Skriftlig fremsættelse (29. januar
2014)
Erhvervs- og
vækstministeren (Henrik Sass Larsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel m.v.,
straffeloven, retsplejeloven, lov om forvaltere af alternative
investeringsfonde m.v. og forskellige andre love (Indførelse
af regler, der giver pensionskunder ret til at få den samlede
økonomiske værdi af deres pensionsordning
overført i forbindelse med visse tilfælde af omvalg,
direktørers og andre ledende medarbejderes mulighed for at
deltage i ledelsen eller driften af anden erhvervsvirksomhed, krav
til sammensætningen af bestyrelsen i en fond eller forening,
der ejer et realkreditaktieselskab, ændring af reglerne om
straf for overtrædelse af CO2-auktioneringsforordningen, regulering af
CO2-kvote-bydere, ændringer af
reglerne om forvaltere af alternative investeringsfondes muligheder
for at markedsføre alternative investeringsfonde, herunder
undtagelse af markedsføring af andele i fondene til
medarbejdere og visse detailinvestorer fra kravet om særlig
markedsføringstilladelse og indførelse af mulighed
for, at forvaltere fra tredjelande kan markedsføre fonde til
detailinvestorer, ændring af grænsen for tilbudspligten
i værdipapirhandelsloven, samt bedre sikring af mindre
aktionærers rettigheder, forbud mod brug af variabel
løn, der er afhængig af opnåelse af et bestemt
salgsmål til detailkunder, ændring af reglerne om
tilsyn med fælles data-centraler, tilsyn med depositarer for
alternative investeringsfonde m.v.)
(Lovforslag nr. L 119)
Formålet med lovforslaget er at
gennemføre en række ændringer af den finansielle
lovgivning.
Med lovforslaget sikres blandt andet, at
pensionskunder, der tilbydes omvalg af pensionsprodukter, får
overført den økonomiske værdi - opgjort efter
en individuel beregning - af deres nuværende produkt til det
nye produkt. Ydermere indeholder lovforslaget forslag til
indførelse af forbud mod, at værdipapirhandlere
må aflønne de af deres ansatte, der sælger eller
rådgiver om finansielle instrumenter ved direkte
kundekontakt, med variable løndele, som er afhængige
af opnåelse af et bestemt salgsmål til detailkunder.
Lovforslaget indeholder yderligere en række ændringer
af den finansielle lovgivning, herunder af lov om forvaltere af
alternative investeringsfonde m.v., hvor Finanstilsynet bl.a.
får hjemmel til at føre tilsyn med depositarer for en
alternativ investeringsforening.
Med disse bemærkninger og idet jeg i
øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger,
der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets
velvillige behandling.