Fremsat den 3. oktober 2013 af ministeren
for sundhed og forebyggelse (Astrid Krag)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om kunstig
befrugtning i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning
m.v., vævsloven, børneloven, lov om børns
forsørgelse og retsplejeloven
(Assisteret reproduktion som terminologi,
dispensationsmulighed vedr. opbevaringstid for æg, samtykke
til behandling samt udvidelse af kredsen af ansvarlige for
indberetning af alvorlige uønskede hændelser og
bivirkninger i form af genetisk sygdom mv.)
§ 1
I lov om kunstig befrugtning i forbindelse med
behandling, diagnostik og forskning m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 923 af 4. september
2006, som ændret ved § 1 i lov nr. 1546 af 21.
december 2010, § 47 i lov nr. 593 af 14. juni 2011 og
§ 1 i lov nr. 602 af 18. juni 2012, foretages
følgende ændringer:
1. I
lovens titel ændres »kunstig befrugtning« til:
»assisteret reproduktion«.
2.
Overalt i loven ændres »kunstig befrugtning« til:
»assisteret reproduktion«.
3. I
§ 15, stk. 1,
indsættes som 2. og 3. pkt.:
»Den ansvarlige læge kan beslutte at
forlænge opbevaringsperioden ud over 5 år og indtil det
tidspunkt, hvor kvinden er ældre end 45 år, hvis den
enlige kvinde eller den ene part i ægteskabet, det
registrerede parforhold eller forholdet lider af alvorlig sygdom.
Den ansvarlige læge kan tilbagekalde en beslutning truffet i
medfør af 2. pkt., hvor betingelser efter 2. pkt. ikke
længere er opfyldt.«
4. § 17, stk. 1, affattes
således:
»Ministeren for sundhed og forebyggelse kan
fastsætte nærmere regler om donation, herunder
anonymitet og vilkår for kompensation, om opbevaring,
anvendelse, herunder antal levedygtige graviditeter pr. donor, og
om opsætning af menneskelige æg.«
5. § 20, stk. 1, affattes
således:
»Ministeren for sundhed og forebyggelse kan
fastsætte nærmere regler for donation, herunder
anonymitet og vilkår for kompensation, og anvendelse af
donorsæd, herunder antal levedygtige graviditeter pr. donor,
samt til hvilke formål der må ske opbevaring af
donorsæd.«
6. I
§ 23, stk. 1, 1. pkt.,
indsættes efter »ægtefælle«: »,
registrerede partner«.
§ 2
I lov nr. 273 af 1. april 2006 (vævsloven),
som ændret ved § 3 i lov nr. 534 af 17. juni 2008,
§ 2 i lov nr. 605 af 18. juni 2012 og § 2 i lov
nr. 653 af 12. juni 2013, foretages følgende
ændring:
1. § 13 affattes således:
»§ 13. Vævscentre
og udtagningssteder skal til relevante vævscentre og
Sundhedsstyrelsen indberette oplysninger om alvorlige
uønskede hændelser og alvorlige bivirkninger, der kan
have indflydelse på eller forbindelse med vævs og
cellers kvalitet og sikkerhed.
Stk. 2.
Sundhedspersoner, der anvender væv og celler som led i
patientbehandling eller i forbindelse med kliniske forsøg
på mennesker, skal til relevante vævscentre og
Sundhedsstyrelsen indberette oplysninger om alvorlige bivirkninger
indtruffet under eller efter den kliniske anvendelse, der kan have
forbindelse med vævs og cellers kvalitet og sikkerhed.
Stk. 3.
Sundhedspersoner skal til relevante vævscentre og
Sundhedsstyrelsen indberette genetisk sygdom hos et barn
født med hjælp af sæd eller æg fra donor
som en alvorlig bivirkning, når sundhedspersonen har barnet i
behandling og får kendskab til, at barnet er født ved
hjælp af sæd eller æg fra en donor.
Stk. 4.
Sundhedspersoner skal til relevante vævscentre og
Sundhedsstyrelsen indberette genetisk sygdom hos en donor af
sæd eller æg som en alvorlig uønsket
hændelse, når sundhedspersonen har en person i
behandling og får kendskab til, at den pågældende
har doneret sæd eller æg.
Stk. 5. Modtagere
af væv og celler og disses pårørende kan til
Sundhedsstyrelsen indberette oplysninger om alvorlige bivirkninger
indtruffet under eller efter den kliniske anvendelse, der kan have
forbindelse med vævs og cellers kvalitet og sikkerhed.
Stk. 6.
Sundhedsstyrelsen fastsætter regler om indberetninger efter
stk. 1-5 og om vævscentres, udtagningssteders og
sundhedspersoners registrering, håndtering og behandling af
oplysninger om alvorlige uønskede hændelser og
alvorlige bivirkninger.«
§ 3
I børneloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1047 af 8. november 2012, som ændret ved § 11 i
lov nr. 622 af 12. juni 2013, § 22 i lov nr. 647 af 12.
juni 2013 og § 1 i lov nr. 652 af 12. juni 2013,
foretages følgende ændringer:
1.
Overalt i loven ændres »kunstig befrugtning« til:
»assisteret reproduktion«.
2. §§ 27 og 28 ophæves, og i stedet
indsættes:
Ȥ 27. Er en kvinde
blevet behandlet med assisteret reproduktion af en sundhedsperson
eller under en sundhedspersons ansvar, anses hendes
ægtefælle, registrerede partner eller partner som
barnets far eller medmor, hvis denne har givet samtykke til
behandlingen, og barnet må antages at være blevet til
ved denne, jf. dog § 27 a, stk. 1. Samtykket skal
være skriftligt og indeholde en erklæring om, at manden
skal være barnets far, eller at kvinden skal være
barnets medmor.
§ 27
a. Er en kvinde, der er gift med en kvinde eller har en
registreret partner eller en kvindelig partner, blevet behandlet
med assisteret reproduktion med en kendt mands sæd af en
sundhedsperson eller under en sundhedspersons ansvar, anses manden
som barnets far, hvis barnet må antages at være blevet
til ved denne behandling, og manden skriftligt har erklæret,
at han skal være barnets far, jf. dog stk. 2.
Ægtefællen, den registrerede partner eller partneren
til den kvinde, der skal behandles, skal have givet skriftligt
samtykke til behandlingen.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis de tre parter,
der er nævnt i stk. 1, skriftligt erklærer, at
ægtefællen, den registrerede partner eller partneren
til den kvinde, der skal behandles, skal være barnets medmor.
Herefter anses ægtefællen, den registrerede partner
eller partneren som barnets medmor.
§ 27
b. I situationer, der ikke er omfattet af
§§ 27 eller 27 a, anses en sæddonor som far
til et barn, der med hans sæd er blevet til ved assisteret
reproduktion af en anden kvinde end hans ægtefælle
eller partner, hvis
1) den assisterede
reproduktion er foretaget af en sundhedsperson eller under en
sundhedspersons ansvar,
2) han skriftligt
har givet samtykke til, at en bestemt kvinde modtager
behandlingen,
3) barnet må
antages at være blevet til ved denne, og
4) han skriftligt
har erklæret, at han skal være barnets far.
§ 27
c. I sager, der ikke er omfattet af §§ 27, 27
a, 27 b eller 28, anses en sæddonor som far til et barn, der
med hans sæd er blevet til ved assisteret reproduktion,
medmindre sæden er anvendt uden hans viden eller efter hans
død.
§ 28.
Medmindre andet følger af § 27, § 27 a,
stk. 2, eller § 27 b, anses en sæddonor ikke
som far til et barn, der med hans sæd er blevet til ved
assisteret reproduktion, hvis sæden er doneret til et
vævscenter, der distribuerer sæd, en sundhedsperson
eller en person, der arbejder under en sundhedspersons
ansvar.«
§ 4
I lov om børns forsørgelse, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1044 af 29. oktober 2009, som
ændret ved § 18 i lov nr. 647 af 12. juni 2013 og
§ 4 i lov nr. 652 af 12. juni 2013, foretages
følgende ændring:
1. I
§ 19, stk. 2,
ændres »kunstig befrugtning« til:
»assisteret reproduktion«.
§ 5
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1008 af 24. oktober 2012, som senest ændret ved
§ 6 i lov nr. 652 af 12. juni 2013, foretages
følgende ændring:
1. § 456 i, stk. 2, affattes
således:
»Stk. 2. Den
eller de personer, som i medfør af § 456 e,
stk. 1, nr. 3, er parter i sagen, har pligt til at møde
i retten og dér afgive forklaring om, hvorvidt de har haft
seksuelt forhold til moderen i den periode, hvor hun blev gravid,
eller om de i medfør af børnelovens
§§ 27, 27 a eller § 27 b har samtykket til
den assisterede reproduktion. Reglerne i § 171,
stk. 2, nr. 1, og §§ 177-180 finder tilsvarende
anvendelse.«
§ 6
I lov nr. 652 af 12. juni 2013 om ændring
af børneloven, lov om adoption, retsplejeloven og
forskellige andre love, foretages følgende
ændringer:
1. § 1, nr. 32, ophæves.
2. § 6, nr. 10, ophæves.
3. § 9, stk. 1-3,
ophæves.
Stk. 4 og 5 bliver herefter
stk. 1 og 2.
§ 7
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. december 2013, jf. dog
stk. 2-6.
Stk. 2.
§ 3, nr. 1, og § 4 træder i kraft den 2.
december 2013.
Stk. 3.
Børnelovens §§ 27, 27 a og 27 b som affattet
ved denne lovs § 3, nr. 2, finder alene anvendelse
på børn, der er blevet til ved assisteret
reproduktion, hvis samtykke til assisteret reproduktion og
erklæring om at skulle være barnets far eller medmor er
afgivet efter lovens ikrafttræden.
Stk. 4.
Børnelovens §§ 27 c og 28 som affattet ved
denne lovs § 3, nr. 2, finder alene anvendelse på
børn, der er blevet til ved assisteret reproduktion, der er
foretaget efter lovens ikrafttræden.
Stk. 5. De hidtil
gældende bestemmelser i børnelovens
§§ 27 og 28 finder fortsat anvendelse på
børn, der er blevet til ved kunstig befrugtning, der er
foretaget før lovens ikrafttræden.
§ 8
Stk. 1. Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf.
dog stk. 2 og 3.
Stk. 2.
§§ 1, 3, 4 og § 6, nr. 1 og 3, kan ved
kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for
Færøerne med de ændringer, som de
færøske forhold tilsiger.
Stk. 3.
§§ 3, 4 og § 6, nr. 1 og 3, kan ved
kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for
Grønland med de ændringer, som de grønlandske
forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
| | | | Almindelige
bemærkninger | | | | | Indholdsfortegnelse | 1. | Indledning | 2. | Ændringer i lov om
kunstig befrugtning i forbindelse med behandling, diagnostik og
forskning m.v. | | 2.1. | Terminologi | | | 2.1.1. | Gældende ret | | | 2.1.2. | Overvejelser og forslag | | 2.2. | Opbevaring af
æg | | | 2.2.1. | Gældende ret | | | 2.2.2. | Overvejelser og forslag | | 2.3. | Bemyndigelsesbestemmelser | | | 2.3.1. | Gældende ret | | | 2.3.2. | Overvejelser og forslag | | 2.4. | Samtykke til
behandling | | | 2.4.1. | Gældende ret | | | 2.4.2. | Overvejelser og forslag | 3. | Ændringer i
vævsloven | | 3.1. | Udvidelse af kredsen af
ansvarlige for indberetning af genetisk sygdom hos donor af
kønsceller (alvorlig uønsket hændelse) og
genetisk sygdom hos et barn født med hjælp af
sæd eller æg (alvorlig bivirkning) m.v. | | | 3.1.1. | Gældende ret | | | 3.1.2. | Overvejelser og lovforslag | 4. | Ændringer i
børneloven, lov om børns forsørgelse og
retsplejeloven | 5. | Økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige | 6. | Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v. | 7. | Administrative
konsekvenser for borgerne | 8. | De
miljømæssige konsekvenser | 9. | Forholdet til
EU-retten | 10. | Hørte myndigheder
og organisationer | 11. | Sammenfattende
skema | | | | |
|
1.
Indledning
Med lovforslaget foreslås der en
række justeringer af lov om kunstig befrugtning, der har til
formål at styrke vilkårene for fertilitetsbehandling i
Danmark. De foreslåede ændringer omhandler bl.a. lovens
terminologi, hvor behandlingen foreslås benævnt
assisteret reproduktion i stedet for kunstig befrugtning. Det
foreslås desuden, at der indføres mulighed for, at den
ansvarlige læge i konkrete tilfælde kan forlænge
opbevaringsperioden af nedfrosne æg ud over 5 år
på baggrund af alvorlig sygdom. Endvidere foreslås
enkelte bemyndigelsesbestemmelser præciseret. Herudover
foreslås lovens bestemmelser om samtykke ændret,
således at det præciseres, at der skal indhentes
samtykke til behandling med kunstig befrugtning fra kvinden og fra
dennes eventuelle ægtefælle, registrerede partner eller
partner.
Med henblik på at forbedre mulighederne
for at kunne iværksætte relevant opfølgning
på genetisk sygdom hos et barn født med hjælp af
sæd eller æg fra en donor (anden end partner)
såvel som hos en donor af sæd eller æg
foreslås det at ændre vævsloven, således at
kredsen af ansvarlige for indberetning af genetisk sygdom hos disse
udvides til også at omfatte en sundhedsperson, som har barnet
eller den voksne person i behandling som patient og får
kendskab til, at der er tale om et barn født med hjælp
af sæd eller æg fra donor eller en sæd- eller
ægdonor.
2.
Ændringer i lov om kunstig befrugtning i forbindelse med
lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v.
2.1.
Terminologi
2.1.1.
Gældende ret
Ved begrebet kunstig befrugtning i lov om
kunstig befrugtning forstås i dag de forskellige teknikker
til undersøgelse, diagnostik og behandling, der bruges, hvor
graviditet hos en kvinde søges etableret på anden
måde end samleje mellem mand og kvinde, jf. lovforslag nr.
200 fremsat den 7. februar 1996. De mest almindelige teknikker, som
anvendes i dag, er insemination af kvinde med partner- eller
donorsæd eller IVF-behandling, hvor æg og sæd
bringes sammen i et reagensglas og befrugtes der, samt
IVF-behandling med ICSI, hvor befrugtningen sker ved at en enkelt
sædcelle bringes ind i ægcellen. Således omfatter
definitionen af kunstig befrugtning ikke i dag behandling med
hormonstimulation alene eller kirurgi.
2.1.2.
Overvejelser og forslag
I forbindelse med forberedelse og behandling
af lov nr. 602 af 18. juni 2012 om ændringer i lov om kunstig
befrugtning blev det foreslået af Dansk Fertilitetsselskab og
Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse, at anvende
begrebet assisteret reproduktion i stedet for kunstig
befrugtning.
Assisteret reproduktion vurderes i sig selv
som et bredere begreb, der kan omfatte mere end kunstig
befrugtning, som fastsat i lovens forarbejder fra 1996. Også
af den årsag må det understreges, at den
foreslåede ændring af benævnelsen fra kunstig
befrugtning til assisteret reproduktion ikke tilsigter at
ændre anvendelsesområdet, men har til formål at
understøtte opfattelsen af, at behandling med insemination
eller reagensglas ikke i sig selv skal opfattes som kunstig, men at
der er tale om hjælp til behandling mod infertilitet.
Formålet er således at tilkendegive, at behandling
inden for dette område kan være en almindelig proces
for kvinder og par, der ønsker at opnå graviditet.
Således skal begrebet assisteret
reproduktion i lovens forstand fortsat opfattes som afgrænset
på samme vis som i dag. Der er dermed tale om de forskellige
teknikker til undersøgelse, diagnostik og behandling, der
anvendes, hvor graviditet hos en kvinde søges etableret
på anden måde end samleje mellem mand og kvinde.
Således omfatter definitionen af assisteret reproduktion ikke
behandling med hormonstimulation alene eller kirurgi.
Da kunstig befrugtning desuden anvendes i
børneloven, lov om børns forsørgelse og
retsplejeloven foreslås der desuden konsekvensrettelser heri,
jf. afsnit 4.
2.2.
Opbevaring af æg
2.2.1.
Gældende ret
Den maksimale opbevaringstid for udtagne,
nedfrosne (kryopræserverede) humane befrugtede eller
ubefrugtede æg blev med virkning fra 10. juni 2006, jf. lov
nr. 535 af 8. juni 2006, ved lov forlænget fra to til fem
år, jf. § 15, stk. 1. Bestemmelsen havde fra
ikrafttrædelsen også virkning for æg, som
på ikrafttrædelsesdatoen allerede var nedfrosset, dog
således at den tid, hvori æggene på
ikrafttrædelsesdatoen indtil da havde været nedfrosset,
skulle indregnes i den samlede frysetid efter de nye
bestemmelser.
Bestemmelsen i § 15, stk. 1, om
maksimal opbevaringstid på fem år er som udgangspunkt
især relevant i forbindelse med fertilitetsbehandling, hvor
der i forbindelse med en behandling er »overskydende«
æg, dvs. der er udtaget flere æg til befrugtning, end
det antal, som forsvarligt kan oplægges i én
behandlingscyklus. Nedfrysning af humane æg kan dog i
sjældne tilfælde finde sted eller allerede have fundet
sted, hvor kvinden rammes af en alvorlig sygdom, hvis effektive
behandling kræver kemoterapi med
celledræbende/cellebeskadigende effekt, stråleterapi
mod lillebækkenregionen med ovariebeskadigelse mv. til
følge, eller hormonbehandling som er uforenelig med at
etablere/gennemføre graviditet. Eksempler kunne være
tidlig brystkræft (tamoxifenbehandling), aplastisk
anæmi (knoglemarvstransplantation mv.), eller meget
sjældne tilfælde af svær rheumatoid lidelse
(f.eks. leddegigt), som kræver behandling med cytostatika. I
disse situationer må kvindens eller parrets ønske om
at opnå graviditet nødvendigvis stilles i bero, indtil
kvinden kan betragtes som varigt helbredt og kan tåle
etablering og gennemførelse af graviditet. Det kan
imidlertid ikke påregnes, at dette altid kan opnås
inden for den lovfastsatte opbevaringstid, eksempelvis fordi der
undervejs kan tilstøde uforudsete komplikationer.
Der er i dag ikke mulighed for at meddele
dispensation til den i § 15, stk. 1, fastsatte
tidsgrænse på fem år for opbevaring af nedfrosne
befrugtede og ubefrugtede æg.
2.2.2.
Overvejelser og forslag
Det er påpeget, at den nuværende
tidsgrænse for opbevaring af befrugtede og ubefrugtede
æg kan indebære flere menneskeligt og fagligt
vanskelige problemstillinger, idet den fastsatte tidsgrænse
ikke giver mulighed for at tage hensyn til den konkrete situation,
den behandlingssøgende kvinde eller det
behandlingssøgende par står i.
Således er der ikke i dag mulighed for
at meddele dispensation til et par, hvor kvinden fortsat er i
behandling for en alvorlig sygdom i en periode på mere end 5
år, eksempelvis fordi der undervejs er tilstødt
uforudsete komplikationer, eller hvor kvinden først efter en
længere periode kan betragtes som varigt helbredt og kan
tåle at gennemføre graviditet, og hvor
tidsgrænsen for opbevaring af de nedfrosne æg samtidig
overskrides.
Sundhedsstyrelsen har oplyst, at der ikke er
sundhedsfagligt belæg for en bestemt tidsgrænse for
opbevaring af ubefrugtede eller befrugtede æg. Biologisk er
risikoen for cellebeskadigelse knyttet til selve nedfrysnings- og
optøningsprocedurerne, som er de samme uanset
opbevaringstidens længde. Den mellemliggende opbevaring sker
i flydende nitrogen ved omkring 180 minusgrader, hvor
cellulær aktivitet er så godt som nul. Det er
Sundhedsstyrelsens vurdering, at dispensationsmuligheden vil
være relevant for omkring ti kvinder årligt på
landsplan.
På den baggrund foreslås det, at
der i lov om kunstig befrugtning indføres mulighed for, at
den behandlingsansvarlige læge får hjemmel til at
forlænge opbevaringsperioden, således at hensynet til
at gennemføre nødvendig behandling for alvorlig
grundsygdom og afvente helbredelse kan udgøre et lovligt
grundlag for at forlænge nedfrysning af et eller flere
befrugtede eller ubefrugtede æg efter en konkret,
lægefaglig vurdering. Muligheden for at forlænge
opbevaringsperioden for æg på baggrund af alvorlig
sygdom foreslås både at omfatte kvinden eller dennes
partner. Selvom der ikke foreligger samme biologiske
problemstilling i forhold til selve anvendelsen af et eller flere
nedfrosne æg, hvor en mand i et behandlingssøgende par
lider af en alvorlig sygdom, der behandles over flere år,
vurderes det, at mænd og kvinder i denne situation bør
sidestilles. Der kan således også være tale om
alvorlig sygdom, som dog ikke nødvendigvis direkte
påvirker muligheden for at gennemføre en
graviditet.
Den øvre grænse for
forlængelse af opbevaringstiden fastsættes i
overensstemmelse med § 6 i lov om kunstig befrugtning,
hvorefter behandling ikke må finde sted i de tilfælde,
hvor den kvinde, der skal føde barnet, er ældre end 45
år.
De foreslåede ændringer af
§ 15, stk. 1, vil - i overensstemmelse med
lovforslagets § 6 og forudsat lovforslagets vedtagelse -
træde i kraft den 1. december 2013 og vil finde anvendelse
på de ved lovens ikrafttræden udtagne og nedfrosne
æg. Ændringerne foreslås således også
at vedrøre æg, der allerede er opbevarede og vil have
virkning for par, som før den 1. december 2013 er i gang med
et længerevarende behandlingsforløb.
2.3.
Bemyndigelsesbestemmelser
2.3.1.
Gældende ret
Ministeren for sundhed og forebyggelse er i
medfør af § 17, stk. 1, i lov om kunstig
befrugtning bemyndiget til at fastsætte regler om donation,
anvendelse, opsætning og opbevaring af menneskelige æg.
Af bemærkninger til bestemmelsen, jf. den foreslåede
§ 16 i lovforslag nr. 200 til lov om kunstig befrugtning
i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning
m.v. fremsat den 7. februar 1996, fremgår det, at
bestemmelsen giver bemyndigelse til, at der fastsættes regler
for opbevaring af både ubefrugtede og befrugtede æg.
Det oplyses, at bestemmelsen er en videreførelse af den
gældende regulering, hvorefter nedfrysning er reguleret i
Sundhedsministeriets bekendtgørelse af 17. maj 1994.
Ministeren for sundhed og forebyggelse er
desuden i medfør af § 20, stk. 1, bemyndiget
til at fastsætte nærmere regler for donation og
anvendelse af donorsæd, og til hvilke formål der
må ske opbevaring af donorsæd. I forbindelse med den
seneste ændring af § 20, stk. 1, jf. L 138
fremsat den 29. marts 2012, blev det tilkendegivet, at
§ 20, stk. 1, også ville blive udmøntet
således, at der både kan ske anonym og ikke-anonym
donation af sæd. Det blev desuden oplyst, at bemyndigelsen
ville blive udnyttet til at fastsætte en definition af,
hvornår en donation sker anonymt i overensstemmelse med den
nuværende praksis (dvs. donors hudfarve, øjenfarve,
hårfarve, højde og vægt).
Det bemærkes, at
bemyndigelsesbestemmelserne ikke er enslydende, da donation og
behandling med æg og sæd ikke på alle
områder er reguleret ens. Begge bestemmelser - lovens
§ 17, stk. 1, og § 20, stk. 1, - er
udmøntet ved bekendtgørelse nr. 1035 af 5. november
2012 om kunstig befrugtning. I bekendtgørelsen er der bl.a.
fastsat nærmere regler om opbevaring og donation af
ubefrugtede og befrugtede menneskelige æg og om opbevaring og
donation af sæd.
2.3.2.
Overvejelser og forslag
Med lov nr. 602 af 18. juni 2012 blev
anvendelsesområdet for lov om kunstig befrugtning udvidet til
også at omfatte vævscentres virksomhed, herunder
sædbanker, for så vidt angår ydelser, der
vedrører kunstig befrugtning i forbindelse med behandling,
diagnostik og forskning m.v. Dette indebar tilsvarende en udvidelse
af anvendelsesområdet for forskrifter udstedt i medfør
af loven, jf. bekendtgørelse om kunstig befrugtning med
senere ændringer.
Henset til udvidelsen af
anvendelsesområdet, hvor der kan opstå nye
problemstillinger, bl.a. i forhold til især distribuerende
vævscentres virksomhed, og henset til den generelle udvikling
på området for kunstig befrugtning, hvor der er en
dynamisk udvikling ikke alene i selve behandlingen, men også
i forhold omkring behandlingen, herunder sikkerhed mv., vurderes
det formålstjenstligt at præcisere omfanget af de
foreslåede bemyndigelsesbestemmelser. Det foreslås
derfor, at lovens § 17, stk. 1, nyaffattes
således, at ministeren for sundhed og forebyggelse kan
fastsætte nærmere regler om donation, herunder
anonymitet og vilkår for kompensation, om opbevaring,
anvendelse, herunder antal levedygtige graviditeter pr. donor, og
om opsætning af menneskelige æg. Det foreslås
desuden i § 20, stk. 1, at ministeren for sundhed og
forebyggelse kan fastsætte nærmere regler for donation,
herunder anonymitet og vilkår for kompensation, og anvendelse
af donorsæd, herunder antal levedygtige graviditeter pr.
donor, samt til hvilke formål der må ske opbevaring af
donorsæd. Herved præciseres omfanget af
bemyndigelsesbestemmelserne i loven, som der i medfør af
lovens § 29, stk. 3, kan fastsættes straf af
bøde for overtrædelse af.
Reglerne forventes i første omgang
udmøntet som i dag, men afhængigt af udviklingen
på området kan det eksempelvis vise sig relevant at
fastsætte nærmere regler om kompensation i forbindelse
med donation, håndtering af kvoter for antal levedygtige
graviditeter pr. donor, anvendelse af doneret æg eller
sæd, hvor der på baggrund af indberetninger om
alvorlige bivirkninger og alvorlige uønskede hændelser
er konstateret risiko for overførsel af arvelig sygdom,
eller om distribution af donerede æg eller doneret sæd,
hvor der er behov for dette af patientsikkerhedsmæssige
hensyn mv.
2.4.
Samtykke til behandling
2.4.1.
Gældende ret
I §§ 23 og 24 i lov om kunstig
befrugtning er der fastsat regler om information og samtykke for
behandling med kunstig befrugtning. Disse særlige regler om
information og samtykke supplerer sundhedslovens almindelige regler
om patienters medinddragelse i beslutninger i forbindelse med
behandling, herunder særligt §§ 15 og 16 om
informeret samtykke. Reglerne om information og samtykke i
§§ 23 og 24 fastsætter på en række
punkter udvidede krav i forhold til sundhedslovens almindelige
regler, herunder en udvidelse af, hvem informeret samtykke skal
indhentes fra, skærpede krav til skriftlighed for så
vidt angår både samtykke og information samt
informationens indhold.
Det fremgår af § 23 i lov om
kunstig befrugtning, at der før behandling med kunstig
befrugtning indledes, skal indhentes skriftligt samtykke til
behandlingen fra kvinden og fra dennes eventuelle
ægtefælle eller partner. Den behandlende sundhedsperson
skal påse, at samtykket fortsat er gyldigt, når
behandlingen påbegyndes. Sundhedspersonen skal således
sikre sig, at samtykket ikke er tilbagekaldt ved behandlingens
start. Ved anvendelse af befrugtede menneskelige æg er det i
§ 6, stk. 2, i bekendtgørelse om kunstig
befrugtning fastsat, at den behandlende sundhedsperson kun må
behandle med disse, såfremt kvinden eller parret giver
skriftligt samtykke før hver behandlingscyklus.
Videre fremgår det af § 23,
stk. 2, at samtykket kun kan afgives på baggrund af en
skriftlig og mundtlig information om behandlingens virkninger og
bivirkninger, herunder risici i forbindelse med behandlingen. Dette
indebærer bl.a. information om behandlingseffektivitet,
information om risici, herunder i forhold til overstimulation,
infektion, flerfoldsgraviditeter mv. Informationen skal endvidere
omfatte information om adoption. Det bemærkes, at
informationen skal gives løbende, være
forståelig og være tilpasset modtagerens individuelle
forudsætninger, jf. sundhedslovens § 16,
stk. 3. En sundhedsperson skal herved også sikre sig, at
den enlige kvinde eller parret sprogligt har tilstrækkelige
forudsætninger for at forstå den givne information. Den
givne information skal dokumenteres i journalen i overensstemmelse
med reglerne i kapitel 7, herunder særligt § 22, i
lovbekendtgørelse nr. 877 af 4. august 2011 om autorisation
af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed med senere
ændring. Sundhedsstyrelsen har fastsat nærmere regler
om patientjournalers indhold m.v. i bekendtgørelse nr. 3 af
2. januar 2013 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler
(journalføring, opbevaring, videregivelse og overdragelse
m.v.).
Herudover er det fastsat i stk. 3, at der
i tilfælde, hvor der er sket donation af æg eller
sæd, skal foreligge skriftligt samtykke fra den donerende
mand eller kvinde. Formuleringen i § 21, stk. 3,
indebærer, at samtykket til donation gives generelt.
Samtykket skal ikke gives til den enkelte modtager.
Efter lovens § 24 skal den
behandlende sundhedsperson sikre, at der gives information om de
civilretlige virkninger af, at en kvinde eller et par modtager
donerede kønsceller i forbindelse med behandling med kunstig
befrugtning. Af bemærkningerne til bestemmelsen er det
fremhævet, at samtykket til kunstig befrugtning med
donorsæd er et vigtigt led i den proces, hvor den kommende
far påtager sig faderskabet til det barn, der bliver til ved
hjælp af behandlingen med donorsæd. Det
forudsættes desuden, at der i samarbejde med Social- og
Integrationsministeriet udarbejdes en standardvejledning til
støtte for information om de civilretlige virkninger.
Som nævnt må de særlige
samtykke- og informationsregler, der er fastsat i
§§ 23 og 24 i lov om kunstig befrugtning, ses i
sammenhæng med almindelige principper om samtykke og
tilbagekaldelse af samtykke og herunder de generelle regler om
information og samtykke i sundhedslovens kapitel 5, som finder
anvendelse i relation til personer under behandling (patienter),
jf. lovbekendtgørelse nr. 913 af 13. juli 2010 med senere
ændringer.
Det følger således af
sundhedslovens § 15, at ingen behandling må
indledes eller fortsættes uden patientens informerede
samtykke. Der er ikke fastsat krav om skriftlighed, jf.
sundhedslovens § 15, stk. 4. Ved informeret samtykke
forstås, jf. § 15, stk. 3, et samtykke, der er
givet på grundlag af fyldestgørende information fra
sundhedspersonens side, jf. sundhedslovens § 16. Der er i
sundhedslovens § 16, stk. 3 og 4, fastsat
nærmere krav til måden, som informationen skal gives
på, og om indholdet af informationen. Der er ikke krav om, at
informationen gives skriftligt, om end det efter
omstændighederne kan være hensigtsmæssigt.
De særlige samtykke- og
informationsregler, der er fastsat i §§ 23 og 24 i
lov om kunstig befrugtning, fastsætter dermed på visse
punkter krav, som er mere vidtgående end de ovennævnte
krav til information og samtykke i sundhedsloven. Således
skal et samtykke efter § 23, stk. 2, være
skriftligt, ligesom der skal indhentes samtykke fra andre end den,
som behandlingen udføres på. Videre skal der efter
§ 23, stk. 2, gives skriftlig information.
Et samtykke fra patienten til behandling med
kunstig befrugtning kan, jf. sundhedslovens § 15,
således ikke anses som gældende til et samlet
behandlingsforløb bestående af en serie af
enkeltbehandlinger. Hvorvidt der foreligger samtykke til
behandling, vil afhænge af den konkrete behandlingssituation,
idet samtykket skal være informeret. Den behandlende
sundhedsperson må således sikre sig, at patienten er
tilstrækkeligt informeret om behandlingen, således at
det står klart for patienten, hvad vedkommende samtykker til.
Der skal være tale om et aktuelt samtykke til en konkret
behandling, der foretages i nærmeste fremtid, således
at patienten kan overskue behandlingsforløbet og eventuelle
bivirkninger eller følger af behandlingen. Det skal
altså være klart for patienten, hvilken behandling,
herunder behandlingsmetode, der anvendes, og hvad der er
formålet med behandlingen. Idet et behandlingsforløb
med kunstig befrugtning kan ændre sig undervejs og typisk
forløber over en vis tidsperiode, fx fordi der foretages
ændringer eksempelvis i forhold i mængden af hormon
eller valg af hormonpræparater eller i forhold til selve
metoden (IVF eller ICSI), vil det undtagelsesvist være muligt
for en patient at give et aktuelt, informeret samtykke til et helt
behandlingsforløb med flere behandlingsforsøg, jf.
sundhedslovens § 15.
2.4.2.
Overvejelser og forslag
§§ 23 og 24 i lov om kunstig
befrugtning om samtykke og information er affattet i midten af
1990'erne, hvor variationerne i behandlingsmulighederne i forhold
til valg af donorer mv. var begrænsede, bl.a. da det ikke var
muligt at anvende ikke-anonym sæddonation i lægeligt
regi.
I den senere tid er der sket flere
væsentlige udviklinger på området, bl.a. ved lov
nr. 602 af 18. juni 2012 om ændring af lov om kunstig
befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik
og forskning m.v., børneloven og lov om adoption, hvorefter
det blev muligt at anvende ikke-anonymt donerede æg eller
sæd i lægeligt regi. I forbindelse med de seneste
ændringer af børneloven, jf. lov nr. 652 af 12. juni
2013, er der fastsat regler om medmoderskab. Medmoderskab omfatter
de tilfælde, hvor en kvinde, der har en kvindelig
ægtefælle eller partner eller en registreret partner,
der skal være retlig forælder - medmor - til det barn,
som kvinden føder efter at være blevet behandlet med
assisteret reproduktion af en autoriseret sundhedsperson eller
under en sundhedspersons ansvar. Det er efter lovens § 27
en betingelse for medmoderskab, at medmoren har givet samtykke til,
at moren modtog behandling med assisteret reproduktion, og at hun
har erklæret at ville være medmor til barnet. Samtykket
og erklæringen skal være afgivet, inden behandlingen
indledes. I forhold til den gældende retstilstand
følger det af lovændringen, der træder i kraft
den 1. december 2013, at morens kvindelige ægtefælle
eller partner eller hendes registrerede partner får mulighed
for at blive registreret som medmor til barnet, der er blevet til
ved assisteret reproduktion, uden at der skal gennemføres en
stedbarnsadoption. Medmoderskabet registreres ved, at der indsendes
dokumentation til statsforvaltningen for, at ægtefællen
eller den registrerede partner har givet samtykke til behandlingen
og erklæring om medmoderskab. Medmoderskab for morens partner
af samme køn registreres ved, at medmoren og moren over for
statsforvaltningen afgiver erklæring om, at de sammen vil
varetage omsorgen og ansvaret for barnet.
Endvidere giver ændringen af
børneloven moren, hendes ægtefælle, registrerede
partner eller partner af samme køn og en mand mulighed for
at aftale, at moren skal behandles med assisteret reproduktion med
mandens sæd, og at han - sammen med moren - skal være
barnets retlige forældre. I sådanne situationer anses
manden som far til barnet, også selvom moren og hendes
partner er gift eller registrerede partnere. De tre parter kan dog
aftale, at morens partner skal være barnets medmor. Reglerne
om medmoderskab findes navnlig i børnelovens
§§ 3 a-3 c, 14 og 27-28.
På den baggrund foreslås det at
justere § 23, stk. 1, 1. pkt., om samtykke til
behandling med kunstig befrugtning, således at det
udtrykkeligt fremgår, at der skal indhentes samtykke til
behandling fra kvindens eventuelle registrerede partner.
3.
Ændringer i vævsloven
3.1.
Udvidelse af kredsen af ansvarlige for indberetning af genetisk
sygdom hos donor af kønsceller (alvorlig uønsket
hændelse) og genetisk sygdom hos et barn født med
hjælp af sæd eller æg (alvorlig bivirkning)
m.v.
3.1.1.
Gældende ret
Vævsloven, som implementerer direktiv
2004/23/EF af 31. marts 2004 (vævsdirektivet) i dansk
lovgivning, indeholder kvalitets- og sikkerhedskrav til
håndtering af humane væv og celler, som er beregnet til
anvendelse i den menneskelige organisme. Vævsdirektivet er et
minimumsdirektiv og derfor ikke til hinder for, at et medlemsland
indfører strengere beskyttelsesforanstaltninger.
Vævsloven pålægger bl.a.
vævscentre, udtagningssteder og sundhedspersoner, der
anvender væv og celler som led i patientbehandling eller i
forbindelse med kliniske forsøg på mennesker, at
indberette oplysninger om alvorlige uønskede hændelser
og alvorlige bivirkninger i forbindelse med håndtering af
væv og celler. Indberetningen skal ske til både
Sundhedsstyrelsen som tilsynsmyndighed og relevante
vævscentre, der skal gives mulighed for at foretage relevant
opfølgning på kvalitets- og sikkerhedsproblemer.
Modtagere af væv og celler og disses pårørende
har ligeledes adgang til at indberette oplysninger om alvorlige
bivirkninger direkte til Sundhedsstyrelsen.
Ved lov nr. 653 af 12. juni 2013 om
ændring af bl.a. vævsloven, der trådte i kraft
den 1. juli 2013, blev der indsat definitioner af både
alvorlig bivirkning og alvorlig uønsket hændelse
direkte i vævsloven. Definitionen af alvorlig bivirkning blev
ved samme lejlighed udvidet, således at den - ud over at
omfatte det, som vævsdirektivet kræver - også
omfatter genetisk sygdom hos et barn født med hjælp af
sæd eller æg fra en donor (hvor donor er en anden end
modtagers (kvindens) partner).
Kravene om, at alvorlige bivirkninger og
alvorlige uønskede hændelser skal indberettes til
relevante vævscentre, herunder f.eks. sædbanker og
fertilitetsklinikker, skal - med fertilitetsområdet som
eksempel - bl.a. sikre, at det bliver muligt for vævscentret
(f.eks. sædbanken eller fertilitetsklinikken) at vurdere, om
der er risiko for, at donor har en genetisk sygdom eller gener for
autosomal recessiv genetisk sygdom, der kan overføres til et
barn født ved hjælp af sæd eller æg fra en
donor, hvilket i første omgang skal føre til et
midlertidigt stop for anvendelse af donor, dvs. f.eks. at
sæd- eller ægbanken ikke må distribuere
sæd/æg og fertilitetsklinikken ikke må anvende
sæd/æg fra den pågældende donor i
karantæneperioden, og at sæd- eller ægbanken
straks skal underrette klinikker, der har aftaget
sæd/æg fra den pågældende donor, med besked
om, at donors sæd/æg - indtil anden besked er givet -
ikke må anvendes.
Et vævscenters mulighed for at
følge op på konstateret genetisk sygdom hos et barn
født ved hjælp af sæd eller æg fra en
donor eller hos en sæd- eller ægdonor forudsætter
i sagens natur, at vævscentret modtager viden herom. En
sådan viden kan komme fra modtageren af æg eller
sæd fra en donor (dvs. moderen til et barn med genetisk
sygdom) eller en sundhedsperson, der har anvendt æg eller
sæd i forbindelse med kunstig befrugtning. Informationen kan
også komme fra donor selv, ligesom en (anden) sundhedsperson
kan henvende sig af egen drift (uden at være eksplicit
forpligtet hertil). Endelig kan et vævscenter (f.eks. en
sædbank) modtage besked fra et andet vævscenter (f.eks.
en fertilitetsklinik), men det forudsætter ligeledes, at
sidstnævnte har fået viden herom andetsteds fra.
3.1.2.
Overvejelser og lovforslag
Vævsloven er en generel lov, som
gælder for håndteringen af humane væv og celler.
Den er således ikke specifikt udformet med kunstig
befrugtning (kønsceller) for øje.
Vævslovens indberetningssystem er af
afgørende betydning for at sikre en høj grad af
beskyttelse af menneskers sundhed i forbindelse med anvendelse af
biologisk materiale i patientbehandlingen, herunder
fertilitetsbehandling.
Som anført ovenfor under punkt 3.1.1.
følger det af vævslovens § 13, at
indberetningspligten påhviler vævscentre,
udtagningssteder og sundhedspersoner, der anvender væv og
celler som led i patientbehandling eller i forbindelse med kliniske
forsøg på mennesker. Med fertilitetsområdet som
eksempel er disse aktører forpligtet til at indberette
eksempelvis genetisk sygdom hos et barn født med hjælp
af sæd eller æg fra en donor (anden end partner), der
er at betragte som en alvorlig bivirkning i henhold til
vævslovens § 3, nr. 6, 2. pkt., eller det forhold,
at en donor er konstateret bærer af en genetisk sygdom, der
kan overføres til børn født med hjælp af
sæd eller æg fra donor, der er at betragte som en
alvorlig uønsket hændelse, jf. vævslovens
§ 3, nr. 5.
Som det fremgår ovenfor under punkt
3.1.1. , er det en forudsætning for, at et vævscenter
kan følge op på konstateret genetisk sygdom hos et
barn født ved hjælp af sæd eller æg fra en
donor eller hos en sæd- eller ægdonor, at
vævscentret modtager viden herom.
Regeringen ønsker at forbedre et
vævscenters muligheder for at kunne iværksætte
relevant opfølgning på både genetisk sygdom hos
et barn født med hjælp af sæd eller æg fra
en donor (anden end partner) og genetisk sygdom hos en donor af
sæd eller æg. Regeringen foreslår på den
baggrund at fastsætte en pligt i vævsloven til, at
genetisk sygdom hos et barn født ved hjælp af
sæd eller æg fra en donor (alvorlig bivirkning, jf.
vævslovens § 3, nr. 6, 2. pkt.) eller en donor
(alvorlig uønsket hændelse, jf. vævslovens
§ 3, nr. 5) skal indberettes af sundhedspersoner, f.eks.
læger, der har det pågældende barn født
ved hjælp af sæd eller æg fra en donor eller den
pågældende donor i patientbehandling og får
kendskab til, at barnet og personen er henholdsvis barn født
ved hjælp af sæd eller æg fra en donor eller
donor af sæd eller æg.
Indberetningen vil efter forslaget skulle ske
til relevante vævscentre og Sundhedsstyrelsen.
Sundhedspersonen har pligt til at foretage indberetningen i det
omfang, sundhedspersonen kan identificere det eller de relevante
vævscentre (f.eks. den fertilitetsklinik, som barnets mor har
benyttet, eller den sæd-/ægbank eller
fertilitetsklinik, hvor donor har donoret sæd eller æg)
og det relevante donornummer. Det forventes, at sundhedspersonen
enten fremsøger disse oplysninger i patientens journal eller
anmoder patienten herom.
Det kan i den forbindelse oplyses, at
Sundhedsstyrelsen i sin Vejledning om
autoriserede sundhedspersoners og vævscentres virksomhed og
forpligtelser i forbindelse med kunstig befrugtning
anfører, at vævscentre (f.eks. fertilitetsklinikker)
skal informere kvinder, som modtager sæd eller æg fra
en donor, om vigtigheden af at melde tilbage til klinikken, hvis
det kommende barn mod forventning fødes med en arvelig
sygdom.
Regeringen foreslår samtidig
enkelte præciseringer og ændringer af andre dele af den
gældende bestemmelse i vævslovens § 13, der
foreslås affattet på ny, ligesom bemyndigelsen til at
fastsætte nærmere regler om vævscentres,
udtagningssteders og - som noget nyt også - sundhedspersoners
registrering, håndtering og behandling af oplysninger om
alvorligt uønskede hændelser og bivirkninger
forslås at overgå fra ministeren for sundhed og
forebyggelse til Sundhedsstyrelsen.
4.
Ændringer i børneloven, lov om børns
forsørgelse og retsplejeloven
Børneloven indeholder reglerne om
faderskab og medmoderskab, herunder regler om anerkendelse m.v. af
og dom til fader- og medmoderskab. Loven indeholder også
regler om fader- og medmoderskab til et barn, der er blevet til ved
kunstig befrugtning. Dette regelsæt fastlægger
betingelserne for, at morens ægtefælle, registrerede
partner eller partner kan anerkende fader- eller medmoderskabet til
barnet eller ved dom kan anses som barnets far eller medmor.
Regelsættet fastlægger endvidere, hvornår en
sæddonor kan anses som far til et barn, der med hans
sæd er blevet til ved kunstig befrugtning.
Efter § 19, stk. 2, i lov om
børns forsørgelse kan statsforvaltningen bl.a.
pålægge den, der har givet samtykke til, at en kvinde
er behandlet med kunstig befrugtning, at betale bidrag til de ved
en abort forvoldte særlige udgifter, hvis barnet må
antages at være blevet til ved behandlingen.
I overensstemmelse med forslaget oven for i
punkt 2.1.2. om terminologi foreslås det, at begrebet kunstig
befrugtning i begge disse love ændres til assisteret
reproduktion. Af lovtekniske årsager er det nødvendigt
at nyaffatte børnelovens §§ 27-28, som
indsættes i børneloven ved § 1, nr. 32, i
lov nr. 652 af 12. juni 2013.
Tilsvarende er den foreslåede
ændring i § 5 om nyaffattelse af retsplejelovens
§ 456 i, stk. 2, jf. § 6, nr. 10, i lov
nr. 652 af 12. juni 2013, også en konsekvensrettelse i
forhold til terminologi, således at behandlingen, der
omtaltes i bestemmelsen, benævnes assisteret reproduktion.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets
§§ 3-6.
5.
Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
De foreslåede ændringer i lov om
kunstig befrugtning vurderes ikke at indebære
økonomiske og administrative konsekvenser af betydning for
det offentlige.
6.
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
mv.
De foreslåede ændringer i lov om
kunstig befrugtning og vævloven forventes ikke at
indebære økonomiske eller administrative konsekvenser
af betydning for erhvervslivet mv.
7.
Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget vurderes ikke at medføre
administrative konsekvenser for borgerne.
8. De
miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget indebærer ikke
miljømæssige konsekvenser.
9. Forholdet
til EU-retten
Vævsloven implementerer, som nævnt
under punkt 3.1.1. , Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2004/23/EF af 31. marts 2004 (vævsdirektivet), der er et
minimumsdirektiv. Det følger af vævsdirektivets
artikel 11, at medlemsstaterne skal sikre, at alle personer eller
institutioner, der anvender humane væv eller celler, som er
reguleret af direktivet, skal indberette relevante oplysninger til
de centre, der beskæftiger sig med donation, udtagning,
testning, behandling, opbevaring og distribution af humane
væv og celler med henblik på at fremme sporbarhed og
sikre kvalitets- og sikkerhedskontrol.
Vævsdirektivet kræver ligeledes,
at de kompetente myndigheder (i Danmark: Sundhedsstyrelsen)
underrettes om eventuelle alvorlige uønskede hændelser
og bivirkninger, og at denne myndighed modtager en rapport med en
analyse af årsagen og en redegørelse for
konsekvenserne. Vævsdirektivet stiller således ikke
krav om, at sundhedspersoner, som har et barn født ved
hjælp af sæd eller æg fra en donor eller en donor
i behandling som patient, skal foretage indberetning af genetisk
sygdom til relevante vævscentre og Sundhedsstyrelsen,
således som det foreslås ved nærværende
lovforslag.
Vævsdirektivet er som nævnt et
minimumsdirektiv og derfor ikke til hinder for, at et medlemsland
indfører strengere beskyttelsesforanstaltninger, under
forudsætning af, at disse er i overensstemmelse med
traktatens bestemmelser. Vævsdirektivet er derfor efter
regeringens opfattelse ikke til hinder for den foreslåede
udvidelse af kredsen af ansvarlige for indberetning af genetisk
sygdom hos et barn født ved hjælp af sæd eller
æg fra donor (anden end partner) og genetisk sygdom hos en
donor af sæd eller æg.
10.
Hørte myndigheder og organisationer
Et udkast til lovforslag har været i
høring hos følgende:
3F, Alzheimerforeningen, Ankestyrelsen,
Brancheforeningen for Private Hospitaler og Klinikker,
Børnerådet, Børnesagens Fællesråd,
Børns Vilkår, Cryos International - Denmark ApS,
Danmarks Apotekerforening, Dansk Erhverv, Dansk Farmaceutisk
Industri, Dansk Farmaceutisk Selskab, Dansk Fertilitetsselskab,
Dansk Godkendelse af Medicinsk Udstyr (DGM), Dansk Handicapforbund,
Dansk Industri, Dansk Kiropraktor Forening, Dansk Kvindesamfund,
Dansk Medicinsk Audiologisk Selskab, Dansk Ortopædisk
Selskab, Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Psykolog Forening, Dansk
Selskab for Almen Medicin, Dansk Selskab for Folkesundhed, Dansk
Selskab for Klinisk Farmakologi, Dansk Selskab for Medicinsk
Genetik, Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Dansk Selskab for
Sygehusapotekere, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk
Standard, Dansk Sygeplejeråd, Dansk Tandlægeforening,
Dansk Tandplejerforening, Dansk Transplantations Foreningen FAR,
Danske Bandagister, Danske Bioanalytikere, Danske Dental
Laboratorier, Danske Fysioterapeuter, Danske
Handicaporganisationer, Danske Patienter, Danske Regioner, Danske
Ældreråd, Datatilsynet, De Offentlige Tandlæger,
Den Nationale Videnskabsetiske Komité, Den uvildige
konsulentordning på handicapområdet, Dental Branche
Forening, Det Centrale Handicapråd, Det Etiske Råd, Det
Farmaceutiske Fakultet, Det Nordiske Cochrane Center,
Diabetesforeningen, Ergoterapeutforeningen, European Sperm Bank,
Farmakonomforeningen, FOA, Forbrugerrådet, Foreningen af
Kliniske Diætister, Foreningen af Speciallæger,
Forsikring & Pension, Færøernes Landsstyre,
Gigtforeningen, Grønlands Selvstyre, Hjernesagen,
Hjerteforeningen, Høreforeningen, Industriforeningen for
generiske lægemidler, Institut for Menneskerettigheder,
Jordemoderforeningen, KL, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Kost-
og Ernæringsforbundet, Kræftens Bekæmpelse,
Kvinderådet, Københavns Universitet, Landsforeningen
af Kliniske Tandteknikere, Landsforeningen af Statsaut.
Fodterapeuter, Landsforeningen for Evnesvage (LEV), Landsforeningen
for Ufrivilligt Barnløse, Lægeforeningen,
Lægemiddelindustriforeningen, Medicoindustrien, Medicon
Valley Alliance, Mødrehjælpen, Organisationen af
Lægevidenskabelige Selskaber,
Parallelimportørforeningen af lægemidler,
Parallelimportørforeningen af lægemidler,
Patientforeningen i Danmark, Patientforeningernes Samvirke,
Patientforsikringen, Patientombuddet, Pharmadanmark, Pharmakon,
Praktiserende Lægers Organisation, Praktiserende
Tandlægers Organisation, Psykolognævnet, Radiograf
Rådet, Region Hovedstaden, Region Midtjylland, Region
Nordjylland, Region Sjælland, Region Syddanmark, Regionernes
Lønnings- og Takstnævn, Rigsombudsmanden på
Færøerne, Rigsombudsmanden på Grønland,
Rigsrevisionen, RUC, Scleroseforeningen, Sex & Samfund,
Sjældne Diagnoser, Socialpædagogernes Landsforbund,
Socialstyrelsen, Statens Serum Institut, Statsforvaltningen
Hovedstaden, Statsforvaltningen Midtjylland, Statsforvaltningen
Nordjylland, Statsforvaltningen Sjælland, Statsforvaltningen
Syddanmark, Sundhedsstyrelsen, Syddansk Universitet, Teknisk
Landsforbund, Teknologisk Institut, Udviklingshæmmedes
Landsforbund, Vejlefjord, Videnscenter for Handicap og
Socialpsykiatri, Yngre Læger, ÆldreForum,
Ældremobiliseringen, Ældresagen, Aalborg Universitet,
Aarhus Universitet.
| 11. Sammenfattende skema | | | Positive
konsekvenser/ Mindreudgifter | Negative
konsekvenser/ Merudgifter | Økonomiske
konsekvenser for stat, kommuner og regioner | Ingen af betydning for det
offentlige. | Ingen af betydning for det
offentlige. | Administrative
konsekvenser for stat, kommuner og regioner | Ingen af betydning for det
offentlige. | Ingen af betydning for det
offentlige. | Økonomiske
konsekvenser for erhvervslivet mv. | Ingen af betydning for erhvervslivet
mv. | Ingen af betydning for erhvervslivet
mv. | Administrative
konsekvenser for erhvervslivet | Ingen af betydning for erhvervslivet
mv. | Ingen af betydning for erhvervslivet
mv. | Administrative
konsekvenser for borgere | Ingen | Ingen | Miljømæssige konsekvenser | Lovforslaget indebærer ikke
miljømæssige konsekvenser. | Lovforslaget indebærer ikke
miljømæssige konsekvenser. | Forholdet til
EU-retten | Vævsloven implementerer, som
nævnt under punkt 3.1.1. Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2004/23/EF af 31. marts 2004 (vævsdirektivet), der
er et minimumsdirektiv. Det følger af vævsdirektivets
artikel 11, at medlemsstaterne skal sikre, at alle personer eller
institutioner, der anvender humane væv eller celler, som er
reguleret af direktivet, skal indberette relevante oplysninger til
de centre, der beskæftiger sig med donation, udtagning,
testning, behandling, opbevaring og distribution af humane
væv og celler med henblik på at fremme sporbarhed og
sikre kvalitets- og sikkerhedskontrol. Vævsdirektivet kræver
ligeledes, at de kompetente myndigheder (i Danmark:
Sundhedsstyrelsen) underrettes om eventuelle alvorlige
uønskede hændelser og bivirkninger, og at denne
myndighed modtager en rapport med en analyse af årsagen og en
redegørelse for konsekvenserne. Vævsdirektivet stiller
således ikke krav om, at sundhedspersoner, som har et barn
født ved hjælp af sæd eller æg fra en
donor eller en donor i behandling som patient, skal foretage
indberetning af genetisk sygdom til relevante vævscentre og
Sundhedsstyrelsen, således som det foreslås ved
nærværende lovforslag. Vævsdirektivet er som nævnt et
minimumsdirektiv og derfor ikke til hinder for, at et medlemsland
indfører strengere beskyttelsesforanstaltninger.
Vævsdirektivet er derfor efter regeringens opfattelse ikke
til hinder for den foreslåede udvidelse af kredsen af
ansvarlige for indberetning af genetisk sygdom hos et barn
født ved hjælp af sæd eller æg fra donor
(anden end partner) og genetisk sygdom hos en donor af sæd
eller æg. | | |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
§ 1
Til nr.
1
Det foreslås, at affatningen af lovens
titel ændres, således at titlen vil være
»Lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling,
diagnostik og forskning m.v.«. Den foreslåede
ændring har til formål at tilkendegive, at behandling
på dette område kan være en almindelig proces for
kvinder og par, der ønsker at opnå graviditet, men som
af en eller flere årsager ikke kan opnå dette på
naturlig vis. Som det fremgår af punkt 2.1.2. i forslagets
almindelige bemærkninger tilsigtes der ikke en udvidelse af
lovens anvendelsesområde.
Til nr.
2
Det foreslås, at begrebet kunstig
befrugtning overalt i loven ændres til assisteret
reproduktion. Den foreslåede ændring har til
formål at tilkendegive, at behandling på dette
område kan være en almindelig proces for kvinder og
par, der ønsker at opnå graviditet, men som af en
eller flere årsager ikke kan opnå dette på
naturlig vis. Som det fremgår af punkt 2.1.2. i forslagets
almindelige bemærkninger tilsigtes der ikke en udvidelse af
lovens anvendelsesområde.
Til nr.
3
Af de foreslåede nye punktummer i § 15, stk. 1, følger det, at den
ansvarlige læge i konkrete tilfælde kan forlænge
opbevaringsperioden af nedfrosne befrugtede eller ubefrugtede
æg ud over 5 år, hvor den enlige kvinde eller en i
parret lider af alvorlig sygdom. Ved den ansvarlige læge
forstås den læge, der er ansvarlig for behandling med
kunstig befrugtning.
Typisk vil de foreslåede ændringer
finde anvendelse, hvor der er tale om alvorlig sygdom, der
medfører, at kvinden ikke kan gennemføre
graviditeten, men den foreslåede bestemmelse giver også
mulighed for at forlænge opbevaringstiden, hvor der er tale
om alvorlig sygdom, som ikke nødvendigvis direkte
påvirker mulighederne for at opnå graviditet.
Eksempelvis hvor et par ved hjælp af behandling med kunstig
befrugtning har fået deres første barn ved
reagensglasbehandling på en offentlig fertilitetsklinik, og
hvor der fra denne behandling er nedfrosne befrugtede æg
opbevaret. Herefter har manden i parret fået konstateret en
alvorlig sygdom, f.eks. kræft, hvorfor parret ønsker
at afvente med at anvende de nedfrosne befrugtede æg.
Med bestemmelsen gives der mulighed for -
efter en konkret lægefaglig vurdering - at forlænge
opbevaringsperioden for befrugtede eller ubefrugtede æg. Den
ansvarlige læge beslutter, hvorvidt der skal fastsættes
en tidsmæssig periode for forlængelsen af
opbevaringsperioden. Såfremt en sådan periode ikke
fastsættes, vil det opbevarede befrugtede eller ubefrugtede
æg kunne opbevares indtil det tidspunkt, hvor kvinden er
ældre end 45 år.
Det vil således fortsat ikke være
lovligt inden for lovens anvendelsesområde at nedfryse
befrugtede eller ubefrugtede æg i mere end 5 år, hvor
det sker på baggrund af andre hensyn.
Da muligheden for at forlænge
opbevaringsperioden foreslås at omfatte en i parret,
således at der er mulighed for at tage hensyn til mandens
sygdomssituation, bemærkes det, at det følger af
lovens § 15, stk. 2, at i tilfælde af kvindens
død eller i tilfælde af parrets separation eller
skilsmisse eller samlivets ophør skal de opbevarede
befrugtede æg destrueres. I en eventuel situation, hvor
kvinden i parret måtte have fået nedfrosset ubefrugtede
æg, og perioden for nedfrysning er forlænget på
baggrund af mandens sygdom, og hvor parret undervejs går fra
hinanden, bortfalder udgangspunktet for lægens beslutning om
dispensationen i medfør af den foreslåede § 15,
stk. 1, 2. pkt. Det er derfor foreslået, at den ansvarlige
læge kan tilbagekalde beslutningen, hvor betingelser efter 2.
pkt. ikke længere er opfyldt. Såfremt lægen
tilbagekalder beslutningen i medfør af den foreslåede
§ 15, stk. 1, 3. pkt., må kvindens opbevarede,
ubefrugtede æg anvendes hurtigst muligt eller destrueres.
Til nr.
4
Med den foreslåede nyaffattelse af § 17, stk. 1, præciseres
bemyndigelsen til, at ministeren for sundhed og forebyggelse kan
fastsætte nærmere regler om donation, herunder
anonymitet og vilkår for kompensation, om opbevaring,
anvendelse, herunder antal levedygtige graviditeter pr. donor, og
om opsætning af menneskelige æg. De foreslåede
ændringer vurderes relevante henset til udviklingen på
området for fertilitetsbehandling, hvor nye
behandlingsmetoder og forhold omkring behandling, herunder
organisatoriske aspekter, samarbejde mellem klinikker mv. kan
påvirke det samlede forløb vedr. behandling.
I første omgang vil bemyndigelsen blive
udmøntet som i dag, hvor der er fastsat regler om
formålet med opbevaring, nærmere om information til
behandlingssøgende og donorer, nærmere om destruktion
m.v., nærmere om anonymitet m.v., ligesom bestemmelsen - som
i dag - kan udnyttes til at fastsætte nærmere regler om
antallet af levedygtige graviditeter fra samme donor, krav til
donorer, distribuerende vævscentres forpligtelser mv. Den
foreslåede ændring af § 17, stk. 1, tilsigter at
præcisere, at bestemmelsen også kan anvendes til at
fastsætte regler på andre områder, eksempelvis om
kompensation i forbindelse med donation og vilkår herfor,
regler om distribution af donerede æg eller doneret
sæd, og om anvendelse af doneret æg eller sæd,
hvor der er på baggrund af indberetninger om alvorlige
bivirkninger og alvorlige uønskede hændelser er
konstateret risiko for overførsel af arvelig sygdom, eller
om distribution af donerede æg eller doneret sæd, hvor
der er behov for dette af patientsikkerhedsmæssige hensyn
mv.
Det bemærkes, at der ikke tilsigtes
ændringer ift. fastsættelse af regler om anonymitet og
forhold i den forbindelse. Der henvises i den forbindelse til
bemærkningerne til lov nr. 602 af 18. juni 2012 om kunstig
befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik
og forskning m.v., børneloven og lov om adoption, bl.a.
afsnit 2.2.2. i de almindelige bemærkninger til L 138 fremsat
den 29. marts 2012.
Det bemærkes desuden for god ordens
skyld, at der i forskrifter, som er udstedt i medfør af
loven, er mulighed for at fastsætte straf af bøde for
overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne, jf. § 29,
stk. 3, i lov om kunstig befrugtning.
Til nr.
5
Med den foreslåede nyaffattelse af § 20, stk. 1, præciseres
bemyndigelsen til, at ministeren for sundhed og forebyggelse kan
fastsætte nærmere regler for sæddonation,
herunder anonymitet og vilkår for kompensation, og anvendelse
af donorsæd, herunder antal levedygtige graviditeter pr.
donor, samt til hvilke formål der må ske opbevaring af
donorsæd.
De foreslåede ændringer vurderes
relevante henset til udviklingen på området for
fertilitetsbehandling, hvor nye behandlingsmetoder og forhold
omkring behandling, herunder organisatoriske aspekter, samarbejde
mellem klinikker mv. kan påvirke det samlede forløb
vedr. behandling.
I første omgang vil bemyndigelsen blive
udmøntet som i dag, hvor der er fastsat regler om
formålet med opbevaring, nærmere om information til
behandlingssøgende og donorer, nærmere om destruktion
m.v., nærmere om anonymitet m.v., ligesom bestemmelsen - som
i dag - kan udnyttes til at fastsætte nærmere regler om
antallet af levedygtige graviditeter fra samme donor, krav til
donorer, distribuerende vævscentres forpligtelser mv.
Reglerne forventes i første omgang
udmøntet som i dag, men afhængigt af udviklingen
på området kan det eksempelvis vise sig relevant at
fastsætte nærmere regler om kompensation i forbindelse
med donation, håndtering af kvoter for antal levedygtige
graviditeter pr. donor, anvendelse af doneret æg eller
sæd, hvor der er på baggrund af indberetninger om
alvorlige bivirkninger og alvorlige uønskede hændelser
er konstateret risiko for overførsel af arvelig sygdom,
eller om distribution af donerede æg eller doneret sæd,
hvor der er behov for dette af patientsikkerhedsmæssige
hensyn mv.
Det bemærkes, at der ikke tilsigtes
ændringer ift. fastsættelse af regler om anonymitet og
forhold i den forbindelse. Der henvises i den forbindelse med
bemærkningerne til lov nr. 602 af 18. juni 2012 om kunstig
befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik
og forskning m.v., børneloven og lov om adoption, bl.a.
afsnit 2.2.2. i de almindelige bemærkninger til L 138 fremsat
den 29. marts 2012.
Det bemærkes desuden for god ordens
skyld, at der i forskrifter, som er udstedt i medfør af
loven, er mulighed for at fastsætte straf af bøde for
overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne, jf. § 29,
stk. 3, i lov om kunstig befrugtning.
Til nr.
6
Det foreslås at præcisere § 23, stk. 1,1. pkt., om samtykke til
behandling med kunstig befrugtning, således at der fremover
skal indhentes samtykke til behandlingen fra kvinden og fra dennes
eventuelle ægtefælle, registrerede partner eller
partner. Den behandlende læge skal påse, at samtykket
fortsat er gyldigt, når behandlingen påbegyndes.
§ 2
Til nr.
1
Den foreslåede nyaffattelse af
vævslovens § 13 indeholder en række
præciseringer og ændringer af den gældende
bestemmelse i vævsloven om indberetninger af hændelser
og bivirkninger.
Præciseringerne er bl.a. en konsekvens
af sammenlægningen af Lægemiddelstyrelsen og
Sundhedsstyrelsen til én styrelse - Sundhedsstyrelsen - som
fandt sted pr. 1. marts 2012.
Dette gælder således § 13,
stk. 1, der foreslås affattet
på ny, hvilket indebærer, at det gældende stk. 2
udgår som overflødigt. Der påhviler herefter
vævscentre og udtagelsessteder pligt til at indberette
oplysninger om alvorlige uønskede hændelser og
bivirkninger (som defineret i vævslovens § 3, nr. 5 og
6) til såvel relevante vævscentre som
Sundhedsstyrelsen.
Det gælder ligeledes den gældende
§ 13, stk. 3, som bliver stk. 2,
hvorefter sundhedspersoner, der anvender væv og celler i
behandlingsmæssigt øjemed eller i forbindelse med
kliniske forsøg, fortsat vil være forpligtede til at
indberette oplysninger om alvorlige bivirkninger, der kan have
forbindelse med det anvendte væv- og cellemateriales kvalitet
og sikkerhed, til relevante vævscentre og Sundhedsstyrelsen.
Der vil som hidtil alene være tale om indberetning af
faktiske kendsgerninger om bivirkningernes tilstedeværelse
eller karakter.
Ved sundhedspersoner forstås i henhold
til sundhedslovens § 6 personer, der er autoriserede i henhold
til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige
opgaver, og personer, der handler på disses ansvar.
Som noget nyt foreslås det endvidere som
led i styrkelsen af reguleringen af området for kunstig
befrugtning i forslaget til § 13, stk.
3 og 4, at pålægge
sundhedspersoner, som har et barn eller en voksen person i
patientbehandling, en forpligtelse til at indberette genetisk
sygdom hos barnet (alvorlig bivirkning) og den voksne person
(alvorlig uønsket hændelse) til Sundhedsstyrelsen og
relevante vævscentre (f.eks. den fertilitetsklinik, som
barnets mor har benyttet, eller den sæd-/ægbank eller
fertilitetsklinik, hvor donor har donoret sæd eller
æg). Forpligtelserne til at foretage indberetning
indtræder dog først, når sundhedspersonen
får kendskab til, at barnet er født ved hjælp af
sæd eller æg, eller at den voksne har donoret sæd
eller æg. Det er endvidere en forudsætning, at
sundhedspersonen har det pågældende barn eller den
pågældende voksne person i behandling som patient. Det
er i den forbindelse ikke afgørende, hvori
patientbehandlingen består. Indberetningsforpligtelsen kan
således f.eks. påhvile en alment praktiserende
læge eller en læge, der har patienten i behandling med
henblik på udredning af en genetisk sygdom. Det skal
bemærkes, at sundhedspersonen ikke som følge af den
foreslåede bestemmelse forpligtes til i alle tilfælde
at spørge patienten, om denne er donor eller barn
født ved hjælp af sæd eller æg fra en
donor. Det vil således afhænge af
omstændighederne, om det findes relevant at spørge
herom.
Når sundhedspersonen har fået
kendskab til, at barnet er født ved hjælp af sæd
eller æg, eller at den voksne har donoret sæd eller
æg, får sundhedspersonen pligt til at foretage
indberetning om den genetiske sygdom til relevante vævscentre
og Sundhedsstyrelsen i det omfang, sundhedspersonen - ved
hjælp af journalmaterialet og/eller samtale med patienten -
kan identificere det eller de relevante vævscentre og det
relevante donornummer.
For så vidt angår vævscentre
og udtagningssteder, jf. § 13, stk. 1, og sundhedspersoner,
der anvender væv og celler i patientbehandlingen eller i
forbindelse med kliniske forsøg på mennesker, jf.
§ 13, stk. 2, indtræder indberetningsforpligtelsen i
forhold til relevante vævscentre og Sundhedsstyrelsen
ligeledes i det omfang, det relevante vævscenter og det
relevante donornummer kan identificeres. Det forventes, at
vævscentret, udtagningsstedet og sundhedspersonen
fremsøger disse oplysninger i patientens journal eller
anmoder patienten herom.
Den foreslåede bestemmelse i § 13,
stk. 5, svarer indholdsmæssigt
til den gældende § 13, stk. 5, hvorefter modtagere af
væv og celler og disses pårørende kan indberette
oplysninger om alvorlige bivirkninger indtruffet under eller efter
den kliniske anvendelse, der kan have forbindelse med det anvendte
vævs- og cellemateriales kvalitet og sikkerhed, direkte til
Sundhedsstyrelsen (tidligere Lægemiddelstyrelsen).
Endelig foreslås det i § 13, stk. 6, at Sundhedsstyrelsen (i dag:
ministeren for sundhed og forebyggelse) kan fastsætte regler
om indberetninger efter stk. 1-5 af oplysninger om alvorlige
uønskede hændelser og alvorlige bivirkninger, og om
vævscentres, udtagningscentres og - nu også -
sundhedspersoners registrering, håndtering og behandling af
disse oplysninger. Sundhedsstyrelsen vil efter bestemmelsen
således som noget nyt kunne fastsætte regler for sundhedspersoners registrering,
håndtering og behandling af oplysninger om alvorlige
uønskede hændelser og alvorlige bivirkninger. Det
gælder både sundhedspersoner omfattet af § 13,
stk. 2 (dvs. sundhedspersoner, der anvender væv og celler i
patientbehandlingen eller i forbindelse med kliniske forsøg
på mennesker) og sundhedspersoner omfattet af § 13, stk.
3 og 4 (dvs. sundhedspersoner, som har et barn eller en voksen
person med en genetisk sygdom i patientbehandling og får
kendskab til, at barnet er født ved hjælp af sæd
eller æg fra en donor, eller at den voksne har donoret
sæd eller æg).
Det er hensigten i medfør af § 13,
stk. 6, bl.a. at fastsætte regler om den procedure, der skal
iagttages i forbindelse med indberetning af hændelser og
bivirkninger, herunder om hvilke frister der skal iagttages i
forbindelse hermed. Det er ligeledes hensigten at fastsætte
regler om det system, som i overensstemmelse med
vævsdirektivets artikel 11 skal oprettes i vævscentrene
og på udtagningsstederne med henblik på at registrere,
håndtere og behandle oplysninger om alvorlige uønskede
hændelser og bivirkninger. Borgerindberetningsordningen efter
forslagets stk. 5 vil blive indrettet i lighed med den
indberetningsordning, som gælder for
lægemiddelområdet, herunder med krav om, at
indberetninger sker på et særligt skema, der kan findes
på Sundhedsstyrelsens netsted.
Det er endvidere i relation til behandling af
indberetninger om alvorlige uønskede hændelser og
alvorlige bivirkninger for så vidt angår
kønsceller (sæd og æg) hensigten bl.a. at
fastsætte regler om pligten til at foretage underretning af
kvinder, som har opnået graviditet ved hjælp af
sæd og æg fra en donor (hvor donor er en anden end
kvindens partner), i tilfælde af genetisk sygdom hos den
anvendte donor. Det er således hensigten at supplere
anbefalingen i Sundhedsstyrelsens Vejledning
om autoriserede sundhedspersoners og vævscentres virksomhed
og forpligtelser i forbindelse med kunstig befrugtning om
snarest at underrette disse kvinder med bindende regler i form af
en bekendtgørelse udstedt i medfør af § 13, stk.
6, om, hvornår og hvordan underretningen skal finde sted.
Behandling af oplysninger vedrørende
helbredsmæssige forhold m.v. om donorer og modtagere af
væv og celler, som kan henføres til bestemte fysiske
personer, der finder sted i forbindelse med indberetninger om
alvorlige bivirkninger og uønskede hændelser, er
omfattet af reguleringen i lov om behandling af personoplysninger
(persondataloven) og for så vidt angår
sundhedspersoners videregivelse af sådanne oplysninger
tillige af sundhedslovens kapitel 9 om tavshedspligt, videregivelse
og indhentning af helbredsoplysninger. Der henvises til
bemærkningerne til det lovforslag, som dannede grundlag for
vævsloven (lov nr. 273 af 1. april 2006), dvs. lovforslag L
138, som blev fremsat den 25. januar 2006.
§§ 3-4
Børneloven indeholder bl.a. regler om
faderskab og medmoderskab til børn, der er blevet til ved
kunstig befrugtning. Efter § 19, stk. 2, i lov om børns
forsørgelse kan statsforvaltningen bl.a. pålægge
den, der har givet samtykke til, at en kvinde er behandlet med
kunstig befrugtning, at betale bidrag til de ved en abort forvoldte
særlige udgifter, hvis barnet må antages at være
blevet til ved behandling med kunstig befrugtning.
I overensstemmelse med forslaget til
ændring af lov om kunstig befrugtning (forslagets § 1,
nr. 1 og 2) foreslås det, at begrebet kunstig befrugtning i
børneloven (forslagets §§ 3 og 6) og i lov om
børns forsørgelse (forslagets § 4) ændres
til assisteret reproduktion. Disse ændringer har ingen
materiel betydning.
Reglerne om medmoderskab, der indeholder
begrebet kunstig befrugtning, indsættes i børneloven
ved lov nr. 652 af 12. juni 2013 om ændring af
børneloven, lov om adoption, retsplejeloven og forskellige
andre love (Medmoderskab m.v.), der først træder i
kraft den 1. december 2013 og således efter
fremsættelsen af dette lovforslag. Af lovtekniske
årsager er det derfor nødvendigt at nyaffatte
børnelovens §§ 27-28 i forhold til bestemmelserne
som vedtaget ved § 1, nr. 32, i lov nr. 652 af 12. juni 2013.
Ved nyaffattelsen ændres i forhold til de vedtagne
bestemmelser alene kunstig befrugtning til assisteret reproduktion.
Der tilsigtes således ingen materielle ændringer ved
nyaffattelsen. Som følge af dette ophæves bl.a. §
1, nr. 32, og § 9, stk. 1-3, i lov nr. 652 af 12. juni
2013.
Der er andre bestemmelser i børneloven,
der indeholder begrebet kunstig befrugtning, og som enten er
gældende i dag, eller som træder i kraft den 1.
december 2013, jf. lov nr. 652 af 12. juni 2013. Af lovtekniske
årsager foreslås det i forslagets § 7, stk. 2, at
kunstig befrugtning i disse bestemmelser først bliver
ændret til assisteret reproduktion den 2. december 2013. Det
samme gælder i relation til § 19, stk. 2, i lov om
børns forsørgelse. Den udskudte ikrafttræden
på én dag vil ikke få betydning, da de
pågældende bestemmelser i praksis først vil
skulle anvendes ved behandlingen af sager om fader- og medmoderskab
samt børnebidrag til børn, der bliver til ved
behandling med assisteret reproduktion, der foretages fra og med
den 1. december 2013.
§ 5
Den foreslåede ændring af
retsplejelovens § 456 i, stk. 2, er en konsekvens af forslaget
om, at assisteret reproduktion skal anvendes som terminologi i
stedet for kunstig befrugtning. Bestemmelsen er af lovtekniske
årsager affattet i sin helhed. Den foreslåede
bestemmelse svarer i øvrigt i både formulering og
indhold til affatningen af § 456 i, stk. 2, ved lov nr. 652 af
12. juni 2013 (§ 6, nr. 10). Der henvises til
bemærkningerne hertil (Folketingstidende A 2012-13, L 207, s.
21 og 35).
§ 6
Som det fremgår af bemærkningerne
til §§ 3-5 er det af lovtekniske årsager
nødvendigt at nyaffatte børnelovens §§
27-28 i forhold til bestemmelserne som vedtaget ved § 1, nr.
32, i lov nr. 652 af 12. juni 2013, jf. forslagets § 3 nr. 2.
Desuden er retsplejelovens § 456 i, stk. 2, af lovtekniske
årsager affattet i sin helhed, jf. bemærkningerne til
§ 5. Som konsekvens heraf foreslås § 1, nr.
32, og § 6, nr. 10, i lov nr. 652 af 12. juni 2013 om
ændring af børneloven, lov om adoption, retsplejeloven
og forskellige andre love (Medmoderskab m.v.), ophævet.
Endvidere foreslås det af lovtekniske årsager, at
§ 9, stk. 1-3, i lov nr. 652 af 12. juni 2013, nyaffattes, jf.
forslagets § 7, stk. 3-5. I de foreslåede nyaffattelser
ændres i forhold til de vedtagne bestemmelser alene kunstig
befrugtning til assisteret reproduktion. Der tilsigtes
således ingen materielle ændringer ved
nyaffattelserne.
§ 7
Det foreslås i § 7, stk. 1, at
loven træder i kraft den 1. december 2013. Dermed
træder loven i kraft samtidig med ikrafttrædelse af
ændringer af børneloven ved lov nr. 652 af 12. juni
2013 om medmoderskab m.v.
I stk. 2 foreslås det dog, at
ændringen af begrebet kunstig befrugtning til assisteret
reproduktion i børneloven, i lov om børns
forsørgelse og i retsplejeloven først træder i
kraft den 2. december 2013. Der henvises til bemærkningerne
til forslagets §§ 3-6. Overgangsbestemmelserne i §
9, stk. 1-3, i lov nr. 652 af 12. juni 2013 relaterer sig til
§§ 27-28 børneloven som affattet ved den
pågældende lov. Da §§ 27-28 i
børneloven nyaffattes med dette lovforslag, er det af
lovtekniske årsager nødvendigt at flytte
overgangsbestemmelserne vedrørende disse bestemmelser til
dette lovforslag. I overensstemmelse med forslaget til
ændring af lov om kunstig befrugtning (forslagets § 1,
nr. 1 og 2) foreslås det, at kunstig befrugtning også i
disse bestemmelser ændres til assisteret reproduktion, dog
ikke overgangsbestemmelsen i lovforslagets § 7, stk. 5, da
denne bestemmelse relaterer sig til kunstig befrugtning, som er
foretaget før det foreslåede
ikrafttrædelsestidspunkt for dette lovforslag.
§ 8
Bestemmelsen fastlægger lovens
territoriale anvendelsesområde, og stk. 1 indebærer, at
loven ikke finder anvendelse for Grønland og
Færøerne. Efter bestemmelsens stk. 2 kan lovens
§§ 1, 3, og § 6, nr. 1 og 3, dog ved kongelig
anordning helt eller delvist sættes i kraft for
Færøerne med de ændringer, som de
færøske forhold tilsiger. Efter bestemmelsens stk. 3
kan §§ 3 og 4 og § 6, nr. 1 og 3, ved kongelig
anordning helt eller delvist sættes i kraft for
Grønland med de ændringer, som de grønlandske
forhold tilsiger.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt
med gældende lov
| | | Gældende
formulering | | Lovforslaget | | | | | | § 1 | | | | | | I lov om kunstig befrugtning i forbindelse
med behandling, diagnostik og forskning m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 923 af 4. september 2006, som
ændret ved § 1 i lov nr. 1546 af 21. december 2010,
§ 47 i lov nr. 593 af 14. juni 2011 og § 1 i
lov nr. 602 af 18. juni 2012, foretages følgende
ændringer: | | | | | | 1. I lovens
titel ændres »kunstig befrugtning« til:
»assisteret reproduktion«. | | | | | | 2. Overalt i
loven ændres »kunstig befrugtning« til:
»assisteret reproduktion«. | | | | § 15.
Befrugtede og ubefrugtede menneskelige æg kan opbevares i op
til 5 år, hvorefter æggene skal destrueres. … | | 3. I § 15, stk. 1, indsættes
som 2. og 3.
pkt.: »Den ansvarlige læge kan
beslutte at forlænge opbevaringsperioden ud over 5 år
og indtil det tidspunkt, hvor kvinden er ældre end 45
år, hvis den enlige kvinde eller den ene part i
ægteskabet, det registrerede parforhold eller forholdet lider
af alvorlig sygdom. Den ansvarlige læge kan tilbagekalde en
beslutning truffet i medfør af 2. pkt., hvor betingelser
efter 2. pkt. ikke længere er opfyldt. « | | | | § 17.
Sundhedsministeren fastsætter regler om donation, anvendelse,
opsætning og opbevaring af menneskelige æg. … | | 4. § 17, stk. 1, affattes
således: »Ministeren for sundhed og
forebyggelse kan fastsætte nærmere regler om donation,
herunder anonymitet og vilkår for kompensation, om
opbevaring, anvendelse, herunder antal levedygtige graviditeter pr.
donor, og om opsætning af menneskelige æg.
« | | | | § 20.
Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter
nærmere regler for donation og anvendelse af donorsæd,
og til hvilke formål der må ske opbevaring af
donorsæd. … | | 5. § 20, stk. 1, affattes
således: »Ministeren for sundhed og
forebyggelse kan fastsætte nærmere regler for donation,
herunder anonymitet og vilkår for kompensation, og anvendelse
af donorsæd, herunder antal levedygtige graviditeter pr.
donor, samt til hvilke formål der må ske opbevaring af
donorsæd.« | | | | § 23.
Før behandling med kunstig befrugtning indledes, skal der
indhentes skriftligt samtykke til behandlingen fra kvinden og fra
dennes eventuelle ægtefælle eller partner. Den
behandlende læge skal påse, at samtykket fortsat er
gyldigt, når behandlingen påbegyndes. … | | 6. I § 23, stk. 1, 1. pkt.,
indsættes efter »ægtefælle«: »,
registrerede partner«. | Stk. 3. I
tilfælde, hvor der er sket donation af æg eller
sæd, skal der endvidere foreligge skriftligt samtykke fra den
donerende mand eller kvinde. | | | | | | | | § 2 | | | | | | I lov nr. 273 af 1. april 2006
(vævsloven), som ændret ved § 3 i lov nr. 534
af 17. juni 2008, § 2 i lov nr. 605 af 18. juni 2012 og
§ 2 i lov nr. 653 af 12. juni 2013, foretages
følgende ændring: | | | | § 13.
Vævscentre og udtagningssteder skal indberette oplysninger om
alvorlige uønskede hændelser og alvorlige bivirkninger
hos modtager, der kan have indflydelse på eller forbindelse
med vævs og cellers kvalitet og sikkerhed, til
Sundhedsstyrelsen. Indberetningspligten omfatter de hændelser
og bivirkninger, der kan tilskrives udtagning, testning,
forarbejdning, opbevaring eller distribution af væv og
celler. Stk. 2.
Udtagningssteder skal til Sundhedsstyrelsen indberette oplysninger
om alvorlige bivirkninger hos donor indtruffet i forbindelse med
udtagning af væv og celler. Stk. 3.
Sundhedspersoner, der anvender væv og celler som led i
patientbehandling eller i forbindelse med kliniske forsøg
på mennesker, skal til Sundhedsstyrelsen indberette
oplysninger om alvorlige bivirkninger indtruffet under eller efter
den kliniske anvendelse, der kan have forbindelse med vævs og
cellers kvalitet og sikkerhed. Stk. 4. De
i stk. 2 og 3 nævnte oplysninger skal tillige
indberettes til relevante vævscentre. Stk. 5.
Modtagere af væv og celler og disses pårørende
kan til Sundhedsstyrelsen indberette oplysninger om alvorlige
bivirkninger indtruffet under eller efter den kliniske anvendelse,
der kan have forbindelse med vævs og cellers kvalitet og
sikkerhed. Stk. 6.
Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter regler om
indberetninger efter stk. 1-5 og om vævscentres og
udtagningssteders registrering, håndtering og behandling af
oplysninger om alvorlige uønskede hændelser og
bivirkninger. | | 1. § 13 affattes således: »§ 13. Vævscentre og
udtagningssteder skal til relevante vævscentre og
Sundhedsstyrelsen indberette oplysninger om alvorlige
uønskede hændelser og alvorlige bivirkninger, der kan
have indflydelse på eller forbindelse med vævs og
cellers kvalitet og sikkerhed. Stk. 2.
Sundhedspersoner, der anvender væv og celler som led i
patientbehandling eller i forbindelse med kliniske forsøg
på mennesker, skal til relevante vævscentre og
Sundhedsstyrelsen indberette oplysninger om alvorlige bivirkninger
indtruffet under eller efter den kliniske anvendelse, der kan have
forbindelse med vævs og cellers kvalitet og sikkerhed. Stk. 3.
Sundhedspersoner skal til relevante vævscentre og
Sundhedsstyrelsen indberette genetisk sygdom hos et barn
født med hjælp af sæd eller æg fra donor
som en alvorlig bivirkning, når sundhedspersonen har barnet i
behandling og får kendskab til, at barnet er født ved
hjælp af sæd eller æg fra en donor. Stk. 4.
Sundhedspersoner skal til relevante vævscentre og
Sundhedsstyrelsen indberette genetisk sygdom hos en donor af
sæd eller æg som en alvorlig uønsket
hændelse, når sundhedspersonen har en person i
behandling og får kendskab til, at den pågældende
har doneret sæd eller æg. Stk. 5.
Modtagere af væv og celler og disses pårørende
kan til Sundhedsstyrelsen indberette oplysninger om alvorlige
bivirkninger indtruffet under eller efter den kliniske anvendelse,
der kan have forbindelse med vævs og cellers kvalitet og
sikkerhed. Stk. 6.
Sundhedsstyrelsen fastsætter regler om indberetninger efter
stk. 1-5 og om vævscentres, udtagningssteders og
sundhedspersoners registrering, håndtering og behandling af
oplysninger om alvorlige uønskede hændelser og
alvorlige bivirkninger.« | | | | | | § 3 | | | | | | I børneloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1047 af 8. november 2012, som
ændret ved § 11 i lov nr. 622 af 12. juni 2013,
§ 22 i lov nr. 647 af 12. juni 2013 og § 1 i
lov nr. 652 af 12. juni 2013, foretages følgende
ændringer: | | | | | | 1. Overalt i
loven ændres »kunstig befrugtning« til:
»assisteret reproduktion«. | | | | § 27. Er
en kvinde blevet kunstigt befrugtet af en sundhedsperson eller
under en sundhedspersons ansvar, anses hendes
ægtefælle, registrerede partner eller partner som
barnets far eller medmor, hvis denne har givet samtykke til
behandlingen og barnet må antages at være blevet til
ved denne, jf. dog § 27 a, stk. 1. Samtykket skal
være skriftligt og indeholde en erklæring om, at manden
skal være barnets far, eller at kvinden skal være
barnets medmor. | | 2. §§ 27 og 28 ophæves, og i stedet
indsættes: »§ 27. Er en kvinde blevet
behandlet med assisteret reproduktion af en sundhedsperson eller
under en sundhedspersons ansvar, anses hendes
ægtefælle, registrerede partner eller partner som
barnets far eller medmor, hvis denne har givet samtykke til
behandlingen, og barnet må antages at være blevet til
ved denne, jf. dog § 27 a, stk. 1. Samtykket skal
være skriftligt og indeholde en erklæring om, at manden
skal være barnets far, eller at kvinden skal være
barnets medmor. | | | | § 27 a.
Er en kvinde, der er gift med en kvinde eller har en registreret
partner eller en kvindelig partner, blevet kunstigt befrugtet med
en kendt mands sæd af en sundhedsperson eller under en
sundhedspersons ansvar, anses manden som barnets far, hvis barnet
må antages at være blevet til ved denne behandling og
manden skriftligt har erklæret, at han skal være
barnets far, jf. dog stk. 2. Ægtefællen, den
registrerede partner eller partneren til den kvinde, der skal
behandles, skal have givet skriftligt samtykke til
behandlingen. Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis de tre parter,
der er nævnt i stk. 1, skriftligt erklærer, at
ægtefællen, den registrerede partner eller partneren
til den kvinde, der skal behandles, skal være barnets medmor.
Herefter anses ægtefællen, den registrerede partner
eller partneren som barnets medmor. | | § 27 a.
Er en kvinde, der er gift med en kvinde eller har en registreret
partner eller en kvindelig partner, blevet behandlet med assisteret
reproduktion med en kendt mands sæd af en sundhedsperson
eller under en sundhedspersons ansvar, anses manden som barnets
far, hvis barnet må antages at være blevet til ved
denne behandling, og manden skriftligt har erklæret, at han
skal være barnets far, jf. dog stk. 2.
Ægtefællen, den registrerede partner eller partneren
til den kvinde, der skal behandles, skal have givet skriftligt
samtykke til behandlingen. Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis de tre parter,
der er nævnt i stk. 1, skriftligt erklærer, at
ægtefællen, den registrerede partner eller partneren
til den kvinde, der skal behandles, skal være barnets medmor.
Herefter anses ægtefællen, den registrerede partner
eller partneren som barnets medmor. | | | | | | § 27 b.
I situationer, der ikke er omfattet af §§ 27 eller
27 a, anses en sæddonor som far til et barn, der med hans
sæd er blevet til ved assisteret reproduktion af en anden
kvinde end hans ægtefælle eller partner, hvis | | | 1) den assisterede reproduktion er foretaget
af en sundhedsperson eller under en sundhedspersons ansvar, | | | 2) han skriftligt har givet samtykke til, at
en bestemt kvinde modtager behandlingen, | | | 3) barnet må antages at være
blevet til ved denne, og | | | 4) han skriftligt har erklæret, at han
skal være barnets far. | | | | | | § 27 c.
I sager, der ikke er omfattet af §§ 27, 27 a, 27 b
eller 28, anses en sæddonor som far til et barn, der med hans
sæd er blevet til ved assisteret reproduktion, medmindre
sæden er anvendt uden hans viden eller efter hans
død. | | | | | | § 28.
Medmindre andet følger af § 27, § 27 a,
stk. 2, eller § 27 b, anses en sæddonor ikke
som far til et barn, der med hans sæd er blevet til ved
assisteret reproduktion, hvis sæden er doneret til et
vævscenter, der distribuerer sæd, en sundhedsperson
eller en person, der arbejder under en sundhedspersons
ansvar.« | | | | | | § 4 | | | | | | I lov om børns forsørgelse,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1044 af 29. oktober 2009, som
ændret ved § 18 i i lov nr. 647 af 12. juni 2013 og
§ 4 i lov nr. 652 af 12. juni 2013, foretages
følgende ændring: | | | | § 19. … Stk. 2.
Endvidere kan statsforvaltningen pålægge den, der har
eller kan have besvangret en kvinde, eller den, der har givet
samtykke til, at en kvinde er behandlet med kunstig befrugtning,
hvis barnet må antages at være blevet til ved denne
behandling, jf. børnelovens §§ 27 eller 27 a,
at udrede bidrag til de ved en abort forvoldte særlige
udgifter. | | 1. I § 19, stk. 2, ændres
»kunstig befrugtning« til: »assisteret
reproduktion«. | | | | | | § 5 | | | | | | I retsplejeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1008 af 24. oktober 2012, som senest
ændret ved § 6 i lov nr. 652 af 12. juni 2013,
foretages følgende ændring: | | | | § 456 i. … Stk. 2. Den
eller de mænd, der er parter i sagen, har pligt til at
møde i retten og dér afgive forklaring om, hvorvidt
de har haft seksuelt forhold til moderen i den periode, hvor hun
blev gravid. Reglerne i § 171, stk. 2, nr. 1, og
§§ 177-180 finder tilsvarende anvendelse. Stk. 3. Der
kan tillægges en part rejsegodtgørelse efter reglerne
i § 188. | | 1. § 456 i, stk. 2, affattes
således: »Stk. 2. Den eller de personer, som i
medfør af § 456 e, stk. 1, nr. 3, er parter i
sagen, har pligt til at møde i retten og dér afgive
forklaring om, hvorvidt de har haft seksuelt forhold til moderen i
den periode, hvor hun blev gravid, eller om de i medfør af
børnelovens §§ 27, 27 a eller § 27
b har samtykket til den assisterede reproduktion. Reglerne i
§ 171, stk. 2, nr. 1, og §§ 177-180
finder tilsvarende anvendelse.« | | | | | | § 6 | | | | | | I lov nr. 652 af 12. juni 2013 om
ændring af børneloven, lov om adoption, retsplejeloven
og forskellige andre love, foretages følgende
ændringer: | | | | 32. §§ 27 og 28 ophæves, og i stedet
indsættes: | | 1. § 1, nr. 32, ophæves. | »§ 27. Er en kvinde blevet
kunstigt befrugtet af en sundhedsperson eller under en
sundhedspersons ansvar, anses hendes ægtefælle,
registrerede partner eller partner som barnets far eller medmor,
hvis denne har givet samtykke til behandlingen og barnet må
antages at være blevet til ved denne, jf. dog § 27
a, stk. 1. Samtykket skal være skriftligt og indeholde
en erklæring om, at manden skal være barnets far, eller
at kvinden skal være barnets medmor. | | | | | | § 27 a.
Er en kvinde, der er gift med en kvinde eller har en registreret
partner eller en kvindelig partner, blevet kunstigt befrugtet med
en kendt mands sæd af en sundhedsperson eller under en
sundhedspersons ansvar, anses manden som barnets far, hvis barnet
må antages at være blevet til ved denne behandling og
manden skriftligt har erklæret, at han skal være
barnets far, jf. dog stk. 2. Ægtefællen, den
registrerede partner eller partneren til den kvinde, der skal
behandles, skal have givet skriftligt samtykke til
behandlingen. | | | Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis de tre parter,
der er nævnt i stk. 1, skriftligt erklærer, at
ægtefællen, den registrerede partner eller partneren
til den kvinde, der skal behandles, skal være barnets medmor.
Herefter anses ægtefællen, den registrerede partner
eller partneren som barnets medmor. | | | | | | § 27 b.
I situationer, der ikke er omfattet af §§ 27 eller
27 a, anses en sæddonor som far til et barn, der med hans
sæd er blevet til ved kunstig befrugtning af en anden kvinde
end hans ægtefælle eller partner, hvis | | | 1) den kunstige befrugtning er foretaget af
en sundhedsperson eller under en sundhedspersons ansvar, | | | 2) han skriftligt har givet samtykke til, at
en bestemt kvinde modtager behandlingen, | | | 3) barnet må antages at være
blevet til ved denne og | | | 4) han skriftligt har erklæret, at han
skal være barnets far. | | | § 27 c.
I sager, der ikke er omfattet af §§ 27, 27 a, 27 b
eller 28, anses en sæddonor som far til et barn, der med hans
sæd er blevet til ved kunstig befrugtning, medmindre
sæden er anvendt uden hans viden eller efter hans
død. | | | | | | § 28.
Medmindre andet følger af § 27, § 27 a,
stk. 2, eller § 27 b, anses en sæddonor ikke
som far til et barn, der med hans sæd er blevet til ved
kunstig befrugtning, hvis sæden er doneret til et
vævscenter, der distribuerer sæd, en sundhedsperson
eller en person, der arbejder under en sundhedspersons
ansvar.« | | | | | | 10. § 456 i, stk. 2, affattes
således: | | 2. § 6, nr. 10, ophæves. | »Stk. 2. Den eller de personer, som i
medfør af § 456 e, stk. 1, nr. 3, er parter i
sagen, har pligt til at møde i retten og dér afgive
forklaring om, hvorvidt de har haft seksuelt forhold til moderen i
den periode, hvor hun blev gravid, eller om de i medfør af
børnelovens §§ 27, 27 a eller 27 b har
samtykket til, at moderen blev kunstigt befrugtet. Reglerne i
§ 171, stk. 2, nr. 1, og §§ 177-180
finder tilsvarende anvendelse.« | | | | | | Stk. 1.
Børnelovens §§ 27, 27 a og 27 b som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 32, finder alene anvendelse
på børn, der er blevet til ved kunstig befrugtning,
hvis samtykke til kunstig befrugtning og erklæring om at
skulle være barnets far eller medmor er afgivet efter lovens
ikrafttræden. | | 3. § 9, stk. 1-3,
ophæves. Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 1
og 2. | Stk. 2.
Børnelovens §§ 27 c og 28 som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 32, finder alene anvendelse på
børn, der er blevet til ved kunstig befrugtning, der er
foretaget efter lovens ikrafttræden. | | | Stk. 3. De
hidtil gældende bestemmelser i børnelovens
§§ 27 og 28 finder fortsat anvendelse på
børn, der er blevet til ved kunstig befrugtning, der er
foretaget før lovens ikrafttræden. | | | Stk. 4. De
hidtil gældende bestemmelser i § 1, stk. 3,
§ 4, 3. pkt., § 8 a og § 25, nr. 3, i
lov om adoption finder fortsat anvendelse på børn, der
er blevet til ved kunstig befrugtning, der er foretaget før
lovens ikrafttræden, hvis statsforvaltningen inden 3
måneder efter barnets fødsel har modtaget samtykket
til adoptionen fra barnets mor. | | | Stk. 5.
Når der er sket stedbarnsadoption efter den hidtil
gældende bestemmelse i § 8 a i lov om adoption,
finder de hidtil gældende regler i § 7, stk. 2
og 3, § 8, stk. 8, § 9, 2. pkt.,
§ 12, stk. 2, § 13, stk. 1,
§ 14, stk. 2, 3. pkt., § 15, stk. 3
og 7, § 23, stk. 1, og § 25, stk. 1,
i barselloven anvendelse. | | | | | | | | § 7 | | | | | | Stk. 1.
Loven træder i kraft den 1. december 2013, jf. dog
stk. 2-6. | | | Stk. 2.
§ 3, nr. 1, og § 4 træder i kraft den 2.
december 2013. | | | Stk. 3.
Børnelovens §§ 27, 27 a og 27 b som affattet
ved denne lovs § 3, nr. 2, finder alene anvendelse
på børn, der er blevet til ved assisteret
reproduktion, hvis samtykke til assisteret reproduktion og
erklæring om at skulle være barnets far eller medmor er
afgivet efter lovens ikrafttræden. | | | Stk. 4.
Børnelovens §§ 27 c og 28 som affattet ved
denne lovs § 3, nr. 2, finder alene anvendelse på
børn, der er blevet til ved assisteret reproduktion, der er
foretaget efter lovens ikrafttræden. | | | Stk. 5. De
hidtil gældende bestemmelser i børnelovens
§§ 27 og 28 finder fortsat anvendelse på
børn, der er blevet til ved kunstig befrugtning, der er
foretaget før lovens ikrafttræden. | | | | | | § 8 | | | | | | Stk. 1.
Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland, jf. dog stk. 2 og 3. | | | Stk. 2.
§§ 1, 3, 4 og § 6, nr. 1 og 3, kan ved
kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for
Færøerne med de ændringer, som de
færøske forhold tilsiger. | | | Stk. 3.
§§ 3, 4 og § 6, nr. 1 og 3, kan ved
kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for
Grønland med de ændringer, som de grønlandske
forhold tilsiger. |
|