Skriftlig fremsættelse (29. november
2012)
Miljøministeren (Ida Auken)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
kemikalier og lov om afgift af bekæmpelsesmidler
(Ændringer som følge af biocidforordningen, digital
kommunikation, indhentelse af oplysninger om andre varer og
oprettelse af registre over stoffer, blandinger og andre varer)
(Lovforslag nr. L 97)
I de senere år er der blevet introduceret en række
produkter indeholdende nanomaterialer på det danske marked.
Nanoteknologi gør det muligt at lave meget små
produkter og kan give materialer nogle særlige tekniske
egenskaber. Brugen af nanomaterialer er et område med stort
vækstpotentiale. Det er også et område, hvor der
kan spares både energi og ressourcer. Nanomaterialernes
særlige tekniske egenskaber betyder dog samtidig, at de kan
have særlige sundhedsmæssige og
miljømæssige egenskaber. Vækstpotentialet ved
brugen af nanomaterialer skal derfor udnyttes, uden at
udgøre en risiko for forbrugere og miljø.
Beskyttelse af forbrugere og miljø kræver i
første omgang et godt overblik over den faktiske udbredelse
og anvendelse af nanomaterialer. En database over nanoprodukter
på det danske marked vil give et sådant overblik.
Formålet med lovforslaget er derfor at sikre, at lov om
kemikalier indeholder de nødvendige
bemyndigelsesbestemmelser til, at miljøministeren kan
fastsætte regler om oprettelse af en database over produkter,
der indeholder eller afgiver nanomaterialer, samt regler om en
pligt for importører og producenter af sådanne
produkter til digital indberetning til denne database. Lovforslaget
skal på dette punkt ses i sammenhæng med
finanslovsaftalen om en styrket indsats i forhold til
nanomaterialer i årene 2012-2015, der afsætter i alt 24
mio. kr. til at skaffe ny viden om nanomaterialers påvirkning
af mennesker og miljø. Samtidig ligger forslaget i
forlængelse af Kemikaliehandlingsplanen 2010-2013, som
prioriterer, at der er tilgængelig viden om nanomaterialer
for at undgå risici for miljø og sundhed.
Lovforslaget sikrer yderligere, at de danske regler om
biocidmidler tilpasses til den forordning om biocidmidler, som blev
vedtaget i EU i maj måned. Forordningen fastsætter krav
om godkendelse af aktivstoffer og produkter, som indeholder,
består af eller genererer biocidmidler. Biocidmidler er
stoffer, som er bestemt til at ødelægge, hindre,
uskadeliggøre, hindre virkningen af eller bekæmpe
virkningen af skadegørere på anden vis end ved ren
fysisk eller mekanisk påvirkning.
De vigtigste elementer i forordningen omfatter ændrede
kriterier og procedurer i godkendelsesbehandlingen af biocidmidler,
bl.a. indføres afskæringskriterier i
godkendelsesproceduren. Afskæringskriterierne
medfører, at produkter indeholdende stoffer med visse
særligt farlige egenskaber ikke vil kunne godkendes. Et andet
hovedelement i forordningen er udvidelse af reguleringen af
biocidmidler til også at omfatte behandlede artikler, hvilket
medfører et markedsføringsforbud mod artikler, som er
behandlet med et biocidmiddel, der indeholder et aktivstof, som
ikke er godkendt i EU til den pågældende anvendelse.
Herudover indebærer forordningen indførelse af
fælles EU-godkendelse af visse produkttyper af biocidmidler,
samt at visse produkter kan godkendes i en forenklet procedure.
Endelig er der indført tvungen datadeling for at kunne
reducere antallet af dyreforsøg og et princip om, at de
administrative byrder for små og mellemstore virksomheder
ikke må blive for store.
Udvidelsen af forordningens område og særligt
inkluderingen af behandlede artikler vil ifølge
EU-Kommissionen medføre betydelige miljø- og
sundhedsmæssige forbedringer, som dog er svære at
kvantificere.
Den eksisterende nationale godkendelsesordning for
biocidmidler videreføres med lovforslaget i en udgave, som
er tilpasset forordningens regler, herunder indføres der
databeskyttelse for ansøgningerne.
Lovforslaget indfører en generel bemyndigelse til
anvendelse af digital kommunikation på lovens område.
Hjemlen indføres som opfølgning på Den
Fællesoffentlige Digitaliseringsstrategi 2011-2015. I
første omgang vil bemyndigelsen blive anvendt
vedrørende reglerne om en database over nanoprodukter og
ansøgninger om godkendelse af biocidmidler.
Lovforslaget indeholder derudover en ophævelse af
reglerne om en forbudsprocedure for bekæmpelsesmidler, som i
praksis i dag er dækket af EU-regler, og klagemuligheden til
Natur- og Miljøklagenævnet fjernes, da den i praksis
næsten var afskåret helt i forvejen. Klageadgangen har
da heller ikke har været anvendt i en
årrække.
Målet er, at den nye regulering kan træde i kraft
fra den 1. september 2013.
Idet jeg i øvrigt kan henvise til lovforslaget med
tilhørende bemærkninger, skal jeg anbefale forslaget
til Folketingets velvillige behandling.