Skriftlig fremsættelse (27. februar
2014)
Undervisningsministeren (Christine
Antorini):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
folkeskolen og forskellige andre love (Forenkling af
regelsættet Fælles Mål, kvalitetsrapporter og
elevplaner samt opfølgning på mål for
folkeskolen)
(Lovforslag nr. L 150)
I december 2012 fremlagde den
daværende regering (Socialdemokratiet, Radikale Venstre og
Socialistisk Folkeparti) sit folkeskoleudspil Gør en god
skole bedre - Et fagligt løft af folkeskolen. Med
udgangspunkt i udspillet forhandlede den daværende regering
med forligskredsen på folkeskoleområdet, som ud over de
daværende regeringspartier består af Venstre, Dansk
Folkeparti og Det Konservative Folkeparti. Forligskredsen indgik i
juni 2013 en aftale om en reform af folkeskolen.
Lovforslaget fremsættes i
forlængelse af de tidligere i indeværende
folketingsår fremsatte lovforslag nr. L 51 og L 52 af 31.
oktober 2013, som er vedtaget ved lov nr. 1640 om ændring af
lov om folkeskolen og forskellige andre love (Indførelse af
en længere og mere varieret skoledag) og lov nr. 1641 af 26.
december 2013 om ændring af lov om folkeskolen
(Indførelse af obligatorisk lektiehjælp og faglig
fordybelse).
Nærværende lovforslag
gennemfører de dele af reformen, der vedrører
opfølgningen på de nationale mål for
folkeskolen, herunder bl.a. et styrket kvalitetstilsyn, forenklede
kvalitetsrapporter og elevplaner samt forenkling af Fælles
Mål.
Fælles Mål vil fremover
indeholde konkrete mål for elevernes læring. Arbejdet
med elevplaner bliver enklere og skal have større fokus
på fremadrettede læringsmål. Kvalitetsrapporter
skal udarbejdes hvert andet år i stedet for årligt og
kvalitetsrapporterne kan i højere grad fungere som et
mål- og resultatstyringsværktøj. Det
eksisterende kvalitetstilsyn, skal fremover primært have
fokus på kvalitetsudvikling.
Oplysninger, som er nødvendig til
brug for opfølgningen på folkeskolens resultater m.v.,
kan fremover indsamles i et webbaseret ledelsesinformationssystem,
som skal give skoler, kommuner og offentligheden en nem og samlet
adgang til data og målrettede resultatindikatorer.
Endelig indeholder lovforslaget tekniske
konsekvensændringer i lov om vejledning om uddannelse og
erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v., lov om
efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler samt lov
om friskoler og private grundskoler m.v.
Det foreslås, at loven træder i
kraft den 1. maj 2014, dog således, at ændringer udover
muligheden for at tilbageholde forældrebetaling for
skolefritidsordning i uddannelseshjælpen samt ændringer
vedr. Fælles Mål for 10. klasse træder i kraft
den 1. august 2014. De forenklede Fælles Mål finder i
skoleåret 2014/15 alene anvendelse for nye fag og for fag,
der fremrykkes til nye klassetrin. For øvrige fag og
klassetrin finder de forenklede Fælles Mål først
anvendelse fra skoleåret 2015/16. De forenklede Fælles
Mål for 10. klasse træder først i kraft 1.
august 2015.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.