 52-ugers-perioden med en frist på 13 uger.


Der kan opstå situationer, hvor ansættelsesforholdet ophører i perioden mellem udløbet af de 26 uger og inden 52 uger. Ophører ansættelsesforholdet således efter 39 uger, har arbejdsgiveren, som § 5, stk. 3, er formuleret, ikke mulighed for at opnå præmie for de første 26 ugers ansættelse. Det har ikke været hensigten.


Det foreslås derfor, at ansøgningsfristen på 13 uger i disse situationer regnes fra tidspunktet for ansættelsens ophør. Forslaget ændrer ikke på de øvrige betingelser for jobpræmie, herunder at præmie ydes for perioder på 26 uger med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 32 timer.


Ændringsforslaget sikrer, at arbejdsgiveren altid har en ansøgningsfrist på 13 uger, og at arbejdsgiveren ikke kan miste jobpræmien for de første 26 ugers ansættelse.