Fremsat den 14. november 2012 af erhvervs-
og vækstministeren (Annette Vilhelmsen)
Forslag
til
Lov om ophævelse af lov om hjemmeservice og
ændring af ligningsloven
(Ophævelse af
hjemmeserviceordningen)
§ 1
Lov om hjemmeservice, jf.
lovbekendtgørelse nr. 39 af 23. januar 2004,
ophæves.
§ 2
I ligningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
1017 af 28. oktober 2011, som ændret blandt andet ved §
1 i lov nr. 519 af 12. juni 2009, § 7 i lov nr. 153 af 28.
februar 2012 og senest ved § 1 i lov nr. 926 af 18. september
2012, foretages følgende ændring:
1.
§ 7, nr. 25, ophæves.
Nr. 26-29 bliver herefter nr. 25-28.
§ 3
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. januar 2013, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 2
træder i kraft den 1. januar 2014.
§ 4
Stk. 1. Lov om
hjemmeservice og regler, som er fastsat med hjemmel heri, finder
fortsat anvendelse på udbetaling af bidrag for ydelser, som
er udført før den 1. januar 2013, men hvor udbetaling
af bidrag ikke har fundet sted inden den 1. januar 2013. Det er en
betingelse, at forbrugeren har betalt sin andel af ydelsen inden
den 1. april 2013, og at de krævede oplysninger til
identifikation af virksomhed, husstand og ydelse er indberettet
inden den 1. juli 2013.
Stk. 2.
Skattemyndighederne kan i perioden fra og med den 1. januar 2013
til og med den 31. december 2015 indhente oplysninger i
Erhvervsstyrelsen om cpr-numre på personer, der er blevet
udbetalt bidrag til efter hjemmeserviceordningen, samt cvr-numre
på virksomheder, der har været optaget under
hjemmeserviceordningen. Endvidere kan skattemyndighederne i samme
periode til kontrolbrug indhente de oplysninger, der er registreret
i Erhvervsstyrelsen om hjemmeservice.
Bemærkninger til lovforslaget
| | | | | Almindelige
bemærkninger | 1. | Indledning | 2. | Gældende
ret | 3. | Lovforslagets
indhold | 4. | Økonomiske og
administrative konsekvenser for stat, regioner og
kommuner | 5. | Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet | 6. | Administrative
konsekvenser for borgerne | 7. | Miljømæssige konsekvenser | 8. | Forholdet til
EU-retten | 9. | Hørte
myndigheder og organisationer | 10. | Sammenfattende
skema | | |
|
1.
Indledning
Som led i finansloven for 2013 er det blevet
foreslået at ophæve lov om hjemmeservice, således
at der ikke længere kan opnås tilskud til almindeligt
forekommende rengøring af private husstande, der
udføres efter 1. januar 2013. Loven finder fortsat
anvendelse på udbetaling af bidrag for ydelser, som er
udført før dette tidspunkt, forudsat at forbrugeren
har betalt sin andel af ydelsen inden 1. april 2013, og at de
krævede oplysninger til identifikation af virksomhed,
husstand og ydelse er indberettet inden 1. juli 2013.
2.
Gældende ret
Private husstande, hvori der bor mindst
én person, som er berettiget til folkepension eller er
tilkendt førtidspension, kan i henhold til lov om
hjemmeservice opnå tilskud til almindelig rengøring.
Det er efter ordningen en betingelse for tilskud, at husstanden har
fået udført tilskudsberettiget arbejde i det
foregående kalenderår samt inden for perioden 1. januar
2009 til den 1. september 2011. Tilskuddet er på 30 pct. af
prisen. En husstand kan højst få 6.000 kr. i tilskud
pr. hjemmeservicevirksomhed pr. kvartal. Ordningen fungerer i
princippet som et tilskud til forbrugerne, men i praksis bliver
tilskuddet udbetalt til hjemmeservicevirksomhederne.
Af kontrolmæssige hensyn foregår
afregningen ved, at forbrugeren indbetaler sin andel på 70
pct. af betalingen for en hjemmeserviceydelse til en konto i et
pengeinstitut, som Erhvervsstyrelsen har indgået aftale med.
I forbindelse med indbetalingen indberettes der samtidig
oplysninger til identifikation af virksomhed, husstand og ydelse.
Forbrugerens andel af betalingen overføres til virksomhedens
konto i løbet af nogle dage, og hvis de indberettede
oplysninger til identifikation af virksomhed, husstand og ydelse er
korrekte og fyldestgørende, overføres
hjemmeservicetilskuddet på 30 pct. til virksomhedens Nemkonto
i løbet af yderligere nogle dage. Fra kunden betaler, og
indtil tilskuddet udbetales, går der ca. 14 dage, forudsat at
alle de krævede oplysninger er indberettet korrekt og
fyldestgørende.
3.
Lovforslagets indhold
Med lovforslaget ophæves lov om
hjemmeservice pr. 1. januar 2013, hvilket indebærer, at der
ikke kan opnås tilskud til ydelser, som udføres efter
den 1. januar 2013. Når ordningen er fuldt afviklet, vil
årlige sparede tilskud udgøre ca. 84,4 mio. kr., og
årlige sparede omkostninger til administration af ordningen
vil udgøre ca. 4,3 mio. kr., i alt ca. 88,7 mio. kr.
årligt. Det må imidlertid påregnes, at
afregningen for ydelser, som udføres i slutningen af 2012,
først sker i begyndelsen af 2013, da afregningen tager en
vis tid.
På denne baggrund foreslås det, at
lov om hjemmeservice og regler, som er fastsat med hjemmel heri,
fortsat finder anvendelse på afregning af
hjemmeservicetilskud i en overgangsperiode. Af hensyn til
tilrettelæggelsen af ordningens afvikling, herunder opsigelse
af kontrakter med pengeinstitutter m.v., foreslås det, at
forbrugeren skal have betalt sin andel af ydelsen inden 1. april
2013. I modsat fald mistes hjemmeservicetilskuddet for ydelsen. Med
en periode på mindst tre måneder, fra ydelsen er
udført, til forbrugerens betaling skal være sket,
sikres der dog en rimelig tid til, at virksomheden kan fakturere
sine hjemmeservicekunder, og kunden kan indbetale sin andel samt,
at virksomheden kan nå at rykke for evt. manglende
betalinger. Det er endvidere kun selve forbrugerbetalingen, der
skal være sket inden 1. april 2013. Af hensyn til de
situationer, hvor der ikke samtidig med forbrugerbetalingen er
indberettet alle de krævede oplysninger til identifikation af
virksomhed, husstand og ydelse, eller der ved en fejl er
indberettet forkerte oplysninger, som efterfølgende skal
rettes, gives der yderligere en tre-måneders periode til at
få indberettet de krævede oplysninger. Det vil sige, at
der vil stadig blive udbetalt hjemmeservicetilskud, hvis der er
indberettet korrekte og fyldestgørende oplysninger inden 1.
juli 2013, forudsat at forbrugerbetalingen er sket inden 1. april
2013. Hvis de krævede oplysninger derimod ikke er indberettet
korrekt og fyldestgørende inden 1. juli 2013, mistes
hjemmeservicetilskuddet for ydelsen.
På finansloven for 2013 vil der blive
afsat et estimeret beløb til dækning af
hjemmeservicetilskud, hvor forbrugerbetalingen er sket inden 1.
april 2013, og de krævede oplysninger er indberettet inden 1.
juli 2013. Der vil endvidere blive afsat et estimeret beløb
til dækning af administrationsomkostningerne ved afviklingen
af ordningen i 2013.
Virksomheder, som er registreret under
hjemmeserviceordningen, er forinden lovforslagets
fremsættelse via Erhvervsstyrelsens hjemmeside blevet
orienteret om, at der i forbindelse med forslaget til finanslov for
2013 påtænkes fremsat lovforslag om, at
hjemmeserviceordningen ophæves. Virksomhederne er i den
forbindelse blevet gjort opmærksom på, at forbrugerens
betaling i henhold til lovforslaget skal være sket inden den
1. april 2013.
4.
Økonomiske og administrative konsekvenser for stat, regioner
og kommuner
Når ordningen er fuldt afviklet, vil
årlige sparede tilskud udgøre ca. 84,4 mio. kr., og
årlige sparede omkostninger til administration af ordningen
vil udgøre ca. 4,3 mio. kr., i alt ca. 88,7 mio. kr.
årligt. I 2013 vil sparede tilskud dog kun udgøre ca.
70,6 mio. kr., og sparede omkostninger til administration af
ordningen vil udgøre ca. 2,4 mio. kr.
5.
Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Når ordningen er fuldt afviklet, vil der
ikke længere blive udbetalt årlige tilskud på ca.
84,4 mio. kr. til tidligere hjemmeservicevirksomheder.
I forbindelse med ordningens afvikling
ophæves også de særlige administrative
procedurer, som gælder ved fakturering og betaling for
hjemmeserviceydelser.
Forslaget har været sendt til
Erhvervsstyrelsens Team Effektiv Regulering (TER) med henblik
på en vurdering af, om forslaget medfører
administrative konsekvenser for erhvervslivet. TER bemærker
for så vidt angår de administrative konsekvenser, at de
administrative byrder forbundet med lov om hjemmeservice tidligere
er opgjort til ca. 6 mio. kr. årligt. Bekendtgørelse
om hjemmeservice er opgjort til ca. 13 mio. kr. årligt. Som
en konsekvens af ophævelse af hjemmeserviceordningen
bortfalder alle dokumentationskrav og dermed de administrative
aktiviteter, virksomhederne bruger på efterlevelse. De
frigjorte administrative ressourcer i virksomhederne er opgjort til
i alt ca. 19 mio. kr. på samfundsniveau årligt.
6.
Administrative konsekvenser for borgerne
Forslaget har ingen administrative
konsekvenser for borgerne.
7.
Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget får ikke konsekvenser for
miljøet.
8. Forholdet
til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
9.
Hørte myndigheder og organisationer
Et udkast til lovforslag har været sendt
i høring hos følgende myndigheder og
organisationer:
3F, Advokatrådet,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Dansk
Arbejdsgiverforening, Dansk Erhverv, Danske Advokater, Den Danske
Dommerforening, DI, Dommerfuldmægtigforeningen,
Finansrådet, FOA, Forbrugerrådet, Foreningen Danske
Revisorer, Frederiksberg Kommune, FSR - danske revisorer,
Håndværksrådet, Kommunernes Landsforening, Krifa,
Københavns Kommune, Landsorganisationen i Danmark,
Organisationen af Selvejende Institutioner, Parcelhusejernes
Landsforening, Rengøringsselskabernes Branche- og
Arbejdsgiverforening, Servicebranchens Arbejdsgiverforening og
Ældre Sagen.
| | | 10. Sammenfattende skema | | Positive konsekvenser/ mindre udgifter | Negative konsekvenser/ merudgifter | Økonomiske og administrative
konsekvenser for stat, regioner og kommuner | Når ordningen er fuldt afviklet, vil
årlige sparede tilskud udgøre ca. 84,4 mio. kr., og
årlige sparede omkostninger til administration af ordningen
vil udgøre ca. 4,3 mio. kr., i alt ca. 88,7 mio. kr.
årligt. I 2013 vil sparede tilskud dog kun udgøre ca.
70,6 mio. kr., og sparede omkostninger til administration af
ordningen vil udgøre ca. 2,4 mio. kr. | | Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet | De særlige administrative
procedurer, som gælder ved fakturering og betaling for
hjemmeserviceydelser ophæves. | Når ordningen er fuldt afviklet, vil
der ikke længere blive udbetalt årlige tilskud på
ca. 84,4 mio. kr. til tidligere hjemmeservicevirksomheder. | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen. | Ingen. | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen. | Ingen. | Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter. | | |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Med henblik på at nedlægge
hjemmeserviceordningen foreslås det at ophæve lov om
hjemmeservice. Dette indebærer, at der ikke kan opnås
tilskud til ydelser, som udføres efter den 1. januar
2013.
Til § 2
Der er tale om en konsekvensændring som
følge af, at lov om hjemmeservice ophæves.
Bestemmelsen i ligningsloven om, at hjemmeservicebidrag ikke skal
medregnes til den skattepligtige indkomst, ophæves. Det
foreslås, at bestemmelsen træder i kraft den 1. januar
2014, så der er tid til at få afviklet
hjemmeserviceordningen og få udbetalt de sidste bidrag.
Til § 3
Det foreslås, at loven træder i
kraft den 1. januar 2013. Lovens § 2 træder dog
først i kraft den 1. januar 2014.
Til § 4
Ophævelsen af lov om hjemmeservice pr.
1. januar 2013 indebærer, at der ikke kan opnås tilskud
til ydelser, som udføres efter den 1. januar 2013. Det
må imidlertid påregnes, at afregningen for ydelser, som
udføres i slutningen af 2012, først sker i
begyndelsen af 2013, da afregningen tager en vis tid. På
denne baggrund foreslås det, at lov om hjemmeservice og
regler, som er fastsat med hjemmel heri, det vil sige
bekendtgørelse om hjemmeservice og bekendtgørelse om
størrelsen af hjemmeservicebidraget, fortsat finder
anvendelse på afregning af hjemmeservicetilskud, der i loven
og bekendtgørelserne er betegnet som bidrag, i en
overgangsperiode. Efter overgangsperiodens udløb
ophører loven og bekendtgørelserne helt.
Det foreslås, at forbrugeren skal have
betalt sin andel af ydelsen til det pengeinstitut, som
Erhvervsstyrelsen har indgået aftale med, inden 1. april
2013. I modsat fald mistes hjemmeservicetilskuddet for ydelsen. Med
en periode på mindst tre måneder, fra ydelsen er
udført, til forbrugerens betaling skal være sket,
sikres der dog en rimelig tid til, at virksomheden kan fakturere
sine hjemmeservicekunder, og kunden kan indbetale sin andel samt,
at virksomheden kan nå at rykke for evt. manglende
betalinger.
Det er endvidere kun selve
forbrugerbetalingen, der skal være sket inden 1. april 2013.
Af hensyn til de situationer, hvor der ikke samtidig med
forbrugerbetalingen er indberettet alle de krævede
oplysninger til identifikation af virksomhed, husstand og ydelse,
eller der ved en fejl er indberettet forkerte oplysninger, som
efterfølgende skal rettes, gives der yderligere en
tre-måneders periode til at få indberettet de
krævede oplysninger. Det vil sige, at der vil stadig blive
udbetalt hjemmeservicetilskud, hvis der er indberettet korrekte og
fyldestgørende oplysninger inden 1. juli 2013, forudsat at
forbrugerbetalingen er sket inden 1. april 2013. Hvis de
krævede oplysninger derimod ikke er indberettet korrekt og
fyldestgørende inden 1. juli 2013 mistes
hjemmeservicetilskuddet for ydelsen. Der kan f.eks. være tale
om, at der ikke er angivet noget CPR-nummer på en
bidragsberettiget person i husstanden, eller at CPR-nummeret er
forkert.
For så vidt angår tidligere
udførte ydelser, det vil sige ydelser, der er udført
før lovforslagets fremsættelse, hvor
hjemmeservicetilskuddet ikke er overført til virksomhedens
konto på grund af, at der ikke er indberettet alle de
krævede oplysninger til identifikation af virksomhed,
husstand og ydelse, eller der er indberettet forkerte oplysninger,
som ikke er rettet, gælder ligeledes, at korrekte og
fyldestgørende oplysninger skal være indberettet inden
1. juli 2013. I modsat fald mistes hjemmeservicetilskuddet
også for sådanne tidligere udførte ydelser. Der
kan være tale om ydelser udført i årene 2010-12,
idet krav fra ydelser udført i tidligere år antages at
være forældet den 1. januar 2013.
I stk. 2 foreslås det, at
skattemyndighederne i en overgangsperiode efter ophævelsen af
lov om hjemmeservice fortsat kan indhente oplysninger registreret i
Erhvervsstyrelsen om personer og virksomheder, der har benyttet
hjemmeserviceordningen, herunder cpr-numre og cvr-numre. Hermed
videreføres de regler, der fremgår af den
gældende lov om hjemmeservice § 2, stk. 2, 2. pkt., og
§ 6, stk. 4, 1. pkt., indtil udgangen af 2015, således
at skattemyndighederne har mulighed for at anvende oplysningerne
til brug for kontrolarbejde.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt
med gældende lov
Gældende
formulering | | Lovforslaget | | | | Ligningslovens § 7 | | § 2 | Til den skattepligtige indkomst medregnes
ikke: … 25) Bidrag efter lov om hjemmeservice. … | | I ligningsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1017 af 28. oktober 2011, som
ændret blandt andet ved § 1 i lov nr. 519 af 12. juni
2009, § 7 i lov nr. 153 af 28. februar 2012 og senest ved
§ 1 i lov nr. 926 af 18. september 2012, foretages
følgende ændring: | | | | | | 1. § 7, nr. 25, ophæves. | | | Nr. 26-29 bliver herefter nr. 25-28. | | | |
|