Fremsat den 20. december 2013 af Edmund
Joensen (SP), Doris Jakobsen (SIU), Sara Olsvig (IA) og
Sjúrður Skaale (JF)
Forslag til folketingsbeslutning
om iværksættelse af en systematisk
indsats mod grænsehindringer inden for
rigsfællesskabets grænser
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af folketingsåret 2013-14 at
iværksætte en systematisk undersøgelse af og en
indsats mod grænsehindringer inden for
rigsfællesskabets grænser med henblik på i
større grad at sikre fri bevægelighed, vækst og
beskæftigelse inden for rigsfællesskabets
grænser.
Bemærkninger til forslaget
Regeringen (Socialdemokraterne, Det Radikale
Venstre og Socialistisk Folkeparti) indgik den 2. april 2013 en
aftale med Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal
Alliance og Det Konservative Folkeparti om fjernelse af
grænsehindringer i Norden.
Aftaleparterne er enige om, at indsatsen mod
grænsehindringer skal intensiveres, så Danmark kan
indtage en førende rolle med henblik på at udvikle det
nordiske samarbejde og i større grad at sikre fri
bevægelighed, vækst og beskæftigelse i
Norden.
Aftalen fokuserer på, at der som
følge af EU-lovgivningen kan opstå særlige
grænsehindringer i rigsfællesskabet, og at det derfor
er vigtigt - i forbindelse med forberedelse og implementering af
EU-retten - også at være opmærksom på at
modvirke nordiske grænsehindringer i forhold til
Grønland og Færøerne.
Der nævnes derimod intet om, at der
også eksisterer grænsehindringer, som udelukkende har
deres rod internt i rigsfællesskabet, og som derfor ikke kan
tilskrives påvirkningen fra Den Europæiske Union.
Ovenstående indsats mod grænsehindringer, som aftalen
fra 2013 omhandler, synes således ikke at være
gældende for de manglende muligheder for fri
bevægelighed, som vi oplever i rigsfællesskabet. Dette
er ikke holdbart.
I forbindelse med debatten om ministeren for
nordisk samarbejdes redegørelse om det nordiske samarbejde
2012-13 den 24. oktober 2013 (2013-14, R 2) blev der af de to
færøske folketingsmedlemmer fokuseret på
problematikken, og flere konkrete eksempler blev i den
sammenhæng præsenteret.
Det er kun positivt, at man i aftalen fra
april 2013 vælger at intensivere indsatsen mod
grænsehindringer i Norden. Samtidig må en systematisk
indsats iværksættes for at få ryddet op i de
grænsehindringer, der har deres rod internt i
rigsfællesskabet. Vi må se indad, ind i
rigsfællesskabet, og starte der - med vores eget.
Under debatten den 24. oktober 2013 var der i
salen opbakning til en intensivering af indsatsen mod
grænsehindringer inden for rigsfællesskabets
grænser, ligesom muligheden for fremsættelse af et
beslutningsforslag blev drøftet.
»Grænsehindringer koster penge,
hæmmer udviklingen og væksten og giver færre
valgmuligheder for den enkelte«, fremgår det af
»Erklæring fra de nordiske statsministre om
bekæmpelse af grænsehindringer i Norden« af 29.
oktober 2013.
Med baggrund i ovenstående betragtninger
forelægges nærværende beslutningsforslag
Folketinget til vedtagelse.
Skriftlig fremsættelse
Edmund Joensen
(SP) og :Doris Jakobsen (SIU):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
iværksættelse af en systematisk indsats mod
grænsehindringer inden for rigsfællesskabets
grænser.
(Beslutningsforslag nr. B 00)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.