Fremsat den 20. december 2013 af Martin
Henriksen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren?
?Espersen? ?(DF),? ?Marie? ?Krarup? ?(DF), Christian Langballe (DF)
og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om udvisningsreglerne
Folketinget pålægger regeringen at
justere udvisningsreglerne i udlændingeloven, så
1) den
gældende afvejningsbestemmelse, hvorefter der altid skal ske
udvisning, medmindre dette vil være i strid med
internationale forpligtelser, ændres til, at der altid skal
ske udvisning, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid
med Danmarks internationale forpligtelser, og
2) reglerne om
betinget udvisning også gælder for udlændinge,
der er omfattet af EU-reglerne.
Bemærkninger til forslaget
Baggrunden
for forslaget
Den 24. juni 2011 vedtog Folketinget med
lovforslag nr. L 210, 2010-11, 1. samling (lov nr. 758 af 29. juni
2011) en stramning af udvisningsreglerne. For stramningen stemte
Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk
Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og
Christian H. Hansen (UFG). Stramningen medførte, at
udvisningsreglerne blev skærpet, så der altid skulle
ske udvisning, medmindre dette med sikkerhed ville være i
strid med Danmarks internationale forpligtelser. Stramningen var en
udmøntning af en politisk aftale af 19. maj 2011 mellem den
daværende regering, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne
om skærpede udvisningsregler og kommunalt fokus på
repatriering.
Denne stramning af udvisningsreglerne, som
efter forslagsstillernes opfattelse var en nødvendig
stramning, blev imidlertid fjernet af den nuværende regering
og Enhedslisten med lovforslag nr. L 180 B, 2011-12, der blev
vedtaget den 13. juni 2012 (lov nr. 569 af 18. juni 2012). Dette
lovforslag indebar således, at den gældende
afvejningsbestemmelse, hvorefter der altid skal ske udvisning,
medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks
internationale forpligtelser, blev ændret til, at der altid
skal ske udvisning, medmindre dette vil være i strid med
internationale forpligtelser.
Det er forslagsstillernes opfattelse, at denne
svækkelse og lempelse af udvisningsreglerne er til skade for
Danmark. Den medfører, at det bliver sværere for de
danske domstole at udvise kriminelle udlændinge, da en
udvisning ikke længere med sikkerhed skal være i strid
med Danmarks internationale forpligtelser.
Herudover indeholdt lovforslag nr. L 180 B en
yderligere lempelse af udvisningsreglerne, hvorefter reglerne om
betinget udvisning i udlændingelovens § 24 b, stk. 1,
ikke skal gælde for udlændinge, der er omfattet af
EU-reglerne. Det er forslagsstillernes opfattelse, at også
udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, skal udvises
betinget, hvis der ikke er grundlag for at udvise de
pågældende, fordi dette med sikkerhed vil være i
strid med Danmarks internationale forpligtelser. Forslagsstillerne
finder ikke, at der er en legitim begrundelse for at undtage
udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, fra at kunne
modtage en betinget udvisningsdom.
Forslagsstillerne ønsker med dette
forslag, at retstilstanden bliver, som den var før
vedtagelsen af lovforslag nr. L 180 B, så det i højere
grad sikres, at kriminelle udlændinge bliver udvist, herunder
at udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, udvises
betinget, hvis der ikke er grundlag for at udvise de
pågældende, fordi dette med sikkerhed vil være i
strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Skriftlig fremsættelse
Martin Henriksen
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
udvisningsreglerne.
(Beslutningsforslag nr. B 00)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.