L 141 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven.

(Ændring af kriterierne for udvælgelse af kvoteflygtninge).

Udvalg: Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik
Samling: 2013-14
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 26-02-2014

Skriftlig fremsættelse (26. februar 2014)

20131_l141_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (26. februar 2014)

Justitsministeren (Karen Hækkerup):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Ændring af kriterierne for udvælgelse af kvoteflygtninge)

(Lovforslag nr. L 141)

Lovforslaget har til formål at ændre kriterierne for udvælgelse af kvoteflygtninge.

Indførelse af integrationspotentialekriteriet i 2005 har affødt kritik, herunder fra UNHCR, som finder, at den øgede fokus på kvoteflygtningenes forudsætninger for integration er diskriminerende og underminerer udvælgelse baseret på en behovsvurdering samt afskærer genbosætning af de mest udsatte flygtninge. UNHCR anbefaler i stedet, at modtagerlandene fokuserer på samfundets forudsætninger og styrker.

Justitsministeriet er enig i, at udvælgelse på baggrund af integrationspotentiale kan være uhensigtsmæssigt i forhold til visse grupper af flygtninge, og finder i øvrigt ikke integrationspotentialekriteriet egnet til at tilgodese det overordnede formål med genbosætningsinstituttet, som er at hjælpe særligt udsatte flygtningegrupper.

Lovforslaget indebærer derfor, at det såkaldte integrationspotentialekriterium ophæves.

Justitsministeriet finder imidlertid, at der er behov for subsidiære kriterier i forbindelse med udvælgelse, navnlig henset til det begrænsede antal kvoteflygtninge, som Danmark modtager, sammenholdt med, hvor mange flygtninge i verden, der har et behov for genbosætning, og som opfylder de primære betingelser for at få opholdstilladelse som flygtning.

Det foreslås på den baggrund, at kriterierne for udvælgelse af kvoteflygtninge ændres, således at der tages udgangspunkt i, hvad det danske samfund kan tilbyde de pågældende flygtninge, sammenholdt med flygtningenes konkrete behov og forventninger, således at der etableres en varig løsning for den pågældende.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.