Fremsat den 28. januar 2014 af Mette Bock
(LA), Simon Emil Ammitzbøll (LA) og Anders Samuelsen
(LA)
Forslag til folketingsbeslutning
om kortlægning af kompetencebalancen mellem
Danmark og EU samt anvendelsen af nærheds- og
proportionalitetsprincipperne i praksis
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af første halvår af 2014 at foretage de
nødvendige foranstaltninger for at iværksætte en
kortlægning af kompetencebalancen mellem Danmark og EU samt
anvendelsen af nærheds- og proportionalitetsprincipperne i
praksis.
Bemærkninger til forslaget
Der har løbende vist sig at være
en del uforudsete konsekvenser af EU-medlemskabet. Senest har
debatten cirklet om velfærdsturisme. Men befolkningens
modvilje over for et hastigt voksende EU udfordrer også
realiteten, at 40 pct. af de bureaukratiske byrder på de
danske SMV'er stammer fra EU. Hertil kommer eurokrisens negative
effekt på dansk økonomi, herunder beslutningen om at
garantere for hinandens gæld. Derfor virker det naturligt, at
vi diskuterer, hvad vi som nation vil med EU i fremtiden. Hvilke
områder vil vi fortsat samarbejde om, og på hvilke
områder ønsker vi at bevare eller tilbageføre
vores suverænitet? Til bl.a. dette formål vil
EU-debatten have gavn af mere faktuel viden. Storbritannien og
Holland har begge iværksat omfattende analyser af
kompetencebalancen mellem nationalstaten og EU.
Den britiske undersøgelse fokuserer
på udbyttet af EU-samarbejdet på seks
politikområder: Indre marked, udenrigspolitik,
udviklingssamarbejder og humanitær bistand,
skatteområdet, sundhedsområdet samt dyrevelfærd
og fødevaresikkerhed. Undersøgelsen definerer
»kompetence« bredere end den EU-retlige betydning
nemlig som alt, der kommer fra EU-lov og som påvirker, hvad
der sker i Storbritannien. Undersøgelsen indhenter
informationer fra erhvervslivet, civilsamfundsorganisationer,
eksperter, regionale instanser, parlamentsudvalg, EU-institutioner
og andre EU-lande. For hvert enkelt område har et britisk
ressortministerium udarbejdet et baggrundspapir samt en række
spørgsmål, som er sendt i åben høring.
Briterne er desuden netop udkommet med undersøgelsen
»Cut EU red tape«, der fokuserer på, hvordan det
sikres, at EU-reguleringerne ikke hindrer de europæiske
virksomheders konkurrenceevne globalt. Rapporten indeholder nogle
konkrete anbefalinger, der forekommer relevante at tage stilling
til og eventuelt indarbejde i et dansk oplæg.
Den hollandske undersøgelse tager
udgangspunkt i henholdsvis subsidiaritets- og
proportionalitetsprincippet og omfatter både eksisterende og
forventet kommende EU-lovgivning. Analyserne er udarbejdet i
ministerierne, og eksperter og interessenter er også blevet
hørt. Den hollandske regering har på baggrund af
resultaterne af undersøgelserne udarbejdet en liste med
indsatsområder, som vil blive diskuteret i det hollandske
parlament og dernæst præsenteret i EU. Man vil kontakte
Europa-Kommissionen og søge støtte til sine
indsatsområder blandt de øvrige medlemslande.
Ligeledes vil man, på baggrund af undersøgelserne,
præsentere en række generelle anbefalinger, der
bør følges, når EU-lovgivning formuleres eller
adopteres.
Forslagsstillerne foreslår på
denne baggrund, at der iværksættes en lignende
kortlægning af kompetencebalancen mellem Danmark og EU samt
anvendelsen af nærheds- og proportionalitetsprincipperne i
praksis med henblik på at fremskaffe et mere faktuelt
grundlag for EU-debatten herhjemme. Forslagsstillerne
fremhæver, at iværksættelse af en sådan
kortlægning, hvis det sker på nuværende
tidspunkt, vil give en sjælden mulighed for at sammenligne
vores interesser i EU-medlemskabet med andres. Endvidere vil vi
kunne identificere eventuelle fremtidige samarbejdsområder
med Storbritannien og Holland i EU-regi. Endelig vil en
undersøgelse som her foreslået give fornyet liv til og
øget kvalitet i EU-debatten.
Skriftlig fremsættelse
Mette Bock
(LA):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
kortlægning af kompetencebalancen mellem Danmark og EU samt
anvendelsen af nærheds- og proportionalitetsprincipperne i
praksis.
(Beslutningsforslag nr. B 41)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.