L 58 Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning og lov om naturgasforsyning.

(Udstedelse af forsyningspligtbevillinger).

Af: Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard
Udvalg: Klima-, Energi- og Bygningsudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 11-12-2012

Optrykt: 11-12-2012

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 11. december 2012

20121_l58_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 11. december 2012

Forslag

til

Lov om ændring af lov om elforsyning og lov om naturgasforsyning

(Udstedelse af forsyningspligtbevillinger)

§ 1

I lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 279 af 21. marts 2012, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 575 og senest ved § 2 i lov nr. 577 begge af 18. juni 2012, foretages følgende ændringer:

1. I § 5, nr. 8, indsættes efter »leverandør«: »eller andet produkt«.

2. I § 6, stk. 3, § 34, stk. 2, og § 72 d, stk. 3, 2. pkt., ændres »§ 72« til: »§ 71 a eller § 72«.

3. I § 28 a, stk. 1, indsættes efter »kan opkræve efter«: »§ 71 a eller«, og efter »administrationsbidrag efter« indsættes: »§ 71 a, stk. 2, eller«.

4. I § 33, stk. 2, udgår », der gives for 5 år,«, og efter »område« indsættes: »og en periode på op til 5 år«.

5. I § 34, stk. 1, indsættes efter »valg af anden leverandør«: »eller andet produkt«, og efter »leveringsaftale« indsættes: »om et andet produkt eller«.

6. Efter § 34 indsættes i kapitel 6:

»§ 34 a. Bevilling til forsyningspligtig virksomhed tildeles efter afholdelse af udbud til den, der tilbyder at levere elektricitet i bevillingsperioden til forbrugere i bevillingsområdet til den laveste pris opgjort som angivet i § 71 a, stk. 1 og 2, og som opfylder kravene i § 33, stk. 1. Udbuddet afholdes af klima-, energi- og bygningsministeren, som også fastsætter udbudsvilkår, herunder den udbudte bevillings løbetid. Ministeren kan fastsætte nærmere regler for udbuddets gennemførelse.

Stk. 2. Modtages ingen bud, eller findes det eller de indkomne bud at være urimelige i forhold til markedet generelt, afholder klima-, energi- og bygningsministeren et nyt udbud. Klima-, energi- og bygningsministeren kan i så fald forlænge den hidtidige bevilling, indtil en ny bevilling kan udstedes efter gennemførelsen af nyt udbud. Bevillingen forlænges på tilsvarende vis, hvis udbuddet bliver annulleret af andre grunde, herunder efter imødekommelse af en klage over udbuddet, eller hvis en klage over udbuddet tillægges opsættende virkning.

Stk. 3. En elhandelsvirksomhed, hvis eksisterende bevilling til forsyningspligtig virksomhed udløber efter gennemførelse af et udbud, skal ved individuel kommunikation underrette de berørte forbrugere om, at bevillingen udløber. Såfremt elhandelsvirksomheden vælger fortsat at opretholde et kundeforhold til sine hidtidige forsyningspligtkunder ved bevillingens udløb, skal virksomheden i sin underretning tilbyde forbrugeren fortsat levering af et elprodukt, jf. stk. 4, samtidig med at forbrugeren oplyses om muligheden for at vælge et andet elprodukt eller en anden leverandør. Underretningen skal ske, inden bevillingen udløber, men efter at udbuddet har været afholdt. Endvidere fremsender virksomheden en skrivelse fra klima-, energi- og bygningsministeren, der oplyser forbrugerne om, hvem der har vundet udbuddet om forsyningspligtig virksomhed, den vindende pris, forbrugernes valgmuligheder og mulighederne for at orientere sig om produkter og leverandører på Elpristavlen.

Stk. 4. Det i underretningen tilbudte elprodukt skal være et standardprodukt, hvis leveringsvilkår svarer til, og hvis pris ikke overstiger prisen på det hidtidige forsyningspligtprodukt. Produktet skal tilbydes mindst frem til den 1. oktober 2014. Forbrugere, der ikke vælger at skifte til et andet produkt eller en anden leverandør, vil blive forsynet fra deres hidtidige leverandør på de i underretningen angivne vilkår fra tidspunktet for bevillingens udløb.

Stk. 5. Energitilsynet fører tilsyn med, at kravene til det i stk. 4 nævnte elprodukt overholdes.«

7. I § 51 a, nr. 1, ændres »behandling af ansøgning« til: »afholdelse af udbud og behandling af ansøgning«.

8. § 54, stk. 1, nr. 2, affattes således:

»2) der i et afgivet bud eller i en ansøgning om bevilling eller i en ansøgning om tilladelse i tilknytning til bevillingen er givet urigtige eller vildledende oplysninger,«.

9. Efter § 71 indsættes:

»§ 71 a. For elhandelsvirksomheder, der har opnået bevilling til forsyningspligtig virksomhed ved udbud efter § 34 a, fastsættes prisen for elektricitet leveret fra virksomheden i dens egenskab af forsyningspligtig virksomhed til ikketimemålte erhvervsdrivende forbrugere og ikkeerhvervs­drivende forbrugere kvartalsvis. Prisen sammensættes af det ved udbuddet tilbudte tillæg, som dækker balancerings- og administrations­bidrag samt profilomkostninger, og en af Energitilsynet kvartalsvis beregnet grundlastpris. Grundlastprisen er prisen på de relevante prissikringskontrakter for det pågældende kvartal. Energitilsynet udmelder grundlastprisen senest 7 hverdage inden kvartalsskiftet.

Stk. 2. For elhandelsvirksomheder, der har opnået bevilling til forsyningspligtig virksomhed ved udbud efter § 34 a, fastsættes prisen for elektricitet leveret fra virksomheden i dens egenskab af forsyningspligtig virksomhed til timemålte erhvervsdrivende forbrugere, hvis leveringsaftale om et andet produkt eller med en anden elleverandør er ophørt, til en pris, der svarer til timeprisen på elspot i det prisområde, hvor forbrugeren aftager sin elektricitet, tillagt det ved udbuddet tilbudte tillæg, som dækker balancerings- og administrationsbidrag.

Stk. 3. Priser, der er fastsat i henhold til stk. 1 og 2, offentliggøres af virksomheden og anmeldes til Energitilsynet efter regler fastsat af Energitilsynet.

Stk. 4. Energitilsynet påser, at virksomhedens priser efter stk. 1 og 2 i bindingsperioden ikke overstiger virksomhedens tilbud. Hvis Energitilsynet finder, at priserne er for høje, giver tilsynet pålæg om omgående ændring af priserne. Klage over Energitilsynets afgørelser herom har ikke opsættende virkning.

Stk. 5. Ved fusion mellem to eller flere virksomheder med bevilling til forsyningspligtig virksomhed, hvoraf mindst én virksomhed har opnået bevillingen ved udbud efter § 34 a, fastholdes den prisregulering, som efter stk. 1 og 2 var gældende på fusionstidspunktet i det eller de hidtidige bevillingsområder. Ved spaltning af en virksomhed med bevilling til forsyningspligtig virksomhed, der har opnået bevillingen ved udbud efter § 34 a, fastholdes den prisregulering, som efter stk. 1 og 2 var gældende i det hidtidige bevillingsområde på spaltningstidspunktet.«

10. I § 72, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, ændres »Prisen for elektricitet leveret fra en virksomhed« til: »For virksomheder, der har opnået bevilling til forsyningspligtig virksomhed uden udbud efter § 34 a, gælder, at prisen for elektricitet leveret fra virksomheden«.

11. I § 72, stk. 2, indsættes efter »leveringsaftale«: »om et andet produkt eller«.

12. I § 86, stk. 1, ændres »§ 72, stk. 8,« til: »§ 71 a, stk. 4, § 72, stk. 8,«.

§ 2

I lov om naturgasforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 996 af 13. oktober 2011, som ændret ved § 2 i lov nr. 466 af 18. maj 2011 og ved § 2 i lov nr. 575 og § 3 i lov nr. 576 begge af 18. juni 2012, foretages følgende ændringer:

1. I § 24, stk. 2, 2. pkt., ændres »mindst 5 år« til: »op til 5 år«.

2. I § 24, stk. 3, ændres »ved behandling af ansøgninger om bevilling« til: »i forbindelse med afholdelse af udbud efter § 27«.

3. I § 26, stk. 2, indsættes efter »valg af anden leverandør«: »eller andet produkt«, og efter »leveringsaftale« indsættes: »om et andet produkt eller«.

4. Efter § 26 indsættes i kapitel 4:

»§ 27. Bevilling til forsyningspligtig virksomhed tildeles efter afholdelse af udbud til den, der tilbyder at levere naturgas i bevillingsperioden til forbrugere i bevillingsområdet til den laveste pris opgjort som angivet i § 37 b, stk. 3, og som opfylder kravene i § 28, stk. 1. Udbuddet afholdes af klima-, energi- og bygningsministeren, som også fastsætter udbudsvilkår, herunder den udbudte bevillings løbetid. Ministeren kan fastsætte nærmere regler for udbuddets gennemførelse.

Stk. 2. Modtages ingen bud, eller findes det eller de indkomne bud at være urimelige i forhold til markedet generelt, afholder klima-, energi- og bygningsministeren et nyt udbud. Klima-, energi- og bygningsministeren kan i så fald forlænge den hidtidige bevilling, indtil en ny bevilling kan udstedes efter gennem­førelsen af nyt udbud. Bevillingen forlænges på tilsvarende vis, hvis udbuddet bliver annulleret af andre grunde, herunder efter imødekommelse af en klage over udbuddet, eller hvis en klage over udbuddet tillægges opsættende virkning.

Stk. 3. En naturgasleverandør, hvis eksisterende bevilling til forsyningspligtig virksomhed udløber efter gennemførelse af et udbud, skal ved individuel kommunikation underrette de berørte forbrugere om, at bevillingen udløber. Såfremt naturgasleverandøren vælger fortsat at opretholde et kundeforhold til sine hidtidige forsyningspligtkunder ved bevillingens udløb, skal leverandøren i sin underretning tilbyde forbrugeren fortsat levering af et naturgasprodukt, jf. stk. 4, samtidig med at forbrugeren oplyses om muligheden for at vælge et andet naturgasprodukt eller en anden leverandør. Underretningen skal ske, inden bevillingen udløber, men efter at udbuddet har været afholdt. Endvidere fremsender leverandøren en skrivelse fra klima-, energi- og bygningsministeren, der oplyser forbrugerne om, hvem der har vundet udbuddet om forsyningspligtig virksomhed, den vindende pris, forbrugernes valgmuligheder og mulighederne for at orientere sig om produkter og leverandører på Gasprisguiden.

Stk. 4. Det i underretningen tilbudte naturgasprodukt skal være et standardprodukt, hvis leveringsvilkår svarer til, og hvis pris ikke overstiger prisen på det hidtidige forsyningspligtprodukt. Produktet skal tilbydes frem til tidspunktet for udløbet af den efterfølgende forsyningspligtbevilling, dog maksimalt i 3 år. Forbrugere, der ikke vælger at skifte til et andet produkt eller en anden leverandør, vil blive forsynet fra deres hidtidige leverandør på de i underretningen angivne vilkår fra tidspunktet for den hidtidige bevillings udløb.

Stk. 5. Energitilsynet fører tilsyn med, at kravene til det i stk. 4 nævnte naturgasprodukt overholdes.«

5. I § 28 a, 1. pkt., ændres », LNG-virksomhed og forsyningspligtig virksomhed« til: »og LNG-virksomhed«.

6. § 33, stk. 1, nr. 2, affattes således:

»2) der i et afgivet bud eller i en ansøgning om bevilling eller i en ansøgning om tilladelse i tilknytningen til det afgivne bud eller ansøgningen er givet urigtige eller vildledende oplysninger, eller«.

7. I § 37 b, stk. 1, ændres »Forsyningspligtige selskaber« til: »Naturgasleverandører, der har opnået bevilling til forsyningspligtig virksomhed uden udbud efter § 27,«.

8. I § 37 b, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »prisfastsættelsen«: »efter stk. 1«.

9. I § 37 b indsættes som stk. 3-6:

»Stk. 3. For naturgasleverandører, der har opnået bevilling til forsyningspligtig virksomhed ved udbud efter § 27, fastsættes prisen for naturgas leveret fra selskabet i dets egenskab af forsyningspligtigt selskab til det ved udbuddet tilbudte tillæg til den månedlige gaspris og prisen for transmission i Danmark. Tillægget skal dække alle øvrige omkostninger, herunder fleksibilitets­omkostninger og omkostninger til transmission uden for Danmark, og avance. Den anvendte månedlige gaspris i udbuddet fastsættes ud fra prisen på et relevant gasmarked. Prisen for transmission i Danmark udmeldes af Energinet.dk.

Stk. 4. Priser, der er fastsat i henhold til stk. 3, offentliggøres af selskabet og anmeldes til Energitilsynet efter regler fastsat af Energitilsynet.

Stk. 5. Energitilsynet påser, at et selskab omfattet af stk. 3 i bindingsperioden ikke fastsætter priser, der overstiger selskabets tilbud. Hvis Energitilsynet finder, at priserne er for høje, giver tilsynet pålæg om omgående ændring af priserne. Klage over Energitilsynets afgørelser herom har ikke opsættende virkning.

Stk. 6. Ved fusion mellem to eller flere selskaber med bevilling til forsyningspligtig virksomhed, der har opnået bevillingen ved udbud efter § 27, fastholdes den prisregulering, som efter stk. 3 var gældende på fusionstidspunktet i de hidtidige bevillingsområder. Ved spaltning af et selskab med bevilling til forsyningspligtig virksomhed, der har opnået bevillingen ved udbud efter § 27, fastholdes den prisregulering, som efter stk. 3 var gældende på spaltningstidspunktet i det hidtidige bevillingsområde.«

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2013.

Stk. 2. Virksomheder med bevilling til forsyningspligtig virksomhed efter lov om elforsyning, der er udstedt inden lovens ikrafttræden, kan ansøge klima-, energi- og bygningsministeren om, at bevillingen bringes i udbud efter § 34 a, stk. 1, i lov om elforsyning som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6, uanset bevillingens udløbsdato.

Stk. 3. Et naturgasselskab med forsyningspligt, hvis bevilling har været i udbud i medfør af § 27, stk. 1, i lov om naturgasforsyning som affattet ved denne lovs § 2, nr. 4, fremsender senest 3 måneder fra bevillingens ophør slutafregning til de forbrugere, der aftog naturgas fra selskabet ved lovens ikrafttræden. Slutafregningen skal indeholde eventuel efterregulering som følge af den gældende bagudrettede regulering af forsyningspligtpriserne. Efterfølgende regulering af slutafregningen som følge af myndigheds- eller domstols­afgørelser stiles til de forbrugere, der modtog slutafregningen, uden administrationsomkostninger for forbrugerne. I forhold til forbrugere, der ikke fortsat er kunder hos den hidtil forsyningspligtige naturgasleverandør, vil leverandøren kunne træffe aftale med distributionsselskabet om at varetage udsendelse af regulering af slutafregningen mod dækning af omkostninger for udsendelsen.

Stk. 4. Et selskab, der ved lovens ikrafttræden har bevilling til forsyningspligtig virksomhed efter lov om naturgasforsyning, er indtil bevillingens udløb forpligtet til at sikre regnskabsmæssig adskillelse mellem den forsyningspligtige aktivitet og andre aktiviteter, der udøves i samme selskab.

Stk. 5. Verserende sager om tildeling af bevilling til forsyningspligtig virksomhed efter lov om elforsyning, der den 1. januar 2013 ikke er færdigbehandlet af klima-, energi- og bygningsministeren, færdigbehandles af klima-, energi- og bygningsministeren efter reglerne i denne lov.

Stk. 6. Verserende klagesager over tildeling af bevilling til forsyningspligtig virksomhed efter lov om elforsyning, der den 1. januar 2013 ikke er færdigbehandlet af Energiklagenævnet, færdigbehandles af Energiklagenævnet efter de hidtil gældende regler i lov om elforsyning.

Stk. 7. Såfremt Energiklagenævnet ved behandling af en klage omfattet af stk. 6 afgør, at sagen skal hjemvises til klima-, energi- og bygningsministeren til fornyet behandling, behandler klima-, energi- og bygningsministeren sagen efter reglerne i denne lov.