Betænkning afgivet af Retsudvalget
den 6. december 2012
1. Ændringsforslag
Det Konservative Folkepartis medlem af udvalget har stillet 1
ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 14. november 2012 og var til 1.
behandling den 22. november 2012. Lovforslaget blev efter 1.
behandling henvist til behandling i Retsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen
været sendt i høring, og justitsministeren sendte den
21. september 2012 dette udkast til udvalget, jf. REU alm. del -
bilag 558, folketingsåret 2011-12. Den 14. november 2012
sendte justitsministeren de indkomne høringssvar og et notat
herom til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 5 spørgsmål til
justitsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har
besvaret.
3. Indstillinger
Et flertal i udvalget (S, RV, SF,
EL og SIU) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal i udvalget (V, DF, LA
og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede
ændringsforslag.
Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin
var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke
repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke
adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af et mindretal
(KF), tiltrådt af et mindretal
(V, DF og LA):
1)
Før nr. 1 indsættes som nyt nummer:
»01. § 32, stk. 3, affattes
således:
»Stk. 3.
Havariblink kan anvendes, når et køretøj i
forbindelse med havari holder i nødsporet på motorvej.
Transportministeren kan fastsætte yderligere regler om
anvendelse af havariblink, herunder regler om obligatorisk
anvendelse af havariblink ved uventet kødannelse eller anden
umiddelbar fare på motorvej.«
[Lovlig brug af havariblink i
nødspor]
Bemærkninger
Til nr. 1
Forslagsstilleren ønsker at gøre det lovligt at
benytte havariblink og advarselstrekant, når man holder med
sit køretøj på motorvej, herunder i
nødsporet, på grund af havari. Det er i dag ikke
lovligt at benytte havariblink, når man holder i
nødsporet, hvilket synes helt ulogisk. Når man holder
i nødsporet, kan det være en fordel for andre
trafikanter i god tid at være opmærksom på, at
der holder en havareret bil, også selv om den havarerede bil
holder i nødsporet. Så kan man som trafikant tage sine
forholdsregler i god tid og bliver ikke pludselig overrasket over,
at der holder et køretøj i nødsporet. Behovet
for denne advarsel kan ses af den eksisterende ordning på
bl.a. Storebæltsbroen, hvor der i god tid aktiveres lysende
advarselsskilte med advarsel om, at der holder et
køretøj i nødsporet. Når myndighederne
vurderer det nødvendigt på Storebæltsbroen,
må dette behov også gælde på øvrige
motorvejsstrækninger. Der kunne jo komme endnu en trafikant,
som ønsker at benytte nødsporet, og så er det
godt at vide i god tid, at der allerede holder et havareret
køretøj i nødsporet. Det kan også
være en fordel, at man i god tid kan afpasse hastigheden og
eventuelt skifte vognbane for ikke at køre helt tæt
forbi det havarerede køretøj med høj fart,
hvilket også vil være en fordel for de personer, der
befinder sig ved det havarerede køretøj.
Jacob Bjerregaard (S) Julie
Skovsby (S) Mogens Jensen (S) Mette Reissmann (S) Ole
Hækkerup (S) Rasmus Prehn (S) Jeppe Mikkelsen (RV) Zenia
Stampe (RV) Camilla Hersom (RV) Karina Lorentzen Dehnhardt (SF)
fmd. Jonas Dahl (SF) Pernille
Skipper (EL) Johanne Schmidt-Nielsen (EL) Henning Hyllested (EL)
Doris Jakobsen (SIU) Kim Andersen (V) Preben Bang Henriksen (V)
Inger Støjberg (V) Karen Jespersen (V) Jan E.
Jørgensen (V) Karsten Lauritzen (V) Kristian Pihl Lorentzen
(V) Karsten Nonbo (V) Peter Skaarup (DF) Dennis Flydtkjær
(DF) Pia Adelsteen (DF) Kim Christiansen (DF) Simon Emil
Ammitzbøll (LA) Tom Behnke (KF) nfmd.
Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 44 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 17 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 16 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 62
Bilagsnr.
| Titel
|
---|
1 | Høringssvar og høringsnotat,
fra justitsministeren |
2 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget |
3 | 1. udkast til betænkning |
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende
L 62
Spm.nr. | Titel |
1 | Spm. , om det er korrekt, at det er
ulovligt at opsætte advarselstrekant eller tænde sit
havariblink, hvis man holder i nødsporet og er havareret,
idet nødsporet ikke betragtes som en del af
kørebanen, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå |
2 | Spm. om, hvor mange ulykkestilfælde
ministeren årligt forventer, hvor reparation på stedet
eller bortbugsering kræver, at politiet inddrages, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå |
3 | Spm. om, hvor mange ressourcer der er sat
af til, at politiet kan varetage denne opgave, og hvor disse
ressourcer skal komme fra, til justitsministeren, og ministerens
svar herpå |
4 | Spm. om, hvornår politiet helt
konkret skal være til stede ved reparation eller
bortbugsering af havarerede køretøjer, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå |
5 | Spm. om teknisk bistand til et
ændringsforslag, som sikrer, at det bliver lovligt at benytte
havariblink, når man holder med sit køretøj i
nødsporet på motorvej, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå |
| |