B 51 Forslag til folketingsbeslutning om EU-/EØS-borgeres optjening af dagpengeret.

Udvalg: Europaudvalget
Samling: 2013-14
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 18-02-2014

Fremsat: 18-02-2014

Fremsat den 18. februar 2014 af Finn Sørensen (EL), Per Clausen (EL), Christian Juhl (EL) og Nikolaj Villumsen (EL)

20131_b51_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 18. februar 2014 af Finn Sørensen (EL), Per Clausen (EL), Christian Juhl (EL) og Nikolaj Villumsen (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om EU-/EØS-borgeres optjening af dagpengeret

Folketinget pålægger regeringen i indeværende folketingssamling at fremlægge lovforslag, som sikrer, at det kun er arbejde i Danmark og medlemskab af en dansk arbejdsløshedskasse, der kan tælles med ved optjening af dagpengeret, med mindre andet fremgår af mellemstatslige aftaler mellem Danmark og et eller flere andre lande.

Bemærkninger til forslaget

Ifølge EU-reglerne kan arbejdsperioder i udlandet og medlemskab af forsikringsordninger i andre lande tælles med ved optjening af dagpengeret. Det betyder f.eks., at EU-/EØS-borgere, der har status som arbejdstagere, kan opnå dagpengeret i Danmark efter 3 måneders arbejde, hvorimod en dansk lønmodtager skal have 1 års medlemskab og 52 ugers arbejde for at opnå ret til dagpenge.

Det er ikke i overensstemmelse med ligestillingsprincippet. Det betyder tværtimod, at EU-reglerne giver udenlandske arbejdere bedre rettigheder og nemmere optjening af dagpengeret her i landet end danske lønmodtagere, idet deres »dagpengeanciennitet« er optjent under helt andre vilkår.

Enhedslisten mener, at kravene til optjening af dagpengeret er alt for skrappe. Det ville være mere rimeligt med 3 måneders medlemskab og 3 måneders arbejde, ligesom kravet til genoptjening af mistet dagpengeret bør sættes ned til 3 måneder.

Men så længe der ikke er flertal i Folketinget for dette, må konsekvensen være, at man ændrer lovgivningen, så udenlandske lønmodtagere skal leve op til de samme krav for at opnå dagpengeret som danske lønmodtagere.

Der skal ikke ændres på de gældende regler om, at man kan få danske dagpenge i op til 3 måneder, mens man søger arbejde i udlandet.

Lovforslaget skal også respektere mellemstatslige aftaler med et eller flere lande om optjening af dagpengeret, som det f.eks. er tilfældet med de nordiske lande.

Skriftlig fremsættelse

Finn Sørensen (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om EU-/EØS-borgeres optjening af dagpengeret.

(Beslutningsforslag nr. B 51)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.