Fremsat den 25. marts 2014 af Finn
Sørensen (EL), Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Frank Aaen
(EL)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om en børne-
og ungeydelse og lov om børnetilskud og forskudsvis
udbetaling af børnebidrag
(Ophævelse af optjeningsprincippet for
børne- og ungeydelse og børnetilskud og
indførelse af bopælskrav også for børn
omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale
sikringsordninger)
§ 1
I lov om en børne- og ungeydelse, jf.
lovbekendtgørelse nr. 964 af 19. september 2011, som
ændret ved § 7 i lov nr. 1382 af 28. december 2011,
§ 9 i lov nr. 326 af 11. april 2012, § 2 i lov nr. 920 af
18. september 2012 og § 2 i lov nr. 1398 af 23. december 2012,
foretages følgende ændringer:
1. I
§ 2, stk. 1, nr. 6,
indsættes efter »standses,«:
»og«.
2. § 2,
stk. 1, nr. 7, ophæves.
Nr. 8 bliver herefter nr. 7.
3. I
§ 2 indsættes efter stk. 1
som nyt stykke:
»Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, finder anvendelse, uanset at andet
følger af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale
sikringsordninger.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og
4.
4. § 2,
stk. 3, der bliver stk. 4, ophæves.
5. § 13,
stk. 2, ophæves.
§ 2
I lov om børnetilskud og forskudsvis
udbetaling af børnebidrag, jf. lovbekendtgørelse nr.
856 af 23. august 2012, som ændret ved § 1 i lov nr.
1398 af 23. december 2012 og § 5 i lov nr. 894 af 4. juli
2013, foretages følgende ændringer:
1. I
§ 5 indsættes efter stk. 1
som nyt stykke:
»Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, finder anvendelse, uanset at andet
følger af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale
sikringsordninger.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
2. § 5
a ophæves.
§ 3
Stk. 1. Loven
træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Stk. 2. § 1, nr. 2,
og § 2, nr. 1, finder ikke anvendelse på en allerede
erhvervet ret til henholdsvis børne- og ungeydelse og
børnetilskud, der eksisterer ved lovens ikrafttræden,
så længe retten bevares uden afbrydelse.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Optjeningsprincippet
Med Folketingets vedtagelse af lovforslag nr.
L 79 (folketingsåret 2010-11, 1. samling) blev det
såkaldte optjeningsprincip indført i lov om en
børnefamilieydelse (nu lov om en børne- og
ungeydelse) og i lov om børnetilskud og forskudsvis
udbetaling af børnebidrag (børnetilskudsloven).
Optjeningsprincippet
indebærer, at modtageren af en ydelse skal have haft en vis
beskæftigelses- eller bopælsperiode her i riget for at
kunne modtage den fulde børne- og ungeydelse og ydelser
efter børnetilskudsloven. Personen skal således have
haft bopæl eller beskæftigelse i Danmark i 2 år
inden for de seneste 10 år for at opnå ret til den
fulde ydelse.
Såfremt dette krav ikke er opfyldt,
optjener personen ret til 25 pct. af den fulde ydelse efter
½ års bopæl eller beskæftigelse her i
riget, 50 pct. efter 1 år og 75 pct. efter 1 ½
år. Efter 2 års bopæl eller arbejde her i riget
har personen optjent ret til fuld ydelse.
Det foreslås med dette lovforslag at
ophæve optjeningsprincippet i lov om en børne- og
ungeydelse og i lov om børnetilskud og forskudsvis
udbetaling af børnebidrag.
Det er forslagsstillernes opfattelse, at
personer, der sammen med deres familier kommer til Danmark for at
arbejde, som betaler skat, og som bidrager til det danske samfund,
skal have de samme rettigheder og pligter som danske statsborgere
og andre arbejdstagere, der allerede opholder sig i Danmark. En
person, der reelt bor og opholder sig her i landet med sin familie,
har præcis de samme leveomkostninger som andre
børnefamilier. Derfor skal børnene i disse familier
også have samme vilkår som danske børn. Hvis man
reelt bor og arbejder her i landet, har man også den reelle
tilknytning til det danske samfund, hvor ret og pligt går
hånd i hånd, og i den situation bør man
naturligvis modtage børne- og ungeydelser og
børnetilskud på linje med andre
børnefamilier.
Barnets bopæl i Danmark
Personer, der er omfattet af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af
29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, har
ret til at få udbetalt danske familieydelser, uden at barnet
behøver at opholde sig i Danmark.
Det foreslås imidlertid med dette
lovforslag, at børne- og ungeydelsen og ydelser efter
børnetilskudsloven som hovedregel ikke udbetales til
forsørgere, hvis børn ikke har bopæl i
Danmark.
Familieydelserne er netop tilpasset
leveomkostningerne for familier med børn, der har
bopæl i Danmark. Det er således ikke rimeligt, at
ydelserne udbetales til forsørgere, hvis børn ikke
opholder sig her i landet. Det er ikke i overensstemmelse med
ligebehandlingsprincippet, og det kan bidrage til at
understøtte social dumping, idet den udenlandske
arbejdstager vil kunne sælge sin arbejdskraft billigere, da
ydelserne vil give et højere rådighedsbeløb,
end de danske kolleger har, hvis børnene bor i
hjemlandet.
Loven skal gælde for såvel danske
som udenlandske statsborgere. Det vil sige, at det er et krav for
at modtage børne- og ungeydelse og ydelser efter
børnetilskudsloven, at børnene bor i Danmark.
Forslaget sendes ikke i høring forud
for fremsættelsen, da forslagsstillerne finder det vigtigt,
at der snarest finder en afklaring sted af spørgsmålet
om adgang til sociale ydelser, da det er et område, som i den
grad deler Folketinget.
I øvrigt finder forslagsstillerne, at
problemstillingerne allerede debatteres bredt i det danske samfund,
ligesom de forventer, at der vil være en del medieomtale af
lovforslaget, således at brede dele af befolkningen har
mulighed for at gøre sig bekendt med det. Den manglende
høring forud for fremsættelsen forhindrer dog ikke
borgere, organisationer og foreninger i at indsende kommentarer til
lovforslaget til Folketingets Skatteudvalg, så de kan
indgå i udvalgets behandling af lovforslaget. Under
udvalgsbehandlingen forventes det, at lovforslagets
økonomiske konsekvenser vil blive belyst.
2. Lovforslagets formål og baggrund
Formålet med lovforslaget er at
ophæve optjeningsprincippet, så arbejdstagere, der
kommer til Danmark for at arbejde på samme vilkår som
arbejdstagere i Danmark, og som betaler skat, også straks
skal have de samme rettigheder som andre i relation til udbetaling
af børne- og ungeydelser og ydelser efter
børnetilskudsloven.
Formålet med lovforslaget er også
at præcisere, at betingelsen om, at barnet skal opholde sig i
Danmark for at kunne modtage børne- og ungeydelser og
ydelser efter børnetilskudsloven, også gælder
for forsørgere omfattet af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om
koordinering af de sociale sikringsordninger. Ydelserne skal
således efter forslaget ikke udbetales til forsørgere,
hvis børn ikke opholder sig her i landet.
3. Gældende ret
Optjeningsprincippet for ret til børne-
og ungeydelse og ydelser efter børnetilskudsloven blev
indført med virkning fra den 1. januar 2012. Ret til den
fulde ydelse er efter loven betinget af, at mindst en af de
personer, der har forsørgelsespligten over for barnet, har
haft bopæl eller beskæftigelse her i riget i mindst 2
år inden for de seneste 10 år forud for den periode,
udbetalingen vedrører. Retten til fuld ydelse optjenes
gradvis, således at der efter 6 måneders bopæl
eller beskæftigelse er ret til 25 pct. af ydelsen. Efter 1
år er der ret til 50 pct., efter 1½ år 75 pct.
og efter 2 år 100 pct.
Optjeningsprincippet omfatter modtagere af
børne- og ungeydelse og ydelser efter
børnetilskudsloven. Optjeningsprincippet var forudsat at
gælde for alle uanset borgerens nationalitet, herunder
borgere omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale
sikringsordninger. Dog blev flygtninge undtaget fra
optjeningsprincippet ved lov nr. 1398 af 23. december 2012 med
virkning fra den 1. januar 2013, ligesom perioder med bopæl
eller beskæftigelse i Grønland og på
Færøerne ved samme lov blev ligestillet med perioder
med bopæl eller beskæftigelse i Danmark.
Efter gældende ret er det bl.a. en
betingelse for at modtage børne- og ungeydelse og ydelser
efter børnetilskudsloven, at barnet faktisk opholder sig her
i landet.
For personer, der er omfattet af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af
29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, er
det imidlertid ikke et krav, at barnet opholder sig i Danmark.
Efter forordningens artikel 67 om familiemedlemmer, som har
bopæl i en anden medlemsstat, har en person ret til
familieydelser i henhold til den kompetente medlemsstats lovgivning
også for de familiemedlemmer, der har bopæl i en anden
medlemsstat, som om de havde bopæl i førstnævnte
medlemsstat.
Det indebærer, at personer, der er
omfattet af forordningen, har ret til modtagelse af danske
familieydelser, selv om de børn, som de skal
forsørge, ikke opholder sig i Danmark.
4. Lovforslaget
Med forslaget vil personer, der kommer her til
landet og får bopæl eller beskæftigelse, og som
er forsørgere for børn, med det samme opnå ret
til fuld børne- og ungeydelse og fulde ydelser efter
børnetilskudsloven. Disse personer skal således ikke
gradvis over en periode optjene ret til de nævnte ydelser,
såfremt de ikke tidligere har haft bopæl eller
beskæftigelse i riget eller i andre EU-medlemsstater.
Det vil dog være en betingelse for
modtagelse af de nævnte ydelser, at barnet opholder sig her i
landet. Med forslaget vil dette krav gælde, uanset om
forsørgeren er omfattet af forordning nr. 883/2004 eller
ej.
5. Forholdet til EU-retten
Ophævelse af optjeningsprincippet
bringer retstilstanden tilbage til tidligere gældende ret
før vedtagelsen af lovforslag nr. L 79 i 2010
(folketingsåret 2010-11, 1. samling). Forslagsstillerne
antager derfor, at forslaget er i overensstemmelse med EU-retten,
for så vidt angår den del af lovforslaget, der handler
om ophævelse af optjeningsprincippet.
For så vidt angår den del af
forslaget, der går ud på, at børn af
forsørgere, der er omfattet af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om
koordinering af de sociale sikringsordninger, skal opholde sig i
Danmark, er forslagsstillerne klar over, at det kan stride mod
forordningens bestemmelser.
Forslagsstillerne er således bekendt med
reglerne i forordningen, hvorefter familieydelser såsom
børne- og ungeydelsen og børnetilskud skal udbetales
til vandrende arbejdstagere, selv om deres børn har
bopæl i et andet EU-land. Det er imidlertid
forslagsstillernes opfattelse, at familieydelser kun bør
udbetales for børn, som har bopæl i Danmark, da
ydelsen har til formål at dække de ekstra omkostninger,
der er forbundet med at have børn i Danmark fastsat efter
dansk omkostningsniveau.
Forslagsstillerne anser det desuden for
nødvendigt at indføre en værnsregel, der
sikrer, at familieydelserne ikke udbetales til personer, hvis
børn ikke opholder sig her i landet, således at
ydelserne ikke bruges af arbejdsgivere til social dumping.
Forslagsstillerne er således klar over,
at en vedtagelse af lovforslaget i Folketinget kan udgøre et
statsretligt problem, idet Folketinget er vidende om, at forslaget
kan være i strid med EU-retten, og at et flertal i
Folketinget, uanset at dette er tilfældet, vedtager
forslaget.
Forslagsstillerne er opmærksomme
på den forfatningsretlige teori omkring det tilfælde,
hvor den danske lovgivningsmagt klart og bevidst lovgiver i strid
med en umiddelbart anvendelig fællesskabsretlig regel, og
hvorefter den yngre danske lov må få forrang. Den faste
antagelse i den forfatningsretlige teori om, at Folketinget ikke
bevidst har haft til intention at skabe modstrid med
fællesskabsretlige regler, skal således ikke finde
anvendelse i forbindelse med dette lovforslag.
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Der er tale om en konsekvensændring som
følge af ophævelse af optjeningsprincippet.
Til nr. 2
Det foreslås, at personer, der kommer
til Danmark for at bo eller arbejde, får ret til fuld
børne- og ungeydelse i samme omfang og på samme
betingelser som personer, der allerede har bopæl eller
beskæftigelse her i landet.
Til nr. 3
Efter § 2, stk. 1, nr. 2, i lov om en
børne- og ungeydelse er det en udtrykkelig betingelse for
modtagelse af ydelsen, at barnet opholder sig i Danmark.
Med forslaget skal denne betingelse
gælde for alle børn af forsørgere, der har
bopæl eller beskæftigelse her i landet. Personer, der
er forsørgere for børn, der ikke bor i Danmark, skal
således ikke have ret til børne- og ungeydelser.
For børn, der forsørges af
personer, der er omfattet af forordning nr. 883/2004, skal der
gælde samme krav om ophold i Danmark som betingelse for
modtagelse af de nævnte ydelser. Forordningen skal
således ikke på dette punkt have forrang for de danske
regler om bopælskrav i lov om en børne- og
ungeydelse.
Til nr. 4
Der er tale om en konsekvensændring som
følge af ophævelsen af optjeningsprincippet.
Til nr. 5
Der er tale om en konsekvensændring som
følge af ophævelsen af optjeningsprincippet.
Til § 2
Til nr. 1
Efter § 5, stk. 1, nr. 2, i lov om
børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag
er det en udtrykkelig betingelse for modtagelse af ydelser, at
barnet opholder sig i Danmark.
Med forslaget skal denne betingelse
gælde for alle børn af forsørgere, der har
bopæl eller beskæftigelse her i landet. Personer, der
er forsørgere for børn, der ikke bor i Danmark, skal
således ikke have ret til ydelser efter
børnetilskudsloven.
For børn, der forsørges af
personer, der er omfattet af forordning nr. 883/2004, skal der
gælde samme krav om ophold i Danmark som betingelse for
modtagelse af de nævnte ydelser. Forordningen skal
således ikke på dette punkt have forrang for de danske
regler om bopælskrav i lov om børnetilskud og
forskudsvis udbetaling af børnebidrag.
Til nr. 2
Det foreslås, at personer, der kommer
til Danmark for at bo eller arbejde, får ret til fulde
ydelser efter børnetilskudsloven i samme omfang og på
samme betingelser som personer, der allerede har bopæl eller
beskæftigelse her i landet.
Til § 3
Til stk. 1
Det foreslås, at loven træder i
kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Til stk. 2
Der foreslås en overgangsregel,
således at bopælskravet for børn ikke finder
anvendelse på en allerede erhvervet ret til børne- og
ungeydelse og børnetilskud, der eksisterer ved lovens
ikrafttræden, så længe retten bevares uden
afbrydelse.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | | | § 1 I lov om en børne- og ungeydelse, jf.
lovbekendtgørelse nr. 964 af 19. september 2011, som
ændret ved § 7 i lov nr. 1382 af 28. december 2011,
§ 9 i lov nr. 326 af 11. april 2012, § 2 i lov nr. 920 af
18. september 2012 og § 2 i lov nr. 1398 af 23. december 2012,
foretages følgende ændringer: | | | | § 2.
Retten til børne- og ungeydelsen er betinget af, --- 1) --- 6) at kommunalbestyrelsen ikke for den
pågældende måned har givet meddelelse til
Udbetaling Danmark om, at en afgørelse om manglende
efterlevelse af pligten til uddannelse, beskæftigelse eller
anden aktivitet for 15-17-årige, jf. § 2 a,
stk. 3, i lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt
pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v., skal have den
virkning, at ungeydelsen skal standses, 7) at mindst en af de personer, der har
forsørgelsespligten over for barnet, har haft bopæl
eller beskæftigelse her i riget i mindst 2 år inden for
de seneste 10 år forud for den periode, udbetalingen
vedrører. Hvis kravet i 1. pkt. ikke er opfyldt, udbetales
en forholdsmæssig andel af ydelsen efter 3. pkt., hvis
betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Efter 6
måneders bopæl eller beskæftigelse her i riget
inden for de seneste 10 år udbetales 25 pct. af ydelsen,
efter 12 måneders bopæl eller beskæftigelse her i
riget inden for de seneste 10 år udbetales 50 pct. af
ydelsen, og efter 18 måneders bopæl eller
beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10 år
udbetales 75 pct. af ydelsen, og 8) --- Stk. 2.
--- Stk. 3.
Stk. 1, nr. 7, finder ikke anvendelse for udlændinge,
som har fået opholdstilladelse i Danmark efter §§
7, 8 eller 9 b i udlændingeloven. | | 1. I § 2, stk. 1, nr. 6, indsættes
efter »standses,«: »og«. 2. § 2, stk. 1, nr. 7, ophæves. Nr. 8 bliver herefter nr. 7. 3. I § 2 indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke: »Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, finder anvendelse, uanset at andet
følger af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale
sikringsordninger.« Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og
4. 4. § 2, stk. 3, der bliver stk. 4,
ophæves. | | | | § 13. --- Stk. 2.
Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for
udbetaling samt dokumentation og beregning af perioden med
bopæl og beskæftigelse her i riget i henhold til
§ 2, stk. 1, nr. 7. | | 5. § 13, stk. 2, ophæves. | | | | | | § 2 I lov om børnetilskud og forskudsvis
udbetaling af børnebidrag, jf. lovbekendtgørelse nr.
856 af 23. august 2012, som ændret ved § 1 i lov nr.
1398 af 23. december 2012 og § 5 i lov nr. 894 af 4. juli
2013, foretages følgende ændringer: | | | | § 5.
Børnetilskud kan endvidere kun udbetales, hvis
følgende betingelser er opfyldt: 1) Barnet eller en af forældrene,
der har forældremyndigheden over barnet, har dansk
indfødsret eller med hensyn til børnetilskud efter
§§ 2-3 har haft fast bopæl her i landet i det
seneste år og med hensyn til børnetilskud efter
§ 4 har haft fast bopæl her i landet i de seneste 3
år. En ret, der er erhvervet ved fast bopæl, bevares
uanset senere fravær, når pågældende
på ny får fast bopæl her. Betingelsen om dansk
indfødsret gælder dog ikke for udlændinge, som
har fået opholdstilladelse i Danmark efter § 7
eller § 8 i udlændingeloven. 2) Barnet faktisk opholder sig her i
landet, jf. dog stk. 2 og 3. 3) Barnet ikke har indgået
ægteskab. 4) Barnet ikke er anbragt uden for
hjemmet efter lov om social service, ikke sammen med en indehaver
af forældremyndigheden er optaget i en
døgnforanstaltning efter lov om social service eller i
øvrigt forsørges af offentlige midler. 5) Den, der skal have
børnetilskuddet udbetalt, har fast bopæl her i landet.
Dette gælder dog ikke udbetaling af det særlige
børnetilskud til en person, der har ret til at modtage
pension efter lov om social pension i udlandet. Stk. 2.
Retten til at modtage særligt børnetilskud for
pensionister er betinget af, at der ikke efter lov om børns
forsørgelse er fastsat eller kan fastsættes bidrag.
Hvis det er pålagt en folkepensionist at betale bidrag efter
den nævnte lov, ydes særligt børnetilskud dog
til hel eller delvis dækning af pågældendes
forpligtelse. Særligt børnetilskud kan også ydes
til opfyldelse af en folkepensionists bidragsforpligtelse,
når bidragsmodtageren og barnet opholder sig i
udlandet. Stk. 3.
Opholder barnet sig kortvarigt i udlandet, eller opholder barnet
sig midlertidigt i udlandet som led i barnets
uddannelsesforløb med henblik på at forbedre barnets
muligheder for at klare sig under fortsat ophold her i landet, kan
der uanset stk. 1, nr. 2, udbetales børnetilskud. Hvis et
barn er undervisningspligtigt efter folkeskoleloven, finder 1. pkt.
ikke anvendelse, hvis der er tale om ulovligt
skolefravær. Stk. 4.
Vurderingen af, om betingelsen i stk. 1, nr. 2, er opfyldt,
træffes på grundlag af oplysninger, der er modtaget
efter § 8 i lov om en børne- og ungeydelse eller
regler fastsat i medfør heraf. | | 1. I § 5 indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke: »Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, finder anvendelse, uanset at andet
følger af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale
sikringsordninger.« Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5. | | | | § 5
a. Herudover er det en betingelse for ret til ydelser efter
denne lov, at mindst en af de personer, der har
forsørgelsespligt over for barnet, har haft bopæl
eller beskæftigelse i mindst 2 år her i riget inden for
de seneste 10 år forud for den periode, udbetalingen
vedrører. Stk. 2. Hvis
kravet i stk. 1 ikke er opfyldt, udbetales følgende
forholdsmæssige andel af ydelsen, hvis betingelserne herfor i
øvrigt er opfyldt: 1) Efter 6 måneders bopæl
eller beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10
år udbetales 25 pct. af ydelsen. 2) Efter 12 måneders bopæl
eller beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10
år udbetales 50 pct. af ydelsen. 3) Efter 18 måneders bopæl
eller beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10
år udbetales 75 pct. af ydelsen. Stk. 3.
Social- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere
regler for udbetaling samt dokumentation og beregning af perioder
med bopæl og beskæftigelse her i riget i henhold til
stk. 1 og 2. | | 2. § 5 a ophæves. | | | § 3 Stk. 1. Loven
træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende. Stk. 2. §
1, nr. 2, og § 2, nr. 1, finder ikke anvendelse på en
allerede erhvervet ret til henholdsvis børne- og ungeydelse
og børnetilskud, der eksisterer ved lovens
ikrafttræden, så længe retten bevares uden
afbrydelse. |
|
Skriftlig fremsættelse
Finn
Sørensen (EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
en børne- og ungeydelse og lov om børnetilskud og
forskudsvis udbetaling af børnebidrag. (Ophævelse af
optjeningsprincippet for børne- og ungeydelse og
børnetilskud og indførelse af bopælskrav
også for børn omfattet af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om
koordinering af de sociale sikringsordninger).
(Lovforslag nr. L 160)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.