Skriftlig fremsættelse (16. november
2012)
Social- og integrationsministeren (Karen
Hækkerup)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
aktiv socialpolitik (Tilskud til tandpleje og hjælp til
udsættelsestruede lejere)
(Lovforslag nr. L 85)
Lovforslaget er et led i udmøntningen af aftalen om
finansloven for 2013 mellem regeringen (Socialdemokraterne, Det
Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti) og Enhedslisten.
Med lovforslaget foreslås det, at der indføres en
ret til tilskud til personer, der modtager de laveste ydelser efter
lov om aktiv socialpolitik, til dækning af udgifter til alle
former for forebyggende og behandlende tandpleje.
Det foreslås endvidere, at kommunerne får
øget mulighed for at yde hjælp til dækning af
huslejerestancer til personer, der er udsættelsestruede
på grund af huslejerestancer.
Forslaget skønnes at medføre merudgifter
på 180 mio. kr. årligt til tilskud til tandpleje.
Forslaget vurderes at være udgiftsneutralt i forhold til
hjælp til udsættelsestruede lejere.
Det bemærkes, at lovforslaget sendes i høring
samtidig med denne fremsættelse, og at forslaget
ønskes behandlet før jul med henblik på
ikrafttræden den 1. januar 2013.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.