Betænkning afgivet af Klima-,
Energi- og Bygningsudvalget den 8. november 2012
1. Ændringsforslag
Klima-, energi- og bygningsministeren har stillet 4
ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 3. oktober 2012 og var til 1.
behandling den 9. oktober 2012. Lovforslaget blev efter 1.
behandling henvist til behandling i Klima-, Energi- og
Bygningsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen
været sendt i høring, og klima-, energi- og
bygningsministeren sendte den 3. juli 2012 dette udkast til
udvalget, jf., folketingsåret 2011-12, KEB alm. del - bilag
324. Den 3. oktober 2012 sendte klima-, energi- og
bygningsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom
til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 2 spørgsmål til klima-,
energi- og bygningsministeren til skriftlig besvarelse, som denne
har besvaret.
3. Indstillinger
Udvalget indstiller lovforslaget
til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for
betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 23
Af klima-, energi- og
bygningsministeren, tiltrådt af udvalget:
1) Stk. 2, 2.
pkt., affattes således:
»Ved JI-projekter forstås projekter, der reducerer
drivhusgasudledninger med henblik på at generere kreditter i
overensstemmelse med FN's klimakonvention og Kyotoprotokollens
artikel 6.«
[Præcisering af begrebet
JI-projekt]
Af klima-, energi- og
bygningsministeren, tiltrådt af udvalget:
2) Stk.
3 affattes således:
»Stk. 3.
Tilladelse efter stk. 1 og 2 kan gives, hvis projektet
skønnes at være i overensstemmelse med denne lov,
kvotedirektivet og FN's klimakonvention og Kyotoprotokollen,
herunder retningslinjer og procedurer vedtaget i henhold til FN's
klimakonvention og Kyotoprotokollen.«
[Præcisering af grundlaget
for at give tilladelse efter stk. 1 og 2]
Til § 38
Af klima-, energi- og
bygningsministeren, tiltrådt af udvalget:
3)
Paragraffen affattes således:
Ȥ
38. Loven træder ikraft den 1. januar 2013, jf. dog
stk. 2.
Stk. 2. § 5 og
§ 31 træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.«
[Delvis ændring af tidspunkt
for ikrafttræden]
Til § 39
Af klima-, energi- og
bygningsministeren, tiltrådt af udvalget:
4) I
stk. 1 indsættes som 3. pkt.:
Ȥ 15, stk. 5, og
§ 21 i lov om CO2-kvoter, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1222 af 15. oktober 2010, finder
fortsat anvendelse på statens bortauktionering eller salg af
kvoter hidrørende fra perioden 2008-2012.«
[Opretholdelse af hjemmel til at
sælge kvoter fra perioden 2008-2012]
Bemærkninger
Til nr. 1
Det foreslås at indsætte en definition af
JI-projekter, da bestemmelsen vedrører disse. Formålet
er en præcisering af bestemmelsens anvendelsesområde.
Det følger herefter af lovforslaget, at der ved JI-projekter
forstås projekter, der reducerer drivhusgasudledninger med
henblik på at generere kreditter i overensstemmelse med FN's
klimakonvention og Kyotoprotokollens artikel 6.
Herudover udgår kriterierne for, at ministeren kan
imødekomme en ansøgning om godkendelse af
JI-projekter, som påtænkes udført i Danmark. Det
skyldes, at disse i det fremsatte lovforslag fremgår af
både stk. 2 og 3. Med dette ændringsforslag vil
kriterierne for godkendelse blive samlet i stk. 3, jf. også
ændringsforslag nr. 2.
Til nr. 2
Det foreslås at præcisere regelgrundlaget for
godkendelse af ansøgninger efter stk. 1 og 2, hvorefter der
alene sker en vurdering af, om projektet er i overensstemmelse med
denne lov, kvotedirektivet og FN's klimakonvention og
Kyotoprotokollen, herunder retningslinjer og procedurer vedtaget i
henhold til FN's klimakonvention og Kyotoprotokollen. Med forslaget
er det ikke længere en betingelse for tilladelse efter lovens
§ 23, at projektet generelt overholder dansk lovgivning,
EU-retten og internationale forpligtelser, da dette falder uden for
ministerens område at kunne vurdere.
Det følger af § 23, stk. 2, i lovforslaget som
fremsat og af den gældende lov om CO2-kvoter, at projekter kan godkendes, hvis
projektet skønnes at være i overensstemmelse med dansk
klimastrategi. Da der ikke længere foreligger en dansk
klimastrategi, er det ikke retvisende at henvise til en sådan
i kriterierne for godkendelse efter § 23, stk. 2, hvorfor
denne betingelse foreslås at udgå.
Til nr. 3
Det foreslås, at § 5 og § 31 træder i
kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Det
følger af § 5, at klima-, energi- og bygningsministeren
træffer afgørelse om, hvorvidt en given
produktionsenhed eller aktivitet er omfattet af loven, og § 31
regulerer klageadgangen for bl.a. denne bestemmelse.
Det følger af de nye regler, at visse virksomheder, som
hidtil har været omfattet af den gældende kvotelov,
fremover ikke vil være omfattet af kvotesystemet. Der er tale
om visse produktionsenheder, som helt eller delvis bruger biomasse
som brændsel, eller som har anlæg med en nominel
indfyret termisk effekt på under 3 MW, og som efter de
reviderede opgørelsesmetoder efter § 8 derfor ikke vil
være omfattet af kvoteordningen, for så vidt
angår drivhusgasudledninger fra og med den 1. januar 2013.
Virksomhederne vil dog fortsat have forpligtelser i 2013 i
medfør af den gældende kvotelov, for så vidt
angår drivhusgasudledninger i 2012.
Virksomheder, som er omfattet af kvoteloven er også
omfattet af EU's forordning om EU's kvoteregister (Kommissionens
forordning (EU) nr. 1193/2011 af 18. november 2011 om oprettelse af
et EU-register for handelsperioden, der starter den 1. januar 2013,
og efterfølgende handelsperioder for EU's
emissionshandelsordning i henhold til Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2003/87/EF og Europa-Parlamentets og
Rådets beslutning nr. 280/2004/EF). For at sikre, at de
virksomheder, som i dag er omfattet af kvoteordningen, men som ikke
skal være det fremover, ikke skal være omfattet af
forpligtelser i medfør af reglerne for kvoteregisteret frem
til medio 2014, er det nødvendigt, at klima-, energi- og
bygningsministeren inden årets udgang træffer
afgørelse om disse virksomheders udtræden af
kvoteordningen, for så vidt angår udledninger fra og
med den 1. januar 2013.
Til nr. 4
Det foreslås, at § 15, stk. 5, og § 21 i den
gældende lov om CO2-kvoter
fortsat finder anvendelse efter lovens ophævelse pr. 1.
januar 2013. Disse bestemmelser er hjemmelen til, at ministeren kan
bortauktionere eller sælge overskydende kvoter fra perioden
2008-2012. Baggrunden for ændringsforslaget er, at det er
muligt at handle CO2-kvoter fra
denne periode frem til den 30. april 2013. Det vil være
vanskeligt at nå at bortauktionere eller sælge disse
kvoter inden udgangen af 2012. Derfor foreslås det at give
ministeren hjemmel til at kunne bortauktionere eller sælge
kvoter fra 2008-2012 i den første del af 2013.
Julie Skovsby (S) Jens Joel (S)
Karin Gaardsted (S) Ole Hækkerup (S) Pernille
Rosenkrantz-Theil (S) Jeppe Kofod (S) Flemming Møller
Mortensen (S) Rasmus Helveg Petersen (RV) Lone Loklindt (RV) Linda
Kristiansen (RV) Steen Gade (SF) fmd. Jesper Petersen (SF) Per Clausen
(EL) Frank Aaen (EL) Lars Dohn (EL) Thomas Danielsen (V) nfmd. Henrik Høegh (V) Jacob
Jensen (V) Lars Christian Lilleholt (V) Ellen Trane Nørby
(V) Ulla Tørnæs (V) Eyvind Vesselbo (V) Mikkel Dencker
(DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) René Christensen (DF)
Kim Christiansen (DF) Villum Christensen (LA) Mike Legarth (KF) Mai
Henriksen (KF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 44 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 17 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 16 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 7
Bilagsnr.
| Titel
|
---|
1 | Høringsnotat og høringssvar,
fra klima-, energi- og bygningsministeren |
2 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget |
3 | Ændringsforslag fra klima-, energi-
og bygningsministeren |
4 | 1. udkast til betænkning |
5 | 2. udkast til betænkning |
6 | Ændringsforslag fra klima-, energi-
og bygningsministeren |
7 | 3. udkast til betænkning |
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende
L 7
Spm.nr. | Titel |
1 | Spm. om, hvilke EU-lande der har valgt at
benytte sig af muligheden for at undtage mindre produktionsenheder
fra ETS-systemet, til klima-, energi- og bygningsministeren, og
ministerens svar herpå |
2 | Spm om, hvordan ministeren vil sikre, at
danske kvoteomfattede virksomheder ikke stilles ringere end
udenlandske konkurrenter, der på baggrund af de nye
kvoteregler ekskluderes fra CO2-kvote-systemet på baggrund af en
regel, Danmark har valgt ikke at benytte sig af, til klima-,
energi- og bygningsministeren, og ministerens svar
herpå |
| |