Fremsat den 1. november 2013 af Nikolaj
Villumsen (EL), Jørgen Arbo-Bæhr (EL), Christian Juhl
(EL) og Pernille Skipper (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om etablering af en whistleblowerordning på
forsvarsområdet
Folketinget pålægger regeringen at
tage initiativ til, at der etableres en whistleblowerordning
på forsvarsområdet.
Bemærkninger til forslaget
I 2004 udførte den danske bataljon i
Irak i samarbejde med irakisk politi den meget omtalte Operation
Green Desert. Efterfølgende har 23 irakere sagsøgt
den danske stat for at have ansvar for, at de under anholdelsen og
den efterfølgende tilbageholdelse blev udsat for mishandling
og tortur udført af irakisk politi. Det danske forsvar har
både nægtet kendskab til disse beskyldninger, og at
operationen blev videofilmet af dansk militær.
Den 18. oktober 2012 offentliggjorde tidligere
efterretningsofficer Anders Kærgaard imidlertid en film fra
operationen optaget med dansk forsvars udstyr og af danske
soldater. Efterfølgende har Forsvarets Auditørkorps
anklaget Anders Kærgaard for at spænde ben for
efterforskningen i sagen, fordi han ikke vil udlevere navnet
på den kollega, der har overdraget videoen til ham.
Østre Landsret gav den 25. juni 2013 auditørerne
medhold i, at det er afgørende for sagen, hvem der har givet
Anders Kærgaard filmen, og stadfæstede en bøde
til Anders Kærgaard på 13.000 kr.
Alle, inklusive forsvaret, har en interesse i,
at der er en folkelig opbakning til forsvaret. En sådan
opbakning sikres bedst, ved at befolkningen har tillid til, at
forsvaret følger de nationale og internationale regler,
Danmark har tilsluttet sig, og at det danske forsvar bidrager til,
at der ikke sker brud på internationale konventioner i
forbindelse med f.eks. håndteringen af fanger i de
konfliktzoner, forsvaret er udsendt til.
Hvis befolkningen skal have tillid til, at
forsvaret følger de nationale og internationale regler, er
det vigtigt, at forsvarets ansatte føler sig trygge ved at
kunne fortælle om det, hvis de oplever regelbrud eller
uregelmæssigheder under forsvarets udførelse af dets
opgaver. Forløbet omkring Operation Green Desert viser
imidlertid, at det ikke er uden omkostninger for forsvarets ansatte
at fortælle offentligheden om kritisable hændelser, og
man kan frygte, at der findes andre sager i stil med Operation
Green Desert, der ikke kommer frem i lyset på grund af de
ansattes frygt for, hvad konsekvenserne kan være ved at
fortælle om dem.
Derfor er der behov for, at der etableres en
whistleblowerordning på forsvarsområdet, som gør
det muligt for forsvarets ansatte at indberette kritisable
hændelser uden risiko for at blive ramt på jobbet,
økonomien eller på anden måde at komme til at
lide under at have fortalt om de pågældende
hændelser.
En sådan whistleblowerordning vil
være i tråd med regeringens egne intentioner i
regeringsgrundlaget fra 2011, hvor det i afsnittet om god
regeringsførelse fremgår, at regeringen »vil
sikre, at offentligt ansatte oplever, at de har mulighed for at
ytre sig, hvis forholdene ikke er i orden - uden konsekvens for den
enkeltes fremadrettede karrieremuligheder.«
Konkret foreslås det, at der oprettes en
uafhængig instans, hvor ansatte i forsvaret kan henvende sig,
hvis de har oplysninger, de mener er i samfundets interesse.
Instansen skal kunne støtte og hjælpe dem, der
står frem, men skal også kunne foretage
forundersøgelser af sager i tilfælde af brud på
dansk eller international lov og levere sine
forundersøgelser videre til politiet eller Forsvarets
Auditørkorps, med henblik på at disse kan foretage
grundigere undersøgelser og eventuelt rejse anklager mod de
ansvarlige. De whistleblowere, der anmelder en sag eller
rapporterer om en hændelse, skal ikke være sikret
straffrihed, men de skal være beskyttet mod repressalier fra
arbejdsgiverens side for at gøre opmærksom på
kritisable forhold, ligesom der skal være mulighed for
anonymitet under hensyntagen til den pågældendes
retssikkerhed.
Regeringen opfordres til i det videre arbejde
med etableringen af en whistleblowerordning på
forsvarsområdet at skele til Sverige, hvor whistleblowere er
sikret beskyttelse i højere grad end i Danmark.
I Sverige foretager forsvaret og
forsvarsministeriet desuden ikke selv undersøgelser af, hvem
der har lækket oplysninger, sådan som det sker i
Danmark, hvilket ligeledes bør indgå i regeringens
arbejde med at etablere en whistleblowerordning på
forsvarsområdet.
Skriftlig fremsættelse
Nikolaj Villumsen
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
etablering af en whistleblowerordning på
forsvarsområdet.
(Beslutningsforslag nr. B 16)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.