L 30 Forslag til lov om ændring af lov om vandløb, lov om naturbeskyttelse og lov om planlægning.

(Klassifikation af private og offentlige vandløb, ophævelse af krav om dispensation i en række tilfælde til opførelse af bebyggelse inden for skovbyggelinjen og forenkling af VVM-processen m.v.).

Af: Miljøminister Ida Auken (SF)
Udvalg: Miljøudvalget
Samling: 2013-14
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 03-10-2013

Fremsættelse: 03-10-2013

Skriftlig fremsættelse (3. oktober 2013)

20131_l30_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (3. oktober 2013)

Miljøministeren (Ida Auken):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om vandløb, lov om naturbeskyttelse og lov om planlægning (Klassifikation af private og offentlige vandløb, ophævelse af krav om dispensation i en række tilfælde til opførelse af bebyggelse inden for skovbyggelinjen og forenkling af VVM-processen m.v.)

(Lovforslag nr. L 30)

Som en del af regeringens aftale med KL om kommunernes økonomi for 2013 er der allerede fundet besparelser på ca. 13 mio. kr. ved ændringer af lovgivning og administrationspraksis, jf. den netop vedtagne lov nr. 492 af 21. maj 2012 om ændring af lov om vandforsyning m.v., lov om vandløb og lov om forpligtende kommunale samarbejder og om ophævelse af lov om et kvalitetsstyringssystem for den kommunale sagsbehandling på natur- og miljøområdet. Efter forhandling med KL er der aftalt yderligere initiativer til regelforenkling for ca. 11 mio. kr. Lovforslagets formål er primært at udmønte disse forenklingsinitiativer.

Med lovforslaget foreslås følgende ændringer:

- Med ændringen skabes der mulighed for, at kommunerne kan ensarte klassifikationen af vandløb inden for kommunens grænser og nedklassificere de vandløb, der i realiteten ikke har offentlig interesse, til private vandløb. Desuden er det hensigten, at der vil blive udarbejdet regler, der giver kommunerne mulighed for at lade lokale, konkrete forhold ligge til grund for beslutning om klassifikation af vandløb.

- Forenklet administration af forbuddet mod bebyggelse inden for skovbyggelinjen, hvilket i landzone vil betyde en tilpasning af reglerne til planlovens regler, og i byzone vil visse småbygninger mv. kunne etableres uden dispensation. Samtidig foreslås de gældende regler justeret således, at hvis der på flere sammenhængende ejendomme ligger en væsentlig, lovlig bebyggelse (husrække) inden for skovbyggelinjen, gælder forbuddet mod bebyggelse kun mellem husrækken og skoven, uanset hvornår bebyggelsen er opført.

- Forenklet administration af fortidsmindebeskyttelseslinjen, så det bliver muligt at foretage mindre vedligeholdelsesarbejder på bygninger uden dispensation, når bygningshøjden ikke derved forøges eller kun forøges i ubetydeligt omfang.

- Forenkling af VVM-processen således, at den adskilles fra kravet om, at der altid skal udarbejdes et kommuneplantillæg. Videre skal bygherrens skriftlige anmeldelse af et projekt ske ved anvendelse af et screeningsskema.

- Der kan i en lokalplan udlægges et areal, der er støjbelastet af en helikopterlandingsplads, til hospital eller dermed relateret anvendelse således, at en eksisterende helikopterlandingsplads ikke vil blokere for udvidelse eller ændring af et hospital.

Målet er, at loven træder i kraft 1. januar 2014.

Idet jeg i øvrigt kan henvise til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, skal jeg anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.