Betænkning afgivet af Børne-
og Undervisningsudvalget den 10. december 2013
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 31. oktober
2013 og var til 1. behandling den 12. november 2013. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i Børne- og
Undervisningsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3
møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
undervisningsministeren sendte den 21. august 2013 dette udkast til
udvalget, jf. BUU alm. del - bilag 282 (folketingsåret
2012-13). Den 31. oktober 2013 sendte undervisningsministeren de
indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.
2. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i
udvalget (udvalget med undtagelse af LA og KF) indstiller
lovforslaget til vedtagelse
uændret.
Venstre og Dansk Folkeparti havde gerne set
lovforslag nr. L 51 træde fuldt i kraft fra det kommende
skoleår (august 2014), idet Venstre og Dansk Folkeparti
mener, at tilrettelæggelsen af lektiehjælp og
supplerende undervisning er en opgave, de enkelte kommuner og
skoleledelser bedst kan håndtere, og at det derfor burde
være dem, der fik ansvaret med det samme.
Et mindretal i
udvalget (LA og KF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Det Konservative Folkeparti stemmer imod
lovforslaget. Det Konservative Folkeparti er modstandere af, at det
offentlige overtager en større andel af familiernes fritid
og sætter familielivet under pres. For mange danske familier
har det en meget stor værdi, at forældrene kan lave
lektier med deres børn om eftermiddagen eller om aftenen.
På den måde kan de følge med i børnenes
udvikling i skolen på nærmeste hold, ligesom det er en
stor værdi for mange at kunne hjælpe
børnene.
Men hvis lektierne allerede - under tvang -
er blevet lavet ovre i skolen, fratager vi forældrene den
mulighed. Det er en grov indgriben i familiernes frihed til selv at
sammensætte deres dage og deres tid sammen med deres
børn. Det er under 1. behandling ydermere gjort klart, at
man ingen garanti har for, at man kan få fagligt kvalificeret
hjælp til at lave lektier i de timer, børnene
skal tvinges til at blive på skolen efter endt
undervisning.
En helt frisk undersøgelse fra
Norge, hvor de allerede har opereret med lektiecafeer i tre
år, viser, at det faktisk ligefrem skader de svageste elever
at deltage i lektiecafeerne, fordi de alligevel ikke kommer til
orde over for de stærkeste elever.
Dermed forsvinder også det argument,
at det skulle gavne de svage elever. Hvad er der så tilbage
ud over bare at ville skemalægge endnu flere danskeres
hverdag fra morgen til aften? Det Konservative Folkeparti stemmer
imod denne indgriben i familiernes fritid.
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet
for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
Ane Halsboe-Jørgensen (S)
Annette Lind (S) Karin Gaardsted (S) Kirsten Brosbøl (S)
Orla Hav (S) fmd. Rasmus Horn
Langhoff (S) Troels Ravn (S) Lotte Rod (RV) nfmd. Jeppe Mikkelsen (RV) Marlene
Borst Hansen (RV) Pernille Vigsø Bagge (SF) Lisbeth Bech
Poulsen (SF) Rosa Lund (EL) Lars Dohn (EL) Henning Hyllested (EL)
Karen Ellemann (V) Peter Juel Jensen (V) Finn Thranum (V) Louise
Schack Elholm (V) Anni Matthiesen (V) Tina Nedergaard (V) Ulla
Tørnæs (V) Alex Ahrendtsen (DF) Bent Bøgsted
(DF) Marie Krarup (DF) Martin Henriksen (DF) Merete Riisager (LA)
Thyra Frank (LA) Lene Espersen (KF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 45 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 16 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende
L 52
Bilagsnr. | Titel |
---|
1 | Høringssvar og høringsnotat,
fra undervisningsministeren | 2 | Udkast til tidsplan for
udvalgsbehandlingen af lovforslaget | 3 | Tidsplan for udvalgsbehandlingen | 4 | 1. udkast til betænkning | 5 | 2. udkast til betænkning |
|