B 16 Forslag til folketingsbeslutning om etablering af en whistleblowerordning på forsvarsområdet.

Udvalg: Forsvarsudvalget
Samling: 2013-14
Status: 1. (eneste) behandling/Forkastet

Betænkning

Afgivet: 20-12-2013

Afgivet: 20-12-2013

Betænkning afgivet af Forsvarsudvalget den 20. december 2013

20131_b16_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Forsvarsudvalget den 20. december 2013

1. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 1. november 2013 og blev herefter henvist til behandling i Forsvarsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL og IA) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse.

Venstres, Socialdemokratiets, Dansk Folkepartis, Det Radikale Venstres, Socialistisk Folkepartis, Liberal Alliances, Det Konservative Folkepartis og Siumuts medlemmer af udvalget noterer sig, at det af forsvarsforligsaftalen fremgår, at der gennemføres en analyse, som skal afdække mulighederne for mere åbenhed og gennemsigtighed i forsvarets forhold.

Et mindretal i udvalget (EL og IA) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.

Enhedslistens og Inuit Ataqatigiits medlemmer af udvalget må med skuffelse konstatere, at der blandt Folketingets øvrige partier ikke for alvor er en interesse for at skabe større åbenhed om forsvarets arbejde og at sikre en større grad af tryghed for de ansatte i forsvaret, som måtte opleve kritisable hændelser under deres arbejde for forsvaret. EL har under udvalgsarbejdet med forslaget arbejdet på at skabe opbakning til en fælles udtalelse fra Forsvarsudvalget, som ville bane vejen for mere åbenhed og sikkerhed for forsvarets ansatte. EL strakte sig ganske langt i denne proces og foreslog, at spørgsmålet om en whistleblowerordning på forsvarsområdet skulle indgå i det arbejde, som det nyligt nedsatte udvalg om offentligt ansattes ytringsfrihed skal i gang med. De øvrige partier med undtagelse af IA ville imidlertid ikke imødekomme dette.

For EL og IA er det helt afgørende for en folkelig opbakning til forsvaret, at befolkningen har tillid til, at forsvaret følger de nationale og internationale regler, som Danmark har tilsluttet sig, og at det danske forsvar bidrager til, at der ikke sker brud på internationale konventioner i forbindelse med f.eks. håndteringen af fanger i de konfliktzoner, forsvaret er udsendt til. Hvis befolkningen skal have tillid til, at forsvaret følger de nationale og internationale regler, er det vigtigt, at forsvarets ansatte føler sig trygge ved at kunne fortælle om det, hvis de oplever regelbrud eller uregelmæssigheder under forsvarets udførelse af dets opgaver. Forsvarets ansatte skal kunne fortælle om sådanne kritisable hændelser uden risiko for at blive ramt på jobbet, økonomien eller på anden vis. Det ville vedtagelse af dette beslutningsforslag kunne have banet vejen for.

Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

Annette Lind (S) nfmd. Bjarne Laustsen (S) Jacob Bjerregaard (S) John Dyrby Paulsen (S) Ole Hækkerup (S) Trine Bramsen (S) Zenia Stampe (RV) Christian Friis Bach (RV) Lone Loklindt (RV) Nikolaj Villumsen (EL) Jørgen Arbo-Bæhr (EL) Sara Olsvig (IA) Doris Jakobsen (SIU) Jakob Engel-Schmidt (V) Jakob Ellemann-Jensen (V) Peter Juel Jensen (V) Karsten Lauritzen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Karsten Nonbo (V) fmd. Troels Lund Poulsen (V) Hans Christian Thoning (V) Marie Krarup (DF) Martin Henriksen (DF) Søren Espersen (DF) Hans Kristian Skibby (DF) Leif Mikkelsen (LA) Lene Espersen (KF)

Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)45
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)16
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende B 16

Bilagsnr.

Titel

1
Oplæg til drøftelse af udvalgsbehandling af beslutningsforslaget
2
Udvalgets plan for behandlingen af beslutningsforslaget
3
Tidspunkt for afgivelse af betænkning over beslutningsforslaget
4
1. udkast til betænkning